mandag den 3. september 2012

Hår(dt)


De andres hår er altid pænere.

Sådan er det bare.

Som lille måtte jeg ikke få langt hår, hvilket selvfølgelig så var det eneste, jeg ønskede mig. Så snart, jeg var gammel nok til selv at bestemme, blev håret langt. Meget langt. Og så lidt længere.

Til sidst blev det så langt, at det også blev tungt og træls. Og så ville jeg gerne have pagefrisure. For pagehår var flot. Det helt glatte hår. Fuldstændigt lige klippet. Behøver jeg at nævne, at mit hår ikke var - og ikke er - til pagehår? Bliver mit hår klippet på den måde, ser det ud som om, jeg har fået et - vindblæst - stråtag på hovedet. Meget lidt fikst. Jeg ved det. For jeg har prøvet det. Flere gange. Bare for at se, om det ikke skulle være blevet bedre siden sidst.

Jeg har efterhånden opgivet at lave om på mit hår og nøjes med at glæde mig over, at det kræver et minimum af pasning, for det gør alligevel som det selv vil.

Men nu gentager historien sig:

Donnaen blev født med fint mørkt hår. Som hun imidlertid gnubbede af, så hun en overgang havde stort set samme frisure som Voldborg ...

Håret kom hurtigt tilbage, i en lidt lysere version, og det var fuldstændig glat. Noget både hun og jeg levede fint med i flere år.

Ind til Donnaen blev stor nok til hellere at ville have krøller.

Stor var hendes forbløffelse, da det gik op for hende, at pigerne med krøller hellere ville have hendes glatte hår. I en grad, så flere og flere faktisk angreb deres - I Donnaens øjne lækre - krøller med fladjern hver morgen inden skoletid.

Men fik det Donnaen til at synes om sit eget hår? Overhovedet ikke. Hun var stadig vild med det krøllede og bølgede hår. Som hun ikke havde.

Lige indtil frisøren forleden tog fat i hendes lange hår og sagde:

- Skal jeg ikke prøve at klippe lidt op i det? Jeg er sikker på, at så kommer der fald i det.

- ???


- Dit hår har forandret sig. Det er meget mere som din mors nu. Man kan ikke se det, fordi det er så langt, at det tynger krøllerne ud. Men nu klipper jeg lidt af længden, og hvis jeg så klipper op i det, så skal du bare se.

Nu skulle man så tro, at Donnaen ville klappe i hænderne af fornøjelse over, at hun kunne få fald i håret, som så længe ønsket. Men nej. Frisøren havde uheldigvis sammenlignet med mig, Donnaens højtelskede mødrende ophav. Og er der noget mere kikset end at ligne sin mor?

- Argh, jeg vil da ikke ha' krøller. Jeg vil ikke ligne min mor, gyste Donnaen. Jeg vil ha' glat hår.

Og sådan er der så meget ...


Morgenhår

16 kommentarer:

mig & ipsen sagde ...

smiler, næ "føj da " at blive sammenlignes sin mor, det var dog det værste der kunne ske, smiler....

Ellen sagde ...

Græsset ER bare altid grønnere hos naboen. Det er en eviggyldig sandhed :-)
Det var heller ikke særlig smart tænkt af frisøren ... mon der er nogen af os, der bryder sig om at blive sammenlignet med vores mor? Næppe. Hvad meget værre er, at jeg ved, at ming lighed med min mor bliver større og større.
Jeg er nødt til at (og kan også godt) leve med det, men hvis der var nogen, der havde sagt det til mig, da jeg teenager ... Gys :-D
Charlotte er så småt begyndt at indse de skrækkelige konsekvenser ved at blive ældre ... ;-)

Rejen sagde ...

Oh skræk og ve at komme til at ligne sin mor når man er i den alder, men så er hun måske kureret for sine krøllede idéer..;-D

Fruen i Midten sagde ...

Fru Ipsen: Ja, føj da ;-)

Ellen: Ikke smart, nej. Hun - altså frisøren - har ellers selv en datter på samme alder! Nej, det er skrækkeligt at blive sammenlignet med sin mor, selvom skrækkelighedsgraden dog aftager med årene ;-)

Reje: He he, ja oh skræk og ve ;-) Om Donnaen er ovre sine krøllede ideer vil nok afhænge meget af, hvordan hendes hår udvikler sig i løbet af den kommende tid. Hun vil givetvis til en hver tid heller have det, hun ikke har ...

Madame sagde ...

Hihi, skøn og meget genkendelig historie - i den alder vil man i hvert fald ikke ligne sin mor ...
Jeg har krøllet hår og vil meget hellere have det glat, så det får en omgang med glattejernet :-)

Susanne sagde ...

I altså. Jeg bekæmper mine krøller med frisørprodukter og det varme glattejern, og da jeg var yngre, betalte jer dyrt for permanent. Det er ikke let.....

Inge sagde ...

Hahahaaaa.. skønt indlæg, om det vi alle vil have.. Noget andet hår end det vi har.. :-)

Pia sagde ...

Ja, hvem kender mon ikke det. I min pure ungdom, brugte jeg også penge på permanenter, og sov med disse stikkende hårspoler hele natten, for at håret kunne sidde rigtigt næste dag. Krøllejernet blev også brugt flittigt :-)Det er nok 20 år siden jeg lod hår være hår, og bare fik det klippet med jævne mellemrum. Nemt og meget billigere :-) Camilla har et meget glat hår, men det er slet ikke glat nok, set med hendes øjne. Mon der findes nogen der altid har været tilfreds med det, der er givet fra naturens side, jeg tror det næppe.
Nogle fortsætter kampen hele livet. Kun tiden vil vise hvad Donnaen gør.

Fruen i Midten sagde ...

Madame: Ja, øv for at ligne sin mor. Og krøller, de må selvfølgelig bekæmpes, hvis man har dem ;-)

Susanne: Det ER ikke let. Men producenter af både krølle og glattejern må tjene kassen ;-)

Inge: Tak :-)

Pia: Hihi, jeg ser for mig et rigtigt tegneseriebillede af en dame med papilotter i håret. Tænk, at du har sovet med de stikkende dimser for at se helt rigtig ud :-)

Annemor sagde ...

Smiler og nikker med gjenkjennelse.
Usj da. ligne opphavet. Stakkars :-)
Men man får være glad man har hår, kanskje?
Mitt kan bare klippes og så er det som det vil og det vil det :-)
Ha en flott dag :-)
Mormor

Gulvafslibning.co sagde ...

Åh vi piger har det bare så hårdt imellem, make up, hår stil og tøj og hverdags livet vi skal bekymre os om hahaha

http://gulvafslibning.co/

Frøskuffen sagde ...

Stakkels stakkels Donna Voldborg... og alle vi andre madammer. Måske skulle vi bare fryde os over, at vi ikke er mænd :)

Fruen i Midten sagde ...

Hje - øh - Gulvafslibning: Ja, det er da hårdt at være pige, med alt det, der skal tages stilling til ;-)

Frøskuffen: Ja, der er i hvert fald mere at vælge i mellem som pige/dame/madamme. Her på kontoret vælger mændene mellem kort, ultra-kort og kronraget. Især det sidste skal man ha' et godt kranium til, og det har de ikke, men hvordan fortæller man dem det??

BedstesBlog sagde ...

Uha da da - det var da skrækkeligt, hvis man som ung pige skulle få skyld for at ligne sin mor det mindste :-)
Senere i livet synes jeg faktisk, det er lidt hyggeligt, når man indser at man altså HAR visse ligheder med sin mor.

Vi må nok erkende, at vi af og til brændende ønsker os lige præcis det, vi ikke kan få :-)

Randi

Lone sagde ...

Ak ja, der var engang vi var vores pigers forbillede. :o)
Hvor blev den tid dog af.

Fruen i Midten sagde ...

Mormor: Ups, dig kom jeg til at springe over :-( Men ja, det er ikke godt at ligne sit ophav, når man er i Donnaens alder. Og ja, man skal egentlig skønne på sit hår. Det er da værre for dem, der intet har ...

Randi: Velkommen forbi :-) Ja, det er lidt hyggeligt SENERE at ligne sin mor. Men IKKE nu. Og ja, sommetider er det vi allermest ønsker os lige præcis det, som vi ikke kan få. Ret usmart, at vi netop er indrettet sådan :-/

Lone: Ak ja, det var dengang. Men nu, ih altså ;-)