Status quo - cirka

De der juleforberedelser har det stort set, som de hele tiden har haft det.

Der sker ikke en hujende fis!

Brunkagepølserne er stadig bare pølser, gaverne er ukøbte, og udendørs (jule-)hyggebelysning er noget, de andre har.

Adventskrans og kalenderlys blev akkurat klaret, inden de skulle tændes.

Siden er det stort set kun lykkedes os at skrive ønskesedler ...

Stort set.

For forleden pjækkede jeg fra sidste halvdel af et dødkedeligt foredrag om den nye ferielov og kom tidligere hjem end beregnet, og det betød, at jeg faktisk fik hevet en kasse julepynt ud af skabet og taget tre ting frem, så den nisse, der aldrig kom ned efter sidste jul, nu ikke er det eneste, vi har fremme.

Men det var så det, og nu står kassen bare og fylder i soveværelset.

Vi satser stadig på, at det bliver jul, men den bliver altså ikke særlig forchromet.

Og de ting, som jeg måske kunne have nået mellem jul og nytår?

Tjah, dér er jeg nødt til at gå på arbejde, for jeg når ikke det hele inden, og for en uge siden blev det meddelt (juhu! - eller noget ...), at regnskabsafslutningen nu skal følge kalenderåret, hvilket giver ekstra pres på for at få alt afviklet.

Jeg glæder mig allerede til påskeferien ...

Ophængt ...

Bagefter allerede før start

Det går virkelig ikke særlig godt med at følge med for tiden.

Meget symbolsk lykkedes det akkurat at få kalenderlyset smækket ned i en klat ler, inden det blev 1. december, hvorefter jeg bare kunne konstatere, at det var udstyret med overskudsstearin til flere dage, som først skulle brændes af, før vi - i hvert fald på det punkt - igen er på omgangshøjde med kalenderen.

På den måde var vi jo bagefter allerede før start, og sådan synes jeg, det er på ret mange fronter i øjeblikket.

Men hvad - jul bliver det vel alligevel.

Håber jeg.

Det der affaldssortering

Vi øver os stadig på det der affaldssortering.

Det går nogenlunde.

Selv om Gemalen ind i mellem af vanvare - eller med fuldt overlæg? - saboterer bestræbelserne på at gøre det rigtigt.

Vi har endnu ikke fundet den optimale måde at opbevare vores sorterede skrald, indtil vi gider gå ud med det.

Og det gider vi tydeligvis ikke tit nok.

Det almindelige skrald og bio-skraldet ryger i deres spande under køkkenvasken, men der er ikke plads til pap og plast, som derfor har det med at lande på køkkenbordet. Der står en spand, som vi fik udleveret, da vi gik over til affaldssortering, men den bliver lynhurtigt fuld, og iøvrigt er det ikke smart at blande plast og papir/pap, for så skal vi jo stå udenfor i regn, blæst og mørke (det er altid regn, blæst og mørke i november) og sortere det igen.

Og så er det, at vi - uafhængigt af hinanden - finder på nødløsninger, som de andre kan ødelægge. Til stor frustration for opfinderen. For eksempel sætter jeg tom branflakes-æske på bordet og bruger den til bon'er, indkøbssedler og tomme køkkenruller med mere. Det virker helt fint, ind til jeg næste gang kigger ned i den og får øje på en tom A38-karton, som Gemalen har mast ned ... Suk.

Den tomme skyr-spand bliver brugt til mindre plastbøtter og -dimser, men det holder ikke længe, for det er uhyggeligt, så meget plast vi smider ud. Det er jo helt vildt meget!

Til gengæld er det mere begrænset, hvor meget glas, der ryger ud.

Så hvad glas-emballage angår, har vi på forsøgsplan besluttet, at vi i Verdensfirmaet vasker de tomme rødbede- og agurkeglas, og så tager jeg dem med hjem og smider dem i min skraldespand. #seminglorie

Hermed er vi fremme ved et af de mange, mange spørgsmål, som affaldssorteringen giver anledning til: For hvorfor i alverden skal virksomheder og offentlige institutioner ikke sortere affald?? I Verdensfirmaet bliver papir og pap sorteret fra og hentet af et privat skraldeselskab. Men resten - inklusiv en tonerpatron i ny og næ - ryger bare afsted som restaffald. Det er da underligt - og demoraliserende, synes jeg.

Et andet spørgsmål er, hvorfor det skal være så bøvlet at sortere? Køber jeg for eksempel kød i det lokale supermarked, så kommer jeg oftest hjem med det i en plastbakke, som skal sorteres til plast, med plastfolie, som ikke skal sorteres til plast, men flås af hvis muligt. Det er det bestemt ikke altid. Nede i bakken ligger 'noget' til at opsuge væde. Det er altid snasket, men skal nu pilles op og smides ud for sig. Til sidst kan jeg vende plastbakken om og konstatere, at der sidder en papirmærkat, som jeg ikke umiddelbart kan få af. Og hvad så. Er det lige meget. Kan plastkværnen - som jeg formoder står et eller andet sted - håndtere papirmærkater i beskedne mængder, eller forurener jeg en fintfølende proces?

Og hvorfor er papirmærkaten overhovedet sat på plastbakken, der kan genbruges i stedet for på plastfolien, som ikke kan?

Er der nogen, der gider at tale et alvorsord med slagteren i mit lokale supermarked. Og med alle de andre producenter, der skruer, svejser og/eller klistrer forskellige materialer sammen, så de er umulige at skille ad og genbruge.

Hvad, hvorfor og hvad nu hvis-spørgsmålene hober sig op.

Allermest vil jeg gerne vide, om der findes ét sted, hvor jeg kan finde svarene på alle mine spørgsmål?

Kamelen står for sin del af affaldssorteringen.
Hun bortskaffer alle æbleskrog og gulerodsstumper.

Kære Isabellas

Kære Isabellas,

Jeg skriver til jer, fordi jeg har valgt at opsige mit abonnement.

Desværre, vil jeg sige.

For jeg har været en trofast læser, i mere end 15 år tror jeg. Jeg har kigget på lækker boligindretning, savlet over mad- og kageopskrifter og funderet over, om min egen have kunne blive lige så dejlig, som dem i jeres artikler.

Men gennem den sidste tid, som nok er lidt længere end bare 'sidste', er jeg blevet mere og mere klar over, at jeg ikke længere hører til jeres målgruppe.

Måske er jeg blevet for gammel og for gnaven?

Eller for meget jyde og for lidt spelt-københavner?

Måske har jeg bare ikke penge nok til at føle mig som en del af jeres målgruppe - og er så blevet gnaven af den grund?

I hvert fald kan jeg ikke rumme både at kigge artikler om mennesker, der går ind for bæredygtighed og minimalisme, og hvad har vi af politisk korrekte holdninger, og derefter blive underholdt med, hvordan jeg selv kan gribe stilen ved at investere i astronomisk dyre, og/eller guldbelagte ting.

Først kan jeg læse, hvordan en designer eller på anden måde kreativ sjæl i samarbejde med sin mand har indrettet sig totalt lækkert på et eller andet nordsjællandsk landsted med en kombination af arvestykker, loppefund og enkelte selvindkøbte ting. Det er helt igennem sjovt og inspirerende, at se, hvad de har kunnet skabe med knokle-arbejde, hittepåsomhed - og en sjat penge. Noget helt unikt selvfølgelig.

Men dernæst er det så, at I synes, jeg skal se, hvordan jeg kan gribe stilen. Denne helt unikke stil, som meget hurtigt kan blive alt andet end unik, hvis vi alle kopierer den. Tænker jeg. Og så er det jo ikke sjovt længere. Eller hvad? Jeg ved godt, det er en del af gamet, når der produceres blade. Der skal annoncekroner ind, og det kommer der måske lidt lettere, hvis der også fra redaktionel side gøre en vis indsats for at ekspedere varerne over disken? Det vil I nok benægte, men det tror jeg ikke rigtigt på.

Og så er der også det der med at være unik, på præcis samme måde som alle andre. Er det ikke lidt, bare lidt, selvmodsigende? Jeg har det stramt med at skulle være som alle andre, om de så er nok så hippe. Og der sker præcis det samme, som når en tøj-ekspedient kommer for skade at anbefale et bestemt outfit som meget populært. - Så vil jeg ikke have det.

Noget andet er, at jeg ofte slet (SLET!) ikke har råd til at gribe den såkaldte stil, hvis jeg alligevel skulle se noget, jeg kunne tænke mig. Ærgerligt, for det kunne da være fedt lige at lade sig inspirere til at købe en Ægget-stol til små 100.000 kroner. Men det kommer desværre ikke til at ske, før Gemalen vinder i lotto. Og så bruger vi nok alligevel pengene til noget andet.

Ligesom vi ikke kommer til at købe guldbelagt bestik eller gryder, der koster tre gange prisen for de mere almindelige af slagsen.

Og så videre.

Jeg stopper nu, men måske kan I mærke, at jeg godt kunne blive ved lidt endnu?

Det gider jeg ikke. Jeg gider ikke at fortælle jer, at jeg synes, jeres bladindhold efterhånden er nogenlunde lige så hyklerisk som visse politikeres tilgang til kontorindretning.

Jeg nøjes bare med at opsige mit abonnement.

Muldvarp!

En af de gange, først på sommeren, hvor jeg brokkede mig allermest, da jeg var ude at cykle med Gemalen, endte han med at udbryde:

- Jamen, du kan jo slet ikke se noget! Tror du ikke, det er på tide at besøge en optiker?

Joh, det var det nok, så det gjorde jeg, og dommen var klar. Jeg befandt mig på stadet lige før muldvarp:

- Du bør faktisk slet ikke køre bil, før du får briller! sagde den venlige optikerdame, der havde testet mig.

- Eller linser. Har du overvejet linser? fortsatte hun.

Det havde jeg ikke. Men det kunne da måske være en meget god ide. Det skulle så fungere sådan, at linserne skulle suppleres med læsebriller.

Fint nok, og jeg kom ind og skulle lære at bruge linserne.

Det var, syntes jeg, uhyggelig svært at stoppe fingrene ind i øjet uden at blinke. Men optikeren havde en engels tålmodighed og meget store pædagogiske evner, så til sidst lykkedes det, og så var jeg kørende, mente han. Imens jeg ventede på mine læsebriller, kunne jeg lige købe et par Tiger-briller til en tyver.

Næste morgen stod jeg en halv time tidligere op, og det var absolut påkrævet, for jeg kunne i den grad ikke finde ud af at tage linser på, og jeg var på nippet til at tude af frustration, før det lykkedes. De følgende dage gik det lidt bedre, og på ferien i London fik jeg også linser på hver dag. Til gengæld syntes jeg ikke, det gik særlig godt, når jeg skulle kombinere linserne med læsebriller. Og de rigtige briller var ikke meget mere bevendte end dem fra Tiger-butikken.

Linserne var en stor forbedring, især på cykel, men også når jeg kørte bil, men det viste sig, at det kun gjaldt inden for det hjemlige byskilt. Da jeg kørte Kamelen til pasning langt ude på landet, måtte jeg glippe meget med øjnene, og da vi dagen efter kørte ned gennem Tyskland, gik det helt galt, og midt på eftermiddagen hev jeg kontaktlinserne ud.

Og brugte dem ikke mere på hele ferien.

Vel hjemme igen klagede jeg min nød. Jamen, det skyldtes helt klart bilens aircondition. Den kunne jeg jo bare slå fra, sagde lidt for smart (anden) optiker. Det mente jeg så ikke var optimalt i 35 graders varme. Jeg kunne også få nogle mere fugtende linser. De kostede bare det dobbelte. Det syntes jeg var en dårlig ide. Og så kunne jeg jo endelig opgive linserne og få briller med glidende overgang.

Det fik jeg så.

Og jeg syntes mildest talt ikke godt om dem. De var svære at gå med, og læse med dem kunne jeg ikke.

Nu var jeg efterhånden en lille smule træt af det hele, men tredje optiker justerede dem lidt og forklarede mig, at det var et spørgsmål om at lære at dreje hovedet i stedet for kun øjnene. Og med hensyn til at læse, så virkede det jo desværre ikke for alle, så jeg måtte have et par læsebriller ved siden af, og så bare stille mig tilfreds med, at jeg trods alt kunne læse prisskiltene i føtex med brillerne med glidende overgang.

Desuden skulle jeg også have et par skærmbriller, selvfølgelig med glidende overgang.

Godt så. Jeg prøvede at vænne mig til at dreje hovedet og ikke kun øjnene, selv om det føles mærkeligt. 

Og jeg fik et par læsebriller, der fungerer fint. Og et par skærmbriller, hvor jeg kunne se alt andet end skærmen ...

Det ville være en underdrivelse at påstå, at jeg kun var lidt utilfreds. Men medmindre man har lyst til at smide de allerede investerede penge væk, er det jo ikke muligt at skifte heste i vadestedet, så jeg måtte endnu en gang forbi optikeren. Og denne gang blev det bestemt, at jeg skulle have skærmbriller uden glidende overgang.

Da jeg var nede og hente de nye skærmbriller, som iøvrigt fungerer fint, snakkede jeg lidt med sød optikerdame om mine kvaler med brillerne med flydende overgang.

- Åh ja, det kan godt være lidt svært. Især hvis man er langsynet. Måske skulle du prøve med et par briller, der bare har læsefelt på den gammeldags facon.

Det skulle jeg lige tygge lidt på, men nu hvor det er mørkt allerede sidst på eftermiddagen, har jeg oplevet at blive utroligt desorienteret, når jeg er ude at køre, hvilket er meget lidt rart.

Jeg kan vist lige så godt ringe med det samme ...

De nye, velfungerende, skærmbriller.

PS: Og jeg cykler stadig med linser. Det fungerer nemlig fint.

Ud at køre - med damerne

Nu var det jo gået meget godt med at køre med de lidt ældre mountainbikere, så da DGI annoncerede et to timers kursus i mountainbike for Women Only netop her i den lokale skov, tænkte jeg, at det kunne jeg da sagtens klare.

Det var ganske vist kursus nummer to, og det forudsattes, at man havde styr på gear og bremser, men det mente jeg nok, at jeg havde, og desuden var det jo et damekursus, og damer er jo sjældent så (over-)modige som mænd, det ved enhver, så hvor svært kunne det være?

Noget sværere end jeg havde regnet med!

Selv om solen skinnede, var det en hundekold morgen, og bare at finde ud af at få passende med tøj på var en udfordring. Jeg skulle helst både kunne holde varmen og kunne bevæge mig, bare nogenlunde frit.

Endelig var jeg klar, og på en parkeringsplads næsten lige op til skoven mødtes jeg med de andre damer og de forstående og empatiske trænere.

(Ja, sådan var de præsenteret i kursusbeskrivelsen, og jeg nægter at tro på, at det er en formulering, man ville finde på at bruge over for mix- eller rene mandehold!)

De fleste, men ikke alle havde deltaget i det første kursus, og det kom til udtryk med det samme, for vi skulle starte med lige at tjekke, at vi havde styr på de der bremser, og

- ..jer, der var med sidst, ved, at vi primært bremser med forbremsen, erklærede den ene træner.

What?? Nu havde Gemalen tudet mig ørerne fulde med, at jeg skulle blive fra håndbremsen for ikke at stå på næsen, og så stod træneren der og sagde det modsatte. Jeg skulle ikke nyde noget af at sige noget, men fornemmede, at det kunne blive lidt op ad bakke. Altså selv om det jo gik ned, fordi man li'som ikke kan øve at bremse på vej op ...

Vi bremsede, og jeg undgik både at stå på næsen og gøre alt for meget opmærksom på mig selv. Heldigvis havde min mekaniker (aka Gemalen) smurt mine bremser, så de ikke skreg, som visse andres.

Videre gik det. Først op ad bakke af en helt almindelige bred skovvej, og da vi var vel oppe afsted ad det første stykke, relativt ligeudgående, spor. Allerede her fik jeg en forsmag på, at de andre damer vist ikke var de rene novicer. De drønede afsted, og jeg skulle træde til for at følge med.

Nu gjorde vi holdt igen, for vi skulle lære at køre i småbulet terræn. Noget med at have så meget gummiarme (min udlægning!), at man kan absorbere ujævnhederne i stedet for, med stive arme og skuldre, at sende dem direkte op i hjernen.

Det så utrolig rigtigt ud, da træneren viste os hvordan ...

Bagefter skulle vi køre ned ad en stump rødt spor. Jow jow, mtb-spor er som ski-pister farve-inddelt efter sværhedsgrad: blå, rød og sort. Og som træneren påpegede, så kunne det være en god ide lige at tjekke et nyt, 'farligt' spor til fods, før man begav sig ud på det. Så det gjorde vi, og han pegede og forklarede. Og endte med at stille sig op ved det sværeste sving, så vi ikke kunne være i tvivl om, hvor vi skulle passe på.

Herefter blev vi sendt afsted med passende afstand mellem hinanden. Jeg kunne godt se, at jeg kørte langsommere end dem foran mig, men var alligevel lidt overrasket, da jeg ret hurtigt kunne høre den næste lige bag mig. Det var der ikke noget at gøre ved; jeg var ikke til sinds at sætte tempoet op, og køre til siden var der ikke plads til. Da jeg passerede træneren, kunne jeg høre ham råbe et eller andet, men om det var til mig, kunne jeg ikke høre, så jeg fortsatte med at liste ned i tante-tempo.

Et øjeblik efter kom et par vilde gutter drønende og fortsatte videre ad det røde spor. Det var dem, træneren havde råbt efter. At de skulle lade være med at ligge og presse, for det stressede bare begynderne, og de fik alligevel ikke selv den ønskede fart på cyklen. De var heldigvis stoppet op, havde givet træneren ret og sagt undskyld. Ret fint faktisk.

Slalomkørsel var næste punkt på programmet. Ikke så farligt, men svært at gøre rigtigt i fuld fart. Allersværest var det dog at trække tilbage ved siden af skovvejen; jeg hang fast i et eller andet og skvattede, meget lidt yndefuldt.

Så så det mere, om ikke yndefuldt, så spektakulært ud, da en af de andre damer styrtede på den næste strækning. Hun ramte formentlig skævt på en rod og tog den ud over styret i bedste Tour de France-stil. Hun skulle lige have tid til at sunde sig, men var så heldigvis ikke kommet noget særligt til, selv om hun givetvis har været særdeles øm i dagene efter.

Flere gange undervejs havde trænerne spurgt, om dit eller dat ikke havde været rigtig sjovt? Mange havde svaret positivt, og jeg tror faktisk, at nogle af dem også havde ment det. Der var nogle helt vildt seje typer i mellem, der uden frygt i livet bare nød at tonse afsted. Og de skulle nok slet ikke have været med på kurset, for de kunne så udmærket klare sig selv. Det var også dem, der var mest begejstrede, da den ene træner meddelte, at nu skulle vi til det allersjoveste:

- Vi skal lappe nogle berms for vildt!

Først skulle vi dog finde ud af, hvad berms var, så vi stillede cyklerne og kiggede nærmere på det spor, vi var kommet til. Her var svingene bygget op, så man kan køre oppe på siden. Ud over at se temmelig sejt ud, er det også med til at hjælpe rytteren rundt i kurven i langt højere fart, end hvis den bare var flad.

Det lød jo i princippet meget godt, men sporet zig-zaggede ned over en temmelig stejl skrænt, og da jeg stadigvæk er kantforskrækket, var jeg ikke så begejstret. Især ikke fordi der skulle ret meget fart på, hvis man skulle udnytte de indbyggede berms bedst muligt. Jeg havde derfor ikke så svært ved at lade de dødsforagtende damer tage teten ned over skrænten og så selv liste bagefter som en af de sidste.

Ned kom vi alle, og mens nogle syntes, det var virkelig sjovt og tog både en og to ture mere på den nederste del, var vi andre, der var ganske tilfredse med en enkelt tur.

Imens vi ventede på de sidste, var vi kørt ind til siden, og nu skulle vi ud på en skovvej igen. Her erfarede jeg, at nedfaldne blade bør betragtes med mistro. Hvad der lignede en fuldstændig jævn skovbund viste sig at være en grøft. Den kørte jeg lige ned i, og så kørte jeg ikke længere, men lå og rodede rundt i alle bladene.

Da det skete med cirka tre en halv kilometer i timen, var det kun min stolthed, jeg blev ramt på (igen!), og mens jeg fik stablet cyklen og mig selv på benene, valgte de andre en lidt anden rute ud på skovvejen.

Nu var kurset i princippet forbi, men vi kunne da lige så godt køre spor hjem, så det gjorde vi. Netop den stump var det allerførste stykke spor, jeg havde kørt sammen med Gemalen en gang før sommerferien. Og det, der dengang havde virket meget udfordrende, var nu ret easy peasy at passere, hvilket jo var ganske fint at opdage. Noget er der trods alt sket med mine såkaldte mountainbike skills i den mellemliggende tid.

Som træneren sagde afslutningsvist:

- I skal samle på de små sejre, som gør klogere og bedre. De store sejre gør ofte bare dumdristig, og så kommer man galt afsted.

Godt så, små sejre it is.

Ud at køre - med de gamle

I den lokale orienteringsklub er der en lille flok ældre herrer og damer, der mødes hver tirsdag formiddag for at køre en tur og få rørt stængerne. Et par af dem er vores gode venner, og af resten kender Gemalen nogle stykker.

Og derfor og på grund af almindelig velvilje kunne jeg selvfølgelig sagtens få lov at køre med, når jeg nu for en gangs skyld havde fri.

Så Gemalen og jeg kørte ned til klubhuset, og jeg havde egentlig forestillet mig, at vi skulle køre sammen, men vi var nok til at danne to grupper. De lidt hurtige og de knapt så hurtige. Jeg hørte til de sidste sammen vores venner og et andet par.

De lagde en plan, afsted gik det, og jeg blev ret hurtigt glad for, at jeg var med de knapt så hurtige ...

Men jeg kunne godt følge med, og da jeg vidste, at vi var på vej ud til et forholdsvis fladt område, skulle det jo nok gå.

Især fordi jeg godt kendte den første stump sti, efter vi havde krydset under motorvejen, og jeg vidste, at selv om den var fyldt med rødder og ujævn som bare pokker, kunne jeg godt køre den.

Det gik fint, og vi gjorde holdt ved en lille idyllisk sø, der ligger midt i området.

Efter fornyet rådslagning fortsatte vi.

Denne gang ad mindre, meget snørklede stier, der gik op og ned og ud og ind. Ikke noget voldsomt, men bare så man hele tiden skulle være opmærksom på, hvad man lavede i stedet for at sidde og falde hen. Der var små, spidse stigninger og bratte, men ganske korte nedkørsler.

Og jeg lærte på den hårde måde at holde en passende afstand. Især op. For jeg er ret let, men har ikke så mange kræfter, så jeg skal helst op i et vist tempo, men vælter hvis der skal sejtrækkes i de små gear. Jeg fik et par pludselige stop på den konto, men så havde jeg også lært lektien og var ganske tilfreds med mig selv.

Måske var det derfor, at jeg ikke var helt skarp, da vi kom ind på en noget mere uvejsom veksel, for pludselig strejfede mit styr et træ.

Træet blev stående.

Jeg blev faktisk på cyklen og tænkte ikke mere over det, før jeg om aftenen fik så ondt i mit håndled, at jeg ikke kunne løfte så meget som en tallerken.

Det varede to dage, før armen igen var brugbar, men det vidste jeg jo ikke på det tidspunkt, så vi kørte glade videre og kom tilbage til den lille sø. Nu skete der det overraskende, at det andet par da lige skulle have en dukkert! Jeg var nær væltet af ren overraskelse; det var i uge 42, og selv om det var dejligt vejr, var det altså på ingen måde sommer. Gys altså! Men mens vi andre tre tog en lille ekstra runde om søen, hoppede de i og var ved at komme i tøjet igen, da vi kom tilbage. Og jeg kan stadig ikke helt blive enig med mig selv, om de var seje eller en lille smule bindegale?

Nu skulle vi alle have varmen, så på vejen tilbage mod klubhuset, tog vi en af de store bakker i Nordskoven. Her var det tydeligt, at jeg havde en fordel ved at veje mindre end de andre (min cykel er givetvis også lettere end de andres, for Gemalen har sørget for, at jeg i hvert fald ikke går ned på grej), så jeg kom først op. I forholdsvis ubesværet stil. Det vil sige kun moderat pustende og uden pulsen oppe i ørerne ...

Er man kørt op, skal man jo også ned igen, og vi susede ned ad bakken på den anden side og kørte langs åen ind til byen igen.

Efter at have sagt pænt tak for turen trillede jeg hjem i bad, mens jeg tænkte, at nu havde jeg da egentlig ret godt styr på det meste.

Det varede så kun til, jeg meldte mig til et MTB-kursus kun for damer.

Mere om det en anden gang.

Ikke 'bare lige'

Jo, jeg cykler stadig.

Det blev ikke til så meget hen over sommeren, hvor Gemalen ikke kunne sidde på sin cykel, og jeg derfor måtte køre alene.

Alene gjorde det lige lidt sværere at komme afsted. Og da jeg samtidig er en urutineret kylling, skulle jeg ikke nyde noget af at køre rundt på små, snørklede stier langt fra alfarvej, men foretrak de store, brede, hvor jeg regnede med, at jeg ville blive fundet ret hurtigt, hvis jeg pludselig skulle blive uvenner med min ged og lave en næsegrus landing.

Men så kom Gemalen heldigvis på banen igen, og selv om jeg mente, at han skulle tage den lidt med ro, var det ikke ensbetydende med, at vi ikke kunne køre på de mere udfordrende stier.

Og det gjorde vi så.

Hvilket ind i mellem førte til nogle pludselige afsidninger for mit vedkommende. Plus en hel del eder og forbandelser, også fra min side.

- Jamen, du skal bare lige .., er Gemalens standard-kommentar, når han (dog) har sikret sig, at jeg ikke er kommet galt afsted.

Hvorefter min standard-reaktion lige så sikkert har været et arrigt fnysende:

- Det er da for hævled ikke bare lige!

Det er ikke bare lige at køre op over kantsten. Det er ikke bare lige at nå at komme langt nok ned i gear, når Gemalen helt uventet pludselig drejer skarpt til højre og kører stejlt op ad en lille bakke. Det er ikke bare lige at vælge den mest hårde bund helt ovre til venstre i stedet for at køre lige ud i den løse sand midt på stien.

Og det er især ikke bare lige at vælge den rette fart, det rette gear og den rigtige rute ned ad en stejl sti, hvor man undervejs også bare lige skal passere over et lille væltet træ.

Og så videre ...

Gemalen har siddet på en cykel i cirka 100 år, og han kan simpelthen ikke forestille sig, hvor mange kvababbelser jeg kan have ved at køre alle mulige sære steder.

Til gengæld kan han heller ikke forestille sig, at jeg efterhånden i takt med lidt mere rutine rent faktisk slutter fred med nogle af de 'farlige' steder og så småt kan passere dem uden nødvendigvis at få bævre-knæ og en puls på 300, så

- den vej kører vi ikke, for det kan du jo ikke lide!

At det var tilbage i april eller maj med høj vandstand overalt bliver ikke helt taget med i betragtning.

Forrige søndag var Gemalen så afsted til sit første MTB-O løb siden sommerferien, og da det meget praktisk lå i skovene lige øst for byen, cyklede jeg med ud og kiggede. Og snakkede lidt med en af de andre søde koner om det der med, at ens ægtefælle skal prøve at lære en noget, som man slet ikke synes er så 'bare lige', som de synes.

- Nej, den slags skal man lære af andre, slog hun fast.

- Det er meget bedre for begge parter.

Så da jeg et par dage senere havde fri en tirsdag, hvor nogle af de ældre, garvede motionist-mountainbikeryttere altid mødes for at træne, fik jeg lov at komme med.

Og det var virkelig alle tiders.

Men havde Gemalen udsat mig for det samme, havde jeg nok søgt skilsmisse på stedet.

Sådan er der så meget, men det er en helt anden historie.

Affaldssortering for sjov?

Noget af det første, vi konstaterede, da vi kom hjem fra ferie - altså ud over, at huset stod, alt virkede, og intet manglede - var, at vi ikke havde fået tømt affaldsbeholder.

Den skulle have være tømt samme morgen, som vi kom hjem sent aften.

Og nej, vi havde ikke sat affaldsbeholderen ud, vi ville ikke annoncere med vores fravær og havde bare håbet, at de rare skraldefolk havde hentet beholderen ud og tømt den. Det har de tidligere gjort, men ikke i år. Ny operatør og flere forsøg på effektivisering har helt sikkert gjort, at skraldemændene nu er så hårdt spændt for, at der ikke længere er tid til at gøre en god gerning og løbe de tredive meter ind efter vores skraldebeholder.

Altså ingen hard feelings i forhold til skraldemændene, men bare almindelig ærgelse over at have en ikke-tømt affaldsbeholder, der, efter at have stået og bagt i 30 graders varme i fjorten dage, nu skulle stå og bage videre i fjorten dage mere. 

Adwr! siger jeg bare.

Bedre blev det ikke af, at vi lige præcis og netop var gået over til nyt sorteringssystem, så alt biologisk materiale blev smidt i for sig, i poser, der ikke var helt så tætte som ønskværdigt, hvilket havde medført lækage af ulækkert snask, hvilket havde været kræs for de fluer, der havde fundet vej ind i den (altså ikke hermetisk-) lukkede beholder, hvilket så igen betød, at bunden var blevet ret levende. 

Mangedobbelt adwr!!

Tiden gik, og affaldsbeholderne blev alle tømt, og den ulækre blev spulet, og så fortsatte vi på artigt-idealistisk vis med at sortere affald efter forskrifterne. Det vil sige; Fruen prøver virkelig på at gøre det rigtigt, sætter sig ind i tingene og formaner familien. Donnaen sukker, skylder pligtskyldigt sine yoghurtbøtter og saftevandsflasker, men parkerer dem så bare på køkkenbordet, for jeg ved ikke lige, hvor jeg skal gøre af dem. Og Gemalen synes bare, det hele er lidt åndsvagt, så han gør kun et halvhjertet forsøg på at sortere rigtigt. Med det resultat, at Fruen konstant er i hælene på ham for at rette og belære. Det virker, men har ikke nogen gavnlig effekt på det hjemlige hygge-niveau ...

Tidligere havde vi kun en avis-beholder foruden den almindelige affaldsbeholder, men nu har vi ialt tre beholdere. Vi har stadigvæk beholderen til aviser. Den må der nu også gerne komme pap i. Derudover har vi to beholdere, der hver er delt i to. I den ene til venstre kan vi smide glas, og til højre skal vi smide plast og metal. Både plast, metal og glas skal være rengjort, så nu står vi og vasker vores affald. Det virker en smule dumt. For hvor meget varmt vand er det miljømæssigt forsvarligt at bruge, før det ville være bedre bare at smide hele molevitten ud som restaffald?

Restaffald skal iøvrigt i til højre i den sidste affaldsbeholder, mens den organiske materiale skal i til venstre.

- Og I skal bare bruge to poser, hvis I er bange for, at det lækker, sagde den venlige skraldemand, som Gemalen sommetider møder i træningscenteret.

Så det gør vi så, selv om det også føles lidt dumt.

Samme skraldemand fortalte også, at alt det plast, som vi har vores hyr med at sortere fra og pænt står og vasker, bare hober sig op i store bjerge på genbrugspladsen. 

For der findes endnu ikke et system, der kan håndtere det ...

Ej men altså! 

Så meget for vores anstrengelser. Som med ét blev betydeligt færre, fordi det fis gad vi da ikke.

Det skal retfærdigvis tilføjes, at det er et par måneder siden, at Gemalen kom hjem med skraldemandens melding, og da jeg i dag sad og forsøgsgooglede, kom jeg ind på et referat fra seneste kommunalbestyrelsesmøde, hvoraf det fremgik, at den indsamlede plast fra vores kommune ryger afsted til videre sortering i et anlæg i Holstebro.

Godt så. Det tror vi så på. Og så må vi nok hellere gøre os lidt mere umage alligevel.

Problemet er bare, at vi ikke er de eneste, der har hørt, at plastaffaldet ikke ryger videre. Alle mulige historier florerer, og der står ikke noget på forsyningens hjemmeside, der kan be- eller afkræfte historierne. Så folk gør som det passer dem bedst. De artige sorterer, og de andre gider ikke, for det virker jo alligevel ikke, og det hele ryger bare i samme store hul og til forbrænding. Gemalen hælder ret meget til denne udlægning.

Øv. Hvorfor skal det være så svært at føre noget, der oprindeligt er godt tænkt, ud i livet?

Donner und Blitz

Vi havde de to sidste værelser for enden af en gang, og da det ikke virkede til, at der var andre gæster i nærheden, lod vi dørene ud til gangen stå åbne, så der kunne blive gennemtræk.

Det hjalp måske lidt, men da vi alle havde taget et køligt brusebad, var der ikke andet at gøre end at sige god nat til Donnaen, lukke dørene og gå i seng.

Dér lå vi så lidt og roterede, og jeg troede aldrig, vi ville falde i søvn.

Men det gjorde vi. I hvert fald vågnede både Gemalen og jeg, da det ved et-tiden begyndte at tordne. Vi nåede lige at konstatere, at vi begge var vågne, da der kom et kæmpe lyn og umiddelbart derefter et øredøvende brag, der fik os begge op at sidde i sengene.

Cirka tre et halvt sekund senere stod Donnaen midt inde i vores værelse.

Det var for meget af det gode, og hun skulle ikke nyde noget af at sove alene.

Nu gik det for alvor løs. Det lynede og buldrede nonstop, og det begyndte at styrtregne. Og mens Donnaen søgte tilflugt i min seng, fik jeg travlt med at lukke først vores ovenlysvindue, så Donnaens gavlvindue og til sidst to vinduer ude på gangen.

Så sad vi lidt og overvejede situationen. Da Donnaen pure nægtede at gå ind til sig selv igen, endte hun og jeg med at bytte; hun fik min seng, og jeg gik ind på hendes værelse.

Det var helt umuligt at sove med både konstant blafrende lyn og et vedvarende bulder, og jeg sad i stedet og kiggede ud på det flotte sceneri. Til sidst trak det dog så meget væk, at jeg faldt i søvn igen.

Og sov sødeligt. Lige indtil en sirene ved fem-tiden flængede stilheden, og jeg igen sad ret op i sengen.

Der skete ikke noget uden for vinduet, og ude på gangen var alt også roligt. Donnaen og Gemalen var selvfølgelig også vågnet, men heller ikke fra deres vindue var der noget usædvanligt at se, så vi besluttede os for at tro på, at det nok ikke var nu, vi skulle evakueres og lagde os til at sove, igen-igen.

Blandt de mere positive aspekter ved at blive vækket igen var, at vi nu kunne åbne vinduerne og få den betydeligt køligere morgenluft ind på værelserne.

Da det var blevet rigtigt morgen, vågnede vi igen og gik ned for at spise morgenmad. 

Undervejs konstaterede vi, at det havde været fint, hvis jeg havde lukket alle vinduerne i gangen. Det sidste havde jeg ikke fået med, og nu var der en kæmpe sø på tæppet under det. Mens Gemalen og jeg bare sidesteppede forbi den våde plet, så Donnaen det som sin pligt at underrette værtinden. Så det gjorde hun og kom grinende hen til vores morgenbord, for det havde vist været noget værre volapyk, der var kommet ud af munden på hende. Men værtinden havde forstået hende, og det var jo det vigtigste.

Senere fortalte hun, altså værtinden, at sirenen var en slags brandalarm. Brandstationen lå kun et par huse væk, og sirenen havde lydt, fordi der skulle indkaldes mandskab til slukning af et gammel træ, der var blevet ramt af lynet og havde stået i lys lue. Bagefter var jeg lidt ærgerlig over, at jeg ikke havde fået ordentligt forklaret, om det virkelig er den gængse måde i tyske småbyer at indkalde brandmænd til udrykning? Det var godt nok effektivt, må man sige, men jeg foretrækker nu den danske udgave, hvor brandmændene får besked via deres mobil ...

Turen hjem gik uden særlige begivenheder.

Da vi nærmede os Hamburg, holdt jeg min mund og lod Gemalen tage bestik af situationen. Det betød en tur tværs gennem byen, som Gemalen faktisk slap ri-me-ligt godt fra.

Og derefter var det bare at køre hjem.

Nysgerrig ged, jeg mødte på min
aftentur i Schwarzach am Main.

En sur, gammel borg

Næste morgen, endnu før morgenmaden, gik Gemalen i gang med at finde ny overnatning til den sidste nat på vej hjem. For i og med vi nu pludselig var i hvert fald 300 kilometer længere mod nord end forudset, var der ingen grund til at stoppe allerede i nærheden af Ulm, som jeg havde booket hjemmefra.

I stedet fandt vi et hotel i Schwarzach am Main (lidt øst for Würtzburg, hvis nogen skulle være interesseret), og så var det egentlig bare at spise morgenmad, få pakket og komme afsted.

Vi kørte over Lugano og gennem Schweiz' smukke landskaber.

Med lidt ekstra tid til rådighed mente jeg, at vi godt kunne dreje fra motorvejen og kigge på Liechtenstein. Gemalen sagde, at der ikke var meget at komme efter, men Donnaen var også interesseret i at kunne sætte hak ved endnu et land, og så var vi jo to mod én, og altså drejede vi fra motorvejen, krydsede Rhinen og trillede ind i det lille fyrstendømme.

Vi kørte op langs floden og konstaterede, at der så ret meget ud præcis som på den schweiziske side.

Hurtigt nåede vi den lille hovedstad Vaduz, og nu skulle vi så bare finde slottet. Da Donnaen var en meget mindre udgave af sig selv, end hun er nu, brugte hun timer på at se Zack & Cody i fjernsynet, og på et tidspunkt optræder der en prinsesse fra Liechtenstamp i serien. Donnaen var ikke helt skarp og var i lang tid overbevist om, at Liechtenstamp og Liechtenstein var samme - rigtige - land og Disney-slottet i serien også et vaskeægte virkeligt slot. Nu ville vi godt se, om der var nogen ligheder. Overhovedet?

Lad mig bare slå fast med det samme: Det var der ikke! Selv begrebet slot virker en kende overdrevet, når man ser den liectensteinske fyrstes residens. Eller ser og ser. Det er meget begrænset, hvad man kan komme til at se, da der ikke er adgang for offentligheden, ikke engang hen på pladsen foran. Så man kan kun se det fra vejen, og fra den vinkel ligner det bare en sur, gammel, utilnærmelig borg og bestemt ikke et Disney-slot.

Donnaen og jeg ville dog lige prøve, om vi virkelig ikke kunne komme tættere på, så mens Gemalen satte sig i skyggen for at passe på bilen, gik vi et par hundrede meter fra parkeringspladsen og helt hen til lågen ind til slottet. Faktisk kom der netop da en tjenende ånd kørende, lågen gik op, og vi kunne i princippet være lusket med ind for at tage billeder fra selve slotspladsen. Det turde vi dog ikke, for tanken om at havne på den forkerte side af en lukket låge var ikke helt god, så vi måtte nøjes med et meget middelmådigt kig.

I et sving på vej tilbage til Gemal og bil var en mand ved at slå græs, og netop da vi kom forbi, nåede han kanten og sendte en sky af støv og græs i vores retning. Den slags kan Donnaen ikke tåle, så hun prøvede at holde vejret og småløb hen til den lukkede bil. Helt dårlig blev hun heldigvis ikke, men kunne nøjes med at nyse og sprutte lidt.

Nu var det på høje tid at få noget frokost, og vi kørte lidt frem og tilbage for at finde en café. Vi så også et par stykker, men de var så overfyldte, at vi på forhånd opgav og kørte ud mod Schweiz og motorvejen. Gemalen drejede mod nord, da det jo var den vej vi skulle, men så var det, at Donnaen og Fruen på henholdsvis fem og syv år pludselig mente noget helt andet. Vi ville nemlig meget hellere den modsatte vej, så vi kunne spise på Hej Heidi Heidiland (blandt almindelige mennesker kendt som Marché Heidiland).

- Jamen det ligger jo mindst tyve kilometer i den forkerte retning, protesterede Gemalen.

- Ja, og hvad så? ville både Donnaen og jeg vide.

Gemalen sukkede meget dybt, men fik vendt kareten, vi fik vores frokost i en af vores favorit-motorvejsrestauranter, og der var næsten ikke et øje tørt, da Donnaen igen fandt sine absolut allerbedste boller, som hun første gang havde sat tænderne i på vej på påskeferie knap to et halvt år tidligere.

Lidt senere var vi alle mætte og glade og kunne køre mod nord i god ro og orden.

Vi fandt vores hotel og fik vores værelser. De lå helt oppe under taget, og der var smeltende varmt. Der stod en vifte i hvert rum, men det hjalp ikke et meget, for der var lige så varmt udenfor som indenfor. Bilens termometer havde sagt 37-38 grader, og det passede nok meget godt. Vi så frem til en meget varm nat, men først gik vi ned og spiste græsk i hotellets gårdhave. Sammen med nogle få andre gæster og en hel masse lokale. Primært kvinder, der tydeligvis brugte onsdag aften til at sætte hinanden stævne. Ved siden af os var der et bord med en hel flok midaldrende madammer, der fik vendt alverdens store og små problemer; måske især de små, lød det til.

Til sidst gik de hjem, og vi gik op og flåede dynebetrækkene af dynerne, så vi kunne nøjes med dem. Temperaturen var faldet et par grader, men der var stadig pottehedt, og i det sekund, vi slukkede viften, som vi ikke kunne holde ud at høre på, stod luften helt stille.

Det ville blive en lang nat.

Schloss Vaduz - ikke meget Disney her!

Kringle, kringle - kringlest

Vi tastede automobilmuseet ind på mobilen/navigationen og fulgte anvisningerne.

Det gik ikke særlig godt.

Museet lå ikke, hvor det skulle.

Nu var det heldigvis sådan, at vi havde passeret museet tidligere, på vej ind til Torino, så vi vidste godt, at det lå på indfaldsvejen, men helt præcis hvor havde vi ikke lagt mærke til.

Da vi havde kørt frem og tilbage på den samme stump vej tre gange, fik Fruen fornøjelsen af at gå ind et sted og spørge. Vi var stoppet ud for en uddannelsesinstitution, og selv om det var i slutningen af juli, var der åbent, og der sad en mand i noget, der mindede om en reception. Han snakkede med en anden mand, der stod og hang op ad skranken, men de virkede begge ganske oplivede over at blive afbrudt og havde ikke spor i mod at hjælpe. Ovenikøbet talte de begge mindst lige så godt engelsk som jeg selv, så det var en smal sag dels at få forklaret, hvor museet lå, dels at få en lille håndskrevet lap med den præcise adresse.

Det viste sig, at vi bare skulle et par kilometer længere ud, og så lå museet faktisk præcis, hvor det skulle ...

Vi parkerede og søgte længe efter en p-automat, men fandt ingen, så for en sikkerheds skyld spurgte vi os for hos billetsælgersken, en sød ung pige, som fortalte, at der var gratis parkering og derpå gav os en lille lektion i italienske parkeringsregler: Er båsene afmærket med gult, må man ikke holde der som almindelig dødelig. Er de afmærket med blåt, skal man betale, og er de afmærket med hvidt, er det gratis at parkere. Det anede vi ikke, men det er da meget smart at vide.

Samme unge pige havde iøvrigt grinet hjerteligt af mit forsøg på at få pensionistrabat til Gemalen, der var forsvundet ud på toilettet, da vi skulle købe billetter. At også hun var flydende på engelsk, vidste jeg jo ikke, og jeg havde derfor prøvet at forklare, at Donnaen var student, jeg selv helt almindelig voksen og Gemalen altså pensionist. Det sidste vidste jeg ikke, hvad hed, men jeg kunne da sige, at han var en gammel mand, og så var det, hun døde lidt af grin, for det var tydeligvis ekstremt uhøfligt at omtale nogen som sådan på italiensk.

Ind kom vi dog, og det var et superfint museum. Desværre lå min mobil stadig i bilen (det er den største ulempe ved at bruge mobilen til navigation; at jeg glemmer den lidt for tit), og jeg fik derfor ikke et eneste billede af de mange, fine biler. Hverken de allerældste, store og stive kasser eller de knapt så gamle med store, flot svungne linjer, racerbilerne, de udstillede motorer eller alt det andet, som der faktisk var rigtig meget af. For eksempel en udstilling om de mest berømte bil-designere. Ikke blot blev deres største successer vist i miniature; det blev også nævnt, hvem de selv var inspireret af, og hvilke biler og/eller opfindelser, der havde betydet mest for dem. Selve museet, altså bygningen og dens interiør, var i sig selv også ganske flot og særpræget på bedste italienske vis. Og det var alt i alt en meget flot udstilling, og vi brugte l-a-n-g tid, og nogen - der jo så ikke var mig - tog cirka titusind billeder.

Til sidst var selv Donnaen dog tilfreds, og vi kunne køre videre til vores logi i nærheden af Como-søen.

Det var easy peasy at køre til Como. Og det var let nok at køre op langs søen og nyde den smukke udsigt. Til gengæld viste det sig at være ualmindelig besværligt at få drejet fra det rigtige sted. Navigationen var ikke til megen hjælp, og Gemalen susede gennem små tunneller og forbi afkørslen ikke én, men tre gange, før han ramte rigtigt. Dernæst drønede han også forbi det næste sted, vi skulle dreje, og igen-igen kunne man høre mig sige enten:

- Det var dén afkørsel!

Eller:

- Jeg tror altså, at du netop er kørt forbi ...

Af ukendte årsager lykkedes det Gemalen at bevare fatningen, og til sidst var vi på rette kurs. Nu skulle vi bare op. Vi vidste godt, at vi ikke skulle bo helt nede ved søbredden, men vi vidste absolut ikke, at vi skulle køre halvvejs op i himlen. Ad de til dato mest kringlede småveje. Veje, der var så små og så skrå, at Gemalen var nødt til at orientere sig om eventuel modkørende trafik, før han kørte helt over i venstre side og gav fuld gas for at komme rundt i svingene og op. Videre og videre kringlede vi os op, mens vi måbede mere og mere - og glædede os over, at vi havde både bil og chauffør, der kunne klare mosten.

Til sidst var vi der. Og forbløffelsen var ikke mindre, da det gik op for os, at det faktisk var et ret stort hotel. Med mange gæster. Vi ville godt have haft at vide, hvad de, altså gæsterne, dog lavede der, men syntes trods alt, det var lidt for grænseoverskridende at spørge om. Vi fik et par udmærkede værelser og gik ned og spiste aftensmad på en stor terrasse. Der var udsigt ud over den lille by og ned mod Como-søen, men selve søens vandspejl kunne man dog ikke se.

Her sad vi længe og nød den lune aften, mens mørket langsomt faldt på.

Udsigten lidt nede ad vejen, hvor man
faktisk kunne se Como-søen ...

Torinos centrum - tror vi nok

Vi snakkede om at tage til Genova, og vi snakkede om at tage til Torino.

Det var før det katastrofale brokollaps i Genova, men vi opgav alligevel endnu en 125 kilometers udflugt. Fra Ormea til Torino er der også rundt regnet 125 kilometer, men så var det Gemalen satte sig op i sengen næste morgen og sagde:

- Torino er jo på hjemvejen, så jeg gider ikke køre frem og tilbage. I stedet kan vi pakke sammen nu, besøge Torino og så lægge en overnatning ind på den anden side.

- Hmm, sagde Fruen. Det kan vi godt. Hvis du vel at mærke har fundet overnatning til os først, for jeg vil ikke ud og lede efter værelser klokken sent, og oven i købet i højsæsonen.

Gemalen gik i gang med at lede på nettet og fandt ret hurtigt et sted tæt på - dog ikke ved - Como-søen, og så blev det sådan.

Vi gik ned og spiste morgenmad og fortalte værten, at vores rejseplaner var blevet ændret. Det var jo ikke helt løgn, men der var ingen grund til at give ham indtryk af, at vi ikke gad bo hos ham. Det ville vi gerne, men vi ville bare ønske, at beliggenheden havde været lidt bedre i forhold til alle vores udflugter ...

Bilen blev pakket, og vi kørte til Torino. Vi ville gerne besøge automobilmuseet, men da det først åbnede om eftermiddagen, kunne vi lige kigge lidt på byen først. Når altså vi lige havde parkeret. Køre helt ind i centrum turde vi ikke. Vi havde læst en del om miljøzoner i de italienske byer, og da vi ikke kunne gennemskue, om der også var en sådan i Torino, tog vi ingen chancer. Vi parkerede og skulle så bare betale. Der var en P-automat, men den tog ikke kontanter, kun kort. Og vel at mærke kun nogle andre kort end mine.

Nu var vi lidt på glatis, men i det samme kom to P-vagter gående, og Donnaen og jeg fik i fællesskab forklaret, at vi altså gerne ville betale for at parkere, men ikke kunne finde ud af det. Det viste sig så, at de to P-damer kunne udstede og modtage betaling for en P-tilladelse på stedet, og på en blanding af engelsk, italiensk og rigtigt mange fagter lykkedes det os at betale for nogle timers parkering og få noget bevismateriale at lægge i forruden.

Voldsomt tilfredse med os selv, både vores held og vores evner ud i inter-europæisk kommunikation, satte vi kursen mod centrum. I hvert fald mod det, vi regnede med var centrum. For Torino er svær at blive klog på og navigere i, da den almindelige midtby-logik på en eller anden måde mangler, og vi aldrig var helt sikre på, at vi faktisk var i centrum. Her efterfølgende, når jeg kigger på Google Maps, er jeg stadig i tvivl; hvor er centrum? Er der i virkeligheden flere, altså centrummer - og hedder det overhovedet sådan i flertal?

Anyway, vi nåede til en stor plads, som jeg sidenhen har fundet ud af hedder Piazza Castello. Den var nok mere stor end flot, eller også var det bare varmen, der gjorde, at vi var mere interesserede i at gå inde i skyggerne i de mange arkader. Herinde var der, foruden skygge, en lang række butikker af den typiske italienske slags. Både aviskiosker og fine, tussegamle forretninger, der handlede med for eksempel bøger eller lædervarer - tasker og de lækreste handsker, som jeg selv i 35 graders varme godt kunne se behovet for, (men dog ikke købte).

Derfra kom vi til det smukkeste atrium, et kæmpe glasoverdækket rum. Galleria Subalpina, bygget i 1873 i et mix af ny-renæsance og ny-barok (har jeg eftergooglet mig til). Det var dengang, man kunne bygge shoppingcentre, der ville noget. Der er stadig forretninger langs siderne, men vi lagde ikke rigtigt mærke til dem, da vi i stedet var totalt overvældede over det smukke lysindfald, der sammen med de grønne planter gjorde stedet til den dejligste subtropiske oase. Det så ud som om stedet fungerede som restaurant eller konditori, men der var ikke servering, da vi kom forbi. Ellers havde vi nok siddet der endnu og sippet espresso af små delikate kopper. Forestiller jeg mig.

Ude i solen var vi nu nået til Piazza Carlo Alberto med en kæmpe rytterstatue af selvsamme Carlo Alberto, der var hertug af Savoyen og konge af Sardinien. Hvilket jo er interessant at vide, hvis man er bare den mindste smule historiekyndig. Det er jeg så ikke, og det er egentlig lidt ærgerligt, for den er jo ikke kedelig, den italienske historie. Men rytterstatuen var både flot og så tilpas drabelig som det sig hør og bør for en krigsførende konge. Statuen var placeret, så det så ud som om han ville ride direkte ind under de hvælvede buer til Palazzo Carignano, som både har huset hans efterfølger på tronen og det første italienske parlament, men som nu er museum. Vi gad ikke gå på museum, men nøjedes med at beundre den smukke indgang og gården bagved.

Nu var vi både sultne og lidt trætte af at gå, så vi satte kurs mod bilen. Og ikke mindst mod den lille fortovscafé, som vi havde set i hjørnet af en lille park på udturen. Der var lige et bord ledigt til os, og der sad vi så, i skyggen under store, gamle træer og spiste frokost. Og så på mennesker. Da vi skulle betale, måtte jeg endnu en gang konstatere, at vi havde glemt at spørge, om vi kunne betale med kort. Det kunne vi ikke, og jeg havde ikke kontanter nok. Heldigvis var Donnaen gået med ind for at låne toilettet, og hun havde lige de 10 euro, som jeg stod og manglede, og jeg slap for at gå på jagt efter en hæveautomat.

Alt var således såre godt, og vi daskede tilbage til bilen.

Nu skulle vi bare finde automobilmuseet.

Et kig ind i gården ved Palazzo Carignano.

Flade ud-dage

Efter to dage med sygt mange sving og kurver nægtede Fruen at forlade Ormea og forlangte at få en flade ud-dag.

I stedet tog vi hen og kiggede på byen.

Det blev ikke til meget by. For der var marked og så kiggede vi på det i stedet. I hele gågaden var der linet op med boder med alt fra frugt og grøntsager til hjemmestrik og julepynt. Især julepynten brugte Donnaen og jeg en del tid på. Det var noget med nogle små bitte krybbespil bygget ind i underlige hverdagsting, og Donnaen og jeg kunne hurtigt blive enige om, at sådan et måtte vi nødvendigvis have. Til gengæld var det sværere at blive enige om hvilket. 

Til sidst lykkedes det dog, og vi traskede videre. Købte ind til frokost og havde megen fornøjelse af Gemalens kage-indkøb. Han havde udset sig en kage, men ville gerne vide, hvad der var i, men hans og kagesælgerens sproglige formåen var ikke helt nok. Men der var hjælp at hente; de omkringstående kunder gav hjertensgerne deres besyv med, og gloser på italiensk, fransk og engelsk fløj gennem luften, til det til sidst kunne slås fast, at det var en kirsebærtærte, Gemalen skulle have.

Tilbage på hotellet blev eftermiddagen brugt på at flade ud, glo på firben, læse og banke hinanden i kongespil, som der med lidt god vilje lige akkurat var plads til at spille på græsset foran hotellet.

Om aftenen spiste vi på hotellet, og det viste sig, at den lille restaurant serverede den fineste gourmet-mad. Til ingen penge. Igen gik der sproglig forbistring i kommunikationen; Gemalen ville bestille et ekstra glas rosé, men fik - tadah! - rosen-sorbet-is. Det gav dog ingen skår i glæden. Han fik et glas rødvin, og jeg fik isen.

Næste dag kunne vi godt holde til at køre igen, og da Donnaen nu havde sat hak ved Nice, Cannes og Monaco, ville hun gerne til San Remo.

Altså kørte vi til San Remo, hvor vi fandt en parkeringskælder, der var dimensioneret til biler i størrelsen Fiat 500. I hvert fald var ned- og opkørselsramperne et kapitel for sig, og det føltes nærmest som at køre inden i et sneglehus. Det lykkedes dog Gemalen at få kantet sig både ned og siden op uden at skramme bilen.

Vi fandt en stor, flot - skyggefuld - gågade med alle de sædvanlige mærkevarebutikker plus en række mere lokale modeshops. Det var dog alt for varmt til at prøve tøj, og ganske gratis var det heller ikke, så vi nøjedes med at kigge. For enden af gaden nåede vi til San Remos kasino, hvilket vi slet ikke vidste fandtes, men nu havde vi jo lige været i Monaco, så vi var ikke lette at dupere og var mere interesserede i fortovscaféerne overfor.

Efter endt frokost drejede vi om hjørnet og konstaterede, at det var for varmt at gå i solen, nede ved vandet, så vi søgte hurtigt op i skyggen igen og fandt tilbage til bilen. Derfra kørte vi ad de små kystveje til Imperia. En smuk tur på knap 25 kilometer, med næsten konstant havkig. Småbyer, gartnerier og dyre huse i mellem hinanden.

I Imperia fandt vi en parkeringsplads, men kunne ikke få p-automaten til at fungere. Efter at have rendt lidt rundt efter en anden automat mødte vi en dame, der erklærede, at når automaten var rotto, så skulle man ikke betale, sådan var det. Vi kiggede på hinanden og gjorde, som damen sagde og håbede det bedste. 

På havnen skete der ikke meget, men den bar dog præg af at være en rigtig havn med lossekraner og fiskenet på kajen. Og kun en enkelt lystyacht. Længere henne nåede vi strandpromenaden og neden for den lå stranden, der var proppet med mennesker, så der gad vi ikke gå ned.

I stedet fandt vi en café og slog os ned under en parasol og fik noget at drikke. Dér sad vi i lang tid og lavede absolut ingenting, indtil vi tog os sammen, daskede tilbage til bilen, som heldigvis ikke var blevet bøde-ramt i mellemtiden, og kørte så hen og fandt et kæmpestort supermarked, hvor vi kunne købe både dit og dat, vand og ikke mindst Donnaens yndlingskiks, som desværre ikke fås i Danmark.

Således gik der to hele dage med ikke ret meget.

Og det var faktisk rigtig skønt.

Den eneste gang, det lykkedes at 'fange' et firben.

Monaco og mobil-GPS

Vi havde jo lovet Donnaen at køre til Monaco, så vi måtte afsted igen.

Da jeg mildest talt ikke havde brudt mig om turen ned til kysten, foreslog Gemalen, at vi kunne køre en anden vej, hvor der nok ikke var så meget trafik.

Så det gjorde vi så. Og Gemalen havde ret; der var ikke så meget trafik, men med god grund, for vejen var både smallere og mere snørklet. Faktisk var der meget smukt, og hvis vi havde haft hele dagen til at køre de 50 kilometer ned til kysten, så vi havde kunnet gøre holdt ved hvert et udsigtspunkt og havde kunnet køre ind i de små bitte byer og kigge, så havde det i sig selv været en dejlig tur. Men nu var målet altså Monaco, og så var det ikke sjovt.

Vi nåede kysten og motorvejen, og vi nåede til Ventimiglia, hvor Gemalen ville tanke væk fra motorvejen, fordi det nok var billigere. Det var det også, men det holdt hårdt overhovedet at finde en tankstation. Til sidst lykkedes det dog ved hjælp af GPS'en, som i virkeligheden var min mobil koblet på bilen, Apple CarPlay med Google Maps.

Det er første bil, vi har haft, med det system, og det var lidt spændende, hvor godt det virkede. Det meste af tiden gik det meget godt, men en gang i mellem kommer der nogle ret alternative forslag til valg af rute, så før man begiver sig ud i trafikken, skal man lige overveje, om det nu også er helt rigtigt, det systemet har gang i. 

Og så er der det med prisen, for i og med at det er min mobil, systemet kører på, er det også mit abonnement, der skal dække. Vi har haft 3 Mobil i flere år, og været glade for de fordele med fri tale og så videre, som det har givet. Hver gang, vi har passeret en grænse, har vi fået en SMS med besked på, at nu bruger vi data i et nyt land, og det er okay, for det er gratis. Det er vi så vant til, at vi ikke gider tjekke de SMS'er, der bimler ind ved hver grænsepassage. Heller ikke da vi kørte ind i Monaco. Men så kom der en SMS mere. Den var fra min mor, og da jeg havde svaret på den, kiggede jeg lige på den fra 3 Mobil. 

Og fik et chok!

For Monaco, som deler valuta og alt andet med Frankrig, deler lige præcis ikke de samme regler for mobil-brug og dataroaming. Det koster kassen, så jeg fik travlt med at slå alting fra på min mobil, og så var det jo slut med GPS'en. Nu er Monaco ikke så stor, at Gemalen kan blive væk (vi andre kan godt), så vi klarede os endda, men helt smart synes jeg ikke, det er.

Den samlede merudgift for et par SMS'er plus lidt data til at finde vej for blev cirka 43 kroner, hvilket jeg nok kunne bære. Men i august, løb vi pludselig tør for data, og jeg måtte tilkøbe mere, så vi havde noget at bruge af de sidste dage i regningsperioden. Og vi har ellers ret meget fri data (som vi normalt aldrig er i nærheden af at bruge) i vores abonnement. Så helt tilfreds med den form for navigation i bilen er jeg altså ikke.

Anyway, vi fandt en parkeringskælder og gik ned mod kasinoet. Der var lige så overdådigt som forventet. Foran det cremefarvede Casino de Monte Carlo holdt dyre biler parkeret over det hele. Både de hurtige, smarte og de store, med chauffør. Donnaen var yderst begejstret. 

Der var gratis adgang for pøblen til at betræde de første lokaler i kasinoet, hvor man havde lavet en labyrint, som jeg slet ikke kan huske, hvad indeholdt, fordi jeg var mere interesseret i det fantastiske rum i art noveaux med søjler, søjlegang og hvælvet loft med et stort glastag, der lod lyset flimre ned. I et tilstødende lokale var det opstillet en række enarmede tyveknægte med mere, hvor også almindelige mennesker i almindeligt hedebølge-sommertøj gerne måtte spille deres sidste slanter op. Men for at komme videre krævedes det, at man levede op til stedets dress code, som blev strammere og strammere jo senere på dagen, man kom og jo længere ind i de hellige haller man ville.

Vi ville ikke noget, men gik ud igen og gik efter lyden, da vi kunne høre høj musik. Vi kom rundt om et hjørne og kunne se, at musikken kom fra en tagterrasse på et dyrt-udseende hotel, der lå helt ud til vandkanten. Der var gang i et eller andet lukket arrangement, men det var helt ligegyldigt, for Donnaen fik øje på en række racerbiler linet op foran hotellet, og de var mere spændende. Der var Lotus, Bugatti og Ferrari blandt andet. Alle engelsk-registrerede, og deltagere i et eller andet ræs til Monaco fra England eller Skotland. 

Da Donnaen havde taget cirka en million billeder og sukket saligt-misundeligt næsten lige så mange gange, var vi alle klar til at gå videre, om og finde det bedste vue ud over havnen og alle de store lystyachter.

Gårsdagens kæmpestore yachter i Nice og Cannes' havne virkede nu pludseligt ikke så vældigt store mere. For i Monacos havn lå der nogen, der ikke var kæmpestore, men mega-enormt-store. Desværre lå de bare ved kaj, og der var i det hele taget ikke meget aktivitet i havnen, så da vi var færdige med at måbe, var der egentlig ikke så forfærdelig meget mere at se på, og vi gik op i byen igen på jagt efter en sen frokost. 

Det gik lidt trægt, og pludselig var Gemalen helt grå i ansigtet. Heldigvis stod vi lige ud for et supermarked, så vi drejede ind i køligheden og fik i første omgang købt noget vand til ham.

Udenfor igen stod Donnaen og jeg og prøvede at få øje på et spisested, men havde ikke rigtigt heldet med os, og vi må have set ret hjælpeløse ud, for der gik kun et øjeblik, før en betjent på scooter standsede op, og spurgte, hvad han kunne hjælpe med? Bare et sted at spise, fortalte vi ham, og så pegede han venligt to caféer ud, der begge lå bare et øjeblik væk. Vi valgte den nærmeste, fik Gemalen sat ned i skyggen og gik ind og købte salater til os alle tre.

Gemalen fik det hurtigt bedre, og så fik han ellers læst og påskrevet, for hvad nyttede det, at han hele tiden tudede os andre ørerne fulde med, at vi skulle huske at drikke, når han selv glemte det?

Oven på det tog vi den lidt med ro. Donnaen ville dog gerne en ekstra tur hen forbi kasinoet for at se på flere dyre biler, og hun fik blandt andet øje på en på mellemøstlige plader. Det funderede vi en del over. For hvordan var den havnet der? Det virkede en anelse usandsynligt, at nogen var kørt til Monaco fra Qatar eller en af de andre ørkenstater, så enten var den blevet fløjet eller sejlet dertil som gods, eller også havde den stået ombord på en af disse mega-enormt-store luksusyachter for så at blive løftet i land, da sheiken - eller hvem det nu var - skulle bruge den for at trille omkring i byen? Det var ikke til at regne ud, og vi måtte bare konstatere, at vores fantasi ikke altid rækker til at gætte, hvordan de ekstremt rige vælger at bruge deres guld.

Turen tilbage gik uden særlige begivenheder. Gemalen foreslog klogeligt, at han skulle tage den - trods alt - mindst krøllede af vejene fra kysten og op til Ormea. 

Han blev ikke modsagt.

Detaljer fra kasinoet.

Nice og Cannes på den hurtige måde

Næste morgen vågnede jeg en anelse mørbanket.

For nok boede vi dejligt, men minussiden ved et værelse møbleret i gammel stil var, at madrassen vist var lige så gammel som stilen, hvilket vil sige mindst 50 år.

Men efter bad og morgenmad var vi alle klar til at tage ud og opdage verden. Donnaen havde, da vi planlagde turen, været meget opsat på at komme til Frankrig, fordi hun gerne ville til Nice, Cannes og Monaco. De kedelige forældre var dog rørende enige om, at vi ikke gad betale spidsen af en jetjager for at bo i det område, og kompromisset blev, at vi boede på den italienske side af grænsen, men da bare kunne køre til Frankrig.

Så det gjorde vi da bare.

Men bare var jo i mellemtiden flyttet. Fra Ventimiglia med cirka 45 km til Nice til Ormea med 125 km til Nice. I det hele taget skulle det vise sig, at der er 125 km til alting fra Ormea, men det skulle først for alvor begynde at dæmre i løbet af de kommende dage. Det skulle også dæmre, det skete til gengæld ret hurtigt, at bemeldte 125 kilometer var italienske og ikke flade danske. Italienske kilometer, hvor det gik op og ned med sving og kurver. Alene turen på kun lidt over fyrre kilometer ned til Imperia ved Middelhavet tog en time at køre. Gemalen kunne godt have kørt hurtigere, men lod klogeligt være ...

Ved Imperia ramte vi motorvejen, der går langs kysten hele vejen fra Rom til Gibraltar. Stort set. Motorvejen ligger højt med de flotteste kig til Middelhavet og består mestendels af tunneller og broer. Nu ved vi, at italienske motorvejsbroer kan styrte sammen, men det vidste vi ikke dengang, så vi drønede bare afsted og nåede hurtigt til grænseovergangen til Frankrig. 

Medvirkende grund til, at vi havde droppet at bo i Ventimiglia var, at nogenhavde fortalt os, at der var et stort flygtningepres på grænsen til Frankrig netop der, så vi var lidt spændte på, om vi skulle holde i kø og have bilen endevendt, men intet skete, og vi så hverken toldere eller flygtninge, og kunne bare fortsætte uhindret til Nice.

Vi kørte rundt om den gamle bydel og fandt en parkeringsplads nede ved havnen. Solen bankede ned, og vi forsøgte at gå mest muligt i skyggen, rundt om den grønne bakke eller klippeknold, der ligger mellem havnen og den gamle bydel, som var første mål. I de snævre gyder i den gamle bydel var der mere skygge, men der var også flere mennesker. Mange flere mennesker. På den der lidt overvældende måde, der gør, at man ikke rigtigt ser hverken bygninger eller butikker, fordi man bruger alt for meget opmærksomhed på bare at komme frem uden at gå ind i noget eller nogen. Og på at holde godt fast i taske, mobil og andre hug-værdige genstande. Hvilket jo er ærgerligt, og sådan er det bare tit, når man desværre ikke er ene om at have fundet de allerbedste steder.

På mirakuløs vis lykkedes det os dog at finde en café med et ledigt bord i skyggen, hvor vi kunne få frokost. Og der sad vi så og kiggede. Og lyttede. Der var alverdens sprog, men virkeligt mange talte dansk, og det bekræftede os i, at Nice er en rigtig dansker-destination.

Ret hurtigt begyndte Donnaen at sidde og småhoppe. For hun havde en aftale i Cannes, og hun ville gerne nå at se # I Love Nice-monumentet på hjørnet af promenaden, før vi kørte videre. Så vi rejste os og gik videre gennem byen ned til promenaden langs standen. På vejen passerede vi et marked, men vi kom for sent; stadeholderne var ved at pakke sammen og spule pladsen ren. Det spildte vi altså ikke tiden på og kunne i stedet kigge lidt ned langs Promenade des Anglais og stranden foran, hvor folk lå tæt under lange rækker af parasoller.

Og så kom vi rundt til hjørnet med # I Love Nice-monumentet. Hvis altså man kan kalde noget, der trods alt ikke er større cirka 4 x 8 meter for et monument? Det står der og lyser i tricolorens farver og inviterer til, at folk tager billeder og poster dem på de sociale medier som en hyldest til Nice og ofrene for terrorangrebet i 2016. Det virker, Donnaen var absolut ikke ene om at tage billeder.

I Cannes fandt vi det store kasino, hvor Donnaen havde en aftale om at mødes med en af sine venner, der var på ferie med familien. Og mens Donnaen forsvandt med sin private guide, gik Gemalen og jeg på jagt efter et skyggefuldt sted at drikke kaffe. Det gik meget godt, og at jeg kom til at bestille en bolle med oliven, som jeg virkelig ikke kan fordrage, var bare en mindre detalje, der da heldigvis var råd for. Derefter traskede vi ned til havnen for at se på de mange kæmpestore lystyachter, der lå og signalerede en ekstrem overflod af penge. Det kunne vi bruge lang tid på, og vi stod også længe og gloede ud på et kæmpe krydstogtsskib, der lå uden for havnen, og hvorfra mindre både pendulerede frem og tilbage til havnen med krydstogtsturister.

En sodavand senere fandt vi på, at vi skulle ud og kigge på nogle af de lidt mindre - men stadigvæk ret store - både, der lå midt i havnen ved en række mindre bådebroer. For at komme derud, passerede vi gennem en låge, der sagde et lidt ildevarslende klang! efter os, og vi var klar over, at vi nu nok var ude i noget, der muligvis ikke var helt efter bogen. Vi forsøgte at ligne afslappede sejlere med god tid (det lignede vi næppe), og så daskede vi rundt og kiggede lidt på både fra nær og fjern. Da vi gik tilbage, kunne vi ganske rigtigt konstatere, at adgangen til området var låst af, og at vi ikke kunne komme ud. Medmindre vi ville kravle over, og det ville vi helst ikke ...

Heldigvis kom der netop en mand med en cykel, som også skulle ud, og så kunne vi da lige holde hans cykel, mens han klikkede sig igennem, og så gå med ham ud, endda med en venligt nik som tak for hjælpen.

Tilbage ved kasinoet dukkede Donnaen op næsten samtidig med os. I vældig godt humør, fordi det selvfølgelig havde været top-nice at tilbringe et par timer uden sine kedelige forældre. Og fordi bare tanken om senere henkastet at kunne sige, at hun da havde haft en aftale med en af sine venner i Cannes, var ganske fin.

Derefter var det bare at finde tilbage til bilen og køre tilbage til hotellet. Nu med Donnaen på forsædet, så jeg kunne sidde bag i bilen og prøve at abstrahere fra de mange sving fra kysten og op mod Ormea.

Sydpå

Efter vores London-tur havde vi fire dage hjemme, før vi alle tre kørte mod Italien.

Sådan var det blevet, fordi Donnaen havde en tid på hospitalet i Viborg, og fordi jeg kun havde kunnet rykke rundt på min ferie under forudsætning af, at jeg stadig havde styr på de faste opgaver. Så det fik jeg, og onsdag morgen i uge 30 var vi klar til afgang. Kamelen var afleveret til pasning, og bilen var pakket, og afsted gik det.

Da der havde været meget mediesnak om vejarbejder og kø-fare på motorvejen mod Hamburg, var vi enige om at køre udenom. Altså kørte vi fra ved exit 11 og tog landevejen over til motorvejen fra Kiel mod syd. Det gik som det skulle. Vi passerede motorvejen Hamburg-Lübeck og senere også den fra Hamburg til Berlin. Nu gik det noget langsommere, da motorvejen var skiftet ud med landevej. Men sådan plejede det jo også at være, så jeg var ganske godt tilfreds. Gemalen not so much, især ikke da det gik op for ham, at jeg på ingen måde havde tænkt mig, at vi skulle mod øst, da vi (læs: jeg) havde booket overnatning stort set længst nede mod vest i Tyskland, syd for Karlsruhe.

Gemalen havde bare ment, at vi skulle væk fra den vejarbejdeplagede syver nord for Hamburg, men så have taget etteren fra Lübeck tilbage igen mod syveren syd for Hamburg. Men det havde han jo ikke sagt, og jeg havde ikke spurgt, og nu var vi kommet alt for langt, til at det kunne betale sig at ændre på ruten. Og sådan er der så meget, og jeg kan kun undre mig over, at jeg ikke forlængst har lært at spørge Gemalen, hvad det er præcis, han mener, i stedet for at gå ud fra, at han mener det samme som jeg. For det gør han sjældent. 

Nu var det bare om at finde noget frokost, før gnavpotteriet fik overtaget, og efter en del køren frem og tilbage på grund af vejarbejde endte vi på havnegrillen i Lauenborg. Det var en rigtig havnegrill, med en hyggelig, overdækket terrasse lige ned mod Elben, hvor vi kunne sidde i en sval brise og nyde vores fritter med mere. På et tidspunkt skulle vi låne nøglen til toilettet, og jeg fik så det indfald at spørge, om vi forresten kunne betale med kort? Det kunne vi ikke, og da vi havde absolut nul euro med, måtte Gemalen sendes afsted for at finde en hæveautomat. Grilldamen forklarede mig beredvilligt, at først skulle han over én bro, som kunne ses fra stedet, og derefter en til og så dit og dat. Hvorefter jeg tabte tråden og erklærede, at det måtte Gemalen hellere selv få forklaret.

Men han var stadig lidt halvmuggen og begav sig bare afsted uden anden forklaring end de to broer. Til gengæld havde han alle tre mobiler med, så kommunikere med os, hvis han blev helt væk, kunne han ikke. Donnaen og jeg spiste færdig og nåede faktisk ikke at bekymre os, før Gemalen var tilbage. Den præstation var han selv så tilfreds med, at humøret straks var meget bedre.

Syd for Lüneburg og på vej mod Soltau og syveren kører man gennem en masse skov. Her har vi kørt flere gange før og kunnet se, hvordan verdens ældste erhverv stadig blev udført i mobilhomes parkeret langs vejen. Denne gang nåede vi dog at undre os over, hvor de var blevet af, da der dukkede nogle ganske få op, kort før vi var helt ude af skoven igen. Hvorfor det er gået tilbage med den form for forretningsliv på netop det sted, aner vi ikke. Og jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvor jeg skal spørge ...

Tilbage på motorvejen var det bare at høvle syd på, og det gjorde vi så, og det gik sådan set fuldstændig problemfrit. Der var bare langt. Men til sidst nåede vi dog frem til vores Landgasthaus Blume, fik parkeret på rette sted og fik vores nøgler. Mutter beklagede, at det var Ruhetag, så restaranten var lukket, men hun kunne anbefale en anden restaurant. Bare rundt om hjørnet og så til højre, hvor vejen gaflede, så kom vi lige derhen.

Det gjorde vi også, og ad bagvejen kom vi ind i en stor have med borde under en overdækket søjlegang. Vi var superheldige, at der var nogen, der gik, da vi kom, så vi kunne få et bord, der hurtigt blev ryddet, og vi fik menukortet. Ret hurtigt fik vi også bestilt, men så skete der til gengæld heller ikke mere i meget lang tid. Det vil sige, ikke for os i hvert fald. For de kvindelige tjenere havde fløjtende travlt og løb, så snart de ikke havde noget på deres bakker. Men de var for få, og gæsterne for mange. Efter mere end en times venten fik vi dog vores mad, og den har sikkert været udmærket. Jeg var bare så træt og så sulten og havde iøvrigt knaldende hovedpine, så det kan jeg overhovedet ikke huske.

Næste morgen vågnede vi friske og veludhvilede, og efter det store tyske morgenbord fortsatte vi mod syd og nåede hurtigt Schweiz, Basel og et sted, hvor vi kunne investere i en vignet til bilen. Umiddelbart kan det virke som et rip off at skulle købe vignet for resten af året i Schweiz, men i bakspejlet, efter en lille uge på de italienske betalingsmotorveje, virkede det næsten som en foræring ...

Vi spiste frokost i bunden a Schweiz, næsten nede ved den italienske grænse. Den lignede et ganske almindelig motorvejscafeteria, men der viste sig at være ganske hyggeligt, fordi vi kunne sidde ude under et halvtag, langs en lille sø, som gik helt ind under stedet, hvor vi sad. Det lokale dyreliv havde vænnet sig til cafeteriagæsterne. Først kom gråspurvene for at kigge efter godbidder og derefter både ænder og og små bitte fisk. Det var ret sjovt, men Fruen følte alligevel, at hun måtte formane Gemalen om, at hverken fugle eller fisk havde særlig godt af hans brød, og så forsvandt både de to- og nulbenede for at finde rarere mennesker andre steder.

Cirka her forlod vi motorvejen og kørte over et ikke særlig befærdet pas til Italien, til Aosta-regionen. Den region har vi aldrig været i, og det var nok lidt synd ikke at se nærmere på den, for den skulle være ganske smuk. I byen Aosta nåede vi til motorvej igen og fortsatte til Torino, hvor Gemalen fik den fikse ide, at han nok kunne finde et billigere sted at tanke diesel end på motorvejen. Det gik der så lige lidt tid med at føre ud i livet, for der var temmelig meget trafik, og det var som om alle benzinstationerne befandt sig på venstre side af vejen ...

Fra Torino mod syd til vi igen skulle forlade motorvejen og køre det sidste stykke mod Ormea ad landevejen. Det forløb planmæssigt, og jeg havde kigget så meget på Google Maps, at jeg vidste, at vores hotel skulle ligge oppe til højre, lige inden jernbanebroen, før vi kørte ind i byen. Det var meget godt, for ellers var vi drønet lige forbi det ganske lille skilt, der stod ud til vejen. Nu nåede vi - næsten - at stoppe, og blev lukket ind gennem den store låge til haven af værten, der straks kom susende, da vi ringede på.

Hotellet var ikke særlig stort, men ganske charmerende. Måske en gammel rigmandsvilla? Værelserne var store og gammeldags indrettede, men med nyrenoverede badeværelser. Fra vinduet var der udsigt til en æblehave og bjerge i baggrunden.

Det var lige til at holde ud.