Ned med nakken

Jeg har været nede med nakken.

Bogstaveligt talt.

Et ualmindelig grimt hold satte sig i min nakke søndag aften, og efter at det har haft magten i et par dage, arbejdes der nu ihærdigt på at få det smidt på porten igen.

Hvordan det gik til, vides ikke.

Teorien er, at det skyldes, at jeg er en køre-kylling.

Sådan en der ikke rigtigt tør køre nogen steder, når vejr og føre arter sig mindre pænt.

Og både vejr og føre artede sig virkelig mindre pænt i lørdags. Og køre gjorde jeg alligevel. For jeg skulle til min fars 80 års fødselsdag, mens Gemal og Donna desværre var nødt til at passe et åbent hus-arrangement på den ungdoms-uddannelse, som Donnaen har kig på.

Egentlig var det slet ikke så slemt. Kun en enkelt gang på udturen nåede jeg at tænke 'Åh åh, det her er ikke så godt', mens jeg rutschede sidelæns gennem en kurve. Og da jeg kørte hjem igen, var vejene fine og farbare.

Men Gemalen havde gjort sit til at skræmme livet af mig:

- Du kan ikke køre i det vejr. Jeg skal nok køre dig, men så skal du være klar om et kvarter.

- Jeg kan ikke være klar så hurtigt. Kamelen skal luftes. Og jeg kører selv, meddelte jeg stædigt.

Måske var det derfor. Måske var det ikke.

Men søndag aften begyndte jeg at få ondt i nakken, og mandag morgen kunne jeg stort set ikke røre mig. Det krævede en hånd under hovedet overhovedet at komme op at sidde i sengen.

Temmelig træls mente jeg og ringede fluks til lægen.

Der dog lige syntes, jeg skulle se tiden an, prøve at holde mig smertedækket og så iøvrigt gerne gå en tur. Så gik det måske over af sig selv.

Heldigvis gemte medicinskabet på en lille ration piller i en styrke, der var lidt over almindelige håndkøbs-hovedpinepiller. Og så gik det faktisk tåleligt. Selv Kamelen fik sine lufteture. Dog i en kort version. Og kun på fliser eller asfalt.

Tåleligt var dog en by i Rusland, da jeg vågnede tirsdag morgen klokken alt for tidligt og konstaterede, at jeg absolut ikke var smertedækket, og at det bestemt ikke gik spor bedre.

Så fat i lægen igen. En anden denne gang, da vi er tilknyttet et lægehus med flere læger. Hun ville gerne se mig og konstaterede lynhurtigt, at ja, det var da godt nok et voldsomt hold i nakken, jeg der havde raget til mig. Og så udskrev hun flere smertestillende piller, henviste til en fysioterapeut og fik fat i den sygeplejerske, der kan akupunktur.

Hos fysioteraputen var jeg heldig at få et afbud, så inden dagen var omme havde jeg både været til lægen, fået akupunktur, været til fys og fået smertestillende piller.

Det ene med det andet med det tredie gjorde, at jeg efterhånden begyndte at kunne bevæge hovedet lidt igen. Og i morges, hvor jeg snorksov, da vækkeuret ringede, kom jeg ud af sengen uden de store kvababbelser. Begge dele store fremskridt.

Om lidt skal jeg til fys igen, og i morgen vil sygeplejersken atter sætte sine nåle i mig. Og så varer det forhåbentlig ikke så længe, før jeg igen kan dreje hovedet nogenlunde normalt.

Det bliver dejligt.

Det er også dejligt, at 'systemet' virker. Hurtigt og effektivt.

Så alt i alt er der vel ikke så meget at brokke sig over?

Fra min og Kamelens morgentur søndag.

Hedeture i hundekulde

I min grønne ungdom frøs jeg aldrig.

Selv om det var hundekoldt, kunne jeg færdes i de tyndeste sommerbukser, i kort jakke og uden både hue og halstørklæde. Uden at blive syg vel at mærke.

Sådan er det ikke mere.

Hvornår forandringen er sket, og hvordan det gik til, ved jeg ikke.

Men nu er jeg ved at få lungebetændelse bare ved at se på Donnaens (i mine mor-øjne) noget mangelfulde påklædning ...

Og jeg hader at fryse.

Jeg trækker skuldrene op om ørerne eller prøver at skrue hovedet helt ned under halstørklæde og krave. Det er nok nogenlunde det samme, og ingen af delene virker. Jeg får bare ondt i nakken og hovedpine.

Altså forsøger jeg at finde varmt tøj og holder for eksempel meget af min Miss Piggy-frakke, der egentlig langt hen ad vejen bare er en dyne med ærmer og lynlås. Og derfor skøn varm.

Desværre virker kombinationen Miss Piggy plus Kamel ikke. Miss Piggy er lyserød, uformelig og svær at bevæge sig i på andet end pæne, jævne fortove. Kamelen er et omkringfarende fjollehoved med hang til skov og mudrede arealer.

Noget måtte gøres.

Min ønskeseddel til jul indeholdt derfor en del interessante nyheder. Der stod således både harboøre-habit (læs: termo-kedeldragt) og jens lynere (læs: lange skiunderbukser) på listen.

Desværre fik jeg ingen af delene.

Samtidig blev det koldt, og Gemalen gik på jagt i sine gemmer og fandt et par gamle jens lynere og et et par helt ubrugte overtræksbukser. Selv fandt jeg en gammeldags klaphat med lune øreklapper og spænde under hagen.

Dermed var jeg egentlig meget godt dækket ind i forhold til både blæst og kulde ned til et par graders frost eller fem.

Men så annoncerede DMI pludselig, at vi kunne se frem til ekstrem kulde (måske bliver det slet ikke til noget, og det skal jeg være den sidste til at beklage), og jeg aflagde derfor den lokale byggehandel besøg og forhandlede mig til en termo-kedeldragt til samme rabat, som Verdensfirmaet får på arbejdstøj.

Selvfølgelig havde man ikke lige en frue-model på hylderne. Faktisk heller ikke i katalogerne, men en herre-model, størrelse small blev bestilt hjem. Den passer fint over det hele. Mine ben er bare cirka 10 cm for korte. Men det er en detalje, der kan gøres noget ved. Ja, ikke benene altså, men buksebenslængden ...

Ganske fornøjet ville Fruen straks prøve-gå nyanskaffelsen.

Også selv om det faktisk på det tidspunkt var tøvejr.

Det var en dårlig ide.

For harboørehabitten er virkelig både så varm og så vindtæt som lovet. Og kan givetvis bruges på både fiskerbåde og borerigge. I snestorm. Måske er den også åndbar. Men allerede efter et kvarters gang føltes klimaet som tropisk, og Fruen var ganske overophedet og rød i kammen.

Og det kunne kun gå for langsomt med at komme i bad efter hjemkomsten.

Gemalen grinede lidt, men sagde klogeligt ingenting.

Og skulle det en dag blive rigtigt koldt, så er jeg klar. 

Det er da meget rart at vide. 

Synes jeg.

Jeg har skåret lidt i et billede, som jeg fandt her:

En fremtid som maskinhandler?

I betragtning af hvor overmåde tilfreds jeg var med mig selv bagefter, er det egentlig forbløffende, at dette indlæg ikke er blevet skrevet for længe siden.

Det må vel være glemt mellem pebernødder og gavebånd?

Anyway:

Gennem mange år købte vi vores juletræ hos et elskeligt ældre ægtepar. Det var simpelthen så hyggeligt, og jeg blev altid helt glad i låget, når vi var afsted.

Men juletræerne blev højere og højere, og ægteparret havde besluttet, at de ikke ville bøvle med at plante nye træer, som skulle passes og nusses om. Derfor blev det også sværere at finde et passende træ. Også selv om vi gerne måtte fælde et 5-6 meter højt træ og kun tage toppen med hjem. Det lykkedes et par år, men sidste år, det vil sige julen 2013, lykkedes det faktisk ikke særlig godt, og vi besluttede, at vi måtte finde en anden juletræsleverandør.

Heldigvis har vi gode venner, som har en lille klat skov på hyggebasis. Og de sælger juletræer i den helt rette størrelse. Så hos dem købte vi vores juletræer. Både det til stuen og det til terrassen.

Hvad, vi ikke lige var forberedte på, var, at de ikke havde nogen netmaskine ('for sådan en er jo ret dyr, og vi sælger altså ikke så mange træer'), så vi kunne ikke få vores juletræer 'nettet', og da vi ikke havde taget trailer med, endte det med, at Donnaen nærmest sad under og ikke kun ved siden af juletræerne på vejen hjem. Det brokkede hun sig lidt over, mens Gemalen knurrede over, at der kom en del flere grannåle i bilen, end han havde regnet med.

Fruen brokkede sig ikke. Fruen var også den heldigste med kun lidt juletræstop i det ene øre og ingen støvsugningspligt.

Til gengæld sad Fruen og tænkte. Det gør hun faktisk sommetider ...

Tænkte på, hvor fjollet det var at kende både nogen med juletræer men ingen netmaskine og nogle andre med netmaskine men ingen juletræer.

Men det var der jo ikke noget at gøre ved.

Eller var der?

Jo mere Fruen tænkte, jo mere stod det klart, at jeg i hvert fald var nødt til at prøve at gøre noget.

Bare sådan forsøgsvis.

Så sidste søndag før jul klokken næsten mørkt greb Fruen sin frakke og en æske chokolade og kørte ud til elskelige ældre ægtepar.

Som heldigvis var hjemme og heldigvis heller ikke havde det mindste imod at få uanmeldt besøg. Fruen selv havde muligvis ment noget andet sådan en søndag eftermiddag lige op til jul ...

Fruen blev inviteret indenfor, og før end hun fik set sig om, var der gået halvanden time.

For at gøre en lang historie kort: Det elskelige ældre ægtepar havde overhovedet ikke tænkt på at sælge deres netmaskine, men ville gerne. Og vores venner, der overhovedet ikke havde tænkt på at købe en netmaskine, ville gerne købe en fin og velholdt, brugt maskine til en yderst fordelagtig pris.

Og sådan blev det. To dage senere havde netmaskinen skiftet ejer, og alle var glade.

Ikke mindst Fruen, der yderst fornøjet over sin egen indsats straks overvejede et karriereskift til maskinhandlerbranchen.

Men som Gemalen tørt påpegede:

- Så bliver du nok nødt til først at lære at tage kommission ...

Egon og juledemontering

Hvis Kamelen havde sat snuden op efter en tur i skoven lørdag, blev hun grundigt skuffet.

Egon susede, og Fruen skulle ikke nyde noget af at få et træ i hovedet, så ruterne blev omhyggeligt valgt, så der var mest muligt læ og mindst mulig risiko for væltende træer og flyvende tagsten.

Mindre planlagt men bare heldigt var det, at det faktisk lykkedes os at gå tre ture uden at blive ramt af en af de mange særdeles hidsige byger, der kom piskende med vand, slud og hagl. Særligt glad var jeg lørdag aften, da vi lige akkurat var kommet indenfor i læ og varme, da Egon i sin arrigskab udfordrede de elektriske installationer med et kraftigt lyn og et underligt fladt kapow af et tordenskrald. Udenfor haglede det stort set vandret.

Det viste sig, at der dårligt nok knækkede en gren i de allermest lokale skove. Men det fandt vi først ud af søndag, da Fruen igen turde vove sig ind blandt rigtige træer. Derfor stod Fruen så selv for underholdningen og både skvattede over egne ben og trak halsbåndet af Kamelen (dog ikke på én gang), men det er der jo ingen grund til at nævne.

Altså stod lørdagen i de indendørs syslers tegn. Og så lå det lige for at demontere julen.

Skulle have været gjort for længe siden, ville nogen sikkert straks mene.

Men pyt, hos os varer julen præcis så længe, som vi jeg synes, den skal. Og i hvert fald til og med Hellig Tre Konger.

Det vil sige; juletræet røg faktisk ud allerede i sidste weekend. Det tager jo flere timer at pille al juletræspynten af, få træet ud, støvsuge for grannåle og skrabe stearin af gulvet, så det er ikke noget hverdagsaftensprojekt, og tanken om at have det stående en hel uge mere var ikke tiltalende. Så ud røg det.

Og stuen blev dobbelt så stor og meget lysere.

Sådan er det hvert år. Lige så hyggeligt det er at få træet ind, lige så befriende er det at få det ud igen, så gulvpladsen igen er tilgængelig.

Lidt det samme med den øvrige julepynt. Det pynter, når det kommer op. Og det pynter, når det kommer ned. 

Sært, men sådan skal det nok være.

Juleoprydning.

Tom og sort

Lige i dag kunne jeg godt tænke mig at kunne skrive et eller andet klogt og rigtigt.

Men jeg er ret tom for ord.

I hvert fald tom for de rigtige ord.

Dem, som kunne gøre indtryk, som kunne huskes og måske endda gøre en forskel.

Jeg ville ønske, jeg havde en t-shirt med Je suis Charlie hen over brystet.

Og at jeg havde modet til at gå med den. Hvor som helst.

At jeg kunne døbe min førstefødte for Charlie.

Eller bare havde en Charlie-kælekanin. Og hver gang jeg kløede den på maven skulle jeg blive mindet om, hvordan folk døde for friheden til at ytre sig.

Men det har jeg ikke.

I stedet er jeg bare en lille smule sort indeni.

Mere kaffe, tak!

Arghh!

Det kan godt være, at der er nogen, som siger, at hverdagene er de allerbedste.

Det føltes bare ikke spor sådan, da vækkeuret ringede i morges klokken alt for tidligt.

At jeg havde sovet usædvanlig dårligt, gjorde selvfølgelig heller ikke fornemmelsen bedre.

Kamelen så også lidt forvirret ud og sagde nogle morgen-strække-lyde, der var en gammel ko værdige. Hun lyder i det hele taget tit som en ko ... Nu havde hun lige vænnet sig til, at dagen først begyndte ved otte-tiden, og hvad ligner det så at blive vækket fem minutter i seks?

Hun var dog hurtigere vågen end jeg og ventede utålmodigt på, at jeg fandt ud af at få tøj, overtøj og støvler på, så vi kunne komme ud efter avisen.

Morgenmad og luftetur foregik planmæssigt, men så faldt jeg næsten i søvn under bruseren, og god tid blev pludselig paniktid, så Donnaen og jeg endte med at fare ud af døren for at nå frem til skolen, før det ringede ind til første time.

Det lykkedes, men så trængte jeg også alvorligt til kaffe, da jeg kom på arbejde.

Og det har krævet mange kopper at holde både hoved og krop kørende, så jeg ikke bare sad og stirrede tomt ind i skærmen.

Det gjorde jeg nu alligevel ind i mellem ...

Hvorefter jeg energisk rejse mig op for at foretage mig et eller andet, som kunne sætte bare en lille smule fut i skroget igen.

Men det gik ret første-mandag-efter-nytårs-agtigt, og jeg gik både ud til frankeringsmaskinen uden noget brev og blev lidt senere temmelig overrasket over, at jeg havde skænket kaffe i to kopper, når det nu var meningen, at jeg skulle hente én kop kaffe og ét glas vand.

Og sådan har det været hele dagen.

Så lige nu glæder jeg mig egentlig mest til, at det bliver weekend igen.

Det skal blive så godt!

Dagen på dagen derpå

Godt nytår!

Sådan lidt forsinket.

Det er dagen på dagen derpå.

Igår blev brugt på stille sysler.

Nytårskoncert fra Wien.

Indsamling af konfetti.

Afvask af postkasse. Den var blevet smurt ind i barberskum, der så var blevet blandet med savsmuld fra et heksehyl eller to, som ingen skade havde forvoldt i den åbne postkasse.

Billigt sluppet.

Ikke en eneste raketpind i haven var det blevet til. Alle de nærmeste naboer er efterhånden hundeejere, hvorfor raketteriet var tydeligt reduceret i nærområdet.

Til min tilfredshed.

De skød stadigvæk som gale nede i byen. Hvilket var fint nok. For det ser vældig flot ud på afstand, og så slap vi for en Kamel med hjertestop.

Hun tog det ellers rimeligt, Kamelen.

Selv om det var sært, på den sære måde, med alt det tju og bang.

Især hvis det kom hvislende hen over hovedet og eksploderede lige i nærheden, når man var ude at gå, var der grund til at blive en anelse ophidset, mente Kamelen og gøede fornærmet i retning af bragene.

Men luftes skulle kræet jo. Så efter Fruen have tænkt sig voldsomt godt om, nåede hun frem til, at dronningens nytårstale simpelthen var det mest perfekte tidspunkt at gå tur.

Og det virkede. Næsten i hvert fald. I det kvarter, dronningen tonede frem på skærmen i alle de små hjem, var der stort set stilstand i skyderiet, og Kamelen fik klaret alt, hvad hun skulle klare og kunne så holde sig, til det stilnede af igen over midnat.

Næste dag kunne Kamelen så undre sig over alle de mærkelige ting og sager, der lå og flød alle vegne på de små veje. Den første om formiddagen var der meget, om eftermiddagen var det meste væk, men her to døgn senere er der åbenbart nogen, der stadig sover, for nogle få steder ligner det ellers så nydelige villakvarter stadig en ghetto.

Skidt pyt, der er stadig en hel weekend til at rydde op i.

Der er stadig håb.