mandag den 20. juli 2015

En borg i den modsatte retning


Efter vores vellykkede tur til Karlsbad (jo, den var vellykket trods stjernemangel.) tænkte jeg, at vi jo passende kunne prøve at køre i den modsatte retning, mod sydøst, cirka samme distance, plus det løse, for at se på en gammel bro og et par borge.

Det lød måske ikke så interessant, men Gemalen var nem at lokke. Vi aftalte med nogle af de andre danskere, at vi ville satse på at være tilbage ved syv-tiden, så vi kunne følges med dem ud at spise. 

Og så kørte vi.

Landevejen mod sydøst har samme nummer som den til Karlsbad, men det viste sig ret hurtigt, at den både var mere snoet, og at der lå betydeligt flere landsbyer. Fremdriften blev derefter.

Vi nåede dog Pisek og skulle så finde den bro, som jeg absolut ville se. Gemalen kørte ned i bymidten, hvor vi så et skilt, som Gemalen dog fejltolkede, så vi ikke kom direkte ned til broen, men i stedet fik en lille spadseretur langs floden ud af det. Eller Donnaen og jeg gjorde, for Gemalen mente, at vi sagtens kunne se på 'den der bro' uden ham, og så satte han sig på en bænk i skyggen.

Broen lå, hvor den skulle, og så ud nogenlunde som den skulle; tusse-gammel. Det er den ældste bro i Tjekkiet og dermed ældre end Karlsboen i Prag. Broen tog en del skade i forbindelse med en voldsom oversvømmelse i 2002. Siden har man repareret broen og forstærket bropillerne. Godt for broen, men knapt så godt for helhedsindtrykket.

Egentlig ville Pisek by sikkert være et ordentligt besøg værd, men Fruen havde jo sagt bro plus to borge, så Gemalen mente ikke, at der var tid at spilde.

- Du kan lige slå din borg ind på GPS'en, sagde han.

- Det går ikke så godt. Ruth vil ikke kendes ved stednavnet, meddelte jeg efter lidt fumleri.

- Hvordan staves det? Så prøver jeg, sagde Gemalen en lille smule overbærende.

Hvorfor er det, vi ikke bare kan acceptere, når noget ikke virker, men liige skal prøve selv også for at blive overbevist?

- Z-v-i-k-o-v, sagde jeg langsomt.

- Det duer ikke, erkendte Gemalen. Vis mig, hvor det ligger på kortet.

- Øh, det er ikke på kortet, men jeg tror, det ligger nogenlunde dér, sagde jeg og pegede på en lille bar plet.

Et road atlas over hele Europa kan være vældig godt, når man skal danne sig det store, forchromede overblik. Det samme kan man ikke sige, når det gælder om at finde en hel præcis destination langt ude på landet i Tjekkiet ...

- Hvorfor tror du det? spurgte Gemalen med skepsis i stemmen.

- Fordi borgen skal ligge, hvor de to floder løber sammen, og det gør de lige dér. Så hvis vi nu kører ud af den vej, og drejer til venstre, inden vi når floden, så burde vi komme i den rigtige retning, mente jeg.

- Der er ikke nogen vej til venstre, indvendte Gemalen.

- Nej, ikke på kortet, men måske i virkeligheden, sagde jeg optimistisk.

Og så kørte vi.

Ruth blev indstillet, så vi kunne finde en vej til venstre inden floden. Helst en, der så nogenlunde farbar ud og ikke bare ledte ud til tre huse og en gård på en mark. Vejen kom, og vi drejede.

- Hvad så nu? spurgte Gemalen.

- Nu følger vi vejen og håber, der kommer et skilt. Det må der vel gøre.

Og så kørte vi. 

Imens sad jeg og skruede på Ruth og skiftevis forstørrede og formindskede kortet og prøvede samtidig at holde øje med eventuel skiltning. Og lige da Gemalen skulle til at tage luft ind og sige et eller andet (muligvis ikke særlig positivt), dukkede skiltet op.

Da vi nåede parkeringspladsen, var en stor turistbus netop ved at forlade stedet. Klokken havde passeret lukketid, men vi var rørende enige om, at vi alligevel ikke havde gidet at se på gamle rustninger og våben. Det var selve borgen og især dens beliggenhed, der var det spændende.

Vi gik det sidste stykke, og på en høj knold, kun forbundet til fastlandet med en smal tange, lå borgen og tog sig flot ud.

Også den er tussegammel. Endnu ældre end broen og oprindelig bygget helt tilbage i 1200-tallet. Dengang og i mange århundreder derefter har den strategiske placering ved sammenløbet af Otava og Vltava haft stor betydning. Man kunne holde øje med alt og alle, og samtidig har placeringen højt over vandet, ude på en tange gjort borgen relativt nem at forsvare.

Det tog ikke lang tid at gå rundt om borgen, men den flotte udsigt over floderne gjorde, at man let faldt i staver og bare stod og kiggede. En flodbåd kom forbi,og havde vi haft hele dagen til projektet, kunne vi have sejlet med den ned ad floden til den anden borg, som jeg gerne ville se.

Men det havde vi ikke. Faktisk havde vi slet ikke mere tid og den sidste borg måtte springes over. Efter jeg havde været nede i vandkanten, ved turbådens landingsplads, og vi alle havde stået ved diverse udkigspunkter og funderet over storheden ved stedet, og Gemalen havde erklæret, at han godt gad et retrætejob som borgbestyrer sådan et sted, bad vi Ruth føre os tilbage til Plzen.

Hvilket hun gjorde. Ad meget små og meget snørklede veje. Mange steder var der meget smukt. Men en hård tur for chaufføren, fordi solen stod lavt på himlen og lige i mod os og nogle steder gjorde det svært at se noget som helst. Det i kombination med de mange, mange sving gjorde at Gemalen måtte køre særdeles forsigtigt, og det tog en evig tid. Så i stedet for klokken syv var vi først hjemme klokken otte, og de andre var forlængst gået ud for at spise.

- Havde jeg på forhånd vidst, at det blev sådan en tur, havde jeg nok sagt nej, sagde Gemalen bagefter.

- Og havde vi taget denne tur først, var vi nok ikke kommet til Karlsbad bagefter? spurgte jeg.

- Sikkert ikke, medgav Gemalen.

Men heldigvis havde vi taget destinationerne i den rigtige rækkefølge, og heldigvis kunne vi gå ud og finde en særdeles lækker restaurant.

Og hvem gider græde over en enkelt spildt borg?

Udsigt fra Hrad Zvikov.
Bemærk skyggerne.

11 kommentarer:

Inge sagde ...

Det er et godt bevis på, at faktorernes orden bestemt ikke er ligegyldig.. :-)

Fruen i Midten sagde ...

Inge: Nemlig. Det ærgerlige er, at man først bagefter ved, om man har haft styr på sine faktorer. Det havde vi så heldigvis, tilfældigvis her :-)

Lene sagde ...

Godt at I kom af sted til begge steder og et skønt billede med borgen som skygge :-)

Stegemüller sagde ...

Det er sjovt som alle mennesker har givet deres GPS et navn, og jeres hedder så altså Ruth. Er der nogen særlig grund til det?

Dejligt billede med borgens skygger.

Fruen i Midten sagde ...

Lene: Det var nemlig rigtig fint. Og altså også lidt heldigt :-) Tak.

Stegemüller: Næh, men det måtte ikke være navnet på nogen vi kendte. Og så kan vi sige 'Slut Ruth!', når hun ind i mellem er for dum til at forstå, hvad vi vil ;-) Tak.

Annemor sagde ...

Spilte borger er som spilt melk, ikke noe å gråte over. Så får man glede seg over melken man fikk i glasset og drakk og borgen man så :)
Takk for reisebrev.
Klem :)

Fruen i Midten sagde ...

Mormor: Sådan må det være, ellers kommer man til at ærgre sig alt for tit. Selv tak og klem tilbage :-)

Liv ☆ sagde ...

Åh det lyder nu lækkert med den borg. Og skønt foto :o) ville gerne have været med den båd til næste borg, om det havde været mig, men det mig jeg jo så sørge for at det bliver en dag. Mig. Så ringer jeg, når Ruth ikke vil vise vej :o) Så kan borgpasseren jo også lege rutevejleder ;o)

Fruen i Midten sagde ...

Liv: Det lyder som en rigtig god plan, at du ringer og guider os. Næste gang vil vi også ud at sejle :-)

Liv ☆ sagde ...

@Midterfrue: tænkte nu ikke det var mig der skulle være guiden - mere sådan gemal-borgpasseren ...

Fruen i Midten sagde ...

Liv: Nåeh. Jamen, så snart Gemalen får sit borgpasser-retræte-job, skal du være velkommen til at ringe for vej-instrukser. Det er ellers i bund og grund ret let at finde. Bare til venstre før floden og så lige ud. Det hjælper selvfølgelig, hvis man ved det på forhånd :-)