torsdag den 21. december 2017

Juletræ på den dybfrosne måde


Weekendens absolut største bedrift var at hente juletræer.

Uden at dø af kulde.

Og uden at rive hovederne af hinanden, fordi det var så koldt, at rummeligheden og de sociale kompetencer var ganske dybfrosne og ganske ude af drift.

Det startede ellers meget godt. I solskin og højt humør kørte vi ud til gode venners lillebitte skov. Her ville vi hente et træ til terrassen. Og kun det, for vi havde tidligere år haft mere end almindelig svært ved at finde et træ til stuen. Faktisk lykkedes det ikke rigtigt sidste år. Så i år havde vi opgivet på forhånd.

De gode venner var der slet ikke. I stedet havde hans forældre tjansen som juletræssælgere. Det havde vi ikke undersøgt på forhånd, men det var også lige meget, for vi kunne kun den ene dag. Til gengæld gik det så meget hurtigere med at finde et træ og smutte igen.

Nu skulle vi så finde det til stuen. Vi havde snakket om at købe et, der var fældet, men en tradition er jo en tradition, så det duede ikke. Vi skulle selv ud og finde og fælde træet. Basta. Donnaen og jeg havde googlet os til et par fæld selv-adresser, vi tog den nærmeste og fandt med lidt besvær frem til både gård og gårdejer.

Han, altså gårdejeren, lånte os en sav og indikerede med en altfavnende armbevægelse, hvor vi kunne lede.

Det så meget smukt og indbydende ud, som træerne stod der med rim på. Men som rimen antydede, var det frostvejr, og træerne stod i skygge. Og de stod tæt, så vi skulle mose og mase os igennem, når vi skulle se på træerne inde i stykket. Det var koldt, meget koldt. Donnaen har altid for lidt tøj på, og selv om hun var udstyret med morens uldne sokker og et par langskaftede forede støvler, var det for lidt. Fruen selv havde i et anfald af forbigående forfængelighed undladt at tage hundelufter-overtræksbukserne på, så hun frøs også. Det gjorde Gemalen også. Han ville bare ikke indrømme det ...

Træerne så meget fine ud, og vi var enige om, at vi hurtigt ville kunne finde et træ. Det, at træerne stod så tæt, betød dog også, at de oftest ikke var pæne hele vejen rundt, så da vi 27 gange eller deromkring entusiastisk havde kaldt på hinanden med et Hvad så med det her træ? og lige så mange gange havde nedskudt hinandens forslag, med et Det er helt fladt på den anden side eller lignende negative kommentarer, begyndte tålmodigheden at fryse helt væk.

Til sidst opgav vi.

Donnaen frøs så meget, at hun var parat til at overleve julen helt uden juletræ, mens jeg tænkte, at vi da måtte kunne nøjes med at hente et fældet træ et sted.

Lidt slukørede traskede vi tilbage, afleverede saven til gårdejeren og kørte hjem.

Eller hjemad.

For et bare et par kilometer senere susede vi forbi et skilt med juletræer, og vi besluttede at gøre endnu et forsøg. Gemalen vendte bilen og vi kørte op til en gammel gård, hvor der var et vældigt leben. Bål, pandekagebagning og netning af juletræer i mellem hinanden. Vi lånte igen en sav og fik udstukket en retning, vi skulle gå. Der var bundet gule snore på træerne, fik vi at vide.

Muligvis var vores hjerner stadigvæk lettere dybfrosne, muligvis var vi bare allerede trætte af at gå i kulden, for da vi nåede første gule snor, drejede vi af og gik ind i granstykket. Helt uden at undre os over, at vi ikke kunne se andre menesker.

Det var selvfølgelig en fejl, men det indså vi først, da vi var vadet hele vejen igennem stykket og var drejet til venstre for enden for at komme ud til et åbent areal, hvor vi kunne se (og høre) over - næsten i hvert fald - til det rigtige stykke.

Det lå l-a-n-g-t væk.

På det tidspunkt var alt over 300 meter meget langt væk. Og det krævede nogen overvindelse at gå helt derhen.

Men så skete der et mindre mirakel, for lige der på vejen stod det fineste træ, i den rigtige størrelse og med pæne proportioner.

Uden flere dikkedarer blev træet valgt, og Gemalen savede sig til varmen, for træet havde en forbløffende robust stamme.

Vi slæbte træet tilbage til gården, hvor vi fik træet nettet, mens Donnaen så beundrende på de to unge fyre, der måtte lægge alle kræfter i for at hive træet gennem netterens lille tragt. Mens jeg betalte, fik Gemalen på en eller anden måde moslet træet ind i bilen, så der stadig var plads til os andre.

Og på den måde bliver det alligevel rigtig jul i det lille hjem.


Nydelig udsigt, der ikke har noget med sagen at gøre.

7 kommentarer:

Birgitte B sagde ...

Yeah, hvor dejligt :-) så blev det rigtig jul. Kh. Birgitte

Fruen i Midten sagde ...

Birgitte: Ja, rigtig dejligt, at det lykkedes. Nu er det i hvert fald ikke mangel på juletræ, der kommer til at spolere noget :-)

Ellen sagde ...

And they lived happily ever after ... se det var jo et rigtigt juleeventyr, hvor de først måtte så grueligt meget ondt igennem, inden det hele endte godt :-)

Pia sagde ...

Sikken et mas og besvær, men dejligt at heldet var med jer i sidste ende. Når det hele ender godt, glemmer man alle strabadserne, eller de bliver forvandlet til lidt sjovere erindring til nogle julefortællinger om nogle år.

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Ja, det går vi stærkt ud fra må være enden på det juleeventyr :-)

Pia: Ja, dette års juletræs-mas vil gå over i historien :-)

A + K = ♥ sagde ...

Haha, så har man fortjent rigelig risalamande :D
Håber hele holdet havde en skøn jul og vil læse med på det nye domæne i det nye år 😀

- A www.venterpaavin.dk

Fruen i Midten sagde ...

Anne: Ja, det har man virkelig. Desværre havde min mor ikke lavet ret meget, så der var slet ikke en rest til næste morgen :-( Tak, vi havde en fin jul. Og selvfølgelig læser jeg med på jeres fine nye domæne :-)