Lus forbi

I dag er store luse-dag.

Dagen hvor idealistiske mennesker synes, det ville være smart, hvis vi alle på én gang lusede vort afkom. Fordi vi på den måde kunne komme denne ellers tilbagevendende plage til livs.

Og det ville jo være skønt. For IH hvor jeg synes, det er træls, når VI har lus. Ja, det er nemlig altid lidt en familieting, når der er luse-alarm på matriklen.

Selvom vi ikke har været specielt hårdt ramt, har der alligevel udviklet sig noget, som ligner en rutine.

Det starter som regel med, at Pigebarnet - klokken er godt og vel sengetid - meddeler, at hun klør i hovedbunden, og at Mathilde/Marie/Malene forresten vist også snakkede noget om lus i skolen igår..

Suk!

Frem hives balsam, tættekamme, stol og Fruens egen hvide badekåbe.

Og så går den vilde lusejagt.

Det går sjældent stille af. For selv glat hår filtrer, og Pigebarnet lader ingen i tvivl, hvis hun mener, hun lider overlast..

Nogle gange er der gevinst. Andre gange er det heldigvis falsk alarm.

Når jagten giver udbytte, sker der med usvigelig sikkerhed dernæst det, at Gemalen begynder at klø sig bag ørerne.

- Jeg synes, jeg tror, kan du ikke lige? jamrer han.

Nu er han ikke udstyret med ret meget hår. Han er nok nærmest at betragte som halvskaldet, så det er en overkommelig tjans at konstatere, at han ikke har lus.

Værre er det, når Fruen selv bukker under for lusefornemmelser. Gemalen melder straks pas, og det har i flere tilfælde været nødvendigt at lægge vejen forbi frisøren for at blive de bange anelser kvit.

***

Det er så alt sammen hvad det er. Det er træls og bøvlet, men vi har udstyret i orden, og efter nogle ture er Pigebarnet atter lusefri.

Til gengæld var det en af de alternative udfordringer, da Fruen ikke havde overvejet at medbringe tættekam på sommerferie.

- Min hovedbund klør, klagede Pigebarnet en dag på feriedestinationen i Bretagne.

- Nå, du har nok ikke skyllet din shampoo godt nok ud, slog Gemalen det hen. Hernede er vandet anderledes, så der skal skylles ekstra godt.

Nogle dage senere var familien rykket til Paris. Til et absolut nul-stjernet hotel i en af de billigere forstæder.

Pigebarnet klagede sig igen, og denne gang kunne Fruen hurtigt konstatere, at vi ikke var alene på værelset..

Luse-alarm!

Men hvad gør man så? Hvad hedder lus på fransk? Og hvad hedder kam? Desværre hører fransk ikke til en af mine spidskompetencer.

Så et nødråb blev sendt ud i cyber-space, og senere på dagen tikkede der heldigvis også svar ind.

Bevæbnet med vores nye viden drog Pigebarnet og Fruen på apotek i nærheden af hotellet.

Hvor vi opførte en rask lille pantomime-forestilling til ære for ekspeditricen og forsøgsvis sagde lus og kam på noget, vi mente kunne lyde som fransk.

Havde vi nu boet fint og flot i hjertet af Paris er jeg ikke sikker på, at vi var blevet mødt af ret meget andet end parisisk arrogance og manglende forståelse. Men til alt held havde vi jo indlogeret os på et hotel i et rabarber-kvarter, så her var ingen forståelsesproblemer. Og da vores forestilling var færdig, blev diverse luse-kamp-produkter straks linet op på disken.

Efter lidt parlamenteren frem og tilbage - Fruen skulle selvfølgelig være besværlig - lykkedes det at købe en fin tættekam. Af metal og med dobbelt så lange tænder som den danske plastic-version vi havde derhjemme.

Derefter tog jeg livet af Pigebarnet. I hvert fald næsten.

For én ting er at jage lus i det hjemlige badeværelse. Noget helt andet er, når det skal foregå i et lille hotelbadeværelse som kun er udstyret med badekar og telefonbruser. Så Pigebarnet troede, jeg ville drukne hende, og var højlydt uenig i mine dispositioner.

Da hendes hovedbund derefter blev udsat for franske ståltænder, blev mishagsytringerne hverken færre eller mindre højlydte.

Gemalen spurgte, om vi var kommet op at slås eller bare var ude på at tilkalde de sociale myndigheder.

Til sidst lykkedes projektet dog. Pigebarnet var nykæmmet og befriet for adskillige lus.

Og næste seance kunne heldigvis foregå hjemme i eget badeværelse.

***

Lige nu har jeg lykkelig fortrængt, hvad lus hedder på fransk. Det er jo også lige meget, hvis næste ferie går et helt andet sted hen. Til gengæld er jeg ret sikker på, at jeg fremover - foruden allergimedicin, hvepsebrod-udtrækker og 117 andre ting - vil huske at medbringe kæmmekam på ferie..

Et usmart fuglehus

 

Mit nye fuglehus er lidt usmart.

 

Altså ikke designmæssigt usmart. Selvom det ikke lige er i den der English Cottage stil, som jeg havde tænkt, men ikke sagt højt, at jeg ønskede mig. Jeg havde bare skrevet 'fuglehus' på ønskesedlen til jul.

 

Og det fik jeg så ikke.

 

Men et par dage efter jul var Gemalen i det lokale byggemarked i anden anledning og kom glad hjem med et fuglehus af den mere almindelige slags. Og det er sikkert også bedre, for det fuglehus, som Fruen havde forelsket sig i, havde nok set lidt for mystisk ud i vores have, der er sådan cirka lige så langt fra English Cottage stilen, som en fodboldbane.

 

Fuglehuset kom op.

 

Det står lidt skævt, men det er der ikke noget at gøre ved, før frosten forsvinder, og det bliver muligt at stikke en spade i jorden.

 

Pyt, for fuglene er da trekvart ligeglade. Det er bare mig, der bliver lidt søsyg, når jeg ser på det.

 

Og der kommer faktisk fugle. Det overrasker mig en smule, for jeg havde forestillet mig, at der ville gå lang tid, før der var en eneste fugl, der fik øje på den nye mad-mulighed. Men det var som om, fuglene bare havde ventet på, at vi fik det op, for de var der næsten med det sammen.

 

Og de har været der siden.

 

Det er det, der er det usmarte.

 

For nu føler jeg mig jo forpligtet.

 

Forpligtet til at fodre fugle. Hver dag. Og ikke kun de dage, hvor der er et halvt flutes eller et gammelt æble til overs.

 

Kan man føle sig forpligtet af fire solsorte og en krage?

 

Jeg kan.

 

Så nu håber jeg bare på, at det bliver forår, før vi skal nogen steder.

 

Stik mig lige et bjørneskind

 

Solen skinner fra en skyfri, frostklar himmel.

 

Og alle synes, det er skønt.

 

Undtagen jeg.

 

For jeg er forhånds-sur. Fordi jeg kommer til at fryse og føle mig som en huleboer i en kold klippegrotte i aften.

 

Sådan er det desværre altid, når vejret er rigtig vinter-flot. Og jeg er derfor begyndt at foretrække gråt-i-gråt, vinter-surt vejr.

 

Det er selvfølgelig ikke kun vejret, men primært mit hus, der er noget galt med. Eller rettere varmeforsyningen og varmestyringen. Vi har nemlig gulvvarme. Kun gulvvarme. Det duer ikke. Det er for trægt. Og det ved alle. Måske lige bortset fra den oprindelige bygherre. Som i det hele taget har haft mange alternative ideer med sit hus. Ideer, som har gjort huset lidt anderledes end de fleste parcelhuse, men også - set i bagklogskabens lys - ret upraktisk.

 

Der sker altså det, at når solen skinner, stiger temperaturen i huset, og gulvvarmen slår fra. Og når solen går ned, slår gulvvarmen til igen, men kan ikke følge med, og vi sidder i en halvkold stue om aftenen.

 

Gemalen fryser ikke så let, og synes generelt, Fruen er lidt en pivskid, når hun begynder at pakke sig ind i store tæpper. I går aftes måtte han dog give mig ret og selv have et tæppe. 18 grader er virkelig ikke ret meget, men det var hvad der stod at læse på følerens display.

 

Brrr..

 

En brændeovn lader sig ikke sådan lige installere over night.

 

Så i stedet overvejer jeg nu at tænde bål på gulvet/af gulvet eller måske gå ud og skyde nogle bjørne..

Den dag Farmor blev væk

- Find lige telefonnummeret til Farmors daghjem, kommanderede Gemalen forleden fra mobilen på vej over Fyn med kurs mod netop Farmor i det nordsjællandske.

Hjemmeplejen havde nemlig lige ringet og spurgt, om han måske vidste, hvor hans mor var henne, for hjemme var hun i hvert fald ikke.

Og nej, det var der jo så ikke rigtigt nogen, der vidste.

Hvilket ikke var så smart. For klokken var cirka 5 om eftermiddagen. Det var mørkt og vinterkoldt.

Og Farmor er dement. Med stort A.

Pludselig blev der meget langt til Nordsjælland.

Gemalen fik nummeret til daghjemmet, hvor Farmor måtte formodes at have opholdt sig det meste af dagen, så der kunne man vel fortælle, om hun var blevet kørt hjem til sædvanlig tid.

Der var bare ikke nogen, der tog telefonen. Heller ikke selvom et hurtigt check på internettet bekræftede, at netop denne telefon altid ville blive besvaret.

Suk!

Gemalen racede videre mod Nordsjælland, alt imens han ringede hjem til Farmor cirka en million gange.

Efter hvad der føltes som meeeeget lang tid, tog den gamle kone telefonen.

Hun havde været i Brugsen, men da det så var mørkt, da hun kom ud, havde hun taget en taxa hjem.

Gemalen drog et lettelsens suk og fortsatte sin færd mod Nordsjælland.

Vel fremme og en lille snak senere gik det op i sømmene, at Farmor overhovedet ikke havde taget en taxa, men var blevet kørt hjem af en venlig mand. Hvor præcis han havde samlet hende op, er der til gengæld ingen, der ved.

Det gik altså godt.

Men hvad så?

Så ikke noget. Det er første gang, at Farmor er blevet væk. Og måske blev hun slet ikke væk? Hun var bare ikke der, hvor alle vi andre havde regnet med, at hun ville være.

Det er omtrent et år siden, Farmor fik sin diagnose. Ind til da havde hun klaret sig selv i sit lille rækkehus, og diverse små-svipsere var bare blevet slået hen.

Hun bor stadig i sit lille rækkehus, men der bliver med jævnlige mellemrum skruet op for assistancen fra det offentlige: hjemmepleje, daghjem flere gange ugentligt, mad- og indkøbsordning. Det fungerer nogenlunde, men aldrig helt godt. Og så snart der er vikarer på banen, går det helt i spunk. For hvis Farmor ikke kender dem, der skal hjælpe hende, får de besked på at skrubbe af. Og det gør de så.

For det er jo stadig Farmors ret at sige nej tak.

Og der er heller ingen, der kan forbyde hende at gå i Brugsen efter en pose småkager og to bananer.

Det er lidt svært.

Plan D - Steen & Stoffer ved man da, hvor man har

Gemalen er ikke hjemme, og Pigebarnet er puttet.

Så nu har Fruen magten - i visse kredse kaldet fjernbetjeningen - og kan tv-mæssigt gøre som hun vil.

Plan A:

Der er selvfølgelig ikke noget, der er værd at se på en eneste af de 3000 fjernsynskanaler, vi har. Det er der aldrig, når jeg endelig selv kan bestemme. Heldigvis er jeg for nylig 'kommet til' at hjemkøbe et par dvd'er, og nu er øjeblikket så endelig kommet, hvor jeg kan få lov at se dem i fred og ro. 

Kaffen er klar. Fjernsyn og dv-afspiller tændt. Første dvd pakket ud og smidt i.

Ingenting. DR1 kværner bare videre.

??

En nærmere inspektion afslører, at der ikke rigtigt er forbindelse mellem dvd-afspiller og fjernsyn, og ved at konsultere Gemalen telefonisk går det op i sømmene, at

- Nåh ja, kablerne fra dvd-afspilleren passer ikke til det nye fjernsyn. Det har jeg ikke lige haft tid til at gøre noget ved..

Grrr!!

Plan B:

Internettet. 

Men glæden er kort; wifi-forbindelsen står af. Og selvom Fruen sidder på gulvet og roder lidt under Gemalens skrivebord, kommer der ikke liv i skidtet igen. Og bare fordi der en enkelt gang er tilkaldt (firmabetalt) tekniker til noget, Fruen i frustration var kommet til at forbinde forkert, er der udstedt pille-forbud.

- Du må kun tage stikket ud af væggen og sætte det i igen, formanede Gemalen. Ikke pille de øvrige kabler ud, så du ikke bagefter kan huske, hvad der er op og ned på det hele.

Æv.

Plan C:

Nå men så kan jeg da læse en bog. Den bog, som jeg fik anbefalet for nyligt, og som faktisk er tilgået samlingen for flere år siden. Uden at blive læst. Den har i melletiden bare stået på en eller anden hylde og ventet.

Men hvilken hylde? Nu er det ikke sådan, at Fruen har et eller andet snedigt system til sine bøger, men i 9 ud af 10 tilfælde ved jeg da alligevel, hvor de er. Dette er så det 10. tilfælde. Hvor pokker er den dumme bog?

Hmm.

Plan D:

Hvad nu? Kaffen er efterhånden blevet temmelig kold, men Fruen nægter at give helt op og bare gå i seng.

Pling!

Nogen nævnte jo 'Steen & Stoffer'.

Yes, now we're talking. Her står de første 15 hæfter. Præcis som de skal. Hvad man kan udlede heraf, ved jeg ikke..

To hæfter senere går Fruen småklukkende i seng.

Sommerferieplanlægning - argh, allerede nu??

 

- Vi skal have lagt os fast på sommerferie, sagde Gemalen igår.

 

Faktisk tror jeg, at også ordet 'efterårsferie' optrådte i sætningen, men det har Fruen fortrængt, så jeg er ikke helt sikker.

 

For er der noget, jeg ikke kan finde ud af at forholde mig til, så er det ferier langt ude i fremtiden.

 

Og der er jo laaang tid til sommerferien. Et halvt år. Måske ikke et helt halvt år. Men næsten. Og i hvert fald ligger det sidste af skolernes sommerferie mere end et halvt år ude i fremtiden. Altså langt væk.

 

Inden vi overhovedet kommer så langt, er der så mange andre ferier eller næsten-ferier, der ligger og spærrer for udsynet.

 

Der er vinterferien. Har vi check på den? Njah, ikke helt. Dvs vi ved godt, hvad vi kunne tænke os, men så er det også sagt.

 

Påskeferien? Nå ja, den fik Gemalen jo spoleret ved at melde sig selv og bjerggeden til trænings-camp de første mange dage. Før vi har ham hjemme igen, er det meste af tiden gået, så ingen vilde planer der.

 

Kr. Himmelfartsferie og pinseferie? Hmpfr, siger jeg bare.

 

Dertil kommer så forårsferien, som er helt uden for nummer, men som kunne være noget så dejlig.

 

Plus svipturen med Mormor, som Fruen letsindigt lovede (læs: forærede) hende allerede sidste år, men ikke rigtigt fik gjort alvor af.

 

Som om det ikke allerede er rigeligt, forlanger Gemalen så, at jeg også skal finde ud af, hvornår jeg vil have sommerferie.

 

Selvfølgelig fordi han skal have sin ferie til at passe med en masse andre på sit arbejde. Andre, der også har skolesøgende børn, og som derfor også gerne vil have ferie i sommerferien. Altså sammen med ungerne.

 

Helt urimeligt er det jo ikke, må selv Fruen nok erkende.

 

Altså må der planlægges. Og hvis de andre kan, så kan vi (læs: jeg. Gemalen kan godt.) vel for hulan også.

 

Hvis ikke, kan vi i hvertfald se frem til en helt sommerferie-fri sommer..

 

Og den tanke er alligevel værre end tanken om at skulle planlægge, så nu tager jeg mig lige lidt sammen og finder kalenderen frem.

 

Op ad bakke

Hvert år ved denne tid, lidt afhængigt af vejret, kommer jeg i tanke om, at jeg faktisk har en have.

Eller haven har mig. Jeg kan godt komme i tvivl en gang imellem..

Fra omkring midt i november og det meste af vinteren fortrænger jeg det.

Men så en januar-dag, hvor luften pludselig er lidt mild og forårsagtig, kommer jeg i tanke om det:

Haven!

Og så går jeg om og kigger på mit op-ad-bakke projekt.

At min have et et op-ad-bakke projekt skyldes flere ting. Blandt andet at det stort set altid lykkes mig at være på ferie, når den har mest brug for mig, og jeg derfor gang på gang konstaterer, at jeg ikke fik gravet kanten på bedet pænt lige eller sået sommerblomster til tiden.

En anden ting er dog, at haven står ret meget på højkant, og det derfor helt bogstaveligt er op ad bakke at foretage sig ret meget i den.

Lige på det stejleste sted bag huset er der ikke andet end krat. Men en sti fører op på toppen, hvor der er et lille felt med fliser og en havebænk. Både fliser og bænk er ældre end huset og et levn fra før, grunden blev udstykket.

På en god sommerdag kan man sidde der med sin kaffekop og en god bog og bare nyde det. Det skal dog helst være næsten vindstille, da kommunen sidste vinter fik den overraskende (læs: rigtigt dårlige) ide at rydde kraftigt ud i bevoksningen på den anden side af skellet. I år er det forhåbenlig vokset så meget til, at der igen er læ.

Nu er det dog for koldt til ret meget mere end to minutter på en halvklam bænk.

Og en konstatering af, at der ikke er meget have-agtigt at foretage sig lige nu. Jeg ved da godt, at passionerede have-mennesker kan finde al verdens ting at foretage sig i haven stort set hele året rundt. Det er mere mig at nøjes med at samle nedfaldne grene fra naboens dumme træer.

Men lige om et øjeblik, så bliver det forår, og så vil også jeg få så mange grønne fornemmelser, at jeg slet ikke kan lade være med at foretage mig en hel masse derude.

Væltet vovhund

Denne weekend har famlien øvet den svære disciplin 'væltet vovhund'.

Vi har nemlig haft besøg.

Af en meget gravid, brun labrador ved navn Nala og dens familie, bestående af tre børn og deres mor.

Ungerne er store, og hunden er velafrettet, så det var meget, meget hyggeligt, fredeligt og afslappet.

Nala er en rigtig selskabshund, så den var selvfølgelig, hvor vi var.

Men i sin højgravide tilstand var det også en meget træt hund. Så hvis familien ikke var i bevægelse, lagde Nala sig ned. Helt ned.

Og det er familien her simpelthen ikke vant til.

Vi skal til daglig hverken tage hensyn til småbørn eller kæledyr i varierende størrelser.

Det ses.

For mens Nalas egen familie aldrig var på kollisionskurs med den væltede hund, var både Pigebarnet, Gemalen og Fruen selv ustandseligt ved at falde over den, træde på den eller bare bumle ind i den.

Nala lå under spisebordet, når vi spiste, men bag ved stolen, når nogen skulle op at stå. Den lå foran køleskabet eller under ovnen. Eller allerværst: lige bag ved en, når man skulle svinge en gryde fra komfuret. Eller midt på stuegulvet, når man kom gående med sit kaffekrus.

Heldigvis undgik vi deciderede ulykker og i løbet af søndag begyndte vi at vise bedre takter og huskede at se os for.

Samtidig fandt Nala sig en dejlig solstribe, som den gik omkuld i. Og der blev den ellers liggende, mens resten af familien - Fruen undtaget - drog ud for at se nærmere på Himmelbjerget.

Nu er både hund og familie tilbage i det nordsjællandske. Men familien her går stadig forsigtigt rundt som var der risiko for væltet hund.

Altså, her var sol for lidt siden, og nu gider jeg ikke flytte mig..

Håndværker-fri = brok-fri

 

Vi er håndværker-fri!

 

Både ude og inde.

 

Skønt!

 

Vi har faktisk været det en hel uge nu. Men det havde jeg jo glemt. Gemalen siger, at det er fordi jeg er en notorisk brokke-numse (bemærk venligst det høviske sprog). Jeg er derfor meget bedre til at brokke mig end det modsatte. Siger han.

 

Det er lidt rigtigt. Men ikke helt. At han har det sådan skyldes også hans selektive hørelse, hvor al almindeligt pludr-pludr-bla-bla ryger lige igennem, mens han nødvendigvis er nødt til at høre efter, når lydstyrken øges, og hver sætning indledes med 'NU må du altså gøre noget, for..'

 

Ikke desto mindre vil jeg nu tage mig sammen og rigtigt nyde, at vi er håndværker-fri,

 

så vi kan have gæster til overnatning i weekenden

 

og jeg ikke bliver vækket, før mit vækkeur ringer

 

og jeg igen kan finde hele min garderobe, eller i hvertfald 95% af den..

 

og min vasketøjskurv igen står på sin plads og ikke i entreen, så alle ikke længere bliver mødt af den overfyldte kurv eller endnu værre; de sorterede stakke med sure sokker og snavset undertøj, uagh

 

og jeg ikke længere helst skal huske at køre bilen ud på vejen om aftenen, hvis den skal bruges næste morgen

 

og nåh ja, at huset nu er pænt og helt igen.

 

Tra la la.

Hjælp, jeg vil ud!

Min mus tager somme tider magten fra mig og sætter helt af sig selv kryds i

'ja tak, jeg vil gerne modtage både nyhedsbreve og tips og gode tilbud og spørgeskemaundersøgelser, og hvad I nu ellers måtte have lyst til at sende til mig.'

Det er ret irriterende, for det betyder, at hver gang jeg åbner min mailbox, skal jeg først slette en forfærdelig masse.

For jeg har jo ikke lyst (læs: råd) til vandreture i Nepal eller kro-ophold i Næstved. Og ikke liiige tid til at læse Mandag Morgens analyse af Danmarks konkurrence-evne sat i relation til de stigende råstofpriser.

Og det er kun i uger med to torsdage, det har relevans for mig at studere ekstra gode tilbud på designer-møbler, invitationer til vinsmagning eller kurser i at vurdere antikviteter.

En sjælden gang hænder det, at jeg ser en nyhedsmail om et eller andet, der måske - eventuelt - en gang - ved lejlighed kunne være interessant at huske. Fx om en seværdighed et sted i Tyskland, som vi næsten kører forbi, når vi næste gang suser afsted på ferie længere sydpå.

Fint nok, hvis jeg altså kunne 1) huske det, når jeg skulle bruge det og 2) finde mailen igen. Det kan jeg ikke.

Bøger, musik og tøj er selvfølgelig en anden sag. Men ud fra et privatøkonomisk synspunkt ville det absolut være bedst helt at bandlyse disse emner fra min mailbox.

Det værste er dog spørgeskemaundersøgelserne. Som starter blidt ud med små undersøgelser, der kun tager få minutter at svare på. Men som så pludselig vokser i både størrelse og kompleksitet, så det snildt tager både 20 og 30 minutter at besvare dem.

(Det er der jo ingen almindelige mennesker, der har tid til. Så derfor er det nok kun ualmindelige mennesker, som bliver ved med at svare. Og hvis det kun er de ualmindelige, der svarer, hvad kan man så bruge undersøgelsen til??

Nå, det var lige et tankespring).

Jeg kunne jo bare melde fra.

Men igen er det som om, der ikke er kontakt fra min hjerne ud til hånd og mus.

For måske ville jeg så gå glip af noget..! (Tænker hånden og musen..)

Iøvrigt er det heller ikke altid lige let at finde ud af at afmelde sig diverse nyhedsbreve. Nogle steder står det pænt med småt nede i bunden af siden. Andre steder skal man lede efter det. Og så er der spørgeskemaundersøgelserne, hvor selv en hidsig jagt på afmelde-knappen ikke har givet resultat.

Jeg har dog taget en voldsom beslutning. Et forsinket nytårsfortsæt måske. I dag melder jeg én mail/ét nyhedsbrev fra. I morgen én mere. Og så fremdeles.

Jeg er nok stort set ude af det hele omkring påske. Hvis altså, jeg ikke tilmelder mig nye i mellemtiden.. 

Aftensmads-forkert?

 

Føler mig helt aftensmads-forkert. Eller hvad?

 

Har nemlig lige siddet og læst denne artikel om aftensmadsvalgets afhængighed af landsdelen, vi bor i.

 

FDB Analyse har fundet ud af, at der spises forholdsvis mere sushi i København end i Vestjylland, mens der omvendt bliver spist mere (flere?) boller i karry der ude vest på..

 

- Hø hø, tænkte Fruen, det er godt nok raket-videnskab, de har gang i der inde hos FDB.

 

Der kommer vel næppe ret meget bag på ret mange, at man skal være varsom med at servere sushi for vestjyder, mens man på den anden side heller ikke skal være alt for kæk med kål og/eller boller i karry, hvis man har en ærke-københavner på besøg.

 

Er vi så helt forkerte, når vi faktisk godt kan li' både kål, boller i karry og sushi? Er vi malplacerede her i det midtjyske, eller er det netop fordi, vi bor her lige midt i det hele, at det meste glider ned?

 

Anyway, jeg synes bare, det er underligt (underligt som i højst mærkværdigt og en lille smule foruroligende), at nogen - altså FDB Analyse - har brugt krudt på at finde ud af noget, som vi godt vidste i forvejen. Og da de så havde fundet ud af det, udsendte de en pressemeddelelse (går jeg da stærkt ud fra), som så via Landbrug og Fødevarers hjemmeside er blevet bragt i de landsdækkende medier.

 

Er det fordi FDB har for mange penge? Den tanke kan jeg godt få, når jeg skal betale i deres butikker. Og har mediehusene omvendt så få ressourcer, at de rask væk lader den yngste praktikant skrive en artikel, om noget alle ved i forvejen?

 

Lige nu overvejer jeg at gå ind i analyse-branchen. Som første punkt vil jeg undersøge noget om morgenmadsproduktvalg sat i relation til alder. Så vil jeg skrive en pressemeddelelse a la 'Helt ny analyse viser, at det især er mindre børn, der vælger Guldkorn, mens Gamle Ole i højere grad er populær blandt ældre'. Se, det bliver da en historie, der vil noget.

Nisse-jagt

 

Glædelig bag-jul!

 

Min far bliver sur, når jeg siger sådan, så derfor har jeg som et uartigt børnehavebarn behov for lige at klemme det ud alligevel en gang i mellem.

 

Og det er sidste chance, for jeg har proklameret, at julen er overstået pr. udgangen af denne weekend.

 

I sidste weekend kaldte Pigebarnet mig både julehader og juletræsmorder, da jeg gik til angreb på juletræet bevæbnet med grensaks og sav. Derfor måtte al videre ned-pyntning, af-pyntning (hvad hedder det?) udsættes til denne weekend..

 

Projektet går ikke særlig godt..

 

For det første er der ingen hjælp at hente, for både Gemalen og Pigebarnet synes, det er alt for tidligt. For det andet står Pigebarnet fast på sin - siger hun - hævdvundne ret til kun at pille én ting ned pr. dag af sit eget pynt, så på hendes værelse har det i særdeleshed lange udsigter.

 

Al gran er dog ude af huset. Dvs det er det forresten ikke, for selvom det nu er 7. søndag i advent, er der stadig lidt lys tilbage at brænde i adventskransen, og det skal altså væk først. Sådan er reglerne. Basta.

 

'Al gran' er også en sandhed med modifikationer, for ligegyldigt, hvor meget der støvsuges, dukker der alligevel grannåle op rundt omkring de næste par måneder.

 

Når det kommer til stykket, er det dog nisserne, der udgør det store problem.

 

For de hygger sig, gør de.

 

Og de vil ikke pakkes væk.

 

Så de driller, og jeg må erkende, at jeg falder håbløst igennem som nisse-opdrager.

 

De gemmer sig. Nogle gør sig små bitte, så jeg ikke lægger mærke til dem. Andre prøver at blende i med omgivelserne. Nogle har anbragt sig så højt, at de er svære at se og kræver en stige at få ned. Så er der dem, der lader som om, de er fast inventar, bare fordi de pga byggerod har strået fremme siden august. Og endelig er der dem, der er så frække, at de lader sig falde ned bag ting og sager, når jeg rækker ud efter dem.

 

Jeg har jagtet dem hele dagen. Og nu gider jeg ikke mere.

 

Men der sidder stadig nogen tilbage og griner i krogene. Jeg kan høre dem fnise..

 

 

Pyt-humør

 

Jeg har det sådan, at januar og februar bare er sorte og sure måneder, der skal overstås så gelinde som muligt, mens jeg venter på lyset og foråret, der helt automatisk skruer op for mit gode humør.

 

Og nu er jeg de sidste to morgener i træk blevet vækket klokken cirka 06.15, fordi håndværkerne har rumsteret udenfor.

 

Det er helt umanerlig tidligt. Faktisk et helt kvarter før familiens tidsregning. Og det kunne måske godt være lidt øv.

 

Men pyt, de skal ikke ind, og vi skal alligevel vågne. Og det er simpelthen så skønt, at de kommer, som de har lovet..

 

Så det er bare mig, der skal vænne mig til det. For jeg synes, det er lidt løjerligt, at de kommer til et helt mørkt, sovende hus. Hvor de så kan følge vores langsomme opvågnen, hvor først et enkelt lys bliver tændt og så efterhånden lidt flere rundt om i huset. I køkkenet og badeværelset osv.

 

Lidt senere skal jeg ud efter avisen. Normalt trisser jeg - på trods af brusebadet -  afsted i halvbedøvet tilstand. Men nu synes jeg, at jeg er nødt til at udvise bare en lille smule social pli og sige pænt god morgen til de to gutter, der allerede i over en halv time har moslet rundt med sand, sten, fliser og cement for min skyld.

 

- God morgen, svarer de venligt, og lyser mig lige i krydderen med deres pandelamper, så jeg nu er fuldstændig blændet, men til gengæld ved, hvordan det må føles at være en uforsigtig hare på en befærdet landevej om natten.

 

Men pyt, de lyder i hvert fald rare.

 

Og lige om ikke så længe er de færdige, og der kan ses frem til håndværkerfri matrikel efter et halvt års strabadser.

 

Det er jo lige til at komme i pyt-humør af.

Nytårs-selvbedrag

 

Egentlig skulle nytåret slet ikke kommenteres.

  

Synes mest af alt, at nytåret bare er en påmindelse om, at man - altså Fruen (læs: jeg) er blevet et år ældre. Og det vil Fruen (læs: jeg) helst fortrænge..

 

Hvilket langt hen ad vejen går ganske godt.

 

Sådan 'tra la la, jeg er da ikke gammel - det er bare lyset, spejlet, vinklen, der ikke er helt god'.

 

Men så sad Fruen og fedtede rundt i en billedkavalkade fra dronningens nytårskur - fine kjoler og alt det der.

 

Og så var der pludselig et billede af en dame, som jeg har kendt. En gang.

 

En nydelig, men godt brugt, ældre dame.

 

Den gang, jeg kendte hende, var hun en smuk, ung kvinde.

 

Og det er jo kun et øjeblik siden. Næsten.

 

Det er det så ikke. Med mindre man kan kalde en sølvbryllups-lang periode for 'et øjeblik'. Det kan man vist ikke.

 

- Vil det så sige? skumle-mumlede Fruen.

 

- Nej nej, selvfølgelig ikke, blev Fruen straks enig med sig selv om.

 

For hende den godt brugte dame på billedet, hun er jo lidt ældre. Og hendes liv har nok været lidt barskere. Hendes job er nok også hårdere. Måske har hun haft en dårlig dag, da billedet blev taget. Og i øvrigt er lyset på billedet elendigt og vinklen helt forkert.

 

Så - tra la la  - ingen grund til panik.

 

Der er ganske vist gået et år, men det er der ingen, der lægger mærke til, hvis bare lyset og vinklen er i orden.

 

Godt nytår!