torsdag den 21. december 2017

Juletræ på den dybfrosne måde


Weekendens absolut største bedrift var at hente juletræer.

Uden at dø af kulde.

Og uden at rive hovederne af hinanden, fordi det var så koldt, at rummeligheden og de sociale kompetencer var ganske dybfrosne og ganske ude af drift.

Det startede ellers meget godt. I solskin og højt humør kørte vi ud til gode venners lillebitte skov. Her ville vi hente et træ til terrassen. Og kun det, for vi havde tidligere år haft mere end almindelig svært ved at finde et træ til stuen. Faktisk lykkedes det ikke rigtigt sidste år. Så i år havde vi opgivet på forhånd.

De gode venner var der slet ikke. I stedet havde hans forældre tjansen som juletræssælgere. Det havde vi ikke undersøgt på forhånd, men det var også lige meget, for vi kunne kun den ene dag. Til gengæld gik det så meget hurtigere med at finde et træ og smutte igen.

Nu skulle vi så finde det til stuen. Vi havde snakket om at købe et, der var fældet, men en tradition er jo en tradition, så det duede ikke. Vi skulle selv ud og finde og fælde træet. Basta. Donnaen og jeg havde googlet os til et par fæld selv-adresser, vi tog den nærmeste og fandt med lidt besvær frem til både gård og gårdejer.

Han, altså gårdejeren, lånte os en sav og indikerede med en altfavnende armbevægelse, hvor vi kunne lede.

Det så meget smukt og indbydende ud, som træerne stod der med rim på. Men som rimen antydede, var det frostvejr, og træerne stod i skygge. Og de stod tæt, så vi skulle mose og mase os igennem, når vi skulle se på træerne inde i stykket. Det var koldt, meget koldt. Donnaen har altid for lidt tøj på, og selv om hun var udstyret med morens uldne sokker og et par langskaftede forede støvler, var det for lidt. Fruen selv havde i et anfald af forbigående forfængelighed undladt at tage hundelufter-overtræksbukserne på, så hun frøs også. Det gjorde Gemalen også. Han ville bare ikke indrømme det ...

Træerne så meget fine ud, og vi var enige om, at vi hurtigt ville kunne finde et træ. Det, at træerne stod så tæt, betød dog også, at de oftest ikke var pæne hele vejen rundt, så da vi 27 gange eller deromkring entusiastisk havde kaldt på hinanden med et Hvad så med det her træ? og lige så mange gange havde nedskudt hinandens forslag, med et Det er helt fladt på den anden side eller lignende negative kommentarer, begyndte tålmodigheden at fryse helt væk.

Til sidst opgav vi.

Donnaen frøs så meget, at hun var parat til at overleve julen helt uden juletræ, mens jeg tænkte, at vi da måtte kunne nøjes med at hente et fældet træ et sted.

Lidt slukørede traskede vi tilbage, afleverede saven til gårdejeren og kørte hjem.

Eller hjemad.

For et bare et par kilometer senere susede vi forbi et skilt med juletræer, og vi besluttede at gøre endnu et forsøg. Gemalen vendte bilen og vi kørte op til en gammel gård, hvor der var et vældigt leben. Bål, pandekagebagning og netning af juletræer i mellem hinanden. Vi lånte igen en sav og fik udstukket en retning, vi skulle gå. Der var bundet gule snore på træerne, fik vi at vide.

Muligvis var vores hjerner stadigvæk lettere dybfrosne, muligvis var vi bare allerede trætte af at gå i kulden, for da vi nåede første gule snor, drejede vi af og gik ind i granstykket. Helt uden at undre os over, at vi ikke kunne se andre menesker.

Det var selvfølgelig en fejl, men det indså vi først, da vi var vadet hele vejen igennem stykket og var drejet til venstre for enden for at komme ud til et åbent areal, hvor vi kunne se (og høre) over - næsten i hvert fald - til det rigtige stykke.

Det lå l-a-n-g-t væk.

På det tidspunkt var alt over 300 meter meget langt væk. Og det krævede nogen overvindelse at gå helt derhen.

Men så skete der et mindre mirakel, for lige der på vejen stod det fineste træ, i den rigtige størrelse og med pæne proportioner.

Uden flere dikkedarer blev træet valgt, og Gemalen savede sig til varmen, for træet havde en forbløffende robust stamme.

Vi slæbte træet tilbage til gården, hvor vi fik træet nettet, mens Donnaen så beundrende på de to unge fyre, der måtte lægge alle kræfter i for at hive træet gennem netterens lille tragt. Mens jeg betalte, fik Gemalen på en eller anden måde moslet træet ind i bilen, så der stadig var plads til os andre.

Og på den måde bliver det alligevel rigtig jul i det lille hjem.


Nydelig udsigt, der ikke har noget med sagen at gøre.

fredag den 15. december 2017

Mormors brunkager


Vi har bagt brunkager, min mor og jeg.

Det vil sige, at vi laver dejen sammen, ruller ud til pølser, og så tager jeg min andel med hjem og skærer ud og bager brunkagerne en dag, hvor det passer mig.

Det er min mormors opskrift, som hun med sin sirlige, omend ret krøllede skrift, har skrevet ind i min mors julebog for 40-50 år siden. Siden har min mor skrevet noter til og prøvet at omregne nogle af de skæve mål til noget mere medgørligt.

Det er smadderhyggeligt.

Og virkelig bøvlet.

For det første kan vi aldrig huske, om vi brugte hel, halv eller måske endda trekvart opskrift året før, og selv om vi hvert år er enige om, at vi faktisk spiser færre og færre julesmåkager, så skulle der jo meget nødigt blive for få ... For det andet er min mors største gryde lidt for lille. Hun fik induktion for et par år siden, og i den forbindelse arvede jeg hendes største gryde, og min mor klarer sig fint med sine lidt mindre gryder de øvrige 364 dage i året.

Så er der den der mærkelige potaske, som skal opløses i vand og tilsættes, når smør-sukker-sirupsmassen bobler. Bobler lidt eller bobler meget? Og er sukkeret nu ordentligt opløst? Derefter kan jeg stå og glo ned i gryden og spekulere på, om potasken nu også opførte sig, som den skulle, for jeg kan ikke huske fra året før, hvordan det lige var, det skulle se ud.

Nu er det så, at vi godt ved, at gryden er for lille til det videre forløb, så den varme masse skal over i en stor skål, og det skal helst ske, uden at jeg brænder mig, og uden at jeg spilder alt for meget. I mellemtiden har min mor vejet krydderier og hakket mandler, sukat og pomerans. Især mandlerne er genstand for diskussion hvert år. Bliver de hakket for små, kan man næsten ikke smage dem, men er stykkerne omvendt for store, kan de gøre det (endnu mere) besværligt at skære brunkagerne ud.

Når en mægtig mængde mel er rørt i, og vi har funderet over, om det mon nu er for lidt eller for meget, skal dejen køle af og sætte sig, før den kan rulles ud til pølser.

Imens kan vi spise frokost og bagefter også nå at binde hver vores adventskrans.

Men så må der heller ikke gå mere tid. For dejen skal være lige tilpas, hvis pølserulningen skal lykkes. Det gør den ikke altid, og sidste år gik det helt galt; dejen var for hård og smuldrede mellem hænderne på os. I år gik det fint. Måske lidt for nemt faktisk, for da kagerne en uges tid senere (for mit vedkommende, min mor havde forlængst bagt sine), skulle skæres ud, hang dejen ikke ordentligt sammen, og rigtigt mange dejskiver endte som puslespil. Det smager de færdige kager ikke ringere af, men kønne er de ikke, og det tager altså ret lang tid, hvis man skal samle hver eneste småkage af to-tre små stykker dejskive.

Til sidst er der det der med, at jeg skal huske ikke at vende rygge til i ret mange sekunder, hvis jeg vil undgå svedne kager ...

Og så er det lige jeg spørger, hvordan dælan gjorde min mormor, da hun i sin tid bagte sine brune kager?

Jeg kan ikke selv huske at have hverken set eller smagt dem, men jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at hun havde lige så meget bøvl med det. At jeg ikke kan finde ud af det, kan meget let tilskrives min absolut begrænsede erfaring. Jeg bager kun småkager til jul og glemmer ganske hvordan fra år til år. Men min mor er jo en gammel, dreven småkagebager, som bager betydelige mængder året rundt, og hun synes også, at mormors brunkager er mildt sagt besværlige.

Det er altså ikke derfor, og hvorfor er det så?

Jeg ved det virkelig ikke, og det gør min mor heller ikke.

Til januar er det hele glemt, og til næste december tager vi en tørn mere, og vil både småbande og undre os.

Og sådan skal det nok være.

Vælge en anden opskrift kan der selvfølgelig overhovedet ikke være tale om.


mandag den 11. december 2017

Weekend-ups'er


Det er bare så dejlig nemt og bøvl-frit at købe ting og sager hjem over nettet. Enten kommer varerne helt hjem i eget skur, eller de kan afhentes i det lokale supermarked, hvor jeg alligevel er næsten dagligt, eller på tanken, som jeg kører forbi stort set hver dag.

Nemt nemt.

Så godt som altid.

Bare ikke forleden, hvor jeg havde bestilt en adventsgave til Donnaen. Tre par træningssokker, altså en lillebitte pakke, der uden besvær kunne være kommet i vores postkasse. Hvis altså den var blevet leveret med et af de sædvanlige distributionsselskaber.

Det blev den ikke. Den blev leveret af UPS. Hvor chaufføren går igen med pakken, hvis han ikke får fat i nogen, han kan aflevere den til. Fair nok, men da UPS pr. sms meddelte, at pakken ville blive afleveret fredag, ville der ikke være nogen hjemme, så jeg var nødt til at besvare sms'en med et 1-tal for at afhente pakken på nærmere angivet udleveringssted.

Nede i byen, hvor der er langt mellem parkeringspladserne, og hvor man kan få lov at stå i kø.

Bah! På den måde kunne jeg lige så godt have købt sokkerne i en af byens sportsbutikker.

Pakken kom i hus, og lørdag eftermiddag sad Donnaen og nørklede med en analyse til en dansk stil, da hun pludselig udbryder:

- Ej, se lige den måge! Så tæt plejer de da ikke at komme på huset.

Og nej, det gør de ikke. Men Fruen plejer heller ikke at glemme sin fedt-befængte bradepande på terrassen ...

Den, både terrasse og bradepande, havde den nysgerrige måge fundet, og den var nu i fuld gang med at fordele fedtet i små, fedtede (sjovt nok) klatter ud over et alt for stort areal.

Så Fruen fik travlt med at redde bradepanden indenfor. Så travlt, at der blev spildt lidt - mestendels regnvand - på gulvet, som så også måtte ekspres-optørres, før Kamelen stak snuden i det.

Alt blev klaret, og så faldt sneen, og nu kan ingen - ikke en gang mågerne - se, hvis der stadigvæk ligger små snaskede klatter fedt på terrassen.

Til gengæld blev det lidt at se, at Fruen troede, at hun kunne læse blogindlæg, mens hun bagte brunkager. Selv om jeg stod med Ipadden lige ved siden af ovnen, lykkedes det alligevel at gøre en plade lidt mere solbrændt end planlagt. Kagerne skal nok glide ned, især fordi jeg stadig ikke har bagt pebernødder, og Gemalen derfor kun har netop brunkagerne at kaste sig over.

Sådan forløb weekenden egentlig meget fredeligt.

Det sidste ups blev opdaget, før det indtraf, og godt for det, for ellers var Fruen nok blevet en anelse olm. Det viste sig nemlig, at den senest ibrugtagne pølleposerulle ikke er af vanlig kvalitet. Heldigvis opdagede jeg det, før skaden skete, for først at opdage det på den trælse måde i optagningsøjeblikket; det er virkelig noget ..

.. lort.

Fra søndagens formiddagstur med Kamelen.

mandag den 4. december 2017

Novembernakke


November kom, og november gik.

Uden at gøre noget særligt væsen af sig, og det var egentlig meget rart, for sidste år var jeg godt nok træt af først oktober og siden både november og december.

Men hvad foretog jeg mig egentlig i november, kan jeg så godt spekulere på.

Ikke det helt store. Men jeg brugte en del tid på at besøge diverse kloge menesker angående mit tinnitus-ramte øre.

Og en af dem, en hørepædagog, sagde blandt andet, at det kunne være en rigtig god ide, at jeg gjorde en indsats for at afspænde min hals og nakke - forudsagt altså at jeg havde spændinger de steder, og hvem har ikke det? - fordi man vidste, at sådanne spændinger kunne 'stå og synge' og gøre tinnitussen værre.

Så jeg kontaktede min læge, som skrev en henvisning, og jeg kontaktede min sundhedsforsikring, som sagde ja, og så startede jeg til fys.

Det var mægtig rart, for jeg var jo ikke egentlig dårlig, men nød bare, at nakken fik en tur. Helt op til der, hvor hovedet er skruet på halsen.

Fyssen snakkede. Om alt muligt. Om andre patienter med tinnitus. Ikke fordi han havde erfaring i tinnitus-behandling, for det havde han overhovedet ikke, men fordi nogle af de patienter, der kom hos ham med andre gebrækkeligheder, altså også led af tinnitus.

Det blev et ugentligt frikvarter, hvor jeg ikke skulle gøre så meget andet end at slappe af.

En torsdag ville fyssen dog godt lige se, hvor meget bevægelighed, jeg havde i halsen, og drejede mit hovedet pænt langt ud til først den ene og så den anden side.

Det skulle han ikke have gjort.

Umiddelbart syntes jeg bare, det var ubehageligt. Om aftenen begyndte det at genere. Men det var jo fyssen, så det var nok okay. Fredag overvejede jeg, om jeg skulle kontakte fyssen, at jeg havde ret ondt i nakken. Men lod være. Det gik nok hurtigt over igen.

Det var dumt.

Hen over weekenden blev det bare værre, og mandag morgen havde jeg et solidt hold i nakken. Et af den slags, hvor det er svært overhovedet at dreje hovedet - selv liggende, og hvor bare det at synke morgenmad var ubehageligt.

Da Donnaen var fragtet i skole tog jeg derfor sporenstregs hen til fysserne og meddelte sekretæren, at nu måtte hun være sød at finde en fys - hvem som helst, når som helst, bare det blev hurtigt - for jeg havde hold i nakken og ville gerne have hjælp. NU.

Jeg fik en tid klokken elleve. Hos en dame-fys. Som først tjekkede, at der ikke sad nerver i klemme nogen steder. Og så høvlede mig igennem, som jeg aldrig er blevet det før.

Først sagde det adskillige knæk i min ryg, og derefter moslede, masede, rykkede, skubbede og drejede hun med min nakke og mit hoved og min hals, så jeg både svedte og fik kuldegysninger, mens jeg skiftevis sagde av-av og AV! Jeg er sikker på, at patienterne i de tilstødende ikke særligt lydisolerede kabiner tænkte deres ...

Bagefter følte jeg mig - ja, nemlig - mørbanket, men næste dag gik det heldigvis meget bedre.

Jeg fik endnu en tur af dame-fyssen to dage senere, hvor hun beklagede, at jeg stadig var for spændt i muskulaturen, til at hun kunne få den rette vinkel på for at 'brække halsen' på mig. Selv syntes jeg, det lød meget lidt rart og var faktisk ret glad for, at det ikke kunne lade sig gøre.

Nu er jeg tilbage hos 'min egen' fys, som har beklaget - næsten på sine grædende knæ - at han havde forårsaget mit hold. Til hans store ros skal det siges, at han overhovedet ikke har prøvet at frasige sig sit ansvar for miseren, og jeg går derfor også til fys i øjeblikket 'på husets regning', hvilket jeg jo ikke kan være utilfreds med.

Det hjælper også, og nu kan jeg snart dreje hovedet normalt igen.

I mellemtiden blev det december.