fredag den 28. september 2018

Flade ud-dage


Efter to dage med sygt mange sving og kurver nægtede Fruen at forlade Ormea og forlangte at få en flade ud-dag.

I stedet tog vi hen og kiggede på byen.

Det blev ikke til meget by. For der var marked og så kiggede vi på det i stedet. I hele gågaden var der linet op med boder med alt fra frugt og grøntsager til hjemmestrik og julepynt. Især julepynten brugte Donnaen og jeg en del tid på. Det var noget med nogle små bitte krybbespil bygget ind i underlige hverdagsting, og Donnaen og jeg kunne hurtigt blive enige om, at sådan et måtte vi nødvendigvis have. Til gengæld var det sværere at blive enige om hvilket. 

Til sidst lykkedes det dog, og vi traskede videre. Købte ind til frokost og havde megen fornøjelse af Gemalens kage-indkøb. Han havde udset sig en kage, men ville gerne vide, hvad der var i, men hans og kagesælgerens sproglige formåen var ikke helt nok. Men der var hjælp at hente; de omkringstående kunder gav hjertensgerne deres besyv med, og gloser på italiensk, fransk og engelsk fløj gennem luften, til det til sidst kunne slås fast, at det var en kirsebærtærte, Gemalen skulle have.

Tilbage på hotellet blev eftermiddagen brugt på at flade ud, glo på firben, læse og banke hinanden i kongespil, som der med lidt god vilje lige akkurat var plads til at spille på græsset foran hotellet.

Om aftenen spiste vi på hotellet, og det viste sig, at den lille restaurant serverede den fineste gourmet-mad. Til ingen penge. Igen gik der sproglig forbistring i kommunikationen; Gemalen ville bestille et ekstra glas rosé, men fik - tadah! - rosen-sorbet-is. Det gav dog ingen skår i glæden. Han fik et glas rødvin, og jeg fik isen.

Næste dag kunne vi godt holde til at køre igen, og da Donnaen nu havde sat hak ved Nice, Cannes og Monaco, ville hun gerne til San Remo.

Altså kørte vi til San Remo, hvor vi fandt en parkeringskælder, der var dimensioneret til biler i størrelsen Fiat 500. I hvert fald var ned- og opkørselsramperne et kapitel for sig, og det føltes nærmest som at køre inden i et sneglehus. Det lykkedes dog Gemalen at få kantet sig både ned og siden op uden at skramme bilen.

Vi fandt en stor, flot - skyggefuld - gågade med alle de sædvanlige mærkevarebutikker plus en række mere lokale modeshops. Det var dog alt for varmt til at prøve tøj, og ganske gratis var det heller ikke, så vi nøjedes med at kigge. For enden af gaden nåede vi til San Remos kasino, hvilket vi slet ikke vidste fandtes, men nu havde vi jo lige været i Monaco, så vi var ikke lette at dupere og var mere interesserede i fortovscaféerne overfor.

Efter endt frokost drejede vi om hjørnet og konstaterede, at det var for varmt at gå i solen, nede ved vandet, så vi søgte hurtigt op i skyggen igen og fandt tilbage til bilen. Derfra kørte vi ad de små kystveje til Imperia. En smuk tur på knap 25 kilometer, med næsten konstant havkig. Småbyer, gartnerier og dyre huse i mellem hinanden.

I Imperia fandt vi en parkeringsplads, men kunne ikke få p-automaten til at fungere. Efter at have rendt lidt rundt efter en anden automat mødte vi en dame, der erklærede, at når automaten var rotto, så skulle man ikke betale, sådan var det. Vi kiggede på hinanden og gjorde, som damen sagde og håbede det bedste. 

På havnen skete der ikke meget, men den bar dog præg af at være en rigtig havn med lossekraner og fiskenet på kajen. Og kun en enkelt lystyacht. Længere henne nåede vi strandpromenaden og neden for den lå stranden, der var proppet med mennesker, så der gad vi ikke gå ned.

I stedet fandt vi en café og slog os ned under en parasol og fik noget at drikke. Dér sad vi i lang tid og lavede absolut ingenting, indtil vi tog os sammen, daskede tilbage til bilen, som heldigvis ikke var blevet bøde-ramt i mellemtiden, og kørte så hen og fandt et kæmpestort supermarked, hvor vi kunne købe både dit og dat, vand og ikke mindst Donnaens yndlingskiks, som desværre ikke fås i Danmark.

Således gik der to hele dage med ikke ret meget.

Og det var faktisk rigtig skønt.

Den eneste gang, det lykkedes at 'fange' et firben.

7 kommentarer:

Lene sagde ...

Flade ud dage må man have. Jeg har i hvert fald mere brug for dem nu end tidligere :-)

Ellen sagde ...

Herligt! Dage, hvor man laver ingenting og alligevel oplever en hel masse - lige noget for mig :-)

Pia sagde ...

Vi har også prøvet at stå ved en defekt P-automat, og fået det samme svar af en venlig indfødt. Alligevel tænker man om det mon er sandt. Man vil jo nødig i konflikt med ordensmagten.
Vi er lige kommet hjem fra 8 dages ferie på Kreta, og jeg kan fint følge dig i både varmen, sprogvanskeligheder, små bjergveje og driverlivet.

Fruen i Midten sagde ...

Lene: De er i hvert fald rare nok en gang i mellem :-)

Ellen: Nogle gange kan man jo være heldig at opleve en masse uden at gøre ret meget for det selv :-)

Pia: Det er bare for surt at komme tilbage til en P-bøde, så vi gør, hvad vi kan for at undgå det, og vi er lidt skeptiske, hvis vi får sådan en besked om, at vi ikke behøver at gøre noget for at komme til at betale. Jeg ved faktisk heller ikke, hvordan reglerne er i DK, når man holder ved en defekt automat? Ah, Kreta - lyder dejligt! :-)

A + K = ♥ sagde ...

Julepynt kiggeri er det bedste! Vi samler alle på glaskugler i familien, og købte den fineste med hjem til mig selv fra Selfridges. Vores mor fik også en, naturligvis - hun er jo den der startede samlermanien ;)

- A

Birgitte B sagde ...

Det lyder som nogle fine dage. Må man se et billede af jeres krybbespil? Det lyder virkelig fint. Kh. Birgitte

Fruen i Midten sagde ...

Anne: Ej hvor fint, at hele familien er julekugle-samlere. Der må være nok at se på hjemme hos jer til jul :-)

Birgitte: Det var det :-) Jeg skal prøve at huske at putte et billede af vores krybbespil på bloggen, når vi nærmer os jul. Jeg tror dog måske, at det er mere sjovt end egentlig fint ;-)