På polsk

Vi lever lidt på polsk i denne uge, Gemalen og jeg.

Det kan man vel godt kalde det, når han er i Polen og jeg er her?

Gemalen er (selvfølgelig) afsted til noget mountainbike-orienterings-pling-plang. Nærmere bestemt VM for veteraner. Og mens man sidste år var så betænksom at lægge det umiddelbart før efterårsferien, så ligger det i år lige efter den danske skolestart, så vi andre må pænt blive hjemme.

Lige de første par dage var det måske meget godt, at vi ikke var med. For det har regnet. Stået ned i stænger. Hvilket ikke alene gør terrænet mudret og underlaget glat. Gemalen var en tur i en grøft. Det gør også kortlæsning svært for ældre brillebeklædte herrer og damer. Gemalen lagde således ud med at tage post 11 og 12 i stedet for post 1 og 2, og det er altså ikke vejen frem, hvis man gerne vil vinde ...

Men nu er vejret blevet bedre, og bortset fra, at jeg jo savner Gemalen, så kunne jeg altså godt tænke mig at have været med. Bare for at opleve den del af Polen og få punkteret eller bekræftet mine fordomme.

Og dem har jeg med skam at melde en del af. Fordomme altså.

Selv om vi har været i Polen to gange, og det har været virkeligt gode oplevelser begge gange. Men det har været i henholdsvis Gdansk i nord og Zakopane i syd. Begge steder vestligt orienterede og med mange turister.

Nu er Gemalen i Bialystok, helt i øst. Endda øst for øst, idet det valgte hotel ligger 15-20 km øst for Bialystok. Og det gør altså en forskel. I hvert fald inde i mit hoved. Jeg er nærmest overbevist om, at Gemalen (og de øvrige danskere) opholder sig på kanten af ødemarken.

At der er hul igennem på både telefon, SMS og den gratis wifi på hotellet burde jo nok modbevise det indtryk. Men nogle ting skal jeg altså erfare ved selvsyn for helt at tro på dem.

Det er jo også helt ovre ved grænsen til Hviderusland. Hviderusland for crying out loud! Europas sidste dikatur. Med censur, undertrykkelse og brud på basale menneskerettigheder. Et sort hul, hvor de kritiske røster forsvinder, mens resten holder mund. Og Gemalen er kun et stenkast på 30-40 km derfra. Det er jo ingenting på mountainbike, tænker jeg. Og Gemalens gamle røverhistorier om grænseoverskridende orienteringsløbere er pludselig slet ikke så sjove. Tænk, hvis Gemalen kører forkert og havner i Hviderusland! Det gør han ikke, ved jeg godt. Der er sikkert også mere end en almindelig bøgehæk til at markere grænsen, så det kan nok slet ikke lade sig gøre. Men hvad nu, hvis han gør det alligevel?!

Og bla bla bla. Fruens tanker kan godt køre en anelse løbsk lige omkring sengetid.

Heldigvis er der ikke så mange Gemal-løse sengetider tilbage. Vi er over halvvejs nu. I dag holder Gemalen og de andre fri, og så er der kun et løb tilbage, før de igen vender næserne mod vest.

Og kommer hjem.

Fint logo, tyv-'lånt' fra løbenes hjemmeside.

10 sekunders kommunisme

Efter hyggeligt besøg hos min søde, gamle moster og et obligatorisk kulturelt indslag var vi klar til Donnaens primære mål med en tur til København: Tivoli og strøgtur.

For at spare havde vi valgt at bo helt i Rungsted, og nu kunne vi i stedet betale det hele i parkeringsafgift.

Så det gjorde vi så. Parkerede under Scandic ved Planetariet og gik direkte i Tivoli.

Fordelen ved at komme tidligt er fremkommeligheden og en behagelig temperatur. Desværre for Donnaen stod hendes yndlingsforlystelse, Dæmonen, stille. Tilsyneladende på grund af tekniske problemer. Donnaen mukkede misfornøjet, mens moderen drog et lettelsens suk. For selv om jeg tappert havde lovet at tage et par ture, så havde jeg intet imod at slippe ...

Men så kunne vi jo prøve så meget andet. Se på pantomime-teater. Og på snakkesalige påfugle. Deres skrig (kalden?) lyder virkelig mærkeligt. På den skræmmende måde. Og der var ganske mange mennesker, der som os stoppede op og forvirret kiggede efter det stakkels barn, som helt sikkert sad fast eller på anden måde led frygtelig overlast et eller andet sted. Og så var det bare påfugle på taget af eller i træerne omkring Grøften ...

Da vi ikke gad mere, men til gengæld var blevet godt sultne, gik vi på Wagamama og spiste frokost. Der har vi efterhånden været mange gange, og Donnaen synes, at det hører med til en tivoli-tur at spise netop der.

Derefter Strøget.

Noget Donnaen (også) havde set frem til. Formuen var blevet hjemme, men Donnaen vidste præcis, hvad hun havde til rådighed, og så ville moderen jo nok svinge dankortet og lægge ud, når de vilde indkøb skulle foretages.

Men som det så ofte er; når der er penge til rådighed, mangler tøjet, som man bare må eje. Til trods for, at både selve Strøget og de bagvedliggende stræder blev gennemtrawlet, blev det kun til en enkelt t-shirt.

Nedtur!

Så kunne vi jo lige så godt tage nord på igen.

For efter en times fladen ud på hotelværelset at gå ned på Rungsted Havn og spise aftensmad.

På vejen kom vi forbi en række badebroer. Men det var lidt for koldt at bade, så der var ingen mennesker.

Derimod var der et lille stykke ude på hver badebro en lille 'væg' med en dør eller låge i. Ligesom der oppe ved vejen, hvor vi gik, var låste låger ned til stranden.

Det fænomen havde Donnaen ikke tidligere set, og hun blev tydeligt oprørt, da sagens rette sammenhæng gik op for hende.

- Aij, hvor strengt! udbrød hun. Så ville jeg jo slet ikke kunne bade dér, hvis jeg gerne ville?

Næh, det ville hun jo ikke kunne, måtte jeg medgive. Kapitalisme kan være en anelse ekskluderende ind i mellem. Og det gik hun så og skumlede en hel del over. Ind til vi, i krydset ved havnen, kunne følge, hvordan Ferrari-folket var ude og lufte dyrene i samlet flok. Her var der ingen moralsk forargelse, men alene grøn misundelse.

- Når jeg bliver rig .. filosoferede Donnaen, og så måtte jeg ellers belære hende om, at den rigtige Ferrari-farve altså er rød og ikke noget som helst andet. Bare så hun ikke skulle komme i tvivl ...

På havnen var der mange mennesker, men heldigvis også lige et bord til os.

Næste dag tog vi hjem. På vejen gjorde vi holdt for, for første gang, at besøge Ringsted Outlet. Og selv om det ikke blev til de helt store indkøb (Moderen var hård og ville ikke betale halvdelen af en skøn, men aldeles overflødig taske Og så blev Donnaen offer for sin egen nærighed, da hun trods forgabelsen alligevel ikke vil betale hele beløbet selv), så blev vi meget klogere, og det er hermed besluttet, at der er visse ting, som det fremover er helt og aldeles forbudt at betale fuld pris for i lokale midtjyske butikker, når de kan købes til det halve i Ringsted.

Og herefter kunne der ikke trækkes mere ferie ud af den sommer.

De famøse badebroer.

Vandgang

Vi ankom til sommerhuset i Rørvig i tørvejr.

Ja, kronologien halter lidt pt. Jeg ved det. Bare ærgerligt ...

Der gik et par timer, og så begyndte det at regne. Og det blev det ved med, sådan mere eller mindre, i halvandet døgn. Hvis nogen skulle have glemt det, så var der faktisk sådan en weekend i juli, og det var lige præcis den weekend, hvor vi landede i sommerhus.

Kamelen skulle luftes alligevel.

Og heldigvis havde vi udstyret i orden.

Paraplyer, regnjakker og gummistøvler i rå mængder var blevet sat i stakke sammen med den øvrige bagage. Gemalen tog sig til hovedet, men pakkede det pænt ned, da det jo normalt er det, der gør, at vi lige præcis ikke får regnvejr. Lidt overtroisk må man gerne være.

Det virkede så ikke denne gang, og jeg hev regnjakke og gummistøvler på.

Og så gik vi tur. Kamelen og jeg.

Ned til vandet. Isefjorden.

Det var første gang, Kamelen mødte så meget vand. Hun(d) er kun vant til pytter, bække og grøfter. Det var tydeligvis et sært fænomen. Men ikke noget, der var grund til at kaste sig hovedløst ud i. Det var meget, meget mere interessant at rende rundt og rode i den opskyllede tang, der var fyldt med halv- og heldøde vandmænd, ditto krabber og andre spændende ting ...

Så der gik vi og svuppede rundt. Og det var egentlig vældig fint. Indtil jeg begyndte at mærke en kedelig fornemmelse af fugt omkring mine tæer i den ene støvle. Bare en lille smule. Men som ikke skyldtes - var jeg overbevist om - at jeg hjemmefra havde stukket en våd sok i gummistøvlen.

Lidt foruroligende. Og måtte straks undersøges nærmere. Så ud i vandet og stå lidt. Kamelen foretrak at blive på land.

Og så var der hul i mine fine støvler!!

Altså bare den ene, men det var da også én for meget. Stort set helt nye, og så havde jeg allerede ødelagt dem. Øv.

Vel hjemme igen undersøgte jeg støvlen uden at finde hul nogen steder. Til sidst kunne jeg dog godt se, at der var en svejsning, der gabte mikroskopisk. Jeg overvejede lidt at hælde vand i støvlen for at finde ud af, om jeg havde ret, men gad alligevel ikke.

Og så blev det tørvejr.

Faktisk blev det så tørt, at selv vandet i vandhanerne forsvandt ...

En venlig nabo kunne dog fortælle Gemalen, at det behøvede han ikke hidse sig op over, for det skete jævnligt i det område. Det skulle nok komme igen. Hvilket det også gjorde, og Fruen fik sit bad.

Og alt var såre vel. Og solen skinnede. Og det blev den ved med. Lige indtil forleden dag, hvor en eller anden over-ivrig vejrgud fik rykket lidt rigeligt i håndtagene, så vi pludselig fik efterår fra den ene dag til den anden.

Hvorfor jeg var nødt til at udskifte sandalerne med gummistøvler. 

Og kom i tanke om, at de jo ikke er helt tætte.

Noget må gøres.

Snart.

Det der vand er lidt sært ...

26 uger og 26 kilo senere

Vi har jubilæum i det lille hjem.

Det havde vi faktisk forleden, men da var jeg for snottet til overhovedet at tænke på det.

Og Kamelen var/er heldigvis ligeglad.

Det er nemlig hende, det drejer sig om. Vi har haft hende i et halvt år i disse dage.

Det burde måske fejres, men bliver det næppe.

En statusrapport kan det dog blive til:

Kamelen har på de 26 uger taget cirka lige så mange kilo på. Hvilket kræver, at hælene bliver sat godt i, hvis (læs: når) hun af og til meget gerne vil drøne efter rådyr eller andre hunde. Hun er heller ikke nogen kostforagter og smager gerne på stort set alt, hvad hun møder. Temmelig træls, når det er døde fisk og krabber eller hestepærer, men til gengæld lidt sjovt når det er hindbær, brombær, kirsebær og blommer. Kamelen nyder tydeligvis, at frugtsæsonen er på sit højeste i øjeblikket, og det bliver trist for hende at opdage, at det ikke varer ved.

Vi glemte at måle hende ordentligt, da vi fik hende, men hendes højde er også øget med mindst lige så mange centimeter som uger, der er gået. Da vi fik hende, kunne hun sagten passere under spisebordsstolene. Nu kan hun lige akkurat komme ind under selve spisebordet. Det kommer ind i mellem lidt som en overraskelse for hende selv, hvor meget hun fylder, når hun pludselig ikke rigtigt kan være, hvor hun plejede. Vi grinede mest i den periode, hvor vi havde dansende stole, fordi Kamelen endnu ikke helt havde forstået, at hun ikke kunne være under dem længere ...

Hvor længe hun bliver ved med at vokse, aner vi ikke. Men vi går ud fra, at det næppe bliver ret meget mere. Hun nærmer sig størrelsen på en lille broholmer, men da hendes ukendte far formodes at være mindre, er det vel begrænset hvor meget mere grokraft, der er tilbage?

Kamelens behov for natlige tisseture aftog omvendt proportionalt med størrelsen, og hun kan nu både sove igennem og vente mere end 20 sekunder på at blive lukket ud. En meget stor behagelighed, da det betyder, at jeg igen kan sove hele natten, i en rigtig seng. 

I det halve år, der er gået, er vi blevet en hel del klogere på Kamelen, Og hun er blevet meget klogere på os.

Det er ganske tydeligt, at hun ret præcist ved, hvad hun kan tillade sig i forhold til hvem. I forhold til Gemalen skal hun ikke nyde noget og gør næsten altid, som han siger. Donnaen er den letteste at løbe om hjørner med. Også helt bogstaveligt. Mens jeg er den bløde mellemvare, hvor Kamelen ikke ser nogen grund til ikke at prøve grænser af ind i mellem.

Heldigvis er Kamelen samtidig både god og rar og meget rolig af en (stor) hvalp at være. Der skal meget til at hidse hende op (her bortses fra rådyr og andre hunde), og hun finder sig i det meste. For eksempel at blive slæbt med på udendørsrestaurant, da vi var på ferie. Tordenvejr er hun tilsyneladende ret ligeglad med. Fyrværkeri midt om natten er sært, men det irriterer nok i virkeligheden mig mere, end det generer hende. Plæneklipperen kan man altid gø af, men det er kun sjovt i starten. Og støvsugeren er totalt ufarlig. I en grad, at Donnaen næsten skal skubbe til Kamelen for at få hende til at flytte sig, når der skal støvsuges.

Om der slet ikke er noget negativt at bemærke?

Nej da!

Der er ingen grund til at kommentere på hendes selektive hørelse.

Eller at hun fælder helt vildt af en korthåret hund at være.

At Kamelen har øget dyrehospitalets omsætning betragteligt, ser vi bort fra og nøjes med at glæde os over, at hun stadig synes, det er toppen at komme på besøg derhenne.

At hun har omdannet mit staudebed til crossbane, glemmer vi også.

Til sidst er der lige det med prutterne, der ind i mellem er ved at sende os i gulvet på grund af lige dele åndenød og hysterisk fnisen, men det er simpelthen for pinligt at nævne.

Så alt i alt går det jo meget godt, og vi ser frem til de næste 5-600 Kamel-fyldte uger.

På brombær-rov.

Feberafslutning

Hvordan det gik til, ved jeg ikke.

Og det var bestemt heller ikke planen at afslutte skoleferien på den måde.

Faktisk havde jeg lige fredag eftermiddag skrevet en liste på 87 punkter - cirka - over ting, der skulle nås i weekenden, inden skolen begyndte igen.

Men nogen må vel have pustet på mig.

Eller ligefrem nyst på mig.

I hvert fald vågnede jeg lørdag morgen med en ubehagelig fornemmelse i svælget.

Hvorefter jeg indtog en masse c-vitaminer og en skefuld levertran til morgenmaden og håbede, at jeg kunne ignorere fornemmelsen væk.

Det kunne jeg ikke.

Ved middagstid var enhver tvivl væk. Jeg ville helt sikkert blive forkølet.

Men det kunne sikkert nå at være nogenlunde ovre til mandag.

Herefter gik det bare ned ad bakke, og efter en Kamel-luftetur om eftermiddagen trak jeg i nødbremsen, overlod aftensmad og verdenssituation til Gemalen og Donnaen og gik i seng. 

Og der blev jeg liggende.

Hele søndagen.

Indtil jeg søndag aften følte mig som medvirkende i en gammel amerikansk film. Hvor helten ligger feberhed hen, mens heltinden trofast sidder ved sengekanten og dupper heltens svedige pande med kølige klude, mens hun venter (og håber) på, at feberen snart vil toppe og falde igen. Forskellen var bare, at her var der ingen trofaste helte eller heltinder. Hverken Gemalen eller Donnaen skulle nyde noget og holdt en pæn sikkerhedsafstand. Skulle nogen duppes nogen steder, måtte hun (sgu) selv sørge for det.

Mandag morgen var det værste overstået, og da Donnaen var sendt i skole, gik jeg i bad. Hvilket jeg også trængte voldsomt til efter at have ligget og lumret i halvandet døgn. Hvorefter jeg var så træt, at jeg var parat til at gå i seng igen ...

Og også gjorde. Nu dog så relativt frisk, at jeg både kunne læse og fornøje mig med at se hele serien Herskab og Tjenestefolk fra ende til anden på Ipaden.

I dag går det bedre. Jeg er stadig oppe her flere timer efter mit bad, og en mindre morfar efter frokosten burde være nok til at holde mig kørende resten af dagen.

I morgen tager jeg nok på arbejde. Eller i hvert fald i overmorgen.

Og det var så det.

Satser jeg på.

Og mens jeg så bander af irritation over på den måde at være sendt i brædderne af en dum - og temmelig led - forkølelse, burde jeg måske i stedet glæde mig over at bo i en ende af verden, hvor en smule feber og snot bare er, hvad det er - en smule feber og snot. Og ikke en uhyggelig, dødbringende sygdom, som potentielt ville kunne tage livet af både mig, mine nærmeste og tre fjerdedele af byens indbyggere.

Min liste med de 87 punkter er der heller ingen, der kan vil tage fra mig ...

Så alt i alt er det nok ikke så slemt.

Min mosters Ipad

Vi tog en tur til hovedstaden, Donnaen og jeg.

Hovedstaden er jo et vidt begreb.

Især sagt af jyder, der med vanlig arrogance ikke skelner så nøje mellem Sjælland og København.

Folk i Rungsted vil sikkert betakke sig for at blive slået i hartkorn med befolkningen midt i København, men set fra det midtjyske er det stort set, næsten, det samme ...

Og vi boede netop i Rungsted.

Men først skulle vi besøge min søde, gamle moster.

Hende hvis 85 års fødselsdag jeg så skammeligt måtte melde afbud til i sidste øjeblik, da Kamelen pludselig blev ramt af galoperende tyndskid.

Vi spiste hyggelig frokost, og så stak Donnaen og min moster næserne i min mosters Ipad.

Den havde hun købt en gang i foråret, og alle syntes, det var vildt sejt, at hun på den måde bare gik ned i en mobil-butik og meddelte den unge knøs bag skranken, at nu ville hun godt have sådan en Ipad-dims. Men hun har stadig lidt kvaler med at omgås den. Hvilket vel ikke er så sært endda. Den gamle dame har aldrig ejet eller brugt hverken en computer eller en smartphone, så en Ipad er ikke bare et nyt stykke elektronik, men en helt ny verden som skal læres fra bunden.

Langsomt.

Donnaen havde sit hyr med at tilpasse sine instruktioner til min mosters tempo.

- Du gør bare sådan her, sagde Donnaen flere gange, mens hun lynhurtigt trykkede både 2, 3 og 4 eller flere gange.

- Hvad? sagde min moster.

- Sådan, gentog Donnaen. I samme tempo.

- Jamen, hvad gjorde du? spurgte min moster.

Derefter koncentrerede de sig om to ting; kuvert-ikonet for mail og kompas-ikonet for søgning på internettet, og så gik det straks bedre. Min moster er faktisk vældig god til at søge på nettet, men havde aldrig lært at lukke siderne, hvilket selvfølgelig betød, at der lå helt urimeligt mange åbne sider og rodede og ventede på, at Donnaen slettede dem med hård hånd.

Mail-systemet var straks lidt sværere. For hvordan ser man, om der er mail, og hvordan åbner man, og hvordan svarer man? Eller sender til en ny? Spørgsmålene er mange, når alt omkring mail hidtil har været en lille ukendt by i Rusland. Men vi sad og mailede lidt frem og tilbage, og så er vejen videre frem nok, at vi sidder med vores egen Ipad, mens vi guider min moster over telefonen. Desværre bor hun jo for langt væk til, at vi ret tit kan sidde i sofaen og hygge os, mens vi finder ud af tingene.

Efter den indsats trængte vi alle til te og en småkage.

Hvorefter vi sagde farvel og kørte til Rungsted. Sophienberg nærmere bestemt.

Efter hurtig indlogering kørte vi til Louisiana, der - rimeligvis fordi et område var afspærret på grund af opbygningen af en kommende udstilling - desværre ikke levede helt op til forventningerne.

Men aftenbuffeten og udsigten var god.

Morgenmadsudsigt fra Sophienberg.

Den skjulte kvindemagt

Da Ellen hørte, at vi var endt med at bo i Esløv, sagde hun med stor overbevisning i stemmen, at det altså godt nok ikke var det mest spændende sted i Sverige.

Alene af den grund kunne det jo være sjovt at finde et eller andet spændende i området, som kunne vise noget andet.

Det lykkedes kun delvist.

Jeg gjorde ellers et hæderligt forsøg.

En pink plakat i lygtepælene omkring Esløv havde vakt min opmærksomhed, og da jeg havde set den 27 steder (eller også bare set de samme tre rigtigt mange gange), havde jeg også fundet ud af, at det drejede sig om en udstilling på et slot lige i nærheden, og så var det bare om at google sig til resten.

Den Dolda Kvinnomakten på Skarhults slot. Noget om driftige slotsfruer, der i mændendes fravær (de var enten døde eller i krig) holdt slot og bedrift kørende, bestemte og regerede.

Det måtte vi selvklart se nærmere på, Donnaen og jeg. Mente jeg. Jeg, fordi jeg syntes, det var spændende. Donnaen, fordi hun gerne måtte lære lidt om, hvad kvinder kan, når de virkelig vil. Tænkte jeg.

Og Donnaen indvilgede modstræbende.

Først skulle vi dog have Gemalen ud at cykle og hjem igen. Og da det var den lange distance, nægtede damerne pure at tage med. Vi ville hellere flade ud på hotellet, gå en tur ned i byen, flade ud på hotellet igen og læse.

Som sagt så gjort.

Afsted med Gemalen og ned i downtown Esløv for at kigge, om der skulle være en enkelt spændende butik. Det var der ikke i Donnaens optik, men det lykkedes da Fruen at få sig et par skjorter på rea. Så hen og købe frokost i et supermarked og hjem for at indtage den i skyggen under træerne foran hotellet.

Og så læse. Med det resultat, at vi på et tidspunkt sad og snøftede om kap, da Donnaen og jeg hver især var nået til slutningen i vores sørgelige og/eller rørende bog.

Gemalen kom hjem og overtog Kamel og flade ud-rollen, mens vi andre drog til Skarhult for at se på driftige damer.

Et flot gammelt slot, eller måske nærmere en borg. Og en ikke særlig stor, men flot udstilling om fire-fem af slottets fruer gennem tiderne.

Det hele var kommet i stand, fordi den nuværende slotsfrue gik i arkiverne for at finde ud af, hvad det egentlig ville sige at være netop slotsfrue. Her fandt hun ud af, at flere af hendes forgængere havde været særdeles magtfulde, da de havde styret slottet og dets drift og finanser, når mændene var væk. Enten i krig eller helt væk. En enkelt ægtemand var ligefrem blevet anklaget for forrædderi mod tronen og halshugget i slotsgården.

Samme nuværende slotsfrue blev så harm over, at netop dette aspekt, at kvinderne - ofte med stor dygtighed - havde holdt den hjemlige bedrift kørende, mens mændene var borte, aldrig rigtigt var kommet med i historiebøgerne, at hun besluttede sig for selv at skrive en bog om netop dette emne.

Det gjorde hun så, og i den forbindelse besluttede hun også at stable udstillingen på benene.

Bogen kunne købes på slottet (eller bestilles på nettet) og så ret spændende ud. Desværre findes den kun på svensk. Jeg kan godt læse svensk. Sådan til turistbehov. Men ind til videre har jeg ikke tålmodighed til at læse noget, der er ret meget længere end menukortet på en restaurant. Så ingen bog til mig.

Og desværre heller ikke ret meget planchelæsning. Dem var der ellers en del af på Skarhult. Store plancher, der på svensk beskrev kvindernes historie og deres virke. Som det tog mig l-a-n-g tid at stave mig igennem. Imens jeg spærrede for de andre kvinder (der var sjovt nok stort set kun kvindelige gæster), og Donnaen blev en anelse utålmodig. Derfor blev al videre planchelæsning droppet, og vi kiggede på de øvrige rum uden at forsøge at læse ret meget mere og endte med at gå en tur i parken. Og grine lidt af den Weber kuglegrill, der stod og så lidt malplaceret ud på et sted, hvor man li'som forventede, at grillmad allermindst var helstegte pattegrise grillet over åben ild.

Hvor om alting er, så synes jeg, det var en rigtig god ide at synliggøre kvindernes plads i historien, og det ærgrede mig grumt, at mit svenske er så dårligt, at jeg ikke fik så meget ud af udstillingen, som jeg kunne have fået, hvis bare ...

Donnaen ville bare hjem. Det vrimlede med mitter, og hun havde en bluse i den forkerte farve på.

Så vi tog hjem. Og næste dag tog vi helt hjem.

Sært, så mange mænd, der er på det billede.
Det er på ingen måde repræsentativt ...

Find Finn

Næste dag (altså efter vores besøg hos Ellen) mente vi, at damerne - dvs. Donna, Kamel og Frue - godt kunne slå tiden ihjel ved at kigge på Åhus, mens Gemalen kørte den korte sprintdistance lidt syd for byen.

Vi havde været der for et par år eller fire tilbage, og der var da meget hyggeligt, mente vi at kunne erindre.

Det er der faktisk også.

Men dengang var vi der uden hund og uden noget, der lignede hedebølge.

Og vi fandt nu ret hurtigt ud af, at det begrænsede mulighederne en hel del.

Det var simpelthen for varmt at gå og kigge både nede ved havnen. Det var træls at skulle slæbe på vand og vandskål til Kamelen. (Ingen havde tænkt på at medbringe en rygsæk til Sverige). Og så er mindst 90 procent af alle offentlige bænke i hele Skandinavien vist anbragt, så man kan nyde solen. Således også i Åhus, hvor vi måtte lede længe efter et skyggefuldt sted at sidde.

Efter lidt dasken rundt - vi kunne jo ikke andet i den varme - fandt vi ud af, at det absolut bedste sted at sidde var foran - tadah! - Absolut. Absolut Vodka, you know. En vodka-ignorant som jeg troede jo, at vodka var noget, man fremstillede i Rusland,og så var det det. Men Absolut fremstilles altså i Sverige, nærmere betegnet Åhus, og foran hovedindgangen var der både bænke og skygge. Så her slog vi os ned med hund og vand og den salat, som Donnaen havde været inde at købe i en Coop-butik på vejen.

Og her blev vi siddende, til Gemalen ringede, at han var på vej tilbage efter veludført løb.

For at tilbageturens kaffepause ikke skulle blive dagens højdepunkt, besluttede vi at tage til Lund sidst på dagen.

Jeg vil ikke ligefrem påstå, at jeg havde fået læst på lektien, men vi kunne da altid se domkirken. Og det gjorde vi så.

På vejen passerede vi noget, der kunne ligne en gigantisk tærteform. Det kunne jo også ligne en atom-accelerator, blev vi enige om. Men kunne det være rigtigt? Lidt efter-googling viste, at det kunne det faktisk godt. Og så syntes vi selvfølgelig, at vi var majet kloge ...

Inde i Lund parkerede vi ved siden af domkirken, og mens Gemal og Kamel tog sig af udenomsarealerne, gik Donnaen og jeg indenfor.

Den er stor. Og den er imponerende.

Men, altså.. øh.. den er lidt kedelig.

I hvert fald for barnlige sjæle som Donnaen og mig.

Vi er nok mest til kirker med lidt mere pynt. Ikke nødvendigvis så fyldt med prægtigheder, at man totalt mister overblikket som tilfældet var med slotskirken i Krakow sidste sommer. Men lidt tingeltangel må der altså godt være.

Selvfølgelig så vi det astronomiske ur, og selvfølgelig var vi kommet på det helt forkerte tidspunkt for at opleve klokkespillet. Det var lidt surt, for det skulle vist være en sjov oplevelse.

En tur i krypten var vi også. Uden at opleve det helt store. Men så tog jeg mig sammen og genlæste de få linier kirken havde fået i min Lonely Planet. Og der stod så, at vi burde have set kæmpen Finn, men intet om hvorfor eller hvordan han så ud. Så vi måtte ned igen og se os lidt bedre om og finde Finn. Donnaen fandt ham og spurgte skeptisk, om den underlige figur, der stod og omfavnede en pille, virkelig skulle forestille Finn? Det måtte det jo være, blev vi enige om, men kunne ikke rigtigt regne ud, hvad han stod der for, så igen måtte eftergoogle for at finde legenden om jætten Finn, der havde hjulpet med at bygge kirken, men blev så sur over at have tabt et væddemål med præsten, at han, altså Finn, prøvede at vælte kirken, men i stedet blev forvandlet til sten, da solens stråler ramte ham.

Vel ude i solen igen var vi blevet så sultne, at det kun blev til en kort dasketur forbi universitets gamle hovedbygning, før vi satte kurs mod Mårtenstorget og aftensmad i parasollernes skygge.

Sure Finn.