I koma ved Como

Nej, vi gik ikke i koma. Men.

Fra Rothenburg gik det hurtigt mod syd.

Vi nåede hurtigt grænsen og holdt ind for at købe de motorvejsvignetter til både Østrig og Schweiz, som Gemalen ikke havde fået købt hjemmefra.

Fruen blev sendt afsted og fik hurtigt en 10-dages vignet til Østrig, men tabte så kæben, da vignetten til Schweiz viste sig at være en årsvignet! Den havde vi ikke lige set komme. Vi vidste da godt, at vi skulle betale for at køre igennem Schweiz, men havde ikke haft fantasi til at forestille os andet end en afgift på linie med den i Østrig, Tjekkiet og alle de andre lande med vignet-system.

Nu var der ikke andet at gøre end at hoste op med pengene. Kontant. For betale med kort kunne man ikke. Og så kunne jeg iøvrigt prøve at trøste mig med, at Schweiz faktisk indgår i sommerferieplanerne, så vignetten vil da i det mindste blive brugt igen og ikke kun til nogle få timers passage til og fra Italien.

Videre gik det. Vi spiste frokost på en motorvejsrestaurant i et område, der - til vores store fornøjelse (ja, vi er lette at fornøje) - hed Heidiland. Og så ned gennem et snedækket landskab med hårnålsving og virkeligt flotte udsigter. Som man kunne nyde, hvis man ikke havde travlt med at holde fast i sædet ...

På det tidspunkt begyndte jeg at få ondt i nakken og hen over skuldrene, men tænkte i starten, at nu måtte jeg altså slappe lidt af. I stedet spredte det sig, så jeg i løbet af de næste timer fik ondt stort set over det hele, og jeg begyndte at spekulere på, hvad jeg havde gang i.

Vel fremme ringede vi efter hotelværten, som kom og lukkede os ind og forklarede os, hvordan vi kom ind og ud af bagindgangen på hotellet, som nemlig var lukket på tirsdage. Da vi havde slæbt al vores pik-pak ind og op, ville Gemalen gerne ud at cykle, mens jeg bare ville i seng.

Aftensmaden blev indtaget i naborestauranten, da 'vores egen' jo var lukket. Og så var det bare på hovedet i seng. Igen. Næste morgen var jeg ikke længere i tvivl om, at jeg var influenza-ramt. Det krævede stor koncentration overhovedet at komme i bad og ned til morgenmad. Men derefter gik det lidt bedre, og det blev 'bare' et spørgsmål om at holde den kørende på en kombination af smertestillende piller og stædighed.

Vi ville gerne ud at sejle på søen, og Gemalen mente til sidst, at han havde gennemskuet, hvordan og hvorledes afgangene hang sammen, og jeg blev instrueret i, hvor vi skulle hen, så jeg kunne købe billetter.

- Get off in Bellaggio? spurgte billetmanden.

- Øhh.

- Turistico, konkluderede billetmanden.

Og så fik vi tre billetter, der kostede det blå, hvilket i første omgang irriterede Gemalen voldsomt, men som viste sig at være dagsbilletter til hele søen, og faktisk et udmærket valg.

Vejret var dejligt, så vi kunne sidde ude og nyde solen i ansigterne, mens den lille færge sejlede afsted på sin zigzag-rute fra den ene lille by til den anden, frem og tilbage over søen.

Selv om foråret endnu ikke var slået rigtigt igennem, og træerne stadig stod uden løv, var der meget smukt. Flere steder dannede sneklædte bjerge den perfekte baggrund, Og det var ikke kun os, der havde travlt med at tage billeder.

Det begyndte dog at blæse op, så vi søgte indendørs og senere også på land for at spise frokost.

Bagefter ville vi godt hjem.

Men det var straks mere indviklet.

Der var - så vidt vi kunne læse os til - lang tid til den næste færge, så vi gik en lille tur. Men så kunne vi pludselig se en færge nærme sig, så vi skyndte os tilbage. Det var en bilfærge, og den sejlede til Bellaggio. Den tog vi. I Bellaggio fandt vi ud af, at den sejlede videre i vores retning, så vi hoppede på igen.

Og sejlede tilbage til der, hvor vi lige kom fra!

Hvorfra den så igen ville sejle tværs over søen, men nu var der i mellemtiden kommet en flyvebåd, som vi hellere ville med.

Den var dog dyrere at sejle med.

- You pay, sagde billetkontrolløren og pegede hen på billetlugen, og så kunne vi få lov at betale et tillæg for at sejle med flyvebåd.

Det gjorde vi dog gerne, og så snart vi var landet i sæderne, faldt Donnaen i søvn, mens jeg holdt den gående, lige til vi nåede i land. Så føltes det til gengæld som om, batterierne ikke blot var flade, men helt taget ud og smidt væk.

Så mens Gemalen tog ud at cykle, ville jeg bare sove.

Rothenburg rundt

Når vi nu ikke skulle til Tyrkiet i påskeferien, måtte vi jo finde på noget andet. Vi enedes om Comosøen i Italien.

Med en overnatning på vejen derned.

I Rothenburg ob der Tauber, som jeg havde googlet mig til skulle være en fin, lille middelalderomantisk by med en flot beliggenhed, smukke gamle huse og en bymur, der var et besøg værd.

Da vi, af - ahem - flere forskellige grunde, først kom ret sent hjemmefra og skulle igennem de sædvanlige vejarbejder i Tyskland, ankom vi først hen under aften og nåede kun at få et glimt af bymuren, inden det blev mørkt.

Hotellet lå inden for muren og var gammelt og skævt og meget hyggeligt.

Da vi næste morgen kom ned til morgenmad, viste morgenmadsrestauranten sig at ligge direkte over bymuren med den mest fantastiske udsigt ud over dalen og floden. Her sad vi så og faldt i staver over udsigten og glemte fuldstændigt at tygge.

Men det nyttede jo ikke noget. Vi skulle nå at se bymuren, inden vi kørte videre, så vi begav os ud i morgenkulden og op på muren.

Eller rettere ind i muren.

Jeg havde forventet, at man kunne gå oven på muren, som på et voldanlæg, men det var helt forkert. Man gik inde i et overdækket fæstningsværk med et væld af større eller mindre skydeskår. Her har byens tapre forsvarere kunnet stå i ly af muren og skyde på fjenden. Men da der mange steder var både smalt og mørkt og langt ned, kunne man nemt forestille sig, at det har været særdeles vanskeligt at færdes der i kampens hede uden at skvatte ned og slå sig halvt ihjel uden overhovedet at være ramt af fjenden.

Nu er der rækværk de allerfleste steder, men alligevel flere helt uafskærmede passager, hvor stejle trapper leder op til muren. Det virker således velbegrundet, når der skiltes med, at børn skal holdes i hånden, og at man færdes på eget ansvar ...

Gennem de mange skydeskår er det muligt at se ud på den omgivende verden, som nogle steder vel ser stort set ud som i middelalderen - bortset fra at man næppe dengang har tilladt træer i murens umiddelbare nærhed? Andre steder ser man derimod direkte ud i nutiden med supermarkeder og bilforhandlere.

Den slags finder man ikke inden for murene, hvor alt er helt- eller halvtgammelt. Oprindeligt eller rekonstrueret. Flere steder ligger husene helt op til muren, og selv om det ser hyggeligt ud, ser det også meget mørkt ud. Men i middelalderen har lyse stuer nok ikke været en parameter, man havde med i sine overvejelser, når man byggede huse.

Gemalen og Donnaen gad ikke at gå med hele vejen rundt (man kan heller ikke gå hele vejen rundt, men cirka fire femtedele) og kravlede ned og gik på tværs af byen, hvor de kiggede på alle de fine gamle huse og blandt andet kom forbi gabestokken foran kriminalmuseet og der sikrede sig et nyt profilbillede til Gemalens facebookprofil.

Det og også blandt andet julemuseet (men hvem gider jul i marts?) gik jeg glip af, men man kan ikke nå det hele, så vi checkede ud, fandt bilen, der stod pænt parkeret på en af hotellets pladser 'til venstre, rundt om hjørnet og så tredje port på højre hånd', da det var helt forbudt bare at parkere i byens gade og stræder.

Og fortsatte mod syd.

Glæden forud

- Glæden forud kan ingen tage fra en, siger min far en gang i mellem.

Det har han jo ret i, og jeg er virkelig god til at glæde mig på forhånd.

Faktisk har jeg glædet mig til påskeferien siden en gang i det tidlige efterår, hvor vi blev enige om, at påskeferien skulle bruges på et af Gemalens mange mtb-o-løb, som denne gang er lagt i Tyrkiet.

Og ikke bare i Tyrkiet, men i et af de allermest interessante områder, Kappadokien, hvor tusind års historie og mærkværdig natur går op i en højere enhed. Muligheden for at bo i cave-hotel, for at besøge nogle af de allertidligste kirker og for at komme på ballontur for at se solen stå op over bjergene var mere end rigeligt til at sende mig i selvsving.

Gemalen var let at overtale, han havde jo mountainbike-løb i anderledes omgivelser at glæde sig til, så der blev tjekket flyafgange. Fra Hamburg over Istanbul til Nevsehir. Fra Billund er der også mange afgange til Istanbul, men så skal man overnatte, før man kan komme videre, hvilket vi ikke var interesserede i.

Jo, vi ville sådan set meget gerne se noget af Istanbul, men Gemalen vil ikke bruge hele dage på sightseeing før sine løb, og efter løbene var der ikke tid i forhold til Donnaens skolegang. Hun er nu så gammel, at fravær er fravær, så er det ligegyldigt, om man er forkølet, på ferie med sine forældre eller bare pjækker. Så det duede ikke.

I stedet koncentrerede vi os om at booke hotel, da Fruen ved tanken om det forventede pres på hotellerne i området ikke var til sinds at sidde med hænderne i skødet og vente på, at alle de spændende cave-hotels blev udsolgt.

Derefter var det bare at dykke ned i den indkøbte Lonely Planet Guide.

Og glæde sig.

Godt nok var der to selvmordsbombere, der netop på det tidspunkt tog over 100 mennesker med sig i døden ved at angreb i Ankara. Men - uden at ville forklejne over 100 sagesløse menneskers død - det var jo i Ankara og langt væk og havde ikke noget med os at gøre.

Så vi glædede os.

Siden kom der flere bombe-angreb, og mens Gemalen fik rynker i panden, stak Fruen i begyndelsen bare fingrene i ørerne og nynnede la-la-la-la.

Pludselig blev det vigtigere at tænke på vinterferie, og påskeferie-tankerne blev midlertidigt lagt på hylden.

Donnaen spildte ikke sin tid på nyheder, mens vi var i Barcelona, mens jeg af vanvare bevægede mig forbi et nyhedssite og blev opmærksom på endnu et angreb.

Jeg skyndte mig at lukke siden ned og tænke på noget andet. Og så gik tiden, lige til vi sad i bilen på vej hjem fra lufthavnen i Hamburg, Donnaen var faldet i søvn, og Gemalen meddelte:

- Jeg vil ikke til Tyrkiet i påsken.

Det var ikke fordi jeg ikke havde set den komme, men jeg blev alligevel skuffet og skulle lige prøve alle de 'rigtige' argumenter af.

- Jamen, så vinder terroristerne jo, påpegede jeg.

- Ja, det gør de, medgav Gemalen, og havde jeg ikke haft jer, var jeg nok taget afsted. Men nu har jeg altså jer, og jeg vil hverken have ansvaret for jer dernede eller tage alene afsted og risikere ikke at komme hjem igen.

- Og jeg har meldt fra, tilføjede han og lukkede dermed for yderligere diskussion.

Så vi skal ikke til Tyrkiet i påsken.

Hvilket jeg stadig er noget muggen over.

Men glæden forud havde jeg jo, og afsted på påskeferie kommer vi selvfølgelig alligevel.

En dum besked

- Goddag, det er sygeplejerske Hansen fra Lægehuset, lød det da jeg besvarede et opkald til min mobil fra et ukendt nummer.

Et kort sekund krøllede min hjerne sig sammen i ulogisk frygt for, at der skulle være sket Donnaen eller Gemalen noget, ind til det gik op for mig, at det næppe ville være fra Lægehuset, man i så fald ville ringe.

- Du var jo hernede til en screening for livmoderhalskræft for nylig, fortsatte sygeplejersken, der ikke kunne følge med i mit tankemæssige selvsving.

Dét havde jeg ikke på nogen måde glemt.

Selv om jeg måske nok havde forsøgt at fortrænge netop dén oplevelse en lille smule.

- Og jeg ringer bare for at sige, at der altså er fundet celleforandringer, så du skal komme igen til et nyt tjek om 6 måneder, sagde sygeplejersken med noget, der inde i min igen helt krøllede hjerne mindede om tredobbelt talehastighed.

- Øh hvad? spurgte jeg og forsøgte at blive så nærværende, at jeg rent faktisk kunne forstå, hvad sygeplejersken lige havde sagt.

- Jeg ringer, fordi.. gentog sygeplejersken sig selv, hvilket hun sådan set slet ikke behøvede, for jeg havde jo udmærket hørt, hvad hun sagde første gang. Nu spekulerede jeg i stedet på, hvorfor der ikke findes en eller anden form for advarselslampe på mobilen, så man kan slippe for at besvare mindre behagelige opkald, mens man er på på arbejde?

Heldigvis var det ikke frokost, heldigvis sidder jeg ikke i et storrumskontor og heldigvis kunne jeg hurtigt finde et tomt lokale, hvor jeg kunne fortsætte samtalen.

- Det er ikke alvorligt, bare lette celleforandringer, der måske forsvinder af sig selv igen, forklarede sygeplejersken.

- Nå, sagde jeg. Mest fordi jeg ikke kunne finde på andet.

- Så, du skal bare tage det helt roligt, fortsatte hun.

- Okay, sagde jeg og sænkede skuldrene en lille smule.

- Men vi er selvfølgelig nødt til at holde øje med, at det ikke udvikler sig til noget værre, så det er vigtigt, at du kommer til en ny undersøgelse om et halvt år.

- Javel, sagde jeg, mens skuldrene smuttede op om ørerne igen.

- Og du skal selvfølgelig også selv være opmærksom på eventuelle forandringer såsom pletblødninger eller smerter. Og du skal bare ringe, hvis der er noget, du gerne vil snakke med lægen om. Men som sagt; der er overhovedet ingen grund til at bekymre sig på nuværende tidspunkt. Farvel og hav en fortsat god dag.

Måske sagde hun slet ikke det sidste, men sygeplejerskens venlige friskhed virkede på det tidspunkt så tilpas absurd, at det lå lige for at tro, at hun havde sagt præcis sådan.

For hvordan lader man være med at bekymre sig (bare lidt) om noget, der skal holdes ekstra godt øje med, fordi det kan udvikle sig til noget værre?

Jeg er ovenikøbet sådan en, der forud for tandlægebesøg føler, at hele undermunden vist er ved at rasle ud. Sådan en, der kan føle de ondeste ømheder før mammografi. Og sådan en, der kan generere pletblødninger, bare fordi jeg skal lade være.

Det skal nok blive et fornøjeligt halvt år.

Den 80-årige, der gik på museum og drak sin første cappuccino

Er der noget, de allerfleste i vores familie bliver virkeligt dårlige til med alderen, så er det at præstere brugbare ønskesedler.

Min far er presset, hvis han bliver bedt om at ønske sig mere end nye sokker, og min mor brillerer ganske ofte ved at ønske sig en ny kuglepen og pæne brevkort ...

- Dah! siger jeg bare.

Da min mor nærmede sig sin 80 års fødselsdag i februar, fik hun besked på at gøre sig mere umage med ønskesedlen. Resultatet blev en lille håndfuld bøger, og da jeg stadig ikke var voldsomt imponeret, trak hun trumfkortet:

- Oplevelser!

- Ja mor, det er fint. Men hvilke oplevelser?

- Det er da sandelig op til jer, sagde min mor og mente vist selv, at hun var meget medgørlig ...

Og så lå bolden li'som på min banehalvdel igen.

Men oplevelser blev det; en forhåbentlig veldoseret tretrinsraket af oplevelser i letvægtsklassen. Og belært af tidligere dårlige erfaringer kom der datoer på med det samme, så det hele ikke løb ud i ingenting på grund af manglende beslutningsvilje og misforstået hensynstagen til alle sider.

Fredag var første trin; en tur til Aros, hvor min mor aldrig havde været. Så jeg stemplede ud ved middagstid, hentede min mor og kørte til Aarhus.

Aros var lige tilpas besøgt, og der var ikke andre ved billetskranken, da jeg gik hen for at betale.

- To billetter, bad jeg damen bag skranken.

- Husk, jeg er pensionist, sagde min mor, der stod lige bag mig.

- Gør det nogen forskel, om man er pensionist? spurgte jeg damen.

- Så får man 10 procents rabat, svarede damen og fortrak ikke en mine, selv om jeg netop havde betalt fuld pris for os begge ...

Nu er det meget begrænset, hvor meget vrøvl jeg gider at gøre over 12 kroner. I det her tilfælde faktisk slet ikke noget, men jeg synes egentlig, at det hører til almindelig kundeservice at gøre, kunderne opmærksomme på det, hvis de af en eller anden grund kan opnå rabat.

Skrankedamen skulle ikke have lov at ødelægge en god dag, og vi skyndte os så langt væk som muligt. Op i Regnbuen. 

Det var ikke det bedste vejr, og en skoleklasse i indskolingsalderen gjorde det til en gungrende oplevelse at opholde sig deroppe, men flot var det jo, og min mor var både behørigt imponeret og en lille smule beklemt ved at skulle bevæge sig ud på de mest yderligtliggende dele af buen, hvor afstanden til bilerne ned på gaden virkede meget stor.

Vi tog udstillingerne oppe fra. Øverst oppe var en udstilling, som hed "Fra Abildgaard til Kirkeby". Først en masse dejlige guldaldermalerier og derefter skiftende tiders skiftende stilarter, som i skiftende grad fandt nåde i vores smagsunivers.

Den ene halvdel af en kinesisk udstilling lå næstøverst. Forskellige installationer, som man kunne måbe over eller betages af. Hvad der ved første øjekast lignede et overdimensioneret tigerskind, viste sig ved nærmere besigtigelse af bestå af cigaretter, der enten vender den gule filterende eller det hvide op, så tigermønstret opstår. Jeg har eftergooglet mig til, at der er brugt en halv million cigaretter på projektet. Imponerende - og lidt af en udfordring for pilfingre som mig, der får akut trang til liige at pille lidt ved den slags installationer.

Længere nede lynkiggede vi på en udstilling med en norsk kunstner, som sagde os absolut ingenting.

I modsætning til caféen, der nu trak alvorligt i os.

- Jeg skal bare have en kop kaffe, sagde min mor.

- Er du sikker; har du egentlig nogensinde smagt cappuccino? spurgte jeg.

Det havde min mor faktisk ikke, så sådan en fik hun, og så delte vi to forskellige dagens kager, så vi undgik, at den andens kage var den bedste.

- Har vi set det hele nu? spurgte min mor, da det sidste kage var gledet ned, og energien var vendt tilbage.

Det havde vi ikke, for vi manglede stadig Boy, der af uransagelige grunde er gemt bort i et hjørne i kælderen. Han var i anledning af den kinesiske udstilling udstyret med legetøj i form af svævende faldskærme og virkede på den måde ikke helt så ensom, som han ellers plejer.

Nu kunne vi lige så godt se den anden halvdel af den kinesiske udstilling, selv om jeg faktisk ikke rigtigt gad. Anden halvdel var dog meget sjovere end den første og endnu mere pilfinger-provokerende.

- Ja, man er næsten nødt til at putte hænderne i lommen, medgav en venlig dame, da hun hørte mig kommentere på min pilletrang.

Og så, rundt om en hjørne, kom vi til, hvad jeg syntes var, dagens clou; en kæmpestor og farvestrålende prismelysekrone. Bestående af - naturligt nok - prismer - og - mere overraskende - plastbeholdere i alverdens farver. Den slags plasticflasker, man har skyllemiddel, motorolie, forruderens og kalkfjerner i. Den var både sjov og flot, og jeg ærgrede mig kortvarigt over ikke at have en entré med ti meter til loftet.

Nu havde vi set det hele. 

Min mor syntes, det havde været en god eftermiddag, og så håber jeg bare, at næste tur bliver lige så vellykket.

Lysekrone
- og dum, hvid info-dims.

Random check

Hjem kan man jo altid komme, men hverken Donnaen eller jeg mente, at der var grund til at gøre hjemturen til så stressende en oplevelse som udturen til Barcelona.

Vi ville gerne være i god tid, men da flyet først skulle lette ved middagstid, havde vi alligevel masser af tid til både at sove semi-længe, spise morgenmad og komme ud af vagten.

Nu vidste vi jo, hvilke metrolinier vi skulle benytte, turen til lufthavnen forløb glat, og vi tog de rullende trapper lige op til den store oversigtstavle med alle afgangene.

Dér stod vi så lidt, for ingen af os kunne få øje på netop vores afgang, hvilket var lidt sært, når nu oversigten indeholdt flere afgange efter vores ...

Donnaen aktiverede den indre panikalarm og opremsede lynhurtigt en hel række muligheder for fejl, moderen kunne have begået. Såsom forkert terminal, forkert dato, forkert klokkeslet, forkert hvad ved jeg.

Heldigvis var vi jo denne gang i meget god tid, og jeg mente ikke, der var grund til at gå i panik endnu, men lovede Donnaen at sætte himmel og jord i bevægelse, hvis vores afgang ikke kom på tavlen i løbet af en halv time.

Det gjorde den så et øjeblik efter, og Donnaen sænkede igen skuldrene.

Belært af erfaringerne fra lufthavnen i Hamburg havde vi nu pakket vores toiletsager pænt ned i klare plastposer og anbragt dem øverst og nemt tilgængelige i vores kabinekufferter.

Og hvad skete der så?

Absolut ingenting.

Næsten.

For mens tolderne ikke en gang gad at åbne min kuffert, blev Donnaens udtaget til det, tolderen kaldte et 'random check'.

Donnaen vidste tydeligvis ikke, hvad 'random check' betød, og så temmelig skrækslagen ud. Det havde hun dog ikke behøvet, for - den iøvrigt ret søde, men det havde Donnaen ikke lige blik for på det tidspunkt - tolder åbnede kun et hjørne af Donnaens kuffert og stak en scanner-dims ind og viftede lidt frem og tilbage. Derefter fik Donnaens sko en tilsvarende tur, og det var så det.

Men Donnaen skumle-mumlede en del efterfølgende og ville vide, hvorfor netop hun var blevet taget ud til check. Det kunne jeg jo ikke rigtigt svare på, men mente, at hun nok havde været nummer 10 eller 7, eller hvad tolderne nu talte til på sådan en torsdag.

En café latte, en kage og cirka 100 sider i Donnaens bog senere lettede flyet og bragte os planmæssigt til Hamburg, hvor Gemalen ikke ventede. Han var nemlig cirka 30 km forsinket, men det passede fint med, at vi både kunne nå en tur på toilettet og finde den udgang, som var nemmest for Gemalen at hente os ved.

Der gik ikke mange øjeblikke fra vores numser ramte sæderne i bilen, før Donnaen sov

Snip snap snude.

Og forude venter påskeferien, men det er straks en helt anden historie.

Udsigt fra hotelværelset
til Palau Güells tagterrasse.

Manglende morgenmads-pli og noget om bøger

- Han sidder og klør sig på sin bare mave! hvisle-viskede Donnaen oprørt.

Jeg sad med ryggen til og kunne ikke se, hvad der foregik uden at vende mig helt om. Men da jeg netop havde set hans søstre (formoder jeg) i noget, der i betænkelig grad lignede nattøj, troede jeg Donnaen på hendes ord.

Han var en ung amerikansk fyr, som sammen med sine forældre og søstre boede på samme hotel som os i Barcelona, og de følte sig tilsyneladende så meget hjemme, at deres opførsel i morgenmadsrestauranten var meget - ahem - hjemlig.

Donnaens grænser var klart overskredet, og jeg syntes selvfølgelig heller ikke, det er en okay opførsel at sidde og strække sig uhæmmet og klø sig på maven omgivet af andre mennesker på en restaurant (bevares, kun morgenmads-, men alligevel), men jeg var jo så heldig at sidde med ryggen til, så mens Donnaen sad og skumlede, kunne jeg bare glæde mig over, at så opfører hun sig nok mere velopdragent, også når vi andre ikke er med.

Og sådan var der så meget. Donnaen oplevede sommetider nogle helt andre ting end jeg, selv om vi opholdt os de helt samme steder.

Blandt andet, hvad det vil sige at være ung pige i et middelhavsland. Mændene er begyndt at kigge. På den der lidt mere åbenlyse måde, end vi er vant til. Jeg så det godt et par gange, men bestemt ikke altid. Og Donnaens reaktion var ret forskellig. For mens det da var ganske godt for selvværdet, at store drenge eller unge fyre på stort set hendes egen alder kastede et blik efter hende, kunne der også pludselig lyde et 'Adwr, hvor klamt!', hvis mændene var ret meget over 23 år og/eller gestikken blev lidt for obskøn.

Heldigvis havde hun jo mig med som anstandsdame, og der skete aldrig mere end det.

Bortset altså fra, at jeg pludselig følte mig meget gammel ...

I det hele taget var det svært at forestille sig, at der kunne ske noget som helst ubehageligt i Barcelona, for politiet var massivt tilstede. Allermest på Ramblaen, hvor betjente i bogstaveligste forstand var en konstant del af gadebilledet. Gående, i bil eller på scootere.

Om det var derfor, eller bare fordi det var temmelig koldt, at der faktisk ikke var særlig meget sjov, fis og ballade op og ned ad gaden, vides ikke. Men sikkert var det, at de kulsorte, unge mænd, der skulle forsøge at tjene lidt håndører på at sælge tingeltangel til turisterne, oplevede svære tider. Vi så dem oftest med både ben og bylter på nakken på vej væk fra ordensmagten.

Hvad Donnaen ikke så, men jeg derimod bemærkede, var noget så eksotisk som en læsende person i metroen. Hvis passagererne ikke sov eller snakkede havde 99% af dem travlt med at kigge på mobil - eller mobiler; vi så flere med to. Den læsende herre stod på næsten helt ude ved Camp Nou og læste hele vejen ind til byen, og jeg spekulerede nysgerrigt på, hvilken bog der mon kunne være så spændende? Det lykkedes mig at smuglæse forfatternavnet, som af en eller anden ukendt årsag faktisk blev hængende i min hukommelse længe nok til, at jeg kunne forsøgsgoogle mig frem til, hvilken bog det var, nemlig El Asedio af Arturo Pérez-Reverte. Men selv om den spanske forfatter er temmelig kendt, er bogen tilsyneladende ikke oversat til dansk, og at læse en engelsk oversættelse af en spansk roman virker lidt for fjollet, så jeg finder nok aldrig ud af, om bogen virkelig er så altopslugende god, som herren i togets fraværende mine lod tro.

Måske var det synet af den læsende herre, der fik mig til at tænke på spanske forfattere, så jeg pludselig - 'blop' - kom til at tænke på Havets Katedral af Ildefonso Falcones. En bog jeg har læst, uden at synes særlig godt om den, men det var underordnet, for var der ikke noget med? Og jo, det var der, og heldigvis lige i nærheden, og så blev Donnaen - noget mod sin vilje, for hun havde jo set én kirke - trukket med på jagt efter Basilica de la Santa Maria del Mar, Havets Katedral.

Vi fandt den ret hurtigt, klemt inde mellem de tæt omkringliggende bygninger i den gamle bydel La Ribera. Selvfølgelig skulle Fruen ind og kigge. Donnaen gik primært med, fordi det var for koldt at blive udenfor. Det kostede at komme ind, hvad overraskede mig noget, da det ikke havde stået nogen steder. Men det er garanteret sideeffekten af den pludselige berømmelse, kirken har fået efter, at førnævnte bog blev en international bestseller.

Anyway, fin gammel, gotisk kirke. Bygget i det 14. århundrede, omend det man ser nu, er en genopbygning efter en omfattende brand i 1930'erne. Plus senere udsmykninger, således er den yngste glasmosaik kun 20 år gammel. Den så jeg dog ikke, og jeg må have gået og kigget mere ned end op, for pludselig lagde jeg mærke til et dødningehoved hugget ud i en flise i gulvet. Det syntes jeg var ret sært, men jeg har desværre ikke kunnet google mig til en forklaring.

Men samtidig mindede den mig - på mærkværdig vis (tsk, tsk) - om, at Donnaen sad på en af de bagerste bænke og ventede på mig, så jeg skyndte mig tilbage, og vi gik ud på en sidste runde i byen, inden vi næste dag skulle vende næsen hjemad igen.