torsdag den 30. juli 2015

Wrooom!


Da vi vågnede første morgen i Oberammergau, var temperaturen pludselig faldet så meget, at vi måtte forholde os til fremmedord som 'trøje' og 'lange bukser'.

Det gjorde ikke noget, for vi skulle ind og se BMW og eventuelt lidt af München, så den foregående uges smelte-temperaturer kunne vi godt undvære.

Efter en solid omgang morgenmad, hvor værtsparret havde nusset om os og sørget for, at vi fik både æg, kaffe og yoghurt efter ønske og i rigelige mængder, drog vi afsted.

I vældig god tid, for Gemalen var blevet lidt tids-nervøs over den kedelig kombination af trafikintensitet og omfattende vejarbejder, som vi havde set i München dagen før.

Godt det samme, for det blev noget bøvl. Men frem kom vi, og så var det, at Gemalen foreslog, at Fruen da lige kunne smutte ind og få vores billetter, mens han og Donnaen fandt ud af at parkere.

- Nul! sagde Fruen.

- Jamen,.. begyndte Gemalen.

- Glem det, svarede Fruen.

Og sådan blev det.

Heldigvis.

For da vi, i samlet trop, kom hen til skranken og sagde det bookingnummer, som Gemalen havde fået oplyst ved sin telefonbestilling, slog receptionisten det ind, fandt det og sagde - et helt forkert efternavn!

Ups!

Den søde receptionist rodede lidt, men kunne ikke finde os, og spurgte efter mailbekræftelsen. Gemalen så desorienteret ud, for sådan en var han aldrig blevet lovet.

Noget var altså gået galt, og desværre var den engelsksprogede rundvisning fuldt booket, men måske var vi interesserede i en rundvisning på tysk to timer senere, foreslog receptionisten, idet hun - uden at vi i første omgang bemærkede det - slog over i tysk.

Gemalen var parat til at sige nej tak, men dér gjorde han regning uden sine damer. Fruen ville sandelig gerne på Werkführung, og Donnaen, der gik rundt med julelys i øjnene, regnede lynhurtigt ud, at der dermed blev ville blive rigtig, rigtig god tid til at se grundigt på alle de nye, lækre modeller, der stod i udstillingslokalerne. Både BMW'erne, Rolls Roycerne og Minierne.

Så vi sagde ja tak, og receptionisten, der nu havde haft lejlighed til at teste vores tysk-kundskaber, sagde, at vi helt sikkert også sagtens kunne følge med i, hvad guiden ville fortælle.

Og så så vi på biler. Mange biler. Og flere endnu. Flotte biler, dyre biler, superseje, lækre og skinnende biler.

Gemalen syntes, det var spændende, og Donnaen havde en fest. Hun forsvandt gang på gang, fordi hun liige skulle tage lidt flere billeder af en eller anden særligt sej øse. 


Fruen selv lod sig også betage, og hvis de to andre ind i mellem var lidt for grundige, var der altid bygningerne at kigge på. Arkitekterne har virkelig fået lov til at boltre sig og skabe nogle fantastisk flotte rammer som match til de flotte biler.

En etage oppe var der en afdeling med motorcykler. Superseje motorcykler, som man gerne måtte sætte sig op på, hvilket både vi og alle mulige andre - børn, unge fyre og gamle damer - gjorde i stor stil. Mens der blev taget billeder, grinet og drømt om den ultimative frihed på to hjul.

Lige ved siden af lå en café, hvor vi fik vores frokost, mens vi sad og lod os underholde af alle de glade motorcykelbeundrere.

På et indskudt dæk stod biler til afhentning af private købere. Og hvis man gad vente længe nok, kunne man opleve, hvordan de kom ind, fik deres bil og en gennemgang af den, før de tog en prøverunde og forsigtigt trillede ned ad rampen og ud verden. Vi kunne hurtigt blive enige om, at det var den helt rigtige måde at købe bil på, så når vi en dag har både tid og et par millioner til overs, så vil vi også prøve ...

Museet kunne vi også nå. Her var det især Gemalen, der ind i mellem gik lidt i stå og faldt i staver over modeller, han selv havde haft for mange år siden.

Nu var det blevet tid til Werkführung,og efter en kort film-introduktion og udlevering af ørebøffer og modtager-dims, fulgte vi - cirka 30 mennesker - efter vores guide over til selve fabrikken.

Turen tog cirka to timer. Og hvad skal jeg sige? Det var simpelthen fantastisk. Ganz ganz wunderbar!

Vi så en masse. Vi hørte en masse, og vi forstod det meste - tror vi nok. Og vi blev dybt imponerede.

Vi så de enkelte, nypressede karosseridele komme ind, så delene blive til et helt karosseri og svejset sammen af svejserobotter. Flere tusinde svejsepunkter på nul komma ingen tid.

Hvad, der især overraskede mig, var, at den samme robotlinie kunne håndtere flere forskellige modeller og typer. Der kunne således komme en 3'er sedan lige efter en todørs 4'er cabriolet efter en 3'er touring. (Fabrikken i München laver kun 3'ere og 4'ere).

Lakeringen var et kapitel for sig. Først et saltobad for at fjerne svejsestøv og andet snask. Så et nyt saltobad for at grunde karosseriet. Det foregik ved at tilføre karosseriet en elektrisk plusspænding og grunderbadet en negativ (eller også var det omvendt).

Så lakering af flere omgange. Og her kunne jeg nok have stået endnu, da jeg var totalt fascineret af malerrobotterne. Også her virkede det ubegribeligt, at robotterne 'vidste', hvilken modeltype de skulle male.

Først til sidst var der mennesker på 'gulvet', blandt andet til montering af sæder med mere og til et sidste tjek af bilerne, inden de rullede ud fra fabrikken. Ellers havde det hele været robotstyret, og man så kun få personer, der gik rundt og passede, at alt kørte, som det skulle.

Klokken var nu over seks, og med tre totalt overloadede hard discs, opgav vi enhver plan om et se bare lidt af München. I stedet gik vi ned og hentede vores usexede, franske bil og kørte hjem.

I Oberammergau fandt vi en restaurant, og mens vi spiste, ville Donnaen gerne vide, om man på samme måde kunne besøge Mercedes og Audi, for det gad hun altså virkelig godt ...

Fin gammel sag.

11 kommentarer:

BedstesBlog sagde ...

Det lyder som en virkelig god oplevelse. Det må være ret fascinerende at se robotterne arbejde og bilerne blive til.

Inge sagde ...

Wauuu det lyder bestemt som et sted der er værd at besøge..
Min ex-svoger var i mange år chef for BMW-motorcykler i DK, så jeg har tidligere hørt en del om fabrikken.

Fruen i Midten sagde ...

Randi: Virkelig en mange-stjernet oplevelse :-)

Inge: Det er det helt bestemt :-) Han skulle da have sørget for, at du fik en fabriks-tur!

A + K = ♥ sagde ...

Fedt, sikke en lækker bil - mig og min kæreste skal også snart til Göteborg og overvejer i den forbindelse at stikke forbi Volvo-museet.
Selv har jeg end ikke kørekort, men han er vææældig bilinteresseret :D

- Anne

Ellen sagde ...

Det var nu alligevel en overraskelse, både at du og måske især at Donnaen var helt vild med at se på BMW'er og deres fremstilling.
Men du har som sædvanlig beskrevet det uhyre levende, så det kunne være, at selv sådan en som mig ville have fundet det fængslende :-)
Og så er jeg også lidt imponeret over jeres tyskkundskaber ...

Fruen i Midten sagde ...

Anne: En af mange lækre biler :-) Selvfølgelig skal i da på Volvo-museum. Måske er det endda bygget lige så flotsom BMWs hovedkvarter ;-)

Ellen: Donnaen er fuldstændig fjantet med biler! Jeg kan godt lide biler og synes, at sådan en rundvisning er enormt spændende. Mon ikke, at du også ville synes, det var spændende :-) Guiden talte virkelig tydeligt. Selvfølgelig missede vi noget ind i mellem, men overordnet tror jeg, vi forstod det meste.

Lene sagde ...

Og nu ærgrer jeg mig over at vi ikke tænkte på rundvisning. Jeg var vild med udstillingsrummene og spiralen op. Du kan se her mit indtryk : http://underet-er-at-vi-er-til.blogspot.dk/2013/09/bmw-welt.html

Fruen i Midten sagde ...

Lene: Jeg havde fuldstændig glemt, at I også har været der. Ja, der er utrolig flot. Æggene så jeg dog ingen steder. Næste gang må I booke en rundvisning :-)

Liv ☆ sagde ...

Det er da helt kantonesisk for mig, det her indlæg. Er komplet hægtet af. Det eneste jeg nogenlunde kan gennemskue er, at var der ikke noget med at det lykkedes Gemalen at reservere, men ikke dig? Eller var det ikke til dette? Nå men selvom det engelske kiksede, så er det fedt at det tyske ikke gjorde ;o)

Pia sagde ...

"Her i huset" er jeg den eneste IKKE bilinteresserede. Selvom der snakkes meget bil, er det stadig sort snak. De arbejdende robotter, og produktionen af bilerne, kunne jeg til gengæld godt lokkes med ind og se på.

Fruen i Midten sagde ...

Ups!..

Liv: Jo, det var lige præcis her, at jeg forgæves have forsøgt at reservere over telefonen. Hvorefter Gemalen ordnede det 'bare lige sådan'. Men det var så ikke lykkedes helt alligevel. Ja, det var faktisk fedt. Også for Donnaen at opdage, at hun egentlig er ret skrap til at forstå tysk :-)

Pia: Så ville selve biludstillingen og museet nok have kedet dig lidt ihjel. Men sådan en Werkführung ville ganske givet kunne begejstre også ikke-bilinteresserede. Så ja, lad dig endelig lokke :-)