Mormors brunkager

Vi har bagt brunkager, min mor og jeg.

Det vil sige, at vi laver dejen sammen, ruller ud til pølser, og så tager jeg min andel med hjem og skærer ud og bager brunkagerne en dag, hvor det passer mig.

Det er min mormors opskrift, som hun med sin sirlige, omend ret krøllede skrift, har skrevet ind i min mors julebog for 40-50 år siden. Siden har min mor skrevet noter til og prøvet at omregne nogle af de skæve mål til noget mere medgørligt.

Det er smadderhyggeligt.

Og virkelig bøvlet.

For det første kan vi aldrig huske, om vi brugte hel, halv eller måske endda trekvart opskrift året før, og selv om vi hvert år er enige om, at vi faktisk spiser færre og færre julesmåkager, så skulle der jo meget nødigt blive for få ... For det andet er min mors største gryde lidt for lille. Hun fik induktion for et par år siden, og i den forbindelse arvede jeg hendes største gryde, og min mor klarer sig fint med sine lidt mindre gryder de øvrige 364 dage i året.

Så er der den der mærkelige potaske, som skal opløses i vand og tilsættes, når smør-sukker-sirupsmassen bobler. Bobler lidt eller bobler meget? Og er sukkeret nu ordentligt opløst? Derefter kan jeg stå og glo ned i gryden og spekulere på, om potasken nu også opførte sig, som den skulle, for jeg kan ikke huske fra året før, hvordan det lige var, det skulle se ud.

Nu er det så, at vi godt ved, at gryden er for lille til det videre forløb, så den varme masse skal over i en stor skål, og det skal helst ske, uden at jeg brænder mig, og uden at jeg spilder alt for meget. I mellemtiden har min mor vejet krydderier og hakket mandler, sukat og pomerans. Især mandlerne er genstand for diskussion hvert år. Bliver de hakket for små, kan man næsten ikke smage dem, men er stykkerne omvendt for store, kan de gøre det (endnu mere) besværligt at skære brunkagerne ud.

Når en mægtig mængde mel er rørt i, og vi har funderet over, om det mon nu er for lidt eller for meget, skal dejen køle af og sætte sig, før den kan rulles ud til pølser.

Imens kan vi spise frokost og bagefter også nå at binde hver vores adventskrans.

Men så må der heller ikke gå mere tid. For dejen skal være lige tilpas, hvis pølserulningen skal lykkes. Det gør den ikke altid, og sidste år gik det helt galt; dejen var for hård og smuldrede mellem hænderne på os. I år gik det fint. Måske lidt for nemt faktisk, for da kagerne en uges tid senere (for mit vedkommende, min mor havde forlængst bagt sine), skulle skæres ud, hang dejen ikke ordentligt sammen, og rigtigt mange dejskiver endte som puslespil. Det smager de færdige kager ikke ringere af, men kønne er de ikke, og det tager altså ret lang tid, hvis man skal samle hver eneste småkage af to-tre små stykker dejskive.

Til sidst er der det der med, at jeg skal huske ikke at vende rygge til i ret mange sekunder, hvis jeg vil undgå svedne kager ...

Og så er det lige jeg spørger, hvordan dælan gjorde min mormor, da hun i sin tid bagte sine brune kager?

Jeg kan ikke selv huske at have hverken set eller smagt dem, men jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at hun havde lige så meget bøvl med det. At jeg ikke kan finde ud af det, kan meget let tilskrives min absolut begrænsede erfaring. Jeg bager kun småkager til jul og glemmer ganske hvordan fra år til år. Men min mor er jo en gammel, dreven småkagebager, som bager betydelige mængder året rundt, og hun synes også, at mormors brunkager er mildt sagt besværlige.

Det er altså ikke derfor, og hvorfor er det så?

Jeg ved det virkelig ikke, og det gør min mor heller ikke.

Til januar er det hele glemt, og til næste december tager vi en tørn mere, og vil både småbande og undre os.

Og sådan skal det nok være.

Vælge en anden opskrift kan der selvfølgelig overhovedet ikke være tale om.