søndag den 31. marts 2013

Lav påske-puls


Nøj, hvor har vi bare dovnet den de sidste par dage.

Sovet længe og lavet ingenting.

Vores puls har været så lav, at den nok næsten har været umålelig.

Det startede ellers meget energisk Skærtorsdag, hvor Donnaen og jeg gik i kirke, og Gemalen var ude at cykle på landevej for første gang i meget lang tid.

Men så om eftermiddagen, hvor jeg ville i haven, men ikke kunne få skydedøren til skuret op og dermed ikke kunne få fat i mine haveredskaber, gik gassen lynhurtigt af ballonen. Samtidig lå Gemalen på sofaen og var mere flad end godt var ovenpå sin cykeltur, der var både koldere og hårdere end forventet.

Og så foretog vi os simpelthen intet i to dage.

Der blev gjort nogle halvhjertede forsøg på at planlægge sommerferien, men de strandede på en svensker, der ikke gad svare på en mail. Og pludselig havde Gemalen også mere lyst til at køre til Portugal i oktober end til Nordsverige i juli ...

Så kom sommertiden og solen, og Gemalen indvilligede i at bruge et reklame-break i Flandern Rundt på at åbne døren til skuret, og så gik jeg ellers i haven bevæbnet med mit ørnenæb. Op på min bakke for at gøre bare en lille smule for at sikre udsigten fra bænken i den kommende sæson.

Det var dejligt at komme ud, vinden var i det rigtige hjørne, så jeg arbejdede i læ, og solen bagte. Faktisk så meget, at først handsker og siden jakke blev smidt. Begge dele var dog en dum ide, for jeg rev lynhurtigt den ene hånd på en halv-vissen hindbærgren, og et øjeblik efter kunne jeg pille torne ud af fingrene på den anden. Og uden jakken hang min sweater ustandseligt fast i både torne og grene. Så det blev i stedet både jakke og handsker, men nul sweater.

Derefter gik det bare derudaf. Haps, haps, haps blev horisonten udvidet. Helt bogstaveligt. Der lugtede ret sært. Måske bare af rådyr? I hvert fald kunne jeg se, at de havde været der, og der går vist en lille buk og fejer lidt på nogle af træerne, hvis bark ser så underlig slidt ud visse steder.

Efter veludført dåd - det vil sige, da jeg ikke gad mere - fik mine lavendler en tur. Jeg har klippet dem skævt. Med vilje, for sidste sommer bredte de sig lige lidt for meget ud over fliserne. Nu er det så spændende at se, hvad de siger til den behandling. Om de vil skyde pænt til begge sider eller kvittere med at strejke til flisesiden. 

Jeg nåede også lige at fjerne en enkelt spandfuld staude-kvas og -knæk, inden det blev for koldt, og jeg gik indendøre igen. Der er pænt liv i de fleste stauder, men jeg er bange for, at min hortensia har forivret sig tidligere på året, for den har sat skud, som nu sidder og ser meget afsvedne ud. Min sommerfuglebusk lavede samme nummer for to år siden. Og det døde den af ...

Ellers var der bare tilbage at konstatere, at det mest grønne er ukrudt eller mos.

Så det er helt, som det plejer.

Pause på bakken.
Med udsigt til naboens nabo.



onsdag den 27. marts 2013

Er vi virkelig nødt til at købe en terrassevarmer, før det hjælper?


Som alle andre er jeg ved at blive bims over det manglende forår.

Ja ja, jeg ved godt, at det er en heftig generalisering. Der er måske er cirka 0,3 procent af befolkningen,der synes, det er evigskønt med fortsat fimbulvinter. Undskyld til dem.

Det er ellers ikke, fordi vi ikke har gjort vores for at jage vinteren på flugt.

Sådan a la paraplyer og gummistøvler i sommerferie-bagagen til at holde regnvejret væk med.

Det vil sige, det er mest Gemalen, der har været i gang.

Desværre må det også siges, at hans projekt opførte sig så drilagtigt, at det i sig selv givetvis har været årsag til rigtigt mange snebyger.

En af de første dage i januar, på en dag hvor det sneede, købte han sig en sneslynge. På tilbud. I en kasse. Som samle-selv-sæt.

Det var selvfølgelig ikke nok til at jage sneen på flugt, så mens Gemalen rodede med at samle bæstet, sneede det videre, og Fruen så sig nødsaget til at gribe skovlen for at bane sig vej ud til skraldebøtte og postkasse.

Omsider lykkedes det. Og bæstet blev påfyldt benzin (olie? - whatever), slæbt udenfor og startet.

- Host - host - host! var alt, hvad der kom ud af det. Plus benzin (olie? - whatever) ud på fliserne, hvor det kan ses endnu.

Det forstod Gemalen ikke en lyd af og smed resolut bæstet bag i bilen og kørte hen til forhandleren og klagede sin nød. At få en ny kunne der ikke blive tale om, så Gemalens sneslynge blev sendt til reparation. Og var væk længe.

Imens sneede det.

Bæstet blev meldt repareret, blev afhentet og forsøgt startet. Uden held. Blev afleveret og sendt til reparation igen. Og var væk længe.

Imens sneede det.

Historien gentog sig, og Fruen gik fra at være utilfreds på den lettere overbærende måde til ualmindelig knotten.

Vi havde nu passeret vinterferien, og sneen fortsatte med at vælte ned. Og vi fortsatte med at skovle ...

Så faldt Gemalen og slog sin albue, og vi brugte ikke megen hjernekapacitet på at tænke på hverken sne eller sneslynge.

Men så en dag meddelte Gemalen, at nu måtte jeg godt hjælpe ham med at løfte bæstet ud af bilen, for det kunne han ikke selv med sin dårlige albue. NU var den repareret og funktionsduelig, lovede han.

Og da den annoncerede snestorm kom og blev til et lille beskedent drys, trak Gemalen i startsnoren.

Og - oh mirakel - bæstet startede, og Gemalen fornøjede sig med at fjerne sne i både indkørsel og foran huset.

Siden har det næsten ikke sneet.

Her altså. 


Men forbasket koldt er det jo stadig. Og nu vil jeg så gerne vide, hvad vi skal gøre for at få kulden til at forsvinde? 

Er vi virkelig nødt til at købe en terrassevarmer, en varmekanon eller hvad?


Gemalen med bæstet. Der er ikke overdrevent meget
sne at flytte, men nu ved vi da, at bæstet virker.



mandag den 25. marts 2013

Helt til rotterne

Donnaen gik ned med flaget.

Først et par feberdage og så efterfølgende snot og hoste.

Derfor gik weekenden med hjemlige sysler. Og jeg havde blandt andet god tid til at kigge ud i haven. Det er det eneste, vi kan med den have i øjeblikket. Kigge ud i den og fodre fugle. De fugle, der efterhånden - efter noget, der ligner ekstrem jysk sindighed - endelig er ved at indfinde sig. Både antallet og diversiteten er blevet forbedret. Og det er jeg jo godt tilfreds med.

Der er kommet bogfinker og kvækerfinker. Grønsiskener, musvitter og mejser. Fornylig så jeg for første gang en kernebider. Og blev så glad, at Donnaen og Gemalen var ved at dø af grin over mit henrykte udbrud. Ignoranter, siger jeg bare.

I denne weekend så jeg to silkehaler. Dem havde jeg heller aldrig set før, så Gemalen måtte straks trækkes hen til vinduet for at beundre fænomenet. Der så iøvrigt var fløjet.

- Dem har jeg da set før, sagde Fugleignorant Senior.

- Hvad??

- Ja, har de ikke sådan en lille dusk på hovedet?

- Jo??

- Jeps, dem har jeg da set. Flere gange, fremturede han.

- Uden at fortælle mig det. Det kan du da ikke være bekendt, vrissede jeg.

- Nå, er de da noget særligt?

Grrrr, ignoranter!

Senere sad silkehalerne der igen. Jeg prøvede at forevige dem. Men kombinationen af lamel-gardiner, mobil-kamera og modlys var ikke særlig heldig, så det blev mest til sorte pletter.

Måske skyldes det øgede fugle-tal også, at jeg er blevet bedre til at fodre?

I begyndelsen lagde jeg kun frø i fuglehuset. (Og æbler på jorden). Og fandt så ud af, at fuglene foretrak at sidde på jorden under fuglehuset i stedet for inde i det. Altså smed jeg efterhånden lige så mange frø ud på plænen, og det har virket fint.

Jeg ved godt, at fuglene på den måde er mere udsatte for rovfugleangreb, men hvis det er sådan de vil ha' det, så må det jo være sådan.

Men så havde Gemalen en dag hørt i radioen, at man på den måde risikerede at tiltrække mus og rotter. Det mente Fruen dog ikke, hun behøvede at tage sig af. Den eneste mus, der er set på matriklen, var en, der dejsede ned, da den var på brombærrov uden for soveværelsesvinduet en sensommermorgen for et par år siden.

Og rotter - visse vasse.

Nu er jeg dog knap så kæphøj.

For der har været folk ude at grave i naboens have. 

Og det var ikke, som jeg troede, efter frostsprængte vandrør.

Det var efter rotter.

Argh!

Sort plet med æble. Det ER en silkehale!

fredag den 22. marts 2013

Man kunne jo også bare få gebis - brobyggeri IV


Jeg fik min bro

Det gik hurtigt og nemt. Og bortset fra, at det - trods bedøvelse - var en temmelig ubehagelig oplevelse at have suget til at køre op og ned af de nedfilede bropille-tænder, så var der ret beset ikke meget at pive over.

Siden har jeg været til en enkelt - forudset - finjustering. Og jeg skal nok til en mere, før biddet igen er helt perfekt.

Men hold da op, hvor fik jeg travlt med at tale fornuft med mig selv. 

For selv om jeg da udmærket godt ved, at jeg ikke kan mærke noget, når tandlægen filer, rasper, pudser eller, hvad han nu gør, på mine fine, nye porcelænstænder, så sad der altså en lille tandlægeforskrækket sjæl et sted inde mellem ørerne og mente noget helt andet ... 

Så nu mangler jeg egentlig bare at betale regningen. Hvilket selvfølgelig også er slemt nok i sig selv.

Herefter skulle alt så helst være lutter lagkage og tandpastasmil de næste m-a-n-g-e år.

Ellers bliver jeg sur. 

Og forlanger at få gebis.

Det gør jeg nok ikke, men egentlig kan jeg ikke lade være med at tænke hvorfor ikke? For det er da i nogle sammenhænge meget mere praktisk end egne tænder. 

Farmor har for eksempel gebis. Hvilket betyder, at plejehjems-assistenterne bare skal huske, at gebisset skal ud og børstes, inden Farmor skal i seng. Det er alt andet lige noget nemmere end at skulle hjælpe Farmor, som godt kan være lidt genstridigmed tandbørstningen.

Min egen Farmor havde derimod sine egne tænder. Det var hun meget stolt af. For det var ikke nogen selvfølge dengang. Men da hun som en gammel, dement dame - for cirka 30 år siden - kom på plejehjem, var det ikke længere så sjovt. For hendes tænder blev glemt. Og det kunne de selvfølgelig ikke holde til. Så min stakkels farmor fik forfærdeligt ondt i sine pludselig meget dårlige tænder.

Hvad man egentlig gjorde, da den smertefulde sammenhæng gik op i sømmene, har jeg enten aldrig fået at vide eller lykkeligt fortrængt. Det er heller ikke særlig rart at tænke på.

Men derimod kan jeg godt sommetider fundere over, at det ville være rart at kunne skrive i en slags næst-sidste vilje, at jeg vil have gebis den dag, hvor jeg er for dement til selv at huske at 
børste mine tænder ...

Aftryk af undermund.
Ikke min, men Donnaens.

tirsdag den 19. marts 2013

Flyttesmil


Både Gemalen og jeg er lige nu lidt småbombede.

Har brugt det meste af dagen på at pakke ud og rykke på plads i Farmors nye bolig på plejehjemmet.

Nu er vi færdige og selv ret godt tilfredse med resultatet.

Der er kun en smule overmøbleret. Og kun en smule overbroderet på væggene, hvor der ikke er mange ledige kvadratcentimeter tilbage. Og der er nips og billeder på hver synlig vandret flade. Alt i alt ligner det dermed meget godt, hvad Farmor kom fra ...

Som den, der havde pakket alle kasserne, var jeg også ret godt tilfreds med, at ikke en eneste ting var gået i stykker. Alle Farmors porcelænsfigurer havde klaret turen. Også Pjerrot, Harlekin og Hyrdinden, der ellers havde lange skrøbelig arme og ben strittende ud til alle sider.

Allermest tilfredse er vi dog med, at selve flytningen gik så godt. 

'Vores' midtjyske flyttefirma udviste maximal jysk flexibilitet, og på den måde lykkedes det hele på trods af ind til flere udfordringer.

Blandt forhindringerne kan nævnes, at der for det første var meget få dage at løbe på. Alligevel lykkedes det firmaet at få læs med fra Jylland til Sjælland, så vi slap for at betale dobbelt tur og dobbelt bro. 

For det andet var der ingen til at lukke flyttefolkene ind hos Farmor og pege møblerne ud, så flyttefolkene skulle selv låse sig ind og hente møblerne ud fra en liste. Det blev klaret til ug. Der mangler ikke noget, og der er ikke for meget med.

For det tredie blev låsene skiftet ud fredag, så vi havde ingen nøgle til flyttefolkene før weekenden. Men en afleveringsaftale lørdag formiddag kom i stand, og så var også det problem løst.

For det fjerde, og da syntes Fruen pludselig, at det blev lidt for spændende, kom vejret pludselig på tværs. Heldigvis afholdt det sig fra at sne, både da der skulle læsses på og af, så vi slap for sjap og smat over det hele. Men blæse gjorde det, og på et tidspunkt så det ud til, at flyttefolkene ville strande på den forkerte side af Storebælt. Men de listede over, og selv om klokken endte med at være halv otte, før de nåede Midtjylland, ville de gerne læsse af, inden de holdt fyraften.

Så mens jeg havde det - i den stride blæst - meget vigtige job som døråbner og -holder, bar og kørte de to flyttefolk alle Farmors ting ind og anbragte dem efter Gemalens forskrifter. Tre kvarter senere var de færdige, og selv om de havde slidt og slæbt og mast og regeret hele dagen, var de stadig i så godt humør, at vi andre også blev helt glade i låget.

Nu mangler vi kun, at Farmor også bliver glad og tilfreds.





fredag den 15. marts 2013

Ingen blufærdighed på K2


Donnaen og jeg nåede at besøge Gemalen mange gange, mens han var indlagt på K2.

Vi kom på alle mulige og umulige forskellige tidspunkter og fik på godt og ondt et vist indblik i dagligdagen på stuen.

Når vi kom om morgenen, inden Donnaen skulle i skole, var det ikke altid, at sygeplejerskerne var færdige med deres morgenrutiner med patienterne, og så måtte vi pænt vente udenfor. Men ellers var der - bortset fra i morfar-pausen over middag - altid fri adgang.

Hvilket jo var dejligt for os.

Men måske en plage for de indlagte?

Især for dem nærmest døren, som vi så af gode grunde skulle forbi, hver gang vi skulle se til Gemalen, der havde vinduespladsen til venstre.

Det var nemlig en fire-sengs-stue. Hvilket, jeg synes, virker noget gammeldags.

Til gengæld var det ikke gammeldags, at de fire senge var befolket af to kvinder og to mænd. Det, synes jeg, faktisk er meget moderne. På den grænseoverskridende måde ...

Bevares, der var skærme, der kunne rulles rundt om sengene og afskærme for indkig, når sygeplejerskerne arbejdede med patienterne. Men skulle de to mobile patienter på toilettet eller lignende, måtte de jo kravle ud og ind af sengene til fri beskuelse. Ligesom de to immobile på grund af varme og/eller ubehag tit sad eller lå med dynen halvt eller trekvart rullet væk.

Og bevares, man ser da ikke (meget) mere end i badeland. Forskellen er bare, at i badeland kommer man frivilligt. Og i badeland er man rask. Og man behøver ikke at flashe store væskende forbindinger over betændte kropsdele.

Altså, jeg tager ikke skade af synet. Og selv om Donnaen rullede lidt med øjnene, så er det for hende kun sundt at opleve, at folk generelt ikke ser ud som dem, der deltager i Divaer i Junglen.

Men jeg har ondt af patienterne. 

Ikke af Gemalen, der har en fortid som orienteringsløber og som på den baggrund kan en masse røverhistorier om frilufts-brusebade i de svenske skove ...

Men de andre. Der alle var betragteligt ældre end mig. Og ikke opvokset i de frisindede 70'ere. 


Jeg synes ikke, det er helt i orden.





PS: Jeg ved ikke, om min mor nåede at grue for, hvor hun havnede, da hun blev indlagt med sin brækkede albue. Bagefter var hun i hvert fald godt tilfreds med, at hun 'kun' havde ligget på stue med to andre ældre damer.

PPS: Hvis nu Gemalen og min mor havde hørt til samme sygehus. Og hvis nu de var blevet indlagt samtidigt. kunne de principielt have ligget på samme stue. Nøj, hvor ville de have hadet det. Begge to.


onsdag den 13. marts 2013

Dårlige albuer - nu i flertal


Gemalen er ved at lære at han skal tage den lidt meget med ro, hvis han vil undgå at belaste sin sårede albue så meget for meget, at han ender i gips. Det er svært, for han vil jo gerne alt muligt. Heldigvis er vejret for en gangs skyld med på den rigtige side af ligningen, for hvem gider at cykle nogen steder i denne vinterkulde?

Så han arbejder lidt, ligger meget på sofaen. Og knurrer en del.

Men han har bare at holde sig i skindet, for jeg tror ikke, jeg vil tage det pænt med flere familiemedlemmer med armen i gips.

Gemalen er nemlig blevet overhalet indenom.

Af min mor.

Som faldt på en bytur i sidste uge. 

Og slog sin venstre arm. 

Og tænkte pyt. 

På trods af en blåsort, hævet underarm og begrænset bevægelighed. Vi så først armen i weekenden og gik straks i gang med formaninger om, at nu skulle hun altså kontakte lægen. For ligegyldigt hvad, så var de blå mærker i sig selv uhyggeligt store. Og armen var jo hævet for pokker. 

Mor var dog ikke meget for at rette sig efter os. Men så kom hun til at lægge sig uheldigt, og det gjorde så udslaget, og hun ringede artigt til lægen. Hvad hun sagde til sekretæren, ved jeg ikke, men hun fik først tid dagen efter.

Derefter kom der dog mere fart over feltet. For lægen sendte mor direkte på hospitalet til røntgen. Som afslørede, at hun havde slået en flis af en knogle. - Og at denne flis havde forskubbet sig - 2 cm. Hvilket så igen gjorde, at ingen kunne begribe, hvordan hun overhovedet havde kunnet holde ud bare at gå rundt med skaden.

Hun skulle selvfølgelig opereres. Og det bliver hun lige nu. 

Og bagefter skal armen i gips. 

Vinkelgips ...



mandag den 11. marts 2013

Sort arbejde


Jeg har udført sort arbejde i, hvad der føles som, det meste af weekenden.

Farmor skal jo flytte.

Det skal noget af hendes habengut også. 

Og det gør det ikke af sig selv, skulle jeg hilse at sige. Så Gemalen og jeg tog til Sjælland for at få sat gang i tingene. 

Medbringende 20 flyttekasser, som jeg - til min egen store tilfredshed - havde nået at få vores rare midtjyske flyttefirma til at levere hjemme hos os i fredags. De var endda blevet smidt direkte ind bag i bilen, så Gemalen slap for at bokse med dem.

Men jeg havde - til min egen store utilfredshed - glemt at bede om silkepapir. I stedet greb jeg bunken med aviser.

Deraf det sorte arbejde. 

For hold da helt fest, hvor bliver man sort, når man pakker glas og porcelæn og billeder og nipsfigurer en masse i avispapir. Og selv om jeg vaskede hænder med jævne mellemrum, fik jeg alligevel lavet sorte streger på mig selv på både næse og kinder.

Jeg pakkede, mens Gemalen i store træk stod for sorteringen. Sådan måtte det nødvendigvis være, da han var nødt til at tage hensyn til sin opererede albue.

Det lykkedes så kun nogenlunde. I dag er albuen hævet under trådene. Det trækker og strammer. Og såret er stadig ikke lukket helt ude på spidsen. Gemalen har vist omsider forstået, at han er tæt på at ryge i gips, så nu ligger han på sofaen i stedet for at sidde ved computeren.

Så jeg pakkede og pakkede, og Gemalen blev med at komme med flere glas og flere kopper og flere tallerkener, som han mente, Farmor skulle have med. Det ender nok med, at Farmor vil kunne invitere det halve af plejehjemmet på kaffe og lagkage og et lille glas ...

Forhåbentlig bliver hun glad for igen at kunne kigge på sine ting.

**

Desværre var det ikke kun os, der havde været på besøg i Farmors gamle hjem. 

Der var gennemtræk, da Gemalen låste op, og det kunne lynhurtigt konstateres, at havedøren var brudt op. En af de langfingrede havde været forbi. Og i god ro og orden fundet Farmors smykker samt et par æsker med bestik. 

Æv.

Skal man mene noget som helst positivt om det, må det være, at tyven faktisk havde arbejdet meget stille og roligt, så der var intet rod og - bortset fra havedøren - intet ødelagt. Positivt var det også, at Farmor ikke oplevede det - og måske ikke vil savne sine smykker.

Betjentene var forresten også både høflige og relativt hurtige til at komme. Det er vel også positivt?





torsdag den 7. marts 2013

Sagen genåbnet - og lukket igen


Gemalen blev sendt hjem i mandags.


Efter at have talt med en sårlæge.

Som kunne fortælle, at ophelingen af Gemalens albue rimeligvis ville tage et halvt år - ET HALVT ÅR!! Måske meget mere. Det var der ingen, der ind til da havde fortalt Gemalen noget om. Og selv havde han ikke drømt om, at det stod så galt fat.

Nul cykeltræning og og nul cykelsæson. Alle planer om mulig kombination af mountainbike-orienteringsløbs-stævner og sommerferie down the drain. Det var ikke til at holde ud.

Heldigvis havde sårlægen et alternativt forslag: At genoperere Gemalen. Åbne albuen og sy den sammen igen. Og hvis Gemalen så ville love højt og helligt ikke at bøje albuen mere end maximalt 90 grader, kunne han slippe for at få gips på. Faktisk kunne han endda relativt hurtigt få lov til at bruge armen i begrænset omfang.

Det tyggede Gemalen nok på i højst 20 sekunder, før han sagde ja tak til genoperation.

Og så blev han lukket ud. På orlov. Med besked på at komme igen onsdag.

Det var dejligt at få ham hjem. Donnaens humør steg betragteligt.

At han var blevet fyldt 
med så meget antibiotika, at det lugtede som om Cheminova havde startet et datterselskab i soveværelset, da jeg åbnede døren derind næste morgen (ja, han sover lige alene et par dage ...) var kun en detalje.

Tirsdag aften var stemningen dog lidt trykket. Tanken om, at Gemalen igen skulle under kniven i fuld narkose var trods alt lidt skræmmende.

Så en nat, hvor alle sov dårligt. Op og afsted.

Vente vente vente.

Midt på eftermiddagen var der lyd. Det var gået godt. Der havde lige akkurat været plads nok til at sy albuen sammen. Og først på aftenen, da jeg hentede Gemalen igen, var han kun udstyret med et forholdsvis lille plaster.

Og de seks uger, der skal gå, før der igen er tilladelse til fuld og fri bevægelse, føles pludselig overkommelige ...

Krokus 2012. Så langt er de slet ikke
endnu i år. Men de er da kommet op  ...


tirsdag den 5. marts 2013

Farmor flytter på landet


Midt i det hele ringede en venlig dame fra kommunen:

- Ja, jeg ringer bare for at sige, at jeg sender jer et brev om, at kommunen kan tilbyde Farmor en plejehjemsplads på Jernbakken i Sommerslev.

(Det hedder hverken plejehjemmet eller byen i virkeligheden, men sådan synes jeg, det er bedst).

Vi har nu boet i det midtjyske i cirka 15 år, men der er stadig nogle (læs: en del) af de små flækker i oplandet, der ikke sidder helt fast. Og da mit hoved i forvejen arbejdede på nedsat kraft, var der hverken klokker, der ringede eller små diodelys, der blinkede ved Sommerslev. Mit svar blev derefter:

- Javel, men æhm er det ikke stort set så langt væk i kommunen, som det overhovedet kan være?

- Næh, det er det så ikke, sagde damen så diplomatisk, hun kunne. 

Jeg kunne dog næsten høre, at hun himlede med øjnene.

- Og da der jo er stor efterspørgsel efter pladserne, bedes I give besked senest på onsdag, ellers går pladsen til en anden. Jeg sender brevet med det samme. Farvel.

Så lørdag formiddag inden dagens første sygehusbesøg tog Donnaen og jeg på udflugt til Sommerslev. Uden nogen aftale, men overbeviste om, at 'det gik nok'. Vi fandt Sommerslev og Jernbakken, som lå ved siden af skolen, som lå ved siden af Kirken, som lå ved siden af resten af Sommerslev, som ikke er ret stor.

Selvfølgelig gik det. Det er jo Jylland det her. Og ude på landet. Søde damer sprang afsted og hentede nøgler, så vi kunne se Farmors måske fremtidige bolig.

Den er rar, var Donnaen og jeg lynhurtigt enige om. Lys og venlig og med en bedre udsigt end Farmor nogensinde har oplevet. Ude på gangen duftede der lifligt af mad fra det åbne køkken.

- Vi tilbereder mad fra bunden, fortalte den søde plejeassistent. Det er vi glade for, for det er vores erfaring, at det påvirker beboernes appetit positivt. De er jo ellers tit lidt småtspisende.

Et par mobilbilleder senere takkede vi pænt og drog glade ned til Gemalen på hospitalet.

- Der er altså pænt. Der kan Farmor godt bo, fortalte Donnaen sin far. 

Og så prøvede vi ellers at forklare Gemalen det hele. På trods af billederne kom vi dog lidt til kort. For min rumlige hukommelse er ikke så god, og Donnaen ligner åbenbart sin mor. Sådan har det også altid været, når vi har set på boliger til os selv. Gemalen kan bagefter huske rumindretning, verdenshjørner, hvordan det er vedligeholdt og så videre. Donnaen og jeg ved bare, om der er rart at være ...

Gemalen rystede på hovedet af os, men lod sig dog overbevise af vores begejstring.

Mandag formiddag ringede jeg tilbage til damen fra kommunen og sagde pænt ja tak.

Så nu - forhåbentlig inden påske - flytter Farmor på landet.

Efter 4½ måned på aflastningsplads det blive godt!


Farmors kommende udsigt.
Det er petanque-banen, man kan se til venstre.

lørdag den 2. marts 2013

Venter - stadig - på far


Donnaen, som synes meget lidt godt om at have sin far indlagt på hospitalet, er blevet skuffet den ene gang efter hinanden.

Onsdag aften mente jeg, at

- far kommer sikkert hjem, inden du får fri fra skole i morgen.

Men det stod allerede torsdag morgen klart, at det gjorde han ikke. I stedet troede jeg, at

- far kommer nok hjem fredag så.

Derefter

- far kommer nok hjem lørdag, for de gider sikkert ikke have ham liggende i weekenden, hvis de kan undgå det.

I dag, lørdag, var vi heldigvis til stede, da både sygeplejerske og læge tilså Gemalens opererede albue. Og det gik endelig op for mig, hvad vi - udover feber og forhøjede infektionstal - egentlig var oppe imod. 


For jeg havde ind til da slet ikke tænkt over, at man selvfølgelig ikke syr pænt sammen efter operation af et betændt område. Så under bandagen ligger Gemalen med en opskåret albue, der skal hele indefra. Jeg fik lov at se med, da jeg lovede ikke at blive dårlig. Donnaen derimod fik travlt med sin mobil ...

Derfor var sygeplejerskens besked:

- Vi tager nye blodprøver på mandag, og så ser vi, hvad der så skal ske.

Donnaen så helt forkert ud, da det gik op for hende, at det pludselig betød to dages yderligere udsættelse på faderens hjemkomst. Til gengæld slipper hun så for at blive skuffet igen imorgen.

Nu kan vi så planlægge mere end en halv dag frem. Hvilket er hårdt tiltrængt efter nogle dage, hvor den daglige rutine har været sat ud af drift. Det er mærkeligt, så svært det pludselig kan være at huske at få vasket og strøget, købt ind og lavet mad. Donnaen på sin side har haft sit hyr med lektierne. 

Der er endda ikke tale om hverken død eller ødelæggelse, men kun om en dum - omend genstridig - infektion. 

Men i næste uge kommer Gemalen helt sikkert hjem!


Rystende dårligt billede af
Gemalens midlertidige opholdssted.