Skiftedag

Vi tog afsked med Plzen og de andre danskere.

De fleste skulle hjem, et enkelt par til Alsace, og vi skulle videre til Oberammergau i bunden af Bayern.

Der var ikke særlig langt, og vi havde hele dagen, så i stedet for bare at holde ind ved en tilfældig motorvejsrestaurant, lod Gemalen sig gerne overtale til at køre ind til midten af Regensburg for at spise frokost der og liige se katedralen og den allernærmeste bymidte.

Ruth fandt bymidten, og Gemalen fandt en ledig parkeringsbås. Og mens jeg var inde hos en venlig konditordame (hun var  simpelthen nødt til at være venlig, for bag mig stod en pater i fuldt ornat og skulle købe kager, og så kan man som god katolik ikke være andet end venlig) og veksle til mønter til p-automaten, fandt Gemalen ovenikøbet en bås i skyggen. Det var - også den dag - smeltehedt, så en plads i skyggen var i høj kurs.

På Domplatz foran katedralen er det tydeligt, at sommerferien endnu ikke er startet. Horder af skolebørn krydser pladsen i forbindelse med en skoleudflugt. Men det er jo Tyskland, så det sker så roligt og disciplineret, at selv Donnaen bemærker det.

Da vi fra den skarpe middagssol træder ind i katedralen, føles det som at træde ind i et sort skab. De store vinduer består alle af glasmosaikker, der gør lyset så dæmpet, at det tager et øjeblik, før vi kan se noget som helst.

Men så åbner kirkerummet sig langsomt for en, og man kan se, hvor kæmpestort det er. Vinduerne med glasmosaikkerne tiltrækker sig først og størst opmærksomhed. De ældste har overlevet siden det 14. århundrede, mens andre er af nyere dato, hvilket tydeligt ses. Uden dermed at sige, at det nødvendigvis gør noget skidt for helhedsindtrykket.

Alteret er en imponerende sag i sølv. Mere sjældent end kønt. Med en masse detaljer, som man desværre ikke kan komme helt tæt på for at studere nærmere. Derudover rummer katedralen flere andre detaljer, som vi givetvis ville have set, hvis jeg havde læst ordentligt på lektien hjemmefra ...

Men det havde jeg ikke, så vi gik ud i det blændende solskin og fortsatte - så snart vi kunne se igen - over i skyggen og en lille tur ind i de nærmeste små gader.

Ret hurtigt dukkede et stormagasin op, og da vi alle var lettere tissetrængende, kunne vi nemt enes om, at det var et godt sted at finde et toilet. Så det gjorde vi, og da vi bagefter fandt ud af, at stormagasinet havde et cafeteria med en tagterrasse med udsigt over byens tage, tog vi rulletrappen derop for at kigge ud.

'Byens tage' viste sig at være ret præcist for, hvad man kunne se. Katedralen lå ganske tæt på til den ene side, og nu, hvor vi var kommet lidt op, havde vi en god udsigt til de to flotte tårne. Det specielle ved tårnene - udover, at de er meget høje og virkelig flotte, af den 'gennemstukne, hullede' slags, som jeg et eller andet sted har læst beskrevet som 'filigran' - er, at de først er tilføjet i midten af det 19. århundrede. På foranledning af kong Ludwig af Bayern. Hvorfor og om der slet ikke var tårne før, har jeg ikke kunnet læse mig til.

Egentlig ville vi gerne have spist frokost på terrassen, men der var simpelthen for varmt, så vi søgte indenfor. Spiste godt - og dyrt følte vi. Efter en uge i Tjekkiet, skulle vi lige vænne os til det tyske prisniveau. Som ikke er urimeligt, men bare meget højere end det tjekkiske.

På vej tilbage til bilen kom vi forbi et efterhånden sjældent syn; en offentlig telefon. Ovenikøbet med tilhørende stol.

Afsted gik det. Ruth ledte os direkte igennem München, og det var kun, fordi vi kom først på eftermiddagen, at vi undgik at hænge ubehjælpeligt fast i byens trafikkaos.

Klokken cirka tre nåede vi Oberammergau, fandt König Ludwig Strasse og vores Gästehaus et stenkast oppe ad bjerget. Vi kunne først checke ind klokken fire, men det tog værtinden ikke så tungt, når hun nu alligevel var der, som hun sagde ... Og så fik vi en fin ferielejlighed, som lå i kælderen, mod nord. Hvilket varmen taget i betragtning var ganske dejligt.

Værten gav mig et kort over byen og krydsede både indkøbsmuligheder og gode spisesteder af, og så begav jeg mig afsted for at købe dit og dat og mælk til min kaffe, mens Donnaen og Gemalen fladede ud og så Tour de France i fjernsynet.

Byen er ganske lille og burde være til at finde rundt i (især når man har et kort), men ikke desto mindre befandt jeg mig alligevel pludselig i udkanten af byen og stod og gloede dumt på en ko, der gloede noget klogere tilbage og i høj grad lignede en, der tænkte 'åh nej, endnu en tosset turist!' Det var dog en overkommelig opgave at komme på rette spor igen, og jeg fik købt, hvad jeg ville og kunne gå tilbage til køligheden.

Hen under aften traskede vi alle ned for at se nærmere på byen og finde et sted at spise.

Oberammergau er en fin lille by, befolket med rundt regnet 5000 gode bayere. Byen er berømt vidt og bredt for sine passionspil, som finder sted, når årstallet ender på nul. Men selv om der altså er længe til næste passionsspil, er byen alligevel en turistmagnet, og de store turistbusser fyldte godt i både by og landskab. De amerikanske pensionister fyldte i lydbilledet. Ikke voldsomt, bare lige sådan, at man aldrig var i tvivl om deres tilstedeværelse.

En anden ting, der fyldte i lydbilledet, i alvorlig grad, var kirkeklokkerne. Vi havde sat os på en udendørsrestaurant, og hvert kvarter måtte vi opgive at tale sammen, fordi kirkeklokkerne bimlede og bamlede. Heldigvis boede vi så langt væk, at vi kun svagt kunne høre klokkerne, da vi gik i seng. Til gengæld kunne vi fint høre og se tordenvejret, der kom rullende ind ved midnatstid og satte en stopper for hedebølgen.

Næste dag blev det kun halvt så varmt.

Rart med en stol, hvis man skal snakke længe ...