Fra Brooklyn Bridge til Broadway

Når der nu ikke sådan lige sker alverden, smider jeg da bare de sidste hele tre indlæg om Donnaens og min tur til New York på som en slags blog-pausefisk:

**

Med en enkelt dag tilbage begyndte logistikken blive en udfordring. Brooklyn Bridge lå til den ene side, Empire State Building lå til den anden. Heldigvis var vi, syntes vi selv, blevet gode til subwayen, så efter morgenmaden hoppede vi direkte ned i undergrunden og tog toget til Brooklyn Bridge.

På vej ud over broen, blev vi antastet af tre søde, unge studerende, der gerne ville stille os en hel masse spørgsmål i forbindelse med en opgave, de var i gang med. Vi fulgtes et stykke, mens vi svarede på dit og dat, og først bagefter blev jeg klar over, at jeg overhovedet ikke havde været opmærksom på, hvad de hver især foretog sig, mens vi snakkede. Et panik-tjek af mobil og pung senere kunne jeg ånde lettet ud og konstatere, at de heldigvis var præcis det, de udgav sig for; søde unge studerende. Pyh!

Broen var under renovering, men ikke mere end, at man stadig havde den storslåede ud over vandet og ind mod downtown Manhattan. Der var en livlig trafik af gående, løbende og cyklende, så man skulle se sig for, før man trådte et skridt tilbage for at tage billeder.

Da vi havde set os mætte og repeteret alt, vi kunne huske, fra tur-guidens snak et par dage forinden, gik vi tilbage til stationen. Og konstaterede, at træerne voksede endnu ikke helt ind i himlen for så vidt angik vores færdigheder som subway-brugere. Når man har kørt sit togkort igennem automaten og skal gennem karrusel-lågen ind til perronen, så skal man altså ville det. Ellers kommer der en indefra og vil ud, og så mister man sit klip. Donnaen tøvede, og så gjorde jeg det samme, og ud kom passagerne fra det netop stoppede tog. Resultat: tabt tur og 'flade' togkort. De lod sig dog hurtigt 'tanke op' igen, og så havde vi lært det.

Det kunne ikke spolere vores gode humør. Lidt senere, mens vi sad på en bænk, og jeg prøvede at få mit bykort, både det indre og det, jeg havde i hånden, til at vende rigtigt, var der en venlig ældre herre, som komplimenterede mit engelske, da han absolut måtte vide, hvor vi dog var fra med vores særprægede indbyrdes sprog. At få at vide, at man taler som en indfødt new yorker er jo skønt. Og at rosen straks resulterede i nedsmeltning af sprogcentret, så resten af samtalen kom til at lyde som en dårlig Kim Larsen-parodi, vælger jeg at se helt bort fra ...

Vi fandt Empire State Building, og vi nød udsigten, som den dag var rigtig god. I modsætning til da vi et par dage før var oppe i Top of the Rock i regnvejr.

Vel nede igen var det, der sprang Donnaen mest i øjnene, de mange jøder. Især de ortodokse med deres lange sorte frakker, særprægede hatte og ikke mindst slangekrøller fik Donnaens øjenbryn i vejret. Alle frokostrestauranterne i området gjorde også meget ud af at skilte med kosher mad. Det betød jo ikke noget for os, men nu kan vi sige, at vi har spist kosher pizza.

Bagefter kunne vi jo passende shoppe lidt. Macy's lå lige ved siden af. Der var nu ikke noget, der tiltalte Donnaen. Andre butikker var mere spændende. Og da klokken var cirka halv tre, nåede vi frem til Times Square. Som Donnaen næsten syntes, hun kendte, fordi hun havde set den, altså pladsen, firkanten, the Square på så mange film og i så mange serier, at den virkede som et sted, hun havde været før. Næsten altså.

Og mens Donnaen havde øjne så store som tekopper, nærmede vi os det magiske sted; the TKTS ticket booth med billige billetter til aftenens ikke-udsolgte Broadway-forestillinger. Jeg havde håbet på, men ikke turdet love Donnaen en tur i teatret på Broadway. Men nu stod vi der, og tiden passede perfekt i forhold til billet-bodens åbning klokken tre. Køen var lang, men ikke endeløs, og der var flere gode forestillinger at vælge mellem, så vi kunne have både en plan B og en plan C, hvis vi ikke kunne få de ønskede billetter.

Men det kunne vi. Så om aftenen troppede vi op til Annie, The Musical, der spillede i Palace Theatre, lige ud til Times Square. Vi var enige om, at vi ikke kunne nå at spise rigtig aftensmad, så vi snuppede en sandwich fra en kiosk. Og så sad vi der på Times Square og gumlede sandwiches og kiggede på folk og lysreklamer.

Lige til Donnaen ikke kunne holde det ud et sekund længere. Nu skulle vi altså gå ind. Der var et kæmpe mylder af mennesker, men det gik alligevel ganske gnidningsfrit at komme ind og finde vores pladser. Som ikke var bag en stolpe eller på anden måde usædvanlig dårlig, som moderen i et forbigående øjebliks anfald af pessimisme havde forestillet sig. Tværtimod var vores pladser overraskende gode. Ganske vist ude til siden, men så passende langt tilbage, at det ikke gjorde noget. Og - oh mirakel - skråt ud til en gang, så Donnaen havde fuldstændig frit udsyn fra sin plads, og jeg næsten lige så god udsigt.

Forestillingen om den lille forældreløse Annie var supergod. Der blev sunget og danset og spillet skuespil, så det var en fryd. Antallet af medvirkende stort, kulisserne overdådige. Vi var tydeligvis på Broadway og ikke til en skrabet forestilling på et dansk provinsteater (ikke, at der er noget galt med det, men altså). Ekstra spændende var det selvfølgelig at se en forestilling om New York i selveste New York. Og så var publikum meget veloplagt, klappede, hujede og piftede, så det var en fornøjelse.

Donnaen var totalt opslugt. Kunne jeg se, når jeg en gang i mellem selv havde tid til at skæve til hende. Så vi var helt høje på gode oplevelser, da vi igen forlod teatret og kom ud i mylderet på Times Square.

Og hvilket mylder! Alle Broadways teatre havde tilsyneladende lukket publikum ud samtidig. Donnaen syntes, det var lidt voldsomt, men stemningen var god, vejret behageligt, og det var bare at følge med strømmen til den nærmeste subway-station.

Her skulle det så vise sig, at 'vores' tog-linie var lukket. Med perron og det hele. Og vi fulgte så med mylderet gennem lange gange til en anden perron med andre linier. Vi missede et enkelt tog, da moderen først lige skulle konsultere sit kort for at sikre sig, at vi var på rette vej. Det var vi, og så endte vi med at sidde i toget lige over for vores naboer fra teatret, en pige og hendes bedstemor. Der genkendte os lige så vel, som vi genkendte dem. Og så snakkede vi lidt med dem, ind til de skulle af efter cirka halvt så mange stop som os. Ret hyggeligt faktisk.

Næste dag skulle vi desværre allerede hjem. Det kom vi også, selv om det tog lidt længere tid end beregnet.

Malere på Brooklyn Bridge.