Under beskydning

Da Gemalen nytårsdag kom udenfor, kunne han se, at vi havde været under beskydning om natten. En stor raket havde ramt og brækket et bræt i et havebord.

Det var bare et gammelt bord, og vi overlever nok skaden, men jeg var alligevel lidt overrasket over den kraft, raketten tydeligvis var faldet ned med.

På det rent symbolske plan giver beskydningen også god mening i øjeblikket.

Donnaen er desværre langt fra rask, og vi er faktisk ret bekymrede. Nok allermest for, at det er 'ikke noget', og det derfor bliver svært at hjælpe hende til at få det bedre. Vi håber stadig, at det kun er en forbigående virus, som til sidst går i sig selv igen.

Og her til morgen mødte vi så på arbejde til nyheden om, at Verdensfirmaet er solgt til en af de store teknik-entreprenører på det danske byggemarked. Og selv om jeg lige her lige nu sidder på en nøglepost som eneste bogholder, er det bestemt ikke min ekspertise, der er blevet købt. Tværtimod kan jeg, trods gode intentioner og forsikringer om det modsatte, godt se skriften på væggen. Vi, og dermed især jeg, skal køres ind i det store koncern-økonomi-maskineri, og så er det ikke godt at vide, hvordan der ser ud på den anden side.

Suk, nu må 2019 altså godt tage sig lidt sammen.

Jamen så er vi da i gang!

Vi jeg nåede aldrig at slappe helt af i juleferien.

Tiden op til havde været alt for travl, og da jeg havde måttet flexe en del fra arbejde, var jeg nødt til at prøve at indhente noget af det forsømte i løbet af juledagene.

Men nytårsnat, da Donnaen havde ringet hjem og ønsket godt nytår, venneparret var gået hjem, og vi havde ryddet det værste væk fra spisestuen og ud i køkkenet, gik vi i seng med en god følelse af, at vi godt endelig kunne tillade os at sove længe, stå op når vi gad og ellers bare bruge nytårsdag på at tulle rundt, rydde op og se nytårskoncert.

Et par timer senere ringede Donnaen. Hun og veninden var hentet hjem igen i god ro og orden, men nu havde hun ondt i maven. Meget ondt. Faktisk så ondt, at hun lå på gulvet og ikke kunne komme op. Hvad hun lige skulle gøre?

Hvis nu omtalte gulv havde befundet sig i vores umiddelbare nærhed i det midtjyske, havde vi nok ment os ædru nok til at køre ud og hente hende hjem. Men Donnaen befandt sig på et gulv i Nordsjælland, og der ville mindst gå tre timer, før vi kunne være fremme.

Efter lidt parlamenteren frem og tilbage fik Gemalen venindens mor i telefonen, og de enedes om, at der skulle tilkaldes en ambulance.

Det blev ikke til meget mere søvn den nat. Ved halv syv-tiden ringede venindens mor for at fortælle, at nu var Donnaen blevet indlagt og undersøgt og havde fået så meget smertestillende, at hun måtte formodes at falde i søvn. Hun selv og resten af familien, der alle meget rørende havde stået hos hele vejen igennem indlæggelsen og de første undersøgelser, ville tage hjem i seng.

Vi stod derimod op, og mens jeg gik i bad, bestilte Gemalen en togbillet til mig. Den stærke blæst gjorde, at vi var bange for at havne ved en lukket Storebæltsbro, og så virkede det - på det tidspunkt - som en god ide at taget toget i stedet. Og efter en meget hurtig omgang morgenmad og ditto pakkeseance, racede vi afsted til Skanderborg.

Der var ikke mange med toget, og de få, der var, var meget stille ... Først i Odense begyndte der at blive fyldt op. Ved Korsør fik vi at vide, at toget kun kørte til Slagelse, da der stod et tog med maskinskade længere fremme på strækningen. I stedet skulle vi skifte til lyntoget, som kom lige efter. Det var lidt noget bøvl, mest for dem med små børn i klapvogne, men de fleste tog det meget pænt, og så raslede vi videre til København, hvor jeg kunne hoppe lige ind i S-toget til Hillerød og derfra følge mobilens anvisninger hen til hospitalet.

I mellemtiden havde jeg været i løbende kontakt med Donnaen, der, trods store doser morfin, overhovedet ikke var smertedækket og derfor ikke kunne sove. Heldigvis bor begge hendes voksne søstre i området, og de havde begge smidt, hvad de havde i hænderne og var kommet på besøg. Først den ene. Og siden den anden.

Alene havde hun derfor dårligt været, og da jeg kom, sad den anden søster sammen med sin mand og underholdt Donnaen efter bedste evne. Ondt havde Donnaen stadig, og diverse undersøgelser viste ingenting. Søster og mand tog hjem og lovede at hente os - eller bare mig, så snart vi gav besked. Og så satte vi os til at vente på en CT-scanning. Det tog sin tid, og da vi bagefter skulle vente på svaret, tog det også lang tid. Sådan en nytårsdag er der ikke mange på arbejde, og de arme læger og sygeplejersker hastede rundt for at gøre det så godt som muligt for så mange som muligt.

Omsider kom lægen, og Fruen fik fornøjelsen af at få punkteret cirka 28 fordomme om læger, for hende her var slet ikke 'efter bogen', men ganske ung og med både ring i næsen og en ganske uortodoks hårfarve. Men det skulle man ikke tage fejl af, for hun var yderst kompetent, og så var hun helt på bølgelængde med Donnaen og talte kun til og med hende, mens hun stort set ignorerede mig. Det tog mig lige et øjeblik at indse, at det selvfølgelig var det eneste rigtige, for Donnaen følte sig både set og hørt og tog virkelig det ind, der blev sagt. I en helt anden grad, end hvis det var blevet leveret fra en voksen (lægen) til en anden (mig), mens Donnaen havde ligget som et umælende får i sin seng.

Konklusionen var, at der ikke var 'noget'. CT-scanningen viste (heller) ingenting, og Donnaen måtte gerne komme hjem. Hvorfor hun var blevet så dårlig, måtte stå hen i det uvisse som en af de underligheder, man aldrig får helt svar på.

Så vi blev hentet af søsterens mand. Det havde hele tiden været planen, at Donnaen skulle og bo hos dem, men nu fik jeg også husly, for det kunne ikke komme på tale at køre hjem. Donnaen var stadig for dårlig, og med tiltagende storm i udsigt skulle vi i hvert fald ikke nyde noget af at køre mod Storebælt.

Det betød en ekstra fridag til mig, og da vi næste dag vågnede rigtigt op, fandt vi ud af, at ikke alene var Storebælt lukket på grund af storm, men også på grund af den forfærdelige togulykke.

Vi måtte derfor blive i det nordsjællandske, ind til broen igen åbnede, hvorefter vi drog afsted og var noget spændte på, hvornår vi ville indhente køen. Det gjorde vi hverken ved Slagelse eller ved betalingsanlægget, men først helt ude ved Sprogø. Men herfra tog det så til gengæld også 70 minutter at snegle os hen til og forbi det forulykkede tog og frem til Fyn. Jeg fattede aldrig helt, hvorfor det skulle tage så lang tid. Om det virkelig alene skyldtes folks overdrevne trang til at glo?

Fra Nyborg gik det som smurt. Vi undgik køer ved Odense, selv om vi ramte lige omkring klokken fire, og resten af vejen var der heller ikke megen trafik. Og så var det bare om at komme hjem og gå tur med Kamelen, tage på indkøb, lave aftensmad og gå på hovedet i seng.

Og så var det år li'som skudt i gang.

Tom sengeplads, mens Donnaen var til scanning.

Bye bye Balkan, bye bye Budapest

Overskriften kunne også have været Glæden forud ...

Der er VM i mountainbike orientering i Budapest i den sidste uge af juni.

Der skulle Gemalen selvfølgelig ned. Og jeg skulle med, og jeg havde ydermere fået Gemalen overtalt til, at vi kunne forlænge ferien med en tur ned på Balkan. Noget jeg enormt gerne ville.

Så der blev planlagt. (Læs: jeg planlagde).

Læst stolper op og stolper ned, kigget på kort og tilrettelagt. Booket overnatning både her og der og en hel række andre steder. (Læs: jeg læste, og jeg bookede).

Vi vidste godt, at Donnaens eksamener var en joker, men vi enedes om, at så måtte Gemalen køre alene, og vi andre flyve til Budapest senere.

- Jeg skal jo til studenterfest hos både Gurli og Marie. De ligger senere endnu, meddelte Donnaen, da vi kom hen midt i maj.

Så enedes vi om, at jeg blev hjemme og var curlingmor for Donnaen, til hun havde været til eksamen, og så kunne hun få lov at være alene hjemme en lille uges tid, før hun fløj ned til os andre. Og vi googlede og undersøgte og fandt frem til, at med et et enkelt stop i Amsterdam eller Bruxelles kunne det godt lade sig gøre at flyve Billund-Budapest uden at blive totalt ruineret.

Herefter skete der så det, at Donnaen blev inviteret til endnu et par studenterfester, som lå en uge senere end de andre.

- Jeg kan jo bare være alene hjemme, og I kan holde ferie uden mig, foreslog Donnaen.

Nu var alene hjemme blevet til næsten to uger, og selv om Donnaen var nok så kæk, var forældrene slet ikke sikre på, at det var nogen særlig god ide. Alle de sædvanlige livliner måtte formodes at ligge studenter-brak, og hvad ville Donnaen så gøre, hvis der sad en edderkop og gloede på hende, når hun skulle i seng? De kedelige forældre mente derfor, at Donnaen skulle sige nej tak til de sidste fester og følges med os på ferie fra Budapest og ned over Balkan.

Det mente Donnaen ikke, og hun ændrede nu taktik. Der var simpelthen ikke noget som helst godt at sige om Balkan. Beograd, Sarajevo og Mostar var simpelthen det mest dødsyge, man kunne forestille sig. Totalt nederen.

Gemalen så på Fruen, og Fruen så på Gemalen.

Og så droppede vi Balkan.

Det var godt nok næsten ikke til at bære (læs: for Fruen), men tanken om en gennem-muggen Donna i ti-tolv dage var værre. Og lade hende være alene hjemme så længe ville vi altså ikke.

Men der var jo stadig Budapest.

Gemalen skulle køre derned, og jeg skulle flyve ned til ham to dage senere. Og mens han kørte sine løb, skulle jeg være turist og opleve Budapest på egen hånd. Det ville blive noget så fint.

Nu dukkede en ny joker op: Gemalen reddede sig en ubetydelig skade, et siddesår.

I begyndelsen var Gemalen ligeglad og kørte videre. Så gik han til læge, men da lægen ikke forbød ham at sidde på en sadel, kørte han videre. Fruen; hun talte selvfølgelig for døve øren, og Gemalen kørte videre. Det blev værre, og lægen henviste til sårklinikken på sygehuset, men det stoppede ikke Gemalen. Han kørte løb, og den korte sprint-distance gik nogenlunde.

Den lange distance dagen efter var dog for meget af det gode, det angrebne område hævede til ukendelighed, og Gemalen gik til læge igen og kom på penicillin. Nu kunne Gemalen simpelthen ikke sidde på en cykel, så det afgjorde sagen, og han kørte ingen steder.

Men det kunne jo umuligt vare ret længe, før han vare kørende igen, mente Gemalen, så VM i Budapest små fjorten dage ude i fremtiden var da på ingen måder i fare.

Mente Gemalen.

To dage senere mødte han op i sårklinikken, og der mente man lidt anderledes. Gemalen fik kørselsforbud og besked på at komme igen om en uge.

- Du kan godt afbestille Budapest, meddelte Gemalen.

Det gjorde jeg så, og hvem, der var mest skuffet, ligger lidt hen i det uvisse.

Til gengæld står det helt klart, at det er mig, der er mest sur ...

Vi er i gang med plan B. Og det skal nok blive godt. Men det er altså kun plan B, og Fruen er stadig sur.

Som en gammel mand

Man skal passe på med sine fordomme.

En af mine - fordomme altså - er, at man skal være mindst 93 år og mand for at have skinnebenssår, der kræver assistance for at hele.

Apparently not so.

Da jeg lavede mit stige-stunt, slog jeg min hånd, mit knæ og mit skinneben. Hånden hævede og blev blå og øm. Knæet gjorde ikke rigtigt noget, men var - og er - det der har generet mest. Og skinnebenet fik et ordentligt skrub med et bagvedligende blåt mærke, der lige så stille gled ned i foden, hvorefter det egentlig ikke gjorde særlig ondt.

Det var bare grimt.

Forleden dag blev det pludselig tiltagende rødt. Så meget, at venlig apotekerdame gjorde opmærksom på det.

- Det er da meget rødt, dit skinneben, har det hele tiden været det? spurgte hun.

Mjah, mjoh, næh, det havde det da nok ikke. Og så gik jeg hjem og kiggede lidt nærmere på det, og jo mere jeg kiggede, jo grimmere - og rødere - syntes jeg, det blev.

Næste dag ringede jeg til lægen, som beordrede mig ned forbi sygeplejersken, og hun var slet ikke tilfreds:

- Det var da godt, du kom. Det ser slet ikke pænt ud. Det skal der gøres noget ved. Men nu prøver lige, om vi kan undgå, at du skal have penicillin.

Hvorefter hun podede for bakterier og derefter først tegnede rødmen op med kuglepen og så smurte et tykt lag desinficerende og såropløsende salve på selve såret og satte et stykke klart plaster over. Nu skulle jeg tage den med ro, sagde hun:

- Ikke noget med at gå for meget. Og ikke løbe eller cykle.

Og jeg spekulerede lidt på, om hun var tankelæser, for netop dét havde jeg jo egentlig tænkt mig. Både at lufte Kamel og cykle en tur med Gemalen. Men nix, jeg skulle holde benet i ro og gerne højt hævet. Og så holde øje med rødmen, som under ingen omstændigheder måtte brede sig.

- Hvis den gør, skal du ringe til vagtlægen, sagde hun med en vis portion drama i stemmen.

- Og ellers ses vi bare i morgen.

Godt så. Gemalen og Donnaen fik lov at købe ind og lufte Kamel, og jeg sad artigt med benet oppe.

I dag indfandt jeg mig så igen på klinikken, og sygeplejersken rensede såret og var godt tilfreds:

- Det ser heldigvis meget pænere ud allerede, men det er ret dybt et par steder, så nu putter jeg lige noget på der og så plaster, som du selv skifter på søndag, og så ses vi igen på mandag, meddelte hun.

Det gør vi jo så, når hun siger det.

Og jeg er nu blevet sådan en, der får renset skinnebenssår af en sygeplejerske på daglig basis.

Ellen skriver, at alder er mange, mange ting.

Det har hun selvfølgelig ret i, og lige nu føler jeg mig som en gammel mand på 94.

En gammel mand, som hedder Hans.

Så smart er jeg ...

Vandrende blå mærker

Det går bedre. Tak.

Jeg har dog lige måttet belaste sundhedssystemet angående mit knæ, som stadig opfører sig - øh - anderledes på den generende måde. Flink læge syntes dog, at jeg liiige skulle se det an en uges tid mere, før hun ville bestille tid til scanning.

- Dine andre skrammer er jo heller ikke væk, påpegede hun.

Og nej, det har hun da ganske ret i. Min hånd er heldigvis ikke så hævet mere, og den er nogenlunde brugbar igen. Farvemæssigt er den nu en interessant broget kombination af rødlilla og blålilla iblandet nogle flotte grønne toner hist og her.

Min skinnebensskramme er til gengæld noget for sig. Selve skrammen er stadig virkelig grim, men heler pænt, og en gang, når det helt sikkert ikke længere er vejr til kortere bukser, vil den formentlig være nogenlunde lægt.

Til gengæld har det blå mærke under skrammen sin egen fest. Umiddelbart har det fortaget sig en del. Men det er i virkeligheden slet ikke tilfældet.

Det har bare flyttet sig.

Ned i min fod ...

Det kan da godt være, at det er ganske logisk, tyngdekraften taget i betragtning, men jeg har aldrig før været den glade - øh, not - ejer af et bevægeligt blå mærke. Det bor pt. under den store knogle i foden, så det ser ud som om jeg har forstuvet den. At foden samtidig - af samme grund - er hævet, gør kun illusionen endnu bedre.

Måske er det slet ikke bevægeligt mere, da jeg jo sidder og står mere, end jeg ligger på ryggen med fødderne i vejret, mens jeg laver venepumpeøvelser, som vel er det eneste, der ville kunne sende det blå mærke retur?

Sådan er der så meget at spekulere over i stedet for at udrette noget fornuftigt.

Ha' en god weekend, og lad være med at gøre dumme ting.

Fake news - foden er ikke forstuvet!

Blå hænder

Nogle mennesker har grønne fingre.

Jeg har blå hænder.

Først den ene, så den anden. Den første er nu kun lidt gulliggrøn visse steder.

Fordi? - Fordi jeg er en tumpe, der ind i mellem slår øverste etage fra.

Den første hånd var den venstre, som blev blå for en uge siden.

Kamelen og jeg var på vores sædvanlige morgen tur med de to sædvanlige morgenluftekoner og deres vovser. Pludselig kommer en for Kamelen ukendt hund på banen, og Kamelen føler et akut behov for at markere sig. Hun er i snor, og i den anden ende er snoren snoet lige præcis én gang rundt om min hånd, så jeg får et maximalt tryk, da 45 kilo terrængående målrettethed trækker til af fuld kraft.

I begyndelsen kunne man kun se en rød ring rundt om hånden, men i løbet af de næste par timer svulmede hånden op. Og den næste dag var det meste af hånden blå.

Det var ikke kønt, men fortog sig heldigvis ret hurtigt, og der er nu kun en mindre, øm og altså gulliggrøn, hævelse mellem tommel- og pegefinger tilbage.

Men så..

..skulle jeg lige finde en sommerdyne frem til Gemalen.

Den, altså dynen, ligger i en af kufferterne, som ligger oven på garderobeskabene. Dem plejer jeg at kunne nå fra en trappestige, men desværre havde Gemalen stablet nogle kufferter oven på hinanden, og så kunne jeg ikke. Og da Gemalen stadig skal være bare lidt forsigtig med, hvor meget han belaster sin venstre skulder, skubbede jeg i stedet stigen fra hemsen ud, så jeg kunne nå fra den.

Det var ikke smart.

For da jeg var kommet op og rakte ud efter kufferten, gled stigen og faldt ned, og jeg faldt med.

Og landede med et ordentligt brag.

- Mor, er du okay? råbte Donnaen, der kom styrtende sammen med Kamelen.

- Nej, hent far! stønnede jeg, mens jeg lå på gulvet og overvejede, hvor mange steder jeg var gået i stykker.

Gemalen var i kælderen bag flere lukkede døre og med tændt radio, så han havde intet hørt og var også noget svær at råbe op, så da Donnaen endelig fik hul igennem, var hun så ophidset, at hun dårligt kunne forklare, hvad der var galt. Der gik derfor lidt tid, før Gemalen endelig fik bevæget sig op i garderoben, hvor jeg stadig bare lå og våndede mig.

Nu forstod Gemalen, hvad der var sket, og han reagerede helt efter bogen; han begyndte at skælde ud:

- Hvordan i alverden kunne du finde på at flytte stigen ud, hvor der ikke var støtte?!? brølede han.

- Jeg behøver ikke også få skæld ud, klagede jeg, mens jeg trak vejret i et alt for højt tempo.

Så tog Gemalen sig sammen, og vi fik i fællesskab fundet ud af, at jeg havde forfærdelig ondt i benet, som havde den eneste, på det tidspunkt synlige, skramme, og i håndleddet, men vist ikke andre steder. Gemalen mente dog ikke, at det var noget, han ville tage ansvaret for, og først ringede han i befippelse til lægevagten, men ombestemte sig og ringede så efter en ambulance.

To rare reddere var hurtigt på pletten og kunne med det samme konstatere, at jeg næppe havde brækket noget, men da jeg ikke brød mig om at stå på det ene ben, fordi knæet 'gjorde underligt', fik jeg for en sikkerheds skyld en tur til tjek på sygehuset i Viborg. Undervejs målte redderen puls og blodtryk og brugte ellers mest tiden på at småsnakke mig til en normal vejrtrækning igen. Det lykkedes til sidst, og den sidste del af turen kunne vi så bruge på at snakke om de elendige adgangsforhold, der er til netop Viborg Sygehus, hvor man skal rundt i flere rundkørsler - der tit sander til i myldretiden - før man kommer frem til sygehuset og til modtageområdet, der heller ikke er bygget særlig hensigtsmæssigt. Heldigvis bygges der på livet løs, så i 2019 bliver det meget bedre.

Jeg blev trillet ind og anbragt bag tredje gardin sammen med Gemalen og Donnaen, som begge var kørt bagefter, fordi Donnaen absolut ikke ville lades alene tilbage midt i dramaet.

Der var kunder i butikken, så der gik lidt tid, før flink, ung lægestuderende dukkede op. Han mente heller ikke, at der var noget brækket i hverken hånd eller ben, og knæet virkede heller ikke specielt løst, så alle led- og korsbånd var også intakte. At jeg hverken kunne strække knæet eller stå på benet, skyldtes formentlig alene slaget, så sød sygeplejerske fik besked på at vaske skrammen på mit skinneben og lægge en støtteforbinding om knæet, og så blev hele familien ellers sendt hjem igen med besked om, at jeg skulle tage det roligt, men alligevel ikke alt for roligt, for der skulle jo helst gang i det knæ igen.

Søndag tog jeg det derfor meget roligt og lod Gemalen lufte Kamelen, mens de blå mærker bare blev mere og mere synlige på hånd og skinneben.

Mandag var det til gengæld for kedeligt, og da jeg havde tjekket, at jeg kunne holde på mit styr, kørte Gemalen og jeg os en lang tur, der i anledning af mit sølle korpus - og Gemalens behov for stadig at passe lidt på sig selv - kun foregik på jævne, næsten flade veje.

Bortset fra, at jeg til sidst blev træt og derfor en anelse - host - pirrelig, så gik det godt. Mit knæ tog det pænt, og Gemalen var meget tilfreds med sin nye pacemaker, som tydeligvis kunne gøre ham i stand til at yde mere.

Og om et par måneder er såret på mit skinneben nok lægt og pænt igen, og ind til da satser jeg på ikke at blive inviteret til noget, hvor jeg bør optræde i kjole.

Nyt dikkeværk

Gemalen fik nyt dikkeværk i går.

Han blev afleveret på Skejby klokken 07:45 og afhentet igen 15:30.

Easy peasy.

Han skulle godt nok have været opereret allerede sidste tirsdag, men det blev udskudt i sidste øjeblik på grund af for mange akutte patienter. Det kan man jo ikke så godt modsætte sig, og Gemalen var egentlig ganske godt tilfreds, for ..

- så kan jeg jo komme på MTB-O-Camp alligevel.

Og det var han så, og han passede på sig selv og undlod at køre den sværeste bane, hvor risikoen for styrt var størst. At det så var i forbindelse med et af de andre løb, at en enkelt mountainbiker brækkede kravebenet, er der jo ingen grund til at nævne.

Nu skal Gemalen så tage det med ro et par dage og undlade at cykle i en uge, men derefter må han gerne begynde igen, og så bliver det ualmindeligt spændende, hvordan det går.

For den nye pacemaker skulle gerne virke bedre end den Gemalen fik sidste år i marts.

Ikke at den gamle ikke duede, den duede bare ikke til ham. Og han blev ved med at klage over, at den ikke kunne følge med op, når han anstrengte sig.

Gemalen har derfor siden sidste udskiftning løbet Skejby på dørene for at få målt og justeret på skidtet.

I starten slog man det hen. Sidste operation var jo ikke gået helt efter bogen, så selvfølgelig ville han være lidt mat i sokkerne. Men det kunne han jo ikke blive ved med at være, og så begyndte man at justere på pacemakeren i håb om, at den så ville virke bedre.

Lige lidt hjalp det.

Efterhånden fik Gemalen googlet sig til så meget viden, at han blev klar over, at der er stor forskel på pacemakere. Og han hørte om andres erfaringer. Og fandt ud af, at han havde fået den billige pensionist-model, som nok er mest velegnet til folk, der bare trisser rundt og måske allerhøjest klipper roserne i deres have.

Det sidste er min udlægning, men faktum er i hvert fald, at der findes mange forskellige modeller pacemakere, og nogle er designet til folk, der skal præstere noget, og nogle er ikke så avancerede. Og da Gemalen sidste år fik ny pacemaker, var det jo slet ikke meningen, at den skulle skiftes, og ingen havde derfor gjort sig den ulejlighed at spørge ham, hvilken type menneske han var, men bare kigget på cpr-nummeret og besluttet ud fra det, at han godt kunne nøjes.

Men det kunne Gemalen altså ikke, og for en måneds tid siden krøb lægerne til korset og medgav, at han ikke havde fået den bedste pacemaker til sit behov.

Så nu har vi begge en forventning om, at han inden længe kan køre fra mig - også op ad bakke.

Den indre badebold

Egentlig var det vel nok, at jeg skulle have et øre, der gik i smadder?

Men nix og nej; der skulle absolut være vrøvl i begge ender. Om jeg så må sige ...

Tilbage i foråret 2016 blev jeg indkaldt til tjek for celleforandringer, og ja, der var forandringer, så nu skulle der lige udføres et nyt tjek et halvt år senere. Ved det tjek så alt fint ud, og det var jo godt, men jeg skulle alligevel komme igen til opfølgende tjek efter et år. Og det gjorde jeg så, og så var den gal igen. Hvilket ikke var så godt, og så blev jeg henvist til gynækolog.

Godt så. Jeg fik en tid. Det kunne lige nås i frokostpausen. Eller i hvert fald næsten. Troede jeg.

Da jeg troppede op i klinikken 30 sekunder, før jeg havde tid, var der ikke et øje. Altså bortset fra en ung kvinde, der sad og ventede. På et tidspunkt kom et hvidkitlet væsen ind i lokalet, men hun var optaget af at stille ting på plads og værdigede mig først et blik efter flere minutter. Jamen, jeg skulle bare vente ...

Og det gjorde jeg så.

Der lød en afdæmpet hosten fra lokalet ved siden af, men ellers skete der intet. I lang tid. Endelig gik døren op, en patient gik ud, og efter lidt puslen rundt blev den unge kvinde kaldt ind.

Jeg ventede.

Længe.

Intet skete. Og det eneste, der var at høre, var en dæmpet hosten.

Efter 40 minutters ventetid - min frokostpause er på 30 minutter, hvis nogen skulle spørge - blev det min tur.

Gynækologen sagde goddag med et håndtryk, der trak mig en meter ind i lokalet og overbeviste mig om, at hun måtte være grandkusine til den amerikanske præsident.

Hun forklarede, hvad der skulle ske, og så var det ellers op på briksen med fødderne i bøjlerne.

- Hmm, hvor er min dims? sagde gynækologen.

Nej, hun sagde ikke dims, men jeg kan ikke huske, hvad det var for et instrument, hun manglede. Og det er iøvrigt også lige meget. Derfor dims.

- Har jeg virkelig ikke flere dimser? fortsatte hun, mens hun gennemrodede skuffer og skabe.

- Lige et øjeblik, fortsatte hun og forlod lokalet.

Mens jeg fortsat lå med bart understel og fødderne oppe ...

Nu var det jo ikke første gang, jeg blev efterladt på den måde, men det føltes ikke bedre af den grund.

- Desværre, jeg er simpelthen løbet tør for dimser, sagde gynækologen, da hun nogle minutter senere igen kom ind i lokalet.

- Det beklager jeg meget. Vil du vente i tyve minutter, mens vi får gjort nogle dimser klar, eller vil du komme igen i morgen tidlig, så må jeg finde en tid til dig.

Nu var Fruen blevet så mellemfornøjet, at hun gik målrettet efter at gøre det så surt som muligt for gynækologen, så hun valgte at komme igen næste morgen, så gynækologen skulle stå ekstra tidligt op.

Næste morgen klokken kvart i otte var jeg klar, og det var gynækologen også.

- Du skal lige hoste, sagde gynækologen.

- Igen!

Og sådan fortsatte jeg så med at hoste på kommando, til gynækologen var færdig med at tage biopsier.

- Hvorfor i alverden skulle jeg hoste, forlangte jeg efterfølgende at få at vide.

- Det er, fordi sådan en livmoderhals opfører sig lidt som en badebold og smutter, når jeg skal have fat i den, men når du hoster, danner du et modpres, og så er det meget lettere, forklarede gynækologen.

- Og så giver det dig iøvrigt noget andet at koncentrere dig om.

Således klogere på min indre badebold slap jeg ud igen.

Og efter små tre uger var der svar. Alle prøver var pæne. Men for en sikkerheds skyld skal jeg lige forbi egen læge igen om et år.

Ingen sammenhæng overhovedet.
Bare et billede af en masse svampe.

Min næse klør!

Da jeg i maj var til ørelæge igen, tog det ham ikke lang tid at konstatere, at jeg hørte om muligt endnu ringere på venstre øre, end jeg havde gjort en måned tidligere.

Ikke særligt opløftende. Heller ikke hans næste træk:

- Jeg henviser dig til en MR-scanning af hovedet, så vi kan udelukke, at der sidder 'noget' og trykker på hørecentret ...

.. sagde han, sådan lidt som om, at det var da ikke noget særligt.

Det er det måske heller ikke, hvis man på daglig basis sender folk til scanning.

Jeg følte mere, at han havde jokket på panik-pedalen på orglet med dommedagsbasunerne.

For sådan er det vel, at selv om lægen siger "udelukke, at 'noget' sidder og trykker", så hører man i stedet , at der er en risiko for, at 'noget' trykker.

Jeg tog det relativt pænt, men da indkaldelsen fra det lokale sygehus kom, og jeg først kunne få tid efter sommerferien, føltes det alligevel som urimeligt lang tid at skulle vente, og jeg fik ændret henvisningen til MR-scanner Viborg, hvor ventetiden officielt var nul, men grundet papirgangen reelt var to uger, hvilket dog var klart at foretrække frem for to måneder.

MR-scanner Viborg ligger i det bygningskompleks, der danner bagsiden af den ene langside på Viborg Stadion. Selv om det ikke er så fancy som Donnaen og jeg oplevede ved Camp Nou i Barcelona, hvor man har brugt den ene langside af det kæmpemæssige stadion til en kombination af museum/udstilling om FC Barcelona og butikker med merchandise, så er det dog en ret god udnyttelse af pladsen, og jeg kunne ikke lade være med at spekulere over, hvorfor man ikke i forbindelse med det nye stadion her i byen gør noget lignende?

Jeg blev kaldt ind og fik besked på at lægge, hvad jeg måtte have på mig af metal - også bøjle-bh'en. Op på briksen, ørepropper i ørerne og nogle klodser uden for ørerne, som både virkede støjdæmpende og stabilserende, så det var sværere at ligge og dreje hovedet, hvilket jeg jo ikke måtte. Til sidst en bøjle over hovedet og en panik-ballon i hånden, så hjælp kunne tilkaldes, skulle det være nødvendigt.

Derefter en formaning om at ligge bomstille, og så fik jeg hovedet i maskinen.

Heldigvis er scanneren ikke mere lukket end, at man kan se ud, og det gør, at det faktisk slet ikke er så klaustrofobisk, som nogen vil gøre det til.

Værre var det, at min næse begyndte at klø i det sekund, jeg kom ind i scanneren, og det krævede al min selvbeherskelse at blive liggende med armene pænt ned langs siden. Det lykkedes dog, og så kørte scanneren med sine underlige lyde i nogle forløb, hvor dunkdunk-lyde erstattes af donkdonk-lyde, der igen afløses af dyb brummen og senere af noget goink-goink.

Igen syntes jeg ikke, det var så slemt, som folk har fortalt. Faktisk så lidt slemt, at jeg ved et af disse rytmeskift opdagede, at jeg da vist havde været ved at falde i søvn.

Og så var det slut, og jeg kunne køre hjem med besked på, at ørelægen ville ringe svaret til mig i løbet af nogle dage.

Det gjorde han, og der var ikke 'noget', der sad og trykkede.

Det var godt, og dagen blev lidt mere blå.

Akvarietanker

Lige når jeg vågner, kan jeg godt tro, at alt er, som det skal være.

Det varer, lige til jeg drejer mig, så mit højre øre er ned mod puden, og fuglekvidderet forsvinder.

Nu er der helt stille. Næsten. En svag summen kører konstant.

Jeg rejser mig lidt forsigtigt, for de første dage var balancen påvirket, og jeg blev nemt svimmel. Det er vist heldigvis et overstået kapitel, men ingen grund til at risikere noget, tænker jeg.

Det er mig, der står først op, og der er ikke megen støj den første halve time. Især ikke, hvis jeg kan afholde Kamelen fra at bank-bank-banke sin logrende hale ind i badeværelsesdøren, når vi skal ud efter avisen. Det lykkes sommetider. Så er der kun el-kedlens hvæsen og lidt skramlen, når jeg tager ting ud af køleskabet.

Fornemmelsen af at sidde på bunden af et akvarium opstår kun langsomt. Den forstærkes, når først Donnaen og siden Gemalen står op og begynder at snakke og skramle. Sådan fortsætter det på arbejde, hvor jeg ganske vist sidder, hvor folk passerer forbi, men hvor jeg heldigvis ikke deler kontor med nogen og derfor slipper for de andres diskussioner og telefonsamtaler. Jeg går også glip af hyggesnak og dårlige jokes, men det foretrækker jeg i øjeblikket.

På vejen hjem skal jeg handle, og nu føles det ikke længere som et akvarium, men snarere som det store bassin i Lalandia. Det overvældende mængde lyde, der kommer fra alle retninger i et supermarked, og som jeg i øjeblikket ikke rigtigt kan sortere i, har været ved at tage pippet fra mig, og jeg har tænkt, at det var godt, jeg havde en vogn at holde fast i, når jeg småsvimmel og svedig gik derfra. Nu er jeg blevet lidt bedre til at kapere det, men det er stadig en prøvelse.

Alt i alt temmelig træls, og imens jeg har ondt af mig selv, tænker jeg en del akvarietanker:

- Går det ikke snart over?
- Bliver det i det mindste ikke snart bedre?
- Går det overhovedet over?
- Bliver det aldrig bedre?

Det korte svar er måske.

Der er stadig næsten fjorten dage til næste besøg hos ørelægen, og imens er google min fjende, for - som alle jo ved - skal man ikke google sygdomme og tro, at det gør noget godt for en. Det gør det ikke. Og for mit vedkommende finder jeg blot ud af, at kun halvdelen, sådan lidt plus/minus, af de personer, der rammes af sudden deafness (sådan hedder det altså, også på dansk) får deres hørelse tilbage. Chancen for at få hørelsen tilbage falder med alderen, og jeg er jo i den sammenhæng næsten halvfems.

Suk altså.

Hvordan sammenhængen er mellem chancen for at få hørelsen tilbage og chancen for at slippe af med henholdsvis tinnitus og støj-overfølsomhed, ved jeg ikke.

Og det er måske godt det samme?

I hvert fald vil jeg ikke google mere.

Tror jeg.

Vesterhavskig, der ikke har en dyt med indlægget at gøre.

Porcelæn og godstog

Inde i mit øre står en sølvbakke med fint porcelæn.

Måske til afternoon tea med sandwiches, scones og en lille kage. Der er i hvert fald både sprøde kopper og kagegafler på bakken.

Og hver gang der er en høj lyd,

og det er der tit, for det kan være alt fra en hævet stemme, to tallerkener, der sættes i opvaskemaskinen, elkedlen, der koger, eller en bagerpose, der krølles sammen

opfører bakken i mit øre sig, som om der kører et godstog forbi.

Det hele ryster, klirrer, og der opstår en resonans, der kan vare længe efter, at den egentlige lyd er ophørt, og som ovenikøbet har den sære effekt, at det føles som varme.

Det er en anelse generende.

Eller rettere; det er vildt ubehageligt, enormt irriterende, det stresser og trætter - og gør sur, hidsig og grådlabil.

Læg dertil, at kuren med binyrebarkhormon påvirker humøret på samme måde.

Og så vil jeg slet ikke nævne, at overgangsalderen for alvor har stukket sit grimme hoved frem de allerseneste måneder med alt hvad der til hører af humørsvingninger. Suk.

Jeg er således virkelig en fornøjelse udfordring at være sammen med.

Stakkels mig.

Stakkels min familie.

Træt, desorienteret - og døv!

Langfredag var Donnaen og jeg i biografen for at se menneskeficeringen af hendes absolutte yndlingsDisneytegnefilm, Skønheden og Udyret.

Gemalen havde meldt pas. Han var sjovt nok lige så lidt interesseret i Skønheden og Udyret, som jeg havde været i at komme med ind og se Ghost in the Shell en lille uge tidligere. Men Donnaen har en ganske bred filmsmag og kan sagten kapere begge dele.

Den var rigtig sød, og vi kørte glade hjem.

Og så blev jeg svimmel og måtte sætte mig ned og lige sunde mig lidt, før jeg gik aftentur med Kamelen.

Næste dag var jeg stadig småsvimmel, utilpas, træt og endnu mere kort-luntet end normalt. Men hvad pokker, man kan jo rage så meget mærkeligt til sig, så det var vel bare et eller andet influenza-agtigt?

Søndag havde jeg det bedre og kørte til Odense for at besøge min søde, gamle faster. Helt alene i bilen kunne jeg fornøje mig med min yndlingsmusik, men højtalerlyden i bilen lod altså noget tilbage at ønske. Diskanten var metallisk og mærkelig, og da ingen havde skruet på noget, var det lidt sært, og jeg begyndte at overveje, om det i virkeligheden var mig, der var noget galt med?

Mandag morgen vågnede jeg tidligt og lå og lyttede lidt til fuglenes morgenkvidder. Så lagde jeg mig om på højre side, og fuglene holdt op med at kvidre ..!

Det krævede en nærmere undersøgelse, og jeg lå og roterede som en tosse. Lå jeg på ryggen eller på venstre side, sang fuglene lystigt. Men ikke, hvis jeg lå på højre side. Jeg kunne simpelthen ikke høre dem med mit venstre øre.

Øv.

Mere øv blev det, da jeg sad og spiste morgenmad, og min mobil gav sig til at brumme et sted i nærheden, som jeg aldeles ikke kunne lokalisere, fordi jeg kiggede til højre, og mobilen lå ovre på køkkenbordet til venstre. Retningsfornemmelsen var selvfølgelig også røget.

Tirsdag lykkedes det mirakuløst at få en tid med det samme hos ørelægen, hvor man hurtigt på basis af diverse høretests kunne bekræfte mig i, at jeg var blevet ramt af et voldsomt høretab på venstre øre, i diskant-enden af skalaen. Mens grafen for min hørelse på højre øre var omend ikke prangende, så dog aldersmæssigt helt okay, så lignede den tilsvarende graf for mit venstre øre Postnords økonomiske resultater de seneste måneder. Ikke just noget at råbe hurra for.

Faktisk blev jeg for elleve år siden ramt af noget lignende, og som ørelægen også kunne se ud af sin gamle journal på mig, så var det gået i sig selv igen, og jeg havde fået det meste af hørelsen tilbage efter en periode, som jeg nu har fortrængt, hvor lang var. Måske er det det samme denne gang, det kunne ørelægen ikke sige noget om.

Men i modsætning til den gang får jeg nu en omgang steroid-behandling i ti dage i håb om, at den kan kurere en mulig virusinfektion i det indre øre. Så kort en behandling skulle ifølge ørelægen ikke give alvorlige bivirkninger, men da pillerne kan virke opkvikkende, skal de tages først på dagen, så jeg kan sove om natten. Om det passer, at de er opkvikkende altså, ved jeg ikke. Jeg føler mig ikke specielt hyper, men måske kan de modvirke, at jeg bliver helt afsindigt træt i mit hoved af hele tiden at prøve at kompensere for både manglende lyd og manglende retning. Dét vil i hvert fald ikke gøre noget.

Vi høres ved. Eller not.

Et stik i hjertet

Så gik der nok en uge, som Gemalen primært har brugt på at suse rundt i hospitalssystemet, mens vi andre forpustede prøvede at følge med og samtidig huske vores egne aftaler.

Gemalen blev udskrevet torsdag, og alt var nogenlunde godt. Kun nogenlunde, for rask var han jo stadig ikke. Fredag morgen fik han et voldsomt ildebefindende, og måtte afsted igen.

Først måtte jeg dog igen-igen konstatere, at ting har det med at blive næsten ubærligt besværlige, når man er forskrækket. Det direkte telefonnummer på kontaktkortet til sygehuset var ulæseligt, fordi stemplet var gledet. Wifien var ustabil, da hovednummeret skulle findes på nettet. Koordinatoren var optaget, da jeg kom igennem til afdelingen. Og så videre.

På det lokale sygehus kunne man konstatere, at Gemalens hjerte - og pacemaker - slog som det skulle, men da man ikke der kan teste selve pacemakeren, blev Gemalen overflyttet til Skejby. Her sagde man, at pacemakeren hele tiden havde kørt, som den skulle, og at Gemalens ildebefindende havde skyldtes atrieflimmer, som nok igen skyldtes den væskeansamling, han havde ved hjertet. Det ville derfor kunne opstå igen, og så måtte han 'bare' prøve ikke at blive alt for forskrækket ... Og så skulle han iøvrigt komme tilbage til videre tjek mandag som oprindeligt aftalt.

Det tjek bestod af to ultralydsscanninger. En udvendig og en indvendig. Den udvendige var den helt almindelige og til at have med at gøre. Den indvendige not so much. Den går via spiserøret, så lægen ikke er generet af ribbenenes gitterværk, og da Gemalen allerede havde fået foretaget sådan en undersøgelse ugen før og syntes, den var voldsomt ubehagelig, gjorde han, hvad han kunne for at slippe. Der hjalp dog ingen kære mor, og mens Gemalen fik foretaget sin scanning, tog Fruen i IKEA og spiste köttbullar med kartoffelmos og tyttebærsyltetøj.

Jeg var dårligt landet i venteværelset på Skejby igen, før sygeplejersken kom og hentede mig, at nu havde hun vækket Gemalen, så han kunne få noget at spise, og så ville lægen komme. Det gjorde lægen, men hun var stadig ikke 100 procent sikker på diagnosen. Enten var der sket en udsivning, da man lagde den nye tråd til pacemakeren og i den forbindelse, ved et uheld, var kommet til at stikke Gemalen. Eller også var tråden, ved et uheld, blevet lagt, så den fortsat generede, og så måtte den jo lægges om.

Helt sådan formulerede lægen sig ikke, men det var det tætteste, vi kom på, at nogen indrømmede, at noget i forløbet ikke var gået helt efter bogen.

Fordi lægen ikke var sikker, skulle Gemalen CT-scannes, tirsdag på det lokale sygehus. Have taget blodprøver, onsdag på den lokale sygehus. Og igen til Skejby, torsdag, for afklarende samtale.

Det har han så været nu. Det var så sket det, at man på det lokale sygehus ikke havde kigget efter det, man skulle kigge efter på CT-scanningen, så umiddelbart havde lægen på Skejby ikke et entydigt, endegyldigt svar ...

I mellemtiden har Gemalen dog fået det meget bedre. Han har ikke længere feber, hans infektionstal er nede på et næsten anstændigt niveau, og han hoster kun en lille smule. Så medmindre et fornyet kig på den foretagne scanning giver anledning til noget andet, er konklusionen, at Gemalen må afvente, at væskeophobningen forsvinder af sig selv, og han stille og roligt får det bedre, og så skal han iøvrigt til nyt tjek om tre uger.

Det håber vi så på, men så er hele marts faktisk også gået med noget, der kun burde have varet et par dage eller max en uge.

Og jeg kan ikke rigtigt finde ud af, om jeg skal være arrig over netop det eller bare taknemmelig over, at Gemalen overhovedet er i live.

Træls på den langsommelige måde

Da Gemalen kom hjem fra hospitalet med sin nye pacemaker, var det jo meningen, at han bare skulle blive rask hurtigst muligt. Det forventede alle, og han fik endda grønt lys fra sit rejseforsikringsselskab til at tage til Portugal her ved månedskiftet for at køre MTB-O-løb, selv om han var relativt ny-opereret.

Han blev bare ikke rask, men blev ved med at gå og skrante. Med feber, forhøjede infektionstal, hoste og generel utilpashed. Dagene gik med næsten daglige besøg hos skiftende læger i det lokale lægehus, og da det til sidst blev for meget for en af dem, røg Gemalen videre til tjek på det lokale sygehus. Her konstaterede man - ikke overraskende - feber og forhøjede infektionstal. Og sendte Gemalen hjem med en recept på penicillin, for han havde nok - som de også havde sagt på Skejby - været så uheldig at få en luftvejsinfektion omtrent samtidig med pacemakerudskiftningen.

Gemalen tog artigt sine piller, men fik det overhovedet ikke bedre. Han havde stadig feber, hostede og var så træt, at han tilbragte det meste af døgnet enten på sofaen eller i sin seng. Selv ikke et hyggeligt besøg af datter og datterdatter kunne holde ham oppe. Fra lægehuset var beskeden, at nu måtte han altså lige tage sin penicillinkur færdig, for mon ikke den ville virke - snart.

Det gjorde den ikke. Overhovedet. Gemalen hostede fortsat,og temperaturen kørte op og ned. Ikke voldsomt op, men bare hele tiden på feber-niveau. Lørdag var penicillin-kuren slut, og mandag stod han igen hos lægen, som sendte ham videre til tjek på hospitalet.

Hvor de beholdt ham og lagde ud med en ekstra skrap intravenøs penicillinkur, som de derefter, efter blandt andet en kikkert-undersøgelse, konstaterede var helt overflødig, for der var ingen infektion, men derimod lidt væskeophobning i (eller om?) hjertet. Det kunne godt give de oplevede symptomer, forklarede venlig læge.

Nu er det onsdag, og Gemalen ligger stadig og kigger op i loftet på stue 304. Man venter på svar på en blodprøve, før han forhåbentlig kan komme hjem i morgen, og så skal han til tjek på Skejby i næste uge. Hvad Skejby-lægerne så siger, er ikke godt at vide.

På den måde går både dage og uger, mens alt og alle er lidt i limbo.

Og nej, Gemalen kommer ikke til Portugal.

Suk.

Udfald på linjen

Beklager det midlertidige udfald på linjen.

Skyldes et andet og mere konkret udfald på nogens linje, helt konkret på Gemalens pacemaker.

Gemalen gik og småskrantede og overvejede både allergi og kold lungebetændelse, før han omsider onsdag kontaktede sin læge. Pr mail, hvilket jo ikke ligefrem er den hurtigste kommunikationsform, der findes. Læge svarer sidst næste dag, at Gemalen skal få en akut-tid. Det får han så. Fredag. For lav puls og for højt blodtryk er en dårlig kombination, så Gemalen bliver beordret til undersøgelse på det lokale hospital, hvor han selv kører ned - efter dog først at have hentet Donnaen hjem fra skole.

På hospitalet får han lov til at vente en times tid, før en reservelæge kigger på ham. Hun skal lige konferere med en overlæge, og så går det pludselig stærkt, og i løbet af 10 minutter ligger Gemalen i en ambulance med blå blink på vej til Skejby.

Fruen havde taget det temmelig roligt, at Gemalen skulle til tjek på det lokale sygehus, men da næste melding fra Gemalen var, at nu var han i Skejby, var det slut med roen.

Bare at slippe alt og ræse derind var dog udelukket. Logistikken skulle på plads først. Helt lavpraktisk skulle Kamelen luftes.

Men derefter susede jeg afsted.

Åbenbart ret meget med hovedet under armen, for knap halvvejs blev jeg klar over, at Gemalens taske med tandbørste, rene underbukser, Ipad og ikke mindst opladerledning stadig lå hjemme i kælderen. Den måtte jeg hjem og hente, og så var jeg også nødt til at tanke, for nu var der helt sikkert ikke diesel nok til også at komme hjem igen.

Gemalen har tidligere været indlagt på Skejby, og jeg mente egentlig nok, at jeg kunne finde derind uden brug af GPS. Det kunne jeg ikke. Men omsider fandt jeg dog både hospital og indgang og skyndte mig ind. Og dagen efter fandt Donnaen en venlig besked under min vinduesvisker om, at det var en god ide at betale P-afgift på det sted. Og efter at have stået og gloet arrigt på en række låste døre fandt jeg endelig ud af at vende mig rundt og komme ind på afdelingen.

Der lå Gemalen og havde det efter omstændighederne ret okay, og et øjeblik efter kom en læge og scannede og scannede. Han kunne se en hel masse. Jeg kunne kun se et hjerte. Lægen pegede på en utydelig streg. Det var den tråd eller ledning, der førte fra pacemakeren og ned i hjertet, og det var den, der var årsag til hele miseren. For der var åbenbart en løs forbindelse, så hjertet ind i mellem ikke fik de nødvendige impulser.

Altså skulle Gemalen have en ny tråd. Det fik han dagen efter, og samtidig fik han også lige en nyere model pacemaker. Alt gik godt, og alle regnede med, at han ville blive udskrevet søndag.

Men så fik Gemalen ondt i brystet. Og feber og forhøjede infektionstal. Og hvorfor nu det? Skyldtes det, at den nye tråd lå og generede, eller kunne Gemalen have fået lungebetændelse? Lægerne kløede sig i hovedet og scannede, tog røntgenbilleder og blodprøver - og blev ikke meget klogere.

I løbet af mandagen fik Gemalen det dog bedre, og tirsdag havde han det så godt, at han blev overflyttet til endnu et døgns observation på det lokale sygehus.

Og i dag blev han udskrevet.

Tarme med charme - eller noget om at undres og forundres

Først undrede det mig, at jeg var begyndt at få decideret ondt af at have rigeligt med luft i maven. Jeg var forlængst holdt op med at undre mig over selve fænomenet luft, som desværre på ingen måde var nyt. Men jeg plejede ikke at have ondt, og jeg plejede ikke at føle det som om der boede en skildpadde under mine ribben.

- Det er ikke i orden, fortalte jeg mig selv om bestilte tid hos lægen. Og det var så starten på nogle dage, hvor jeg konstant forundredes og forbløffedes.

Og når jeg nu skriver forundres og forbløffes i hver anden sætning, skyldes det, at Ellen netop har skrevet et indlæg om, hvordan tingene har det med at gentage sig, og der derfor bliver længere mellem snapsene, hvad angår forundring og forbløffelse. Sådan synes jeg ikke, jeg har det. Jeg er nem at forundre og forbløffe. Hele tiden.

Altså gik jeg til lægen og klagede min nød. Og min rare læge beordrede mig op på briksen, hvor han trykkede på og lyttede til min mave.

- Ja, der er godt gang i den, medgav han og lyttede en gang til, før han fortsatte

- Jeg synes, den klinger sært.

Han sagde ikke sært, men noget andet, der kunne tolkes på samme måde. Og han sagde helt sikkert klinger.

Klinger??

Klinger en mave?

Hvordan klinger en mave, der opfører sig pænt, og hvordan klinger den, hvis der er noget i vejen?

Og hvordan lærer man som læge at høre forskel? Bliver de lægestuderende præsenteret for 27 personer, hvoraf de 25 har velfungerende maver, mens de sidste to ikke har, og så skal de lytte sig frem til forskellen. Hvem klinger normalt, og hvem gør ikke??

Særtklingende maver kan man jo ikke have, så lægen henviste til kikkertundersøgelse, og før end jeg fik set mig om, blev jeg ringet op med tilbud om en tid allerede fire dage senere.

- Kan du komme ned allerede i dag eller senest i morgen og hente den medicin, du skal nå at tage inden? spurgte den venlige dame fra sygehuset.

- Øh, medicin?

- Ja, du skal jo igennem en udrensningsproces inden, forklarede venlig dame, og du skal faktisk i gang allerede i morgen.

Så langt var Fruen slet ikke nået i sin tankegang, men kunne selvfølgelig med sin mere rationelle del af hjernen godt forstå, at det nok måtte være hensigtsmæssigt at være nogenlunde tom indeni, hvis lægen skulle kunne se noget i sin kikkert.

Den knapt så rationelle del tænkte bare addwr!

Jeg hentede min medicin og gik dagen efter artigt i gang med et projekt, der meget vel kan kaldes planlagt diarré. Første etape var bare indtagelse af et par piller med et meget sigende navn, som jeg desværre har glemt.

Anden etape ville blive værre, meget værre, kunne jeg læse mig til i den udleverede vejledning, og jeg besluttede, at tage tidligt hjem fra arbejde, indtage medicin og skynde mig at gå tur med Kamelen, inden virkningen efter et par timer skulle vise sig.

Kamelen fik sin tur, og vi kom hjem igen. Og så skete der ikke mere. Ikke en skid, rent ud sagt.

Så jeg afventede. Og drak en masse saftevand og juice. Aftensmad måtte jeg jo ikke få, men to liter væske skulle indtages inden klokken otte, hvor sidste omgang medicin skulle tages.

Klokken otte røg den sidste medicin ned, og jeg besluttede at gå aftentur med Kamelen, selv om det kunne vise sig at være skide-dårlig ide. Turen gik dog fint, og det eneste ekstra-ordinære ved turen var, at jeg kunne høre min mave skvulpe ...

Vel hjemme igen skulle jeg drikke endnu to liter væske, før jeg kunne tillade mig at gå i seng. Altså ialt fire liter væske siden klokken tre om eftermiddagen. Det er ret meget skulle jeg hilse at sige. I begyndelsen tog jeg det pænt. Til sidst gjorde jeg ikke ...

Men ned kom det, og jeg gik i seng. Ved midnatstid var der mildt sagt hul igennem. Gemalen var blevet henvist til gæsteværelset, så jeg kunne have sove- og badeværelse i fred.

Det var heldigvis forbløffende hurtigt overstået, så jeg sov udmærket og var frisk, men en lille smule skeptisk, da jeg ankom til sygehuset næste morgen lidt i otte.

- Godt, du siger det, sagde den modtagende sygeplejerske, da jeg udtalte min bekymring over et lidt uortodokst udrensningsforløb.

- Det tjekker lægen lige, og så venter vi med den beroligende medicin, til vi ved, om vi kan fortsætte.

Og så var det afsted.

Lægen sagde venligt god morgen, og så var det ellers bare med at sætte Fruens blufærdighed på stand by. For mens kikkertundersøgelse måske lyder forholdsvist neutralt, så lyder endoskopi straks værre. ENDoskopi. Det siger det hele, synes jeg. Det gør det så slet ikke, for endoskopi betyder bare at kigge ind, har jeg senere googlet mig til.

En dyb indånding senere var vi i gang, og alt var godt, og jeg kunne blive bedøvet, hvilket var meget rart, for den første passage gjorde ret nas, på den menstruationsagtige måde. Jeg havde fået at vide, at en hånd på maven kunne tage de værste gener, men ondt gjorde det nu alligevel.

Derefter gik det hele glat på alle måder, og sygeplejersken fortalte, at jeg selv kunne følge med på skærmen over mig. Det er derfor, jeg nu ved, at jeg er nydeligt lyserød indeni.

Så var det pludselig overstået. Det var gået relativt hurtigt, fordi der ikke var så meget som en enkelt lille polyp at fjerne undervejs. Det var jeg ellers blevet informeret om på forhånd med stor sandsynlighed ville ske, 'for sådan nogen har de fleste'. Bare ikke mig.

Og andet var der heller ikke at udsætte på mine tarme. Hvilket var noget af en lettelse, for selvfølgelig var jeg gået fra nul alarmklokker til panik på ganske kort tid, da lægen beordrede kikkertundersøgelse, bare for en sikkerheds skyld.

Gemalen hentede mig, da jeg på grund af bedøvelsen ikke måtte køre bil, og så brugte jeg resten af dagen på at slappe af og fundere over, hvilke sære ting, folk beskæftiger sig med.

Tænk at have opfundet kikkertundersøgelser og ditto operationer. Det er da ret genialt, at man kan suse rundt inden i folk uden at skulle skære i dem. Tarmene må endda føles som de rene motorveje i forhold til at skulle bruge de store vener som det for eksempel skete ved nogle af de mindre hjerteoperationer, Gemalen har været igennem. Sådan en opfindelse gad jeg godt kunne imponere en eventuel bordherre med.

Lidt omvendt har jeg det nok med tanken om at skulle forklare nogen mit hverv, hvis jeg brugte mine arbejdstimer på at sidde ved numsen på en lang række mennesker, mens jeg undersøgte dem indeni. Og jeg har helt vildt svært ved at forestille mig, hvordan man som ung læge vælger netop den karriere.

Jeg er ikke specielt imponeret over, at jeg har det sådan, for det er jo intet mindre end fantastisk, at rigtigt mange mennesker hvert år bliver helbredt for cancer, fordi deres sygdom er opdaget i tide ved hjælp af netop en kikkertundersøgelse. Altså burde den slags kikkertoperatører virkelig værdsættes og respekteres.

Jeg har så meget at lære endnu.

En dum besked

- Goddag, det er sygeplejerske Hansen fra Lægehuset, lød det da jeg besvarede et opkald til min mobil fra et ukendt nummer.

Et kort sekund krøllede min hjerne sig sammen i ulogisk frygt for, at der skulle være sket Donnaen eller Gemalen noget, ind til det gik op for mig, at det næppe ville være fra Lægehuset, man i så fald ville ringe.

- Du var jo hernede til en screening for livmoderhalskræft for nylig, fortsatte sygeplejersken, der ikke kunne følge med i mit tankemæssige selvsving.

Dét havde jeg ikke på nogen måde glemt.

Selv om jeg måske nok havde forsøgt at fortrænge netop dén oplevelse en lille smule.

- Og jeg ringer bare for at sige, at der altså er fundet celleforandringer, så du skal komme igen til et nyt tjek om 6 måneder, sagde sygeplejersken med noget, der inde i min igen helt krøllede hjerne mindede om tredobbelt talehastighed.

- Øh hvad? spurgte jeg og forsøgte at blive så nærværende, at jeg rent faktisk kunne forstå, hvad sygeplejersken lige havde sagt.

- Jeg ringer, fordi.. gentog sygeplejersken sig selv, hvilket hun sådan set slet ikke behøvede, for jeg havde jo udmærket hørt, hvad hun sagde første gang. Nu spekulerede jeg i stedet på, hvorfor der ikke findes en eller anden form for advarselslampe på mobilen, så man kan slippe for at besvare mindre behagelige opkald, mens man er på på arbejde?

Heldigvis var det ikke frokost, heldigvis sidder jeg ikke i et storrumskontor og heldigvis kunne jeg hurtigt finde et tomt lokale, hvor jeg kunne fortsætte samtalen.

- Det er ikke alvorligt, bare lette celleforandringer, der måske forsvinder af sig selv igen, forklarede sygeplejersken.

- Nå, sagde jeg. Mest fordi jeg ikke kunne finde på andet.

- Så, du skal bare tage det helt roligt, fortsatte hun.

- Okay, sagde jeg og sænkede skuldrene en lille smule.

- Men vi er selvfølgelig nødt til at holde øje med, at det ikke udvikler sig til noget værre, så det er vigtigt, at du kommer til en ny undersøgelse om et halvt år.

- Javel, sagde jeg, mens skuldrene smuttede op om ørerne igen.

- Og du skal selvfølgelig også selv være opmærksom på eventuelle forandringer såsom pletblødninger eller smerter. Og du skal bare ringe, hvis der er noget, du gerne vil snakke med lægen om. Men som sagt; der er overhovedet ingen grund til at bekymre sig på nuværende tidspunkt. Farvel og hav en fortsat god dag.

Måske sagde hun slet ikke det sidste, men sygeplejerskens venlige friskhed virkede på det tidspunkt så tilpas absurd, at det lå lige for at tro, at hun havde sagt præcis sådan.

For hvordan lader man være med at bekymre sig (bare lidt) om noget, der skal holdes ekstra godt øje med, fordi det kan udvikle sig til noget værre?

Jeg er ovenikøbet sådan en, der forud for tandlægebesøg føler, at hele undermunden vist er ved at rasle ud. Sådan en, der kan føle de ondeste ømheder før mammografi. Og sådan en, der kan generere pletblødninger, bare fordi jeg skal lade være.

Det skal nok blive et fornøjeligt halvt år.

Og i morgen vil jeg prøve at cykle

Det går godt.

Gemalen går nogenlunde.

Altså går det godt.

Hofteoperationen fredag gik planmæssigt.

Næste morgen fortalte Gemalen, at han havde udfyldt seddel med frokostønsker, og Donnaen og jeg blev enige om, at vi godt kunne nå at besøge ham og derefter købe ind, inden han nok skulle hentes hjem en gang i løbet af eftermiddagen.

Vi nåede ned midt i byen, før der indløb ny besked, at nu måtte vi gerne hente ham, men først efter en tur forbi apoteket, så vi var sikre på at nå det inden lukketid.

Vi tog hurtigt en ekstra halv tur rundt i rundkørslen og satte kursen mod apoteket, hvor jeg fik en frygtelig masse smertestillende medicin for næsten ingen penge. Dernæst hjem for at skifte til Gemalens større bil og så forresten tanke, for den var kørt helt ned på advarselslampen. Derefter ned på hospitalet, finde en p-plads og en p-automat, der virkede. Overveje at anmelde ikke-virkende p-automat til manden i info-skranken og opgive igen, da han altid ser så ualmindeligt sur ud, at hvis det ikke er akut livstruende, så undgår man at tale til ham.

Og så ellers blæse op på stuen. Blot for at få at vide, at Gemalen da liige skulle snakke med en sygeplejerske, før han måtte gå. Hvorefter anden sygeplejerske kom svingende med frokostbakken, som Gemalen da også liige skulle nå af have. Mens Gemalen spiste sild og råkostsalat kom første sygeplejerske og satte hak i sit skema, at Gemalen ikke havde flere spørgsmål, og så måtte vi gerne gå.

Det tog sin tid. For Gemalen var jo ikke just lynhurtig. Og da han også havde mere end nok at gøre med at holde styr på sine krykker, var det fint, at både Donnaen og jeg kunne slæbe på alle hans pakkenelliker.

Vi kom ned. Og hjem. Og ind. Og op. Og Gemalen landede, med noget besvær, i sofaen. Og var nu så træt oven på alle strabadserne, at han omgående faldt i søvn ...

På et tidspunkt vågnede han selvfølgelig igen, og så gik resten af lørdagen og hele søndagen egentlig bare med at holde øje med, at alt gik som det skulle, når Gemalen skulle op. Eller ned. I seng. I bad. Have tøj på. Og så videre og så videre.

Det gik fint.

Langsomt men fint.

Pointen med at Gemalen skulle være selvhjulpen, passede mig - og mit absolut manglende Florence Nightingale-gen - fint. I stedet for egentlig at hjælpe kunne jeg bare stille mig med hænderne i siden og afvente, at Gemalen klarede paragrafferne selv. Uden at komme galt afsted i processen.

Det gjorde han så; altså klarede paragrafferne selv.

Kun skifte plaster kunne han ikke, så jeg fik fornøjelsen af at nærstudere hans nye ar. Det ser lidt vildt ud. Som om nogen bare har taget en hæftepistol og klipset ham sammen ...

Allerede søndag havde Gemalen fået så meget tjek på tingene, at Donnaen og jeg mente, at vi mandag kunne lade ham være alene hjemme sammen med Kamelen (som iøvrigt forlængst har forstået, at hun skal passe på og ikke fjolle rundt, når Gemalen er i farvandet).

Donnaen sørgede for at stille frokost frem, og så var den største udfordring at bringe det fulde kaffekrus fra køkkenet og hen til spisebordet.

Også det projekt lykkedes, da Gemalen nu er i stand til at bevæge sig over korte afstande med kun én krykkestok. Gemalen er således godt tilfreds med sig selv og meddelte optimistisk, at

- Hvis det fortsætter med at gå fremad som nu, vil jeg prøve at cykle i morgen.

Måske er det nu, jeg skal finde sætningen om at 'holde igen' frem?

Jeg, en støtteperson

Det er ganske vist.

Jeg er en støtteperson.

Altså, jeg har ikke ligefrem fået et kursusbevis eller et andet officielt papir på titlen. Men jeg været til info-møde for personer, der skal gennemgå en hofteoperation, og deres støtteperson.

Gemalen er den kommende hoftepatient, og jeg er støttepersonen.

To timers info-møde for cirka 30 deltagere, hvoraf lidt over halvdelen - enkelte havde ikke en støtteperson med - må formodes at være de kommende patienter.

En sygeplejerske, en narkosesygeplejerske, en fysioterapeut og en ergoterapeut stod for underholdningen.

Jeg kan jo sagtens mene, at det var underholdning, for det er jo ikke mig, der skal opereres. Men stemningen var god og afslappet, og jeg synes, det er et ret genialt koncept, at man informerer på den måde.

Hofteoperationer er efterhånden blevet næsten samlebåndsarbejde. Ikke for den enkelte patient, men for sygehuset, og forløbet er så standardiseret, at de allerfleste patienter - og deres støttepersoner - har glæde af et fælles info-møde på to timer frem for en individuel forklaring på måske et max et kvarter.

Den samlede informationsmængde er langt større, der var god tid til at stille spørgsmål og en pæn spørgelyst. Som ikke overraskende gjorde, at der også blev snakket om ting, som hverken Gemalen eller jeg selv havde tænkt over på forhånd.

Gemalen skal under kniven på fredag og vil, hvis alt går planmæssigt - og det gør det! - blive udskrevet lørdag.

Inden udskrivelsen vil Gemalen allerede have været oppe at gå flere gange, og han vil have vist, at han både kan gå almindeligt og forcere trapper. Med krykker forstås. Men faktisk er hoften stabil med det samme, så krykkerne er ikke til aflastning som sådan, men mere som en hjælp til at holde balancen, så den nyopererede ikke kommer til at lave uhensigtsmæssige bevægelser, der kan belaste operationsarret. For selv om selve hoften altså er stabil, så er arret jo ikke groet sammen over natten, men bare 'flikket sammen' med klamper.

Som støtteperson er det ens vigtigste opgave at holde balancen mellem uvirksom, selvmedlidende sofaligning og overdreven træningsiver. Der skal skubbes på og roses. Og der skal holdes igen og beordres pauser og hvil i passende mængder.

- Hørte du, at du skal rose? spurgte Gemalen.

- Hørte du, at jeg skal sørge for at holde igen? svarede jeg.

Sådan er der så meget. Alt afhænger af ørerne, der hører.

Og det beviser bare, hvor godt det er, at vi begge var med til mødet.

Snart kan Gemalen komme med ud
 og lufte Kamel. Det bliver godt!

Livskvalitetsforbedrende

Fredag aften gik jeg i seng samme tid som hønsene.

Lørdag var jeg træt som et helt alderdomshjem og stiv og øm i hele kroppen.

Søndag kunne jeg konstatere, at jeg heldigvis ikke skulle være syg. Og da jeg ikke havde løbet marathonløb eller på anden måde udfoldet mig fysisk, måtte jeg erkende, at jeg nok havde været ret meget mere anspændt, end jeg selv var klar over.

Nogle ting sætter sig.

Det sætter sig at tage med sin gamle far (og mor, men det var min far, det drejede sig om) til møde på onkologisk afdeling og tale med meget sød og meget kompetentvirkende overlæge om fremtidige behandlingsmuligheder.

Og selv om jeg var forberedt, og selv om jeg på forhånd kendte det overordnede budskab, så bider det alligevel, når nøgleordene ikke er helbredelse, men 'livsforlængende' og 'livskvalitetsforbedrende'.

Samtidig er det en balancegang, når lysten til indsigt måske ikke er helt den samme hos alle parter. Når den ene gerne vil vide 'det hele', mens andre egentlig godt kan være alt for megen vished foruden.

Men vi blev klogere, og vi tog hjem, og går alt vel, begynder min far et nyt behandlingsforløb, som forhåbentlig bliver, hvad overlægen lovede: livsforlængende og livskvalitetsforbedrende.

Det sidste især er vigtigt.