The Yard-nårh-nej-Shard

- Og så skal I også op og se ud fra Sky Garden eller the Yard, sagde knægten, der inden vores tur til London fortalte Donnaen om en hel masse spændende steder, han selv havde oplevet i byen et halvt år tidligere.

Donnaen gik i gang med at google og kunne finde de fleste steder, men ikke the Yard. Ikke noget, der gav mening i hvert fald.

- Nå nej, det hedder jo the Shard! undskyldte knægten, da Donnaen brokkede/undrede sig.

Donnaen døde lidt af grin, og vi fandt hurtigt ud af, at selvfølgelig skulle vi besøge the Yard-nårh-nej-Shard. Og sådan har vi omtalt det siden. Til vores egen store moro. Andre har bare set lettere uforstående på os ...

Først skulle moderen dog ajourføres en lille smule, for med 25 siden sidste besøg i London, var der sket temmelig meget, som jeg slet ikke havde styr på. Heller ikke alle de nye, høje bygninger, hvoraf the Shard med sine lige knap 310 meter er den absolut højeste, ikke bare i London, men i hele Vesteuropa.

Donnaen fandt hjemmesiden, og vi bookede billetter til The View from the Shard. Og Donnaen fik lov at bestemme, at vi først skulle være der klokken elleve, så hun kunne få sin skønhedssøvn.

Det fik hun så, altså sin skønhedssøvn, og alligevel var vi i rigelig god tid, da vi fandt frem til trapperne til the Shard. Svært var det jo ikke at finde, sådan som det rager op over alle andre bygninger i området. Det var for koldt og for kedeligt bare at stå og vente, så vi gik en lille tur og endte i Borough Market, som vi aldrig havde hørt om, men som er det lækreste marked med især fødevarer og blomster. Desværre havde vi netop spist morgenmad, for der var ellers nok af smagsprøver, da vi gik rundt og kiggede.

Til sidst måtte vi skynde os tilbage for at nå ind til tiden. Der var ikke så frygteligt mange mennesker, og jeg tror ikke, det havde gjort noget, hvis vi var kommet lidt for sent.

Først igennem et sikkerhedstjek og så med elevatorerne op. Man skifter undervejs til en ny elevator,og det er det, der tager mest tid. Selve op-turen går virkelig stærkt.

Og så kommer man ud på 69. etage og bliver straks slået af wow-effekten. Nøj, hvor er det flot!! Det vil sige; man kommer ikke helt udenfor. Men man kommer ud på en etage med meget højt til loftet og glas hele vejen rundt, og man kan se ud over London i alle retninger. Hvor langt man kan se, aner jeg ikke. Men l-a-n-g-t! Vi havde ikke skyfri, blå himmel og højtryk, som havde været det allermest optimale, men selv med skyer på himlen var der en formidabel udsigt. Til alle de andre høje bygninger, hvoraf the Gherkin og the Walkie-Talkie var de mest specielle. Det store pariserhjul, London Eye så ikke ud af noget særligt, og så man videre ud i samme retning, kunne man se Buckingham Palace som en lille gul klods i et grønt område. Næsten lige nedenfor førte en sød, lille bro - Tower Bridge - over Themsen til et miniput-slot - Tower of London - på den anden side af floden.

Themsen selv var mudderbrun som efter heftige regnskyl, men både London og hele England var jo plaget af tørke, så jeg kunne ikke helt greje den grumsede farve. Måske er den bare altid mudderbrun?

Donnaen har egentlig højdeskræk, men er efterhånden blevet ret god til at trodse sin skræk og få en god oplevelse ud af at besøge disse mega-høje bygninger. Hun ved dog godt, at hun skal lade være med at kigge lige ned og holder sig derfor lidt væk fra ydervæggen, når den som her er helt af glas. Jeg er til gengæld fascineret af myre-livet lige nedenfor og kan bruge l-a-n-g tid på at stå og glane ned på biler, busser og tog. Især tog.

Til sidst havde selv jeg kigget færdig, men mente dog, at jeg for god ordens skyld også lige skulle op på den åbne 72. etage. Det gjorde ikke den store forskel at komme derop, men på sådan en sommerdag var det behageligt at komme ud i luften. På en vinterdag er der til gengæld nok gyseligt koldt?

Vi tog elevatorerne ned, kiggede i souvenir-butikken og købte et par køleskabs-magneter til samlingen.

Derefter satte vi kurs mod Tower of London.

Først Tower Bridge, som hverken var sød eller lille på tæt hold, men derimod både stor og imponerende. Og hvor der også var en flot udsigt tilbage mod the Shard.

Vel ovre på den anden side brugte vi først lidt tid på at finde et toilet, før vi linede op for at komme ind på Tower of London. Det var en fejl, at vi ikke først spiste frokost, for sulten sneg sig ind på os, og i takt med, at blodsukkeret faldt, blev vi begge lettere pirrelige. Først syntes Donnaen, at det var kedeligt at se tårnet, hvor både kongelige og adelige havde siddet som fanger gennem tiderne. Dernæst gad ingen af os se på torturkamre. Hvorefter køen til udstillingen med kronjuvelerne var alt for lang - og ude midt i solen. Det viste sig dog, at den bevægede sig ret hurtigt, og Donnaen havde flyttet sig meget på den korte tid, det tog mig at købe sodavand til os begge. Vi nåede kun næsten at tømme vores dåser før indgangen, og så var det selvfølgelig også galt ...

Udstillingen var flot - bevares - men som jeg husker det, var det meget mere interessant at besøge Rosenborg og kigge på de danske kronjuveler. Nu havde vi for alvor tabt ja-hatten og gad ikke mere. Jeg ville dog lige se ravnene, men da jeg fandt ud af, at de bare sad og småsov i deres bure, ville jeg egentlig hellere have været det foruden.

Lettere slukørede - og meget sultne - gik vi ud og fandt en café lige i nærheden, hvor vi fik noget at spise og straks blev i bedre humør. Her oplevede vi, hvordan caféen meget smart havde løst problemet med ikke-spisende toiletgæster: Man havde simpelthen sat kode på døren. Og koden fandt man på kvitteringen, når man havde købt sin kaffe og sin kage eller sandwich.

Således opløftede - der skal ikke nødvendigvis så meget til - blev vi enige om, at vi sagtens kunne klare en tur ind til Oxford Street for at se på butikker. Vi gik lidt frem og tilbage, og Donnaen var inde et par steder for at lede efter nogle bestemte Nike-sko. Det gik dog ikke så godt. Ingen steder havde de skoene helt ned i hendes størrelse.

Men så fik vi navigeret hen til Carnaby Street, og så gik det pludselig bedre. Donnaen fandt sine sko. Og fik ovenikøbet studenterrabat, og så var dagen reddet for hendes vedkommende. Derefter forfulgte hun successen og fandt også et sted, hvor de havde bukser i hendes størrelse, og da Gemalen for længe siden havde lovet hende et par, og jeg kom til at forære hende et ekstra par, fik jeg lov at svinge mit Mastercard, til det glødede.

Efter at have smidt Donnaens indkøb hjemme på værelset gik vi ud og spiste aftensmad på en restaurant ikke så langt fra hotellet, og da vi gik hjem igen, kom vi forbi en Tesla, som stod og tankede strøm fra en helt almindelig lygtepæl. Smart, men hvordan holder man lige styr på den økonomiske side af sagen? 

Det har jeg tænkt en del over siden.

The Shard.