mandag den 4. december 2017

Novembernakke


November kom, og november gik.

Uden at gøre noget særligt væsen af sig, og det var egentlig meget rart, for sidste år var jeg godt nok træt af først oktober og siden både november og december.

Men hvad foretog jeg mig egentlig i november, kan jeg så godt spekulere på.

Ikke det helt store. Men jeg brugte en del tid på at besøge diverse kloge menesker angående mit tinnitus-ramte øre.

Og en af dem, en hørepædagog, sagde blandt andet, at det kunne være en rigtig god ide, at jeg gjorde en indsats for at afspænde min hals og nakke - forudsagt altså at jeg havde spændinger de steder, og hvem har ikke det? - fordi man vidste, at sådanne spændinger kunne 'stå og synge' og gøre tinnitussen værre.

Så jeg kontaktede min læge, som skrev en henvisning, og jeg kontaktede min sundhedsforsikring, som sagde ja, og så startede jeg til fys.

Det var mægtig rart, for jeg var jo ikke egentlig dårlig, men nød bare, at nakken fik en tur. Helt op til der, hvor hovedet er skruet på halsen.

Fyssen snakkede. Om alt muligt. Om andre patienter med tinnitus. Ikke fordi han havde erfaring i tinnitus-behandling, for det havde han overhovedet ikke, men fordi nogle af de patienter, der kom hos ham med andre gebrækkeligheder, altså også led af tinnitus.

Det blev et ugentligt frikvarter, hvor jeg ikke skulle gøre så meget andet end at slappe af.

En torsdag ville fyssen dog godt lige se, hvor meget bevægelighed, jeg havde i halsen, og drejede mit hovedet pænt langt ud til først den ene og så den anden side.

Det skulle han ikke have gjort.

Umiddelbart syntes jeg bare, det var ubehageligt. Om aftenen begyndte det at genere. Men det var jo fyssen, så det var nok okay. Fredag overvejede jeg, om jeg skulle kontakte fyssen, at jeg havde ret ondt i nakken. Men lod være. Det gik nok hurtigt over igen.

Det var dumt.

Hen over weekenden blev det bare værre, og mandag morgen havde jeg et solidt hold i nakken. Et af den slags, hvor det er svært overhovedet at dreje hovedet - selv liggende, og hvor bare det at synke morgenmad var ubehageligt.

Da Donnaen var fragtet i skole tog jeg derfor sporenstregs hen til fysserne og meddelte sekretæren, at nu måtte hun være sød at finde en fys - hvem som helst, når som helst, bare det blev hurtigt - for jeg havde hold i nakken og ville gerne have hjælp. NU.

Jeg fik en tid klokken elleve. Hos en dame-fys. Som først tjekkede, at der ikke sad nerver i klemme nogen steder. Og så høvlede mig igennem, som jeg aldrig er blevet det før.

Først sagde det adskillige knæk i min ryg, og derefter moslede, masede, rykkede, skubbede og drejede hun med min nakke og mit hoved og min hals, så jeg både svedte og fik kuldegysninger, mens jeg skiftevis sagde av-av og AV! Jeg er sikker på, at patienterne i de tilstødende ikke særligt lydisolerede kabiner tænkte deres ...

Bagefter følte jeg mig - ja, nemlig - mørbanket, men næste dag gik det heldigvis meget bedre.

Jeg fik endnu en tur af dame-fyssen to dage senere, hvor hun beklagede, at jeg stadig var for spændt i muskulaturen, til at hun kunne få den rette vinkel på for at 'brække halsen' på mig. Selv syntes jeg, det lød meget lidt rart og var faktisk ret glad for, at det ikke kunne lade sig gøre.

Nu er jeg tilbage hos 'min egen' fys, som har beklaget - næsten på sine grædende knæ - at han havde forårsaget mit hold. Til hans store ros skal det siges, at han overhovedet ikke har prøvet at frasige sig sit ansvar for miseren, og jeg går derfor også til fys i øjeblikket 'på husets regning', hvilket jeg jo ikke kan være utilfreds med.

Det hjælper også, og nu kan jeg snart dreje hovedet normalt igen.

I mellemtiden blev det december.


11 kommentarer:

www.skøreliv.dk sagde ...

Sikke da en omgang! Og ja, det er sikkert ikke blevet meget bedre af at det er blevet december i mellemtiden?! Hvad pokker skete der lige der?...

Birgitte B sagde ...

Det er sådanne historier, der gør at jeg er en smule bange for kiropraktorer og fysioterapeuter. Altså, jeg har aldrig været hos én selv... Men historierne er nok til at skræmme mig. (Og min gamle læge kunne noget med nakken og de knæk, så det aldrig blev nødvendigt at komme videre end til ham).
Nå, men jeg håber virkelig at du snart er frisk med det igen. Det er bare ikke sjovt, når det hele gør ondt. Kh. Birgitte

Ellen sagde ...

Uhh, gyys!
Jeg har det nok lige som Birgitte herover - har heller aldrig besøgt "den slags". Måske bliver det nødvendigt en dag, men så tager vi den derfra.
Jeg håber mishandlingerne ender med at hjælpe dig i stedet for det modsatte - det er noget hø, når systemet ikke fungerer som det skal!

Fruen i Midten sagde ...

Maude: Joh, det er blevet bedre i december, af den simple grund at jeg snart er repareret tilbage til udgangspunktet :-) Tjah, hvad der skete - han tog for hårdt fat ...

Birgitte: Haha, sådan er vi så forskellige. Jeg ville nok være mere bange for en læge, der syntes, at han selv kunne tage sig af nakke-knæk mm. Tak, jeg har det meget bedre nu, og er kun øm, når jeg virkelig skal dreje hovedet, fx i trafikken :-)

Ellen: 'Den slags', du får det til at lyde som kloge mænd og koner, som sidder 'ude i kæret' og rask væk manipulerer med folks lemmer uden i princippet at have et pløk forstand på det ;-) Sådan synes jeg trods alt ikke, det er. Tak, de hjælper, og jeg er snart tilbage ved udgangspunktet ... Iøvrigt må du have et dejligt solidt korpus, siden du aldrig har haft behov for at blive behandlet hos hverken den ene eller den anden af 'den slags' :-) Vi er desværre storforbrugere, alle tre :-(

Lene sagde ...

Åh stakkels dig. Jeg husker en gang jeg fik massage af en fysiurgisk massør, jeg havde hold fra nakke til lænd i den ene side. Så da jeg begyndte hos min fysioterapeut, vidste hun godt, at der skulle tages stille og roligt fat på musklerne :-)

Fruen i Midten sagde ...

Lene: Det var godt nok et voldsomt hold, du havde i sin tid. Så slemt er/var mit heldigvis ikke. Men jo, fyssen vidste jo godt, at jeg tidligere havde haft hold i nakken (halsen faktisk), så han burde have været mere forsigtig.

Pia sagde ...

Uha, sikke en behandling ;-) Selvom jeg, eller faktisk os alle i familien inkluseve hundene, er flittige bruger af 'den slags' så har vi udelukkende kun godt at sige om alle vores behandlinger. De kan noget lægerne ikke kan. Dem vi benytter kan i hvert fald.

Ellen sagde ...

Det var nu bestemt ikke sådan ment - jeg har stor respekt for deres kunnen og vil på ingen måde sammenligne dem med kloge koner eller kvaksalvere.
Jeg ved ikke, hvor min 'soliditet' eller robusthed kommer fra - jeg ville umiddelbart have hævdet, at det skyldes mine bondegener, men sådan nogle har du jo også ... det er dog ikke desto mindre en kendsgerning, at fysiske lidelser af enhver art af en eller anden grund ikke rigtig har været noget, der har plaget mig.

Fruen i Midten sagde ...

Pia: Ja, det var meget uheldigt :-( Selv hundene?! Men ja, selvfølgelig. Hunde kan jo også komme galt afsted, og de store bæster har sikkert kun godt af en 'kærlig hånd' en gang i mellem :-)

Ellen: Nå nå - godt så ;-) Så er det måske, fordi mine bondegener er lidt for udvandede? ;-)

A + K = ♥ sagde ...

Av, håber de får most, bøjet og masseret dig på plads inden julen rammer (:
Go' bedring.
- A

Fruen i Midten sagde ...

Anne: Det håber jeg også. Og de har da lidt tid endnu. Tak :-)