mandag den 8. februar 2016

Prøveklud


Ting skal læres, da de færreste er født med at kunne alting.

Og når man skal lære noget, er man som oftest nødt til at øve sig.

Visse ting kan man øve sig i bag lukkede døre, og en dag kan man dem bare. Andre ting øver man sig på i samvær med andre, og selv om det ind i mellem kan føles lidt dumt - som når ens hjerne og tunge på bare 5-6 uger fuldstændig har glemt, hvordan man taler tysk - så går det som regel alligevel.

Dertil kommer så de ting, som man kun kan lære ved at øve sig 'på nogen'.

Det gælder både negleteknikere og - gys! - hjernekirurger.

Sådan må det nødvendigvis være, og derfor bør man jo også være positiv og sige selvfølgelig, hvis man bliver spurgt, om det er i orden at blive behandlet af en, der er under oplæring.

Men derfor kan men vel godt tillade sig i sit stille sind at ønske, at det var alle de andre, der blev øvet på?

Det gjorde jeg i hvert fald lidt i morges, hvor jeg havde en tid hos lægen.

Eller det var det så netop ikke, for det er sådan, at sygeplejerskerne i lægehuset, hvor vi kommer, for nyligt har overtaget nogle af de mindre komplicerede tests. Herunder screening for livmoderhalskræft, som var lige præcis det, jeg havde fået indkaldelse til.

Altså forholdsvis banalt (selv om jeg som vel 95 procent af den kvindelige befolkning hader underlivsundersøgelser). Ikke noget med hjernekirurgi for begyndere.

Så jeg tænkte Pyt, hvor svært kan det være?

Også selv om sygeplejersken gjorde en del ud af at fortælle, at hun stadig ikke var så øvet og derfor i nogle tilfælde måtte give op og kalde på en af lægerne.

Hun virkede dog rimeligt overbevisende, så jeg følte mig i rimeligt trygge hænder og var fortrøstningsfuld. Det ville jo kun tage et øjeblik.

Da det øjeblik var gået, lød det imidlertid:

- Øhm, jeg tror lige, jeg tager et andet instrument.

Og et øjeblik senere igen:

- Nå øv, jeg bliver altså nødt til at kalde på en af lægerne. Er det okay med dig?

Det måtte det jo nødvendigvis være. For hvad var alternativet? At skulle gå igen med uforrettet sag havde jeg overhovedet ikke lyst til.

Altså sagde jeg ja, og altså lå jeg et øjeblik efter - for ulåst dør, med nøgent underliv og hævet halvanden meter op fra gulvet - og kiggede op i loftet, mens jeg spekulerede over, dels hvor lang tid der ville gå, før en af lægerne havde tid - de måtte jo formodes alle at have patienter - dels hvilken læge der ville komme. Der er to kvindelige læger og to mandlige læger i lægehuset. Min faste læge er en mand, så han ville selvfølgelig være okay. De to kvindelige ville også være okay, men den sidste, mandlige, læge kender jeg overhovedet ikke, så han ville faktisk ikke være helt okay.

Men det havde jeg glemt at sige, inden sygeplejersken forsvandt ud af døren. Iøvrigt ville jeg jo gerne havde det overstået.

Til min absolutte tilfredshed var det min egen læge, der få minutter senere kom ind gennem døren.

Og efter endnu et øjeblik var det overstået.

Troede jeg.

For sygeplejersken skulle jo lære det, så lægen ville godt lige vise hende, hvordan han tacklede besværlige livmoderhalse som min.

Hvilket betød, at han gentog hele processen. L-a-n-g-s-o-m-t. Mens han pædagogisk forklarede, hvordan han gjorde først sådan og derefter sådan for til sidst at kunne sådan og sådan.

Først derefter fik jeg lov at slippe og blev pumpet ned på gulvet igen.

Nu går der heldigvis fem år før næste indkaldelse, og til den tid har sygeplejersken nok fået taget på det.



18 kommentarer:

Lene sagde ...

Stakkels dig, og jeg undrer mig over hvorfor man ikke har en ved sin side de første gange, men det har hun måske haft.

Fruen i Midten sagde ...

Lene: Ret beset var jeg ikke særlig stakkels :-) Men underlivsundersøgelser er bare ikke noget, jeg synes særlig godt om, så jeg vil selvfølgelig helst have dem overstået så hurtigt som muligt. Jeg tror, hun har haft en læge ved sin side de første gange. Min fornemmelse var ikke, at det var indført for ganske nylig, men måske for nogle måneder siden.

Stegemüller sagde ...

Underlivsundersøgelser er aldrig rare - jeg synes, man blotter sig selv fuldstændigt.

Tjah nogen skal de jo øve sig på, og det blev så dig, og jeg håber, de sagde pænt tak, fordi du ville medvirke. I distriktspsykiatrien har de konstant studerende med, og jeg siger altid ja til at de må deltage i samtalerne, men det er jo også noget andet end at ligge der med blottet underliv. Hvis vi ikke tillader deres medvirken, bliver der jo aldrig nye, dygtige behandlere.

Ellen sagde ...

Uh, hvor jeg forstår dig. Alt var som det skulle være, ingen gjorde noget forkert, og alligevel ville man afgjort helst have været situationen foruden!

Inge sagde ...

Altså lige præcis i den situation, ville jeg ikke agere prøveklud. Jeg bryder mig slet ikke om underlivsundersøgelsen, så der må de finde andre at øve sig på. :-)

Fruen i Midten sagde ...

Stegemüller : Nej, det er de bare ikke. Det er da pænt af dig at sige ja, for du blotter dig da også. Bare på en anden måde. Og hvad der er værst, ved jeg virkelig ikke. Men lære det skal de jo. Så derfor :-)

Ellen: Præcis!

Inge: På forhånd vidste jeg slet ikke, at sygeplejersken måske ikke havde den nødvendige rutine til at klare undersøgelsen. Det fandt jeg først ud af, da jeg sad der. Om jeg havde insisteret på at få min faste læge, hvis jeg havde vidst det, ved jeg faktisk ikke rigtigt.

Mette sagde ...

åh, kære frue. Du har så lige beskrevet mit værste mareridt.... Hader de undersøgelser og tror ikke jeg havde klaret, at ligge der og vente. Du er godt nok sej:)

Liv ☆ sagde ...

Argh siger jeg bare! Det er vist (i forvejen ) en hader for alle kvinder.

Fruen i Midten sagde ...

Mette: Hvad skulle du ellers have gjort - være sprunget ud af vinduet? ;-) Du havde nok klaret det - og hadet det imens :-)

Liv: Ja, argh! Jeg har i hvert fald endnu til gode at møde nogen, der siger, at de ikke synes, at den slags undersøgelser er ubehagelige. 'Et nødvendigt onde' er ret rammende netop her.

Birgitte B sagde ...

Åh jeg får helt ondt i underlivet bare af at læse om det... brrr... Jeg har prøvet noget lignende, det var bare lægen, der lige var nødt til at gå ind / ud (jeg har glemt/fortrængt hvorfor) og jeg lå der på briksen med benene i bøjlerne og gloede - for ulåst dør. Doh, hader det. Oftest lokker jeg en tid ud af min faste gynækolog, så er der ingen problemer. Hurtigt, nemt og smertefrit. Han laver trods alt ikke andet hele dagen (ja, det er også lidt at tænke over, hahaha). Kh. Birgitte

Fruen i Midten sagde ...

Birgitte: Bare ikke det sjoveste sted at blive efterladt. Dejligt med en fast gynækolog - (eller noget - kom det nu til at se meget mærkeligt ud?) I hvert fald er professionalisme og stor rutine altid en god ting :-)

monica sagde ...

hahahaha!! ja undskyld...altså, men jeg syns din beskrivelse er herlig!! dog er det muligt min latter har et hysterisk islæt, for jeg skal nemlig afsted i samme ærinde på torsdag... og jeg syns det er langt fra rart.. ej, man kan da ikke shanghaie nogen sådan der " er det ok med dig" når man ligger der med benene omkring ørerne ( more or less..) puh...

Mette sagde ...

Ha ha ud af vinduet med bar røv..... Havde højst sandsynligt tudet, havde jeg skulle ligge der. Er altså ikke ret sej anlagt eller cool eller andet:o)

Fruen i Midten sagde ...

Monica: Ups undskyld! ;-) Men sådan bliver det jo slet, slet ikke på torsdag, når det er din tur. Næh, men når sygeplejersken nu ikke kunne finde ud af det, var hun jo ligesom nødt til at gøre noget. Jeg havde bare forventet, at hun KUNNE finde ud af det ...

Mette: Nårh altså. Så var det jo godt det ikke var dig :-)

A + K = ♥ sagde ...

Haha. Ej. Puhha, kan man ikke forlange svie og smerte tillæg, efter sådan en omgang :-O
Ellers håber jeg du købte skam-og-trøst kage med hjem, og lokkede en gang fodmassage ud af gemalen.

- Anne

Fruen i Midten sagde ...

Anne: Jeg burde helt klart have fået noget for svie og smerte, men hvad kan de tilbyde på en lægeklinik - en gratis blod- eller urinprøve? ;-) Jeg skulle desværre direkte på arbejde ...

Pia sagde ...

Det er det værste jeg ved. Jeg KAN nemlig mærke det helt op i hjernen ;-) Bare tanken om den undersøgelse gør, at jeg kan mærke hvor ubehageligt det er.

Fruen i Midten sagde ...

Pia: Eiiww! Stakkels dig, sådan har jeg det heldigvis ikke. Jeg synes bare, det er træls.