Søndagspletter

Hvis der var nogen rød tråd i min søndag, var det pletter.

Allerede mens jeg sad ved morgenbordet og kiggede i en avis, som jeg var for søvnig til rigtigt at læse i, kom Donnaen farende:

- Hvad er der sket inde i mit skab? forlangte hun at få at vide.

- Øh? Jeg har lagt noget tøj på plads (så rar kan jeg nemlig godt være), men ellers er der vist ikke 'sket' noget inde i dit skab.

- Jamen, så se lige her. Der er prikker over det hele!

Og så præsenterede Donnaen mig for tre forskellige bluser eller trøjer, der ganske rigtigt var fyldt med pletter. Små bitte, sorte dutter, der primært sad på skulder og ærme. På den ene side.

Prikkerne sad næsten jævnt fordelt i streger, som om nogen var gået ned ad stoffet. Og det, tror jeg også, er præcist, hvad der er sket. Et eller andet insekt er blevet lukket inde i garderobeskabet og har så kvitteret med systematisk at skide (undskyld!) op og ned ad Donnaens bluser. Måske bare en grim spyflue, men det er for ulækkert at tænke på, så det er nok en natsværmer eller en sommerfugl, har jeg sagt til Donnaen.

Den var ny og  ikke set før. Min mor havde heller ikke, da jeg ringede og spurgte. Hun burde jo vide alt. Ikke alene er hun min mor; hun har også boet på landet - med sære insekter flyvende ind og ud af huset - i en menneskealder.

Heldigvis sad prikkerne som små dutter oven på stoffet og lod sig relativt nemt pille af, så efter en halv times arbejde havde jeg 'birkes' nok til to rundstykker. Slippe for at vaske bluserne kunne jeg dog ikke, da Donnaen var ved at dø ved tanken om, at noget i bogstaveligste forstand havde beskidt hendes tøj.

De næste pletter stod Gemalen for. 

Han havde været til cykelløb, og det var gået vældig fint. Lige ind til et fjols (jo, det var et fjols, for han havde kigget bagud, mens han sad midt i et felt) var kørt op i hans baghjul.

Så Gemalen var styrtet.

Og selv om det ikke var noget voldsomt styrt, så kom det - qua Gemalens blodfortyndende medicin - alligevel til at se voldsomt ud. Ikke alene var der blodpletter på både cykeltøj og håndklæde og skiftetøj, Gemalen dryppede også på gulvet fra et lille snit i en lillefinger. Et snit, der selvfølgelig gik op igen, da Gemalen skulle bakse cyklen ud af bilen.

Gemalen selv? Han har slået sin ankel, sit knæ, sin hofte, sin albue, sin skulder og sit hoved. Lige over øjet var der en fin blå skygge, da han kom hjem. Den voksede med forbløffende fart, og Gemalen vågnede her til morgen med et vaskeægte sæbeøje.

Godt, det var sæsonens sidste landevejsløb. Nu er der 'kun' mountainbike-o-løb tilbage. Og de er jo ikke så farlige. Bilder jeg mig ind. Mens jeg fuldstændigt abstraherer fra, at det var ved sådan et løb, Gemalen for tre år siden stod på hovedet, slog en revne i en nakkehvirvel og endte med halskrave i 12 (tolv!) uger ...

De sidste pletter var mine egne.

Det er dem, de hærgende krager har lavet i min plæne. Da jeg fik slået græsset og revet efter, var der slet ikke noget tilbage i et par pletter. Bortset altså fra mælkebøtterne. De stod alle fint tilbage, solidt forankret i deres pælerødder.

Men pletvis var det skam en fin dag.

Tørklæde-alderen

- Skal du have et tørklæde mere? spurgte Donnaen med løftede øjenbryn, da vi sidst var ude at shoppe.

- Du købte jo et andet lige her forleden dag, fortsatte hun. Lettere anklagende.

Nu vil jeg i første omgang undlade at bemærke, at Donnaen selv stod med en top, som hun bare måtte have, selv om hun da fik en anden for ganske nylig. Det kommer nemlig ikke sagen ved. I første omgang.

Men jo, jeg skulle have et tørklæde. Et mere. Man skal aldrig gå ned på tørklæder. 

Det var så, hvad jeg - bortset fra en bog - købte til mig selv den dag.

Og jeg var egentlig godt tilfreds.

Indtil jeg kom til at fundere, om det er noget aldersbetinget? Om jeg er kommet i tørklædealderen? Altså den alder, hvor man på forhånd bliver lidt træt ved tanken om at stå i snævert prøverum og prøve toppe og bukser og hvad ved jeg, og så siger til sig selv, at et enkelt tørklæde kan man da altid købe. For at forkæle sig selv. Bare lidt. Og til at pifte den ellers ret så velkendte garderobe op med.

Det kunne godt virke sådan. 

I hvert fald befinder Donnaen sig i en helt anden kategori. Hun i toppe-alderen. At hun ikke bare tilhører mere-af-det-hele-alderen skyldes primært hendes begrænsede økonomiske formåen. En ny top er til at komme i nærheden af, selv med et lille lommepenge-budget. Hvorimod bukser, overtøj og støvler med mere er så urimeligt dyre, at Donnaen må nøjes med det, hun kan plage sig til.

Mere-af-det-hele-alderen er således nok mest for dem, der har fået et fedt (fritids)-job, men ikke har særligt mange (andre) udgifter. De fleste i den kategori er 3-5-10 år ældre end Donnaen.

Sådan findes der en række tøj-aldre. Jeg ved bare ikke rigtigt, hvad der kommer efter tørklæde-alderen. Kommer der overhovedet noget?

Hvis tørklæde-alderen bare fortsætter livet ud, synes jeg egentlig, det er lidt skræmmende, at jeg er havnet der ...

Ravnemor danser på bordet

Jeg er lidt bagefter.

Det er fordi, jeg har gået og tygget på mit indlæg siden mandag. 

Hvor jeg næsten havde skrevet (jeg havde i hvert fald tænkt på det) om, hvor absolut yndigt jeg synes, det er at være alene hjemme, mens Donnaen er i Berlin og Gemalen på Sjælland.

Men så læste jeg først Kong Mors indlæg og siden Susannes. Og de begræd begge de tomme pladser om spisebordet eller i sofaen om aftenen. Og de ser begge med gru frem til, at tilstanden bliver permanent.

??

Nu er der gået to dage, hvor jeg har spekuleret på, om jeg er totalt ravnemor, når jeg danser på bordet, så snart familien er ude af huset?

Måske.

Det er jo ikke fordi, jeg ikke tænker på Donnaen, mens hun er væk. For det gør jeg skam. Jeg savner hende. Og tænker på hende cirka 728 gange om dagen. Og cirka 87 gange om natten. For har de nu styr på det, lærerne. Og nu bliver de vel ikke væk, ungerne. Og husker hun nu at spise, Donnaen. Og og og.

Men samtidig synes jeg altså også, at det er rart med nogle dage, hvor jeg ikke behøver at bruge krudt på lektier og rent gymnastiktøj. På henten og bringen. Og for sene spise- og sengetider. Nogle dage, hvor jeg kan smide lidt ekstra timer efter jobbet og måske få bund i nogle bunker. Eller hvor jeg måske kan nå forbi gartneren og købe stankelbenslarvedræber til min græsplæne.

Og når Gemalen så oven i købet skal to dage til Sjælland, kan jeg gøre præcis, hvad jeg vil uden den mindste hensynstagen til andre end mig selv. Jeg kan spise hvor, hvornår og hvad jeg vil. Er jeg i gang med et eller andet (oprydnings-)projekt, behøver jeg ikke at stoppe og pakke væk igen, fordi der skal købes ind. Eller laves mad. Eller spises. Eller soves for den sags skyld.

Det ville ganske givet være uholdbart på længere sigt. Eller i hvert fald kræve en helt anderledes form for selvdisciplin, end den jeg lægger for dagen, når jeg er alene hjemme i et par dage. 

Men på længere sigt er stadig langt væk, og i små portioner er det altså skønt.

Ravnemor danser videre.

Mig?

Det store plæne-møfleri

- Hvad er det lige, du har haft gang i? spurgte jeg Gemalen i går morges, da Donnaen og jeg skulle afsted, og han stod i døren og kyssede farvel.

- Hvad mener du? spurgte han desorienteret.

- Dér i hjørnet af græsset. Hvad har du lavet? sagde jeg og pegede på det nærmeste hjørne af græsplænen. Hvor nogen eller noget havde krattet og rumsteret, så græsset lå i totter, og jord var røget ud på fliserne.

- Det er altså ikke mig, sagde Gemalen og så måbende på ødelæggelserne. 

På sin vis var jeg selvfølgelig ret lettet over, at Gemalen ikke pludselig var gået grassat med en stålrive i haven. Men jeg var også lidt foruroliget; for hvem pokker var så? Altså, ikke gået grassat med en rive. Men hvem havde møflet med min plæne?

Samme dag, sidst på eftermiddagen kom jeg kørende ind ad indkørslen, da en krage kom susende lige imod mig og min forrude. Der skete ikke noget. Ud over, at jeg blev forskrækket. Jeg synes, krager er temmelig store, sådan helt tæt på. Men da jeg så kommer ud af bilen, ser jeg, at græsplæne-ødelæggelserne har taget til i omfang. En hel del endda.

Og så lagde jeg to og to sammen. Og fik tre-en-halv. For hverken Gemalen eller jeg har nogen sinde hørt eller set, at krager kunne finde på at splitte en plæne ad.

Men det havde min far, x-storbonden.

- Ja ja, din plæne er sikkert fuld af stankelbens-larver, sagde min far. Helt glad over at kunne opklare mit mysterium.

- Du skal bare være glad for, at kragen tager larverne, for de ødelægger plænen. Det er sådan nogle små, brune nogen, der siger blop, hvis man træder på dem, fortsatte han entusiastisk. Du kan jo gå ud og kigge, om du kan finde nogen.

Det nægtede jeg dog, da jeg ikke følte noget udpræget stort behov for at finde ud af, om min plæne indeholdt larver, der ville sige blop, når jeg trådte på dem. Iøvrigt var det blevet aften, og jeg kunne alligevel ikke gøre hverken fra eller til.

Godt så. 

Kragen gjorde altså nytte. Men hvor sjovt er det lige med en nytte-krage, når den samtidig splitter min græsplæne ad til atomer? Efter lidt googleri ved jeg nu også, at der findes et bekæmpelsesmiddel mod stankelbenslarver. Som er dyrt. Og skal anvendes i oktober-november. 

Det er der jo l-æ-n-g-e til. Hvis kragen inviterer alle sine artsfæller til festmiddag i min have, er plænen totalt pløjet op længe inden.

En gang i mellem kunne jeg godt tænke mig, at naturen opførte sig lidt mindre naturligt.

Min massakrerede græsplæne.

Ja, jeg ved godt, græsset skal slås.

Og nej, hegnet er virkelig ikke pænt,
men naboen vil jo ikke have det ned ...

Omvendt september-strip

Det er jo ikke fordi, jeg ikke kan lide september.

For det kan jeg. Det kan være en fantastisk måned. Med flotte morgener med dråber i alle spindelvævene og dampende mosekonebryg i alle lavninger. Med gode lugte i skov og have. Solfyldte eftermiddage. Og så videre.

Temperaturen er også okay. Den er ikke så pruste-hed som i juli, og den er ikke istappe-kold. Den er faktisk ret behagelig midt på dagen. Lige tilpas.

Jeg kan dog ikke så godt lide de kulsorte aftener og nætter. Okay, det var det flotteste måneskin i nat. Og at det ikke er ordentligt lyst, når vækkeuret ringer.

Det værste ved september er dog, at det, på trods af gode dage, er uimodsigeligt slut på sommeren. Det kan være den smukkeste sensommer, javel. Men højsommer er det altså bare ikke mere. 

Og så bliver det efterår, og bagefter vinter. 

Og. jeg. kan. ikke. fordrage. vinter.

Min sommerdyne er allerede blevet for kold. Jeg frøs, da jeg skulle sove i aftes. Jeg burde have hentet et tæppe, men det gad jeg jo ikke, så jeg sov sammenkrøllet og ikke særlig godt . En varmere dyne må frem inden sengetid i aften.

Sommertøjet er heller ikke længere varmt nok. Jeg har stadigvæk en masse liggende og flyde. Sommertøj, altså. Fordi det kunne jo være, at der blev en halv eftermiddag, hvor det stadigvæk er muligt at holde varmen i korte ærmer, stumpede bukser og sandaler. Men stykke for stykke må jeg se i øjnene, at det ikke duer. Shortsene er pakket væk. Og de tyndeste bluser. Igår satte jeg de første to par sandaler hen ved siden af kassen med sommertøj. De er ikke hoppet op i kassen endnu. Men de gør det nok idag.

Så ryger stumpebukserne til vask, og den lette trøje lægges væk. Og efterhånden som dagene går, tager jeg mere og mere tøj på. Som i et omvendt stripshow. Lange bukser, lange ærmer, lukkede sko, strømper, varmere sweater.

Overtøjet er blevet til en rigtig jakke. Et tørklæde er også nødvendigt.

Det er stadig nogenlunde okay. For jeg har stadig stort set min normale facon. Jeg kan bevæge mig for mit eget tøj. Og jeg får ikke hedeslag, hvis jeg skal være indenfor i en butik i mere end to minutter.

Her til morgen var det bare rigtig nisse-koldt, og jeg måtte finde mine handsker frem. De tynde, lækre, pink ruskindshandsker. Som egentlig er ret kække.

Men handsker er for pokker vintertøj. Selv tynde, lækre, pink ruskindshandsker. Og før end jeg får set mig om, vil jeg igen gå rundt og ligne et telt, en udstoppet søpølse eller en lyserød udgave af michelinmanden.

Jeg bliver lidt træt, bare af at tænke på det.

Men hjem kom vi da

Altså stod vi der i JFK-lufthavnen og havde pludselig alt for god tid.

Irriterende, men så kunne vi jo tage det roligt, når folk før os i indcheckningskøen stod og faldt i staver og slet ikke lagde mærke til, at de blev kaldt frem. Eller når nogen på grund af overvægt pludselig gik i gang med at omorganisere indholdet i deres kæmpestore kufferter - og efterlade de åbenbart mindst vigtige effekter.

Og vi havde fin tid til at få noget at spise, og til at nyde et sidste kig ind mod New Yorks skyline, og til at kigge på butikker. Dem var der dog alt for få af. Vi brugte l-a-n-g tid i en Pandora-butik. Salgsdamen tog det heldigvis helt afslappet og smilede forstående, da vi indrømmede, at vi ikke havde til hensigt at købe noget som helst, men bare var i gang med at slå tiden ihjel.

Hos boghandleren forsynede vi os derimod med en hel stabel bøger plus et par blade. Og hørte så, at systemet til kort-betaling var brudt ned, så man kunne kun betale med kontanter. Det var ikke så smart, for jeg havde (til min egen store tilfredshed) næsten ingen kontanter tilbage. Altså var det lidt surt, at skulle hæve kontanter i dyre domme, men det var der jo ikke noget at gøre ved, for undvære læsestof til både ventetid og tur ville vi ikke. Så vi regnede ud, hvor mange dollar, vi skulle hæve og placerede så diskret vores stabel i et hjørne i håb om at finde den igen lidt senere.

Det lykkedes, vi læste lidt, og tiden gik. Vi boardede, og vi fløj. Det spørgsmål, som mindst halvdelen af passagererne nu var interesseret i at få svar på, var, om vi ville kunne nå vores næste fly ud fra Berlin. Stewarden svarede beroligende, at i og med, at vi var omkring 200 passagerer, som skulle videre, var han sikker på, at alle flyene ville blive holdende og vente på os. Det var jo meget rart, for Gemalen skulle op klokken fem for at hente os, og vi havde ikke kunnet give ham anden besked, end at vi måske ville blive forsinkede

Men en times tid før landing viste det sig, at stewarden havde været for optimistisk på vores vegne. Vi ville ikke nå vores fly, og passagerer, der skulle videre til 20-25 forskellige destinationer i Europa blev bedt om at henvende sig ved Air Berlins skranke i lufthavnen.

Øv.

Det var i særdeleshed øv, fordi den normalt allestedsnærværende tyske Ordnung muss sein var pist væk forsvundet. Så 200 mennesker tordnede hen mod Air Berlins skranke, hvor der var tre ansatte til at tage sig af os. Almindelig pli og kø-kultur var væk, og noget forsøg på måske at etablere en kø med kø-bånd og kø-stolper eller lignende blev ikke gjort.

De mere scenevante var tydeligvis kommet først til skranke, men alle vi andre stod bare i en kæmpe kødrand, der kun bevægede sig marginalt en gang i mellem.

Og så skete der noget meget mærkeligt. En ortodoks jøde, med sort frakke, hat og slangekrøller kom roligt gående og stillede sig yderst i kødranden. Det så meget tilforladeligt ud, men hver eneste gang, kødranden bevægede sig, overhalede han nogen og kom længere frem. Ingen sagde noget. Ikke til ham i hvert fald, men da jøden jo var meget iøjnefaldende, gik det ikke upåagtet hen, og folk begyndte at knurre indbyrdes. Ord som arrogant, ubehøvlet og typisk kom i brug. 

Jøden var ligeglad. Hans projekt lykkedes. Og vi andre kunne vel bare være glade for, at der ikke var palæstinesere i køen, for så var der da udbrudt krig lige her og nu! Jeg begriber bare ikke, at man, når man nu tilhører en så synlig minoritet, synes, man skal føre sig frem på en måde, der virkelig irriterer omgivelserne. Hans opførsel den dag gjorde ikke noget godt for folks generelle opfattelse af jøder.

Endelig nåede Donnaen og jeg frem til skranken, hvor vi straks fik at vide, at vi allerede var ombooket til næste fly til København. Fint nok, men hvorfor i alverden skulle vi så først opleve de kaotiske tilstande. Hvorfor var der ikke sprunget en medarbejder op på skranken for at meddele os, at naturligvis ville alle blive booket på første fly i samme retning, så vi kunne egentlig bare tage det stille og roligt. Eller hvorfor kunne de ikke bare have råbt os op, når de nåede til os i systemet, så vi undgik al den skubben og masen? Det er ikke godt at vide. Totalt uprofessionelt var det i hvert fald.

Og så måtte vi vente igen. Gemalen var forlængst ankommet til Amager, men kunne heldigvis invitere sig selv til kaffe hos gode venner. Donnaen og jeg fordrev tiden - i den virkeligt kedelige Tegel-lufthavn - med at indkøbe og fortære nogle sandwiches for de 5 euro-vouchers, vi så generøst havde fået som kompensation på vores ventetid. Tiden sneglede sig afsted, men til sidst fløj vi da, og vi landede - og så gik det galt igen.

For vores bagage var ikke med. Og det går der jo først lidt meget tid med at konstatere, og bagefter skal det anmeldes, og det tager endnu mere tid. Donnaen var grædefærdig, for hvad nu med hendes nye tøj. Var det helt forsvundet? Det var det ikke, kunne vi tre dage senere konstatere, men det vidste vi jo ikke med sikkerhed på det tidspunkt, så det var ikke så sjovt.

Endelig kunne vi gå ud til Gemalen, som tålmodigt havde ventet yderligere en time på os. Og ved at snakke non-stop hele vejen hjem til det midtjyske, lykkedes det os faktisk at undgå at falde i søvn før næsten almindelig sengetid, så vi undgik det helt store jet-lag.

En hektisk, men supergod tur var slut.

Og Donnaen begyndte fluks at drømme om at komme afsted igen ...

Hverken her eller der

Flyet hjem fra New York skulle afgå klokken 17. Vi ville blive hentet af shuttlebussen klokken 13, men skulle være ude af vores værelse allerede klokken 11. Det ville blive en lang dag.

Vi er desværre ikke særligt gode til at udnytte tiden på sådanne hjemrejsedage. Vi får hjemrejse-kriller og er nok lidt overforsigtige i forhold til,  hvad vi tror, vi kan nå at foretage os.

Men afsted, ud at spise morgenmad, og efter det en stor omvej hjem til hotellet. På den måde kom vi ind i et hyggeligt område, hvor vi ikke før havde været. Det yderste af Soho vistnok. Desværre var det for tidligt på dagen til at gå i butikker og for sent på turen til at komme tilbage. Det var også på denne morgen-trisse-tur, vi kom forbi den lille brandstation med de tåredannende mindeplader for brandmænd, der var omkommet under redningsarbejdet i forbindelse med 9/11. 

Tilbage på hotellet pakkede vi vores habengut og iførte os - noget modvilligt - lange bukser, så vi ikke ville komme til at fryse for meget på flyet. Jeg vidste ikke, om vi kunne få lov til at efterlade vores bagage på hotellet, men det kunne vi heldigvis godt, så vi slap for at sidde to timer på trappen og glo.

I stedet kunne vi gå den sidste lille tur ud i byen. Det blev lidt på må og få i det nærmeste område. På et tidspunkt landede vi på en bænk i et lille grønt område med en legeplads i den ene ende. En børnehave var på udflugt, og en flok smårollinger tumlede glade rundt. Det var primært kinesiske børn, men også børn i alle nuancer af chokolade. De var totalt nuttede, og Donnaen var helt solgt og planlagde straks at flytte til New York efter endt skolegang og ernære sig som børnehavepædagog.

Mens rollingerne rendte rundt i den ene ende af området, var et hold midaldrende kinesiske husmødre i gang med noget, der lignede en mellemting mellem tai chi og aerobic. I hvert fald var det ikke noget, der fik pulsen synderligt op, men damerne hyggede sig tydeligvis og gik sludrende derfra i små grupper. Det så rigtig hyggeligt ud.  I det hele taget blev det lille grønne område udnyttet fuldt ud; tæt på vores bænk havde et kinesisk par anbragt en ghettoblaster, og så valsede de rundt til deres, i vores ører, særprægede musik. Sjovt. Den slags burde der virkelig være noget mere af i de danske parker.

Alt i alt en så fredsommelig atmostfære, at man fuldstændigt kunne glemme, at vi sad i en af verdens store, hektiske byer. Men det gjorde vi, og det skulle vi desværre ikke blive ved med, så vi traskede hjem til hotellet. Fandt vores kufferter, afleverede lidt drikkepenge til receptionisten og slæbte vores pikpak ned ad trappen og ud på fortovet, hvor vores shuttlebus allerede holdt og ventede på os. Tre minutter før tid, og jeg nåede derfor slet ikke at bekymre mig om, hvorvidt den nu ville komme. 

Vi hoppede om bord, og efter et par yderligere påstigninger gik turen mod lufthavnen. Selv om vi ikke holdt helt stille en eneste gang, tog det alligevel sin tid, og jeg begyndte at forstå, hvorfor vi skulle hentes hele fire timer før afgang. Chaufføren havde (selvfølgelig) helt styr på flyselskaber og terminaler, så det var bare at meddele ham, hvilket selskab, vi skulle flyve med, så sørgede han for at at læsse os af det rette sted. 

Så langt så godt.

Knapt så godt at opdage, at vores afgang var forsinket med to timer ...

Downtown Manhattan set fra Empire State Building.

Fra Brooklyn Bridge til Broadway

Når der nu ikke sådan lige sker alverden, smider jeg da bare de sidste hele tre indlæg om Donnaens og min tur til New York på som en slags blog-pausefisk:

**

Med en enkelt dag tilbage begyndte logistikken blive en udfordring. Brooklyn Bridge lå til den ene side, Empire State Building lå til den anden. Heldigvis var vi, syntes vi selv, blevet gode til subwayen, så efter morgenmaden hoppede vi direkte ned i undergrunden og tog toget til Brooklyn Bridge.

På vej ud over broen, blev vi antastet af tre søde, unge studerende, der gerne ville stille os en hel masse spørgsmål i forbindelse med en opgave, de var i gang med. Vi fulgtes et stykke, mens vi svarede på dit og dat, og først bagefter blev jeg klar over, at jeg overhovedet ikke havde været opmærksom på, hvad de hver især foretog sig, mens vi snakkede. Et panik-tjek af mobil og pung senere kunne jeg ånde lettet ud og konstatere, at de heldigvis var præcis det, de udgav sig for; søde unge studerende. Pyh!

Broen var under renovering, men ikke mere end, at man stadig havde den storslåede ud over vandet og ind mod downtown Manhattan. Der var en livlig trafik af gående, løbende og cyklende, så man skulle se sig for, før man trådte et skridt tilbage for at tage billeder.

Da vi havde set os mætte og repeteret alt, vi kunne huske, fra tur-guidens snak et par dage forinden, gik vi tilbage til stationen. Og konstaterede, at træerne voksede endnu ikke helt ind i himlen for så vidt angik vores færdigheder som subway-brugere. Når man har kørt sit togkort igennem automaten og skal gennem karrusel-lågen ind til perronen, så skal man altså ville det. Ellers kommer der en indefra og vil ud, og så mister man sit klip. Donnaen tøvede, og så gjorde jeg det samme, og ud kom passagerne fra det netop stoppede tog. Resultat: tabt tur og 'flade' togkort. De lod sig dog hurtigt 'tanke op' igen, og så havde vi lært det.

Det kunne ikke spolere vores gode humør. Lidt senere, mens vi sad på en bænk, og jeg prøvede at få mit bykort, både det indre og det, jeg havde i hånden, til at vende rigtigt, var der en venlig ældre herre, som komplimenterede mit engelske, da han absolut måtte vide, hvor vi dog var fra med vores særprægede indbyrdes sprog. At få at vide, at man taler som en indfødt new yorker er jo skønt. Og at rosen straks resulterede i nedsmeltning af sprogcentret, så resten af samtalen kom til at lyde som en dårlig Kim Larsen-parodi, vælger jeg at se helt bort fra ...

Vi fandt Empire State Building, og vi nød udsigten, som den dag var rigtig god. I modsætning til da vi et par dage før var oppe i Top of the Rock i regnvejr.

Vel nede igen var det, der sprang Donnaen mest i øjnene, de mange jøder. Især de ortodokse med deres lange sorte frakker, særprægede hatte og ikke mindst slangekrøller fik Donnaens øjenbryn i vejret. Alle frokostrestauranterne i området gjorde også meget ud af at skilte med kosher mad. Det betød jo ikke noget for os, men nu kan vi sige, at vi har spist kosher pizza.

Bagefter kunne vi jo passende shoppe lidt. Macy's lå lige ved siden af. Der var nu ikke noget, der tiltalte Donnaen. Andre butikker var mere spændende. Og da klokken var cirka halv tre, nåede vi frem til Times Square. Som Donnaen næsten syntes, hun kendte, fordi hun havde set den, altså pladsen, firkanten, the Square på så mange film og i så mange serier, at den virkede som et sted, hun havde været før. Næsten altså.

Og mens Donnaen havde øjne så store som tekopper, nærmede vi os det magiske sted; the TKTS ticket booth med billige billetter til aftenens ikke-udsolgte Broadway-forestillinger. Jeg havde håbet på, men ikke turdet love Donnaen en tur i teatret på Broadway. Men nu stod vi der, og tiden passede perfekt i forhold til billet-bodens åbning klokken tre. Køen var lang, men ikke endeløs, og der var flere gode forestillinger at vælge mellem, så vi kunne have både en plan B og en plan C, hvis vi ikke kunne få de ønskede billetter.

Men det kunne vi. Så om aftenen troppede vi op til Annie, The Musical, der spillede i Palace Theatre, lige ud til Times Square. Vi var enige om, at vi ikke kunne nå at spise rigtig aftensmad, så vi snuppede en sandwich fra en kiosk. Og så sad vi der på Times Square og gumlede sandwiches og kiggede på folk og lysreklamer.

Lige til Donnaen ikke kunne holde det ud et sekund længere. Nu skulle vi altså gå ind. Der var et kæmpe mylder af mennesker, men det gik alligevel ganske gnidningsfrit at komme ind og finde vores pladser. Som ikke var bag en stolpe eller på anden måde usædvanlig dårlig, som moderen i et forbigående øjebliks anfald af pessimisme havde forestillet sig. Tværtimod var vores pladser overraskende gode. Ganske vist ude til siden, men så passende langt tilbage, at det ikke gjorde noget. Og - oh mirakel - skråt ud til en gang, så Donnaen havde fuldstændig frit udsyn fra sin plads, og jeg næsten lige så god udsigt.

Forestillingen om den lille forældreløse Annie var supergod. Der blev sunget og danset og spillet skuespil, så det var en fryd. Antallet af medvirkende stort, kulisserne overdådige. Vi var tydeligvis på Broadway og ikke til en skrabet forestilling på et dansk provinsteater (ikke, at der er noget galt med det, men altså). Ekstra spændende var det selvfølgelig at se en forestilling om New York i selveste New York. Og så var publikum meget veloplagt, klappede, hujede og piftede, så det var en fornøjelse.

Donnaen var totalt opslugt. Kunne jeg se, når jeg en gang i mellem selv havde tid til at skæve til hende. Så vi var helt høje på gode oplevelser, da vi igen forlod teatret og kom ud i mylderet på Times Square.

Og hvilket mylder! Alle Broadways teatre havde tilsyneladende lukket publikum ud samtidig. Donnaen syntes, det var lidt voldsomt, men stemningen var god, vejret behageligt, og det var bare at følge med strømmen til den nærmeste subway-station.

Her skulle det så vise sig, at 'vores' tog-linie var lukket. Med perron og det hele. Og vi fulgte så med mylderet gennem lange gange til en anden perron med andre linier. Vi missede et enkelt tog, da moderen først lige skulle konsultere sit kort for at sikre sig, at vi var på rette vej. Det var vi, og så endte vi med at sidde i toget lige over for vores naboer fra teatret, en pige og hendes bedstemor. Der genkendte os lige så vel, som vi genkendte dem. Og så snakkede vi lidt med dem, ind til de skulle af efter cirka halvt så mange stop som os. Ret hyggeligt faktisk.

Næste dag skulle vi desværre allerede hjem. Det kom vi også, selv om det tog lidt længere tid end beregnet.

Malere på Brooklyn Bridge.

Hva'for en have?

Efter at have brugt en stor del af lørdagen i et hjørne af Rold Skov, hvor Gemalen kørte MTB-O-løb, tilbragte Donnaen og jeg hele søndagen på den hjemlige matrikel, mens Gemalen var afsted igen.

Donnaen ordnede sine lektier, og jeg gik ud i den have, som jeg mente at kunne erindre, skulle befinde bag ved huset.

Jeg har stort set ikke været i haven i to måneder. Og med mindre jeg bliver nødt til at slå græs helt frem til jul, bliver der også tale om absolut bundrekord i antal gange, jeg har slået græsplænen i denne sæson.

Sidste gang jeg slog græs - for tre uger siden efter en pause på fem uger - var plænen ved at springe i skov. Bogstavelig talt. Græsset var kun vokset i den nederste trediedel af plænen. På de resterende to-trediedele var der i stedet kommet rigtigt mange bævreasp-skud. Det er naboens træer, der sender deres rødder afsted i susende fart. Så længe græsset bliver slået tit nok, er det ikke et problem, men så snart jeg vender ryggen til, står der en fin ny skov, næste gang jeg kigger.

Så slemt var det ikke denne gang. Med skoven. Græsset var til gengæld groet pænt meget. Der var også kommet et par små svampe. En mere svampekyndig end jeg havde nok gjort sig den ulejlighed at undersøge, om det var champignon. Men ikke jeg. Iøvrigt er der jo ikke meget mad i to svampe, så de fik en tur i plæneklipperen, og så duftede der fint af champignon bagefter. Syntes jeg. Måske lugter alle svampe bare ens?

Der var også en stor tidsel. Ikke stor i højden. Kun fem centimeter. Eller måske syv. Men stor som en middagstallerken i omkreds. Den er der endnu. For jeg kørte udenom og vil nu lade den stå for at se, hvor stor den bliver inden vinter. Og så skal jeg helst huske at få den fjernet, inden den sender en million frø ud i retning af mit staudebed.

Dér er nemlig frø nok. Lupiner, morgenfruer, valmuer og lampepudsere smider så mange frø, at det er lige ved at blive for meget af det gode. Selv om jeg vældig godt kan lide dem alle sammen - det er jo mig selv, der har sået eller plantet dem i første omgang - så vil jeg også gerne have plads til andre planter. 

For eksempel til min hortensia, selv om den er lidt fjollet og prøver at begå selvmord flere gange i løbet af et år. Først døde den næsten, da den nåede at skyde, inden den sidste onde frost satte ind i senvinteren. Derefter så den helt og aldeles tørke-død ud, da vi kom hjem fra sommerferie. Efter et par uger, hvor jeg havde været for sløv til at grave den op, begyndte den at skyde igen. Og nu ser den egentlig meget godt ud. Mage til vægelsindet plante skal man lede længe efter.

Men hvor er forresten mine tre fine riddersporer blevet af? Dem, jeg plantede i dette forår. Og hvis særheder jeg derfor ikke kender. Gemmer de sig blot, eller er de visnet helt væk. Og er det i så fald bare, hvad man kan forvente af riddersporer, eller er det et tarveligt kollektivt selvmord?

Så kom jeg ikke længere med hverken havearbejde eller -overvejelser. Det blæste så meget, at parasollen væltede, og jeg blev træt af at opholde mig ude. Gemalen kom hjem og lagde parasollen på plads i skuret. Hvilket var fint, for den var knastør, og det ville den ikke have været nu, efter det plaskregnede det meste af mandagen. 

Men også lidt trist, at den kom ind, for det er også et udtryk for, at der næppe er brug for den mere i år.

Tidsel i Fruens have.

U U - Uhyggeligt!

Vi var til forældremøde i aftes.

Det var ikke uhyggeligt. Det var næsten hyggeligt. Kun 'næsten' fordi Donnaen går i en sammenbragt klasse, hvor forældrene kun i beskedent omfang kender hinanden, og derfor er hyggeniveauet bare lavere.

Men altså, lærerne var helt generelt godt tilfredse med klassens unger. Og alle glæder sig til den forestående tur til Berlin. Det bliver så spændende, så spændende.

Inden klasse-forældremødet var der samlet orienteringsmøde for alle 8.klassernes forældre. Hvor en kommunal UU-vejleder fortalte om vejledningsforløbet i forbindelse med ungdomsuddannelserne.

Og det var uhyggeligt.

For det første føles det temmelig uhyggeligt, at vi må se i øjnene, at Donnaen ikke længere bare er en lille tulle. At hun er blevet stor og ret så teenage-agtig i sin opførsel er ikke forbigået vores opmærksomhed, men derfra og så til at skulle til at forholde sig til, hvad hun skal efter grundskolen, er der rigtig langt. I mit hoved. Knapt så langt i virkeligheden.

For det andet er det ret uhyggeligt så bureaukratisk, så detaljeorienteret, så tidskrævende processen er. Der skal orienteres og vejledes, skrives op - og ned, ønskes og vælges, udfyldes skemaer og lægges planer, og følges op og rettes til. Og og. Jeg bliver helt træt på forhånd.

Det er jo fint, at man i den grad har styr på de store unger, så der ikke er nogen, der falder gennem systemets masker og ikke rigtig får begyndt på noget som helst efter 9. eller 10. klasse. Men behøver man at gøre det til en videnskab? Og hvad nu hvis man ikke lige kan finde sin drømme-uddannelse eller -job i en eneste kasse i et eneste skema, er man så på forhånd dømt ude? Det var nemlig sådan, at vi blev præsenteret for fine power points med mulighederne her i kommunen. Samt lidt henvisninger til uddannelsesmuligheder i nærmeste udland (læs: Aarhus). Det føltes lidt 'take it or tab det, vi opererer ikke med andre muligheder'. Noget, der faldt meget lidt i tråd med den kække indgangsreplik om, hvor vigtigt det var, at de unge bliver gjort bekendt med alle deres muligheder ...

Allerværst, allermest uhyggeligt var det dog, at den gode UU-vejleder tilsyneladende kom direkte fra en session, hvor hun var blevet udsat for et massivt overload af regeringsfabrikerede holdninger med dertil hørende retorik og one-linere. Det hele drejede sig om, hvor evigt saliggørende erhvervsuddannelserne er, og vi sad tilbage med næsten dårlig samvittighed over, at Donnaen ikke overvejer at blive hverken mekaniker eller maler. 

Og det er jo ikke, fordi jeg har noget imod erhvervsuddannelserne. Flertallet af medarbejderne i Verdensfirmaet har en erhvervsuddannelse som ballast. Jeg har tidligere selv arbejdet på en teknisk skole, og jeg har den største respekt for disse uddannelser. Som så mange andre mener jeg faktisk også, at samfundet som sådan har satset forkert ved bevidstløst at sende så mange i gymnasiet. Men derfor behøver man jo ikke at vende 180 grader og sætte alle de gymnasiale uddannelser i skammekrogen.

Gemalen og jeg skubbede lidt til hinanden og rullede med øjnene. Og da vi kom hjem og skulle aflægge referat, prøvede vi at nedtone vores indtryk en lille smule. Det er jo meningen, at Donnaen skal til vejledningsmøde og i en eller anden udstrækning samarbejde med denne UU-vejleder, så kunne vi nu undgå at gøre Donnaen alt for negativ på forhånd, var det nok smartest. Men da Donnaen kom hjem fra skole idag, kunne hun fortælle, at andres forældre havde været ved at udvandre i protest, så det kan godt blive en kamp at få både Donnaen og hendes kammerater til at møde op med ja-hatten på.

Hvilket er træls.

Og også ret uhyggeligt. For det er jo for pokker deres fremtid, det handler om.

En dejlig kedelig weekend

Det har været en rigtig dejlig, kedelig weekend.

Lige sådan en, vi trængte til.

Hvor der skete absolut ingenting. På den gode måde.

Vi tullede bare rundt og ordnede lidt af dit og dat. 

Vaskede og strøg. Støvsugede og vaskede gulve. Og så videre. Men nåede ikke at slå græsset, før det begyndte at regne. 

Gemalen har ordnet holderen til bruseren. Og skruet lidt på sine cykler. Faktisk også på min, der i den sidste tid har knirket faretruende. Han har cyklet. Og set på andre, der cyklede. Vueltaen kræver hans tilstedeværelse. På sofaen. 

Donnaen har læst lektier og udarbejdet en madplan for september. Altså minus den uge, hvor hun er i Berlin med klassen. For der må vi klare os selv, siger hun. Bagefter støvsugede hun. Og læste lidt flere lektier. 

Og da Donnaen gerne vil have lidt hjælp til både det ene og det andet, og iøvrigt opfatter sine forældre som omvandrende opslagsværker, så blev vi virkelig testet. For hvordan var det nu lige med 2. Verdenskrig, og hvad hulan er begyndelseskomma? Hvordan får man skrevet mindst ti sætninger på tysk om sin sommerferie. Heraf fem konstruktioner med før nutid. Ich bin in Polen und Deutschland gewesen. Jawohl, men så mangler der stadig fire sætninger. Ach, du lieber ...

For ikke at tale om den helt store udfordring; en hel række spørgsmål til det periodiske system. Det krævede en indsats, for Donnaen har ingen umiddelbare planer om at gå i Einsteins fodspor, og moderen har altså ikke ret meget paratviden at gøre godt med, når det gælder ædle luftarter, halogener og andet godt fra samme skuffe. 

Så der måtte læses. Langhåret tekst. I rå mængder. 

Faktisk synes jeg, at det er ret meget, der kræves. Så vidt jeg husker, blev jeg først selv introduceret for det periodiske system i gymnasiet. 

Måske husker jeg forkert. Men når jeg tænker på det periodiske system, så er det Svend, der underviste i kemi i gymnasiet, jeg tænker på. Og ikke Jensen-tak fra folkeskolen. Ja, han hed altså ikke Jensen-tak, men det var det, han sagde, hvis vi vovede at tiltale ham med fornavn. Han var lidt gammeldags. Ikke Svend, men Jensen-tak og ville ikke kaldes ved fornavn. Eller måske syntes han bare, det var træls at hedde Frede, når han skulle undervise os unger, der alle havde siddet klistret til DRs monopol-skærm og set Sørøver Sally og skrålet med på sangen 'Jeg går og hedder Frede'.

Og sådan gik det til, da Fruen skulle hjælpe Donnaen med det periodiske system, men i stedet endte med at nynne om frikadeller og sodavand med brus.

Fredes bedste ven, Sørøver Sally.
Billedet er fundet her.