On location

På Donnaens ønskeseddel over ting, vi skulle se, prøve eller opleve i New York var der, foruden butikker og nogle af de allermest kendte attraktioner, især én ting med en særlig stjerne ved. Donnaen ville gerne se nogle af de kendte steder fra Sex and the City. Og hun havde googlet sig til, at man kunne komme på en dertil beregnet bustur.

Moderen var ikke just vildt begejstret ved tanken om at skulle bruge 3½ time plus det løse på det projekt, så i stedet for straks at klappe i hænderne, blev der nærlæst på tur-punkterne, som viste sig i høj grad at være fra serien, som Donnaen var for lille til at se, da den gik i fjernsynet. Desuden var der et stop ved en såkaldt 'adult-store', hvor Donnaen ikke måtte komme med ind, samt en bar, hvor man selvfølgelig ikke serverede for mindreårige.

Øv, det var straks ikke så sjovt, og Donnaen hang lidt med ørerne. Ind til vi - oh mirakel, hvor jeg dog bare æælsker Google - fandt en hjemmeside med en lang,lang liste over locations fra Sex and the City. Med præcise adresser og det hele. Og på den måde kunne vi jo bare arrangere vores egen tour. Donnaen fik et print på næsten 50 sider, og så bladrede og bladrede hun, til hun fandt de - for hende - vigtigste steder. Som jeg så lovede hende, at vi ville gøre en indsats for at finde.

Første stop var Carries lejlighed. 66 Perry Street, der lå bekvemt tæt på, hvor vi havde valgt at stå af turbåden.

Egentlig var jeg godt frokostsulten, men first things first og sult kan nedprioriteres, så vi begav os ind i the Village, som er et meget rart område at færdes i. Ikke alt for høje huse, små butikker, masser af træer langs fortovene og en behagelig, afslappet stemning. 

Vi fandt hurtigt den rigtige adresse. Og at den var rigtig, var nemt at afgøre, da der både før og efter os var unge piger i grupper af to, tre og fire, der stillede op til veninde-fotografering på netop dette sted. 

Donnaen stod et øjeblik og sugede indtryk og atmosfære til sig, tog billeder og blev taget billeder af. Hvorefter vi gik på den nærmeste café, stillede den værste sult og kølede lidt af i skyggen.

Således forfriskede kunne vi fortsætte vores færd. Der blev indkøbt mere flaskevand, hårelastikker til Donnaen, hvis nakke nærmede sig kogepunktet, og solbriller til Fruen, der naivt havde ment, hun kunne undvære. 

En nogenlunde stabil zigzag-kurs mod sydøst burde bringe os hjem mod hotellet. Og med lidt god vilje ville vi også ramme en af Donnaens butikker. At Fruen på et tidspunkt drejede op ad og ikke ned ad Broadway gjorde dog turen rigeligt lang. Til gengæld blev Donnaen så meget desto gladere, da vi pludselig fik øje på en Hollister-forretning, som vi slet ikke havde googlet os til på forhånd.

Dér måtte vi ind, og mens Donnaen gik på tøj-jagt, sank moderen ned i en af de mange lænestole, der stod rundt omkring. Det koncept, altså lænestole til trætte mødre, fædre eller kærester, burde være meget mere udbredt. Det er ulige nemmere at slå en halv time eller mere ihjel, mageligt anbragt i en lænestol end utålmodigt trippende rundt og rundt.

Herfra var der kun en halv blok til næste udvalgte butik. Donnaen shoppede, og vi traskede hjem i højt humør og med trætte fødder.

En times tid og et fodbad senere var vi klar til aftensmad. Men først kunne vi godt lige se, om vi kunne finde Mirandas midlertidige lejlighed. Fra den gang hvor hun var flyttet fra Steve (ja, Sex and the City igen, hvis nogen skulle være i tvivl). Så det gjorde vi. I hvert fald næsten, for adressen var ikke helt præcis, men kun et gadenavn. Donnaen var dog tilfreds og syntes, at det så meget rigtigt ud.

Vi burde selvfølgelig have spist kinesisk, men det orkede vi ikke rigtigt, så i stedet gik vi hen i Little Italy, som kun lå ganske få gader fra hotellet. Her vrimlede det med restauranter, og det var dejlig nemt at forholde sig til deres menukort.

Easy peasy og så på hovedet i seng.

Måske boede Miranda her?