Desværre, min hund har ædt en blomst

Øv!

Jeg har ondt af mig selv.

Også af Kamelen. Og min moster.

Men helt ærligt, så har jeg altså nok lige nu allermest ondt af mig selv.

Donnaen og Gemalen er på Sjælland til konfirmation.

Jeg skulle ikke med. For jeg skulle i stedet til min mosters 85 års fødselsdag. Også på Sjælland.

Det kommer jeg bare ikke. For Kamelen har valgt at være på tværs.

Det startede tirsdag eftermiddag med, at Donnaen ringede fra lufteturen med hunden og beklagede, at hun altså ikke så sig i stand til at samle op efter Kamelen, for det var da en værre gang tyndskid. Klokken to minutter i afgang til hvalpetræning fik jeg selv fornøjelsen af at konstatere, at Donnaen havde haft ganske ret; opsamling lod sig ikke gøre.

Alligevel stoppede jeg Kamelen ind i buret i bilen og kørte afsted. Marcherede hen til en hundetræner og blev - ret forventeligt - sendt hjem igen.

Onsdag havde vovsen det overhovedet ikke godt. Gemalen mente dog ikke, at der var grund til at gå til dyrlæge. Og så blev det torsdag og helligdag og dobbelt så dyrt at gå til dyrlæge. Vi valgte at se tiden an. 

I mellemtiden leverede Kamelen noget, der muligvis var forklaringen på hendes dårlige mave. Da Fruen stod og forsøgte at bortspule en af kræets utallige suppedaser, lå der nemlig noget, som i høj grad mindede om de små blomsterdele fra en lupin.

Kamelen havde ædt en lupin!

Og de er giftige.

Vi har en million eller i hvert fald mange af dem i haven. For det første har de villigt bredt sig fra de oprindelige tre til en hel masse, så de nu findes i et utal af varianter. For det andet har de i særlig grad vist sig modstandsdygtige i forhold til Kamelens hærgen i staudebedet. Hvor nogle planter har ladet sig træde under fode, er lupinerne ufortrødent fortsat med at vokse. Hvilket de har fået lov til, fordi jeg ikke har haft tid til at holde dem lidt i ave, og fordi jeg så godt kan lide dem. 

Og så havde jeg jo ikke ligefrem tænkt mig at fodre Kamelen med dem.

Men nu må jeg nok revidere mine haveplaner lidt, så lupiner ikke fremover bliver den altdominerende vækst i haven.

Fredag havde Kamelen det mærkbart bedre, men skulle stadig alt for ofte ud og aflevere en stråle. Så Donnaen, der havde fri, blev sendt til dyrlæge med kræet. Hvilket hun, altså Donnaen, sagtens kunne, da hun, altså Kamelen, æælsker at komme til dyrlæge og blive gjort stads af.

Og nu sidder jeg så her med en hund, der på antibiotika og skånekost.

Skånekost skal hun have fire gange om dagen. Piller skal hun kun have to gange om dagen. Heldigvis, for det er ikke helt let at styre halvanden pille så langt ind i gabet på dyret, at de ikke ryger ud igen. Kamelen er dog ret medgørlig, så ind til videre er det lykkedes. Hvis ikke i første, så i andet forsøg.

Men en hund, der har dårlig mave og er på medicin og skånekost kan man jo ikke aflevere i en hundepension.

Så jeg måtte pænt blive hjemme.

Og ringe afbud til min moster med beskeden:

- Desværre, min hund har ædt en blomst.

Øv!

Og meget, meget fornuftige sandaler

Lørdag stod på konfirmation i det nordsjællandske.

Søde tvillingepiger. Donnaens niecer.

Vi var indbudt til klokken 16, men var også meget velkomne i kirken klokken 12.

Det kunne vi ikke nå, da Kamelen først kunne afleveres i hundepension klokken 10. Men da vi alligevel skulle køre i to biler for at kunne levere den ene til en køber i næsten samme område, blev løsningen, at Donnaen og Gemalen drog afsted tidligt for at nå med i kirken, mens jeg blev hjemme for at tage mig af Kamelen og først køre senere.

Det mest spændende ved den ordning var, om jeg kunne få Kamelen ind i bilen.

For ny bil var blevet klargjort. Nyt bur indkøbt, samlet og installeret. Kamelen havde afprøvet buret, men var ikke ovenud begejstret. Problemet var bare, at hvis hun ikke ville ind i buret i bilen, så kunne jeg nok ikke selv få buret ud, og så ville jeg jo stå der med fletningerne i postkassen, mens Gemalen var over alle bjerge.

Heldigvis viste Kamelen sig fra sin mest samarbejdsvillige side. Hun gik pænt ind i buret, pænt ud igen, og hun lod sig villigt bortføre langt ud på en mark af en ung pige og fulgte dermed ikke rigtigt med til, at jeg kørte igen. Uden hende.

Så var det bare med selv at blive klar og komme afsted. Iført - syntes jeg selv - ganske nydelig kjole. Nylonstrømper til at dække aspargesblege ben og blåt mærke. Og meget, meget fornuftige sandaler, da jeg bare ikke kan køre bil i høje hæle. Slet ikke så langt. Og slet ikke i ny bil. Hvilket gav anledning til mindre krise, da jeg nåede Sorø og havde behov for et pitstop. For én ting er at sidde og køre for sig selv i nydelig kjole, nylonstrømper og meget, meget fornuftige sandaler. Noget andet er at bevæge sig ud i det offentlige rum iført nydelig kjole, nylonstrømper og meget, meget fornuftige sandaler ...

Næste krise indtraf, da jeg tre minutter i aftalt tid nåede frem til Rungsted Kyst og måtte hoppe ud af bilen og iført nydelig kjole, nylonstrømper og meget, meget fornuftige sandaler hilse pænt på helt igennem nydeligt ægtepar, som skulle overtage Gemalens bil. De tog det dog pænt, og Gemalen var heldigvis næsten færdig med sin gennemgang af bilen, så jeg slap for at skulle stå ret længe og smalltalke iført nydelig kjole, nylonstrømper og meget, meget fornuftige sandaler.

Og så tog vi til konfirmation, og jeg fik nogle knapt så fornuftige sko på. Hvorefter det viste sig, at pakkeoppakning og indtagelse af velkomstdrink skulle foregå i haven, hvor det helt klart havde været nemmere at klare sig i meget, meget fornuftige sandaler fremfor høje hæle. Noget der også gjorde sig gældende, da Fruen var nødt til at begive sig ud i hestestalden og ind i en af boxene for at kigge på nuttede kattekillinger.

Men de næste tre-fire timer, hvor vi iøvrigt sad ned det meste af tiden, var det faktisk ok med høje hæle. Og så tog vi hjem, og da Gemalen kørte, kunne jeg tage skoene helt af og bare sidde og vrikke med tæerne.

Ting jeg ikke forstår på en torsdag II

Jaja, jeg ved det godt.

Det er ikke torsdag. Det er fredag.

Men hvis jeg tænkte tankerne allerede igår, så det kan godt undskyldes at skrive torsdag. Synes jeg. Og nu er det jo heldigvis mig, der bestemmer. Så derfor. 

Lige her og nu på denne torsdag, som i virkeligheden er en fredag, kunne jeg godt bruge en forklaring på:

* Hvorfor arrangementer altid falder sammen? Nu er der sket sådan cirka nada i to måneder, mens de to kommender weekender begge er besat med dobbeltbookninger og ender, der bare ikke helt kan nå sammen.

* Hvorfor man lægger konfirmationer på netop denne årstid? Jeg må (igen-igen) vælge mellem at smelte i nylonstrømper eller flashe vinterhvide asparges-ben.

* Hvorfor jeg ovenikøbet har slået skinnebenet, så jeg nu har et aldeles usmukt blåt mærke med gul-grønne undertoner?

* Hvorfor det er min pligt at huske, at Gemalen i god tid skal tjekke, at han har passende, rent og nystrøget tøj at tage på til fest?

* Hvorfor jeg altid, når tingene hober sig op, rammes af forhåndsstress og derfor farer forvirret og småhysterisk rundt i stedet for at sætte mig ned, lave en plan og så følge den?

* Hvorfor jeg vælger at overspringshandle - som lige nu - i stedet for at foretage mig noget, der kunne bringe stressniveauet ned?

Og så må I ellers have mig undskyldt. Jeg skal bruge lidt tid på at løbe rundt i små forvirrede cirkler.

Hjælpeklasse?

Det er allerede længe siden, at Kamelen rykkede en klasse op i uddannelsessystemet. Fra hvalpesocialisering til egentlig hvalpetræning.

Det er simpelthen så sjovt, og Kamelen har lært en masse og Fruen endnu mere.

Igår var der dog ingenting, der fungerede. Og da trænerne opfordrede alle til at melde sig på hold for øvede efter sommerferien, følte jeg mig ikke særlig overbevist om, at det også gjaldt os. Det havde overhovedet ikke undret mig, hvis vi var blevet bedt om melde os i en form for hjælpeklasse eller bare at starte forfra til begyndertræning.

Det startede egentlig meget godt.

Den nye bil var til klargøring, og vi havde fået et spritnyt designikon stillet til rådighed. Jeg havde foret bagagerummet med et kæmpetæppe, og Kamelen gik pænt op og satte sig. Og hun gik pænt ned igen, da vi ankom.

Men derefter. Suk altså!

Først trak Kamelen så meget i sin snor, at jeg for en gang skyld ærgrede mig over ikke at være tyve kilo tungere. Dernæst benyttede hun enhver lejlighed til at gø af alt og alle. Kontakt var en by i Rusland. Og det var på alle tidspunkter - uanset øvelse - sjovere at fjolle rundt, snuse, spise jord og græs eller bare glo på de andre hunde.

Ultimativt træls var hun til indkald.

Selvfølgelig!

Til de fleste øvelser går man bare alene og hygger sig med sin hund, men til indkald sendes kun én hund af sted, og alle andre må pænt vente på deres tur. Alle er derfor også pænt marcheret op på række og følger interesseret med i de andre hundeejeres succes eller mangel på samme.

Kamelen er ved tidligere lejligheder kommet pænt, mens andre spurtede rundt og var selektivt hørende. Denne gang var sværhedsgraden dog øget med distraherende statister og en omkringfarende - og meget spændende - træner.

Men Kamelen kom. Lod sig momentant distrahere, men løb pænt videre over til mig. Og fik sin godbid. Successen lod til at være i hus.

Troede Fruen. Og blev grundigt snydt.

For Kamelen snurrede rundt på en tallerken og stak af. For ind på banen og fjollede rundt. Lod sig dog hurtigt indfange, og så prøvede vi igen.

- Løb længere væk, råbte træneren.

Og Fruen løb.

- Kald! råbte træneren.

Og Fruen kaldte.

Og Kamelen for afsted i den rigtige retning. Ombestemte sig og ræsede rundt på banen til stor moro for alle. Lod sig indfange. Og så prøvede vi igen-igen.

- Kald højere, skrålede træneren.

Og Fruen kaldte endnu højere.

- Nej ikke kraftigere. Du skal være lysere i stemmen, vrælede træneren.

Og så var Fruen presset, for man er vel jyde, og så er det virkelig grænseoverskridende at skulle stå, foran andre mennesker, og skråle efter sin uartige hund, mens man lyder som en mellemting mellem Anders And og Barbie.

Endelig gad Kamelen dog at komme, og Fruen kastede sig over hende.

Hvilket selvfølgelig var helt forbudt. Og Fruen fik læst og påskrevet, da hun noget slukøret kom trækkende med sin Kamel.

- Det skal være en god oplevelse for hunden at komme, pointerede træneren. Så man må aldrig lave en Peter Schmeichel, når hunden kommer farende. Man skal rose og belønne. Og så skal man stille og roligt sætte line på.

- Jamen, sagde Fruen og sukkede, og så sagde hun ikke mere.

Og så tog vi alle hjem.

Kamelen indtog pænt bagagerummet og forholdt sig tilsyneladende helt rolig.

På et tidspunkt var der dog lidt rumlen rundt, og pludselig kunne Fruen ane et tæppefarvet spøgelse bevæge sig ...

De sidste 500 meter hjem mod carporten føltes som uendelige, og Fruen var meget tæt på at se stort på et rødt lys. For hvad nu hvis Kamelen blev bange og i panik molestrerede bagagerummet og både tissede og det, der var værre. I en spritny lånebil.

Til alt held gik Kamelen ikke grassat over at have viklet sig ind i tæppet, men sad bare og så temmelig dum ud, da jeg åbnede bagsmækken.

Det bliver hjælpeklasse!

Dum Kamel.

Find en fejl og gæt en farve

Det er mod alle principper, at jeg sætter mit billede øverst. Men ingen regel uden undtagelse, og når nu billedet er vigtigt, så kommer det altså først.

- Og hvad har vi så her?

- Et styk vovhund i et styk mørk bil, svarer den kvikke billedbetragter.

- Korrekt. Men mangler der ikke noget?

 - Jo, tænker den trofaste læser. Der mangler jo et bur. Hvor er buret?

Her er det så, at nogen nok må erkende, at øjemål kan være meget godt, men ikke altid godt nok. Derfor viste stort bur sig at være ikke blot stort, men for stort. Som i alt for stort.

Fruen blev ramt af skepsis, allerede da vi var ovre for at hente bilen, og så snart vi kom hjem og blev mødt af Donnaen og Kamelen, slog Donnaen ud med armene og konstaterede, at dét bur altså ikke lod sig putte ind i dén bil.

Altså en bytter, og det skulle også nok kunne lade sig gøre. Men nu ville Gemalen godt være på den sikre side, så i stedet for at bestille et nyt bur over nettet, syntes han nu, at vi lige så godt kunne køre forbi netbutikken, der heldigvis, tilfældigvis ligger ikke særlig langt væk, og simpelthen prøve os frem, til vi finder det helt rigtige bur.

Så det gør vi så.

Men der var jo ikke noget i vejen for, at Kamelen lige kunne prøve bilen uden bur, og hun gik da også ganske fornøjet op, satte sig pænt og godkendte bilen.

Det var der bare en anden, der ikke gjorde. Eller to og til sidst faktisk tre.

Donnaen skulle køres til dans, og Fruen skulle køre første tur i nyerhvervelsen. At der var titusind dippedutter, instrumenter og displays at forholde sig til var hvad det var. Donnaen tog sig af radioen, og Fruen koncentrerede sig om at få startet bæstet og komme afsted.

Så vidt så godt. Men så kom vi til gearskiftet. Som ikke var manuelt. Og heller ikke automatisk på den almindelige facon. Men en underlig elektronisk hybrid. Som Fruen havde noget svært ved at omgås, hvorfor kørslen blev temmelig ujævn og gyngende. For nu at sige det mildt.

- Hjælp, jeg bliver køresyg, hvis det fortsætter sådan, klagede Donnaen.

- Det er godt nok underligt, medgav Fruen, men man kan vist lære at gøre et eller andet, så man kompenserer for den der gynge-fornemmelse. Sælgeren sagde noget om det, jeg hørte bare ikke efter, så nu må jeg nok hellere spørge far ...

Enden af det hele blev dog, at Gemalen, efter at have ligget søvnløs efter min første tidlige luftetur med Kamelen, stod op klokken halv seks og mailede sin nød til forhandleren. Og inden klokken ti havde han en aftale om, at vi samme eftermiddag kunne afhente en anden bil med et helt almindeligt gear.

Det gjorde vi så.

Og den er lyseblå og ikke mørk, men nu gad jeg ikke tage et nyt billede af Kamelen, der ellers igen traskede op og satte sig og kiggede i glad forventning om nok at blive kørt til hvalpetræning.

En af dagene bliver bilen også rigtig klargjort og udstyret med træk og andet nødvendigt tingeltangel. Og vi får indkøbt et passende bur. Og lærer at forholde os til bare et minimum af alle de titusind dippedutter, og så ender alt såre vel.

Satser jeg på.

Kvinden i buret - den midtjyske version

Bare rolig. Vi har det alle godt. Og ingen har på noget tidspunkt lidt overlast. Læs trygt videre.

Lige siden vi anskaffede Kamelen, har Fruen været utilfreds med, at vi fragtede hende, Kamelen altså, rundt i løs vægt, når vi var ude at køre. Bevares, hun sidder i bagagerummet, bag nakkestøtterne og kan ikke umiddelbart komme om på bagsædet. Men hvad nu hvis - kunne vi så risikere at få Kamelen i nakken?

Det mente Gemalen bestemt ikke, og han prøvede ligefrem at tegne det for Fruen.

Og så strandede det dér.

For en tid.

For Maddie voksede og voksede. Og det gør hun endnu. Fra at være en Bette Bøvs til at blive en ret stor Kamel. Hvor stor, hun bliver, aner vi ikke. Men større er i hvert fald et kvalificeret gæt ...

Dermed opstod et nyt problem:

Pladsmangel.

Og hvad gør man så?

Man køber selvfølgelig en anden bil, så kræet kan blive standsmæssigt transporteret.

Nu bliver der til gengæld lige rigeligt med plads.

Men det er der også råd for. For man anskaffer sig da bare et bur.

På den måde satser vi på, at der for det første bliver passende med plads til Kamelen. For det andet undgår vi at få hende i nakken i tilfælde af ulykker. For det tredie bliver hun adskilt fra den øvrige bagage. Og for det fjerde begrænser vi - håber vi - hendes mulighed for at fælde over det hele.

Bilen får vi om et par dage. Buret kom i fredags. Som samle-selv-sæt i en kæmpe kasse. Og vi blev hurtigt enige om, at vi lige så godt kunne få monteret buret, så Kamelen kunne vænne sig til det, mens det endnu bare stod på jorden.

Lørdag formiddag gik Gemalen i gang, og efter en halv times rumsteren, stod det og så fint ud.

Kamelen havde nysgerrigt fulgt med, og var også helt med på at prøve at gå ind i det.

Men så skete der det, som ikke måtte ske.

Bunden, som er en plastbakke, klaprede. Kamelen blev nervøs, og Gemalen prøvede, men nåede ikke at smække lågen i, før Kamelen igen stod udenfor. Og så overordentlig forskrækket ud.

Hvorefter det var helt og aldeles umuligt at lokke Kamelen til at gå ind igen.

Der blev lagt et gammelt dynebetræk i bunden, og der blev lokket og kaldt. Og drysset med først de almindelige og siden de ekstra lækre godbidder. Kamelen var ligeglad. Hun skulle - i bogstaveligste forstand - ikke nyde noget.

Gemalen og Fruen så på hinanden.

- Okay, så må jeg jo kravle derind, meddelte Fruen.

- Dér kan du da ikke være, sagde Gemalen temmelig taktløst.

- Der er plads til en newfoundlænder i det bur, og så stor er jeg altså ikke, lød det ret mopset fra Fruen.

- Vent bare, der er plads til både mig og Maddie, fortsatte Fruen og kravlede målbevidst ind i buret.

Med Kamelen i hælene. For da først jeg var kravlet derind, var det ikke længere så farligt, og så gik Kamelen også derind. Først forsigtigt, siden helt uden betænkeligheder. Faktisk blev hun hurtigt så tryg, at vi kunne optræde med vores helt nye gå-ind-i-buret-trick, da Mormor og Morfar kom på besøg til rabarbertærte søndag eftermiddag.

Nu mangler vi så bare at få tricket til at virke, når buret kommer op og ind i bilen.

Det skal nok blive festligt, hvis det bliver nødvendigt at kravle først. Op ad rampen og ind i buret.

Jeg tror, det i så fald bliver en opgave for Donnaen.

Kvinde og Kamel i bur.

Lilla - som i syrener

Lilla var den sidste farve i Livs regnbue.

Den var, fordi lilla hørte til i sidste uge, og Liv har været hurtig og allerede takket, lukket og slukket.

Og så sidder man her med et et halvfærdigt indlæg og må lige beslutte, at det nok ikke 'gør noget' at være lidt sent ude. At det der med at være lidt sent ude også er ret betegnende for min evne til at følge med i al almindelighed, er der vel ingen grund til at vade rundt i?

Tilbage til lilla:

Lilla er bare ikke en del af indretningen hjemme hos os. Der er ikke noget lilla. Som i slet ingenting. Ikke som med gult, hvor jeg efterfølgende fandt diverse små gule dryp rundt omkring i hytten, efter at jeg frejdigt havde påstået, at der ingenting var. Der var både gule badeænder, gule krus og et maleri, der faktisk var temmelig gult.

Sådan forholder det sig ikke med lilla. Huset er som støvsuget for lilla. (Gad godt, at det også gjaldt hundehår - gys, hvor den hund dog fælder!)

Lilla finder man kun i min garderobe eller i haven.

Hvis man tager alle nuancerne fra svag lyslilla, over syren og lavendel til pang-lilla og videre til dyb, mørk lilla har jeg faktisk en del tøj i lilla. Senest har jeg anskaffet en meget lilla jakke.

Det ville egentlig ikke være specielt spændende, hvis ikke det var fordi, jeg tilfældigvis netop et eller andet sted har læst, at lilla tidligere blev betragtet som en 'billig' farve, der blev brugt af ludere og letlevende damer. Og dermed er det pludselig gået op for mig, at der nok er en grund til, at farven lilla ikke fandtes i mine bedstemødres garderober og stadig ikke findes i min mors klædeskab ...

Donnaen og Gemalen går ikke i lilla. Jeg ved ikke hvorfor, Donnaen ikke gør, men Gemalen betragter helt sikkert lilla som en tøse-farve. Og hvis man fortæller ham, at vi da en gang havde en lilla bil, vil han i første omgang pure benægte. Og dernæst nok medgive, at den da nok var lidt lilla. Men kun i en vis belysning. Ellers var den blå. Nemlig.

Tilbage er der kun haven. Hvor jeg - ind i mellem - har en del lilla blomster. Både hestemynte, lavendel og nogle andre, som jeg lige nu har glemt, hvad hedder. Jeg har også en enkelt syren. Og egentlig er det både synd og skam, at jeg ikke har en hel masse. Jeg burde have et helt hegn med blomstrende syrener, men det er der ikke rigtigt plads til. Hvilket jo er lidt ærgerligt, når man som jeg har et aldeles pladderromantisk forhold til netop syrener. Noget med at cykle hjem gennem indre København klokken meget sent (eller tidligt) i lyse sommernætter med duften af syrener svævende ud over cykelstierne båret af en lun brise. Ja, jeg har sikkert været forelsket, men netop den detalje kan jeg faktisk ikke huske ...

Åh ja. suk. Det var dengang. Og det er så længe siden, at hvis det ikke var fordi, jeg bliver grebet af den samme, let rørstrømske stemning, hver gang jeg kan dufte syrener, så ville jeg nok tro, det var noget, jeg havde drømt.

I min næste have skal der være plads til syrener. Mange syrener.

Selvfølgelig gider min syren ikke samarbejde.
Den er ikke sprunget ud endnu. Derfor et billede af
en lupin, der vist bliver overvejende lilla ...

Ting jeg ikke forstår på en torsdag

Altså indrømmet, der er jo en del ret mange ting, jeg ikke forstår. 

Men lige her i dag torsdag, en god uge inde i maj, funderer jeg især over

* Hvorfor min bil bliver ved med at stinke af pizza i dagevis, når det kun tog 3½ minut at køre hjem med dem; pizzaerne altså?

* Hvorfor jeg altid hælder så meget kaffe i mit krus, at der ikke helt er plads til den ønskede mængde mælk?

* Hvorfor min mobil nægter at tage lilla billeder? Det er jo ikke okay med et blåt billede, når jeg skal bruge et lilla.

* Hvordan det går til, at jeg ganske ofte finder Kamelens efterladte visitkort rundt omkring i haven, når nu alle bedyrer, at de da så sandelig samler op efter hende?

* Hvordan jeg på trods af de samme rutiner er i stand til igen og igen at drysse husnøgler, bilnøgler, mobil og pung rundt omkring, hvor jeg ikke kan finde dem?

* Hvorfor Gemalen bliver ved med at hidse sig op over min ovennævnte mangel på orden, når han selv har præcis samme hyr med præcis lige så forsvundne effekter i præcis de samme kategorier?

Og så er der lige en enkelt ting, jeg nok slet ikke ønsker svar på:

* Hvordan det lader sig gøre at besvare et opkald på mobilen på vej ud på toilettet. Og lidt senere igen forlade toilettet, mens man stadig snakker. Uden at mobilen på noget tidspunkt har været på højtaler. (Ja, det kan jeg nemlig (også) høre gennem papvæggene her i Verdensfirmaet)?

Åh ja, sådan er der så meget. Måske skulle jeg bare koncentrere mig om den lagerliste?

Se: Igen for lidt mælk!

Hvalpetur med blå sidegevinst

Vores hvalpetrænere er en flok modige damer.

Ja, af en eller anden grund er de alle damer. Med et imponerende (og - til tider - irriterende) godt tag på vores hvalpe.

De damer havde sat to hvalpehold stævne ved stationen søndag klokken 11 med henblik på en fælles bytur.

Det blev en fest. Et cirkus. Og noget af et skue.

Med deltagere i alle størrelser og faconer.

Fra den mindste lille uldkugle i form af en 11 uger gammel bichon havanais til en mere end et år gammel grand danois (der opereres med ret flydende aldersgrænser, hvis nogen har synligt behov for basal opdragelse).

Allerede inden turen havde jeg selv fornøjelsen af verdens mindste og hurtigste blogtræf, idet Liv, som havde læst om min passion for blå flasker, kom forbi og forærede mig en fin blå flaske til samlingen. 

Det var supersødt af hende. Tusind tak, Liv!

Og så var det blogtræf slut, næsten før det startede. En hvalpetræner kaldte, og Kamelen, der havde hørt de andre hunde, var meget lidt snakkesalig. Ikke en gang Livs Banditpige ville hun snakke med. Dumme hund.

Men altså, da alle hvalpe var ankommet og skrevet i mandtal, startede turen.

Og når vi nu var mødtes netop på stationen var det selvfølgelig for at give turen lidt ekstra kolorit. Så vi kørte i elevator og så på busser. Vi fik endda lov - alle 20-25 hvalpe plus deres mennesker - at gå igennem en bus. Det var søndag i provinsen, så der kom ikke et eneste tog. Men mindre kunne også gøre det, og det var ikke alle, der tog hverken elevator eller busser lige så cool som Kamelen, der vist nærmest ikke opdagede, at hun var inde i en bus, fordi hun på det tidspunkt var langt mere interesseret i en golden retriever.

Derefter gik turen op i byen. 

Min fine, blå flaske lå forsvarligt anbragt i min rygsæk. Men det var desværre ikke den måde festfolket havde behandlet deres flasker den foregående nat, så der gik hele tiden advarsler ned gennem flokken om glasskår på fortovene. På mirakuløs vis lykkedes det at undgå, at en eneste hvalp skar sine poter,og vi nåede den ene ende af gågaden. 

Der blev gjort holdt og givet vand, inden vi begav os igennem gågaden.

Hvis det er en udfordring at have sin hvalp med i byen alene, så er det nul og ingenting ved siden af at skulle afsted en hel flok. De fleste hvalpe var mere interesserede i hinanden end i de normale byturs-forhindringer; flag, balloner, folk, udstillede varer, barnevogne, tabte is og cigaretskodder. Så man skulle være om sig for ikke at risikere, at kræene gik sidelæns ind i udstillingskurve, klapvogne, småbørn og gamle damer.

Der blev tid til fællesfoto på torvet, og især flokkens største og mindste hvalpe tiltrak sig de forbipasserendes opmærksomhed. De store mest bare for at være store. De små for at være uimodståeligt nuttede.

Så var det tid at gå tilbage til stationen. 

Alle, både to- og firbenede var godt trætte, og der har garanteret været ro i de små hjem resten af eftermiddagen.

Og jeg, jeg gik hjem og vaskede min blå flaske, som nu står og venter på at komme op i vindueskarmen til de andre.

Min nye flaske. Er den ikke fin?

Blå - som i glasflasker

Blåt er godt.

Der er så meget, der er blåt.

(Så hvorfor pokker har jeg ikke postet mit blå indlæg forlængst?)

Min garderobe er ret overvejende blå. Der er blå bukser. Og jakker, sweatre, bluser, tørklæder, sko. Blå gummistøvler ikke at forglemme.

Derudover er der jo alt det andet.

Eller måske er det bare noget, jeg bilder mig ind?

Jeg har ikke særligt mange blå blomster i haven. Slet ikke nu. Men heller ikke i øvrigt.

Indendørs er det egentlig også så som så med det blå. Intet blåt køkkengrej. Og Farmors meget blå mågestel står i kælderen og bliver ikke brugt.

Der er ikke meget blåt på væggene. Lidt hav og og lidt himmel på diverse skilderier. Som i virkeligheden ikke er så diverse endda. For de udgør en af Fruens mere mystiske passioner; nemlig marinemalerier. Fruen æælsker marinemalerier. Og kunne hun få lov - og havde hun råd - ville hun plastre hele den orange væg til med marinemalerier. Men det kan hun ikke. Og det har hun ikke. Så hun må nøjes med dem, hun har. Stakkels hende.

En knap så udgiftstung, men ligeså mystisk dille er Fruens hang til tomme glasflasker i alle mulige faconer. Som allerhelst skal være blå. Det mest bøvlede ved den dille er at få etiketterne af og flaskerne anbragt. De skal nemlig stå i vindueskarmen ved et af vores meget højtsiddende vinduer, hvor det vil kræve et jordskælv (eller en meget kraftig humlebi) at vælte dem ned. Til gengæld kræver det så også både en stige og en villig stigeholder at sætte flaskerne op.

I princippet burde det være ganske gratis at samle på blå glasflasker, men de står jo kun meget sjældent og er tomme, når man finder dem. Derfor må de sommetider indkøbes og befries for indholdet, før de kan komme op i vindueskarmen. Det er nogenlunde okay, omend Gemalen ikke altid bifalder, at mit vinvalg kan afhænge af flaskens farve ...

Desværre er det ikke særlig udbredt at bruge blå glasflasker i Danmark. Hvorimod man lidt oftere får serveret sin kildevand i blå flasker, hvis man bevæger sig syd for grænsen. Men hvordan er det nu; betaler man pant af glasflasker? Og kan man tillade sig at tage sin tomme blå flaske med sig, når man forlader restauranten? Især i begyndelsen vred Fruen sig lidt og overvejede mulighederne. Den store taske, hvor flasken diskret kunne lægges ned, var selvfølgelig aldrig med. Og hvis Fruen ikke helt opgav projektet, endte det som regel med, at Fruen bare bortførte sin flaske ved at lade som om, den var en naturlig forlængelse af den ene arm.

Og det er der da heller aldrig nogen, der har kommenteret, mens jeg har kunnet høre det. Jo, Donnaen selvfølgelig, som synes, jeg er pinlig. Men da det er ret generelt, ligegyldigt hvad jeg foretager mig, så gælder det ikke.

Hvad Gemalen tænker, holder han klogeligt for sig selv.

Om der er en pointe? Næh, egentlig ikke.

Jeg 'skyldte' et blåt indlæg. Det kom så her. Jeg har det fint med mine blå flasker. Ingen tager skade. Og der er plads til mange flere blå flasker i vindueskarmen. - Især hvis jeg flytter de klare ...

Dårligt billede, I know, men måske kan
man få en ide om meningen med galskaben?