26 uger og 26 kilo senere

Vi har jubilæum i det lille hjem.

Det havde vi faktisk forleden, men da var jeg for snottet til overhovedet at tænke på det.

Og Kamelen var/er heldigvis ligeglad.

Det er nemlig hende, det drejer sig om. Vi har haft hende i et halvt år i disse dage.

Det burde måske fejres, men bliver det næppe.

En statusrapport kan det dog blive til:

Kamelen har på de 26 uger taget cirka lige så mange kilo på. Hvilket kræver, at hælene bliver sat godt i, hvis (læs: når) hun af og til meget gerne vil drøne efter rådyr eller andre hunde. Hun er heller ikke nogen kostforagter og smager gerne på stort set alt, hvad hun møder. Temmelig træls, når det er døde fisk og krabber eller hestepærer, men til gengæld lidt sjovt når det er hindbær, brombær, kirsebær og blommer. Kamelen nyder tydeligvis, at frugtsæsonen er på sit højeste i øjeblikket, og det bliver trist for hende at opdage, at det ikke varer ved.

Vi glemte at måle hende ordentligt, da vi fik hende, men hendes højde er også øget med mindst lige så mange centimeter som uger, der er gået. Da vi fik hende, kunne hun sagten passere under spisebordsstolene. Nu kan hun lige akkurat komme ind under selve spisebordet. Det kommer ind i mellem lidt som en overraskelse for hende selv, hvor meget hun fylder, når hun pludselig ikke rigtigt kan være, hvor hun plejede. Vi grinede mest i den periode, hvor vi havde dansende stole, fordi Kamelen endnu ikke helt havde forstået, at hun ikke kunne være under dem længere ...

Hvor længe hun bliver ved med at vokse, aner vi ikke. Men vi går ud fra, at det næppe bliver ret meget mere. Hun nærmer sig størrelsen på en lille broholmer, men da hendes ukendte far formodes at være mindre, er det vel begrænset hvor meget mere grokraft, der er tilbage?

Kamelens behov for natlige tisseture aftog omvendt proportionalt med størrelsen, og hun kan nu både sove igennem og vente mere end 20 sekunder på at blive lukket ud. En meget stor behagelighed, da det betyder, at jeg igen kan sove hele natten, i en rigtig seng. 

I det halve år, der er gået, er vi blevet en hel del klogere på Kamelen, Og hun er blevet meget klogere på os.

Det er ganske tydeligt, at hun ret præcist ved, hvad hun kan tillade sig i forhold til hvem. I forhold til Gemalen skal hun ikke nyde noget og gør næsten altid, som han siger. Donnaen er den letteste at løbe om hjørner med. Også helt bogstaveligt. Mens jeg er den bløde mellemvare, hvor Kamelen ikke ser nogen grund til ikke at prøve grænser af ind i mellem.

Heldigvis er Kamelen samtidig både god og rar og meget rolig af en (stor) hvalp at være. Der skal meget til at hidse hende op (her bortses fra rådyr og andre hunde), og hun finder sig i det meste. For eksempel at blive slæbt med på udendørsrestaurant, da vi var på ferie. Tordenvejr er hun tilsyneladende ret ligeglad med. Fyrværkeri midt om natten er sært, men det irriterer nok i virkeligheden mig mere, end det generer hende. Plæneklipperen kan man altid gø af, men det er kun sjovt i starten. Og støvsugeren er totalt ufarlig. I en grad, at Donnaen næsten skal skubbe til Kamelen for at få hende til at flytte sig, når der skal støvsuges.

Om der slet ikke er noget negativt at bemærke?

Nej da!

Der er ingen grund til at kommentere på hendes selektive hørelse.

Eller at hun fælder helt vildt af en korthåret hund at være.

At Kamelen har øget dyrehospitalets omsætning betragteligt, ser vi bort fra og nøjes med at glæde os over, at hun stadig synes, det er toppen at komme på besøg derhenne.

At hun har omdannet mit staudebed til crossbane, glemmer vi også.

Til sidst er der lige det med prutterne, der ind i mellem er ved at sende os i gulvet på grund af lige dele åndenød og hysterisk fnisen, men det er simpelthen for pinligt at nævne.

Så alt i alt går det jo meget godt, og vi ser frem til de næste 5-600 Kamel-fyldte uger.

På brombær-rov.