Maden i Baden

Lørdag aften spiste vi fint.

Eller det gjorde vi overhovedet ikke. Bare lidt finere end de foregående dage, hvor vi den første aften havde spist i en slags gade- eller rettere havekøkken, hvor alt var meget interimistisk. Og hvor jeg lynhurtigt kom til at fryse og derfor overhovedet ikke kunne se det hyggelige i konceptet.

Næste aften insisterede jeg på at sidde indendøre. Og det gjorde vi så. Et lille bitte sted med fire borde inde og lidt flere udenfor, og nogle meget lokale gutter, der så fodbold i fjernsynet og spillede kort. Maden var god, og der var lunt og hyggeligt. På et tidspunkt var der en, der faldt over en andens hund, men pyt, han slog sig ikke, og så kunne det ikke spolere den gode stemning. Betale med kort, kunne vi ikke, men den nærmeste automat lå lige overfor, så pyt igen.

Denne aften regnede det, så det gav sig selv, at vi skulle sidde indendøre, og helt tilfældigt blev det så en italiensk restaurant, der var så velbesøgt, at vi har lidt heldige overhovedet at få et bord. Lækker mad og en udmærket vin. Men det bedste af det hele var en nuttet tjenerelev, der gik meget op i at gøre alting så rigtigt som muligt. Noget som Gemalen til en vis grad spolerede, da han som vanligt ikke mente, at det var nødvendigt at vente på, at tjeneren hældte mere vin op.

Søndag tog jeg for en gangs skyld med ud til stævneområdet. Her holdt et af de andre danske par med deres autocamper, og det fungerede som mødested for de fleste danske deltagere, som lige kom forbi for at stille en taske (før løbet) og diskutere kort og vejvalg (efter løbet). Jeg lånte en campingstol og satte mig i skyggen med en bog, som jeg ikke nåede at læse ret meget i, fordi de første begyndte at komme tilbage kun en halv time efter, at de sidste var taget afsted.

Da Gemalen også var kommet tilbage - og havde diskuteret vejvalg med alle, der gad høre på ham (gab!), kørte vi tilbage til motellet og spiste frokost for derefter at returnere til stævneområdet, hvor der nu var afsluttende præmieoverrækkelse, og da der var mange danskere, der skulle 'på skamlen', ville vi selvfølgelig gerne ud og klappe.

Derefter var der bare tilbage at ønske god hjemtur til de fleste og fortsat god ferie til de få heldige asener, der kunne tillade sig at holde ferie helt frem og til og med det næste mtb-o-løb, der lå i Frankrig 14 dage senere.

Tilbage på motellet pakkede vi sammen, så vi var klar til tidlig hjemfart næste morgen, og så var det tid til aftensmad. I det gode vejr landede vi ved et udendørs bord på en restaurant ved et torv. Tjeneren kom og anbefalede dages ret, der var Sauer Schnitzel, og da vi ikke vidste, hvad det var, så hun lidt perplex ud, fordi hun åbenbart syntes, det var lidt svært at forklare. Det var dog ikke noget problem, for fatter sad med vennerne ved bordet nærmest døren, og han kunne forklare, at kødet var marineret i et eller andet surt, som jeg har glemt, og gæsten ved bordet skråt bag os supplerede med, at det var netop det, han fik, og at det var virkelig godt. På den baggrund kunne vi selvfølgelig kun vælge Sauer Schnitzler, så det gjorde vi, og det var også ganske udmærket. En syrlig udgave af wienerschnitzel og med lækker kartoffelsalat til.

Dér sad vi så og nød en sommerlun allersidste ferieaften og funderede over, om det var lidt synd, at vi ikke rigtigt havde gidet at se nærmere på Baden.

Og det var det nok.

Men sådan er der så meget, og dagen efter kørte vi hjem.

Madbilleder bliver det nok aldrig til på min blog.
Jeg kan meget bedre lide billeder af solsikker.

Wien og et marsvin med glittersolbriller

Vores motel i Baden var sådan set okay.

Det lå lidt kedeligt, men til gengæld var det tæt på stationen, og det havde jeg prioriteret ret højt, for lørdag skulle Gemalen køre løb både formiddag og eftermiddag, og så kunne jeg jo passende tage toget ind til Wien.

Jeg har været i Wien flere gange tidligere, og jeg har set nogle af de allerstørste attraktioner, men 'færdig' med byen bliver jeg nok aldrig.

Vi vågnede op til et noget ustadigt vejr, hvor småbyger kom og gik, og jeg var sådan lidt 'åh, gider jeg nu også tage til Wien i regnvejr?' Jeg vidste dog også, at jeg ville blive sur på mig selv over ikke at tage afsted, så tog jeg mig heldigvis sammen. Og mens Gemalen og de andre fik en ordentlig skylle til formiddagens løb, fik jeg ikke en dråbe regn.

Dagen før var jeg en tur på stationen for lige at rekognoscere. Jeg fandt ud af, at billetten kun kunne købes ved en automat, hvilket lige umiddelbart lignede noget af en udfordring. Til gengæld var der så mange afgange til Wien, at jeg ikke behøvede at stile efter et specielt tog, men bare kunne tage det første og bedste, når det var lykkedes mig at købe en billet. Det var meget godt, for det krævede et par forsøg, før jeg fik trykket mig rigtigt gennem de mange valgmuligheder.

Jeg fik min billet, og toget kom. Det var et flot dobbeltdækkertog, så jeg satte mig op på første sal for at nyde udsigten, som jeg forventede ville være flot. Det var den ikke. Først var den helt tilforladelig. Småbyer og vinmarker. Men ret hurtigt kom vi til den yderste udkant af Wien, og det var gammel, træt industri og grå forstadsbyggerier, som ikke lader de gamle østbloklande noget tilbage i kedelighed.

I det hele taget oplevede vi, at området mellem Wien og Ungarn og Slovakiet minder meget mere om disse nabolande end om det sirlige Tyrol.

På Wien Hauptbahnhof hoppede jeg af, og så var det bare om at sætte kurs mod Schloss Belvedere, som ligger som et passende stop mellem stationen og midtbyen. Udstyret med både kort og mobil burde det være til at finde ud af. Det var det bare ikke. Hovedbanegården er nybygget og hele kvarteret omkring er under forvandling, med byggepladser og kraner over det hele. Der skal nok blive flot. En gang. Men umiddelbart virkede det ret forvirrende, og Fruen måtte justere sin kurs flere gange, før gaderne begynde at komme i den forventede rækkefølge.

Set fra hovedbanegården kommer man til Schloss Belvedere ved at gå gennem et mindre haveanlæg, og mens jeg gik der og kunne se slottet og billetkontoret i den anden ende, kunne jeg også se mørke skyer tårne sig op over byen, og jeg tænkte, at nu gjaldt det altså bare om at komme indendøre, før vandet væltede ned. Som allerede nævnt blev der først åbnet for sluserne, da skyerne nåede ned til de sagesløse mountainbikere, men det vidste jeg jo ikke på det tidspunkt.

Slottet, som egentlig er to slotte - det øvre og det nedre - i hver sin ende af et haveanlæg, fungerer som museum. Jeg besøgte kun Øvre Belvedere, da jeg også gerne ville nå at se lidt at selve Wien, men alene der var der også rigeligt at kigge på. Blandt de mange kæmpestore værker var det verdensberømte maleri af Napoleon på sin hvide hingst, som man kan finde i enhver ordentlig historiebog. Selvfølgelig skal maleriet hænge et eller andet sted, men hvorfor lige i Wien? Slottet rummer også en stor samling Klimt-malerier, blandt andre de ikoniske malerier Judith og Liebespaar (Kysset), som - selvfølgelig - er endnu flottere i virkeligheden end på de talrige plakater og reproduktioner, man møder rundt omkring.

Da jeg ikke kunne rumme flere malerier, zig-zaggede jeg ind til den gamle bymidte og landede på en fortovscafé i Kärtnerstrasse tæt på torvet med den store St. Stephans domkirke. Klokken sagde ganske vist sen frokost, men Fruen var mere stemt for tidlig eftermiddagskaffe med kage, så jeg valgte en Strudel mit Sauerkirsch und Schlagsahne. Og så sad jeg ellers der og kiggede på og lyttede til de mange turister. Der var flest amerikanere. Eller også virkede det bare sådan, fordi de af en eller anden grund bare altid 'fylder' lidt mere i gadebilledet?

Efter min strudel var jeg egentlig så mæt, at jeg dårligt kunne rokke med ørerne, men kigge lidt på Stephansdom kun jeg dog godt. Det var der også ganske mange andre mennesker, der kunne, så da jeg havde møvet mig indenfor og så hvor mange, der var, og at man iøvrigt skulle betale for at komme 'rigtigt ind' i kirken, og jeg - ikke mindst - havde set kirken i Melk kun to dage før, var det pludselig godt nok bare med et enkelt kig ned gennem kirkerummet.

Vel ude igen stod den på almindelig dasken rundt uden noget særligt mål. Jeg ville bare kigge. På folk og fæ. Og på butikker. Fæ var der ikke så mange af, folk var der rigeligt af. Turisterne kom i bølger. Igen var det amerikanerne, jeg så og hørte, selv om der måske var flere asiater, hvis man talte efter.

Butikker var der også mange af. Der var knapt så mange, jeg gad gå ind i. Jeg havde håbet at finde en rigtig gammeldags boghandel, hvor jeg kunne finde nogle gode bøger på tysk (jeg havde så ikke overvejet, hvor tungt det ville blive at slæbe rovet med hjem). Men det gjorde jeg desværre ikke. Jeg fandt kun en enkelt nymodens, østrigsk udgave af Bog&Ide, hvor de fleste bøger var oversatte engelske og amerikanske bestsellere.

På et tidspunkt blev det ret presserende at finde et stormagasin. Fordi stormagasiner som regel er udstyret med toiletter, og disse altid, altid er langt at foretrække fremfor de offentlige. Heldigvis dukkede der et op, og når jeg nu var der, kunne jeg jo godt se lidt på deres udsalg, hvilket blandt andet gjorde mig til den glade ejer af en t-shirt med et marsvin med glittersolbriller ...

Efter dette mageløse køb var jeg efterhånden nået dertil, hvor jeg ikke gad ret meget mere, og jeg satte kurs mod der Hauptbahnhof, som nogen i mellemtiden havde flyttet meget langt væk fra bymidten, eller sådan føltes det nok bare, fordi jeg havde haft Schloss Belvedere som stop, da jeg gik den anden vej. Omsider dukkede stationen op. Den er flot, men om den overhovedet vil komme til sin ret, når de omkringliggende byggepladser er fyldt med højhuse, er virkelig svært at vurdere.

Inde på stationen fandt jeg hurtigt en billetautomat, og det virkede betydeligt nemmere at finde ud af at købe en billet til Baden, end det havde været at købe billet den modsatte vej. Noget sværere var det at finde det rigtige spor, og jeg kunne være endt i Bratislava, hvis jeg ikke i sidste øjeblik havde indset, at der altså er forskel på perron og spor! Efter en del forvirret gloen på oversigtstavler og skilte, fandt jeg omsider ud af, at toget mod Wienerneustadt, som jeg skulle med, kørte fra en perron, der lå puttet af vejen ovre i et hjørne af stationen og ikke sammen med de andre perroner.

Turen hjem lignede turen ind til Wien.

Og hjemme på motellet var Gemalen lige så træt i benene som jeg.

Et kort øjeblik var der ingen turister,
der stod i vejen.

Kloster bling-bling

Fra Rozmberk skulle vi videre til Baden syd for Wien.

Den tur ville tage os direkte forbi Melk, og da vi ovenikøbet havde god tid, var Gemalen ikke særlig svær at overtale til at gøre holdt, så Fruen kunne få sit ønske om at se Stift Melk opfyldt.

Allerede fra motorvejen kunne vi se det kæmpestore klosterkompleks ligge og lyse gult og hvidt i solen, og så var det bare at følge skiltningen, til vi endte på en stor parkeringsplads og derfra kunne gå ned til klosteret.

Vi kunne også have taget elevatoren. For det var der også, og det var bare det første af mange eksempler på, at et kloster ikke behøver at være gået i stå for flere århundreder siden. Ud over nogle meget fancy og virkeligt flotte, helt moderne udstillinger lagde vi blandt andet også mærke til, at klosteret havde et varmeanlæg, der kørte på biomasse.

Her måtte vi heller ikke tage billeder. Og det var virkelig til at græde over, for hele klosteret er giga-mega stort, og alt er totalt overvældende, så man vakler derfra med så meget indtryks-overload, at det er svært at kapere. Og helt umuligt at skelne fra hinanden efterfølgende. Cirka titusinde billeder på mobilen ville helt sikkert have gjort det nemmere. Men nej, det var forbudt, og jeg ved ikke hvorfor. Måske fordi alle de besøgende ville gå så meget i stå og være så optagne af at tage billeder, at de aldrig kom ud igen, og derfor måtte slæbes ud af munkene hver aften ved lukketid?

I hvert fald er klosteret og klosterkirken i Melk noget at det mest superfantastiske (indsæt selv endeløs række af superlativer), jeg nogen sinde har set.

Og jeg synes jo ellers, at jeg efterhånden har set en del ...

Efter at have købt billetter, går man gennem en port ind i klostergården og hen i modsatte hjørne for at starte rundturen i museet, der er indrettet i den ene fløj. Det vil sige, at det selvfølgelig er gamle lokaler, men selve indretningen og udstillingen er topmoderne - ja, jo ikke de udstillede genstande, som er fine, gamle kirkeklenodier som for eksempel håndskrevne bibler og kunstfærdigt udførte kors i guld og ædelstene.

Undervejs passerede vi en flot model af klosterkomplekset, hvor man for alvor kunne se, hvor stort det er. Der stod en guide og fortalte en hel masse til en gruppe besøgende. Det ville givetvis have været enormt interessant at være på en guided tur rundt, men den ene af os har slet ikke tålmodighed til den slags, og den anden kan - i hvert fald pt. - ikke høre, hvad en guide siger.

Så vi gik videre til marmorsalen, der er meget flot, selv om det er lidt snyd det der med marmoren, som i virkeligheden næsten over alt er et resultat af dygtige maleres formåen og ikke ægte marmor.

Herfra kommer man ud til en terrasse, der fører fra den ene fløj og rundt i en bue uden om kirken og over til den anden fløj. Nogen har virkelig tænkt sig om, da de anlagde klosteret. Det ligger højt over både by og Donau. Og fra terrassen er der et betagende kig over især Donau, så lige pludselig har man stået længe og bare kigget og kigget.

Vender man ryggen til Donau, ser man til gengæld ind på kirken, som ligger klemt inde mellem klosterfløjene. På sin vis lidt synd, for kirken i sig selv er så flot (alt er flot, hvis nogen skulle være i tvivl), at den fortjener at stå og skinne helt for sig selv uden at være hegnet ind af klosteret. Både kirke og kloster er barok, men på kirken har det lige fået et ekstra swung med løgkupler og krummelurer.

Modsat marmorsalen ligger biblioteket. Det er muligvis ikke flottere end biblioteket i St. Gallen, som vi så sidste år. Muligvis. Her gemmer man fine gamle, ældre og ubegribeligt gamle bøger. De allerældste er over 1000 år gamle og stammer fra det 9. århundrede. Storslået og sært at tænke på, når alt hvad vi kunne præstere i Danmark på det tidspunkt var runestenene i Jelling, som vi ellers er så stolte af ... Om der nogensinde er nogen, der læser i bøgerne, ved jeg ikke, men de bliver i hvert fald støvet af. I et hjørne af lokalet var tre personer - bibliotekarer eller måske konservatorer, næppe bare rengøringspersonale - i gang med at stille bøger på plads på den allerøverste hylde. På et bord lå bøger nok til at fylde et par hylder, og de blev nu nænsomt sat på plads. Om de ud over at blive støvet af også var tjekket for løse sider og revnede rygge, og hvad almindelige bøger nu ellers rammes af, ved jeg ikke, men det føltes helt fint, at der faktisk blev rørt ved bøgerne i steder for, at de bare stod.

Nu manglede vi kun kirken.

"Kun" viste sig at være dagens, ugens og månedens underdrivelse. Og godt, at man ser den til sidst, for oven i det synsbombardement af storslåede, fantastiske, imponerende - fortsæt selv - indtryk er man ude af stand til at tage mere ind og har kun lyst til at sætte sig stille hen på en bænk og glo lige ud i den tomme luft. Man kommer ind, stopper op, sunder sig lidt - og siger wow! 

Det er fuldstændig omsonst at prøve at beskrive kirken, for alt - fra gulv til loft - er bare flot og fantastisk.

Og så er det meste guldbelagt.

Heldigvis er kirken ikke ekstraordinært stor, for så ville man da blive blæst helt omkuld. Omvendt kunne den faktisk godt have været mindst tre gange så stor, og så kunne man alligevel have haft en prægtigt udsmykket kirke, hvis man havde 'trukket' lidt i den nuværende overdådighed.

På et tidspunkt orkede vi ikke mere. Så vi traskede ud i solen, fandt bilen og kørte til den nærmeste motorvejsrestaurant for dels at få noget at spise dels få noget almindelighed som modvægt til al den pragt, vi netop var blevet bombarderet med.

Bagsiden af den lille bog
 jeg købte om klosteret.

En gammel borg og et nyt tempel - og slut

Den sidste dag i Salzburg startede også regnfuldt og indbød ikke rigtigt til dasketure i den gamle bydel, men vi kunne godt holde til at gå hen til den lillebitte bjergbane, der fragter turister og andet godtfolk op til den gamle borg eller fæstning Hohensalzburg, der, næppe særligt overraskende med det navn, ligger på en klippeknold højt hævet over byen.

På vejen derhen kom vi forbi Sankt Peters kirkegård. Tænk, at han har sådan en! En lille, fin og gammel kirkegård, der egentlig var værd at kigge nærmere på, men det var vejret og folkestemningen ikke rigtigt til (læs: to tredjedele af familie kan virkelig ikke se nogen som helst grund til at glo på kirkegårde), så vi fortsatte bare hen til bjergbanen.

Nede fra den gamle bymidte ser Hohensalzburg kæmpestor ud. Det gør den også, når man kommer op til den. Det er da også en af de største bevarede middelalderborge i Europa, og der er virkelig meget at se på. Er man tilpas interesseret, vil man sikkert sagtens kunne bruge en hel dag på at komme igennem alle udstillingerne.

Det gjorde vi ikke, og vi er generelt gode til at finde springe frem-knappen på vores audio-guider, hvis vi keder os lidt. Men nogle ting var alligevel så tilpas interessante, at vi andægtigt hørte forklaringerne helt til ende, før vi gik videre. Blandt andet udstillingen om borgens udvikling gennem tiderne. For selvfølgelig nåede borgen først sit nuværende udseende efter århundreders til- og ombygninger. 

"I begyndelsen var et lille skur" kunne meget vel have været indgangsreplikken til historien, om hvordan man for små 1000 år siden påbegyndte det første byggeri af et fæstningsværk til beskyttelse af biskoppens residens.

Med en hel række modelbyggerier havde man anskueliggjort udviklingen, og ved hver ny model var de nye dele malet hvide (i modsætning til resten, der var i naturtro farver), så man ikke var i tvivl om, hvor man skulle kigge, mens man lyttede til audio-guiden. Det fungerede virkelig fint, og kunne i langt højere grad end ane-gallerier og lignende holde familiens interesse fangen.

Ud over at være en fæstning til beskyttelse af byen og biskoppen blev Hohensalzburg også brugt som blandt andet fængsel, og det har sikkert ikke været særlig sjovt at sidde i fangehullet der. Langt sjovere har det været at lade sig underholde af biskoppen oppe i de repræsentative lokaler, der var meget flotte og indrettet med henblik på at opnå størst mulig imponator-effekt. Hvem biskoppens også meget flotte sovegemak har skullet imponere må stå hen i det uvisse ...

Der var også en række udstillinger, der ikke specifikt relaterede til borgen, men fortalte om krig og ufred i al almindelighed. Der var en frygtelig masse våben, som jeg altid lynhurtigt bliver træt af at kigge på.Der var en masse dukker - både små og store - klædt i skiftende tiders uniformer, der i mange tilfælde må have været decideret uhensigtsmæssige i forhold til praktisk krigsførelse.

Og så var der en del, der specifikt omhandlede Første Verdenskrig, hvilket især jeg brugte tid på, men til sidst lykkedes det dog at få mig halet videre, og da vi også havde beundret udsigten, som selv i regnvejr var helt fantastisk, kørte vi ned i byen igen.

Efter frokost brugte vi eftermiddagen i et af nutidens templer, et outlet-shoppingcenter i udkanten af Salzburg.

I betragtning af, at konceptet var outlet, var der virkelig flot. Flere af butikkerne var da også outlet-udgaven af mærkevarer i den dyre ende af skalaen, så selv om der blev skiltet med nedsættelser på både 40 og 50 procent, var de alligevel uden for kategori i forhold til vores økonomi. Helt anderledes forholdt det sig tydeligvis for den ret store andel af kunder med mellemøstlig baggrund. Mange mere eller mindre tildækkede kvinder storslæbte afsted med deres bugnende poser, mens mændene tilsyneladende især var beskæftiget med at bære kreditkortene.

Lidt fik vi dog shoppet, og glade og tilfredse tog vi tilbage og forhåndspakkede mest muligt, inden vi gik ned og lod Louis stå for aftensmaden.

Næste morgen var det slut, og vi kørte hjem. Turen gik fint. Vi startede godt nok med at ramme en spærret landevej og derefter blive en lille smule væk for os selv, da vi skulle ud på en længere omkørsel. I stedet for at køre over München kørte vi nemlig direkte mod nord for først at møde motorvejen kort før Regensburg. Derefter Hof - Leipzig - Magdeburg - Wolfsburg - over heden til Lüneburg og over Elben ved Lauenburg - næsten til Kiel og så over til A7 på det rigtige sted.

Da vi nåede til den danske grænse, undrede vi os endnu en gang over, om det virkelig kan være nødvendigt med så voldsomme blinklys, at man føler, man passerer med synet som indsats. Alle de øvrige grænseovergange, vi havde passeret på turen, var - i modsætning til tidligere og fredeligere tider - bemandede og ofte udstyret med chikaner for at få trafikken helt ned i fart, men ingen steder så vi noget, der bare lignede det overdimensionerede danske katastrofeblink.

Gemalens syn klarede udfordringen, og vi kørte hjem i den lyse sommeraften.

Salzburg under regntung himmel.

Da Hitler blev væk i tågen

Første aften i Salzburg gik vi ind til byen og daskede lidt rundt. Vi var kommet hjemmefra uden andet end en sweater, og på et tidspunkt kunne vi godt fornemme, at det vist var en dårlig ide. Det begyndte at rumle, og lige pludselig stod det ned i stænger.

Heldigvis var det spisetid, heldigvis stod vi lige ud for en restaurant. Den viste sig at bestå af en halvcirkulær søjlegang ud til en gårdhave. Om der bare to minutter tidligere havde siddet gæster i gårdhaven, ved jeg ikke. Det gjorde der i hvert fald ikke nu, så vi var heldige, at der stadig var et bord ledigt i søjlegangen.

Vores bord var et af dem, der stod ud mod gårdhaven, og selv om vi sad i ly for regnen, var det lidt fugtigt. Mere slemt blev det dog, da et nedløbsrør gav op og nærmest skiltes ad, så vandet stod ud i et imponerende springvand. Så måtte vi hale i bordet for at få det trukket ind på det tørre. Det lykkedes fint, men de stakkels tjenere blev mere og mere udfordrede, da passagerne mellem bordene rundt omkring blev mindre og mindre og til sidst næsten ikke-eksisterende.

Da vi havde spist, var regnen stilnet af, og vi kunne gå hjem uden at blive gennemblødte.

Næste morgen hang skyerne lavt, men det var tørvejr, og mens Gemalen tog ud for at cykle, gik Donnaen og jeg ind til byen og over til Schloss Mirabell, der ligger på den anden side af floden. Ikke så meget for at se på slottet, som en fyrstelig biskop en gang byggede til sin elskerinde og deres fælles 15 børn.

Imponerende hvad man den gang kunne tillade sig, hvis man var magtfuld nok.

- Nein Lieblings-Schatze, vi kan ikke blive gift. Jeg er jo biskop, så det går sandelig ikke. Men jeg kan da - sådan helt diskret - bygge et fint slot til dig og vores unger. Hvad siger du til det?

Vi var mere interesserede i slotshaven, som i sin tid dannede baggrundskulisse, da Julie Andrews dansede rundt med alle von Trapp-børnene og sang do-re-mi i Sound of Music. Fin have, men i virkeligheden syntes jeg, det mest spændende var udsigten ind mod byen og op til den gamle fæstning, som lå og tilsyneladende tårnede sig op for enden af parkens midterakse.

Tilbage i Altstadt fandt vi huset, hvor Mozart var født og vokset op. Og vi fandt især ud af, hvorfor vi var gået lige forbi aftenen før uden at bemærke det. Der var - Oh ve! Oh helligbrøde! - et SparMarkt i stueetagen, og kun hvis man kigger op (fordi man undres over, at så mange mennesker kan være interesserede i et supermarked), ser man teksten på husets facade.

Efter en sen frokost tog vi ud for at se Kehlsteinhaus, nok bedre kendt som Ørnereden, Hitlers bjerghytte og/eller sommerresidens.

Det blev en alternativ oplevelse.

Vejret var dårligt, men vi havde jo før oplevet, at det ikke nødvendigvis også ville være tilfældet, hvis man kom lidt op i højderne.

Man ankommer til et billetcenter og en stor busholdeplads, for det sidste meget stejle stykke op ad bjerget foregår i busser, specielt udviklet til formålet.

Det småregnede, men der var mange mennesker og ingen slinger i valsen, da vi fik billetter og blev henvist til Bus 2. Bussen blev fyldt helt op, og afsted gik det. Det var ikke for sarte sjæle. Der var smalt og stejlt, og man kom ind i mellem lige lovlig tæt på kanten. 

Op kom vi og gik så ind gennem en tunnel til en elevator langt inde i bjerget. Den var flot. Altså elevatoren. Beklædt med messing og kæmpestor, så Herr Hitler og hans eventuelle gæster kunne blive løftet standsmæssigt op og ned.

Så var vi endelig helt oppe. Det regnede, men vi havde denne gang husket paraplyerne og varmere tøj, så vi kiggede os omkring og så - lige ud i en sky!

Der var absolut nul udsigt.

Nu havde vi brugt en hel del tid og en pæn sjat penge på at komme så langt, og så var det som at kigge ind i en hvid væg.

Det var så dumt, at det var sjovt.

Så kunne vi lige så godt gå indenfor. Huset er ikke et museum, men en café, og vi skyndte os at bestille den lækreste kage på menukortet. Den var udsolgt, så vi måtte nøjes med en anden. Jeg ville gerne have café latte eller cappuccino, men den slags fancyheder havde de ikke. Man kunne få kaffe eller kakao. Eller man kunne lade helt være. Fik vi indtryk af. Tjenerens attitude var jævnt arrogant, og det kombineret med hans mærkværdige dialekt medvirkede kun til at forstærke komikken.

Turen tilbage var endnu mindre for de pyldrede, for nu gik det stejlt nedad, og vi blev enige om at satse på, at bremserne var noget af det, der var specialkonstrueret til netop disse busser.

Vel nede kunne vi bare konstatere, at det nazi-museum - eller dokumentationscenter, som det kaldes - der ligger ved billetcentret, var lukket 10 minutter tidligere ...

Hvem der havde udtænkt det så smart, vides ikke, men så behøvede vi ikke at diskutere, om vi skulle se det. Og dagen efter blev jeg stemt ned, da jeg foreslog, at vi tog derud igen.

Så vi trillede hjem og lod Louis stå for aftenunderholdningen.

Okay, man kunne se det nærmeste træ ...

Søde Louis og andre løjerligheder

Det var let nok at finde vores logi i Salzburg.

Det var straks sværere at finde et sted at parkere. Lovligt. En grim p-bøde under viskeren på bilen bag os sad og så afskrækkende ud.

Fruen blev derfor sendt ind for dels at checke ind dels forhøre mig om parkeringsmulighederne.

Det plejer jeg godt at kunne finde ud af, men da jeg kom indenfor, kunne jeg ikke umiddelbart finde nogen form for reception. I et lokale til højre for indgangsdøren sad en mand og spillede guitar. En anden mand sad og småsov med en øl på bordet foran sig. Den spillende mand så mig godt, men spillede videre, og jeg gik derfor længere ind. Ind i restauranten og ind i et andet lokale med spiseborde. Op ad en trappe og ned igen. Ingen mennesker.

Nu lagde musikeren mærke til min søgende adfærd og spurgte, om jeg søgte nogen. Det gjorde jeg jo, og så blev den sovende fyr vækket. Han var temmelig meget rundt på gulvet, og vi skulle først lige have koordineret at tale engelsk, for tysk forstod han ikke, og så hjalp det jo fedt, at jeg førte mig frem på mit bedste skole-tysk. Så undskyldte han mange gange for sin sovende adfærd, jeg fik min nøgle og en forklaring om, at det var okay at parkere udenfor, men at man helst skulle have et parkerings-skilt/-mærke/-ur/-noget, hvilket vi selvfølgelig ikke havde.

Nå men så kunne vi skrive en seddel og lægge i forruden, så ville p-vagten forhåbentlig tage det for gode varer ...

Så jeg skrev fin seddel, vi tømte bilen. Og håbede det bedste.

Det virkede faktisk. Vi fik ingen p-bøde i de tre døgn, vi opholdt os på stedet. Men det virkede altså en anelse løjerligt bare at lægge en seddel i forruden med "Hej hej, vi holder lige her, mens vi er i Salzburg."

En anelse løjerligt var nok det gennemgående tema for Haus Wartenberg. På den venlige, imødekommende, men også ganske boheme-agtige måde. Her tog man virkelig ikke tingene så tungt. Hverken hvad angik nullermænd under sengene, rygeforbud i restauranten eller så meget andet. Donnaen havde det lidt stramt med denne mangel på Ordnung muss sein, mens Gemalen og jeg bare syntes, det var hyggeligt.

Den første aften spiste vi på en restaurant inde i det gamle Salzburg, men anden aften valgte vi at spise "hjemme". Morgenmadslokalet var en lille restaurant om aftenen, og der kom både boende gæster og lokale. Menukortet var fint. På tysk og engelsk. Og når man sammenlignede mellem tysk og engelsk, var priserne ikke nødvendigvis identiske. Nogle retter var billigst på tysk, andre på engelsk. Lidt løjerligt, men hvorfor hænge sig i detaljer?

Maden var lækker, og betjeningen var venlig. Omend ikke helt professionel. En stor dreng på Donnaens alder hjalp til og gjorde det så godt han kunne. Det var bare ikke særlig godt, og ind i mellem forsvandt han helt, og så råbte kokken tværs gennem lokalerne "Louis!", mens han undskyldte over for gæsterne og prøvede at agere tjener, ind til knægten dukkede op igen.

For eksempel ville kokken gerne hjælpe os med vin, men kunne ikke finde den rigtige hvidvin. Med det resultat at han og Gemalen i fællesskab gennemrodede køleskabet i hjørnet for at finde et godt alternativ.

Vi fandt aldrig helt ud af, om Louis overhovedet kunne tale tysk. I hvert fald gik det bedst på engelsk. Hvordan han så var endt som stik i rend-dreng i Salzburg, fandt vi selvfølgelig ikke ud af, men vi udviklede mange spændende teorier desangående og forestillede os, at hans engelske mor havde ringet til sin østrigske fætter for at få ham afsat hen over sommeren: "Du må da nok kunne beskæftige Louis i sommerferien, så skal vi nok gøre dig en tjeneste en anden gang".

Men sød var drengen jo, og al begyndelse er svær. Så vi hjalp ham med at stable de tomme tallerkener og kom glade tilbage og spiste igen den næste aften.

Nej, vi boede ikke på Schloss Mirabell,
men jeg glemte at tage et billede af Haus Wartenberg.

Koldt på toppen

Vejret havde været skønt i Slovenien, og det var lidt ærgerligt at skulle køre til Salzburg, for vejrudsigten var mildt sagt ikke særlig god.

Men booket var booket, så vi pakkede vores habengut og drog afsted.

Vi var dårligt nået ind i Østrig, før skyerne begyndte at tårne sig op, og i løbet af en halv time gav det vand. Meget vand!

Det stilnede dog hurtigt af igen, men vejret var så afgjort slået om, med lavere temperaturer og drivende skyer, der så ud til at kunne finde på lidt af hvert. Og Fruen, der havde tænkt sig, at vi skulle køre ad Grossglockner Hochalpenstrasse, begyndte at spekulere på, om hun kunne fremtrylle en Plan B, så det ikke gjorde så meget, hvis bjergene var indhyllet i skyer.

Det var nu ikke helt nemt, for vi var så langt, at det var lidt fjollet at køre tilbage for at finde den ordinære motorvej, og de alternative ruter ville blive til temmeligt store omveje. Gemalen, der havde ja-hatten på, mente, at vi med lidt held ville kunne køre op over skyerne, så vi fortsatte.

Og diskuterede lidt undervejs, om vi nu overhovedet var på rette vej. Det mente jeg bestemt, og da vi, efter nogen kørsel længere og længere væk fra de gængse hovedfærdselsårer, nåede billetlugen og måtte lægge en anseelig stak euro før den videre færd, var selv Gemalen overbevist.

Herefter begyndte det hurtigt at gå opad, og de berømte sving begyndte. Der gik lidt tid, før vi lagde mærke til, at de var nummererede, fra den modsatte ende af vejen, så vi talte ned og ikke op.

Skyerne kom og gik, og vi havde de flotteste kig ud over alpelandskabet. Her var virkelig smukt. På den barske måde. Med græsklædte eller helt nøgne bjerge. Og toppe med sne på. Grossglockner så vi dog aldrig. Lige præcis majestæten selv gemte sig stædigt i skyerne. Lidt ærgerligt, men pyt, der var så meget andet at kigge på, og hvis der havde været en lydoptagelse fra bilen, ville den mestendels være fyldt med Ih! og Nøj! og Wauw, se lige!

Højere og højere kom vi op. Passerede 2000 metersmærket og gjorde holdt ved Hochtor, der ligger i 2504 meters højde. Her var kiosk, toiletter og parkeringspladser, hvor man kunne stå og fortabe sig i storslåede kig ud over landskabet.

Donnaen behøvede ikke at kigge. Hun nøjedes med en tur på toilettet, og så spurtede hun tilbage til bilen. Hun havde om morgenen ikke rigtigt bidt mærke i forældrenes valg af tøj og var derfor klædt til slovensk sommer. Ved Hochtor var der 9 grader, og det var småblæsende ...

Kort tid, nogle få sving og et par tunneller senere nåede vi frem til en restaurant, hvor vi meget passende kunne få frokost. Et hyggeligt sted, fyldt med alskens skrammel, lige fra en gammel kane med dukker klædt i tyrolertøj til udstoppede murmeldyr. Kalenderen sagde højsommer, men temperaturen sagde gullaschsuppe, så det fik vi.

Herfra gik det ned igen. Restauranten lå ved toppen af en hel række klassiske hårnålesving, hvor man flere steder kan se vejen svinge frem og tilbage i mange etager ned ad bjergsiden. Det blev den flotteste tur. Og denne gang så vi bjerge, der ikke var dækket af sne, men af is. Små gletsjer-tunger strakte sig ned af bjergsiderne, og Fruen, der aldrig havde oplevet det fænomen, sørgede for, at lydsporet igen blev fyldt med Ih! og Nøj! og Wauw!

Svingnumrene blev mindre og mindre, og til sidst havde vi kørt alle 48 km med alle 36 sving.

Turen var alle pengene værd og mindst lige så flot som forventet, og det lidt barske vejr gjorde ikke oplevelsen ringere.

Nu var det bare om at finde ind til Salzburg.

Udsigt fra Hochtor
(tror jeg nok).

Udsigt med udskæld

Selv om der var mere, jeg gerne ville se i Schweiz, måtte vi lige have en pause. Og i et turistblad, der lå på vores værelse, fandt jeg noget om et Rolls Royce-museum.

I Østrig. Så denne gang tog vi den anden vej rundt om søen og kørte ad nogle ganske små veje ind mod de østrigske alper, hvor vi fandt museet ret langt fra alfarvej.

Indenfor var der gamle Rolls Roycer i tre etager. Men det var vel også det, der imponerede os mest. Efter sidste års besøg på BMW-fabrikkerne og det tilhørende museum var vi nok en anelse (læs: meget) forvænte og var derfor ikke helt tilfredse med manglende plads til at gå rundt om bilerne og særdeles mangelfuld skiltning. Det kunne have været godt med bare lidt flere informationer om de forskellige biler.

Ikke desto mindre var det ret interessant. Rolls'er var/er jo kæmpestore, og især de allerældste var store som busser. Næsten. Og lavet særdeles solidt. Med synlige nitter og det hele. Et særligt klenodie var en bil, som dronning Elisabeth var blevet fragtet rundt i, den gang hun var cirka en tredjedel så gammel som nu.

Ude bagved var et værksted, hvor man godt måtte kigge ud. Her stod gamle biler på forskellige stadier af istandsættelse. Nogle manglede det allermeste bortset fra motor, hjul og kølerfigur. Kendere ville sikkert kunne se en meget fin gammel Rolls Royce-motor, men i Fruens ukyndige øjne kunne der lige så godt have stået en Massey Ferguson-traktor. Men så var det jo godt, at kølerfiguren sad der ...

Da vi ikke gad se mere, og Gemalen var færdig med at tage billeder, trillede vi ud mod de større veje igen. Og Fruen trak et ekstra es ud af ærmet: Et udsigtspunkt med en vistnok helt formidabel udsigt ud over Bodensøen, Rhindalen og de omkringliggende lande Østrig, Schweiz og Tyskland. En svævebane ville kunne bringe os derop, hvis vi bare kunne finde den.

Det kunne vi godt, selv om vi faktisk var kørt lige forbi uden at se den, da vi kørte mod museet. Og så svævede vi ellers afsted. I lang tid og nogle steder med l-a-n-g-t ned. Allerede her kunne man fornemme, hvad der var i vente, og vi blev heller ikke skuffede, da vi kom op og ud. Foruden café og restaurant var der bygget en udsigtsplatform af glas, hvor man næsten følte, at man svævede. Hvis altså bare man turde gå derud ...

Og den var virkelig formidabel. Udsigten. Det var ikke en helt klar højtryksdag, og vi havde ingen kikkert, men ikke desto mindre var der bare virkelig, virkelig flot. Lige under os lå Østrig, til venstre Schweiz, og på den anden side af Bodensøen kunne vi se Lindau og langt ind i Tyskland. Virkelig et sted med wauw-effekt. Og med kun tilpas mange besøgende til, at alle sagtens kunne være der og stå og glane i lang tid.

Efter et stykke tid måtte vi have en glane-pause med tilhørende kaffe og Apfel-Strudel, så vi satte os og fik rimelig hurtigt vores bestilling effektueret.

Men vi skulle jo også videre, så da vi havde siddet lidt, fik vi tjek på svævebanens tider og besluttede at tage næste afgang ned. Den gik hvert kvarter, og vi kunne således nemt nå at betale og en tur på toilettet.

Troede vi.

For da tiden var gået, havde tjeneren stadig ikke bragt den ønskede regning. Og af en eller anden grund aftalte vi, at Gemalen og Donnaen bare skulle tage svævebanen ned, og så ville jeg komme med den næste.

Det var dumt.

For selv om jeg havde signaleret til tjeneren igen, og hun havde lovet at komme, gjorde hun det ikke. Og så blev jeg utålmodig og rejste mig, da jeg tænkte, at så måtte hun da komme. Hun så, jeg rejste mig, men valgte at modtage nye ordrer i stedet for at afslutte med mig.

Nu må man jo ikke gå fra regningen, men jeg var efterhånden blevet træt af at vente. Så da svævebanen kom op igen, gik jeg.

Og så skete der noget.

En - anden - virkeligt ophidset tjener kom styrtende og råbte og skreg. Ikke noget med stille og roligt at spørge, om jeg måske havde glemt at betale, men derimod total overfusning - på tysk og engelsk - med trussel om både politi og en gigantisk bøde.

Desværre er jeg typen, der lader mig overfuse og først en halv time senere ved, hvad jeg skal sige, og desværre var Gemalen - der har et ganske andet gemyt - langt væk. Så i stedet for at fortælle den ophidsede tjener, hvad jeg mente om ham og hans - nu temmeligt rådne - café og ditto serviceniveau, betalte jeg bare og lod mig temmelig rystet fragte ned igen. Af en heldigvis rar svævebanefører, der åbenbart følte sig så utilpas over det passerede, at han gjorde sit bedste for at berolige og glatte ud.

Og Gemalen, han blev selvfølgelig så gal på mine vegne, at han omgående overvejede at tage svævebanen op igen for at tale et alvorsord med tjeneren. Det fik han dog ikke lov til, og i stedet satte vi straks kurs mod Lindau på den trygge tyske side af grænsen.

Tyskland, det ved vi hvad er!

Et sjældent billede af Gemalen.