Wrooom!

Da vi vågnede første morgen i Oberammergau, var temperaturen pludselig faldet så meget, at vi måtte forholde os til fremmedord som 'trøje' og 'lange bukser'.

Det gjorde ikke noget, for vi skulle ind og se BMW og eventuelt lidt af München, så den foregående uges smelte-temperaturer kunne vi godt undvære.

Efter en solid omgang morgenmad, hvor værtsparret havde nusset om os og sørget for, at vi fik både æg, kaffe og yoghurt efter ønske og i rigelige mængder, drog vi afsted.

I vældig god tid, for Gemalen var blevet lidt tids-nervøs over den kedelig kombination af trafikintensitet og omfattende vejarbejder, som vi havde set i München dagen før.

Godt det samme, for det blev noget bøvl. Men frem kom vi, og så var det, at Gemalen foreslog, at Fruen da lige kunne smutte ind og få vores billetter, mens han og Donnaen fandt ud af at parkere.

- Nul! sagde Fruen.

- Jamen,.. begyndte Gemalen.

- Glem det, svarede Fruen.

Og sådan blev det.

Heldigvis.

For da vi, i samlet trop, kom hen til skranken og sagde det bookingnummer, som Gemalen havde fået oplyst ved sin telefonbestilling, slog receptionisten det ind, fandt det og sagde - et helt forkert efternavn!

Ups!

Den søde receptionist rodede lidt, men kunne ikke finde os, og spurgte efter mailbekræftelsen. Gemalen så desorienteret ud, for sådan en var han aldrig blevet lovet.

Noget var altså gået galt, og desværre var den engelsksprogede rundvisning fuldt booket, men måske var vi interesserede i en rundvisning på tysk to timer senere, foreslog receptionisten, idet hun - uden at vi i første omgang bemærkede det - slog over i tysk.

Gemalen var parat til at sige nej tak, men dér gjorde han regning uden sine damer. Fruen ville sandelig gerne på Werkführung, og Donnaen, der gik rundt med julelys i øjnene, regnede lynhurtigt ud, at der dermed blev ville blive rigtig, rigtig god tid til at se grundigt på alle de nye, lækre modeller, der stod i udstillingslokalerne. Både BMW'erne, Rolls Roycerne og Minierne.

Så vi sagde ja tak, og receptionisten, der nu havde haft lejlighed til at teste vores tysk-kundskaber, sagde, at vi helt sikkert også sagtens kunne følge med i, hvad guiden ville fortælle.

Og så så vi på biler. Mange biler. Og flere endnu. Flotte biler, dyre biler, superseje, lækre og skinnende biler.

Gemalen syntes, det var spændende, og Donnaen havde en fest. Hun forsvandt gang på gang, fordi hun liige skulle tage lidt flere billeder af en eller anden særligt sej øse. 

Fruen selv lod sig også betage, og hvis de to andre ind i mellem var lidt for grundige, var der altid bygningerne at kigge på. Arkitekterne har virkelig fået lov til at boltre sig og skabe nogle fantastisk flotte rammer som match til de flotte biler.

En etage oppe var der en afdeling med motorcykler. Superseje motorcykler, som man gerne måtte sætte sig op på, hvilket både vi og alle mulige andre - børn, unge fyre og gamle damer - gjorde i stor stil. Mens der blev taget billeder, grinet og drømt om den ultimative frihed på to hjul.

Lige ved siden af lå en café, hvor vi fik vores frokost, mens vi sad og lod os underholde af alle de glade motorcykelbeundrere.

På et indskudt dæk stod biler til afhentning af private købere. Og hvis man gad vente længe nok, kunne man opleve, hvordan de kom ind, fik deres bil og en gennemgang af den, før de tog en prøverunde og forsigtigt trillede ned ad rampen og ud verden. Vi kunne hurtigt blive enige om, at det var den helt rigtige måde at købe bil på, så når vi en dag har både tid og et par millioner til overs, så vil vi også prøve ...

Museet kunne vi også nå. Her var det især Gemalen, der ind i mellem gik lidt i stå og faldt i staver over modeller, han selv havde haft for mange år siden.

Nu var det blevet tid til Werkführung,og efter en kort film-introduktion og udlevering af ørebøffer og modtager-dims, fulgte vi - cirka 30 mennesker - efter vores guide over til selve fabrikken.

Turen tog cirka to timer. Og hvad skal jeg sige? Det var simpelthen fantastisk. Ganz ganz wunderbar!

Vi så en masse. Vi hørte en masse, og vi forstod det meste - tror vi nok. Og vi blev dybt imponerede.

Vi så de enkelte, nypressede karosseridele komme ind, så delene blive til et helt karosseri og svejset sammen af svejserobotter. Flere tusinde svejsepunkter på nul komma ingen tid.

Hvad, der især overraskede mig, var, at den samme robotlinie kunne håndtere flere forskellige modeller og typer. Der kunne således komme en 3'er sedan lige efter en todørs 4'er cabriolet efter en 3'er touring. (Fabrikken i München laver kun 3'ere og 4'ere).

Lakeringen var et kapitel for sig. Først et saltobad for at fjerne svejsestøv og andet snask. Så et nyt saltobad for at grunde karosseriet. Det foregik ved at tilføre karosseriet en elektrisk plusspænding og grunderbadet en negativ (eller også var det omvendt).

Så lakering af flere omgange. Og her kunne jeg nok have stået endnu, da jeg var totalt fascineret af malerrobotterne. Også her virkede det ubegribeligt, at robotterne 'vidste', hvilken modeltype de skulle male.

Først til sidst var der mennesker på 'gulvet', blandt andet til montering af sæder med mere og til et sidste tjek af bilerne, inden de rullede ud fra fabrikken. Ellers havde det hele været robotstyret, og man så kun få personer, der gik rundt og passede, at alt kørte, som det skulle.

Klokken var nu over seks, og med tre totalt overloadede hard discs, opgav vi enhver plan om et se bare lidt af München. I stedet gik vi ned og hentede vores usexede, franske bil og kørte hjem.

I Oberammergau fandt vi en restaurant, og mens vi spiste, ville Donnaen gerne vide, om man på samme måde kunne besøge Mercedes og Audi, for det gad hun altså virkelig godt ...

Fin gammel sag.

Bilkrise III

Det var jo lidt bøvlet, da jeg hentede Bitte-blå hos forhandleren ude på prærien. Med blinkende lamper, ødelagt ventil, begynderfejl, manglende reservedele og en masse ventetid.

Men hjem kom jeg da, og Bitte-blå kom med.

Da Gemalen, et døgn senere, også kom hjem, konstaterede han, at Bitte-blå da forresten ikke var blevet undervognsbehandlet som aftalt og betalt for. Og gummitmåtter var der ingen af. Dem havde han også betalt for. Ingen af delene vidste jeg noget om, så jeg havde ikke undret mig.

Nu blev Gemalen ærlig talt en lille smule knotten.

Og skrev en mail til sælgeren, med kopi til salgschefen, hvori han i utvetydige vendinger redegjorde for sin knottenhed.

Sælgeren lagde sig fladt ned, beklagede og lovede bod og bedring.

Der var bare det lille problem, at de rigtige ventiler til Bitte-blå var i restordre, så vi måtte pænt vente, til de kom hjem. Men så ville der også komme en mekaniker og hente Bitte-blå og stille en lånebil til mig i mellemtiden.

Så vi ventede. Pænt. Pænt længe.

Endelig kom mekanikeren. Hentede Bitte-blå og stillede en lille hidsig Ford til mig.

Den, altså Forden, havde jeg meget skæg ud af i et par dage, og så fik vi Bitte-blå tilbage. Nu lyste advarselslamperne ikke mere, og hele bilen stank af undervognsbehandling.

Og alt var godt.

Lige til jeg et par dage senere spurgte Gemalen, hvor han havde lagt gummimåtterne, nu de ikke var i bilen?

Det er ikke for meget at sige, at Gemalen blev sur igen ...

Forhandleren ude vest på havde klaret to af tre ting, men gummimåtterne havde man glemt at bestille.

De er nu bestilt, og vi venter på at få dem leveret. For det gør vi vel? Vi har ikke fantasi til at forestille os, at forhandleren forventer, at vi selv skal hente dem.

Heldigvis er der en Bitte-blå-forhandler her i byen (som bare lige var et par tusinde kroner dyrere, den gang Gemalen handlede bil). Og hvis Bitte-blå ellers arter sig og ikke får fejl inden for garantien, behøver vi aldrig mere at sætte vores ben hos forhandleren ude mod vest.

For det gør vi ikke frivilligt.

Hvilket Gemalen også fortalte en stakkels, sagesløs phoner, der havde fået den - skulle det vise sig - utaknemmelige opgave at ringe ud og lave en tilfredshedsanalyse oven på vores bilkøb. Han, altså phoneren, endte med lettere svitsede ører og spurgte til sidst betuttet, om forhandleren, importøren, fabrikken eller eventuelt paven (det sidste passer vist ikke helt, men ser ganske effektfuldt ud) måtte ringe og høre nærmere. De måtte de, og Gemalen lovede, at han hellere end gerne luftede sin utilfredshed en gang mere.

De har ikke ringet,og det gør de nok heller ikke.

Tilbage står vi. Lettere måbende. Lettere hovedrystende. For hvad var det lige, der skete? Gemalen har aldrig været ude for noget lignende, og da han nok i gennemsnit har handlet bil mindst en gang om året, siden han fik sit kørekort, er det altså blevet til en del bilhandler.

De fleste biler har ganske vist været en del større (læs: dyrere), og så er det, at Fruen begynder at spekulere på, om der er en sammenhæng, eller det er helt tilfældigt?

Jeg håber virkelig, det er tilfældigt.

Stakkel Bitte-blå efterladt ude i regnen.

Bilkrise II

Det der med at hente bil fredag løb lidt ud i sandet.

Forhandleren var ikke færdig med at klargøre den.

Svært at forstå. Endnu sværere at gøre noget ved.

Så vi overlevede weekenden, og Gemalen måtte, som straf for at have haft  den eneste bil, stå for indkøbene.

Mandag skulle vi hente Bitte-blå.

Men så var der kludder i papirerne. Og den kunne ikke indregistreres.

Meget svært at forstå. Umuligt at gøre noget ved.

Men så tirsdag da. Det var også ved at være sidste chance, for Gemalen skulle til Sjælland, og vejrudsigten stod på regn.

Gemalen og jeg kørte mod vest, ud til bitte-bilforhandleren i hedens hovedstad. Og dér stod Bitte-blå og så ret - bitte ud. Den så også ret nuttet ud.

Da Gemalen skulle haste videre, blev jeg hurtigt overladt til sælgeren, som skulle sætte mig ind i de mest elementære ting. Plus det med mobilen. Man henter en app, og så kan man en hel masse via mobilen. Don't ask, men meget fancy, når det nu ikke er en integreret del af instrumentpanelet. Og jeg lærer nok at bruge det. Med tiden.

Og så bare hjem.

Det vil sige, først skulle der selvfølgelig benzin på, for det er ikke der bilforhandlerne rutter unødigt med pengene. Det blev klaret, og jeg var ganske tilfreds med mig selv. Og fortsatte hjemad.

Men så begyndte den første lampe at lyse!

På med brillerne og nærstudere. Jeg kan ikke køre bil med briller, og jeg kan ikke se de enkelte lamper og ikoner på instrumentpanelet uden ... Noget med dæktrykket, kunne jeg se. Hvad var nu det? Var der grund til panik?

Længere nåede jeg ikke, før den næste lampe lyste. Denne gang et stort, rødt STOP-ikon!!

Det var svært at ignorere, så ind på den første og bedste parkeringsplads og frem med instruktionsbogen. Hvor der stod, at man omgående skulle holde ind til siden, slukke motoren og ikke forsøge at starte den igen!!!

Det var ikke en del af planen, men der var ikke andet at gøre end at ringe ud til bitte-bilforhandleren og klage min nød.

- Stop-ikonet? Det var sært, jeg stiller lige om til værkføreren, lød det i det anden ende.

- Er der andre lamper, der lyser? spurgte værkføreren et øjeblik efter.

Og fortsatte så, da han hørte min forklaring.

- Nåh, jamen det er ikke noget særligt. Vi har vist bare glemt at kalibrere systemet, da vi skiftede til vinterdæk. Du kan godt køre videre, men det bedste vil være, hvis du  lige kommer tilbage, så vi kan få det ordnet.

Altså vendte jeg Bitte-blå og kørte igen mod vest.

Værkføreren kom ud og slog lidt beklagende ud med hænderne:

- Det er sådan noget EU-noget, at der skal være sensorer på dæktrykket. Men det er nemt nok lige at nulstille systemet, så nu kører jeg bare en tur rundt om bygningen og ser, at alt er som det skal være.

Og det gjorde han så.

Og kom ikke tilbage.

Et krus tiltrængt cappuccino senere begyndte jeg at undre mig, forhørte mig i receptionen og fik lov at kigge ud på værkstedet. Der stod Bitte-blå med kun tre hjul på. Men der var ikke lige en eneste mekaniker at få øje på, så jeg ventede lidt længere. Snakkede med Gemalen, med Donnaen og med min faster. Og løb næsten tør for strøm.

Og kiggede så ud på værkstedet igen. Bitte-blå manglede stadig et hjul, men nu var det et andet end før. Og der var en mekaniker i fuld gang, mens værkføreren stod og kiggede på.

- Hvad.. begyndte jeg.

- Det er meget virkelig uheldigt, sagde værkføreren. Vi har begået en rigtig begynder-brøler. Prøv at se her, vi har ødelagt en ventil i forbindelse med, at vi har skiftet til vinterdæk. Den slags burde slet ikke ske, og hvad værre er; vi har ikke de her særlige ventiler med sensor på lager, og de er i restordre fra producenten. Nu sætter vi nogle helt almindelige ventiler på og kontakter jer så, når vi modtager de rigtige.

- Godt så, sagde jeg og mente noget ganske andet, men hvor mange lamper lyser så, når jeg kører herfra?

- Øh, sagde værkføreren. Det gør lampen for dæktryk jo altså. Og STOP-lampen måske også. Men det betyder ikke noget, du kan roligt køre. Nu er dine hjul i hvert fald tætte.

Jeg kunne så konstatere, at det ikke er STOP-ikonet, men værksteds-lampen, der nu lyser op.

Og sådan gik der det meste af en eftermiddag på heden.

Skal man se positivt på det, har jeg allerede lært to advarselslamper at kende. 

Og det der med dæktryks-sensorer er nok slet ikke så dumt endda.

Cappuccinoen var gratis.

Og Bitte-blå er, som allerede nævnt, ganske nuttet.

Ja, bare rolig; jeg kører ikke med håndbremsen trukket.
Billedet er taget hjemme i carporten.

Bilkrise

Det er lidt af et luksusproblem.

Og vi er bare forkælede.

Jeg ved det godt.

Men ih hvor er det altså nemt at vænne sig til goder. Og tilsvarende svært at skulle undvære dem igen.

Vi har ikke altid haft to biler, men allerede før Donnaens fødsel, hvor vi lå og pendlede i hver sin retning, opstod behovet, og så har det været sådan lige siden. Og det har godt nok været dejligt, at vi aldrig skulle huske at afklare, hvem der skulle have bilen hvornår og hvor længe. Kun de par gange om året, hvor den ene eller den anden bil har skullet til service, har vi måttet afstemme kørselsbehov med hinanden.

Nu, hvor Gemalen gradvist nedtrapper sin indsats på arbejdsmarkedet, skal vi imidlertid gasse lidt ned.

- Vi har ikke råd, meddelte Gemalen, så nu sætter jeg den ene til salg!

- Hvad så, når du skal til Sjælland og køre cykelløb, og mor og jeg skal bruge bilen herhjemme? spurgte Donnaen inkvisitorisk.

- Så må jeg jo tage toget, svarede Gemalen.

- Som om, sagde Donnaen og rullede med øjnene. Som kun en teenager kan gøre det.

Hvorefter vi i fællesskab kom frem til, at en lille bitte nummer to bil kunne budgettet altså godt klare. Nu skulle vi (læs: Gemalen) bare finde ud af, hvad det skulle være for en.

Og det var ikke bare sådan bare lige.

For der findes jo et hav af små bitte biler.

- Hvad kunne du tænke dig? spurgte Gemalen.

- Øh, den skal bare være ikke være blå, svarede Fruen.

- Kunne du ikke være bare lidt mere specifik? spurgte Gemalen, som tydeligevis ikke syntes, Fruens udmelding var den store hjælp.

Men Fruen havde ikke gjort sig mange tanker. Og gad sådan set heller ikke. For når det kommer til bilkøb, er det rent pro forma, når Gemalen lader som om, han vil høre sin kones mening. Som regel lykkes det ikke en gang Fruen at få lov at bestemme farven.

- Nå, så vil jeg gerne have en gul, sagde Fruen, da Gemalen omsider var ved at nærme sig det endelige valg.

- Så er der fire ugers leveringstid, svarede Gemalen. Du kan få en lyseblå på fredag.

- Hvorfor spørger du så? spurgte Fruen frustreret.

- Jamen, det kunne jo være.., begyndte Gemalen.

- Nej! sagde Fruen, der allerede efter en enkelt uge med kun én bil var grundigt træt af manglende fleksibilitet og cykling i regnvejr.

Heldigvis er det fredag allerede i morgen.

Snart får Store Blå selskab af Lille Blå.

Find en fejl og gæt en farve

Det er mod alle principper, at jeg sætter mit billede øverst. Men ingen regel uden undtagelse, og når nu billedet er vigtigt, så kommer det altså først.

- Og hvad har vi så her?

- Et styk vovhund i et styk mørk bil, svarer den kvikke billedbetragter.

- Korrekt. Men mangler der ikke noget?

 - Jo, tænker den trofaste læser. Der mangler jo et bur. Hvor er buret?

Her er det så, at nogen nok må erkende, at øjemål kan være meget godt, men ikke altid godt nok. Derfor viste stort bur sig at være ikke blot stort, men for stort. Som i alt for stort.

Fruen blev ramt af skepsis, allerede da vi var ovre for at hente bilen, og så snart vi kom hjem og blev mødt af Donnaen og Kamelen, slog Donnaen ud med armene og konstaterede, at dét bur altså ikke lod sig putte ind i dén bil.

Altså en bytter, og det skulle også nok kunne lade sig gøre. Men nu ville Gemalen godt være på den sikre side, så i stedet for at bestille et nyt bur over nettet, syntes han nu, at vi lige så godt kunne køre forbi netbutikken, der heldigvis, tilfældigvis ligger ikke særlig langt væk, og simpelthen prøve os frem, til vi finder det helt rigtige bur.

Så det gør vi så.

Men der var jo ikke noget i vejen for, at Kamelen lige kunne prøve bilen uden bur, og hun gik da også ganske fornøjet op, satte sig pænt og godkendte bilen.

Det var der bare en anden, der ikke gjorde. Eller to og til sidst faktisk tre.

Donnaen skulle køres til dans, og Fruen skulle køre første tur i nyerhvervelsen. At der var titusind dippedutter, instrumenter og displays at forholde sig til var hvad det var. Donnaen tog sig af radioen, og Fruen koncentrerede sig om at få startet bæstet og komme afsted.

Så vidt så godt. Men så kom vi til gearskiftet. Som ikke var manuelt. Og heller ikke automatisk på den almindelige facon. Men en underlig elektronisk hybrid. Som Fruen havde noget svært ved at omgås, hvorfor kørslen blev temmelig ujævn og gyngende. For nu at sige det mildt.

- Hjælp, jeg bliver køresyg, hvis det fortsætter sådan, klagede Donnaen.

- Det er godt nok underligt, medgav Fruen, men man kan vist lære at gøre et eller andet, så man kompenserer for den der gynge-fornemmelse. Sælgeren sagde noget om det, jeg hørte bare ikke efter, så nu må jeg nok hellere spørge far ...

Enden af det hele blev dog, at Gemalen, efter at have ligget søvnløs efter min første tidlige luftetur med Kamelen, stod op klokken halv seks og mailede sin nød til forhandleren. Og inden klokken ti havde han en aftale om, at vi samme eftermiddag kunne afhente en anden bil med et helt almindeligt gear.

Det gjorde vi så.

Og den er lyseblå og ikke mørk, men nu gad jeg ikke tage et nyt billede af Kamelen, der ellers igen traskede op og satte sig og kiggede i glad forventning om nok at blive kørt til hvalpetræning.

En af dagene bliver bilen også rigtig klargjort og udstyret med træk og andet nødvendigt tingeltangel. Og vi får indkøbt et passende bur. Og lærer at forholde os til bare et minimum af alle de titusind dippedutter, og så ender alt såre vel.

Satser jeg på.

Ruth snakker kaudervælsk

Ruth taler fuldstændig som Kaj Holgers hustru i tv-serien Krøniken. Meget korrekt, men alligevel med et lille bitte gran af accent.

Vi har det som regel fint med hendes høflige anvisninger. 

- Kør til venstre om to kilometer, siger hun. Og fortsætter så:

- Kør til venstre ad anden vej. 

- Kør til venstre nu.

Og det gør vi så. Som regel.

Nogle gange gør vi noget helt andet, og så kan hendes insisterende stædighed godt være en anelse trættende.

- Hvis muligt, vend om! 

Men da Ruth på denne tur også begyndte at tale kaudervælsk, syntes vi alligevel, at hun burde stramme sig an.

Ruteanvisningerne var stadig på dansk, men traffik-informationerne var ret særprægede. I starten forstod vi ikke et suk. Efter et stykke tid kunne vi høre, at alle tal var på engelsk. Men ikke om vi kunne begribe, hvad resten var. 

Det var ret irriterende, for vi nærmede os på det tidspunkt Berlin og var ivrige efter at komme mest hensigtsmæssigt gennem mylderet der. Jeg mente at kunne genkende nogle stedbetegnelser, og vi besluttede at forlade motorvejen og begive os ud på landevejene vest om Berlin. (For noget måtte der jo være i vejen). Det blev en langsommelig affære, for selv om de østtyske motorveje er oppe på fællestysk standard, så er landevejene det altså ikke

Imens lyttede vi til Ruth. Og undrede os. Efter noget tid nåede vi frem til, at Ruth talte dansk på engelsk. Ordene er danske, men udtalt som af en englænder, der aldrig har hørt et ord dansk, men bare har fået stukket en dansk tekst i hånden til oplæsning. Det lyder i bedste fald mystisk. Andre gange totalt uforståeligt. Læg der til tyske og mellemeuropæiske stednavne, stadig udtalt på engelsk ... Vi lærte i løbet af ferien at opfatte brudstykker som 'lastbil' 'vognbane' og 'spærret'. Hvordan det går til, aner vi ikke, og Gemalen må nok ved lejlighed bruge lidt tid på manualen. Det skal til Gemalens forsvar pointeres, at Ruth netop var blevet opdateret før afrejse og egentlig bare forventedes at opføre sig, som hun plejede.

Om det havde betydet ret meget at kunne forstå Ruths advarende oplysninger, er ikke til at vide. Vi havde næppe undladt at høre tysk radio, men i Polen, Slovakiet og Tjekkiet ville forståelig tale fra Ruths side unægteligt have været en fordel. 

Ikke desto mindre klarede vi os jo fint. Vi fandt vores destinationer. Vi sad ikke fast i køer, og alt forløb egentlig mere eller mindre som planlagt. På den måde fungerer Ruth bare som en livrem og seler-ting, som vi jo tidligere fint har undværet, fordi GPS'er ikke var opfundet. Alligevel brugte vi i starten af denne tur meget krudt på at være utilfredse med Ruths opførsel. Indtil vi endte med at trække på skuldrene, da vi alligevel ikke kunne gøre noget.

Og den første aften nåede vi ganske som planlagt til Roggosen, ikke langt fra Cottbus og tæt på den polske grænse. Her havde vi booket os en suite på et fint lille Waldhotel. Suiter er ikke noget, vi normalt gør i, men her kostede den af uransagelige grunde ikke mere end et almindeligt trepersoners værelse. Så derfor.

Og så havde vi ovenikøbet fornøjelsen af en 'stjernehimmel' over dobbeltsengen. Sådan en stor blå plade, hvor der sad små dioder og lyste i skiftende farver. Donnaen mente at kunne se Karlsvognen. Men ud over et fint lille hjerte kunne hverken Gemalen eller jeg få øje på noget, der lignede noget som helst. På hotellet syntes man nok selv, at det var vældig fint. Vi syntes mest, at det var ret spøjst, og brugte en del tid på at forestille os, hvordan forløbet havde været, da man i sin tid besluttede, at nu skulle den suite altså shines gevaldigt op. Så har de gode tyskere siddet der og tænkt, så det knagede (forestillede vi os), indtil en eller anden pludselig har sagt de forløsende ord: Vi sætter en stjernehimmel op. Das wird wunderschön!

Til alt held - og Donnaens skuffelse - kunne vi slukke for himlen. 

Og efter en god nats søvn under tonstunge dyner var vi parate til at indtage Polen.

Meget fin stjernehimmel!

Prag på tværs

Hvem skulle nu have troet, at jeg skulle blive ualmindelig træt af Prag?

Ikke jeg i hvert fald. 

Normalt synes jeg, at Prag er en fantastisk by.

Bare ikke forrige mandag.

For vi skulle ikke til Prag. Vi skulle til Bratislava, cirka 325 kilometer længere mod syd-øst.

Men Prag ligger på vejen. Og hvis man ikke ser sig for og måske ikke har indstillet Ruth helt optimalt, så kan det også konstateres, at Prag ligger ret meget i vejen.

Så pludselig sad vi i en uendelig kø et sted i en ydre forstad til Prag.
Gemalen har det meget lidt godt med køer og drejer helst af for at zig-zagge sig gennem landskabet. Derfor gik der heller ikke ret lang tid, før han tog en rask beslutning:

- Så kører vi da bare tværs gennem Prag, erklærede han.

Og det gjorde vi så.

Men det er jo ikke noget, man bare sådan gør. Uden bykort og med Ruth, der stædigt holdt fast i at vise tilbage til den oprindelige rute. Derfor endte vi også med at sidde lige så ubehjælpeligt fast helt inde i Prags centrum. Med udsigt til både slot og Karls-broen. Men da der også var trafik-kaos, ensrettede gader og sporvogne overalt, OG Fruen samtidig kunne mærke den indre vandstand stige i betænkelig grad, var det svært at se det fornøjelige i situationen.

Fem kvarter og et par ture mod ensretningen senere var vi ude af byen igen, og fik et frelsende gult M i sigte. Sjældent har jeg været SÅ glad for McDonald's ...

På vejen hjem blev Ruth sat fra bestillingen, og med næsen i oversigtskortet lykkedes det også at komme rundt om byen uden problemer.

I det hele taget var vi ind i mellem ret trætte af vores nye udgave af Ruth.

Excentrisk som altid, men nu også noget af en skrap, formynderisk tante.

For hun er - suk! - begyndt også at holde øje med hastighedsgrænserne.

Og det er selvfølgelig vældig fint.

Men en gang i mellem ville det nu også være dejligt, hvis hun kunne holde sin mund og bare vise vej.

Den rigtige, altså.

Sporvogne i det centrale Prag.
Ved ikke, hvorfor jeg tog billedet.
Måske for ikke at tænke så meget på vandstanden?

En pedal for meget

Gys!

Det lyder altså sjovt - på den forkerte måde - når Fruen er ude at køre lige pt.

Det skulle gerne meget snart fortage sig. Men jeg er ikke helt sikker. For det er som om, at det, der burde sidde på rygraden, er raslet af inden for de sidste par år. Således at det, der burde gå helt af sig selv, nu kræver så meget bevidst hjerne-aktivitet, at det går lidt i ged.

Sagen er, at vi har købt ny bil. (Læs: Gemalen har købt ny bil).

Med m-a-n-u-e-l-t gear.

Argh!

Det har vi ikke haft i nogle år nu. Og egentlig havde Gemalen også på et tidspunkt erklæret, at automatgear var så meget nemmere, at der bestemt ikke var nogen grund til nogensinde at købe andet. Hvilket jeg selvfølgelig har pointeret. Men man har jo som bekendt et standpunkt, lige til man tager et nyt. Således også Gemalen. Og når man handler, er det jo netop det, man gør. Altså handler. Og så kan man ikke altid få lige præcis, hvad man ønsker. Heller ikke automatgear.

Det er super-let at vænne sig til automatgear. Man sidder og vifter sært med venstre fod i en uges tid eller to, men så er den altså også feset ind.

Det er desværre på ingen måde særlig super-let at vænne sig tilbage.

Det begynder allerede ude i carporten, hvor jeg sidder og ikke kan starte. Fordi jeg har glemt alt om koblingen.

Jeg kan nogenlunde finde ud af at skifte gear under kørslen. Kan måske skyldes, at der en fin lille indikator i instrumentbrættet, der fortæller, at jeg gerne må geare op?

Men at sætte i gang efter at have holdt for rødt er straks sværere, og hvis det går bare den mindste smule opad, bliver jeg reduceret til atten-årige mig, der febrilsk prøver at regne ud, hvad kørelæreren mener, når han siger 'koblingspunkt'. Det er næsten dømt til at mislykkes.

Så næste gang I holder i et kryds bag en tumbe, der er gået i stå, så vær lige rare og lad være med at dytte.

Jeg synes, det er svært nok i forvejen ...

Den pedal til venstre, ikk' - den er altså kun til besvær ...

Skat, der er nogen, der har bidt i bilen!

- Skat, jeg synes, bilen kører underligt!

 

'Kører underligt!'. Se det er jo en typisk kvindekommentar. Noget mænd aldrig ville sige. 

 

Mænd ville i stedet sige noget i retning af 'bilen trækker vist ikke på den ene cylinder', eller 'der er noget galt med brændstof-tilførslen', eller 'det er som om partikelfilteret er stoppet'. Det er måske ikke rigtigt, men det lyder i hvert fald godt.

 

- Hvordan 'underligt'? spørger gemalen derfor, når jeg klager min nød.

- Bare sådan underligt. Der er også en lampe, der lyser..

 

Okay, så vågner gemalen og sætter sig fluks bag rattet. Men hvad sker så 5 ud af 4 gange? Lampen lyser. Ikke.

 

- Kone, der er altså ikke noget, der lyser. Tror du ikke bare, det er dig?  Underforstået; måske er det bare den tid på måneden..

 

Så sker der sommetider det forunderlige, at bilen efterfølgende opfører sig højst uhensigtsmæssigt, og indtil flere advarselslamper lyser og blinker. Og bilen kommer på værksted.

 

Således denne gang.

 

Efter et par timer var diagnosen klar: Slangerne til .. - ja, til 'noget', ikk - var bidt over. Af et eller andet småtbegavet dyr. Som nu har ondt i maven. Håber jeg.

 

Hvis jeg vil tages alvorligt, næste gang bilen gør underligt, siger jeg bare

 

- Skat, der er nogen, der har bidt i bilen!