On location

På Donnaens ønskeseddel over ting, vi skulle se, prøve eller opleve i New York var der, foruden butikker og nogle af de allermest kendte attraktioner, især én ting med en særlig stjerne ved. Donnaen ville gerne se nogle af de kendte steder fra Sex and the City. Og hun havde googlet sig til, at man kunne komme på en dertil beregnet bustur.

Moderen var ikke just vildt begejstret ved tanken om at skulle bruge 3½ time plus det løse på det projekt, så i stedet for straks at klappe i hænderne, blev der nærlæst på tur-punkterne, som viste sig i høj grad at være fra serien, som Donnaen var for lille til at se, da den gik i fjernsynet. Desuden var der et stop ved en såkaldt 'adult-store', hvor Donnaen ikke måtte komme med ind, samt en bar, hvor man selvfølgelig ikke serverede for mindreårige.

Øv, det var straks ikke så sjovt, og Donnaen hang lidt med ørerne. Ind til vi - oh mirakel, hvor jeg dog bare æælsker Google - fandt en hjemmeside med en lang,lang liste over locations fra Sex and the City. Med præcise adresser og det hele. Og på den måde kunne vi jo bare arrangere vores egen tour. Donnaen fik et print på næsten 50 sider, og så bladrede og bladrede hun, til hun fandt de - for hende - vigtigste steder. Som jeg så lovede hende, at vi ville gøre en indsats for at finde.

Første stop var Carries lejlighed. 66 Perry Street, der lå bekvemt tæt på, hvor vi havde valgt at stå af turbåden.

Egentlig var jeg godt frokostsulten, men first things first og sult kan nedprioriteres, så vi begav os ind i the Village, som er et meget rart område at færdes i. Ikke alt for høje huse, små butikker, masser af træer langs fortovene og en behagelig, afslappet stemning. 

Vi fandt hurtigt den rigtige adresse. Og at den var rigtig, var nemt at afgøre, da der både før og efter os var unge piger i grupper af to, tre og fire, der stillede op til veninde-fotografering på netop dette sted. 

Donnaen stod et øjeblik og sugede indtryk og atmosfære til sig, tog billeder og blev taget billeder af. Hvorefter vi gik på den nærmeste café, stillede den værste sult og kølede lidt af i skyggen.

Således forfriskede kunne vi fortsætte vores færd. Der blev indkøbt mere flaskevand, hårelastikker til Donnaen, hvis nakke nærmede sig kogepunktet, og solbriller til Fruen, der naivt havde ment, hun kunne undvære. 

En nogenlunde stabil zigzag-kurs mod sydøst burde bringe os hjem mod hotellet. Og med lidt god vilje ville vi også ramme en af Donnaens butikker. At Fruen på et tidspunkt drejede op ad og ikke ned ad Broadway gjorde dog turen rigeligt lang. Til gengæld blev Donnaen så meget desto gladere, da vi pludselig fik øje på en Hollister-forretning, som vi slet ikke havde googlet os til på forhånd.

Dér måtte vi ind, og mens Donnaen gik på tøj-jagt, sank moderen ned i en af de mange lænestole, der stod rundt omkring. Det koncept, altså lænestole til trætte mødre, fædre eller kærester, burde være meget mere udbredt. Det er ulige nemmere at slå en halv time eller mere ihjel, mageligt anbragt i en lænestol end utålmodigt trippende rundt og rundt.

Herfra var der kun en halv blok til næste udvalgte butik. Donnaen shoppede, og vi traskede hjem i højt humør og med trætte fødder.

En times tid og et fodbad senere var vi klar til aftensmad. Men først kunne vi godt lige se, om vi kunne finde Mirandas midlertidige lejlighed. Fra den gang hvor hun var flyttet fra Steve (ja, Sex and the City igen, hvis nogen skulle være i tvivl). Så det gjorde vi. I hvert fald næsten, for adressen var ikke helt præcis, men kun et gadenavn. Donnaen var dog tilfreds og syntes, at det så meget rigtigt ud.

Vi burde selvfølgelig have spist kinesisk, men det orkede vi ikke rigtigt, så i stedet gik vi hen i Little Italy, som kun lå ganske få gader fra hotellet. Her vrimlede det med restauranter, og det var dejlig nemt at forholde sig til deres menukort.

Easy peasy og så på hovedet i seng.

Måske boede Miranda her?

Morgenkaffe, mindepark og meget mere

Inden Donnaen og jeg skulle afsted til New York, så Gemalen strengt på mig og sagde, at nu skulle jeg huske, at det var Donnaens tur og ikke min. Altså skulle Donnaen i videst mulige omfang have lov til at bestemme, hvad vi skulle se og foretage os.

Det måtte jeg jo - en anelse modvilligt - give Gemalen ret i, men jeg insisterede dog på, at vi skulle besøge the 9/11 Memorial. Fordi det skal man bare. Man er nærmest forpligtet til det, synes jeg. Heldigvis var Gemalen enig, og jeg bookede billetter til den første formiddag. 

Først skulle vi dog have morgenmad. Takket være min intensive googling havde jeg på forhånd lokaliseret den nærmeste Starbucks kaffebar, hvor vi fik os nogle udmærkede bagels, Donnaen fik juice og jeg fik café latte. Jeg blev spurgt om mit navn, hvilket jeg syntes var ret mystisk, men dog svarede pænt på. Det viste sig at være fordi, der blev skrevet navn på ens kaffebæger, så man kunne kende sin kaffe, når den skulle hentes oppe ved disken et øjeblik senere. Det syntes Donnaen var så sjovt, at hun senere på turen ned gennem byen brugte en del krudt på at spotte navne, når folk kom gående med deres kaffe.

Så sad vi der på Starbucks og dinglede på hver sin høje stol ude ved den høje disk langs vinduet. Ved siden af sad unge fyre og piger fordybet i deres elektroniske udstyr, og uden for blev kinesiske børn fulgt til skole af deres mor eller bedstemor. Der var højt til loftet, som var meget kinesisk udsmykket. Da selve bygningen var pakket ind i stilladser var det dog først efter flere dage, da vi så et par ivrigt fotograferende turister, at det gik op for os, at vi vist sad i et forhenværende kinesisk tempel. Eller i hvert fald i en meget kinesisk udseende bygning. Et hurtigt kig i glasfacaden overfor viste nemlig et fint pagodetag.

Mætte og glade begav vi os afsted. Det nye, næsten færdige One World Trade Center havde for længst vist sig over de andre bygninger, så retningen var ikke til at tage fejl af. Vi fandt hurtigt indgangen til området, men var alt for tidligt på færde, så vi fortsatte helt ned på spidsen af Manhattan til Battery Park, hvor Donnaen for første gang fik øje på Frihedsgudinden. Tydeligvis et næsten magisk øjeblik for hende.

Energiske unge fyre var allerede i gang med at sælge sejlture, og Donnaen og jeg enedes hurtigt om, at vi skulle have en tur efter besøget i mindeparken. 

Hele området omkring the 9/11 Memorial var - forståeligt nok - spækket med politi og sikkerhedsvagter, og både vi og vores tasker blev scannet, før vi blev lukket ind. Parken er bygget rundt om det område, hvor tvillingetårnene stod. Og selve ideen med to vandfald, hvor vandet vælter ned i et hvirvlende kaos er meget symbolsk og genialt udtænkt. Omkring hvert vandfald kan man læse navnene på alle de omkomne, og alene antallet er nok til at give gåsehud på sommerarme. Ved et tidligere besøg i New York har jeg stået på toppen af det ene tvillingetårn, og det var en virkelig underlig fornemmelse, at der nu bare var et vandfald, ned i jorden.

Alligevel følte jeg mig ikke for alvor grebet. Måske fordi parken er så nyanlagt, og fordi området omkring den er én stor, larmende byggeplads? Jeg ved det ikke. 

Et par dage senere kom vi tilfældigvis forbi den lokale, lillebitte brandstation, 'Engine 55'. Rundt om porten sad beskedne mindeplader for brandmænd, der alle var omkommet i tjeneste. 8-10 mindeplader i alt, hvoraf nogle var næsten 100 år gamle. Men tre måske fire mindeplader var fra 11. september 2001. Og det virkede bare meget mere vedkommende. Tanken om hvor hårdt tragedien havde ramt den lille brandstation og lokalområdet omkring den gik rent ind, og jeg måtte tage mig alvorligt sammen for ikke at stå og tude på åben gade. Donnaen hev i sin mor, og da der i det samme kom en brandmand ud fra stationen, var det slut med at vande høns.

Således godt tilfredse med at have overstået turens eneste pligtbesøg gik vi glade tilbage til Battery Park. Det var i mellemtiden blevet meget varmt, og det var dejligt at komme lidt ud på vandet. Jeg havde hjemmefra købt New York Pass med adgang til en lang række seværdigheder eller ture, deriblandt også vores sejltur.

En sød og entusiastisk Megan var vores guide, og hun fortalte levende om alt, hvad vi så og meget mere. Turens absolutte højdepunkt var Frihedsgudinden. Til Donnaens store utilfredshed var det dog ikke muligt at komme i land på Liberty Island, da både den og Ellis Island har været lukkede for publikum siden stormen Sandys hærgen sidste efterår. Man gjorde dog, hvad man kunne for at råde bod på forholdene ved at lade turbåden ligge stille med først den ene side og så den anden op til monumentet.

Cirka titusind billeder senere tøffede båden et pænt stykke op ad Hudson River, mens alle beundrede byens skyline. Ud for the Village hoppede vi af båden og gik på jagt efter nye eventyr.

Udsigten fra Starbucks - til Starbucks.

Cornflakes-ører, flyvende hunde og meget lukkede rum

Der er langt til New York.

Og når man bor i Midtjylland og skal flyve fra Kastrup, er der langt, allerede inden turen er rigtig begyndt.

Gemalen tog derfor en hurtig beslutning og indlogerede os på CabInn i Ørestaden, så vi kunne nøjes med at stå op til normal tid og lige trille ud i lufthavnen. Fruen ville egentlig hellere været blevet hjemme. Især fordi en ubehagelig - og meget uvelkommen - fornemmelse i svælget havde været nemmere at bekæmpe med kamillete og egen seng.

Besluttet var besluttet, og det var da også dejligt nemt at komme til Kastrup på fem minutter. Men forkølelsen var nu en kendsgerning, og der blev panikshoppet næsedråber i håb om at minimere de uundgåelige propper i ørerne. Det hjalp ikke. Eller det gjorde det måske, men ikke nok. Og siden mellemlandingen i Berlin har Donnaen været udstyret med en halvdøv mor, der til gengæld har det som om hun bor i et akvarium, hvor der ind i mellem er nogen, der træder på (tørre forstås) cornflakes med træsko på.

På den måde føltes turen ikke just kortere. Den virkelige forlængelse var dog forårsaget af en uheldig kombination af hund og defekt ventilations-system i lastrummet. Alt var ellers gået glat i Berlin, og alle sad pænt på deres pladser og ventede på take off. Og ventede og ventede. Og undrede sig og ventede lidt mere.

Så lød det omsider fra kaptajnen, at forsinkelsen skyldtes en defekt i ventilationssystemet i lastrummet. Dette havde ingen effekt i forhold til den almindelige baggage, men kunne være fatalt for den hund, som skulle med. Nu skulle hundens ejer lige bruge et par minutter på at finde ud af, om hun ville rejse uden hund eller vente på næste fly sammen med hunden. I sidstnævnte tilfælde skulle man lige have pillet damens bagage ud, og det ville der så gå et kvarter med.

Hvad damen har sagt eller gjort vides ikke, men løsningen blev overraskende alternativ, for pludselig kom to store, svedende lufthavns-gutter ind i kabinen, slæbende på hunden i en stor transportkasse. Og mens bageste afdeling af monkey-class forbløffet så til, spændte man transportkassen fast på de bageste sæder i midterrækkerne.

Og så fløj vi. Med en god times forsinkelse. Til hundens ros skal det nævnes, at det ikke var alverden, man hørte til den. Men det virkede alligevel voldsomt at prioritere én hund og dens ejer over godt trehundrede rejsende. Især har de passagerer, der missede deres connecting flights videre ud fra New York, haft god grund til at være utilfredse. Også de to passagerer, som måtte flyttes for hundens skyld, var godt sure. De blev flyttet væk fra deres medrejsende venner, og de følte sig 'overtalt' på en noget upassende måde, hvor man åbenbart havde givet udtryk for, at det var da kun rimeligt, at de flyttede sig. Uden nogen form for kompensation. Vi andre havde mindre at pive over. Selv om jeg synes, at man som minimum burde have sikret sig, at der ikke var passagerer ombord med allergi over for hunde ...

Afsted kom vi. Og vi fløj, og vi landede, og vi kom gennem immigrationen, og efter en kort ventetid kom vi også med vores bestilte shuttle-bus. Og fik den hurtige introduktion til kørestilen i New York. Vores chauffør ville tydeligvis gerne frem. Og det kom han. På sin helt egen måde. Donnaen frygtede for sit liv, mens jeg nøjedes med at konstatere, at kombinationen af helstor frækhed og halvstor minibus var meget effektiv.

Chaufføren var dog både flink og omsorgsfuld over for sine passagerer, og mens han satte rejsende af forskellige steder ned gennem Manhattan, fik vi det første glimt af New York, til vi nåede vores destination i Chinatown. Chaufføren fulgte os venligt over den ret brede gade, mens han slæbte begge vores kufferter.

Og så stod vi der. Da Gemalen og jeg havde booket rejsen over nettet, havde jeg valgt at prioritere beliggenhed over komfort. Og da budgettet ikke var verdens største, vidste jeg også godt, at vi skulle være forberedt på lidt af hvert. Vi havde bestilt værelse med eget badeværelse, men da det ikke fremgik af reservationen, var jeg noget nervøs for, at vi ville ende med badeværelse på gangen.

Det gjorde vi heldigvis ikke. Til gengæld manglede der noget helt andet, som hverken Gemalen eller jeg havde haft fantasi til at forestille os var et issue.

Der var ikke noget vindue!!

Vi skulle bo i et skab. Et skab med eget badeværelse, men stadig et skab. Og det kunne vi bare ikke. Så Fruen måtte parkere sin træthed og mande sig op til at bede om et værelse med vindue. Det var heldigvis ikke noget problem. Vi skulle bare en ekstra etage op.

Op kom kufferterne. Og efter tyve minutters luftetur i nabolaget, for at købe flaskevand og få en lille smule gang i de stive kroppe igen, tørnede vi ind og sov overraskende godt, så vi tidligt næste morgen var helt parate på at indtage storbyen.

Det er fordi jeg bor inde i google maps

Her er godt nok stille.

Det skyldes mit midlertidige ophold inde i google maps.

- Hvad laver du dog? spørger Gemalen en gang i mellem.

- Jeg googler lige denne adresse. Jeg skal se, hvordan A ligger i forhold til B, som vist ligger ret tæt på C, så måske kan vi kombinere det hele.

Sådan cirka har jeg svaret de sidste mange aftener, når jeg har siddet med næsen inde i computeren. Fuldstændigt tabt for omverdenen.

Sagen er, at Donnaen til sin konfirmation fik et æble af sine kære forældre. 

Efter at både hun og veninderne havde stirret skiftevis måbende og lettere mistroisk på æblet, gik den rette sammenhæng op for Donnaen.

En svip-tur til New York!

Den skal skydes af om et par dage. Ganske amoralsk, da det er inden sommerferien, men prishoppet fra juni til juli bevirkede, at moralen blev lidt elastisk.

- Og man lærer vel også noget af sådan en tur, skynder Gemalen og jeg os at fortælle hinanden.

Men ganske få dage i sådan en kæmpe by kræver, at vi forbereder os, så vi ikke farer alt for forvildede rundt.

Så Donnaen har googlet og fundet butikker og spændende steder fra optagelserne til Sex & the City. Og jeg har googlet og fundet tusind andre ting. Cirka. Og vi har tegnet på kort og checket afstande. 

Det er spændende.

Vi glæder os. Og har sommerfugle i maven.

Og om en uge er det hele overstået ...

Ændrede planer

Mine forældre og min bror har gennem efterhånden mange år været en uge i sommerhus i Skagen, før den egentlige sæson startede. Og således var planen også i år. Med afgang i går formiddags. Da jeg kunne se, at det var min mor, der ringede på mobilen i går eftermiddags, tænkte jeg straks, at det var dejligt, hun lige ville fortælle, at de var nået godt frem.

Det var de bare ikke. De var aldrig nået længere end til den lokale skadestue. 

Min far havde villet slå græsplænen lige inden, de kørte. Men så var han gledet,og mens det ene ben var forsvundet, havde han sat sig på det andet. Hvilket skulle vise sig at være en særdeles dum ting. For benet brækkede, og det var ikke nok at lægge gips på; man var nødt til at lukke op og samle med ståltråd og skruer.

Ganske som man for knap tre måneder siden var nødt til at åbne min mors albue og sætte stumperne sammen med ståltråd og skruer. 

Så nu ligger min far på hospitalet, på samme afdeling og samme gang, men dog ikke samme stue, som min mor gjorde.

Donnaen og jeg besøgte Morfar på hospitalet, netop da fysioterapeuten kom. Hun gjorde det hurtigt klart, at med fire uger, hvor min far end ikke må overveje at støtte på foden, skulle han lære at klare sig på anden vis.

- Så du skal lære at hoppe på et ben, meddelte hun den noget forbløffede Morfar.

Og så blev han kommanderet ud at hoppe i et gangstativ.

Det gik så godt,og i det hele taget har Morfar det så rimeligt, at hvis alt fortsat går planmæssigt, så bliver han sendt hjem i morgen. Medbringende et helt flyttelæs hjælpemidler: gangstativ, kørestol, toiletstol og badeskammel. Og så krydser jeg fingre for, at han siger ja tak til at få professionel hjælp til at komme i bad, i hvert fald i starten.

Men mine forældre har jo soveværelse på første sal, så Donnaen og jeg lagde turen forbi og hjalp med at få en seng bakset ned i kontoret i stueplan. Først skulle der dog flyttes en sofa og et sofabord. Sofabordet blev skilt ad. Sofaen kom ind i spisestuen, hvor den lige kunne være, da vi havde flyttet et par stole. Efter på den måde at have flyttet rundt på det halve af møblementet kan det forhåbentlig komme til at fungere. Desuden skal der nok hen ad vejen rykkes lidt rundt på yderligere nogle møbler, så der kan blive nogenlunde fri passage til at svinge rundt med gangstativet.

Tålmodighed, tilvænning og hård træning bliver nok nøgleordene de kommende uger. Plus fleksibilitet og kreativitet for at få tingene til at lykkes på alternative måder.

Det går nok. For det skal det jo ...

Men lidt surt er det altså.

Syv stik klogere - eller?

Da min læge-fætter helt tilbage i februar lyn-kurerede Donnaen for en voldsom allergisk reaktion, tilrådede han naturligt nok, at vi snakkede med egen læge.

Jeg mailede lægen, forelagde sagen og spurgte, om en EpiPen (lille gør-det-selv-pen med adrenalin til behandling af allergisk chok, red.) eventuelt var en mulig løsning. Lægen ville gerne se Donnaen. Så vi fik tid hos lægen. Som sagde ny tid, til blodprøver.

Blodprøverne slog ud i forhold til hund, kat, birk, græs og støv. Altså stort set det hele. Så lægen syntes, Donnaen skulle videre til udredning hos en specialist, og gav hende en henvisning.

Det var i marts, og Donnaen fik en tid i slutningen af september ...

Godt så. Pollensæsonen startede, og Donnaen nøs lidt (men mindre end sin mor) og havde det iøvrigt fint. Nye pollen kom på banen, men Donnaen havde det stadig fint.

Men inde i moderens mave begyndte den lille usikkerhed at vokse. 

For feriesæsonen nærmede sig, og kunne vi, turde vi rejse udenlands - endda til lande med potentiel risiko for sprogforbistring - når Donnaen i værste fald kunne blive ramt af et allergisk chok, hvis hun indtog noget forkert?

Så vi ringede til en ven, i dette tilfælde faderens sundhedsforsikring, som også omfatter Donnaen. Og kørte igår til en privatklinik i Vejle til allergi-udredning.

Donnaen blev målt og vejet, lyttet til, trykket på og slået på. Og erklæret sund og rask. Og så blev både hun og moderen ellers grundigt udspurgt om tidligere allergiske tilfælde, om andre familiemedlemmer med allergi og meget mere. Endelig sagde lægen:

- Ja, så skal jeg lige prikteste.

- Skal jeg så stikkes i? udbrød Donnaen en anelse utilfreds.

Og det skulle hun jo. Men lægen var alt andet end barsk, så Donnaen fik lov til at sige ja og amen til det hele. I sit eget tempo. Først viste lægen, hvordan han gjorde. På sig selv. Det så ikke farligt ud. Så blev Donnaen lagt ned (så hun ikke dejsede om, hvis hun blev utilpas), og så prøvestak lægen. Det var i sandhed ikke slemt, og Donnaen mente nok, at hun kunne klare det. Nu var det bare moderen, der syntes, at otte skalpeller på rad og række så temmelig drabeligt ud ...

Donnaen fik et stykke tape med tal på armen. Derefter en dråbe af syv forskellige allergener plus en dråbe vand, og så et hurtigt skalpel-prik gennem hver dråbe, mens Donnaen interesseret fulgte slagets gang.

Mens lægen snakkede lidt med sig selv og sin diktafon, voksede seks myggestiks-lignende plamager lynhurtigt frem på Donnaens arm.

- Du er ikke allergisk over for bynke, meddelte lægen, da han et øjeblik senere inspicerede Donnaens arm.

- Nå??

- Men ellers reagerede du jo på det hele, fortsatte han og nævnte alle de ting, vi i forvejen godt vidste. Plus hest, som vi også vidste. Erfaringsmæssigt.

- Du er det, man kalder multi-allergiker. Men det behøver ikke nødvendigvis at betyde så meget, for selv om det er sæson for græspollen, virker det jo til, at du har det meget godt. Måske bliver allergi aldrig et rigtigt problem, selv om du er disponeret for det meste.

Derefter kom lægen med en lang udredning, mens moderen åbnede og lukkede munden i et forsøg på at komme til orde:

- Jamen, hvad med det Donnaen spiser. Hvordan kan vi vide, om der er noget, hun reagerer overfor?

- Den ultimative test er jo provokation, sagde lægen.

- ??

- Det vil sige at udsætte Donnaen for det, som man mistænker for at være det allergifremkaldende stof.

- Jamen, vi kan da ikke bare bede hende spise nødder og så afvente, om hun bliver dårlig? protesterede moderen.

- Det er faktisk det, man gør, sagde lægen. Men vi kan godt teste for nødder. Det kræver bare en blodprøve. Jeg skriver lige en henvisning.

Og det gjorde han så, mens moderen undrede sig over, at det ikke var gjort tidligere, da vi allerede ved første besøg hos egen læge havde snakket om vores nødde-mistanke.

- Det er jo meget godt, fremturede moderen, men vi aner jo fortsat ikke, hvad der vil kunne fremprovokere en alvorlig allergisk reaktion. Og det er jeg altså ikke særlig tryg ved. Specielt ikke når vi skal på ferie.

- Næh, men så synes jeg, at I skal have en EpiPen, sådan at I kan gøre noget, hvis det højst usandsynlige sker, at Donnaen får et allergisk anfald, mens I er på ferie. I får sikkert aldrig brug for den, men den er selvfølgelig betryggende at have med, konkluderede lægen.

Således kunne vi en god times tid senere forlade klinikken igen. 

Ikke meget klogere, men heldigvis en recept på en EpiPen rigere.

Og moderen har straks fået det bedre i sin mave.

Den gyldne skruestik

På utallige opfordringer - som i 1-2-mange - og derfor også behæftet med nogen præstationsangst kommer her historien om den gyldne skruestik:

**

Verdensfirmaet er ikke nogen decideret håndværkervirksomhed. Men mænd er mænd,og hvilken mand elsker ikke godt værktøj? Godt grej i det hele taget? Nogen var derfor også svært begejstrede over at få lov at bestille en palleløfter til det nye lager. Selv en sækkevogn var det lidt fedt at få ...

De nye lokaler var delvist møblerede, og det skulle bare besluttes, hvor mange møbler, Verdensfirmaet var interesseret i at overtage. På lageret/værkstedet stod et arbejdsbord med et skruestik boltet fast. (Måske er det en skruestik, måske en skruetvinge. Døm selv ud fra billedet). Sådan et dejligt arbejdsbord måtte man selvfølgelig have med.

Og det fik man, men på overtagelsesdagen måtte det konstateres, at det ikke var nok at tænke, at skruestikken selvfølgelig skulle følge med bordet. Den skulle nok have stået helt specifikt på listen over inventar til overtagelse. I hvert fald var skruestikken pillet af og fjernet, og nogen mumlede en hel del i skægget over udlejers tilgang til tingene.

Da der så opstod uenighed over noget malerarbejde, greb nogen (en anden 'nogen') telefonen for at brokke sig. Hans argumenter holdt dog ikke længe, og han var hurtigt ret meget på hælene i diskussionen. For ikke at lægge sig helt ned, greb han til sit sidste es:

- Så vil jeg også have skruestikken tilbage.

Det fik han. Og tidligt næste morgen stod der pludselig en ung - irriterende stedkendt - mand ude på lageret, som, adspurgt hvad mon han foretog sig på VORES lager, forklarede, at han da lige skulle sætte skruestikken op igen.

Da det dæmrede, at nogen i bedste 'Hvad fatter gør er altid det rigtige'-stil havde byttet sig til et brugt skruestik mod at betale en pænt stor malerregning, blev der først helt stille. Og så blev der skraldgrinet.

- Hold da kæft, udbrød den ene.

- Det er godt nok den dyreste skruestik i byen, sagde en anden.

- Man skulle tro, den var af guld, supplerede en tredie.

Og så udviklede det sig derfra. Telefonen blev grebet, og yngstemand fik at vide, at han ud over fredags-rundstykker også skulle sørge for at købe en guldspray med på arbejde.

- En guldspray? lød det vantro.

Efterhånden var alle, bortset fra føromtalte handels-talent, der var ude af huset, involveret i projektet. Skruestikken blev rengjort, demonteret, båret udenfor og spraymalet. Den fik lov at stå og tørre i solen, mens rundstykkerne blev indtaget, og derefter skruet fast igen og beundret.

- Den er dælme blevet flot, lød det anerkendende.

- Hvad tror I han (føromtalte ht, red.) siger? blev der spurgt.

- Ikke noget. Han indrømmer aldrig sine fejl.

- Og hvis han gør, så spraymaler jeg sgu mig selv, sagde den ene chef.

Det var sjovt i fredags. Vældig sjovt endda. Men da føromtalte ht lige præcis har valgt at arbejde hjemme i disse dage, ved vi stadig ikke, om han vil kommentere den forgyldte skruestik (og vi dermed også får en forgyldt chef).

Men historien har allerede bundfældet sig, og når snakken ved frokostbordet går om projekter og udgifter, der suser derudaf, lyder det pludselig:

- Så må du jo tage guldsprayen med. Så går det nok.

**

Snip snap snude.

Mundlam

Fredag på arbejde brugte vi en del tid på at male en skruetvinge med guldspray. Det var en practical joke, og vi syntes selv, at vi var enormt sjove. Jeg tænkte, at det kunne jeg da fint berette om her i blogland.

Men så begyndte der at komme andre indlæg. Det ene mere alarmerende end det andet. Meget forskellige, men alligevel alarmerende og uhyggelige. Og så var det pludselig ikke så sjovt længere. Slet ikke sjovt faktisk. 

Man kan ikke sidde og skrive småpjattede indlæg, når andre slås med sygdom og dæmoner. Jeg kan i hvert fald ikke. Jeg bliver mundlam, eller rettere ramt af skriveblokering, fordi jeg lige skal fordøje og tygge lidt på tingene.

Og dér er jeg sådan set endnu. Jeg ville enormt gerne skrive et eller andet klogt, men hvad skulle det lige være?

Hvilket får mig til at tænke på præster og andre sjælesørgere, som forventes at kunne ryste trøstende ord ud af ærmet på kommando. Hvordan gør de det? Er det noget, man lærer på universitetet? Eller er nogen bare født med at kunne det, for så som det naturligste at vælge en profession som netop sjælesørger og ikke revisor?

Lige nu føler jeg mig irriterende revisor-agtig, mens jeg drikker kaffe og surfer formålsløst rundt og løser sudokuer på nettet, fordi jeg ikke kan finde ud af at skrive et skaldet blog-indlæg.

Donnaen sover, og om lidt vil jeg gøre det samme. Det bliver ikke klogere på denne side af en god nats søvn.

God nat, sov godt - and May the Force be with you.

Lupiner, som ikke har noget
som helst med sagen at gøre.