Find en fejl og gæt en farve

Det er mod alle principper, at jeg sætter mit billede øverst. Men ingen regel uden undtagelse, og når nu billedet er vigtigt, så kommer det altså først.

- Og hvad har vi så her?

- Et styk vovhund i et styk mørk bil, svarer den kvikke billedbetragter.

- Korrekt. Men mangler der ikke noget?

 - Jo, tænker den trofaste læser. Der mangler jo et bur. Hvor er buret?

Her er det så, at nogen nok må erkende, at øjemål kan være meget godt, men ikke altid godt nok. Derfor viste stort bur sig at være ikke blot stort, men for stort. Som i alt for stort.

Fruen blev ramt af skepsis, allerede da vi var ovre for at hente bilen, og så snart vi kom hjem og blev mødt af Donnaen og Kamelen, slog Donnaen ud med armene og konstaterede, at dét bur altså ikke lod sig putte ind i dén bil.

Altså en bytter, og det skulle også nok kunne lade sig gøre. Men nu ville Gemalen godt være på den sikre side, så i stedet for at bestille et nyt bur over nettet, syntes han nu, at vi lige så godt kunne køre forbi netbutikken, der heldigvis, tilfældigvis ligger ikke særlig langt væk, og simpelthen prøve os frem, til vi finder det helt rigtige bur.

Så det gør vi så.

Men der var jo ikke noget i vejen for, at Kamelen lige kunne prøve bilen uden bur, og hun gik da også ganske fornøjet op, satte sig pænt og godkendte bilen.

Det var der bare en anden, der ikke gjorde. Eller to og til sidst faktisk tre.

Donnaen skulle køres til dans, og Fruen skulle køre første tur i nyerhvervelsen. At der var titusind dippedutter, instrumenter og displays at forholde sig til var hvad det var. Donnaen tog sig af radioen, og Fruen koncentrerede sig om at få startet bæstet og komme afsted.

Så vidt så godt. Men så kom vi til gearskiftet. Som ikke var manuelt. Og heller ikke automatisk på den almindelige facon. Men en underlig elektronisk hybrid. Som Fruen havde noget svært ved at omgås, hvorfor kørslen blev temmelig ujævn og gyngende. For nu at sige det mildt.

- Hjælp, jeg bliver køresyg, hvis det fortsætter sådan, klagede Donnaen.

- Det er godt nok underligt, medgav Fruen, men man kan vist lære at gøre et eller andet, så man kompenserer for den der gynge-fornemmelse. Sælgeren sagde noget om det, jeg hørte bare ikke efter, så nu må jeg nok hellere spørge far ...

Enden af det hele blev dog, at Gemalen, efter at have ligget søvnløs efter min første tidlige luftetur med Kamelen, stod op klokken halv seks og mailede sin nød til forhandleren. Og inden klokken ti havde han en aftale om, at vi samme eftermiddag kunne afhente en anden bil med et helt almindeligt gear.

Det gjorde vi så.

Og den er lyseblå og ikke mørk, men nu gad jeg ikke tage et nyt billede af Kamelen, der ellers igen traskede op og satte sig og kiggede i glad forventning om nok at blive kørt til hvalpetræning.

En af dagene bliver bilen også rigtig klargjort og udstyret med træk og andet nødvendigt tingeltangel. Og vi får indkøbt et passende bur. Og lærer at forholde os til bare et minimum af alle de titusind dippedutter, og så ender alt såre vel.

Satser jeg på.