Donnaens særlige evner

Flyet hjem fra London afgik først om aftenen, men selvfølgelig skulle vi checke ud allerede om formiddagen.

Vi havde forhørt os, at vi heldigvis kunne lade vore bagage stå til opbevaring på hotellet, så efter morgenmad gik vi tilbage og pakkede sammen i god ro og orden, checkede ud, fik kufferterne sat ind i et aflåst lokale og satte så ellers kurs mod Camden Market, som knægten der anbefalede the Shard også havde nævnt for Donnaen som et sjovt sted at besøge.

Fra Camden Town Station trådte vi direkte ud på en gade med sjove og sære butiksfacader, og mens vi drejede hovederne af led for at få alle de sjove detaljer med, fulgte vi bare strømmen. Der var butikker og boder med t-shirts og forskelligt turist-hejs, men tilsyneladende var folk på vej videre, og vi fortsatte bare med at daske i samme retning som alle andre.

Vi passerede over en bro, og så var vi der pludselig. Langs en kanal lå boderne tæt pakket både udenfor og inde i de gamle bygninger. Der var alverdens tingeltangel. Både billigt turist-kitsch og dyre håndlavede smykker. Og alt der i mellem. Der var madboder, små caféer og butikker med slik, kager og lækre specialiteter. Der var nørdede special-butikker og boder med vintage-tøj.

Og og og. Donnaen og jeg traskede rundt og hyggede os. Vi ærgrede os bare over, at kufferterne allerede var pakket til bristepunktet, for der var mange ting, der fristede i alvorlig grad. Måske var det i virkeligheden godt, at vi ikke havde plads til mere, for ellers havde vi rimeligvis lænset sparegrisen og forkøbt os på både dit og dat. Nu nøjedes vi med at kigge og nyde den totalt afslappede atmosfære, der herskede i hele området, selv om det summede med mennesker. Og vi blev hurtigt enige om, at her var da meget rarere end på Portobello Road, hvor vi havde været tre dage forinden.

Til sidst orkede vi dog ikke at gå mere rundt og fandt tilbage til stationen og tog toget 'hjem', hvilket i denne sammenhæng ville sige området nær stationen Gloucester Road.

Vi fandt en restaurant og spiste frokost. Der var ikke særligt mange mennesker, og de helt unge tjenere havde god tid, så da vi var færdige, og jeg kom tilbage efter et toiletbesøg fandt jeg Donnaen og den ene tjener i gang med at vende verdenssituationen. Det var helt tydeligt, at de begge hyggede sig, men desværre nåede jeg ikke at bakke ud igen, så de kunne have fået yderligere fem minutters snak uden min kedelige tilstedeværelse.

Donnaen var dog helt høj over sin korte snak med tjeneren, som viste sig at være polak. Han havde i den korte tid både givet Donnaen et par velmente råd til forbedring af hendes engelske og lært hende et og andet om det britiske arbejdsmarked, hvor det åbenbart er et særsyn at se briter i stillingerne på gulvet i servicesektoren. Det havde vi ikke lagt mærke til, men hvis han har ret, kan man jo fundere over, hvordan den skal fungere efter Brexit?

Tilbage på hotellet skulle vi have vores kufferter. Donnaen førte ordet, og receptionisten gik straks over og åbnede til det lille kuffertrum. Siden vi var gået var der mildt sagt blevet sat en del flere kufferter ind, og nu var rummet helt fyldt, og vores små kabinekufferter ikke synlige.

- Oh oh! sagde receptionisten og Donnaen i munden på hinanden, og så gik de i gang med at lede.

Min kuffert er pink og var derfor nem at identificere, da receptionisten begyndte at rykke kufferter ud på må og få, men Donnaens er bare sort med en enkel lille blå kant og derfor svær at få øje på. Og nej, den stod ikke ved siden af min. Heldigvis havde hun sat sit kuffertmærke fast med rødt gavebånd, og det kom pludselig til syne.

Da begge kufferter var hevet frem, stod der også en temmelig stor bunke andre kufferter, og Donnaen lagde straks an til at hjælpe den stakkels receptionist, hvilket han dog venligt afslog:

- Oh no, Darling, you don't have to do that, sagde han. 

Og det var både første og eneste gang, nogen kaldte Donnaen 'darling', hvilket jeg ellers havde forberedt hende på hjemmefra. - Og som hun på forhånd havde fundet vildt mystisk.

Nu var det dog knapt så mystisk, og i det hele taget var hun og receptionisten på så god bølgelængde, at hun fik ja, da hun spurgte, om der måske var et sted, vi kunne skifte tøj, før vi gik. Det var aldeles uautoriseret, men vi fik lov at komme med ind i en gang, hvor personalet havde et pauserum og to toiletter. Det var virkelig dejligt, og jeg grinede lidt indvendigt over Donnaens evne til at få sine ønsker opfyldt. Jeg havde næppe kunnet, og Gemalen ville med statsgaranti bare have fået et affærdigende 'sorry, no'.

Vi skiftede til lange bukser, sagde farvel og trillede med vores kufferter hen til stationen.

Nogle af de sjove facader langs
Camden High Street

Film!

Lige siden vi første gang læste, at der findes en Harry Potter Studio Tour i London, har vi vidst, at den måtte vi bare på.

Så der gik ikke lang tid fra flybilletterne var i hus, til vi også havde bestilt bestilt billetter til Harry Potter.

Da Warner Bros Studios - som retteligt det hedder - ligger cirka en times kørsel fra London,  skulle vi møde op til afgang med bus fra en adresse på Vauxhall Bridge Road tæt ved Victoria Station. Det burde jo være til at finde ud af, men vi måtte alligevel lige stoppe op og orientere os, da vi kom op til overfladen ved stationen. Jeg nåede dårligt nok at få hevet min telefon frem, før en venlig betjent spurgte os, hvor vi skulle hen? Donnaen forklarede, og han kvitterede straks med

- Oh, the Harry Potter Tour?

hvilket sikkert er det folk i ni ud af ti tilfælde leder efter på det sted, på det tidspunkt, så måske var det ikke så fantastisk godt gættet, som vi umiddelbart syntes, men dejligt var det skam med hjælp på lige netop den måde, som jeg forbinder med England og englændere.

Vi fandt stedet, guiden og de øvrige passagerer og - efter et øjebliks venten også bussen. Afsted gik det og cirka en times tid senere blev vi læsset af foran noget, der mest af alt lignede nogle store lagerhaller. Her havde vi nu fire timer til rådighed, før bussen kørte tilbage til London.

Efter en kort introduktion blev vi i samlet flok ledt ind i Hogwarts store hal med alle spisebordene. Det var den rigtige hal, altså den rigtige kulisse, som er brugt i alle Harry Potter-filmene. Kun det magiske loft mangler, idet det, ikke overraskende, er en computeranimation.

Og så blev vi sluppet løs. Ind til en kombination af ren udstilling af rekvisitter, hele kulisser og små finurlige indblik i, hvordan man - også - laver film. Plus skitser og modeller. Alt sammen meget, meget imponerende. Og ganske sjovt - også for sådan nogen som mig, der nok har størstedelen af mit kendskab til Harry Potter-universet fra bøgerne og ikke helt så meget fra filmene. Donnaen, der til gengæld har set sine film cirka 1000 gange, genkendte mange flere detaljer end jeg, mens jeg derimod var nærmest målløs over den astronomiske mængde af små bitte detaljer, som nogen har skullet holde styr på. Både til hver enkelt film og til alle filmene samlet, så der ikke kom uorden i hvad der var i krukkerne i lokalet, hvor Snape underviste i eliksirer, eller hvem der havde hvilken hue på i Weasley-familien.

Der var en hel væg med huer og hatte og en stor opstilling med magiske dyr og væsener. Der var, blandt mange, mange andre ting, Harrys værelse under trappen, Dumbledores kontor og indgangen til den Forbudte Skov. Der var familien Dursleys hus på Ligustervænget, Natbussen, Hogwartsexpressen og en pæn bid af Diagonalstræde.

Midt i det hele var der heldigvis en café, hvor vi, ud over helt almindelig muggler-mad, også kunne købe butter-beer, som Donnaen synes smager fint, men jeg dog ikke kommer til at savne i den virkelige verden.

Noget af det sidste, vi så, var skitser og modeller af alt muligt. Det allerflotteste, som i allermest superfantastiske, var en kæmpestor model af selve Hogwarts. Eller kan man overhovedet kalde den en model, når den ikke findes i virkeligheden? Modellen er helt utrolig flot. Og med så mange detaljer, at man ville kunne bruge timer på at få øje på det hele. Jeg har eftergooglet mig til, at det tog mandetimer svarende til 74 år at udtænke og bygge den. Og tænkes skulle der, for Potter-bøgerne er fyldt med en masse detaljer, som alle sammen skulle med - og helst uden at komme i karambolage med hinanden ...

Vi var egentlig gået videre og næsten ud, da vi besluttede, at vi lige måtte tilbage og kigge én gang til.

Men så var det også slut. Vi tøffede ud gennem den obligatoriske butik, hvor vi købte næsten ingenting og en køleskabsmagnet til samlingen.

Nu havde vi god tid, for selv om vi havde, syntes vi selv, brugt rigtig meget tid på at kigge og kigge og kigge, så var der stadig tre kvarter, til bussen skulle køre. Det lykkedes os at finde plads på en bænk, og så gik tiden jo endda.

På turen tilbage til London blev der ikke mælet mange ord. Nogle passagerer snorksov, og resten af os sad og smånikkede. Men da vi hoppede af bussen på Vauxhall Bridge Road var Donnaen alligevel frisk på en ekstra lille udflugt. For for enden af den lange gade, fører Vauxhall Bridge over Themsen, og lige på den anden side ligger - både i virkeligheden og i James Bond-filmene - MI6' hovedkvarter. En meget specielt udseende bygning, der bliver sprængt i stumper og stykker i Bond-filmen Skyfall.

Den skulle vi selvfølgelig se. Så vi traskede afsted, og der i eftermiddagssolen og med trætte ben føltes det bare som en meget lang gade, men til sidst nåede vi da ud til broen og kunne tage de ønskede billeder af bygningen, som var lige så speciel i virkeligheden som på film. Og ganske hel ...

Nu gad vi heller ikke mere. Eller jo. Fruen ville godt en tur i Harrods, og det kom vi også, men den blev ganske kort, for Donnaen blev så utilpas over den voldsomme parfume-fims, som mødte os, da vi kom indenfor, at vi ret omgående måtte søge ud igen.

Og så gad vi virkelig ikke mere.

The Yard-nårh-nej-Shard

- Og så skal I også op og se ud fra Sky Garden eller the Yard, sagde knægten, der inden vores tur til London fortalte Donnaen om en hel masse spændende steder, han selv havde oplevet i byen et halvt år tidligere.

Donnaen gik i gang med at google og kunne finde de fleste steder, men ikke the Yard. Ikke noget, der gav mening i hvert fald.

- Nå nej, det hedder jo the Shard! undskyldte knægten, da Donnaen brokkede/undrede sig.

Donnaen døde lidt af grin, og vi fandt hurtigt ud af, at selvfølgelig skulle vi besøge the Yard-nårh-nej-Shard. Og sådan har vi omtalt det siden. Til vores egen store moro. Andre har bare set lettere uforstående på os ...

Først skulle moderen dog ajourføres en lille smule, for med 25 siden sidste besøg i London, var der sket temmelig meget, som jeg slet ikke havde styr på. Heller ikke alle de nye, høje bygninger, hvoraf the Shard med sine lige knap 310 meter er den absolut højeste, ikke bare i London, men i hele Vesteuropa.

Donnaen fandt hjemmesiden, og vi bookede billetter til The View from the Shard. Og Donnaen fik lov at bestemme, at vi først skulle være der klokken elleve, så hun kunne få sin skønhedssøvn.

Det fik hun så, altså sin skønhedssøvn, og alligevel var vi i rigelig god tid, da vi fandt frem til trapperne til the Shard. Svært var det jo ikke at finde, sådan som det rager op over alle andre bygninger i området. Det var for koldt og for kedeligt bare at stå og vente, så vi gik en lille tur og endte i Borough Market, som vi aldrig havde hørt om, men som er det lækreste marked med især fødevarer og blomster. Desværre havde vi netop spist morgenmad, for der var ellers nok af smagsprøver, da vi gik rundt og kiggede.

Til sidst måtte vi skynde os tilbage for at nå ind til tiden. Der var ikke så frygteligt mange mennesker, og jeg tror ikke, det havde gjort noget, hvis vi var kommet lidt for sent.

Først igennem et sikkerhedstjek og så med elevatorerne op. Man skifter undervejs til en ny elevator,og det er det, der tager mest tid. Selve op-turen går virkelig stærkt.

Og så kommer man ud på 69. etage og bliver straks slået af wow-effekten. Nøj, hvor er det flot!! Det vil sige; man kommer ikke helt udenfor. Men man kommer ud på en etage med meget højt til loftet og glas hele vejen rundt, og man kan se ud over London i alle retninger. Hvor langt man kan se, aner jeg ikke. Men l-a-n-g-t! Vi havde ikke skyfri, blå himmel og højtryk, som havde været det allermest optimale, men selv med skyer på himlen var der en formidabel udsigt. Til alle de andre høje bygninger, hvoraf the Gherkin og the Walkie-Talkie var de mest specielle. Det store pariserhjul, London Eye så ikke ud af noget særligt, og så man videre ud i samme retning, kunne man se Buckingham Palace som en lille gul klods i et grønt område. Næsten lige nedenfor førte en sød, lille bro - Tower Bridge - over Themsen til et miniput-slot - Tower of London - på den anden side af floden.

Themsen selv var mudderbrun som efter heftige regnskyl, men både London og hele England var jo plaget af tørke, så jeg kunne ikke helt greje den grumsede farve. Måske er den bare altid mudderbrun?

Donnaen har egentlig højdeskræk, men er efterhånden blevet ret god til at trodse sin skræk og få en god oplevelse ud af at besøge disse mega-høje bygninger. Hun ved dog godt, at hun skal lade være med at kigge lige ned og holder sig derfor lidt væk fra ydervæggen, når den som her er helt af glas. Jeg er til gengæld fascineret af myre-livet lige nedenfor og kan bruge l-a-n-g tid på at stå og glane ned på biler, busser og tog. Især tog.

Til sidst havde selv jeg kigget færdig, men mente dog, at jeg for god ordens skyld også lige skulle op på den åbne 72. etage. Det gjorde ikke den store forskel at komme derop, men på sådan en sommerdag var det behageligt at komme ud i luften. På en vinterdag er der til gengæld nok gyseligt koldt?

Vi tog elevatorerne ned, kiggede i souvenir-butikken og købte et par køleskabs-magneter til samlingen.

Derefter satte vi kurs mod Tower of London.

Først Tower Bridge, som hverken var sød eller lille på tæt hold, men derimod både stor og imponerende. Og hvor der også var en flot udsigt tilbage mod the Shard.

Vel ovre på den anden side brugte vi først lidt tid på at finde et toilet, før vi linede op for at komme ind på Tower of London. Det var en fejl, at vi ikke først spiste frokost, for sulten sneg sig ind på os, og i takt med, at blodsukkeret faldt, blev vi begge lettere pirrelige. Først syntes Donnaen, at det var kedeligt at se tårnet, hvor både kongelige og adelige havde siddet som fanger gennem tiderne. Dernæst gad ingen af os se på torturkamre. Hvorefter køen til udstillingen med kronjuvelerne var alt for lang - og ude midt i solen. Det viste sig dog, at den bevægede sig ret hurtigt, og Donnaen havde flyttet sig meget på den korte tid, det tog mig at købe sodavand til os begge. Vi nåede kun næsten at tømme vores dåser før indgangen, og så var det selvfølgelig også galt ...

Udstillingen var flot - bevares - men som jeg husker det, var det meget mere interessant at besøge Rosenborg og kigge på de danske kronjuveler. Nu havde vi for alvor tabt ja-hatten og gad ikke mere. Jeg ville dog lige se ravnene, men da jeg fandt ud af, at de bare sad og småsov i deres bure, ville jeg egentlig hellere have været det foruden.

Lettere slukørede - og meget sultne - gik vi ud og fandt en café lige i nærheden, hvor vi fik noget at spise og straks blev i bedre humør. Her oplevede vi, hvordan caféen meget smart havde løst problemet med ikke-spisende toiletgæster: Man havde simpelthen sat kode på døren. Og koden fandt man på kvitteringen, når man havde købt sin kaffe og sin kage eller sandwich.

Således opløftede - der skal ikke nødvendigvis så meget til - blev vi enige om, at vi sagtens kunne klare en tur ind til Oxford Street for at se på butikker. Vi gik lidt frem og tilbage, og Donnaen var inde et par steder for at lede efter nogle bestemte Nike-sko. Det gik dog ikke så godt. Ingen steder havde de skoene helt ned i hendes størrelse.

Men så fik vi navigeret hen til Carnaby Street, og så gik det pludselig bedre. Donnaen fandt sine sko. Og fik ovenikøbet studenterrabat, og så var dagen reddet for hendes vedkommende. Derefter forfulgte hun successen og fandt også et sted, hvor de havde bukser i hendes størrelse, og da Gemalen for længe siden havde lovet hende et par, og jeg kom til at forære hende et ekstra par, fik jeg lov at svinge mit Mastercard, til det glødede.

Efter at have smidt Donnaens indkøb hjemme på værelset gik vi ud og spiste aftensmad på en restaurant ikke så langt fra hotellet, og da vi gik hjem igen, kom vi forbi en Tesla, som stod og tankede strøm fra en helt almindelig lygtepæl. Smart, men hvordan holder man lige styr på den økonomiske side af sagen? 

Det har jeg tænkt en del over siden.

The Shard.

Store følelser

Efter en sen frokost og en lille halv time på hotelværelset, med fødderne oppe, blev vi enige om, at vi godt kunne nå en lille udflugt, inden vi om aftenen skulle ind til byen og se musical.

Så vi hoppede på toget og kørte til Notting Hill og Portobello Road.

Donnaen har kun set filmen Notting Hill en enkelt, muligvis to gange, så hun var mest interesseret i at kigge på boder og underlige butikker. Jeg har til gengæld set den film ualmindeligt mange gange og var lidt spændt på, om jeg muligvis kunne få lidt en fornemmelse af at være i de rette filmiske omgivelser.

Vi fandt den butiksfacade, der udgiver sig for at være Hugh Grants boghandel, men vinduerne var bare fyldt med alskens gøgl, så det føltes på ingen måde 'rigtigt'. Stemningen i gaden var heller ikke, men dels er filmen jo allerede ret gammel, og dels er den givetvis (i hvert fald delvist) optaget i kulisser, så man bør vel ikke forvente for meget, men nøjes med bare at hygge sig over det generelt sjove kvarter.

Og det gjorde vi så. Så på boder og specialbutikker og tattoo-shops, som der var overraskende mange af. Og vi kiggede på mennesker og på huse. Donnaen nok mest på mennesker, mens jeg var lidt forelsket i de små to-etagers rækkehuse, der lå i begyndelsen af gaden. Med ens, hvide vinduer men forskellige farver facade og meget forskellige døre. Både meget engelsk og lidt anderledes, for de mange forskelligt farvede facader så vi ikke andre steder.

Da vi var kommet helt op i den anden ende og halvvejs tilbage igen, kiggede vi på klokken og blev enige om, at vi nok for en sikkerheds skyld hellere måtte finde et tog, der kunne tage os ind til byen og vores musical. Vi fandt den nærmeste station, og på trods af dens beskedne størrelse lykkedes det os at tage toget i den forkerte retning.

Denne ekstra lille tur bød på et syn, som jeg slet ikke var forberedt på: Pludselig tårnede en høj, ensom bygning sig op. Pakket helt ind i stilladser og pressening. Øverst oppe med et mægtigt skilt, hvor der var et grønt hjerte og teksten Grenfell - forever in our hearts. Det gav et sug i maven på mig, mens Donnaen lige skulle bruge et øjeblik længere - og et bekræftende nik fra min side - til at blive klar over, hvad hun så på.

Efter det sagde vi ikke ret meget i lang tid. Vi koncentrerede os om at komme af toget og over til den modsatte perron, hoppe på et nyt tog og køre forbi en gang til. Først længe efter fik vi mælet igen.

Jeg har eftergooglet, for jeg kunne ikke begribe, at man ikke forlængst har jævnet bygningen med jorden, så beboerne i området kunne slippe for at se på den hver eneste dag. Det viser sig, at man slet ikke er færdig med de tekniske og retsmedicinske undersøgelser på stedet, og at det forventes, at nedrivningen tidligst vil kunne starte sidst på året.

Vi havde booket billetter til Les Miserables, og for at være på den sikre side tog vi toget ind til byen, fik vores billetter og spiste der, lige ved siden af teatret, i god ro og orden, før forestillingen.

Jeg har læst De Elendige en gang for 100 år siden og kunne bestemt ikke huske ret meget. Donnaen havde ikke læst noget som helst, og jeg var lidt spændt på, om det ville tage toppen af oplevelsen ikke at kende handlingen. Men det gjorde det ikke. Musicalen var nem at forstå, både mht. scenografi og så videre, men også i forhold til at forstå sangteksterne.

Og nøj, hvor var det bare godt. Som i ualmindelig fantastisk. Jeg havde glemt, at historien var så sørgelig undervejs, men det er den jo, og vi snøftede os igennem store dele af især anden halvdel. Hvilket jeg egentlig synes siger ret meget om, hvor god forestillingen var. For det var jo for pokker kun en musical, med meget færre virkemidler end en film, men der sad vi altså - sammen med alle de andre - og vandede høns, når de alle sammen døde i armene på hinanden.

Bagefter trak vi vejret dybt og begav os rødøjede ud i mylderet af mennesker, der netop da forlod samtlige teatre i området. Det lykkedes os at mosle os frem til stationen uden af blive hverken rendt ned eller væk fra hinanden og finde et tog, der kunne bringe os hjem.

Det havde været en lang dag.

Det var forbudt at tage billeder under forestillingen,
men fortæppet måtte man gerne fotografere.

We were not særlig amused - og dog ...

Jeg springer lidt i begivenhederne 
og vender tilbage til Donnaens og min London-tur:

Vi havde frasagt os morgenmad på hotellet og kunne derfor bare sove så længe vi (læs: jeg) gad.

Hotellet lå så vi bare skulle rundt om hjørnet, lidt hen ad vejen og rundt om hjørnet igen for at komme til stationen, og lige før var der et mindre udvalg af caféer, der blandt andet serverede morgenmad. Valget faldt på Starbucks; det vidste vi, hvad var, og Donnaen kunne få sin yoghurt. Og jeg kunne få grød, juice og café latte, og så var jeg glad. Der var godt nok urimeligt koldt på grund af for meget ventilation, men alligevel spiste vi morgenmad der to yderligere morgener, fordi vi først på fjerdedagen fandt på at gå bare lidt længere ned ad gaden og finde et meget bedre sted ...

På stationen købte vi Oyster Cards, men hoppede ikke på toget og gik i stedet op til Hyde Park, som i den ende vist i virkeligheden hedder Kensington Gardens. Vi så Kensington Palace, hvor William & Co. bor. Særligt prangende er det ikke; bare en store rød kasse. Omme på den anden side skal Meghan og Harrys bolig befinde sig, men vi gad ikke gå om og lede og satte i stedet kursen ind mod byen. I London var der lige så tørt som her, og parkens græs var brunt og afsvedent, og det knasede, når man gik på det.

Fra den anden ende af parken fortsatte vi ned til Buckingham Palace. Der var mange mennesker, og Fruen var ret udfordret, da Donnaen beordrede hende til at tage det helt perfekte billede af sig med slottet i baggrunden - og vel at mærke uden for mange andre kedelige turister for tæt på. Til sidst lykkedes det dog at gøre Donnaen tilfreds, og vi vandrede videre mod Big Ben og parlamentet. At Big Ben var under renovering, vidste jeg egentlig godt, men havde ikke lige tænkt tanken færdig, at det så også var indhyldet i stilladser. Det var lidt en nedtur for Donnaen, der også var skuffet over, at vores tur var blevet planlagt så sent, at det var umuligt at få adgang til parlamentet.

Jeg fik til gengæld øje på den nye statue på Parliament Square af Millicent Fawcett, som var en ledende kvindesagsforkæmper, såkaldt suffragette, dengang kvinder havde stort set nul rettigheder. Hun er nu, i anledning af 100 året for kvinders stemmeret i England, kommet til ære som statue blandt Churchill og Nelson Mandela og en hel masse andre mænd.

Både Donnaen og jeg var dog for sultne til rigtigt at fornøje os over, at der omsider var kommet en kvinde op som statue. I stedet fandt vi en undergrundsstation, indviede vores Oyster Cards og tog toget hjem mod hotellet.

Vi havde forventet, at vores Oyster Cards virkede lige så godt som de tilsvarende, vi havde brugt i Singapore, Tokyo og Hong Kong. Det gjorde de også. Næsten. For det var kun de færreste gange, vi kunne se, hvor mange penge, der var tilbage på kortene, når vi checkede ud på stationerne, og det var også helt uigennemskueligt, hvor hurtigt kortene løb tomme for kredit. Først tænkte vi, at det var virkelig sært, at vi stadig kunne køre på dem. Og da de så endelig løb tør, og vi tankede ny kredit, gik der til gengæld alt for kort tid, før de var flade igen. Hvordan det kunne gå til, aner jeg ikke, men det var lidt irriterende.

Vi havde også forventet, at det ville være mindst lige så nemt at færdes i Undergrunden i London som i Østen.

Det var det ikke.

For det første kører der flere forskellige linjer ind til de samme perroner, og det i sig selv gør det jo lige så indviklet som i København. Dernæst kan man risikere, at forskellige tog på den samme linje ikke kører præcis de samme steder hen, fordi sporet deler sig. Det er ikke noget, nogen har udtænkt for at gøre det nemt for turister ...

For det andet skulle vi lige lære at tackle de andre rejsende. Tackle var sådan vi ind i mellem følte det. Vi havde jo regnet med, at vi skulle over og opleve de civiliserede og ultra-høflige englændere, der står i kø og tager hensyn. Men glem det! Det er en myte. De står ikke pænt i kø, og de tager ikke hensyn. På perroner og i de lange underjordiske gange mellem perronerne var vi ofte ved at blive rendt ned af fortravlede typer, der virkelig ikke har tid til at tage hensyn til turister, der lige skal have tid til at orientere sig.

For det tredje er det alles kamp mod alle, når man skal ind i togene. Der bliver ikke rigtigt ventet på dem, der skal ud, og man bliver både skubbet til og trådt over tæerne. Donnaen har muligvis været ninja i et tidligere liv, så hun havde sjældent problemer, men jeg var ofte ved at blive helt hægtet af og slet ikke komme med toget, fordi mit kamp-gen ikke står så kniv-skarpt mere.

For det fjerde - inde i togene. Herre Jemini! Hvis man så rigtig godt efter, blev der vist taget hensyn til gravide og gamle, dårligt stående personer. Men de sagnomspundne good manners, som englænderne er så kendte for, var som fordampet i varmen, og der blev både pillet tæer og hevet i de små hår på lårene, ved kanten af shortsene. Vi snakker mænd. Damerne opførte sig generelt mere anstændigt. Til gengæld var deres høje hæle farligere end mændenes flade sko.

For det femte var der varmt, ofte pottehedt i togene, og selv om folk selvfølgelig ikke kan gøre for, at de sveder - der gør vi andre jo også - så er det altså ikke særlig fedt at stå med næsen lige ind i en svedigt fugtig armhule, mens man klamrer sig til en stolpe i mangel af siddeplads ...

Men pyt, vi tog ikke skade og endte som altid med at opfatte tog-turene som en antropologisk oplevelse.

Og har grinet en del af det siden.

Big Ben ...

Ferie-slut

Ferien er slut, og efter et par dage til at vaske tøj og gå til fødselsdagsfester har hverdagen ramt os.

Op klokken alt for tidligt og så ellers prøve at finde ind i den vante trummerum.

Vi havde en udmærket ferie, som dog ikke vil gå over i historien som fantastisk. På den anden side var det værste, vi oplevede, at komme hjem til en utømt skraldespand - adwr! - så helt slemt var det jo heller ikke.

Det var varmt. Det har der jo været stort set overalt, så selvfølgelig også i Italien. Vi boede dog heldigvis så tilpas højt (oppe i bjergene), at vores værelser var dejligt svale om natten. Det var derfor ikke temperaturen, men madrassens næsten skålformede facon, der gjorde det lidt besværligt at sove godt. I løbet af natten trillede jeg mere og mere ind mod midten og Gemalen, og selv om det kan virke meget hyggeligt, var det ikke helt optimalt.

Det var et dejligt, men pudsigt hotel, vi boede på.

Bortset fra sengen var der bestemt ikke noget at klage over. Værelserne var store og fine, og vi kunne få vores morgenmad, lige når vi ville. Den, altså morgenmaden, var næsten overdådig efter italiensk standard, idet vi - ud over små stykker ristet brød og en kage-agtig ting med sukker på - også fik yoghurt med frisk frugt til. Middag kunne man også få, og det fik vi en enkelt aften. Den fineste gourmet-mad, superlækkert anrettet og serveret af værten selv.

Han var også stort set den eneste tjenende ånd, vi så. En gang i mellem så vi skyggen af en stuepige, og nogen må vel også have tilberedt den lækre mad?

I det hele taget var det småt med andre mennesker på det lille hotel. I flere perioder havde vi hotellet for os selv, og ellers så vi kun andre til morgenmad to gange, plus nogle gæster i restauranten om aftenen. Det var lidt sært, men desværre var den ellers meget charmerende på den der særlige italienske måde værts engelsk næsten lige så dårligt som mit - stort set forsvundne - italienske, så vi nåede aldrig til at høre, om manglen på gæster skyldtes, at han lige havde åbnet, eller om det var et mere generelt problem.

Et problem, som muligvis kunne skyldes, at hotellet lå meget langt fra alting.

For det gjorde det nemlig. Der var cirka 125 km til noget som helst. Til Nice, Cannes og Monaco, til Genova, til Torino og til Asti. Den lille by, Ormea, bød ikke selv på noget særligt, så skulle man noget, måtte man ud at køre. Middelhavet og den nærmeste kystby, Imperia, lå knap 50 km væk, men det var italienske bjerg-kilometer, hvilket vil sige, at de var både voldsomt snoede og ind i mellem ret stejle, så det tog en time at køre turen. Det kunne godt gøres hurtigere, men af hensyn til sin hysse hustru valgte Gemalen at køre i et noget mere moderat tempo end italienerne selv.

Det betød, at jeg faktisk var med ude at køre hver eneste dag, selv om jeg på andendagen, da Gemalen liiige skulle prøve en alternativ rute, var lige ved at opgive alle fremtidige udflugter. Gemalens alternative rute var ganske vist betydeligt mindre trafikereret, men det var der en ganske god grund til, for den var nemlig smal og endnu mere snoet og meget mere stejl end den 'almindelige' landevej, og selv om Gemalen nok syntes, det var ret sjovt, var han godt klar over, 'at vi må nok hellere tage den almindelige vej hjem'.

Hvorfor i alverden vi så havnede der uden for lands lov og ret?

Det var lidt en hovedet under armen-beslutning, som vi tog dagen før afgang og tydeligvis ikke havde tænkt ordentligt igennem. For vi havde nemlig for længe siden bestilt overnatning i udkanten af Ventimiglia, som ligger på kysten, helt ind til Frankrig. (Den placering ville have sparet os for mindst 100 kilometers kørsel hver dag). Men pludselig så Gemalens sig sur på stedet og syntes, der så 'lidt snusket' ud. Og da der samtidig var nogen i familien, der pippede om, at der muligvis var et flygtninge-problem i Ventimiglia, trak han stikket, hvorefter Fruen blev fornærmet og meddelte, at så kunne han bare selv finde et andet hotel, for hun gad i hvert fald ikke.

Resultatet blev et godt, omend pudsigt, hotel, men en uhensigtsmæssig placering.

Og selv om det altså var et ret hyggeligt sted, vil jeg nok i fremtiden prøve at undgå at blive frøken-fornærmet i netop hotel-udvælgelses-fasen.