Koldt på toppen

Vejret havde været skønt i Slovenien, og det var lidt ærgerligt at skulle køre til Salzburg, for vejrudsigten var mildt sagt ikke særlig god.

Men booket var booket, så vi pakkede vores habengut og drog afsted.

Vi var dårligt nået ind i Østrig, før skyerne begyndte at tårne sig op, og i løbet af en halv time gav det vand. Meget vand!

Det stilnede dog hurtigt af igen, men vejret var så afgjort slået om, med lavere temperaturer og drivende skyer, der så ud til at kunne finde på lidt af hvert. Og Fruen, der havde tænkt sig, at vi skulle køre ad Grossglockner Hochalpenstrasse, begyndte at spekulere på, om hun kunne fremtrylle en Plan B, så det ikke gjorde så meget, hvis bjergene var indhyllet i skyer.

Det var nu ikke helt nemt, for vi var så langt, at det var lidt fjollet at køre tilbage for at finde den ordinære motorvej, og de alternative ruter ville blive til temmeligt store omveje. Gemalen, der havde ja-hatten på, mente, at vi med lidt held ville kunne køre op over skyerne, så vi fortsatte.

Og diskuterede lidt undervejs, om vi nu overhovedet var på rette vej. Det mente jeg bestemt, og da vi, efter nogen kørsel længere og længere væk fra de gængse hovedfærdselsårer, nåede billetlugen og måtte lægge en anseelig stak euro før den videre færd, var selv Gemalen overbevist.

Herefter begyndte det hurtigt at gå opad, og de berømte sving begyndte. Der gik lidt tid, før vi lagde mærke til, at de var nummererede, fra den modsatte ende af vejen, så vi talte ned og ikke op.

Skyerne kom og gik, og vi havde de flotteste kig ud over alpelandskabet. Her var virkelig smukt. På den barske måde. Med græsklædte eller helt nøgne bjerge. Og toppe med sne på. Grossglockner så vi dog aldrig. Lige præcis majestæten selv gemte sig stædigt i skyerne. Lidt ærgerligt, men pyt, der var så meget andet at kigge på, og hvis der havde været en lydoptagelse fra bilen, ville den mestendels være fyldt med Ih! og Nøj! og Wauw, se lige!

Højere og højere kom vi op. Passerede 2000 metersmærket og gjorde holdt ved Hochtor, der ligger i 2504 meters højde. Her var kiosk, toiletter og parkeringspladser, hvor man kunne stå og fortabe sig i storslåede kig ud over landskabet.

Donnaen behøvede ikke at kigge. Hun nøjedes med en tur på toilettet, og så spurtede hun tilbage til bilen. Hun havde om morgenen ikke rigtigt bidt mærke i forældrenes valg af tøj og var derfor klædt til slovensk sommer. Ved Hochtor var der 9 grader, og det var småblæsende ...

Kort tid, nogle få sving og et par tunneller senere nåede vi frem til en restaurant, hvor vi meget passende kunne få frokost. Et hyggeligt sted, fyldt med alskens skrammel, lige fra en gammel kane med dukker klædt i tyrolertøj til udstoppede murmeldyr. Kalenderen sagde højsommer, men temperaturen sagde gullaschsuppe, så det fik vi.

Herfra gik det ned igen. Restauranten lå ved toppen af en hel række klassiske hårnålesving, hvor man flere steder kan se vejen svinge frem og tilbage i mange etager ned ad bjergsiden. Det blev den flotteste tur. Og denne gang så vi bjerge, der ikke var dækket af sne, men af is. Små gletsjer-tunger strakte sig ned af bjergsiderne, og Fruen, der aldrig havde oplevet det fænomen, sørgede for, at lydsporet igen blev fyldt med Ih! og Nøj! og Wauw!

Svingnumrene blev mindre og mindre, og til sidst havde vi kørt alle 48 km med alle 36 sving.

Turen var alle pengene værd og mindst lige så flot som forventet, og det lidt barske vejr gjorde ikke oplevelsen ringere.

Nu var det bare om at finde ind til Salzburg.

Udsigt fra Hochtor
(tror jeg nok).