PK2T

De sidste fjorten dages undtagelsestilstand er nu ovre, og både Donnaen og hendes mor er ramt af PK2T - Post Konfirmations-Træt- og Tomhed. 

Konfirmationen er overstået, og det var så dét. Festen er ovre, og Donnaen har gjort udbyttet op.

Og det er altså lidt underligt. Sådan er det hver gang, men underligt alligevel, at det, man har set frem til i månedsvis, har haft rumlende i baghovedet lige så længe, har haft sommerfugle i maven over og i det hele taget været helt rundt på gulvet over, nu skal beskrives i datid. 

Mange mennesker har sagt til Donnaen, at nu skulle hun huske at nyde det, mens det var, for det varede så kort. Og Donnaen NØD det. Det gjorde hun helt bestemt. Men hun sagde også på vejen hjem fra festen, at det burde have varet en uge eller bare to dage, så hun havde kunnet nå at suge endnu mere til sig.

Efter kollektiv udfladning hele lørdagen er Donnaen i dag afsted til en venindes konfirmation, og moderen håber, at Donnaen vil nyde at være med og på den måde få nogle højdepunkter repeteret. Og så bliver hun ellers sat til at udarbejde en scrapbog med flest mulige detaljer såsom kort, menu, taler, sange og alt muligt andet. Plus selvfølgelig billeder. Og hvor skønt er det da ikke, at Donnaen og alle veninder og niecer har knipset lystigt løs med deres smartphones, så dagen er blevet behørigt billeddokumenteret.

I morgen venter skolen og hverdagen, og både Donnaen og jeg må forholdes os til, at der faktisk er ting her i verden, vi skal forholde os til, som ikke har spor med konfirmation at gøre.

Nogen vil ikke på sin mors blog!

Ta dah!

Hold da fest, jeg er god!

Søndag aften gik der hul på blokeringen, og så skrev jeg da bare lige en sang ...

Altså, den går ikke over historien som stor kunst.

Og, den er ikke sådan h-e-l-t færdig, for nu skal Gemalen lige snuppe stavelser hist og putte fyldord på pist, så der bliver så meget styr på versefødderne, at man med lidt god vilje faktisk også kan synge den.

Men ellers - ting tingeling - et styk hjemmeproduceret sang.

Det holdt hårdt. Mit hoved har været fuldstændigt tomt for inspiration, men til gengæld fyldt med sommerfugle og bordplaner og huskesedler og strømper og frisørtid og og og.

Efterhånden begyndte der dog at dukke rable-rim op. Rable-rim er Fruens mystiske rim, som hænger sammen i underlige stumper af to-tre sommetider hele fire linier. Men ét sted skal man jo starte, og i løbet af weekenden begyndte rable-rimene at stå så meget i kø, at jeg skrev små sedler, hver gang Donnaen vendte ryggen til.

Alt sammen meget udmærket, men ikke på nogen måde brugbart til en sang. 

Noget, der lignede et enkelt lille vers, begyndte dog at rumle rundt i baghovedet, og pludselig søndag aften klokken halv elleve blev jeg på forunderligste vis inspireret til at grifle en hel masse ned.

Hvad præcis, der skete, aner jeg ikke. Men to timer senere var jeg færdig. Og overmåde tilfreds med mig selv. Gemalen var desværre gået i seng, og det krævede temmelig meget selvbeherskelse at lade ham sove og ikke vække ham med en lille jubeldans i soveværelset.

Heldigvis blev han dog behørigt imponeret, da han næste morgen - cirka fem sekunder efter han var vågnet - blev præsenteret for mit værk. Og nu overtager han det så for at gøre det sangbart.

Og i mellemtiden overvejer jeg, om alle mine tiloversblevne rablerim kan strikkes sammen til en tale.

Ta dah!

Nu er spørgsmålet bare: Skal papiret
være lysegrønt eller hvidt med billeder?

Poesiens blå blomst - eller mangel på samme

Susanne har skrevet om det. Og Helle. 

Nu rammer panikken også her.

Jeg er under pres.

For nogen skal meget snart konfirmeres.

Og nogens mor forventes at gøre et eller andet kreativt.

Kreativt som i sang, tale, noget.

Men jeg kan jo for pokker ikke skrive sange.

Jeg kan rime, og jeg har tidligere ved forskellige lejligheder brilleret med taler, der nok rimede, men iøvrigt ikke fulgte en eneste gængs retningslinie eller regel. Der var nok nærmest tale om rap-tekster minus tilhørende raket-fart i udførelsen.

Den slags slipper man jo ikke ustraffet fra, og der ligger et vist forventningens pres over mit stakkels hoved.

Men derfra og til at kreere en sang er der altså et stykke.

For mig er versefødder en by i Rusland. Endda en meget østligt beliggende en af slagsen. Hvilket jeg også har forsøgt at forklare Gemalen.

- Fint, så fixer jeg versefødderne, når du har skrevet rimene.

- Øh, nå. Godt så.

Det virkede rimeligt for et par måneder siden.

I mellemtiden har poesiens blå blomst været ramt af frost og forsinket forår, mens mit hoved har været fyldt med diverse dårlige albuer og deraffølgende udfordringer.

Nu virker det bare som - ondt i maven og søvnløse nætter.

Som barn og ung arbejdede jeg fint under pres, men nu synes jeg det er mindre skægt.

Og nu har jeg de sidste sene aftener siddet og kigget på en blank skærm (hvornår stopper den lockout, så jeg kan smide Donnaen i seng til normal tid og få mine aftener tilbage?), men det er yderst begrænset, hvad der sker. Store poeter kunne vel heller ikke hælde poesi og drama ud af ærmet på kommando? Et par stikord og smånoter bliver det til - und nichts weiter.

Så giver jeg op og går i seng, og så sker der noget. 

Det er ren overload. Jeg ligger og roterer, og hjernen tonser bare afsted. Med tanker i 27 millioner retninger. Mens Gemalens åndedræt bliver dybere og dybere.

Så giver jeg op igen og flytter ind på gæsteværelset. Med dyne og kladdepapir.

Og måske - måske ikke - får jeg skrevet nogle stumper ned, som måske - måske ikke - kan stykkes sammen til noget brugbart, når dagslyset igen indfinder sig.

Derpå falder jeg i søvn, for at vågne igen et par timer senere, totalt rundt på gulvet over - ikke nærmere definerede - ting, som jeg nok ikke har styr på. Et øjeblik senere ringer vækkeuret, og konfirmationen er rykket endnu en dag nærmere, uden at jeg er kommet ud af stedet.

Argh!

Måske er det det, der er sket;
rådyrene har ædt poesiens blå blomst?

PS: Måske virker territorie-afpisningen. I hvert fald har hvidrumperne i nat kværnet nogle endnu u-afpissede tulipan-spirer, mens de afpissede fik lov at stå. 

Bambi, we need to talk

Fredag lå der en hel blank weekend foran mig, og ventede bare på at blive taget hul på. Nu er den slut, og alle gode intentioner om at få styr på, gjort og ordnet en million ting er feset ud til det sædvanlige lidt hist og pist.

Lidt vasketøj, lidt strygetøj, lidt rengøring, lidt chaufførkørsel, lidt indkøb, lidt forældrebesøg, lidt tv-kiggeri og lidt for sent i seng.

Og så lidt i haven. Hvor blev det gode vejr forresten af? 

Græsplænen - det vil sige plænen, for det der 'græs' er det så som så med - er et sørgeligt syn. Jeg rev en trediedel og fjernede en hel masse mos og vissent græs. At der stadig er noget grønt tilbage, skyldes primært, at mosset sidder godt fast.

Da jeg kiggede på mine krokus, troede jeg i første omgang, at de stadig var på vej. Men så tog jeg briller på. Og konstaterede, at det var resterne af mine krokus, jeg kiggede på. Otte ud af ti blå krokus - det er cirka, hvad jeg har - var hapset af, så jeg lige kunne ane det blå.

Når jeg skriver hapset, så mener jeg ikke hakket i småstykker af fugle, men hapset af i små mundrette bidder, og så ved jeg jo godt, hvem der har været på spil, nemlig de frække rådyr.

Det er bare ikke i orden.

Her har jeg gået hele vinteren og set dem spise æblerne, som egentlig var til solsortene, og fuglefrøene, som egentlig var til de øvrige småfugle, uden at skælde dem ud og jage dem væk. Men utak er værtens løn, og selv om der stadig ligger æbler på plænen, kommer de uartige små bæster og hapser i stedet mine krokus. Som var til mig og til at kigge på og glæde mig over. Og slet ikke beregnet til rådyr-dessert.

Det allerværste er næsten, at tulipanerne nu er på vej op, og hvis rådyrene nu har vænnet sig til at indtage desserten i min have, så varer det sikkert ikke længe, før tulipanerne også ender i maverne på hvidrumperne.

Så nu har jeg siddet og googlet gode råd mod rådyr, og der står en hel del rundt omkring. Hegn og ophæng af cellofan og cd'er kommer næppe på tale. Fåreuld skulle mine forældre egentlig have skaffet fra en god bekendt, men det blev glemt i farten. Flere steder står, at man kan spraye med parfume, men det læser jeg jo først nu en uge efter, at jeg smed et gammelt fejlkøb ud. Og jeg ofrer altså ikke mine dyre yndlingsdråber på tulipanerne. Trods alt.

Af de tilbageværende råd kan jeg bedst lide det om at bruge menneskeurin.

Det skal helst være morgen-urin fra familiens alfa-han, da det er det kraftigste.

Så i morgen tidlig sender jeg Gemalen ud i haven i morgenkåbe og hjemmesutter

- for at pisse territoriet af!

Sørgelige krokus-rester.

En helt almindelig lockoutet torsdag

Det er lidt svært at få struktur på dagligdagen for tiden.

På Donnaens skole er hver eneste lærer lockoutet, så Donnaen har fri. Helt fri. 

Så meget fri, at det er svært overhovedet at huske, at hun faktisk går til præst torsdag morgen. Og derfor skal op til normal tid. Og i seng til normal tid onsdag aften. De øvrige dage synes Donnaen naturligt nok, at det er rimeligt, hvis hun får lov at være længere oppe end normalt, for hun kan jo sove længe næste morgen.

Altså får hun lov. Men ikke igår. Op kom hun også. Og afsted til præst. Og klokken 10 var hun hjemme igen. Med en dag, der er helt blank, lige til moderen kommer hjem, og konfirmationskjolen skal hentes hjem fra syersken. 

Heldigvis arbejder Gemalen hjemme de fleste dage, og iøvrigt er Donnaen stor nok til at være alene hjemme. Så alt i alt er vi ikke ramt af lockouten ud fra et pasningsmæssigt synspunkt. Hvilket vi kun kan være glade for. Jeg har virkelig, virkelig ondt af familierne med små skolebørn. 

Men der er jo også indholds-faktoren.

Donnaen synes (officielt i hvert fald), at for eksempel Paradise Hotel, Divaer i Junglen og Tattoo Salonen plus en hel række amerikanske ungdomsserier med dansk tale er god, horisont-udvidende underholdning.

Hendes forældre er ikke enige.

Men så kan vi jo passende komme med et alternativ.Vel og mærke et, der - i hvert fald til en vis grad - kan være med til at holde spindelvævet væk fra Donnaens hjerneceller.

Og så synes jeg altså, at det begynder at blive lidt svært.

Donnaen er så stor, at vi ikke bare kan stange regnestykker ud, mens vi laver alt muligt andet samtidig. Vi er nødt til at lægge et minimum af indsats i opgaverne. Der kræves både indhold og variation. Donnaen bliver sat til at læse og regne, skrive sætninger på tysk og oversætte fra engelsk. Hun skal google oplysninger og skrive rapporter. Og bagefter venter der et endnu større arbejde i at gennemgå og rette. Først uden og siden med Donnaen.

Jo længere tid, lockouten varer, jo vigtigere og jo sværere og jo mere tidskrævende bliver det. Og selv om jeg ikke har ambitioner om at holde Donnaen beskæftiget i mere end to-tre-fire timer hver dag, kan jeg - uden iøvrigt at tage parti for nogen af parterne - bare konstatere, at det ikke er venstrehåndsarbejde at undervise halvstore unger.

Nu må den lockout godt snart være slut!

Om konfirmationer og lastbiler

Jeg var til frisør igår.

Og som sædvanligt kaglede vi løs, frisøren og jeg

Vi har begge døtre, der skal konfirmeres her lige om lidt, så alle forberedelserne skulle lige op at vende. På et tidspunkt nåede vi også til transporten fra kirke. Ingen af os har bestilt hverken helikopter eller limousine. (Ja, vi er kedelige). Men så siger hun, frisøren pludselig:

- Nu kan det da forresten være, at vi slet ikke skal køre i vores egen bil, for den har Folmer (frisørens mand kunne hedde Folmer, men det gør han ikke) lige smadret.

- ??

- Ja, jeg kunne være blevet enke idag, fortsatte frisøren, og jeg kunne pludselig se, at hun faktisk så lidt rystet ud.

Folmer var kommet kørende ad de midtjyske landeveje på vej til arbejde, da en modkørende lastbil taber is fra taget. Isen rammer Folmers bil, smadrer frontruden og passagersædet. Folmer selv slap med småskrammer.

Gys, gåsehud og ondt i maven!!

Jeg tror ikke, man kan dø af skræk på anden hånd. Og slet ikke på tredie. Men når konfirmation og ulykke med lastbil indgår i den samme samtale, så kan jeg mærke, hvordan det går rent ind og rammer lige i sjælen. 

Nogle oplevelser sidder åbenbart så dybt i en, at det kan føles som en mental mavepumper, når noget trigger ens hukommelse.

For mere end ti år siden blev vores genbo-sønnen dræbt af en højre-svingende lastbil. 

Mindre end en måned før sin konfirmation.

En hyggelig konfirmationsfest blev i stedet til en sørgelig og sjælsoprivende begravelse.

Nu er der under en måned til Donnaens konfirmation, og jeg vil gerne være fri for flere af den slags uhyggelige historier, der giver mig lyst til at spærre hende inde.

Nye tricks til gamle cirkusheste

Så følte jeg mig lige tyve år ældre.

Min ene boss blev ringet op forleden af en sælgertype, der ville lade en sagesløs prøvekøre deres voldsomt fine, voldsomt ergonomisk rigtige muse-alternativ gratis i fjorten dage. 

Og så tænkte samme boss vist, at det da kunne være en fin form for medarbejder-omsorg at lade mig få den fornøjelse.

Derfor har jeg nu siddet hele dagen med en form for ekstra tastatur foran det almindelige tastatur men uden mus. Det kan godt være, det er en gammel, gammel nyhed, men her i Verdensfirmaet er der ingen, der har prøvet det. Det er slet ikke pointen. Den kommer om lidt.

Selve opkoblingen var nem nok (selv om jeg synes, ledning virker lidt antikt), men så viste det sig, at mit hidtidige tastatur med indbygget håndstøtte ikke kunne bruges,og jeg måtte tage til takke med et tilfældigt tastatur, som tilfældigvis lå på en tilfældig hylde. Hvilket tilfældigvis ikke kan siges at være det bedste udgangspunkt.

Men altså, så sad jeg der. Og gloede på mit muse-alternativ.

Mens højre hånd viftede lidt rundt på må og få.

For mens jeg med mit hoved godt kan forstå, hvad jeg skal foretage mig, så er det som om kontakten ud til hænderne er gået lidt i smadder. 

Alle mine rygrads-museklik er væk. 

I stedet skal hvert eneste klik udføres som en bevidst handling. 

Godt nok noget bøvl.

Og dét er så pointen; at det virkelig skal være så svært for en gammel cirkushest at lære nye tricks!

Det er lidt skræmmende, at det er sådan. Donnaen ville rimeligvis bare køre derudaf efter tre minutter. Hendes unge hoved (og rygrad) er så omstillingsparat, at hun dårligt nok ville bemærke udfordringen ved at skifte.

Mens jeg - pffftt ...

Altså, jeg skal nok lære det. Fordi jeg vil. Men det går bare lidt langsommere, end jeg bryder mig om. (Og jeg spænder åbenbart så meget, at jeg får ondt både her og der, så det med det ergonomisk rigtige er ind til videre så som så).

For det er altså ikke så rart at opdage, at der er begyndende mosbegroning på indersiden af øverste etage.

Omvendt er det måske i virkeligheden meget godt at opdage, for så kan jeg jo fortælle mig selv, at NU må jeg altså lige tage mig sammen, inden det bliver mere omsiggribende. Med den der mosbegroning, altså.

Så nu lærer jeg lige det her. 

Hvor svært kan det være?

Smaddersmart - tror jeg nok.

Hverdag igen - næsten

Så gik den påske.

Den gik hurtigt, og statusmæssigt er det også ret hurtigt at konstatere, at der ikke skete noget som helst. Ikke en gang vejret forandrede sig, sådan rigtigt.

I stedet kan det blive til en hverdags-status.For hverdag er det igen. For to trediedele af familien.

Donnaen har siddet i sofaen og set fordummende serier i fjernsynet det meste af dagen. Hendes lærere er lockoutet. Øv. Vi troede ellers, at det umuligt kunne gælde for en privatskole. Men det er åbenbart ikke tilfældet. Til gengæld er der ikke en eneste tjenestemandsansat, og Donnaen slipper derfor for overhovedet at skulle i skole. Veninderne fortæller om håbløse tilfælde, hvor de skal i skole i første time og igen i fjerde og femte time. Uden mulighed for at kunne opholde sig på skolen i de mellemliggende fritimer.

Hvor er jeg glad for, at jeg ikke har små skolebørn.

Gemalen har været på Sjælland, og hvis det ikke var, fordi Donnaen skulle til sang, kunne hun være kommet med. Gemalen skulle blandt andet aflevere Farmors gamle bolig.

Hun, altså Farmor, er faldet godt til. Stort set. Hun er glad for igen at have sine ting, hvilket jo ikke kan undre efter næsten et halvt år uden personlige effekter. Synes plejepersonalet er venligt og imødekommende. Hvilket heller ikke kan undre, da de fleste vist langt hen ad vejen pleaser hende og lader hende få sin vilje. Men Farmor gider ind til videre ikke de øvrige beboere, og det kan godt undre lidt, for før i tiden har Farmor altid været noget af et sludrechatol. Forhåbentlig bliver det bedre, når hun begynder at kunne forstå, hvad de andre siger ...

Gemalens albue har allerede fået det meget bedre. Han har stadig ikke fuld bevægelighed, og den gør stadig ondt i nogle yderpositioner. Men overordnet set går det godt, og Gemalen kan mosle lige så tosset rundt, som han plejer. Tilbage er så bare kampen mod de ekstra kilo, der lynhurtigt klæbede sig til sidebenene i det sekund, han holdt op med at røre sig.

Og så fortalte Gemalen forresten igår, at den der parkeringsbøde, som vi fik i Budapest i efterårsferien, den har han nu betalt. Så vores hidtidige praksis med bare at se stort på diverse bøder indkasseret i udlandet, kan vi nu godt skrotte. Efter et par måneder kom der en rykker fra et engelsk firma. Gemalen skrev tilbage og forklarede, at han fandt det aldeles urimeligt at skulle betale. Dels forstod vi ikke et suk af, hvad der stod på den orange seddel, der lå i forruden. Vi regnede da selvfølgelig med, at det var en parkeringsbøde, men det kunne i princippet også have været en reklame for det lokale loppemarked, et tilbud om undervognsbehandling eller noget helt tredie. Dels havde vi jo ikke været væk fra bilen i mere end max et kvarter, men ikke desto mindre havde p-vagten både nået at give os en bøde og at synke i jorden.

Men det engelske firma lod sig ikke formilde. Gemalen fik en rykker, forhørte sig hos FDM og fik besked på, at han lige så godt kunne betale først som sidst. Og det gjorde han så. Øv.

Okay, det var alt i alt ikke særligt sindsoprivende, men det er jo også kun første dag efter en påskeferie, hvor der skete endnu mindre. Så lad være med at forlange for meget; vi skal jo lige op i gear igen.

Nogen har endnu ikke fundet tilbage i deres æske ...