Ting jeg ikke forstår på en torsdag - VI

Efter en lang pause, hvor jeg åbenbart slet ikke har grublet over ting (og dét kunne jeg så selvfølgelig undre mig en del over ...), følger her den seneste undre-liste:

- Hvorfor der findes breve eller fakturaer, der ikke kan puttes i arkføderen på en kopimaskine? Det er da for dumt! Af en eller anden grund synes hovedparten af de pågældende fakturaer at være fra offentlige eller halvoffentlige institutioner. Er det en ekstra finte, for at vi alle skal hade de pågældende institutioner endnu mere?

- Hvorfor jeg køber t-shirts til mig selv, hvor pynten, mønsteret, blikfanget sidder lige der, hvor min runde mave er allermest rund? Ret dumt. 

I det hele taget burde jeg blive bedre til at vurdere, hvordan given t-shirt-pynt og/eller -tekst vil tage sig ud, når jeg får t-shirten på. Er det okay pænt, en anelse kikset eller slet og ret virkelig dumt? Jeg har således også en t-shirt, hvor der hen over barmen står 'Reserved'. At det selvfølgelig er et østeuropæisk tøjmærke, er vel ikke den mest indlysende tanke, der falder en ind? En anelse misvisende er det også, at jeg på en anden t-shirt har de prangende ord 'Monument Valley' stående henover barmen, når selvsamme barm nok er Danmarks næstmindste. (Jeg kender i hvert fald kun én dame med mindre barm). 

- Hvorfor arbejdstelefonen med garanti ringer, lige når jeg er begyndt at gumle på en kage, en kiks, en gulerod eller noget andet helt og aldeles ikke-lydløst? Jeg går ud fra, at det er en lovmæssighed fra samme skuffe som den Murphys lov ligger i.

- Hvor længe et forstuvet fingerled bliver ved med at klø(?) oggøre ondt? Længe, ved jeg godt. Men nu er det mere end to måneder siden, jeg var kommet til at sno hundesnoren meget dumt om fingrene, da Kamelen pludselig så en kat ...

- Hvordan håndtaget til køleskabet kan blive så snasket? Vi har jo alle tre helt rene hænder, når vi tager fat i det. Virkelig en gåde.

- Hvorfor jeg har mørkt tøj, mørkt gulvtæppe, mørke gulve - og en lys hund?? Megafejl! Som jeg ikke begår jeg én gang mere. Skal Kamelen nogensinde udskiftes, bliver det med en hund, der matcher både tøj og interiør.

- Og så vil jeg gerne vide, om det er nu, det bliver vinter? Nattefrost, hvide tage og en meget kold morgenluftetur. Brrr!

Frokostpause,
midt på Fruens tykkeste sted ...

8 grader øst

Næste dag tog vi til Bremerhaven.

Det er jo, som tidligere nævnt, nærmest en del af Bremen.

På forhånd havde jeg læst og googlet og var efterhånden blevet helt blå i hovedet over de mange attraktioner, Bremerhaven kan byde på.

Til sidst havde jeg dog sat kryds ved tre ting: Udvandrermuseet, blandt andet fordi Ellis Island stadig var lukket på grund af efterveerne fra stormen Sandy, da Donnaen og jeg var i New York sidste sommer. Og så kunne det jo være sjovt at se det europæiske modstykke, tænkte jeg. Desuden kunne Klimahaus Bremerhaven nok være interessant. Og endelig ville jeg gerne op og se ud fra toppen af Hotel SAIL City, bare fordi det altid er super sjovt at komme højt til vejrs og nyde udsigten. Alle tre ting ligger dør om dør, så det burde være lige til at finde ud af.

Da vi kom derud, og jeg havde hældt alle mine mønter i en P-automat, lå Klimahuset og så meget indbydende ud. Så dér startede vi. Og så kunne vi jo altid klare resten bagefter, tænkte jeg.

Vi vidste - skulle det vise sig - overhovedet ikke, hvad vi gik ind til.

Da billetterne var betalt, endte vi i en lille gruppe, hvor alle stod pænt og ventede foran en dør/port. En guide bød velkommen og forklarede om ideen med Klimahuset. Man følger den 8. østlige længdegrad (som Bremerhaven ligger på) og besøger undervejs en række udvalgte lokaliteter. På den anden siden af Antarktis følger man længdegraden 172 vest, til man kommer tilbage igen. Guiden spurgte, om der var gangbesværede tilstede, for så skulle de benytte den røde rute. Vi andre kunne benytte den blå. Overtøjet skulle vi tage med, og så ville der iøvrigt være mulighed for tisse- og kaffepause efter Cameroun ...

Det lød en lille smule anderledes, end vi havde forestillet os, men da porten gik op, valgte vi at tage ja-hatten på og begive os afsted.

Vi fulgte togskinnerne mod syd og kom først til Schweiz.

Alt var bygget op som de flotteste kulisser, og alle steder var der masser at se, læse, høre, røre ved og måske endda prøve. Flere steder var der også akvarier med farvestrålende fisk og terrarier, hvor man kunne stå længe, før man fik øje på det lokale kravl. 

Derefter tog vi til Sardinien, hvor temperaturen var mærkbart højere. I et hjørne regnede det pludselig ganske kortvarigt ned over en gammel Fiat500, og man kunne på et hygrometer se, hvordan luftfugtigheden steg og lynhurtigt faldt igen, som en hurtig regnbyge over en solafsveden sardinsk mark.

Med jakken i hånden tog vi videre til Niger. Her røg alt, hvad vi havde af resterende trøjer og tørklæder, ærmerne blev rullet op og skjorten knappet op i halsen, og så lå vi ellers (ja, LÅ!) og så en film om livet blandt tuareg-nomaderne, mens vi svedte og blev røde i hovederne. Herfra til Cameroun, hvor man havde konstrueret en junglen-om-natten-labyrint. Og selv om enhver med bare den mindste smule fornuft i sit hoved kunne sige sig selv, at det umuligt kunne være farligt, var både Donnaen og jeg ret godt tilfredse, da vi var vel ude på den anden side.

Her var så caféen, og nu kunne vi godt se, at det faktisk var vældig smart at anbringe den der, for vi var både varme og tørstige og trængte til lige at sidde lidt. Efter Cameroun rejste vi videre til Antarktis, og overtøjet kom på i en vældig fart. Nu var der ikke mere 8. længdegrad, og vi gik gennem en stjernespækket bue for at komme over på den anden side af jorden, hvor vi kom til først Samoa og siden Alaska (der er lidt langt mellem landene på 172 grader vest).

Til sidst kom vi tilbage til den 8. længdegrad øst og besøgte øerne eller halligerne i det tyske vadehav, inden vi igen landede i Bremerhaven. Der var da gået over tre timer, hvilket er absolut familierekord for en attraktion, der ikke inkluderer rutschebaner eller andre tilsvarende forlystelser.

Godt sultne gik vi ind i nabobygningen, et stort middelhavs-inspireret shoppingcenter og spiste pizza, mens vi snakkede om alle de ting, vi lige havde set. Inden vi igen stak næserne udenfor og gik de ganske få meter over til bagsiden af Hotel SAIL City og trak billetter til udsigtsplatformen øverst oppe på 20. og 21. etage. Tyve etager lyder måske ikke af så meget, men da der ikke er tilnærmelsevis så høje bygninger i nærheden, kan man se milevidt ud over det flade marskland.

Da vi havde gloet os færdige, var der et kvarter tilbage på P-billetten, og vi var rørende enige om, at vi ikke orkede udvandrermuseet. Det må så blive en anden gang ...

På vej tilbage til Bremen ville vi godt have været over på sydsiden af Weser, men opgav da tunnellen under Weser blev spærret på grund af uheld, og vi kun med nød og næppe nåede at dreje fra, så vi undgik køen. Den lille færge lidt længere inde var af samme grund overbelastet, så vi trillede bare gennem landskabet og fandt en café på vejen.

Næste morgen gik turen hjem. Vi tog igen færgen over Elben og kunne denne gang køre lige ombord. Til gengæld tog sejlturen lidt længere tid, da et par slæbebåde var ved at vende et stort fragtskib lige midt på floden. Hvorfor og om det virkelig er normal praksis eller skyldtes motor-/styreproblemer, fandt vi aldrig ud af, men det så imponerende ud.

Omkring Rendsburg slap det gode vejr op, og så stod den på regnvejr resten af vejen hjem. Men pyt; feriedagene var næsten drypfri, og det var jo det vigtigste.

SAIL City med Klimahaus Bremerhaven til venstre.

Næsten live fra Bremen

- Bremen!? Hvorfor vil du til Bremen? spurgte Gemalen lettere vantro.

- Fordi, svarede Fruen.

Og rablede en hel masse af sig om historisk, UNESCO, shopping-muligheder, museer og ikke ret langt væk.

Det meste prellede af på Gemalen, men han lod sig dog overtale. Og Donnaen, der pt ikke kan hidse sig op over andre rejsemål end London, Paris og Milano - og så lige USA, blev sat uden for indflydelse.

Og så tog familien til Bremen.

For at undgå en masse vejarbejde på A7 og almindeligt mylder ved Hamburg valgte vi at køre mod vest og satse på den lille Elbfähre. Det var en god ide. Måske bort set fra, at vi allerede i Danmark kørte mod vest og ned over Ribe og Tønder og på den måde fik en masse små veje og fladt landskab allerede på den danske side af grænsen. Og det var der ellers nok af også syd for grænsen.

Kort før færgen kunne vi i radioen høre, at der var en times ventetid på at komme over. Men da var vi allerede så tæt på, at det selv med en times ventetid ikke kunne betale sig at køre ind om Hamburg. Så vi fortsatte og endte vel med at vente i 40-45 minutter, før vi kom med.

Turen over Elben tog kun en lille halv time,og så var det bare at køre de sidste cirka 100 km til Bremen, finde hotellet, spise aftensmad og falde om i vores senge.

Sporvognene holdt lige uden for hotellet, og receptionisten kunne næste morgen fortælle, at ikke alene gik linie 4 lige ind til bymidten, men hun, altså receptionisten, solgte skam også billetter. Nemmere kunne det ikke være, så vi fik en familie-dagsbillet, og så var det ellers bare afsted.

Når man er så barnligt anlagt som jeg, er alene det at få lov at køre i sporvogn en oplevelse i sig selv.

Vel inde ved den gamle Stadtmitte hoppede vi af, gik rundt om et par hjørner og befandt os straks på byens centrale torv, Marktplatz. Allerførst ville Fruen have sine prebookede billetter til eftermiddagens rådhustur, og da turistkontoret så venligt var lagt lige på hjørnet til pladsen, var det en smal sag at hente dem. For de lå der jo, selvfølgelig gjorde de det.

Så en tur rundt på pladsen og et første kig på rådhuset, Roland-statuen (som tilsammen giver et hak på UNESCO-listen) og de øvrige flotte bygninger. Både selve pladsen og de andre nærtliggende pladser var på grund af noget Freimarkt-festivitas ved at blive fyldt med (primært mad-)boder og blinkende forlystelser. Det gjorde det lidt svært at se (og nyde) de flotte gamle bygninger, men var ellers meget hyggeligt.

En anden statue/figur i samme område er af meget nyere dato, men nok næsten lige så berømt (i Bremen). Det er De Bremer Stadsmusikanter, baseret på Grimms eventyr af samme navn. (Som jeg med skam at melde først har læst, efter vi er kommet hjem igen). Figuren forestiller en hane, der står på en kat, der står på en hund, der står på et æsel. Og bruges som logo på alt fra turistbrochurer til papirservietter og t-shirts.

Derefter gik vi en tur i gennem den snævre Böttcherstrasse. Oprindeligt en gade, hvor bødkerne holdt til, men i sin nuværende form et resultat af en hovedrig kaffehandlers ønske om at gøre gaden helt unik. Meget specielle bygninger og en masse kunst, blandt andet et kæmpe gyldent relief ved indgangen, præger den lille gade, der fører ned til floden Weser, som løber gennem byen.

En tur langs kajkanten senere vendte vi om og zigzaggede tilbage mod udgangspunktet. Undervejs kiggede vi lidt på butikker og forvildede os blandt andet ind i stormagasinet Karstadt, hvor vi dog ingenting købte, men endte med at spise frokost.

Der var stadig tid, før vi skulle troppe op til rådhusturen, så vi traskede hen i kvarteret Schnoor, der ligger et lille stykke på den anden side af Marktplatz. Schnoor er et virvar af småbitte, meget gamle - men dog nu gennemrestaurerede - huse i småbitte gyder. Her er caféer og butikker med alverdens mystiske finurligheder. Måske lidt til den turistede side, men det opvejedes i høj grad af, at folk rent faktisk både bor og arbejder i de småbitte huse. Og går man forkert gennem en gyde eller passage ender man nemt i beboernes småbitte, private haver. (Ja, det var altså altsammen meget småt).

Og så var det tid til rådhusbesigtigelsen.

Gemalen havde meldt fra på forhånd, mens Donnaen til sin store fortrydelse var tvangsindlagt.

- Du har kun godt af at lytte til sådan en tysk guide, mente de voldsomt irriterende forældre.

Da Donnaen så de øvrige deltagere, gad hun endnu mindre. Og det må også siges, at ikke alene trak hun aldersgennemsnittet ned; jeg gjorde det faktisk også ... 

Men Donnaen kom med, og hun overlevede. Selv om det ind i mellem var svært at følge med i guidens snak. Akustikken i rummene var ikke god, og når folk havde svært ved at stå stille og bevægede sig med knirkende sko på knirkende gulve, var det ikke kun manglende sprogkendskab, som gav huller i fortællingen. I starten prøvede vi at lytte lidt til, hvad guiden fortalte på engelsk til et sydeuropæisk par, som slet ikke forstod tysk. Men for det første var den engelske version væsentligt kortere end den tyske, og for det andet var guidens tyske version af engelsk så gebrokken, at det var svært at koncentrere sig om indholdet.

Bortset fra den slags detaljer var det sjovt at se det prægtige gamle rådhus indefra. Der var nogle pompøse sale, og selv om det som nævnt ikke var alt, vi forstod, så var der alligevel mange spændende historier; om hvalfangst ved Grønland, om kappestriden om indflydelse og rigdom med byens rige hansekøbmænd og om naboskabet med svenskerne. (Her var der lige et voldsomt hul i min historiske viden, så jeg måtte støve ørerne af en ekstra gang, for sagde guiden virkelig svenskere? Lidt eftergoogling afslørede, at det gjorde hun virkelig, og så blev jeg så klog). Der var også historien om en kvik borgmester, der indså, at noget måtte gøres, da Bremens havn begyndte at sande til. Han købte derfor et stort landområde ved Wesers munding af det hannoveranske kongedømme og byggede Bremerhaven, som således stadig i dag rent administrativt er en del af bystaten Bremen.

Oven på den anstrengelse var det tid til kaffe og (oste-)kage, og bagefter ville Fruen egentlig godt have set det indvendige af Skt. Petri Dom lige ved siden af rådhuset. Men kirken var lukket på grund af bryllup, og det passede egentlig resten af familien ret godt, så vi tog den nu propfyldte sporvogn hjem igen til hotellet.

Med sporvogn på et ikke så proppet tidspunkt.

Tilbage til virkeligheden

Ups!

Nogen kom vist til at trykke på pause-knappen.

Det var egentlig slet ikke meningen. Det skete bare. For vi skulle kun holde ganske få dages ferie. Og først sidst i efterårsferien.

De første dage skulle vi bare holde stille og roligt fri. Og så blev det så stille og roligt, at bare det at løfte fingrene til et blogindlæg føltes som en alt for stor udfordring.

I stedet nussede vi rundt og foretog os ikke ret meget.

Gik tur med Kamelen. I regnvejr. Igen og igen. Efter de første drivvåde ture kom jeg i tanke om min gamle HellyHansen-regnjakke. Den havde bare ligget på en hylde i mindst tyve år, men fejlede ingenting og lugtede stadig på den der helt særlige måde af ny regnjakke. Med den på og en kæmpe sweater indenunder kunne jeg holde mig både tør og varm. Og at jeg så ligner en mellemting mellem Kylling og en vesterhavstysker, er jeg blevet for gammel til rigtigt at tage mig af.

Ellers gik der lidt tid med at forberede vores ferie. Jeg havde sat mig i hovedet, at jeg ville på en Rathaus-Führung, men var for sent ude til at nå at få tilsendt de billetter, man ellers kunne booke online. Hvorfor man ikke bare kan printe dem ud selv, ved jeg ikke. Så der var ingen vej uden om at ringe til det lokale tyske turistkontor.

Jeg fik den aller-rareste Tourismus-medarbejder i røret. Han lagde billetter til afhentning, sendte mig en bekræftelse og hævede iøvrigt pengene fra mit kreditkort. Bagefter var jeg pavestolt. For selv om jeg synes, jeg klarer mig nogenlunde okay på tysk, når vi er afsted, så er det altså ikke helt det samme (som i langt fra) at skulle kommunikere via telefon.

Således godt tilfreds med mig selv skulle jeg lige hente et miljømærke til bilen hos FDM.

Det gik ikke helt efter forventning.

- Hvad kan jeg gøre for dig? spurgte FDM-manden.

- Sælge mig et miljømærke til Tyskland.

- Det kan jeg ikke klare, sagde FDM-manden.

- ??

- Jeg har ikke tid, fortsatte han.

- Hvad så? spurgte jeg desorienteret, mens jeg overvejede, om jeg hørte rigtigt.

- Så må du henvende dig et andet sted, meddelte FDM-manden. Jeg er alt for presset.

Sjældent har jeg oplevet mage til arrogance og total disrespekt for kunderne. Måske var det derfor, min hjerne nægtede at vågne op til dåd, og jeg bare trissede hjem i stedet for at hidse mig op til dobbelt størrelse.

Således kan man lynhurtigt falde ned fra sin lille selvtilfredshedssky og lande igen i virkeligheden.

Igår kom vi hjem fra vores miniferie. Og Kamelen, der havde været i pension, viste sin glæde ved at få et akut anfald af roskildesyge. Som hun dog vistnok (7-9-13 og bank under bordet) er ovre igen.

I dag er det mandag og rigtig meget hverdag.

Vi er tilbage i virkeligheden.

Da efterårsferien gik i kage.

PS: Gemalen blev så misfornøjet med FDM-manden, at han røg i nutidens svar på blækhuset og mailede til FDM. Næste dag fik han en uforbeholden undskyldning og 20% rabat på miljømærket.

Bilkrise II

Det der med at hente bil fredag løb lidt ud i sandet.

Forhandleren var ikke færdig med at klargøre den.

Svært at forstå. Endnu sværere at gøre noget ved.

Så vi overlevede weekenden, og Gemalen måtte, som straf for at have haft  den eneste bil, stå for indkøbene.

Mandag skulle vi hente Bitte-blå.

Men så var der kludder i papirerne. Og den kunne ikke indregistreres.

Meget svært at forstå. Umuligt at gøre noget ved.

Men så tirsdag da. Det var også ved at være sidste chance, for Gemalen skulle til Sjælland, og vejrudsigten stod på regn.

Gemalen og jeg kørte mod vest, ud til bitte-bilforhandleren i hedens hovedstad. Og dér stod Bitte-blå og så ret - bitte ud. Den så også ret nuttet ud.

Da Gemalen skulle haste videre, blev jeg hurtigt overladt til sælgeren, som skulle sætte mig ind i de mest elementære ting. Plus det med mobilen. Man henter en app, og så kan man en hel masse via mobilen. Don't ask, men meget fancy, når det nu ikke er en integreret del af instrumentpanelet. Og jeg lærer nok at bruge det. Med tiden.

Og så bare hjem.

Det vil sige, først skulle der selvfølgelig benzin på, for det er ikke der bilforhandlerne rutter unødigt med pengene. Det blev klaret, og jeg var ganske tilfreds med mig selv. Og fortsatte hjemad.

Men så begyndte den første lampe at lyse!

På med brillerne og nærstudere. Jeg kan ikke køre bil med briller, og jeg kan ikke se de enkelte lamper og ikoner på instrumentpanelet uden ... Noget med dæktrykket, kunne jeg se. Hvad var nu det? Var der grund til panik?

Længere nåede jeg ikke, før den næste lampe lyste. Denne gang et stort, rødt STOP-ikon!!

Det var svært at ignorere, så ind på den første og bedste parkeringsplads og frem med instruktionsbogen. Hvor der stod, at man omgående skulle holde ind til siden, slukke motoren og ikke forsøge at starte den igen!!!

Det var ikke en del af planen, men der var ikke andet at gøre end at ringe ud til bitte-bilforhandleren og klage min nød.

- Stop-ikonet? Det var sært, jeg stiller lige om til værkføreren, lød det i det anden ende.

- Er der andre lamper, der lyser? spurgte værkføreren et øjeblik efter.

Og fortsatte så, da han hørte min forklaring.

- Nåh, jamen det er ikke noget særligt. Vi har vist bare glemt at kalibrere systemet, da vi skiftede til vinterdæk. Du kan godt køre videre, men det bedste vil være, hvis du  lige kommer tilbage, så vi kan få det ordnet.

Altså vendte jeg Bitte-blå og kørte igen mod vest.

Værkføreren kom ud og slog lidt beklagende ud med hænderne:

- Det er sådan noget EU-noget, at der skal være sensorer på dæktrykket. Men det er nemt nok lige at nulstille systemet, så nu kører jeg bare en tur rundt om bygningen og ser, at alt er som det skal være.

Og det gjorde han så.

Og kom ikke tilbage.

Et krus tiltrængt cappuccino senere begyndte jeg at undre mig, forhørte mig i receptionen og fik lov at kigge ud på værkstedet. Der stod Bitte-blå med kun tre hjul på. Men der var ikke lige en eneste mekaniker at få øje på, så jeg ventede lidt længere. Snakkede med Gemalen, med Donnaen og med min faster. Og løb næsten tør for strøm.

Og kiggede så ud på værkstedet igen. Bitte-blå manglede stadig et hjul, men nu var det et andet end før. Og der var en mekaniker i fuld gang, mens værkføreren stod og kiggede på.

- Hvad.. begyndte jeg.

- Det er meget virkelig uheldigt, sagde værkføreren. Vi har begået en rigtig begynder-brøler. Prøv at se her, vi har ødelagt en ventil i forbindelse med, at vi har skiftet til vinterdæk. Den slags burde slet ikke ske, og hvad værre er; vi har ikke de her særlige ventiler med sensor på lager, og de er i restordre fra producenten. Nu sætter vi nogle helt almindelige ventiler på og kontakter jer så, når vi modtager de rigtige.

- Godt så, sagde jeg og mente noget ganske andet, men hvor mange lamper lyser så, når jeg kører herfra?

- Øh, sagde værkføreren. Det gør lampen for dæktryk jo altså. Og STOP-lampen måske også. Men det betyder ikke noget, du kan roligt køre. Nu er dine hjul i hvert fald tætte.

Jeg kunne så konstatere, at det ikke er STOP-ikonet, men værksteds-lampen, der nu lyser op.

Og sådan gik der det meste af en eftermiddag på heden.

Skal man se positivt på det, har jeg allerede lært to advarselslamper at kende. 

Og det der med dæktryks-sensorer er nok slet ikke så dumt endda.

Cappuccinoen var gratis.

Og Bitte-blå er, som allerede nævnt, ganske nuttet.

Ja, bare rolig; jeg kører ikke med håndbremsen trukket.
Billedet er taget hjemme i carporten.

Bilkrise

Det er lidt af et luksusproblem.

Og vi er bare forkælede.

Jeg ved det godt.

Men ih hvor er det altså nemt at vænne sig til goder. Og tilsvarende svært at skulle undvære dem igen.

Vi har ikke altid haft to biler, men allerede før Donnaens fødsel, hvor vi lå og pendlede i hver sin retning, opstod behovet, og så har det været sådan lige siden. Og det har godt nok været dejligt, at vi aldrig skulle huske at afklare, hvem der skulle have bilen hvornår og hvor længe. Kun de par gange om året, hvor den ene eller den anden bil har skullet til service, har vi måttet afstemme kørselsbehov med hinanden.

Nu, hvor Gemalen gradvist nedtrapper sin indsats på arbejdsmarkedet, skal vi imidlertid gasse lidt ned.

- Vi har ikke råd, meddelte Gemalen, så nu sætter jeg den ene til salg!

- Hvad så, når du skal til Sjælland og køre cykelløb, og mor og jeg skal bruge bilen herhjemme? spurgte Donnaen inkvisitorisk.

- Så må jeg jo tage toget, svarede Gemalen.

- Som om, sagde Donnaen og rullede med øjnene. Som kun en teenager kan gøre det.

Hvorefter vi i fællesskab kom frem til, at en lille bitte nummer to bil kunne budgettet altså godt klare. Nu skulle vi (læs: Gemalen) bare finde ud af, hvad det skulle være for en.

Og det var ikke bare sådan bare lige.

For der findes jo et hav af små bitte biler.

- Hvad kunne du tænke dig? spurgte Gemalen.

- Øh, den skal bare være ikke være blå, svarede Fruen.

- Kunne du ikke være bare lidt mere specifik? spurgte Gemalen, som tydeligevis ikke syntes, Fruens udmelding var den store hjælp.

Men Fruen havde ikke gjort sig mange tanker. Og gad sådan set heller ikke. For når det kommer til bilkøb, er det rent pro forma, når Gemalen lader som om, han vil høre sin kones mening. Som regel lykkes det ikke en gang Fruen at få lov at bestemme farven.

- Nå, så vil jeg gerne have en gul, sagde Fruen, da Gemalen omsider var ved at nærme sig det endelige valg.

- Så er der fire ugers leveringstid, svarede Gemalen. Du kan få en lyseblå på fredag.

- Hvorfor spørger du så? spurgte Fruen frustreret.

- Jamen, det kunne jo være.., begyndte Gemalen.

- Nej! sagde Fruen, der allerede efter en enkelt uge med kun én bil var grundigt træt af manglende fleksibilitet og cykling i regnvejr.

Heldigvis er det fredag allerede i morgen.

Snart får Store Blå selskab af Lille Blå.