Trafiknissernes hemmelige klub

Her i byen har vi - er jeg overbevist om - en hemmelig klub for trafiknisser, hvis fornemmeste opgave er at gøre trafikken så håbløs som muligt, så tit som muligt.

Trafikken har altid været slem, og at der var køer på Ringvejen var i mange år et fast indslag i P4 både morgen og aften. Lige til vi fik motorvejen, og alt blev fint og nemt, og det virkede, som om nisserne var flyttet i protest.

Nu virker det mere, som om de bare har været på en god, lang ferie for at lade op til nye generende påhit.

Eller måske er det kun chefnissen og hans nærmeste, der har været på ferie, mens andre har holdt gryden med trafikforhindringer simrende?

I hvert fald har der længe været gang i en mindre forlægning af et stykke vej, som jeg skal passere på vej til arbejde. Det er kun et ganske lille stykke vej, som skal rykkes lidt til højre, og så skal der etableres et lyskryds. Det har allerede taget hele sommeren og er stadig ikke færdigt.

Det er dog vand - og mudder - i forhold til, hvad chefnissen nu har udtænkt.

For nu skal Ringvejen renoveres, hvilket skal ske ved, at den bliver fuldstændigt lukket i etaper. Først én strækning og så den næste og så videre. Teoretisk set skulle det nok kunne lade sig gøre, især da alle bilerne jo nu kører ude på motorvejen.

Men i virkeligheden er der stadig virkeligt mange mennesker, der benytter Ringvejen, og det giver et anseeligt tryk - også bogstaveligt - på de omkringliggende småveje, der nu skal lægge asfalt til mange tunge lastbiler hver dag.

Bedre bliver det heller ikke af, at skiltningen halter. Tyveri, står der i avisen. Vil det virkelig sige, at der er et sort marked for omkørselsskilte?

Allerbedst - set fra trafiknissernes synspunkt - er det dog, at man tilsyneladende kun følger planen for arbejdet på nogle punkter. Således spærrer man planmæssigt den næste strækning af vejen, uden først at gøre den foregående strækning helt færdig. På den måde er der nu pludselig spærret to etaper i stedet for en, og krydset i mellem er endda også spærret. På kommunens hjemmeside står, at arbejdet på den foregående etape er afsluttet, men det er det bare ikke. Kunne Donnaen og jeg ved selvsyn konstatere, da hun igår skulle køres til teori, og vi kom derfor ud på noget af en skovtur.

Da jeg to minutter efter undervisningens start havde læsset Donnaen af, besluttede jeg mig for at køre en anden vej tilbage. Ikke ad Ringvejen, men gennem byen. Det var dumt. For på et sted var gaden gravet fuldstændigt op, og der var kun et grusspor farbart. Det var ikke lysreguleret, men reguleredes efter den stærkestes ret.

Og det var ikke mig.

Præcis samtidig med mig startede en anden bilist fra den anden ende. Hans bil var ældre end min, og han selv var både yngre, større og mere aggressiv med mig. Så gæt selv, hvem der kom til at bakke, med den andens kofanger helt oppe i næsen?

Nemlig. Mig.

Og så hjalp det fedt, at jeg bagefter kunne konstatere, at det var ham, der skulle holde tilbage, hvis ellers han havde gidet at respektere skiltningen ...

Igennem kom jeg dog, og så burde der ikke være flere forhindringer på vejen hjem.

Men jo, en kæmpe BMS-kran havde travlt med at fjerne de sidste rester af kommunens sommerunderholdning og blokerede dermed den ene vejbane på vejen over søerne. Man må medgive nisserne, at det var flot, både udtænkt og timet, for nu var præcis den vej jo en af de eneste fungerende forbindelser mellem den nordlige og den sydlige del af byen, så at blokere en vejbane på netop det sted midt i myldretiden var virkelig førsteklasses nissetænkning.

Hjem kom jeg til sidst, og Gemalen fik besked på, at han altså måtte være sød at hente Donnaen, for jeg havde overhovedet ikke lyst.

Suk.

Der mangler yderligere to etaper.

Dobbeltsuk.

Ikke bare visse-vasse

Det er ikke blevet bedre.

Hverken med hørelsen, tinnitussen eller lydfølsomheden.

Hørelsen på mit venstre øre er stadig elendig oppe i diskanten, tinnitussen er blevet mærkbart værre, og lydfølsomheden er stadig en plage.

Da jeg efter MR-scanningen fik at vide, at der ikke sad 'noget' og trykkede på hørecenteret, sendte ørelægen samtidig en henvisning afsted til Høreklinikken i Viborg med henblik på, at jeg kunne få et høreapparat.

Og det var jo vældig fint.

Bortset fra min manglende vilje til at se mig selv som høreapparatsbruger ...

Og bortset fra at der er ufattelig lang ventetid. Over 40 (fyrre!) uger var beskeden, som jeg allerede efter ganske få dage fik via e-post. Alternative løsninger findes ikke rigtigt, så det var bare at vente. Og da det så blev sommer og ferie, og jeg iøvrigt stadig håbede, at det hele bare ville gå i sig selv igen, lod jeg tiden gå.

Men da jeg hen over sommeren oplevede et par anfald med svimmelhed, kvalme og forstærket tinnitus - og deraffølgende tudeture og tiltagende desperation, opsøgte jeg igen ørelægen, om han da ikke kunne gøre noget?

- Næh, var hans umiddelbare svar.

- Jamen, jeg er jo ved at blive stjernebims! beklagede jeg mig.

Selv om ørelægen ikke mente, at nogen nogensinde var blevet virkeligt tossede, og at jeg egentlig bare skulle lære at leve med det, havde han alligevel et par forslag:

- Du kan prøve at henvende dig til Viborg og bede om at blive skrevet op på deres afbudsliste, og så kan jeg også henvise dig til Institut for Kommunikation og Handicap i Aarhus. Derinde beskæftiger de sig med at lære folk at leve med deres handicap, forklarede han.

Og det var jo vældig fint.

Bortset fra, at det var første gang, jeg indgik i en sætning, hvor der også blev sagt handicap ...

Den slags skal altså lige fordøjes, og jeg kan mærke, at det gør et og andet ved min selvopfattelse.

Jeg henvendte mig til Viborg og fik at vide, at også afbudslisten var frygtelig lang. Ikke desto mindre gik der under en uge, før jeg blev ringet op, om jeg kunne komme dagen efter.

Det kunne jeg godt, og så blev jeg først høretestet meget grundigt og så de sørgelige resultater på en graf. Jeg fik dog også at vide, at jeg stadig er i stand til at skelne, hvad der bliver sagt, og det er godt, for så nytter det at få et høreapparat. Hvis man ikke kan skelne, virker et høreapparat bare som om man skruer op for en dårligt indstillet radio.

Derefter var det tid at forholde mig til bestillingen af høreapparatet. Både til farve og funktioner. Det var jeg af en eller anden grund ikke rigtigt forberedt på, men sådan måtte det jo være.

Og til sidst kom jeg som ind til en hørepædagog.

Det var en god oplevelse.

Hun fortalte mig, som den første, hvad det egentlig er, der er sket og stadig sker i mit øre. Blandt andet, at tinnitussen måske er en eller anden uheldig reaktion på, at hørecenteret ikke længere modtager lyd i det omfang, det er vant til. Jeg vil ikke påstå, at jeg forstod det hele, men det var meget fint at få forklaret alligevel.

Hørepædagogen var også helt klar over, hvor frustrerende både tinnitus og lydfølsom kan være, og hun havde en hel række forslag til ting, man kan gøre for at formindske ubehaget. Jeg har langt fra overvejet dem alle, men det allerbedste var i virkeligheden at sidde med en person, der ikke bare var sådan lidt visse-vasse! til det hele.

Det var rart at høre nogen sige, at jeg jo ikke var alene om ind i mellem at være superfrustreret over min tinnitus og min lydfølsomhed, og at der findes kompenserende strategier, som kan læres, så man bedre kan være i det og ikke behøver at blive hverken bims eller depressiv.

Og således opmuntret gjorde det mindre, at jeg blev meget, meget våd, før jeg nåede ud til min bil.

Sommerferiebillede:
Vindueskig fra borgen i Cesky Krumlov.

Blitz und Donner und Geburtstag und Gemütlichkeit

Jeg går jo til tysk.

Men efter i flere sæsoner at have hygget mig sammen med nogenlunde den samme garde så det pludselig sort ud, da vores elskelige tysklærer, Karen, tidligt i foråret pludselig meddelte, at hun altså stoppede med udgangen af det daværende skoleår, for nu blev hun jo 70 næste gang, og nu måtte det være slut.

Det kunne vi sådan set godt forstå, men det var altså rigtig trist.

Heldigvis gik der kun en måned eller to, så var Karen også nået frem til, at det faktisk var lidt trist.

Så hun spurgte meget, meget forsigtigt, om der muligvis, måske var nogen af os, der på nogen måde kunne være bare en lille smule interesserede i at fortsætte undervisningen i et lidt andet regi, måske hjemme hos hende?

Det resulterede i almindelig jubel, og i løbet af nul komma ingen tid havde stort set alle sagt ja tak, det ville vi gerne.

Og Karen så rigtig glad ud.

I går var anden gang.

Karen bor ude på landet, og turen derud tager knap en halv time. Da jeg tog hjemmefra skinnede solen, men så snart jeg havde forladt den hjemlige matrikel, var himlen forude blygrå eller nærmest kulsort. Og ude i det åbne land flængede det ene flotte lyn efter det andet himlen. Senere begyndte det at regne, og til sidst blev landskabet hvidt af hagl.

Vel ankommet styrtede alle ind i tørvejret og hygligheden. Vi manglede et par stykker, men viljen til at mødes er stor, så dagens fødselar kom og havde endda kage med. Og hende med de tordenforskrækkede børn kom også, så snart faderen til hendes unger kom hjem.

Og så sad vi der og hyggede og klarede verdenssituationen, hvilket godt kan være svært på tysk - altså ikke at hygge - når man har noget, man virkelig gerne vil bidrage til diskussionen med, men i den grad mangler tyske gloser. Men det går jo endda, og det er jo netop det, der er meningen, at vi skal lære nogle nye gloser og især at snakke.

Vi er også gået i gang med en bog. Og tyske bøger er et kapitel for sig, for man skal hver gang vænne sig til den enkelte forfatters måde at skrive på. Nogen skriver mere knudret end andre, og når det afgørende verbum først kommer til allersidst efter flere linjers læsning, kan man godt blive hægtet af. Således også i går, hvor der blandt andet var ret stor uenighed om et mistet kørekort. Den oplysning gemte sig i en bisætning og var fuldstændig gået vores næser forbi. Men går det som med tidligere bøger, vil vi i løbet af de næste 50 sider lære forfatterens rytme at kende og på den måde også forstå meget mere.

På den måde gik to timer hurtigt. Vi riggede ned, for stolene skulle bæres ud, lampen flyttes og det tunge spisebord sættes på plads. Sidste gang var det stadig lyst, da vi tog hjem, nu var det både mørkt og særdeles regnfuldt. Men bare kaste os i bilerne kunne vi ikke, for en var kørt en lille smule fast og skulle lige have et lille skub for at få fast grund under dækkene igen.

Det lykkedes, omend vi alle blev ret våde under processen.

Hjemme havde det overhovedet ikke regnet.

Himlen på vej til tysk.

Den indre badebold

Egentlig var det vel nok, at jeg skulle have et øre, der gik i smadder?

Men nix og nej; der skulle absolut være vrøvl i begge ender. Om jeg så må sige ...

Tilbage i foråret 2016 blev jeg indkaldt til tjek for celleforandringer, og ja, der var forandringer, så nu skulle der lige udføres et nyt tjek et halvt år senere. Ved det tjek så alt fint ud, og det var jo godt, men jeg skulle alligevel komme igen til opfølgende tjek efter et år. Og det gjorde jeg så, og så var den gal igen. Hvilket ikke var så godt, og så blev jeg henvist til gynækolog.

Godt så. Jeg fik en tid. Det kunne lige nås i frokostpausen. Eller i hvert fald næsten. Troede jeg.

Da jeg troppede op i klinikken 30 sekunder, før jeg havde tid, var der ikke et øje. Altså bortset fra en ung kvinde, der sad og ventede. På et tidspunkt kom et hvidkitlet væsen ind i lokalet, men hun var optaget af at stille ting på plads og værdigede mig først et blik efter flere minutter. Jamen, jeg skulle bare vente ...

Og det gjorde jeg så.

Der lød en afdæmpet hosten fra lokalet ved siden af, men ellers skete der intet. I lang tid. Endelig gik døren op, en patient gik ud, og efter lidt puslen rundt blev den unge kvinde kaldt ind.

Jeg ventede.

Længe.

Intet skete. Og det eneste, der var at høre, var en dæmpet hosten.

Efter 40 minutters ventetid - min frokostpause er på 30 minutter, hvis nogen skulle spørge - blev det min tur.

Gynækologen sagde goddag med et håndtryk, der trak mig en meter ind i lokalet og overbeviste mig om, at hun måtte være grandkusine til den amerikanske præsident.

Hun forklarede, hvad der skulle ske, og så var det ellers op på briksen med fødderne i bøjlerne.

- Hmm, hvor er min dims? sagde gynækologen.

Nej, hun sagde ikke dims, men jeg kan ikke huske, hvad det var for et instrument, hun manglede. Og det er iøvrigt også lige meget. Derfor dims.

- Har jeg virkelig ikke flere dimser? fortsatte hun, mens hun gennemrodede skuffer og skabe.

- Lige et øjeblik, fortsatte hun og forlod lokalet.

Mens jeg fortsat lå med bart understel og fødderne oppe ...

Nu var det jo ikke første gang, jeg blev efterladt på den måde, men det føltes ikke bedre af den grund.

- Desværre, jeg er simpelthen løbet tør for dimser, sagde gynækologen, da hun nogle minutter senere igen kom ind i lokalet.

- Det beklager jeg meget. Vil du vente i tyve minutter, mens vi får gjort nogle dimser klar, eller vil du komme igen i morgen tidlig, så må jeg finde en tid til dig.

Nu var Fruen blevet så mellemfornøjet, at hun gik målrettet efter at gøre det så surt som muligt for gynækologen, så hun valgte at komme igen næste morgen, så gynækologen skulle stå ekstra tidligt op.

Næste morgen klokken kvart i otte var jeg klar, og det var gynækologen også.

- Du skal lige hoste, sagde gynækologen.

- Igen!

Og sådan fortsatte jeg så med at hoste på kommando, til gynækologen var færdig med at tage biopsier.

- Hvorfor i alverden skulle jeg hoste, forlangte jeg efterfølgende at få at vide.

- Det er, fordi sådan en livmoderhals opfører sig lidt som en badebold og smutter, når jeg skal have fat i den, men når du hoster, danner du et modpres, og så er det meget lettere, forklarede gynækologen.

- Og så giver det dig iøvrigt noget andet at koncentrere dig om.

Således klogere på min indre badebold slap jeg ud igen.

Og efter små tre uger var der svar. Alle prøver var pæne. Men for en sikkerheds skyld skal jeg lige forbi egen læge igen om et år.

Ingen sammenhæng overhovedet.
Bare et billede af en masse svampe.

Maden i Baden

Lørdag aften spiste vi fint.

Eller det gjorde vi overhovedet ikke. Bare lidt finere end de foregående dage, hvor vi den første aften havde spist i en slags gade- eller rettere havekøkken, hvor alt var meget interimistisk. Og hvor jeg lynhurtigt kom til at fryse og derfor overhovedet ikke kunne se det hyggelige i konceptet.

Næste aften insisterede jeg på at sidde indendøre. Og det gjorde vi så. Et lille bitte sted med fire borde inde og lidt flere udenfor, og nogle meget lokale gutter, der så fodbold i fjernsynet og spillede kort. Maden var god, og der var lunt og hyggeligt. På et tidspunkt var der en, der faldt over en andens hund, men pyt, han slog sig ikke, og så kunne det ikke spolere den gode stemning. Betale med kort, kunne vi ikke, men den nærmeste automat lå lige overfor, så pyt igen.

Denne aften regnede det, så det gav sig selv, at vi skulle sidde indendøre, og helt tilfældigt blev det så en italiensk restaurant, der var så velbesøgt, at vi har lidt heldige overhovedet at få et bord. Lækker mad og en udmærket vin. Men det bedste af det hele var en nuttet tjenerelev, der gik meget op i at gøre alting så rigtigt som muligt. Noget som Gemalen til en vis grad spolerede, da han som vanligt ikke mente, at det var nødvendigt at vente på, at tjeneren hældte mere vin op.

Søndag tog jeg for en gangs skyld med ud til stævneområdet. Her holdt et af de andre danske par med deres autocamper, og det fungerede som mødested for de fleste danske deltagere, som lige kom forbi for at stille en taske (før løbet) og diskutere kort og vejvalg (efter løbet). Jeg lånte en campingstol og satte mig i skyggen med en bog, som jeg ikke nåede at læse ret meget i, fordi de første begyndte at komme tilbage kun en halv time efter, at de sidste var taget afsted.

Da Gemalen også var kommet tilbage - og havde diskuteret vejvalg med alle, der gad høre på ham (gab!), kørte vi tilbage til motellet og spiste frokost for derefter at returnere til stævneområdet, hvor der nu var afsluttende præmieoverrækkelse, og da der var mange danskere, der skulle 'på skamlen', ville vi selvfølgelig gerne ud og klappe.

Derefter var der bare tilbage at ønske god hjemtur til de fleste og fortsat god ferie til de få heldige asener, der kunne tillade sig at holde ferie helt frem og til og med det næste mtb-o-løb, der lå i Frankrig 14 dage senere.

Tilbage på motellet pakkede vi sammen, så vi var klar til tidlig hjemfart næste morgen, og så var det tid til aftensmad. I det gode vejr landede vi ved et udendørs bord på en restaurant ved et torv. Tjeneren kom og anbefalede dages ret, der var Sauer Schnitzel, og da vi ikke vidste, hvad det var, så hun lidt perplex ud, fordi hun åbenbart syntes, det var lidt svært at forklare. Det var dog ikke noget problem, for fatter sad med vennerne ved bordet nærmest døren, og han kunne forklare, at kødet var marineret i et eller andet surt, som jeg har glemt, og gæsten ved bordet skråt bag os supplerede med, at det var netop det, han fik, og at det var virkelig godt. På den baggrund kunne vi selvfølgelig kun vælge Sauer Schnitzler, så det gjorde vi, og det var også ganske udmærket. En syrlig udgave af wienerschnitzel og med lækker kartoffelsalat til.

Dér sad vi så og nød en sommerlun allersidste ferieaften og funderede over, om det var lidt synd, at vi ikke rigtigt havde gidet at se nærmere på Baden.

Og det var det nok.

Men sådan er der så meget, og dagen efter kørte vi hjem.

Madbilleder bliver det nok aldrig til på min blog.
Jeg kan meget bedre lide billeder af solsikker.

Wien og et marsvin med glittersolbriller

Vores motel i Baden var sådan set okay.

Det lå lidt kedeligt, men til gengæld var det tæt på stationen, og det havde jeg prioriteret ret højt, for lørdag skulle Gemalen køre løb både formiddag og eftermiddag, og så kunne jeg jo passende tage toget ind til Wien.

Jeg har været i Wien flere gange tidligere, og jeg har set nogle af de allerstørste attraktioner, men 'færdig' med byen bliver jeg nok aldrig.

Vi vågnede op til et noget ustadigt vejr, hvor småbyger kom og gik, og jeg var sådan lidt 'åh, gider jeg nu også tage til Wien i regnvejr?' Jeg vidste dog også, at jeg ville blive sur på mig selv over ikke at tage afsted, så tog jeg mig heldigvis sammen. Og mens Gemalen og de andre fik en ordentlig skylle til formiddagens løb, fik jeg ikke en dråbe regn.

Dagen før var jeg en tur på stationen for lige at rekognoscere. Jeg fandt ud af, at billetten kun kunne købes ved en automat, hvilket lige umiddelbart lignede noget af en udfordring. Til gengæld var der så mange afgange til Wien, at jeg ikke behøvede at stile efter et specielt tog, men bare kunne tage det første og bedste, når det var lykkedes mig at købe en billet. Det var meget godt, for det krævede et par forsøg, før jeg fik trykket mig rigtigt gennem de mange valgmuligheder.

Jeg fik min billet, og toget kom. Det var et flot dobbeltdækkertog, så jeg satte mig op på første sal for at nyde udsigten, som jeg forventede ville være flot. Det var den ikke. Først var den helt tilforladelig. Småbyer og vinmarker. Men ret hurtigt kom vi til den yderste udkant af Wien, og det var gammel, træt industri og grå forstadsbyggerier, som ikke lader de gamle østbloklande noget tilbage i kedelighed.

I det hele taget oplevede vi, at området mellem Wien og Ungarn og Slovakiet minder meget mere om disse nabolande end om det sirlige Tyrol.

På Wien Hauptbahnhof hoppede jeg af, og så var det bare om at sætte kurs mod Schloss Belvedere, som ligger som et passende stop mellem stationen og midtbyen. Udstyret med både kort og mobil burde det være til at finde ud af. Det var det bare ikke. Hovedbanegården er nybygget og hele kvarteret omkring er under forvandling, med byggepladser og kraner over det hele. Der skal nok blive flot. En gang. Men umiddelbart virkede det ret forvirrende, og Fruen måtte justere sin kurs flere gange, før gaderne begynde at komme i den forventede rækkefølge.

Set fra hovedbanegården kommer man til Schloss Belvedere ved at gå gennem et mindre haveanlæg, og mens jeg gik der og kunne se slottet og billetkontoret i den anden ende, kunne jeg også se mørke skyer tårne sig op over byen, og jeg tænkte, at nu gjaldt det altså bare om at komme indendøre, før vandet væltede ned. Som allerede nævnt blev der først åbnet for sluserne, da skyerne nåede ned til de sagesløse mountainbikere, men det vidste jeg jo ikke på det tidspunkt.

Slottet, som egentlig er to slotte - det øvre og det nedre - i hver sin ende af et haveanlæg, fungerer som museum. Jeg besøgte kun Øvre Belvedere, da jeg også gerne ville nå at se lidt at selve Wien, men alene der var der også rigeligt at kigge på. Blandt de mange kæmpestore værker var det verdensberømte maleri af Napoleon på sin hvide hingst, som man kan finde i enhver ordentlig historiebog. Selvfølgelig skal maleriet hænge et eller andet sted, men hvorfor lige i Wien? Slottet rummer også en stor samling Klimt-malerier, blandt andre de ikoniske malerier Judith og Liebespaar (Kysset), som - selvfølgelig - er endnu flottere i virkeligheden end på de talrige plakater og reproduktioner, man møder rundt omkring.

Da jeg ikke kunne rumme flere malerier, zig-zaggede jeg ind til den gamle bymidte og landede på en fortovscafé i Kärtnerstrasse tæt på torvet med den store St. Stephans domkirke. Klokken sagde ganske vist sen frokost, men Fruen var mere stemt for tidlig eftermiddagskaffe med kage, så jeg valgte en Strudel mit Sauerkirsch und Schlagsahne. Og så sad jeg ellers der og kiggede på og lyttede til de mange turister. Der var flest amerikanere. Eller også virkede det bare sådan, fordi de af en eller anden grund bare altid 'fylder' lidt mere i gadebilledet?

Efter min strudel var jeg egentlig så mæt, at jeg dårligt kunne rokke med ørerne, men kigge lidt på Stephansdom kun jeg dog godt. Det var der også ganske mange andre mennesker, der kunne, så da jeg havde møvet mig indenfor og så hvor mange, der var, og at man iøvrigt skulle betale for at komme 'rigtigt ind' i kirken, og jeg - ikke mindst - havde set kirken i Melk kun to dage før, var det pludselig godt nok bare med et enkelt kig ned gennem kirkerummet.

Vel ude igen stod den på almindelig dasken rundt uden noget særligt mål. Jeg ville bare kigge. På folk og fæ. Og på butikker. Fæ var der ikke så mange af, folk var der rigeligt af. Turisterne kom i bølger. Igen var det amerikanerne, jeg så og hørte, selv om der måske var flere asiater, hvis man talte efter.

Butikker var der også mange af. Der var knapt så mange, jeg gad gå ind i. Jeg havde håbet at finde en rigtig gammeldags boghandel, hvor jeg kunne finde nogle gode bøger på tysk (jeg havde så ikke overvejet, hvor tungt det ville blive at slæbe rovet med hjem). Men det gjorde jeg desværre ikke. Jeg fandt kun en enkelt nymodens, østrigsk udgave af Bog&Ide, hvor de fleste bøger var oversatte engelske og amerikanske bestsellere.

På et tidspunkt blev det ret presserende at finde et stormagasin. Fordi stormagasiner som regel er udstyret med toiletter, og disse altid, altid er langt at foretrække fremfor de offentlige. Heldigvis dukkede der et op, og når jeg nu var der, kunne jeg jo godt se lidt på deres udsalg, hvilket blandt andet gjorde mig til den glade ejer af en t-shirt med et marsvin med glittersolbriller ...

Efter dette mageløse køb var jeg efterhånden nået dertil, hvor jeg ikke gad ret meget mere, og jeg satte kurs mod der Hauptbahnhof, som nogen i mellemtiden havde flyttet meget langt væk fra bymidten, eller sådan føltes det nok bare, fordi jeg havde haft Schloss Belvedere som stop, da jeg gik den anden vej. Omsider dukkede stationen op. Den er flot, men om den overhovedet vil komme til sin ret, når de omkringliggende byggepladser er fyldt med højhuse, er virkelig svært at vurdere.

Inde på stationen fandt jeg hurtigt en billetautomat, og det virkede betydeligt nemmere at finde ud af at købe en billet til Baden, end det havde været at købe billet den modsatte vej. Noget sværere var det at finde det rigtige spor, og jeg kunne være endt i Bratislava, hvis jeg ikke i sidste øjeblik havde indset, at der altså er forskel på perron og spor! Efter en del forvirret gloen på oversigtstavler og skilte, fandt jeg omsider ud af, at toget mod Wienerneustadt, som jeg skulle med, kørte fra en perron, der lå puttet af vejen ovre i et hjørne af stationen og ikke sammen med de andre perroner.

Turen hjem lignede turen ind til Wien.

Og hjemme på motellet var Gemalen lige så træt i benene som jeg.

Et kort øjeblik var der ingen turister,
der stod i vejen.