En gammel borg og et nyt tempel - og slut

Den sidste dag i Salzburg startede også regnfuldt og indbød ikke rigtigt til dasketure i den gamle bydel, men vi kunne godt holde til at gå hen til den lillebitte bjergbane, der fragter turister og andet godtfolk op til den gamle borg eller fæstning Hohensalzburg, der, næppe særligt overraskende med det navn, ligger på en klippeknold højt hævet over byen.

På vejen derhen kom vi forbi Sankt Peters kirkegård. Tænk, at han har sådan en! En lille, fin og gammel kirkegård, der egentlig var værd at kigge nærmere på, men det var vejret og folkestemningen ikke rigtigt til (læs: to tredjedele af familie kan virkelig ikke se nogen som helst grund til at glo på kirkegårde), så vi fortsatte bare hen til bjergbanen.

Nede fra den gamle bymidte ser Hohensalzburg kæmpestor ud. Det gør den også, når man kommer op til den. Det er da også en af de største bevarede middelalderborge i Europa, og der er virkelig meget at se på. Er man tilpas interesseret, vil man sikkert sagtens kunne bruge en hel dag på at komme igennem alle udstillingerne.

Det gjorde vi ikke, og vi er generelt gode til at finde springe frem-knappen på vores audio-guider, hvis vi keder os lidt. Men nogle ting var alligevel så tilpas interessante, at vi andægtigt hørte forklaringerne helt til ende, før vi gik videre. Blandt andet udstillingen om borgens udvikling gennem tiderne. For selvfølgelig nåede borgen først sit nuværende udseende efter århundreders til- og ombygninger. 

"I begyndelsen var et lille skur" kunne meget vel have været indgangsreplikken til historien, om hvordan man for små 1000 år siden påbegyndte det første byggeri af et fæstningsværk til beskyttelse af biskoppens residens.

Med en hel række modelbyggerier havde man anskueliggjort udviklingen, og ved hver ny model var de nye dele malet hvide (i modsætning til resten, der var i naturtro farver), så man ikke var i tvivl om, hvor man skulle kigge, mens man lyttede til audio-guiden. Det fungerede virkelig fint, og kunne i langt højere grad end ane-gallerier og lignende holde familiens interesse fangen.

Ud over at være en fæstning til beskyttelse af byen og biskoppen blev Hohensalzburg også brugt som blandt andet fængsel, og det har sikkert ikke været særlig sjovt at sidde i fangehullet der. Langt sjovere har det været at lade sig underholde af biskoppen oppe i de repræsentative lokaler, der var meget flotte og indrettet med henblik på at opnå størst mulig imponator-effekt. Hvem biskoppens også meget flotte sovegemak har skullet imponere må stå hen i det uvisse ...

Der var også en række udstillinger, der ikke specifikt relaterede til borgen, men fortalte om krig og ufred i al almindelighed. Der var en frygtelig masse våben, som jeg altid lynhurtigt bliver træt af at kigge på.Der var en masse dukker - både små og store - klædt i skiftende tiders uniformer, der i mange tilfælde må have været decideret uhensigtsmæssige i forhold til praktisk krigsførelse.

Og så var der en del, der specifikt omhandlede Første Verdenskrig, hvilket især jeg brugte tid på, men til sidst lykkedes det dog at få mig halet videre, og da vi også havde beundret udsigten, som selv i regnvejr var helt fantastisk, kørte vi ned i byen igen.

Efter frokost brugte vi eftermiddagen i et af nutidens templer, et outlet-shoppingcenter i udkanten af Salzburg.

I betragtning af, at konceptet var outlet, var der virkelig flot. Flere af butikkerne var da også outlet-udgaven af mærkevarer i den dyre ende af skalaen, så selv om der blev skiltet med nedsættelser på både 40 og 50 procent, var de alligevel uden for kategori i forhold til vores økonomi. Helt anderledes forholdt det sig tydeligvis for den ret store andel af kunder med mellemøstlig baggrund. Mange mere eller mindre tildækkede kvinder storslæbte afsted med deres bugnende poser, mens mændene tilsyneladende især var beskæftiget med at bære kreditkortene.

Lidt fik vi dog shoppet, og glade og tilfredse tog vi tilbage og forhåndspakkede mest muligt, inden vi gik ned og lod Louis stå for aftensmaden.

Næste morgen var det slut, og vi kørte hjem. Turen gik fint. Vi startede godt nok med at ramme en spærret landevej og derefter blive en lille smule væk for os selv, da vi skulle ud på en længere omkørsel. I stedet for at køre over München kørte vi nemlig direkte mod nord for først at møde motorvejen kort før Regensburg. Derefter Hof - Leipzig - Magdeburg - Wolfsburg - over heden til Lüneburg og over Elben ved Lauenburg - næsten til Kiel og så over til A7 på det rigtige sted.

Da vi nåede til den danske grænse, undrede vi os endnu en gang over, om det virkelig kan være nødvendigt med så voldsomme blinklys, at man føler, man passerer med synet som indsats. Alle de øvrige grænseovergange, vi havde passeret på turen, var - i modsætning til tidligere og fredeligere tider - bemandede og ofte udstyret med chikaner for at få trafikken helt ned i fart, men ingen steder så vi noget, der bare lignede det overdimensionerede danske katastrofeblink.

Gemalens syn klarede udfordringen, og vi kørte hjem i den lyse sommeraften.

Salzburg under regntung himmel.

Da Hitler blev væk i tågen

Første aften i Salzburg gik vi ind til byen og daskede lidt rundt. Vi var kommet hjemmefra uden andet end en sweater, og på et tidspunkt kunne vi godt fornemme, at det vist var en dårlig ide. Det begyndte at rumle, og lige pludselig stod det ned i stænger.

Heldigvis var det spisetid, heldigvis stod vi lige ud for en restaurant. Den viste sig at bestå af en halvcirkulær søjlegang ud til en gårdhave. Om der bare to minutter tidligere havde siddet gæster i gårdhaven, ved jeg ikke. Det gjorde der i hvert fald ikke nu, så vi var heldige, at der stadig var et bord ledigt i søjlegangen.

Vores bord var et af dem, der stod ud mod gårdhaven, og selv om vi sad i ly for regnen, var det lidt fugtigt. Mere slemt blev det dog, da et nedløbsrør gav op og nærmest skiltes ad, så vandet stod ud i et imponerende springvand. Så måtte vi hale i bordet for at få det trukket ind på det tørre. Det lykkedes fint, men de stakkels tjenere blev mere og mere udfordrede, da passagerne mellem bordene rundt omkring blev mindre og mindre og til sidst næsten ikke-eksisterende.

Da vi havde spist, var regnen stilnet af, og vi kunne gå hjem uden at blive gennemblødte.

Næste morgen hang skyerne lavt, men det var tørvejr, og mens Gemalen tog ud for at cykle, gik Donnaen og jeg ind til byen og over til Schloss Mirabell, der ligger på den anden side af floden. Ikke så meget for at se på slottet, som en fyrstelig biskop en gang byggede til sin elskerinde og deres fælles 15 børn.

Imponerende hvad man den gang kunne tillade sig, hvis man var magtfuld nok.

- Nein Lieblings-Schatze, vi kan ikke blive gift. Jeg er jo biskop, så det går sandelig ikke. Men jeg kan da - sådan helt diskret - bygge et fint slot til dig og vores unger. Hvad siger du til det?

Vi var mere interesserede i slotshaven, som i sin tid dannede baggrundskulisse, da Julie Andrews dansede rundt med alle von Trapp-børnene og sang do-re-mi i Sound of Music. Fin have, men i virkeligheden syntes jeg, det mest spændende var udsigten ind mod byen og op til den gamle fæstning, som lå og tilsyneladende tårnede sig op for enden af parkens midterakse.

Tilbage i Altstadt fandt vi huset, hvor Mozart var født og vokset op. Og vi fandt især ud af, hvorfor vi var gået lige forbi aftenen før uden at bemærke det. Der var - Oh ve! Oh helligbrøde! - et SparMarkt i stueetagen, og kun hvis man kigger op (fordi man undres over, at så mange mennesker kan være interesserede i et supermarked), ser man teksten på husets facade.

Efter en sen frokost tog vi ud for at se Kehlsteinhaus, nok bedre kendt som Ørnereden, Hitlers bjerghytte og/eller sommerresidens.

Det blev en alternativ oplevelse.

Vejret var dårligt, men vi havde jo før oplevet, at det ikke nødvendigvis også ville være tilfældet, hvis man kom lidt op i højderne.

Man ankommer til et billetcenter og en stor busholdeplads, for det sidste meget stejle stykke op ad bjerget foregår i busser, specielt udviklet til formålet.

Det småregnede, men der var mange mennesker og ingen slinger i valsen, da vi fik billetter og blev henvist til Bus 2. Bussen blev fyldt helt op, og afsted gik det. Det var ikke for sarte sjæle. Der var smalt og stejlt, og man kom ind i mellem lige lovlig tæt på kanten. 

Op kom vi og gik så ind gennem en tunnel til en elevator langt inde i bjerget. Den var flot. Altså elevatoren. Beklædt med messing og kæmpestor, så Herr Hitler og hans eventuelle gæster kunne blive løftet standsmæssigt op og ned.

Så var vi endelig helt oppe. Det regnede, men vi havde denne gang husket paraplyerne og varmere tøj, så vi kiggede os omkring og så - lige ud i en sky!

Der var absolut nul udsigt.

Nu havde vi brugt en hel del tid og en pæn sjat penge på at komme så langt, og så var det som at kigge ind i en hvid væg.

Det var så dumt, at det var sjovt.

Så kunne vi lige så godt gå indenfor. Huset er ikke et museum, men en café, og vi skyndte os at bestille den lækreste kage på menukortet. Den var udsolgt, så vi måtte nøjes med en anden. Jeg ville gerne have café latte eller cappuccino, men den slags fancyheder havde de ikke. Man kunne få kaffe eller kakao. Eller man kunne lade helt være. Fik vi indtryk af. Tjenerens attitude var jævnt arrogant, og det kombineret med hans mærkværdige dialekt medvirkede kun til at forstærke komikken.

Turen tilbage var endnu mindre for de pyldrede, for nu gik det stejlt nedad, og vi blev enige om at satse på, at bremserne var noget af det, der var specialkonstrueret til netop disse busser.

Vel nede kunne vi bare konstatere, at det nazi-museum - eller dokumentationscenter, som det kaldes - der ligger ved billetcentret, var lukket 10 minutter tidligere ...

Hvem der havde udtænkt det så smart, vides ikke, men så behøvede vi ikke at diskutere, om vi skulle se det. Og dagen efter blev jeg stemt ned, da jeg foreslog, at vi tog derud igen.

Så vi trillede hjem og lod Louis stå for aftenunderholdningen.

Okay, man kunne se det nærmeste træ ...

Søde Louis og andre løjerligheder

Det var let nok at finde vores logi i Salzburg.

Det var straks sværere at finde et sted at parkere. Lovligt. En grim p-bøde under viskeren på bilen bag os sad og så afskrækkende ud.

Fruen blev derfor sendt ind for dels at checke ind dels forhøre mig om parkeringsmulighederne.

Det plejer jeg godt at kunne finde ud af, men da jeg kom indenfor, kunne jeg ikke umiddelbart finde nogen form for reception. I et lokale til højre for indgangsdøren sad en mand og spillede guitar. En anden mand sad og småsov med en øl på bordet foran sig. Den spillende mand så mig godt, men spillede videre, og jeg gik derfor længere ind. Ind i restauranten og ind i et andet lokale med spiseborde. Op ad en trappe og ned igen. Ingen mennesker.

Nu lagde musikeren mærke til min søgende adfærd og spurgte, om jeg søgte nogen. Det gjorde jeg jo, og så blev den sovende fyr vækket. Han var temmelig meget rundt på gulvet, og vi skulle først lige have koordineret at tale engelsk, for tysk forstod han ikke, og så hjalp det jo fedt, at jeg førte mig frem på mit bedste skole-tysk. Så undskyldte han mange gange for sin sovende adfærd, jeg fik min nøgle og en forklaring om, at det var okay at parkere udenfor, men at man helst skulle have et parkerings-skilt/-mærke/-ur/-noget, hvilket vi selvfølgelig ikke havde.

Nå men så kunne vi skrive en seddel og lægge i forruden, så ville p-vagten forhåbentlig tage det for gode varer ...

Så jeg skrev fin seddel, vi tømte bilen. Og håbede det bedste.

Det virkede faktisk. Vi fik ingen p-bøde i de tre døgn, vi opholdt os på stedet. Men det virkede altså en anelse løjerligt bare at lægge en seddel i forruden med "Hej hej, vi holder lige her, mens vi er i Salzburg."

En anelse løjerligt var nok det gennemgående tema for Haus Wartenberg. På den venlige, imødekommende, men også ganske boheme-agtige måde. Her tog man virkelig ikke tingene så tungt. Hverken hvad angik nullermænd under sengene, rygeforbud i restauranten eller så meget andet. Donnaen havde det lidt stramt med denne mangel på Ordnung muss sein, mens Gemalen og jeg bare syntes, det var hyggeligt.

Den første aften spiste vi på en restaurant inde i det gamle Salzburg, men anden aften valgte vi at spise "hjemme". Morgenmadslokalet var en lille restaurant om aftenen, og der kom både boende gæster og lokale. Menukortet var fint. På tysk og engelsk. Og når man sammenlignede mellem tysk og engelsk, var priserne ikke nødvendigvis identiske. Nogle retter var billigst på tysk, andre på engelsk. Lidt løjerligt, men hvorfor hænge sig i detaljer?

Maden var lækker, og betjeningen var venlig. Omend ikke helt professionel. En stor dreng på Donnaens alder hjalp til og gjorde det så godt han kunne. Det var bare ikke særlig godt, og ind i mellem forsvandt han helt, og så råbte kokken tværs gennem lokalerne "Louis!", mens han undskyldte over for gæsterne og prøvede at agere tjener, ind til knægten dukkede op igen.

For eksempel ville kokken gerne hjælpe os med vin, men kunne ikke finde den rigtige hvidvin. Med det resultat at han og Gemalen i fællesskab gennemrodede køleskabet i hjørnet for at finde et godt alternativ.

Vi fandt aldrig helt ud af, om Louis overhovedet kunne tale tysk. I hvert fald gik det bedst på engelsk. Hvordan han så var endt som stik i rend-dreng i Salzburg, fandt vi selvfølgelig ikke ud af, men vi udviklede mange spændende teorier desangående og forestillede os, at hans engelske mor havde ringet til sin østrigske fætter for at få ham afsat hen over sommeren: "Du må da nok kunne beskæftige Louis i sommerferien, så skal vi nok gøre dig en tjeneste en anden gang".

Men sød var drengen jo, og al begyndelse er svær. Så vi hjalp ham med at stable de tomme tallerkener og kom glade tilbage og spiste igen den næste aften.

Nej, vi boede ikke på Schloss Mirabell,
men jeg glemte at tage et billede af Haus Wartenberg.

Koldt på toppen

Vejret havde været skønt i Slovenien, og det var lidt ærgerligt at skulle køre til Salzburg, for vejrudsigten var mildt sagt ikke særlig god.

Men booket var booket, så vi pakkede vores habengut og drog afsted.

Vi var dårligt nået ind i Østrig, før skyerne begyndte at tårne sig op, og i løbet af en halv time gav det vand. Meget vand!

Det stilnede dog hurtigt af igen, men vejret var så afgjort slået om, med lavere temperaturer og drivende skyer, der så ud til at kunne finde på lidt af hvert. Og Fruen, der havde tænkt sig, at vi skulle køre ad Grossglockner Hochalpenstrasse, begyndte at spekulere på, om hun kunne fremtrylle en Plan B, så det ikke gjorde så meget, hvis bjergene var indhyllet i skyer.

Det var nu ikke helt nemt, for vi var så langt, at det var lidt fjollet at køre tilbage for at finde den ordinære motorvej, og de alternative ruter ville blive til temmeligt store omveje. Gemalen, der havde ja-hatten på, mente, at vi med lidt held ville kunne køre op over skyerne, så vi fortsatte.

Og diskuterede lidt undervejs, om vi nu overhovedet var på rette vej. Det mente jeg bestemt, og da vi, efter nogen kørsel længere og længere væk fra de gængse hovedfærdselsårer, nåede billetlugen og måtte lægge en anseelig stak euro før den videre færd, var selv Gemalen overbevist.

Herefter begyndte det hurtigt at gå opad, og de berømte sving begyndte. Der gik lidt tid, før vi lagde mærke til, at de var nummererede, fra den modsatte ende af vejen, så vi talte ned og ikke op.

Skyerne kom og gik, og vi havde de flotteste kig ud over alpelandskabet. Her var virkelig smukt. På den barske måde. Med græsklædte eller helt nøgne bjerge. Og toppe med sne på. Grossglockner så vi dog aldrig. Lige præcis majestæten selv gemte sig stædigt i skyerne. Lidt ærgerligt, men pyt, der var så meget andet at kigge på, og hvis der havde været en lydoptagelse fra bilen, ville den mestendels være fyldt med Ih! og Nøj! og Wauw, se lige!

Højere og højere kom vi op. Passerede 2000 metersmærket og gjorde holdt ved Hochtor, der ligger i 2504 meters højde. Her var kiosk, toiletter og parkeringspladser, hvor man kunne stå og fortabe sig i storslåede kig ud over landskabet.

Donnaen behøvede ikke at kigge. Hun nøjedes med en tur på toilettet, og så spurtede hun tilbage til bilen. Hun havde om morgenen ikke rigtigt bidt mærke i forældrenes valg af tøj og var derfor klædt til slovensk sommer. Ved Hochtor var der 9 grader, og det var småblæsende ...

Kort tid, nogle få sving og et par tunneller senere nåede vi frem til en restaurant, hvor vi meget passende kunne få frokost. Et hyggeligt sted, fyldt med alskens skrammel, lige fra en gammel kane med dukker klædt i tyrolertøj til udstoppede murmeldyr. Kalenderen sagde højsommer, men temperaturen sagde gullaschsuppe, så det fik vi.

Herfra gik det ned igen. Restauranten lå ved toppen af en hel række klassiske hårnålesving, hvor man flere steder kan se vejen svinge frem og tilbage i mange etager ned ad bjergsiden. Det blev den flotteste tur. Og denne gang så vi bjerge, der ikke var dækket af sne, men af is. Små gletsjer-tunger strakte sig ned af bjergsiderne, og Fruen, der aldrig havde oplevet det fænomen, sørgede for, at lydsporet igen blev fyldt med Ih! og Nøj! og Wauw!

Svingnumrene blev mindre og mindre, og til sidst havde vi kørt alle 48 km med alle 36 sving.

Turen var alle pengene værd og mindst lige så flot som forventet, og det lidt barske vejr gjorde ikke oplevelsen ringere.

Nu var det bare om at finde ind til Salzburg.

Udsigt fra Hochtor
(tror jeg nok).

Bondesmovseri og honningkager

Det var vores sidste aften i Bled, og for at presse citronen overtalte jeg Gemalen til, at vi skulle køre en tur og spise et andet sted. Gemalen var let at overtale, og en af fordelene ved, at han altid tonser rundt på sin cykel, er, at han kommer nogle steder, man måske ikke umiddelbart ville vælge at køre i bil, men som kan være absolut seværdige.

Så Gemalen tog os med ud på landet. Ad små veje, gennem små byer og videre af smalle, kringlede veje op gennem skovstrækninger og endnu længere op, til vi til sidst igen kom til et åbent område med den skønneste udsigt. Bølgende marker, bjerge i baggrunden og en lille kirke yderst på en lille bakketop.

- Der kan vi lige køre over, sagde Gemalen.

Men det kunne vi ikke, for det lykkedes os aldrig at regne ud, hvordan de små krøllede veje hang sammen, og vi måtte bare konstatere, at tæt på i luftlinje ikke nødvendigvis er spor tæt på, hvis man skal følge vejene i et så kuperet landskab.

Da vi havde set os mætte og sukket lidt over den indlysende idyl i den lune, tidlige sommeraften, vendte Gemalen kareten, og vi trillede stort set den samme vej tilbage, men drejede dog af for at køre til Radovljica, som jeg havde udset mig til aftensmadsdestination. Den lille by skulle efter sigende (Lonely Planet) indeholde et par gode restauranter, som jeg mente kunne være et godt alternativ til den lidt ensformige mad, vi havde fået de foregående aftener.

Vi fandt en parkeringsplads og daskede ind ad den lille gade til det, der måtte være bymidten. Her var rigtig hyggeligt, og vi så et par restauranter med udendørs servering, men den lovede udsigt kunne vi ikke se nogen steder.

Pludselig drejede Gemalen af og gik efter lyden af selskabelighed ind gennem en port og kom til en restaurant, der åbnede ud til den anden side med udsigt over både by og bjerge.

Bingo!

Vi fik bord helt henne ved balkonkanten, og så sad vi ellers der og lod os betage. Af udsigten og den hyggelige stemning. Af den venlige betjening og af maden, som var et kapitel for sig. I stedet for at bestille et eller andet fancy lod Gemalen og jeg os friste af noget, der på tysk blev kaldt Bauernschmaus - bondesmovs.

Ind kom et kæmpefad med lidt (ret meget faktisk) af hvert. Der var én slags pølse, en slags kål, noget kartoffelmos-agtigt, en blodpølse, fyldte tomater, en slags paté og en hel masse mere, som jeg har glemt. Næppe den helt store kokkekunst, men anderledes, solidt, velsmagende og rigeligt, og vi var enige om, at det ikke kunne være helt ringe at være slovensk bonde, hvis det var søndagsmenuen, vi lige havde sat til livs.

Da Gemalen skulle køre, havde vi kun drukket vand til maden, men fik hver et glas lokal brændevin til regningen. Gemalen afstod. Jeg fik begge glas. Og blev i endnu bedre humør ...

Og da vi så skulle gå, fortalte tjenerne, at vi, trods det sene tidspunkt, var velkomne til at besøge honningkage-museet i kælderen.

Det viste sig så, at der i kælderen var et honningkagebageri, hvor man bagte og især dekorerede honningkager til den helt store guldmedalje. To unge kvinder sad og var travlt beskæftigede med at pynte små, fine honningkager. Den ene afbrød straks sit arbejde og fortalte os om stedet og kagerne. Det er åbenbart en gammel slovensk tradition at forære fint dekorerede honninghjerter til dem, man holder af. Bageriet var flere hundrede år gammelt, og al honningkage-fremstilling foregik på traditionel vis med gamle redskaber og ovne.

Og selvfølgelig med en hemmelig opskrift, som gik i arv. Opskriften var så hemmelig, at ingen havde hele opskriften, men kun dele af den, og det var således umuligt at bage, hvis ikke alle fire kvinder var til stede.

Måske var jeg en smule under indflydelse af slovensk brændevin og derfor nem at bevæge, men både Donnaen og Gemalen syntes også, at det var både sjovt og spændende at se og høre om bageriet, og vi endte selvfølgelig med at købe et par små pyntehjerter, som jeg tror ender på juletræet.

Vi gik derfra fyldt med mad og gode oplevelser, og jeg meddelte Gemalen, at skal vi til Slovenien igen, er det lige præcis dér, jeg vil bo.

Aften-idyl.

Moria!

Varme var der nok af i Slovenien, så vi fravalgte en tur til hovedstaden, Ljubljana, og søgte i stedet skyggen i en af de mange underjordiske grotter.

Fruen havde udset sig Skocjan Caves, eller Skocjanske Jame som de hedder på slovensk. De er på UNESCOs liste og selvfølgelig dem, der lå længst væk. Men Slovenien er heldigvis ikke større, end at man sagtens kan nå fra den ene ende af landet til den anden på et par timer. Og vi mente derfor, at vi også kunne nå lidt ekstra og enedes om at køre helt ud til Adriaterhavskysten for at kigge på en af de små kystbyer.

Det blev Koper, og vi susede afsted og kørte ned til lystbådehavnen og fandt os en parkeringsplads. Eller først en og så en anden. For mens Gemalen pænt holdt tilbage for en, der skulle ud, kom en ældre slovener fra den anden side og snuppede pladsen. Det blev Gemalen ret arrig over, så han røg ud af bilen og skældte sloveneren huden fuld. På dansk. Ikke at det hjalp, men Gemalen kom af med sin galde, og så kunne vi traske op i den gamle bydel.

Gaderne var små, snævre og hyggelige og førte op til en lille plads, Titov trg, altså Tito Torv. Desværre er jeg en - ahem - anelse blank, hvad angår jugoslavisk historie, så jeg er ikke helt sikker på, om det er lidt sjovt eller bare helt naturligt, at der stadig findes et torv opkaldt efter det gamle Jugoslaviens absolutte hersker?

Ud til det lille torv står blandt andet en flot bygning og ligner noget fra Venedig, hvilket ikke er så sært, da Koper har været under venetiansk herredømme i cirka et halvt årtusind frem til Napoleons sejr over Venedig sidst i det 18. århundrede. Der var også en kirke og et tårn, som jeg selvfølgelig måtte op i og kigge ud fra.

Fra toppen af tårnet var der en fantastisk udsigt. Over byen, hvor den gamle kerne var klart markeret med røde tegltage, og over havnen, hvor der lå et halvstort krydstogtsskib og gav forklaringen på de mange englændere i byen.

Og så var der Adriaterhavet, der lå og lyste blåt i solen og gav lyst til straks at tage ud at sejle. Men det skulle vi jo ikke, så efter en tur i et storcenter efter noget til frokosten begav vi os ind i landet igen og fandt indgangsområdet til grotterne.

Jeg havde læst mig til, at det ville være en halvkold fornøjelse, så selv om der var over 30 graders varme, iførte vi os lange bukser, trøje og fornuftige sko. Hvilket til gengæld var temmelig varmt, da vi skulle gå cirka en halv kilometer, før vi kom til selve indgangen til grotterne.

Desværre var det strengt forbudt at tage billeder - og sikkert også temmelig umuligt uden særligt udstyr - men det er ikke en overdrivelse, at der var flot. Mega-totalt-fantastisk flot. Alle, der havde set Ringenes Herre, følte sig nok hensat til Moria og ville kun være blevet middelsvært forbløffede, hvis vi havde mødt Frodo eller Gandalf. Eller - uha! - et kompagni orker.

Men det gjorde vi ikke. I stedet blev vi ført til kæmpestore drypstenshuler med stalaktitter og stalagmitter i varierende størrelser, og vi lærte en hel masse om, hvor langsomt sådanne vokser, og hvor gamle de derfor må være, hvis de er flere meter høje. Og vi hørte om, hvor skrøbelige de er. Rør man dem, dør de. Og lys kan de heller ikke rigtigt tåle. Derfor bliver lyset i grotterne og langs stierne først tændt, når der kommer en gruppe på rundvisning. Og slukket igen bagefter. Alene af den grund var det ret vigtigt at holde sig til sin gruppe, så man ikke blev efterladt i mørket ...

Senere var der ingen drypsten, men bare kæmpestore grotter. Med mere end 100 meter fra grottebund til loft. Stien, vi fulgte, var hugget og bygget ind i grottevæggen i varierende højder, og på et tidspunkt gik vi over en smal bro cirka 40 meter over grottebunden. Det var meget spektakulært, og vi var nok nogle stykker, der ikke bare gyste over afstanden ned til floden, der løb i bunden af grotten, men også ved tanken om en eventuel balrog.

Men der var ingen balrog, og der var nok heller ingen Gollum nede ved bredden af floden, selv om man sagtens kunne bilde sig selv ind at kunne se en skygge. Fantasien havde i det hele taget frit spil og gav oplevelsen lidt ekstra kant. Guiden fortalte, at der stort set altid var gæster, der snakkede om Ringenes Herre, men filmene var altså ikke optaget i Skocjanske jame. Om der var den lighed, som alle talte om, kunne hun ikke afgøre, da hun ikke selv havde set hverken Hobitten eller Ringenes Herre. Lidt en fejl ville jeg mene og overvejede et kort øjeblik at sponsere en DVD-boks til hende og de andre guider.

Ind til videre er det blevet ved overvejelserne, men hvem ved?

Turen er slut, og vi er på vej ud i lyset igen.
Se billeder af grotterne her.

En lille nuttet kirke på en lille nuttet ø

Nu bagefter kan jeg ikke huske, hvordan det gik til, at jeg faldt over den lille nuttede kirke på øen i søen.

Måske sad jeg bare og kiggede på billeder på Google Maps (Ja, det kan jeg godt fordrive ret meget tid med). Anyway, første billede af nuttet lille kirke blev til flere, og inden der var gået ret lang tid, havde jeg overtalt Gemalen til, at vi skulle til Slovenien, nærmere bestemt Bled.

Og allerede inden vi nåede helt frem til vores pension, fik vi de første kig ud over søen, og i et af de mange sving var vinklen rigtig, og vi kunne se den fine lille kirke, der så mindst lige så nuttet ud i virkeligheden som på billeder.

Vi styrede straks ned på badebroen for at kigge lidt mere, men måtte vente til næste dag med at komme ud til den. Og da måtte så vi lige vente på, at Gemalen havde været en tur afsted på sin ged i det stærkt kuperede terræn.

Donnaen og jeg fordrev således formiddagen med blandt andet at finde ud af, hvor bådene gik fra. I nogle engelsksprogede turist-tekster står bådene omtalt som gondoler, med det er noget værre vrøvl. Båden kaldes en pletna. Den er fladbundet, har plads til 12-16 personer, er overdækket med en stribet markise, så man sidder i skygge for solen. En ældre, sej og vejrbidt herre sørgede for fremdriften. Han stod i agterstavnen og padlede os frem ved hjælp af to årer. Hvordan han lige gjorde er et godt spørgsmål. Det så let ud, men var det garanteret ikke ...

Øen lå i vores ende af søen, og det tog vel 10-12 minutter at fragte os derud, og så havde vi 40 minutter til at kigge os omkring.

Det var alt rigeligt.

Øen er på størrelse med et frimærke, og man kan se kirken og kravle en tur op i klokketårnet og nyde udsigten den anden vej, ind mod land. Og det var meget sjovt, men selv om udsigten er postkort-smuk i stort set alle retninger, så kan man jo ikke se kirken, når man står oppe i tårnet lige ved siden af ...

Vel nede igen kiggede vi på den trappe, der på 'forsiden' af øen fører fra søbredden og op til kirken. Den er på 99 høje, ujævne trin, og traditionen siger, at bærer gommen sin brud op ad alle trappens trin, vil parret få et lykkeligt ægteskab. Der blev faktisk gjort klar til bryllup, mens vi var på øen, men vi skulle med vores pletna tilbage og havde desværre ikke tid til at blive og finde ud af, om bruden virkelig blev båret op. I cirka 30 graders varme.

Mange myter og røverhistorier knytter sig til den lille ø og kirken. En af de bedre er, at kirken oprindeligt lå på en bakketop i et frodigt landskab af enge med græssende får. Bønderne tog imidlertid lidt let på kristendommen og lod fårene traske ud og ind af kirken, som de ville. Det blev Vorherre til sidst så gnaven over, at han lod hele engen oversvømme, så kirken stod tilbage på en lillebitte ø. 

Så ku' de lære det!

På vej tilbage.
(Se fantastiske billeder
af kirken her).

Er vi der snart?

Næste dag kørte vi videre.

Ikke fordi vi var færdige med området omkring Bodensøen. Overhovedet ikke. Men Fruen havde sat sig i hovedet, at hun ville til Slovenien, og derfor var der naturligvis booket nogle dages ophold ved Bled, som både er navnet på en lille by og en sø i det nordlige Slovenien.

Google Maps og Ruth var enige om, at vi skulle køre over München og Salzburg, men det syntes Fruen var så kedeligt, at hun foreslog Gemalen at køre gennem Østrig til Innsbruck, dreje til højre ned gennem Brennerpasset og så til venstre gennem de italienske Alper, som måske nok snarere hedder Dolomitterne på det sted.

Gemalen sagde ja, og vi havde en, syntes jeg, virkelig dejlig tur. Gemalen derimod muggede lidt, da det gik op for ham, at han ikke havde tjekket, hvor meget vi skulle køre på landevej. Så mens vi kørte gennem den meget smukke Pustertal, lød det gentagne gange fra Gemalen, 5 år:

- Er vi der snart?

Hvormed Gemalen ikke mente fremme ved Bled, men bare på motorvej igen. I virkeligheden var der ikke så frygtelig langt, og vi lagde os op på motorvejen og kørte til den sidste rasteplads inden Slovenien, hvor vi fik en kop kaffe og den obligatoriske motorvejsvignet til forruden.

Nu var det spændende, om Ruth kunne finde vej det sidste stykke, for vejtavler og -skilte var pludselig noget sværere at dechifrere i farten. Vejene blev mindre og mindre og mere og mere kringlede, og skiltene til Bled viste den anden vej, men netop da vi for alvor begyndte at betvivle Ruths evner, var vi der.

Vores pension lå helt nede ved søbredden i den modsatte ende af søen i forhold til byen Bled, og der var et leben af badende og solbadende mennesker på plænerne ned mod søen og badebroerne, og vi spekulerede på, om vi var gået i en rigtig østeuropæisk turistfælde.

Svaret var både nej og ja. For egentlig var stedet meget fredeligt, selv om der var mange mennesker. Men netop dagen efter vores ankomst var der arrangeret et stort natløb rundt om søen med flere tusind deltagere. Og ikke alene lå hele det organisatoriske center som nabo til vores pension; der var også mål lige neden for vores vinduer. Så der var hektisk aktivitet med opbygning af løbscenter og målområde med mere. Der var start klokken 22, og med en rute på kun 10 km, var det til at se ende på. Tænkte vi. Og glemte, at folk selvfølgelig ikke bare gik hjem i seng efter at være kommet i mål, men både skulle have noget at spise og drikke. Og sidde og hænge ud og høre og danse til et liveband til klokken langt over vores sengetid.

Til sidst stoppede festlighederne dog. Og efter hvad der føltes som bare et øjeblik begyndte så til gengæld en virkelig ihærdig indsats for at bringe området tilbage til dets normale udseende. Allerede midt på formiddagen var man således færdig med at samle skrald, demontere telte og boder og ikke mindst fjerne alle afspærringerne i målomådet. Meget imponerende faktisk. Men også alt andet end lydløst ...

Alt dette vidste vi dog ikke noget om, da vi checkede ind.

Og vi vidste heller ikke ret meget om, hvad vi egentlig kunne forvente af værelset, men Gemalen syntes alligevel, at antallet af defekte tekniske installationer - blandt andet løse kontakter, manglende pærer, lugtende afløb og manglende holder til bruseren - var større end det acceptable, så han klagede sin nød, og så fik vi da et andet værelse, der var lidt større, udstyret med balkon (hvor Gemalens cykel meget passende kunne stå) og var nyrenoveret både vandhaner og kontakter, der faktisk virkede. Bare sådan. Altså, fjernsynet virkede ikke, og wifien duede stort set kun, når man stod på et ben lige ud for den ene seng.

Men begge dele virkede - det meste af tiden - nede i restauranten, og så kunne man jo bare gå derned ...

Det betød blandt andet, at vi så EM-finalen i fodbold i restauranten, mellem gæster, der bestemt ikke alle holdt med samme hold, men som alle havde det hyggeligt. Og det var jo egentlig meget sjovere end at se det for sig selv på værelset.

Udsigt fra balkonen.