Et lille hop den modsatte vej

Oh, hvem der som Ellen kunne tage på pilefletsretreat i Canada med efterfølgende løvfaldstur i amerikanske øst-stater.

Det kan jeg så ikke, men derfor kan man jo godt drømme.

Til gengæld kan jeg tage et lille hop den modsatte vej, med Gemalen til et af hans mange MTB-O-løb.

Denne gang til en ny og uprøvet destination; Kaunas i Litauen.

Ingen af os har været i de baltiske lande, og det bliver spændende at opleve, hvordan der er.

Det betyder tidlig efterårsferielukket på bloggen i en lille uges tid.

Altså, det håber jeg i hvert fald.

For det kræver alt sammen, at Donnaen virker frisk nok til at være alene hjemme. Hun får det hele tiden bedre og bedre, men der er stadig forskel på ville og kunne, og når ville har for meget fart på, giver det bagslag og hovedpine. Det er en daglig balancegang med skiftende præmisser.

Vi håber begge, for jeg har glædet mig til at komme med, og Donnaen har glædet sig næsten lige så meget til at skulle være alene hjemme.

Så kryds lige fingre for, at I ikke ser flere indlæg fra min hånd før en gang i næste uge.

Pasimatysime kitą savaitę.

Det er vist nok litauisk og skulle i følge Google Translate betyde Vi ses i næste uge.

Måske passer det.

Hurra for Den Store Bagedyst og for rare læger

Det var lyst, da jeg vågnede onsdag morgen.

Det skulle det jo ikke være ...

F**k!!

Vækkeuret viste 05:00, men virkeligheden var tyve minutter i syv, så Fruen fik travlt og tænkte, at sådan en dag da umuligt kunne blive god.

Dagen blev dog ret almindelig, og da Donnaen og jeg kunne afslutte dagen med at se Den Store Bagedyst i skøn samdrægtighed, havde jeg svært ved at få armene ned.

Ikke fordi Den Store Bagedyst er ekstremt fantastisk i de indledende runder. Og ikke bare fordi Donnaen næsten kender en af deltagerne.

Men fordi Donnaen overhovedet kunne se fjernsyn.

Det var fantastisk.

Det var første TV-kigning, siden hun fik hjernerystelse. Og det gik godt, hun fik næsten ikke hovedpine.

Dermed var der endelig for alvor fremgang at spore, efter hvad der havde været en virkelig lang uge for Donnaen. Med voldsom hovedpine og skærm- og læseforbud. Med kvalme og lys- og støjoverfølsomhed.

At sove og lave ingenting gik meget godt det første døgn, men allerede derefter blev det temmelig surt bare at ligge stille hen uden at kunne kommunikere med omverdenen. Så Donnaen fik allernådigst lov at sende besked, at skulle hun kontaktes - og det ville hun jo gerne - skulle man ringe til hende.

Den besked gik mildest talt dårligt igennem. De fleste svarede omgående tilbage via snapchat/messenger/sms, og så var hun lige vidt, for se på en skærm kunne hun bare ikke.

Så Donnaen kedede sig.

Gul, blå og grøn.

Og hver gang Donnaen beklagede sig alt for højlydt, fik hun bare besked på at gå ind og hvile sig.

Det holdt ikke.

De mentale sikringer var ved at springe hos alle.

Heldigvis var det muligt at få en tid hos lægen mandag formiddag, og heldigvis hos yndlingslægen, der på familiedoktor-måden kender os alle tre ret godt.

Han skar igennem og fortalte Donnaen, at hun slet ikke skulle høre på alt det ævl, hendes gamle forældre overdængede hende med (sådan sagde han ikke, men det var absolut budskabet), men selv føle efter, hvad hun kunne holde til. Det var okay, at Donnaen prøvede sig frem, bare hun lovede at stoppe, når hun kunne mærke, at hun anstrengte sig for meget.

Det lovede Donnaen og kom straks i bedre humør.

Og Fruen sænkede skuldrene og var ikke længere bekymret for akut nedsmeltning hos hverken sig selv eller andre.

Siden er det gået fremad, og det store gennembrud kom altså med Den Store Bagedyst.

Verden er igen digital og til at holde ud.

Næh, billedet har ikke noget med sagen at gøre.
Og næh, jeg ved ikke, hvad det er for en svamp ...

Fakler i sneglefart

Vi har været på udflugt med fin middag og overnatning og det hele.

Nej ikke nu, mens Donnaen har hjernerystelse, men en gang tilbage i august.

Gode venner, som vi ser alt for sjældent, er ivrige brugere af spot deals til kroer og hoteller over hele landet, og det blev besluttet, at vi skulle slå to fluer med et smæk og tage med dem til et af deres favoritsteder, Fakkelgården, der ligger med udsigt over Flensborg Fjord. Så kunne vi både hygge og afprøve konceptet.

Vi ankom til et noget grumset vejr, men bestemte os alligevel for at sætte os ud på terrassen for at nyde den formidable udsigt over fjorden, mens vi gjorde kål på de to halve flasker champagne, der havde ligget og ventet i køleskabet på værelserne. Vejret var med os, og efter 17 regndråber, der fik andre gæster til at trække indendørs, klarede det op og blev strålende solskin.

Efter at have siddet og bagt et par timer kunne vi godt mærke, at vi var nødt til at komme ud og røre os lidt før aftenens middag. Så vi kørte en lille tur, ned til Kollund Havn, hvis ellers man kan kalde den lille plads i vandkanten for en havn, og så gik vi en tur på Gendarmstien.

Jeg håber virkelig, at gendarmerne i sin tid var i bedre form end vi, for stien var ret kuperet, og det varede ikke så forfærdeligt længe, før man kunne spore en vis træthed blandt deltagerne. Måske ikke mindst fordi vi blev mere og mere klar over, at vi måtte samme vej tilbage.

Tilbage på hotellet aftalte vi at mødes til en drink før middagen. Vejret var stadig skønt, og vi kunne sidde i haven med bare en let trøje.

Vi fik vores drinks med tilhørende sjove snacks, og en tjener kom ud og fortalte meget udførligt om menuen, så vi kunne kloge i at vælge den helt rigtige vin. Til almindelig overraskelse bestod menuen af fisk, fisk, kalv og dessert, men pyt, det var der vel tænkt over?

Da drinksene var drukket og snack-kurven støvsuget, forventede vi egentlig, at tjeneren ville komme ud og hente os ind til vores bord. Det skete så ikke, og vi gik selv ind og blev, efter lidt ventetid, sat til bords i restauranten på første sal ved et bord med den allerflotteste udsigt over fjorden.

Første fisk kom. En ret ordinær laks. Men vi var sultne, og den gled hurtigt ned, og så ventede vi spændt på den næste fisk.

Og ventede. Og kiggede på blishøns på fjorden. Og ventede lidt mere.

Fisk nummer to kom, og jeg kan ikke huske, hvilken det var - #blivernokaldrigmadblogger - men kun, at det ganske særlige ved denne ret, ifølge tjeneren, var den ost, der indgik i retten som prikken over i'et. Vi var fire, der syntes, at vi fik ost med fisk og ikke omvendt, for osten dominerede totalt, hvilket ikke er helt godt, når man ikke er voldsomt pjattet med ost.

Nu var det tid til kalv. Men nu blev til ret meget senere. Hvorfor betjeningen var så langsommelig, fandt vi aldrig ud af, men der var umådeligt god tid til at kigge på solnedgangen over fjorden. Det var meget smukt, og der var nogle spændende spejlinger, når solen ramte glasfacader (går vi ud fra, at det var) på den tyske side af fjorden og sendte gyldne reflekser ud over vandet. Og heldigvis var vi jo i godt selskab, så ventetiden forløb sådan set smertefrit, men arme den, der måtte have siddet der med sin irriterende svigerfamilie ...

Desserten var en nyfortolkning af rødgrød. Hed det sig.

Vi ventede spændt.

Og så ventede vi lidt længere. Nogen gik på toilettet. Og kom tilbage. Og så ventede vi noget mere. Solen var gået ned, og Flensborg Fjord lå mørk hen. Der var stadig masser af verdenssituation at klare, men vi syntes alligevel, at serveringstempoet lå usædvanligt langt fra det ønskelige niveau. Og også fra det sædvanlige niveau, kunne vores venner fortælle. De havde faktisk aldrig oplevet noget lignende.

Langt om længe kom desserten.

Sjældent er jeg - og de andre for den sags skyld - blevet så skuffede. For rødgrødsfortolkningen viste sig at være alt andet end rødgrød. Der var lækre bær og vistnok en lækker sorbet - #bliverheltsikkertaldrigmadblogger, og så var der chokoladeis. Af hvid chokolade. Som jeg virkelig ikke kan lide. Heller ikke is-versionen. Det kunne de andre heller ikke.

Tjeneren var nu blevet skiftet ud med en virkelig sød og snakkesalig kvindelig tjener, som dog ikke kunne friste med kaffe efter middagen. Vi var rigeligt mætte, og klokken var mange, så vi gad faktisk ikke, men valgte at sige god nat og gå på hovedet i seng.

Næste morgen var udsigten grå. Først tåget og siden begyndte det også at regne, så vi glædede os endnu en gang over vores vejr-held dagen før og gik ned til morgenmaden, der ikke som så ofte var buffet, men en fast morgenmenu, der blev serveret ved bordet. Med mindre jeg en dag bliver alvorligt gangbesværet, tror jeg ikke, at jeg nogen sinde vil synes, at det er det helt rigtige koncept. For selv om jeg fik Gemalens såkaldte havregrød, og han fik mit vagtelspejlæg, så ville jeg altså hellere selv have valgt.

Hurtigt blev det tid til at sige farvel og sætte kurs tilbage mod henholdsvis Midtjylland og Østdanmark.

Dommen er tre fakler og to snegle.

Det bliver forhåbentlig ikke sidste gang, vi mødes på den måde, men næste gang tager vi nok et andet sted hen ...

Udsigten fejlede ikke noget.

Kedning

Donnaen plejer at SMS'e, når hun vil mig et eller andet i skoletiden, men i går ringede hun pludselig:

- Hej, det er MarieLouise, fra Donnaens klasse, lød det. Lidt overraskende.

- Øh, hej?

- Donnaen har slået hovedet, og jeg tror, at hun vil have rigtig godt af at komme hjem og slappe lidt af ...

Så mig afsted ned og hente en Donna, der sad på gulvet i klasselokalet og var noget mere groggy, end jeg lige havde regnet med. MarieLouise forklarede beredvilligt, at Donnaen havde fjollet rundt med et par andre og i kampens heden var røget med hovedet først ind i en stolpe. Så var hun drejet rundt om sig selv var var røget baglæns i gulvet.

- Jeg tror måske, Donnaen har fået en hjernerystelse, tilføjede MarieLouise.

Det kunne hun godt have ret i, så vi lagde vejen forbi lægerne, hvor Donnaen blev grundigt tjekket og skulle udføre en hel masse sære øvelser.

De fleste kunne hun heldigvis udføre uden større anstrengelser, men for eksempel at lukke øjnene og så ramme næsetippen med pegefingeren, først den ene og så den anden, var faktisk temmelig svært.

- Ja, der er ingen tvivl om, at du har fået et ordenligt gok, sagde lægen, og så forklarede hun Donnaen om indvendige blå mærker.

Og, ikke mindst, om hvorfor hun virkelig, virkelig skulle tage den ro for at lade den stakkels hjerne komme sig igen.

- Nul læsning, nul fjernsyn, nul computer og nul mobil, sagde hun strengt.

- Jamen! sagde Donnaen grædefærdig ved tanken om at skulle undvære sine livliner til verden omkring sig.

- Din hjerne bruger alt for meget krudt på at fokusere, hvis du læser eller kigger på skærme. Det kan den ikke holde til i øjeblikket, og du risikerer at gøre skaderne permanente, hvis du prøver alligevel.

- Men du må godt høre lidt musik, tilføjede hun venligt.

Moren fik sine instrukser og besked på at henvende mig igen, hvis Donnaen fik det mærkbart værre.

Vi tog hjem, og den noget dinglende Donna blev puttet i seng. Med ondt i hovedet og kvalme. Og mange bekymringer:

- Hvad nu med alle mine afleveringer? klagede hun.

Så måtte vi jo forklare Donnaen, at lige nu havde hendes afleveringer altså ikke førsteprioritet. Det havde - og har - hendes hoved. Bekymringen varede dog ved, til jeg havde ringet til en studievejleder og forhørt mig, om hvordan vi lige skulle gribe den problematik an.

Med manglende adgang til diverse elektroniske gadgets og forbud mod at bekymre sig var der nu kun tilbage at hvile sig.

Og kede sig.

K-e-d-e sig.

Blå, gul og grøn.

Tjekket tjekkisk snot

Et skravl og en svækling.

Det er, hvad jeg er.

Åbenbart.

For jeg kan tilsyneladende ikke holde til at gå til klassefest og komme for sent i seng. Så efter at gå rundt som en zombie hele søndagen, gik det nogenlunde til mandag sidst på dagen, hvor en ubehagelig fornemmelse begyndte at gøre opmærksom på sig selv. Først i mundvigen og så i svælget. Og selv om jeg gik tidligt i seng, hjalp det ikke, og i løbet af tirsdagen sandede jeg helt til og endte med at gå tidligt hjem. I seng.

Onsdag blev tilbragt på langs, og jeg nægtede stort set at tale med nogen, fordi det føltes som at sluge sandpapir.

Torsdag føltes det som om jeg ville overleve, og jeg kunne igen tale - omend snøvlende og med en rusten bodegastemme.

I dag er jeg frisk nok til ikke længere at gide at høre/se på Gemalen.

Han tager det sjældent pænt, men mere som en personlig fornærmelse, når jeg bliver syg, og selv om han ikke siger noget, er jeg ret sikker på, at han denne gang er ekstra irriteret og mistænker mig for allermindst at have nøgenbadet i fjorden med efterfølgende snotmæssige undergang.

Det har jeg ikke. Desværre. For det ville da have været en god - eller i hvert fald betydeligt sjovere - forklaring på ynkeligheden.

I stedet tror jeg bare, at mit immunforsvar er så ynkeligt, at det ikke kan kapere ikke-midtjyske snot-vira. Og vi kom jo fra nær og fjern. Flest fra nær som Fyn og Sønderjylland, men også et par stykker fra mere fjerntliggende destinationer.

Og lyder det ikke meget bedre at være lagt ned af tjekkisk snot frem for noget kedeligt midtjysk?

Det synes jeg. 

Det lyder nærmest tjekket ...

35 år og stadig nye historier

Søndag lå jeg brak.

I hvert fald i det omfang det kunne lade sig gøre med en Gemal, der stod op klokken syv, en Kamel, der skulle luftes, og en telefon, der blev ved at ringe, hver gang jeg forsøgte at nyde en morfar under dynen.

Brakligningen skyldtes lørdagens særdeles vellykkede studenterjubilæum.

35 år.

Sgu!

Det var lykkedes at samle to-tredjedele af klassen. I Jyttes sommerhus, der også lagde rammer til både 25 og 30 års jubilæerne.

Vejret viste sig indledningsvist fra sin bedste side, og vi sad på terrassen i sensommersolen og nød udsigten over fjorden, mens kaffen, de første øl og de første historier kom på bordet.

Med liv, der er gået i vidt forskellige retninger, var der historier nok at tage af. Fra ham, der var nanosekunder fra at skyde en mand til ham, der kom verbalt i klemme mellem dronningen og prinsgemalen.

Knapt så dramatisk, men nok så vigtigt var det at blive opdateret om hinandens børn. Og børnebørn. Også her var spredningen stor. Fra voksne, færdigtuddannede børn og børnebørn på vej i skole til den mindste datter på kun otte år. Flest har dog i øjeblikket store teenage-børn, og erfaringerne med unger i netop den alder blev ivrigt delt og diskuteret. Selv om mange problematikker er de samme, som da vi var i den alder, var der almindelig enighed om, at vores børn har det mindre sjovt, end vi havde det. Presset er langt større, og nutidens unge skal ikke alene præstere rent fagligt, men måler også sig selv og hinanden på en lang række områder, som vi i sin tid slet ikke kendte eller forholdt os til.

Flere timer senere, efter god mad og en passende mængde vin, nåede vi til de allerbedste historier; dem fra vores egen gymnasietid. Det overraskende var, at der stadig kan dukke historier op, som vi ikke allesammen har hørt flere gange før. Og ind i mellem måtte vi spørge os selv, om vi virkelig havde gået i samme klasse? At historierne ikke kom ud dengang, var til gengæld ret indlysende. For der var både historien om den store gruppeopgave baseret på interviews, der var ren fiktion. Og den om ham, der ikke havde behøvet at aflevere en eneste opgave efter, at han uforvarende havde bevidnet sin lærers udenoms-ægteskabelige eskapade.

Skrappe sager dengang, nu fantastiske røverhistorier, der blot kunne fremkalde forbløffede latterbrøl.

Pludselig var klokken to, et par stykker sad og småsov i stolene, og værtinden tilkendegav, at nu gik hun altså snart i seng, så vi enedes om at sige tak for en dejlig aften.

Og - selvfølgelig - at mødes igen om fem år.

Lige ved at stige mig til hovedet

Donnaens værelse skulle males.

Det var mit job, da jeg er bedst til at male og bedst til at stå på stiger.

Alt er relativt og skal kun ses i forhold til resten af familien ...

Det skulle egentlig været sket på nogle fridage, men så kom der tusind ting i vejen, og i stedet blev den en langsommelig affære, fordi det måtte ske, når jeg lige havde tid. Og det har jeg stort set kun i uger med to torsdage.

Værelset skulle tømmes, og så skulle Donnaen jo være et andet sted. Gæsteværelset var den indlysende løsning, men det er som om, at det værelse forvandles til pulterkammer, så snart man vender ryggen til, så allerførst måtte der altså ryddes op der.

Det lykkedes at rydde op på det ene værelse og tømme det andet. Og fordele effekterne ud over hele huset. Stort set.Tilbage sad alle skruerne og sømmene i væggene. Dem skulle Gemalen tage ud. Og da det var gjort, skulle der polyfillaes i alle hullerne. Af flere omgange. Og der skulle dækkes af og hentes stiger ind, for vi har alt for meget højt til loftet. Først skulle stigerne dog rengøres, for de ligger ude og bruges så sjældent, at de altid er fulde af skidt og møg og spindelvæv, når de skal bruges.

Jeg vaskede stigerne, og Gemalen fik dem samlet og sat op.

Så var jeg klar.

Da jeg endelig havde fået møvet mig helt op - der er altså højt, og det kræver lidt overvindelse de første gange - og var klar til at svinge penslen, sagde det RITZZZZCCHH!! på en meget ubehagelig måde.

Det var - viste det sig, da jeg blev klar over, at jeg stadig både levede og stod på stigen - den lyd, det siger, når afdækningstape slipper et panel, fordi stigen skrider og rykker afdækningsplastikken med sig ...

Efter et par dybe indåndninger skyndte jeg mig, meget forsigtigt, ned igen.

Satte ny tape på og besluttede, at hvis jeg nu satte den tunge malerspand for det ene stigeben, så ville stigen nok ikke skride mere.

Det fungerede rigtig fint, og jeg vil gerne pointere, at jeg ikke en eneste gang trådte ned i malerspanden. Og kun trådte på låget en enkelt gang ...

Sidst på dagen var jeg godt mør, og da jeg næste morgen vågnede, føltes det som om min ryg burde udskiftes. Godt nok er det en - for mig - meget uvant øvelse at stå på en stige og male oppe under loftet, men jeg tror dog, at den primære årsag til voldsomme gebrækkelighed var den ufrivillige rutschetur, som - sådan føltes det - momentant låste både tanke og krop.

En tur med Kamelen løsnede lidt op, og så var jeg klar igen. Gemalen mente ikke, at mit arrangement med malerspanden for stigebenet var helt smart, så han udtænkte en løsning med en nogenlunde skridsikker måtte. På den måde burde jeg ikke kunne skride. Til gengæld kunne jeg heller ikke flytte stigen selv, så jeg var afhængig af, at Gemalen cirka hvert tyvende minut hjalp med at flytte stige og måtte. Han løftede stigen, jeg flyttede måtten, og så kom stigen hen på plads.

Dejligt sikkert, totalt besværligt.

Nu er jeg færdig og mangler bare at vaske og oliere gulvet.

Og næste gang Donnaen skal have malet, er hun forhåbentlig flyttet hjemmefra og kan gøre det selv.