Nu bagefter kan jeg ikke huske, hvordan det gik til, at jeg faldt over den lille nuttede kirke på øen i søen.
Måske sad jeg bare og kiggede på billeder på Google Maps (Ja, det kan jeg godt fordrive ret meget tid med). Anyway, første billede af nuttet lille kirke blev til flere, og inden der var gået ret lang tid, havde jeg overtalt Gemalen til, at vi skulle til Slovenien, nærmere bestemt Bled.
Og allerede inden vi nåede helt frem til vores pension, fik vi de første kig ud over søen, og i et af de mange sving var vinklen rigtig, og vi kunne se den fine lille kirke, der så mindst lige så nuttet ud i virkeligheden som på billeder.
Vi styrede straks ned på badebroen for at kigge lidt mere, men måtte vente til næste dag med at komme ud til den. Og da måtte så vi lige vente på, at Gemalen havde været en tur afsted på sin ged i det stærkt kuperede terræn.
Donnaen og jeg fordrev således formiddagen med blandt andet at finde ud af, hvor bådene gik fra. I nogle engelsksprogede turist-tekster står bådene omtalt som gondoler, med det er noget værre vrøvl. Båden kaldes en pletna. Den er fladbundet, har plads til 12-16 personer, er overdækket med en stribet markise, så man sidder i skygge for solen. En ældre, sej og vejrbidt herre sørgede for fremdriften. Han stod i agterstavnen og padlede os frem ved hjælp af to årer. Hvordan han lige gjorde er et godt spørgsmål. Det så let ud, men var det garanteret ikke ...
Øen lå i vores ende af søen, og det tog vel 10-12 minutter at fragte os derud, og så havde vi 40 minutter til at kigge os omkring.
Det var alt rigeligt.
Øen er på størrelse med et frimærke, og man kan se kirken og kravle en tur op i klokketårnet og nyde udsigten den anden vej, ind mod land. Og det var meget sjovt, men selv om udsigten er postkort-smuk i stort set alle retninger, så kan man jo ikke se kirken, når man står oppe i tårnet lige ved siden af ...
Vel nede igen kiggede vi på den trappe, der på 'forsiden' af øen fører fra søbredden og op til kirken. Den er på 99 høje, ujævne trin, og traditionen siger, at bærer gommen sin brud op ad alle trappens trin, vil parret få et lykkeligt ægteskab. Der blev faktisk gjort klar til bryllup, mens vi var på øen, men vi skulle med vores pletna tilbage og havde desværre ikke tid til at blive og finde ud af, om bruden virkelig blev båret op. I cirka 30 graders varme.
Mange myter og røverhistorier knytter sig til den lille ø og kirken. En af de bedre er, at kirken oprindeligt lå på en bakketop i et frodigt landskab af enge med græssende får. Bønderne tog imidlertid lidt let på kristendommen og lod fårene traske ud og ind af kirken, som de ville. Det blev Vorherre til sidst så gnaven over, at han lod hele engen oversvømme, så kirken stod tilbage på en lillebitte ø.
12 kommentarer:
Hvor fint! Og fyldt med gode historier! Og nu vi er ved dem, så gad jeg sgu' godt se Mand bære mig de 99 trin op ad trappen. Vi ville næppe blive spået hverken nogen lang eller nogen lykkelig tid sammen, tror jeg.... Men måske blive veksignet med en enkelt diskusprolaps?
Monster-Mor: Der er bare så fint :-) Gemalen meddelte, at han var ret tilfreds med, at vi ER gift, og jeg havde nok også forlangt at blive iført hjelm og diverse andre former for sikkerhedsudstyr, som næppe havde matchet fin brudekjole særlig godt ;-)
Jeg er nu heller ikke helt sikker på, at det ville have været en god ide at lade John bære mig op ad alle de trappetrin - ikke engang da vi blev gift, og hvor jeg vejede temmelig meget mindre end jeg gør nu; der skulle jo gerne være lidt krudt tilbage i manden til senere ... men det er en sød historie :-)
Ellen: Ej altså Ellen! Det er lige før, jeg rødmer. Men det er det næppe grund til; du tænker selvfølgelig på brudevalsen? ;-)
Ha ha ha 'så kunne de lærer det' ha ha:) Lyder yderst idyllisk men ret så hårdt for den stakkels brudgom. Mon der er nogle brude der er blevet tabt ned af trapperne? Det håber jeg ikke:) Også sidder jeg og morer mig lidt over Ellens kommentar og dit svar til den:o)
Mette: Det kunne de nemlig ;-) Det der med at blive tabt på trappen, tænkte jeg også lidt over - uha! Nogle gange er kommentarerne bare mindst lige så sjove at læse som selve indlægget :-)
Åh det lyder meget fredfyldt med den båd. Lidt ligesom 'ponding' i England. Kh. Birgitte
Stegemüller: Ja, det er en ret sød historie :-) Som Mette er inde på; tænk, hvis man som brud blev tabt!
Birgitte: Det er meget, meget fredfyldt - hvis man er heldig, at de andre passagerer også bare sidder stille og nyder det ;-) Lidt lige som, ja, men forskellen er, at man her padler og ikke stager sig frem.
Er simpelthen lidt i tvivl om hvordan Vorherre kunne hidse sig op over et par får i kirken. På den anden side, så endte det jo med en idyllisk ø i en smuk sø ;-)
Må lige tilføje at manden min snildt havde klaret de 99 trin med mig over skulderen. Ikke fordi jeg er fjerlet, men han er bomstærk - og han havde sikkert også haft krudt til ... øh, brudevalsen senere.
Liv: Altså, det er jo heller ikke helt i tråd med, at der - på billeder - altid er mindst et får, der kigger på Jesus i krybben, men måske er Vorherre bare lige så dybt inkonsekvent som vi dødelige? Dejligt for dig med en bomstærk ByggeBob. Jeg ser for mig, hvordan han skifter hjul uden donkraft og egenhændigt flytter klædeskabet uden at tømme det først (jaja, jeg er bare lidt misundelig) ;-)
Hvordan vidste du det med hjulskift og flytning af klædeskabe?! Nuvel, det er ikke meget ved siden af, faktisk ;-)
Jeg har sådan en barnlig tro på, at manden min kan fikse alt - og kan han ikke, så gør jeg det! (Eller fortæller ham hvordan han gør det, hehe).
Liv: Jamen, det er da bare skønt med en ByggeBob, der kan fikse alt med rå styrke eller teknisk snilde :-) Slipper du virkelig godt fra at fortælle, hvordan han skal gøre? Det gør jeg i-k-k-e. Det er helt sikkert, at så får jeg bare at vide, at jeg kan klare det selv ...
Send en kommentar