mandag den 19. december 2011

En genial ide?

 
Jeg har opfundet et genialt koncept. 
 
Det begyndte med juletræshentning i lørdags.
 
Det var ellers med en vis bæven, vi tog afsted.
 
For vi har de sidste år hentet juletræer hos et ældre ægtepar, hvor juletræerne stille og roligt er blevet højere og højere, uden at der er blevet plantet nye. Og så får det jo en ende på et tidspunkt. Så hvad nu, hvis de slet ikke solgte juletræer i år? Det ville slet ikke være til at bære..
 
Men det gjorde de da.
 
- Vi trapper lidt ned, sagde Mutter, så vi har først sat skilt op her til formiddag.
 
- Ja, træerne er jo blevet ret høje, tilføjede Fatter, så jeg kalder dem ikke længere juletræer. Nu er det grantræer. Men I finder bare et, som er pænt i topppen, og så kapper I af, så det passer jer.
 
Så fik vi en sav og drog afsted. Og overraskende hurtigt fandt vi et træ, vi kunne enes om. Gemalen savede af, så højt oppe, han kunne, og så røg der yderligere 1½ meter, da det var kommet ned på jorden.
 
Vel tilbage på gårdspladsen blev træet nettet.
 
Og så skulle vi da ellers ha' en kop kaffe eller te, eller sodavand. Med en pebernød eller en karamel til. Inde i laden.
 
- I ska' bare ta' sagde Mutter.
 
- Vi har fået varmeovnen op, viste Fatter Pigebarnet. Den er god at varme fingrene på.
 
Og så snakkede vi om løst og fast. Om juletræer og sidste års glatte føre. Om nye biler og familien i Nebraska.
 
- Mutter, hvor er kagen? spurgte Fatter pludselig.
 
- Kagen? Den har jeg glemt! Det var jo fordi, fadet var tomt, og så skulle jeg lige..
 
Resten fortabte sig, mens Mutter susede ind efter den glemte kage.
 
- Jamen, hvordan kunne jeg dog glemme den? spruttede Mutter, da hun kom ud igen.
 
Så vi spiste kage. Og snakkede om løst og fast. Og drak te og kaffe. Og Pigebarnet åd slik, hver gang forældrene kiggede den anden vej.
 
Til sidst måtte vi dog hjem. Men først skulle vil lige betale.
 
- Jah, det må nok blive 150 kroner, sagde Fatter og så lidt undskyldende ud.
 
Med mange ønsker om en glædelig jul og - ikke mindst - forsikring om, at de da også vil sælge juletræer næste år, drog vi glade hjem.
 
- Hvor er de altså rare, sagde Pigebarnet.
 
- Ja, man bliver helt glad, supplerede Gemalen.
 
- Man burde kunne abonnere på dem, funderede Fruen.
 
Her er jeg nu, omsider, nået til sagens kerne. Tænk, hvis man kunne abonnere på - eller få et klippekort til -  hyggeligt, uforpligtende samvær med sådanne elskelige mennesker. Mennesker, der er så søde og rare og ligefremme, at man simpelthen ikke kan undgå at blive glad i låget på en helt ukompliceret måde, bare af at være sammen med dem.
 
Det ville da være fantastisk.
 
...
 
Men måske forsvinder magien, hvis man sætter den slags i system?
 

2 kommentarer:

Fru Gad sagde ...

Ærede frue. De har virkelig fundet et genialt koncept. Jeg vil gerne købe dette klippekort, for jeg tror, at aftalt hygge godt kan lade sig gøre. Aftalt glæde og samvær skaber mere glæde og samvær!

Fruen i Midten sagde ...

Det kunne i hvert fald være dejligt.

Især i denne juletid, hvor aftalt samvær ikke altid nødvendigvis er lig med hygge..

Glædelig jul.