Vulkaner

Donnaen har netop lagt sidste hånd på sin geografirapport om jordens indre, jordskælv og vulkaner.

Det hører med til at gå i 7. klasse.

Der skal afleveres flere og flere større opgaver. Ikke bare danske stile, men også historie- og geografirapporter. 

Det kræver sin Donna.

Men det kræver altså også, at moderen opper sig gevaldigt. Samler sin underkæbe op og stiller sig til rådighed som coach og korrekturlæser.

Det gør hun gerne, moderen, for det er både sjovt og lærerigt at følge med og se, hvor meget større krav der stilles til ungerne idag. 

Der skal være styr på både opstilling, billeder og kilder. Den slags havde vi andre ikke en gang styr på i 3.g. Men vi skrev selvfølgelig også det meste i hånden eller - hvis det gik højt - på familiens rejseskrivemaskine. Hvorfor resultatet den gang også var derefter. Og layout et fremmedord ...

Nu er Donnaen og jeg nødt til at diskutere, om det er smart at bruge midterstilning til længere tekster. Det synes moderen så ikke, kan jeg godt afsløre. Og vi forholder os til sidetal og forside-illustrationer og meget mere.

Og det bliver dælme flot. Ligner meget lidt det gnidderværk, jeg afleverede i 7. klasse. Tror forresten slet ikke, at jeg afleverede andet end danske stile på det tidspunkt?

Så er der lige indholdet. 

Noget har Donnaen selvfølgelig lært i skolen, men det meste skal hun selv finde frem. Og her er nettet både en velsignelse og en forbandelse. Man kan slå ALT op. Omvendt er der 11.800.000 hits, hvis man googler 'vulkan'. Hvilket er lige i overkanten af, hvad man kan forholde sig fornuftigt til.

Donnaen gør vel som de fleste andre; kaster sig over de tre øverste hits og betragter dem som den endegyldige sandhed.

Det kan så være noget så frygtelig træls, når moderen stiller en hel masse irriterende spørgsmål, som kan være svære at svare på. 

Så begynder Donnaen selv at opføre sig som en lille vulkan; hun hvæser og hvisler, og man kan fornemme begyndende røg ud gennem ørerne. 

Og det bliver lynhurtigt værre, når moderen hjælpsomt mod-googler sig til andre hits med andre forklaringer og formuleringer. Et voldsomt udbrud er uundgåeligt. For det er død-uretfærdigt og helt og aldeles unfair sådan at skyde på Donnaens arbejde.

Hertil kan man så påpege, at Donnaen godt kunne blive bedre til at tage imod kritik. Der er plads til forbedringer, som man siger.

Men det er faktisk ikke særlig nemt at skulle aflevere rapporter om noget som helst. For hvordan skal man afgrænse og begrænse? Man kan hele tiden finde lidt mere, noget der er formuleret helt anderledes eller bare lidt anderledes. Illustrationer af samme ting, men forskelligt beskrevet. Og så videre. Det ER da svært.

Det må også være et hårdt job som lærer at skulle gennemgå og rette sådan en stabel rapporter. For hvor der før i tiden kun var ganske få kilder til rådighed, har ungerne her måske haft fat i hver deres tre, fem eller måske syv kilder, som - hvis der er bare en lille smule retfærdighed til - alle skal checkes, før en karakter kan gives.

Pyh!

Man kan det hele, men det er samtidig blevet meget mere indviklet.

Næh, det var noget andet, den gang jeg var barn.

Og nu føler jeg mig lige pludselig meget, meget gammel ...

Vi siger tak til papir-sponsoren.

Slatten mandag, halvslatten tirsdag

Det blev mandag og tøvejr. Og endda solskin.

Så Fruen burde nærmest have slået flikflak af ren fornøjelse.

Not so.

Selv spandevis af kaffe kunne dårligt holde min hage over skrivebordshøjde.

På et tidspunkt spekulerede jeg på, om det var en ondartet virus, der var ved at sende mig vandret. Eller om det var gemen træthed.

Det var nok bare det sidste, for efter knap ti timers søvn ser verden igen nogenlunde almindelig ud her til morgen.

Hvoraf man kan udlede, at halvgamle koner skal have deres nattesøvn. Og ikke først ligge og rotere i timevis. Bare fordi. For derefter at blive vækket ved tre-tiden af Donnaen:

- Moar!

- Huh?

- Jeg tror, jeg har fået tinnitus!

Den slags oplysninger har jeg lidt svært ved at kapere midt om natten, så kedelige mor bad Donnaen gå pænt i seng igen. Hvilket hun heldigvis også gjorde, men den gode søvn var blevet afbrudt, og da vækkeuret ringede, var jeg meget lidt oplagt til at tage hul på en ny uge.

Slet ikke da Donnaen meddelte, at tinnitussen nu var blevet delvist afløst af ondt i ørerne ...

I modsætning til fx den Rejens stakkels lille Sveske, har Donnaen gudskelov ikke været ørebarn, så når hun pludselig som 13-årig står og klager over ondt i ørerne, bliver forældrene lidt i tvivl. 

Så afsted i skole.

En SMS allerede en time efter om mega-ondt i ørerne fik dog moderen på andre tanker. 

Så afsted til læge.

Lægen kunne dog ikke se andet end nogle trommehinder, der 'stod fint'. En podning fra svælget viste heller ikke noget, så beskeden var at 'se tiden an og eventuelt supplere med panodiler'. Hvilket vel bare er den mest irriterende besked at få. For hvad er det så lige, vi har gang i? Jeg vil helst vide besked, og jeg vil helst undgå 'bare' at hælde smertestillende tabletter i Donnaen, for så bliver det jo først umuligt at finde ud af, hvad der foregår.

Men det er så det, vi gør. Ser tiden an.

Heldigvis er Gemalen hjemme igen fra sin tur til Sjælland, så han har tjansen som sygepasser. Noget der heller ikke er så svært, når Donnaen egentlig har det meget godt, bortset fra ørerne altså.

Men nu må det gerne gå over.

For Donnaen har nu lært, at det kan være nødvendigt at tage hue på.

På mandag bliver det tøvejr

Først brokkede jeg mig i flere minutter. Over kulde og sne og mørke og januars gebrækkeligheder i al almindelighed.

Så tog jeg mig sammen.

- Men på mandag bliver det tøvejr, erklærede jeg, med hvad jeg kunne præstere af optimisme i stemmen.

- Ja ja mor, lød det træt fra Donnaen.

- Hvad? Det bliver da dejligt.

- Ja, helt sikkert. Men nu er det mindst femte gang, du siger det, siden vi kom hjem.

Donnaen havde ret. Min hjerne er tilsyneladende frosset. Og jeg er kun i stand til at sige det samme, igen og igen.

Først brok, brok, brok.

Og så, mens jeg klamrer mig til det sidste halmstrå af gå-på-mod:

- Men på mandag bliver det tøvejr.

Hvorefter jeg for 117. gang checker DMI for at sikre mig, at prognosen stadig holder. 

Det gør den. Ind til videre.

På mandag bliver det tøvejr.

En lille bitte smule hjerneaktivitet er det dog blevet til. 

For jeg har pludselig fattet, hvorfor det er fuldstændig umuligt at overholde nytårsforsætter. 

Det er ikke fordi, man er svag, viljeløs og iøvrigt bare luddoven. Nix. Det er fordi, man simpelthen er oppe i mod en for voldsom modsatrettet kraft.

Januar!

Som er fuld af kulde, sne, mørke og rudekuverter.

Man kan da ikke forventes at forbedre sig på noget som helst område, når det i sig selv er svært nok at holde den vanlige standard.

Det kan jo slet ikke lade sig gøre at komme i gang med at løbe, fordi det enten er for koldt, for mørkt eller for glat. Hvis det ikke er det hele på én gang. Og hvordan skal overbevise sig selv om, at man skal spise sundere, hvis man kun har lyst til at sidde med et lunt tæppe og spise kager? Ambitionerne om et renere og mindre rodet hjem skal indfries på de ganske få timer lørdag og søndag, hvor solen skinner - hvis den skinner, og man kan se sit kaos i dagslys. Det er en født dødssejler.

Så altså; det kan slet ikke lade sig gøre. Der er noget fundamentalt galt med konceptet.

I stedet burde man vente til foråret med at gå i gang med sine nytårsforsætter. Vente til det er lunere og lysere, og alting bare er meget nemmere. Første maj kunne være en god dag at starte. Eller første april. Første marts måske? 

Eller til nød første februar, lidt afhængigt af vejret. Det er allerede om en uge. Det bliver godt. Så slipper vi af med kolde, mørke januar. 

Og på mandag bliver det tøvejr.

Snavset sne. Kold sne. Kedelig sne.

Vinter og Bridget Jones-tanker

Nu må det godt holde op.

Det alt for kolde vejr.

For jeg fryser, og det er slemt.

Hvad værre er; det får mig også til at føle mig gammel. Meget gammel.

Det skyldes min påklædning.

For når det bliver piv-koldt får jeg en rigtig gammekone-holdning til min påklædning. Her vil Donnaen så påpege, at jeg altid forholder mig temmelig gammelkone-agtigt til både mit eget og andres tøj. Måske har hun ret. Forskellen er så bare, at når det er vinter, kan jeg godt selv se det.

Jeg skal have ufattelig meget tøj på for at holde varmen.

Meget mere end da jeg var tyve eller deromkring. Den gang frøs jeg ikke. Eller også kunne jeg fryse med anstand. I hvert fald kunne jeg nøjes med langt færre stykker tøj på kroppen ved en given temperatur uden nødvendigvis at få hverken lunge- eller blærebetændelse.

Desuden behøvede de enkelte tøjstykker den gang - for længe siden - ikke nødvendigvis at hænge samme og lukke hermetisk tæt. Kan huske, hvordan jeg i gymnasiet yndede at gå rundt i store hvide skjorter, som jeg havde arvet fra min morfar. De hang uden på bukserne, og der var kun i ekstreme tilfælde noget som helst indenunder ... 

Gys, nu er jeg ved forfrysninger bare ved tanken.

Alt skal hænge sammen fra fødder til krave.

Og ikke bare i yderste lag.

Men også i mellemste.

Og som noget nyt også i inderste lag.

Det kræver ikke bare urimeligt lange undertrøjer, men også underbenklæder der - øh - består af ganske meget stof. Granny knickers er vist den meget sigende engelske betegnelse.

Jeg føler mig tudse-gammel og lige så lidt sexet som Renée Zellweger som Bridget Jones i den skønne afklædningsscene med Hugh Grant.

Det er altså lidt træls at være halv-gammel og hel-forfrossen.

Billedet er snuppet her blandt mange identiske hits.
 Jeg kan ikke finde det originale

Gider du lige holde op?

Øv!

Nu er der ingen rødbeder til Fruen, før de andre har spist sig gennem det nuværende glas, så vi kan begynde på et nyt.

Fordi jeg har nogen (læs: min ene chef) mistænkt for igen-igen at have haft sin brugte gaffel i rødbedeglasset. 

Og det kan jeg altså ikke ha'. Ikke i al almindelighed. Og slet ikke nu, hvor han lige har rejst sig fra influenzaen. 

Jeg har set ham gøre det før, og jeg prøver altid at smække en ren gaffel i glasset, før andre kan nå at formaste sig til at stikke rødbeder op med deres egen. Men nu nåede jeg det altså ikke.

Jo, selvfølgelig kunne jeg da bare sige det til ham. Det ved jeg da godt.

Men det kan jeg bare ikke lige finde ud af.

Fordi jeg ved, at han ville blive sur. Og iøvrigt ville benægte det, hvis han ikke blev taget på fersk gerning.

Iøvrigt er der forbløffende mange ting, som jeg har forfærdelig svært ved at klare, at 'folk gør', men som jeg ikke kan mande mig op til at bede dem om at lade være med.

Når jeg fx læser hos Carport og Noia om manden, der klipper negle i Oddergrisen, så er det lige før, jeg får det fysisk dårligt. Uf. Negleklipning er klamt, helt generelt, og jeg forlader badeværelset, når Gemalen går igang. Men at gøre det i det offentlige rum. Det er bare meget for meget. Bwadr. 

Men jeg ville ikke kunne finde ud af at bede ham stoppe. Ligesom jeg ikke siger til ham ved næste bord i restauranten, at jeg ville sætte pris på, at han holdt op med at stange tænder med hele underarmen.

Så er der alle dem, der hoster med hånden for munden for derefter med selvsamme behostede hånd at røre ved alle de ting og håndtag, som jeg bagefter skal have fat i. Ulækkert. Men hvad gør jeg? Gyser og ifører mig imaginære latexhandsker, mens jeg skriver en mental note om, at jeg skal huske at vaske hænder.

Og dem, der lufter hund uden at have lorteposen med. Dem er jeg også utilfreds med. Men siger ikke noget.

Dertil kommer alle de andre, som jeg også hidser mig op over. 

Indvendigt.

I det hele taget er jeg snerpet og sippet og indebrændt i en grad, der kan virke bekymrende.

Og hvis jeg en dag revner på langs, skyldes det givetvis overophobning af galde og hverken kager eller chokolade.

Ved ikke, om det kan være en trøst?

De famøse rødbeder.

Nytårskoncert

Vi har været til nytårskoncert. Gemalen og jeg.

Ganske vist var det ikke i Wien. Og det var ikke wiener philharmonikerne, der spillede. Ligesom det ikke var professionelle balletdansere, som optrådte.

Men ellers var det næsten det samme...

Et stort orkester, et større kor og en håndfuld dansere.

Hele tre dirigenter og en konferencier.

Donnaen var en af danserne, og det er anden gang, hun er med.

Tre dagsforestillinger for børn fra kommunens skoler. Publikum til de to forestillinger om aftenen består fortrinsvis af stolte forældre og ditto bedsteforældre. Så det er ikke svært for konferencieren at skabe en god stemning med masser af applaus til de optrædende.

Men de er selvfølgelig også dygtige. Kan jeg slå fast med stor sikkerhed subjektivitet.

Det mest forbløffende er egentlig, at det overhovedet kan lyde så (relativt) godt, når man tager i betragtning, at det primært er ganske unge musikere fra forskellige skole- eller musikskole-orkestre, som ikke normalt spiller sammen. Koret består af børn fra ni forskellige skoler. Og så er der danserne, der er vant til at danse sammen, men bestemt ikke til levende musik.

Så der er mange brikker, som skal falde på plads.

Men endnu en gang lykkedes det altså. 

Og en hel masse store børn har haft det skægt med at øve og optræde sammen. Endnu flere knapt så store unger har haft en dejlig dag i teatret. 

Fordi nogle ganske få ildsjæle gider.

Hurra for ildsjæle.

..og Donnaen befinder sig bag et af de lilla slør.

Helt ud til kanten - og et Ellen-skilt

Da Fruen havde kedet sig bravt et par dage, måtte der ske noget, og hun meddelte Gemalen, at hun trængte til at se havet ...

Min far har altid haft det på samme måde. Hvis han kedede sig, kunne han da altid køre en tur. Det har jeg tit grinet af, men nu begynder jeg at blive præcis lige sådan, og så må jeg jo pakket grinet væk.

- Nå, sagde Gemalen. Og hvor havde du så tænkt dig, at du ville se det hav?

- Dér, sagde jeg og pegede på et kort, som jeg lynhurtigt fik hevet frem.

- Nørre Vorupør??

- Jep!

- Og hvorfor så lige det? ville Gemalen vide.

- Bare fordi. Der har jeg aldrig været. Det må da være grund nok.

Det mente Gemalen også, og så kørte vi.

Og kørte og kørte. Længere og længere ud mod kanten af det yderste Danmark.

Det er ellers ikke fordi det midtjyske ikke også kan være temmelig udkants-agtigt på en grågrumset januar-dag, men når man passerer Limfjorden ved Oddesund nord for Struer og kommer først til Thyholm og derefter til selve Thy, så begynder der altså at være langt mellem husene og temmelig vindomsust. Og vi kørte gennem Nationalpark Thy. Der hvor der er/var ulv(e). Vi så ingen.

Til sidst kørte vi ned ad Vesterhavsgade. Et godt valg af navn til en gade, der går ned til Vesterhavet. Omend der efter min beskedne mening måske nok er tale om mere vej end gade. Men nu skal man jo ikke hænge sig i småting. 

Vi parkerede så langt nede i byen - eller så tæt på havet - som muligt og gik ud for at se på Nørre Vorupør.

Donnaen kunne meget hurtigt konstatere, at der var meget koldere, end hun var klædt på til. Men moderen havde kun sig selv at bebrejde, at hun ikke havde tvunget pigen til at medbringe overtræksbukser. Og en varmere sweater. Og nogle bedre handsker. Huen havde jeg husket, så det eneste, Donnaen ikke frøs, var ørerne.

I stedet for en tilbundsgående gennemgranskning af byen måtte vi nøjes med et hurtigt kig, og det gjorde vi så. Der er så heller ikke så forfærdelig meget at se på i Nørre Vorupør. Og slet ikke på en januardag. Men der er hyggeligt alligevel. På sin egen afdæmpede måde.

Der er ikke nogen egentlig havn, men en lille landingsplads, hvor nogle små kuttere og nogle endnu mindre fiskefartøjer lå halet op på stranden. Dér lå de så og så nærmest nuttede ud. Selv om der næppe er noget som helst nuttet over at stå til havs i så små fartøjer. 

Til venstre for landingspladsen er der en lang mole eller måske snarere en høfde, hvor man i øjeblikket arbejder med noget, som vi ikke kunne regne ud, hvad var. Efter-googling afslørede, at det er begyndelsen til et havbad. 'Danmarks første' står der på hjemmesiden for Nørre Vorupør. Til glæde for de lokale, men formentlig nok så meget for at lokke turister til området. Og det er sikkert en fin ting, hvis nogle flere mennesker kommer til området og bruger penge i de lokale butikker, på sommerhuse og deslige. Men egentlig kan jeg blive helt trist ved tanken om, at en fin lille, rimeligt autentisk fiskerby måske bliver omdannet til endnu et nordjysk ferie-inferno. Hvis man omvendt ikke gør noget, vil byen med sine 600 sjæle måske langsomt dø, og det er jo heller ikke ønskværdigt. 

Alt dette fandt jeg altså først ud af bagefter. Der stod nemlig ikke noget om det nogen steder. Kun et kedeligt byggeskilt kundgjorde, at man ikke måtte færdes på byggepladsen. De mange fodspor i sneen afslørede dog, at det var der en del, som ikke overholdt ... 

Et andet skilt havde heller ikke noget med sagen at gøre. Til gengæld var det et rigtigt Ellen-skilt (eller i hvert fald et fint eksemplar til Ellens store samling af mærkværdige skilte).  Endda på flere sprog. Selvtilliden kan ikke fejle noget hos den lokale skilteskriver, for der er tilsyneladende ikke brugt meget krudt på at overveje at konsultere en sprogkyndig, før processen blev sat i gang.

Og således forlystede på den stilfærdige måde drog vi hjem igen.

Ellen-skilt i Nørre Vorupør

Hvorfor lærer de ikke det på seminariet?

Indrømmet; jeg er nem at distrahere.

Eller dårlig til at fokusere.

I hvert fald kan jeg have umådelig svært ved bare at se bort fra det, hvis mennesker, jeg skal tale med eller bare være sammen med, ser lidt underlige ud. Hvis de har en vorte på næsen eller spinat mellem tænderne. 

Det gælder selvfølgelig ikke mennesker, jeg kender godt. For så har jeg vænnet mig til vorten eller kan sige, at de skal gøre noget ved spinaten. Men de andre; dem jeg ikke kender så godt. Eller slet ikke kender, men alligevel skal forholde mig til.

Det er ikke særlig rummeligt, ved jeg godt. Men jeg forsvarer mig med, at jeg trods alt ikke (nødvendigvis) tænker ilde om dem af den grund. Og jeg bliver jo heller ikke ubehøvlet eller løber skrigende bort.

I virkeligheden er det nok mest mig selv, det går ud over. Fordi jeg ikke rigtigt hører efter, hvad den pågældende siger. Og dermed nok en gang i mellem går lidt glip af nogle informationer.

Og det er jo ikke så godt.

Nu er jeg jo ikke helt alene (nej, jeg er ej!) om at have det sådan, og de mest professionelle formidlere ved godt, at de skal tage højde for det. Så de optræder ikke i TV eller som foredragsholdere med en lyserød hat på hovedet, overgjorte smykker eller mærkværdige slips. Og de har folk til at checke for udtværet læbestift, sorte streger på næsen eller (alt for) flyvske frisurer.

Det betyder, at jeg kan koncentrere mig om at høre efter.

Og det er jo godt.

Men jeg synes altså, at 'nogen' godt kunne lære noget af de professionelle. Og her tænker jeg især på skolelærene, der hver dag står over for disse uhyrligt kritiske 6.-8. klasser, hvor udseende betyder alt, ind til det modsatte er bevist. Og hvor man slet ikke får et ekstra forsøg, hvis man falder igennem første gang.

Donnaen er at finde i netop den nævnte kategori. Og hun er nok som de fleste. Temmelig forfærdelig. Dommen falder straks, og den er nådesløs. Den ene lærer er klam og den anden kikset. 

Så snakker vi lidt om det og finder som regel frem til, at læreren nok er ret okay alligevel. Men nogle gange kan jeg ikke lade være med at give hende ret. De er virkelig klamme eller kiksede!

Igår spurgte jeg interesseret Donnaen, hvad hun syntes om de nye praktikanter.

Den ene havde ørnenæse, men det kunne man måske nok lære at leve med.

- Men Karl Gustav er klam!

- ??

- Han er lidt tyk og har hår på ryggen, begyndte Donnaen og vred sig lidt.

- Øhm??

- Han havde sådan en grim t-shirt på, og bukser med lav talje, og da han så bukkede sig ned for at samle noget op, kunne man se hans ryg og det halve af hans - ja altså - du ved. Det var mega-klamt.

Og ja, jeg kunne desværre levende forestille mig, hvordan synet af en behåret manderyg og det halve af hans - ja altså, I ved - var ret frastødende. Jeg synes faktisk også selv, at det er noget af det klammeste, når jeg pludselig bliver præsenteret for sådan en 'sparebøsse' med frit indsyn til møntindkast og det hele. Adwr! Mega-klamt.

- Men det var vel kun dig, der lagde mærke til det? spurgte jeg forsigtigt.

- Når han gjorde det foran hele klassen! Hvad tror du selv? lød det hånligt.

Efter at have leveret sådan et første-indtryk er det garanteret op ad bakke for den arme mand at komme igennem med noget som helst i den klasse.

Han kan være nok så dygtig rent fagligt, men hvis der sidder 24 pubertetsforstyrrede unger, som kun venter på næste gang , han bukker sig, så bliver det nok så som så med undervisningen.

Hvorfor lærer de ikke den slags på seminariet?

Og hvis de gør, men det bare ikke altid virker, hvorfor er der så ikke nogen, der siger noget til ham?

Hvorfor lærer de ikke dét på seminariet?

En sparebøsse, som intet har med sagen at gøre.

K-e-d-e-l-i-g-t

Jeg keder mig!

På den januar-triste måde.

Her sker ingenting. Som i overhovedet ingenting.

Ikke forstået sådan, at jeg ikke har noget at foretage mig. Jeg har absolut rigeligt.

Men det er k-e-d-e-l-i-g-t.

På arbejde er der en million hængepartier. Cirka. Hængepartier er per definition kedelige. Ellers var de jo ikke blevet det. Altså hængepartier. Der er ubetalte fakturaer, der skal rykkes for. Lister skal ajourføres. Der skal gøres op og stemmes af. Kedeligt. Det mest sindsoprivende er at være den første til at oprette nye 2013-mapper på den fælles server.

Ikke megen wauw-effekt her.

Zu Hause er det lige så gudsjammerligt kedeligt. Det er kedeligt at pille julepynten ned og pakke den væk. Og støvsuge for grannåle for 227. gang. Det er kedeligt at rydde op og gøre rent. Og det er kedeligt at pudse vinduer. Selv om de trænger. For udenfor er det så gråt og trist, at jeg alligevel næsten ikke kan se forskel. Når bortses fra, at det bliver godt at fjerne alle de fedtede finger- næse og pandemærker, som blev sat på køkkendøren, da vi kiggede på fyrværkeri nytårsaften.

Jeg keder mig så meget, at jeg har taget mig selv i at overveje, i hvilken rækkefølge jeg skal vaske (og tørre) mit vasketøj for at få det sjoveste mønster i fnugfilteret i tørretumbleren ...

Også kedeligt, men hvis jeg nu
vasker røde håndklæder næste gang?

Kassetænkning eller bare mangel på tænkning?

Hvor er jeg altså bare glad for, at vi - Familien i Midten - kun en gang i mellem ryger en lille smule i kløerne på det offentlige. Jeg håber, at det for altid vil være sådan, for i guder hvor går det bare sommetider helt skævt, når bureaukratiet rigtigt ruller sig ud

Talte med en bekendt med en datter, der har udviklet angst og derfor blandt andet har behov for terapi for at få så meget hold på sig selv, at hun igen kan komme i gang med sin skolegang og forhåbentlig videre uddannelse. Men forældrene har ikke råd.

- Jamen, hvad så med din datter?

- Så ingenting. Vi må bare vente, til hun bliver atten.

Uden at kende hverken sagsforløb eller regler i detaljer synes jeg, det virker meget, meget uhensigtsmæssigt, at en ung pige på den måde bliver 'tabt', fordi forældrene ikke har råd, og det offentlige smækker kassen i. Ud over at jeg synes, det er frygteligt synd for pigen, tvivler jeg også stærkt på, at det bliver billigere at hjælpe hende ved at lade hende vente.

Så hvorfor Hævled er der ikke nogen, der kan kan hæve sig op over kassetænkningen og anskue tingene lidt oppefra og beslutte, at selvfølgelig skal hun hjælpes nu, da det selvfølgelig er bedst for hende, og dermed selvfølgelig også det er bedste for samfundet??

**

Værre endnu:

En familie har et multihandicappet barn, der er anbragt på institution. 

Barnet er netop blevet opereret i begge ben for at få strukket nogle sener ud, så han måske igen kan komme til at gå. Operationen medførte gips på begge ben fra ankel til hofte. Derfor kunne han blandt andet ikke bruge den sædvanlige kørestol, men ingen havde lige fået bestilt en anden. Og da han i forvejen er stor og tung, var det næsten umuligt at have ham hjemme på juleferie.

Nu skal gipsen af om et par dage. Og så skal der skinner på. De skal bevilges af enten regionen eller kommunen. Og man kan ikke bare søge begge steder på én gang. Først skal regionen ansøges, og siger man nej der, skal sagen først ankes - med yderligere et afslag, før man kan ansøge kommunen. Af den grund er der ingen skinner, når gipsen kommer af. Og derfor kan man ikke påbegynde genoptræningen.

Iøvrigt vil genoptræning betyde, at drengen skal mandsopdækkes for hele tiden at blive mindet om, at han altså skal gå og ikke kravle. Men det har institutionen slet ikke ressourcer til, for der er jo ikke samtidig blevet bevilget ekstra bemanding ...

- Jamen, hvad så med din søn?

- Så ingenting. Jeg har lidt svært ved at forestille mig, at den operation overhovedet vil ændre noget som helst, når vi ikke kan få den efterfølgende hjælp, sukkede faren.

Så igen - selv om jeg hverken kender det præcise forløb eller regelsættet omkring det - kan jeg kun undre mig. Hvorfor Hævled snakker de ikke lidt sammen systemerne i mellem i stedet for at sidde og vogte nidkært over hver sin kasse? Hvorfor overhovedet gå ind i sådan et forløb med en krævende operation, der både er dyr for samfundet og belastende for barn og familie, når de øvrige brikker ikke er på plads?

Jeg forstår det ikke.

Træt og småfornærmet

Her sidder jeg. Træt og småfornærmet.

Gemalen ser Uendelige Verden i TV.

Det er det, jeg er fornærmet over.

Ikke, at Gemalen ser fjernsyn altså. Men at filmatiseringen er så afvigende i forhold til Ken Folletts bog, at jeg slet ikke kan have med det at gøre. Igår så jeg en trediedel afsnit, men sad bare og blev mere og mere irriteret over, at det hele var 'helt forkert'. I dag fortsætter forkerthederne, og jeg opgav allerede efter de første fem minutter.

Øv.

Kunne ellers godt trænge til bare at sidde med benene oppe og blive underholdt.

For sådan en første dag på arbejde efter en dejlig, lang ferie er altså bare forfærdeligt trættende. I virkeligheden burde man kunne starte forsigtigt ud med kun en halv arbejdsdag. Det ville passe mig glimrende.

Heldigvis var manglende energi almindeligt udbredt i hele Verdensfirmaet, så vi tog det stille og roligt. 20 procent af medarbejderstaben var ganske vist fraværende med roskilde-syge, men det forhindrede ikke os andre i at arbejde i slæbe-gear hele dagen. Kunderne hørte vi ikke meget til, så de havde det nok på samme måde.

Også Donnaen syntes, det var hårdt at skulle i skole til fuldt syv timers skema. At flere andre skoler så ovenikøbet først starter i morgen eller på mandag, gjorde kun tingene værre. At juleferien var startet tilsvarende tidligere for hendes vedkommende var ganske irrelevant, mente hun.

Men i gang kom vi.

Og nu er der kun to dage til weekend.

Andres nytårsforsætter

Godt nytår.

Så kom vi ind i 2013, og det er tid til at sætte nytårsforsætter i søen.

Det vil sige Fruen selv er i virkeligheden ikke meget for den slags. Og i hvert fald ikke for at give højlydt udtryk for noget som helst. Jeg tænker ved mig selv, at det kunne være fint, hvis jeg kunne blive lidt bedre til at bruge min kalender. Og iøvrigt huske at bruge tandtråd hver dag ...

Men Donnaen synes, at konceptet nytårsforsætter er en herlig ting, hvor man kan love sig selv at blive helt urimeligt god på forfærdelig mange punkter. Så der skal løbes mere og spises mindre slik. For nu at nævne de væsentligste punkter.

Og hvorfor ikke bare starte stærkt ud? Altså ud at løbe straks nytårsmorgen.

- Du skal med mor, mente Donnaen i går aftes.

- Det er da en god ide, bakkede Gemalen op. Til Donnaens tilfredshed og moderens fortrydelse.

For hyggens skyld sagde moderen ja. Og håbede lidt på sjaskregn. Hvilket det selvfølgelig ikke var, og afsted kom vi.

Klokken lidt i ni nytårsmorgen!!

Og bagefter føltes det jo godt.

Nytår i det midtjyske.