onsdag den 19. april 2017

Træt, desorienteret - og døv!


Langfredag var Donnaen og jeg i biografen for at se menneskeficeringen af hendes absolutte yndlingsDisneytegnefilm, Skønheden og Udyret.

Gemalen havde meldt pas. Han var sjovt nok lige så lidt interesseret i Skønheden og Udyret, som jeg havde været i at komme med ind og se Ghost in the Shell en lille uge tidligere. Men Donnaen har en ganske bred filmsmag og kan sagten kapere begge dele.

Den var rigtig sød, og vi kørte glade hjem.

Og så blev jeg svimmel og måtte sætte mig ned og lige sunde mig lidt, før jeg gik aftentur med Kamelen.

Næste dag var jeg stadig småsvimmel, utilpas, træt og endnu mere kort-luntet end normalt. Men hvad pokker, man kan jo rage så meget mærkeligt til sig, så det var vel bare et eller andet influenza-agtigt?

Søndag havde jeg det bedre og kørte til Odense for at besøge min søde, gamle faster. Helt alene i bilen kunne jeg fornøje mig med min yndlingsmusik, men højtalerlyden i bilen lod altså noget tilbage at ønske. Diskanten var metallisk og mærkelig, og da ingen havde skruet på noget, var det lidt sært, og jeg begyndte at overveje, om det i virkeligheden var mig, der var noget galt med?

Mandag morgen vågnede jeg tidligt og lå og lyttede lidt til fuglenes morgenkvidder. Så lagde jeg mig om på højre side, og fuglene holdt op med at kvidre ..!

Det krævede en nærmere undersøgelse, og jeg lå og roterede som en tosse. Lå jeg på ryggen eller på venstre side, sang fuglene lystigt. Men ikke, hvis jeg lå på højre side. Jeg kunne simpelthen ikke høre dem med mit venstre øre.

Øv.

Mere øv blev det, da jeg sad og spiste morgenmad, og min mobil gav sig til at brumme et sted i nærheden, som jeg aldeles ikke kunne lokalisere, fordi jeg kiggede til højre, og mobilen lå ovre på køkkenbordet til venstre. Retningsfornemmelsen var selvfølgelig også røget.

Tirsdag lykkedes det mirakuløst at få en tid med det samme hos ørelægen, hvor man hurtigt på basis af diverse høretests kunne bekræfte mig i, at jeg var blevet ramt af et voldsomt høretab på venstre øre, i diskant-enden af skalaen. Mens grafen for min hørelse på højre øre var omend ikke prangende, så dog aldersmæssigt helt okay, så lignede den tilsvarende graf for mit venstre øre Postnords økonomiske resultater de seneste måneder. Ikke just noget at råbe hurra for.

Faktisk blev jeg for elleve år siden ramt af noget lignende, og som ørelægen også kunne se ud af sin gamle journal på mig, så var det gået i sig selv igen, og jeg havde fået det meste af hørelsen tilbage efter en periode, som jeg nu har fortrængt, hvor lang var. Måske er det det samme denne gang, det kunne ørelægen ikke sige noget om.

Men i modsætning til den gang får jeg nu en omgang steroid-behandling i ti dage i håb om, at den kan kurere en mulig virusinfektion i det indre øre. Så kort en behandling skulle ifølge ørelægen ikke give alvorlige bivirkninger, men da pillerne kan virke opkvikkende, skal de tages først på dagen, så jeg kan sove om natten. Om det passer, at de er opkvikkende altså, ved jeg ikke. Jeg føler mig ikke specielt hyper, men måske kan de modvirke, at jeg bliver helt afsindigt træt i mit hoved af hele tiden at prøve at kompensere for både manglende lyd og manglende retning. 
Dét vil i hvert fald ikke gøre noget.

Vi høres ved. Eller not.


12 kommentarer:

Ellen sagde ...

Altså, hvor væmmeligt! Jeg har ikke engang hørt (!) om en virus, der kan ramme på denne måde. Stakkels dig. Og så for anden gang ... jeg håber det går hurtigt over - rigtig god bedring.

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Næh, man kan jo -trods alt - ikke kende til alle mærkelige sygdomme. Ja, ret træls, og det håber jeg også. Tak :-)

www.skøreliv.dk sagde ...

The story of my life. Undskyld hvis jeg lyder kynisk, men jeg er jo RET hørehæmnet (har skrevet om det her: http://skøreliv.dk/?p=780) - og når jeg skriver 'the story of my life', så er det IKKE for at bagatelisere dit høretab, men for at sige, at din historie virkelig vækker genklang hos mig: Da jeg var en lille pige (før man fandt ud af at jeg ikke kunne høre noget) kan jeg huske, at jeg lå i sengen og sagde: "mor, det er så mærkeligt, nor jeg ligger på denne her side, så kan jeg ikke høre noget, men når jeg ligger på denne her side, så kan jeg godt! Nu kan jeg høre noget, nu kan jeg ikke, nu kan jeg godt....". Og min mor smilede, og sagde noget 'Nånå-agtigt' mens hun helt sikkert har tænkt at jeg skulle ha' spist lidt mindre sukker før sengetid.
Men jeg føler virkelig med dig! For mig er det ikke slemt fordi jeg har levet med det altid og kan mundaflæse, for eksempel. Jeg kan godt forestille mig hvor hårdt det må være, når de andre sanser ikke helt er gearet til et høretab. Håber virkelig det ordner sig for dig!

Fruen i Midten sagde ...

Maude: Jeg synes ikke, du lyder spor kynisk. Jeg kunne godt huske, at du havde skrevet om din dårlige hørelse, som vist er virkelig dårlig. Hvor dårlig min hørelse er lige pt., ved jeg ikke rigtig, men den er bare meget dårligere end normalt, normalt for mig altså. Og netop det, at mine øvrige sanser, som du skriver, overhovedet ikke er gearet til at kompensere, gør mig virkelig træt. Men jeg kan jo håbe, at det går nogenlunde over igen ligesom sidst. Så det gør jeg, håber altså :-)

Min Servicehund sagde ...

Uf hvor ubehageligt, håber det snart er overstået.
godbedring

Mette sagde ...

Åh, hvor træls for dig. God bedring.

Fruen i Midten sagde ...

Servicehund: Tak skal du have :-)

Mette: Og tak til dig osse :-)

A + K = ♥ sagde ...

Godt døvheden først faldt efter filmen, så den selv i går, og nøj hvor var både sange og billeder SÅ fine :D

- A

Fruen i Midten sagde ...

Anne: Ja, det kan du da have ret i. Det er virkelig en sød film :-)

Lene sagde ...

Hvor er det træls for dig, og jeg kan sagtens følge dig med den ændrede sanseoplevelse, som gør en træt. Hvis det ene af mit høreapparat pludselig går ud og jeg ikke lige har tid/mulighed for at få skiftet batteri, så føler jeg mig også helt forkert. Det påvirker hele kroppens sansning. god bedring til dig, jeg håber det går hurtigt over.

Tina Liel sagde ...

Perfekt at datteren har en bred smag indenfor film ;-)Øv med hørelsen håber at det igen går i sig selv. God bedring♥

Fruen i Midten sagde ...

Lene: Ja, man finder pludselig ud af, hvor afhængig man er er af ALLE sine sanser. Jeg har aldrig tænkt over, at der selvfølgelig skal skiftes batteri i sådan et høreapparat. Går du så rundt med reservebatterier i tasken?

Tina: Det er i hvert fald yderst sjældent, at hun ikke er klar til en tur i biffen ;-) Tak :-)