Glædelig Nemesis

Egentlig burde jeg jo vide bedre.

For begynder jeg f'ørst at storskryde om et eller andet, er det stort set så sikkert som amen i kirken, at Nemesis kommer galopperende ind fra højre for at sparke mig bagi.

Således selvfølgelig også denne gang, hvor jeg var uforsigtig nok til at melde ud, at jeg havde styr på juleforberedelserne ...

Ha ha - som om!

Man er aldrig stærkere end svageste led.

Tidsoptimisten i mit liv mente, at han sagtens kunne stå sent op juleaftensdag OG tage til spinning OG sætte juletræ på fod og pynte det OG få Farmor klar til afgang klokken fire, hvor vi med julegaver, gås og rødkål skulle forlade residensen for at nå tids nok frem til mine forældre for at holde juleaften hos dem.

Så da Gemalen dampede af til spinning og meddelte, at han ville være hjemme igen lidt over klokken et, så Donnaen og jeg på hinanden og blev enige om, at det bare ikke var muligt.

Noget måtte vælges fra. 

Sove længe var gennemført. Gå til spinning var ikke længere til at stoppe. Og Farmor skulle vi jo have med. 

Altså måtte juletræet droppes.

Derfor kom juletræet først op juledag. Men til gengæld havde vi al den tid, vi skulle bruge, ingen rev hovedet af hinanden i processen, og resultatet blev - som altid - vældig fint.

Det blev julemiddagen også. Det eneste, jeg havde glemt, var sovsekulør. Men da det ikke er noget, min mor går ned på, er det bare noget, jeg skal have på min huskeliste til næste år.

Og mens andre mennesker efterfølgende har brugt tiden på at bytte gaver, har vi fordrevet tiden med at bytte baciller og vira.
Donnaen blev småsnottet, og Gemalen faldt om på sofaen juledag med influenzasymptomer. Heldigvis for at være nogenlunde frisk allerede dagen efter. Jeg selv gik i seng juledag med en meget kedelig fornemmelse af en ny omgang forkølelse siddende i svælget. Og ganske rigtigt vågnede jeg grundigt forkølet.

Nu er vi alle hjemme igen efter en to dages tur til Nordsjælland med aflevering af Farmor og familiehygge. Det vil sige; jeg hyggede mig kun med min dyne.

Og hvis nogen (læs: jeg) havde drømt om at få ryddet lidt op i Farmors gemmer, så blev det til at for lidt.

Men så kan jeg vel lære det?

Planmæssigt

Det går stort set planmæssigt.

Juletræet kom i hus inden snestormen. Gemalen og Donnaen hentede det igår. Jeg var ganske vist noget utilfreds med ikke at komme med, for vi har de sidste efterhånden nogle år hentet juletræ det samme sted hos det rareste ældre ægtepar, man kan tænke sig. Men det var koldt, og jeg var stadig snottet. Og nogen skulle jo passe på Farmor. Så derfor.

Og vi har købt ind, så en mindre hær ville kunne overleve både jul og snestorm.

Jeg har husket at tage gåsen op af fryseren, og den er nu så optøet, at jeg kan få indmaden ud og lave fond til sovs en gang i aften.

Det bliver jul, og vi har styr på det.

Rigtig glædelig jul.

Udsigten er også ret julet.

Generalinde Dryptud

Projekt snot-fri mislykkedes.

I den grad.

Ikke alene er jeg blevet forkølet, men jeg har haft så meget løbetud, at jeg snart har brugt hvad der svarer til en middelstor svensk skov i papirlommetørklæder. Og jeg vil kunne bruges som stand in for et vist rensdyr. Faktisk sad jeg lige så stille på min pind det meste af dagen og bestilte ikke ret meget andet end at pudse næse, tørre næse eller nyse.

Jeg burde nok være gået hjem. Men de sidste to dage før juleferien skal der mere end en dryppende næse til, før jeg giver op. For jeg har bare ikke tid. December er den travleste måned, hvor en hel måneds arbejde skal nåes på tre uger. Og de allersidste dage spidser det altid til.

Så jeg blev siddende.

Og småbandede over Gemalen. For selvfølgelig er det hele hans skyld. Det var ham, der kom snottet hjem, og selv om han blev forvist fra soveværelset (dér lå nemlig en feberhed Donna), er det ham, der har smittet mig. Selvfølgelig er det det. Der er ikke så mange andre her omkring, som er forkølede. Til gengæld falder de på stribe med influenza, ligesom Donnaen gjorde.

Heldigvis er selvsamme Gemal på højkant igen. Og godt klar over, at det nu ville blive pay back-time. Så ganske af sig selv havde han været i byen og købe ind til aftensmad, så jeg slap. Ingenting er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Og nu har jeg så lige et lille døgn til at blive rask igen, inden Farmor bliver hentet herover.

Så det gør jeg lige.

Bliver rask altså.

NU!

Glemte tæer

Forleden modtog Gemalen en regning på fodnusser til Farmor.

Fint nok.

Altså, at nogen havde sørget for fodnusser til Farmor.

Men GYS!

For jeg kom til at tænke på, hvornår der sidst var blevet kigget på Farmors fødder. Jeg kender ikke svaret, og jeg har ikke tænkt mig at belaste Gemalen med spørgsmålet. Jeg ved bare, at jeg ikke selv har skænket Farmors fødder en tanke i al den tid, der er gået, siden hun for alvor begyndte at blive dement. Så jeg håber bare, at andre har været mere opmærksomme ...

Det er bare lidt svært at tro på, for der var for eksempel en periode på mindst tolv måneder, hvor der ikke var nogen, som tænkte på, at Farmor faktisk skal have dryppet øjne. Dagligt.

Ligesom der er så meget andet, der er smuttet eller glemt i løbet af de sidste par år.

Hvorfor mon det er så svært?

Selv arbejder jeg i en branche, hvor checkskemaer og kvalitetssikring spiller en ikke uvæsentlig rolle. Desuden er der konti, der skal stemme, og moms, som skal afregnes. Og hvis ikke, er der kontant afregning. Til os altså. Os, der har glemt eller forsømt noget

Mens det i ældreplejen jo desværre er de forsømte, det går ud over. Det er de ældre, der ikke får deres aftensmad eller medicin eller ...

Og det er jo slet ikke rimeligt, så hvorfor er der ikke lige nogen, der gør noget?

Hvilket der jo også er. Der er gjort masser af ting og sager for at systematisere og kontrollere, at alle husker det hele. I en grad, så alle klager over den øgede administrationsmængde. At kolde hænder har erstattet varme hænder og bla bla en hel masse, som slet ikke var meningen.

Jeg synes bare stadig, det er sært, at det er så umuligt at få til at lykkes. Det skyldes jo ikke manglende personale, at man overser, at en gammel kone har både fødder og øjne. Det har alle jo. De allerfleste i hvert fald. Og i hendes alder er det da ret almindeligt, at begge dele skal passes og plejes. Det burde i virkeligheden være såre simpelt at tage et kig fra top til tå på Farmor og alle andre, der kommer i berøring med ældreplejen og så lige få styr på hele. Og det man ikke kan se sig til, kan man vel slå op i diverse journaler.

Eller man kunne måske spørge de pårørende.

Hvorfor er det så svært? At kontakte de pårørende, som næppe ved det hele, men dog en hel masse. Og få sig en snak, så der er en fælles forståelse af, hvad der kan lade sig gøre og hvad der ikke kan. Hårvask ja, permanent nej og så fremdeles.

Som det er i den kommune, hvor Farmor bor, har man indtryk af, at vi skal være taknemmelige over, at der overhovedet var nogen, der huskede at fortælle Gemalen, da man flyttede Farmor. 

Det må kunne gøres bedre

Jeg sætter mig lige over i et hjørne og finder på noget.

Og så får jeg nok tildelt Nobelprisen i ældrepleje ...

Dobbelt suk

Florence Nigthingale eller bare en, der ligner, bliver jeg aldrig.

Jeg er bare så lidt gearet til at passe min syge familie.

Bliver umådelig træt af at varte op og så iøvrigt lave det hele selv.

Donnaen gik ned med flaget i torsdags, hvor hun ringede hjem fra danselektion, at hun frøs. Og det har hun sådan set gjort siden. Når hun ikke lige har svedt, for så straks at fryse igen. Har sovet med to dyner og ellers bare ligget i sofaen og set fjernsyn. I modsætning til mig kan hverken hun eller Gemalen finde ud af at sove sig gennem sygedagene. Og når man ikke kan sove, ikke gider læse og ikke rigtigt kan holde til at spille computer, så kommer man altså ret hurtigt til at kede sig. Derfor bliver moderen tilkaldt:

- Moar!

- Ja?

- Jeg har det dårligt.

- Det ved jeg godt. Du har influenza. Det er slet ikke sjovt, men jeg kan ikke gøre noget for dig. Du må bare putte dig godt.

- Jamen, jeg sveder.

- Tag trøjen af.

- Så fryser jeg armene.

- Så tag armene ind under dynen.

- Nej, for så kan jeg jo ikke bruge min mobil.

Efter cirka 28 af den slags 'samtaler' igår og mindst lige så mange idag, var tålmodigheden ved at blive lidt tyndslidt, og jeg glædede mig alvorligt til Gemalen kom hjem igen fra møder og firmajulefrokost på Sjælland.

Klokken lidt i ti mente jeg godt, jeg kunne nænne at ringe og spørge ham, hvornår han ville dukke op.

- Hanno, lød det med meget rusten bodegastemme.

- Hallo, du lyder godt nok som om du har været ude at danse moderne, sagde den overbærende hustru.

- Ne er forni, jeg er nevet nidt forkønet ...

Det var dagens underdrivelse. 

Så nu har jeg en influenzaplaget Donna i sofaen og en grundigt forkølet Gemalen siddende under et tæppe i lænestolen.

Suk.

Dobbelt suk.

Hej igen Matematik

Den gang i tidernes morgen, da jeg gik i skole, hed min matematik-bog Hej Matematik og var så let, at det var til at falde i søvn over.

Siden da er der sket et og andet, og Donnaen bliver udfordret på et helt andet niveau.

Lidt for meget, synes hun selv. Så hun efterspørger ind i mellem lektieassistance. Helt slemt var det forleden, hvor en vikar havde haft særdeles svært ved at forklare sig, og Donnaen til sidst var ganske frustreret og overbevist om, at alt, hvad hun havde lavet i skolen, var smask-forkert og lige til skraldespanden. Ikke særlig sjovt, når man skal til dans, og faderen først har tid til at hjælpe bagefter. Så kan det kun blive sent og dumt.

Det er nemlig af uransagelige årsager Gemalen, der er førstevalg, når der skal hjælpes med matematikken.

Så mens jeg bagte pebernødder gik Gemalen og Donnaen i krig med en lang række ondsindede opgaver om overflader og rumfang.

Det vil sige, det var den officielle arbejdsfordeling, men Fruen har altid mere end almindelig svært ved at holde kæft tie stille, hvis hun føler, hun kan bidrage med noget positivt.

- Jeg tror altså ikke, I kan gøre sådan, meddelte jeg derfor, mens jeg stod og trillede pølser af pebernøddedejen.

- Hvorfor nu ikke det? spurgte Gemalen.

- De der kuber er jo stablet oven på hinanden. Så I skal nok ikke have de indvendige sider med, sagde jeg og trillede videre.

- Gider I bestemme jer? sukkede Donnaen.

Alle arbejdede videre. De første pebernødder kom i ovnen, og en liflig duft begyndte at brede sig.

- Må vi låne mælken, anmodede Gemalen.

- ??

- Vi skal finde ud af, hvor mange sodavand, man kan hælde i et badekar, forklarede Donnaen.

- Sodavand fåes da ikke i literflasker, protesterede jeg.

- Nej, men det er jo bare for at illustrere, sagde Gemalen.

- Regner I ikke med centiliter? fremturede jeg.

- Det er altså kubikcentimeter, indskød Donnaen.

- Vi har både liter og kubikcentimeter, informerede Gemalen.

- Må jeg godt gå i seng nu, spurgte Donnaen opgivende.

- Nej, men nu går din mor over og passer sine pebernødder, afgjorde faderen.

Og det gjorde hun så.

De blev gode.

Ikke meningen

Fordelen ved at bo på en kotelet-grund er, at det ikke tager mange minutter at skovle sig til ryddet fortov og god samvittighed.

Ulempen er til gengæld en Fand.. kedeligt lang indkørsel, som det tager en krig at skovle fri, hvis man ikke tør satse på at kunne køre sneen flad.

Og det turde vi ikke igår. Så vi skovlede og skovlede. Alle tre. Og var to timer om at skovle indkørsel og forplads nogenlunde bar for sne. Det var rigtig snebolde-sne og derfor tungt. Faktisk er det lidt et mirakel, at vi overhovedet er i stand til at løfte armene idag.

Det var ellers ikke meningen, at jeg skulle bruge tid på at skovle sne. Jeg ville hellere have bagt pebernødder. Nu nåede jeg kun at lave dej. Og det var endda også lige ved at glippe. For hvor smart er det lige, at ens bagevægt vælger en søndag med for meget sne til at fortælle, at den skal have nyt batteri? Og lige netop den slags batteri, som Gemalen ikke havde i sit lille skuffelager.

Særdeles upraktisk og absolut heller ikke meningen er det også, at min dankort har valgt at stå af. Det skete torsdag, men da kloge hoveder sagde, at det nok bare var kulde, valgte jeg lige at vente og prøve igen fredag. Det skulle jeg ikke have gjort. Det er helt igennem ubrugeligt. Og nu er jeg helt sikker. For jeg har prøvet stort set alle de forskellige former for dankort-automater, der findes. Med lange køer bag mig og brændte nakkehår til følge ...

Nu kunne nogen så få den tanke, at det måske var et hint fra min bank om at spare på krudtet og ikke gå helt i jule-selvsving. Men det er det altså ikke. Der er tale om ren og skær chikane fra kortets side. Det er endda næsten helt nyt og har aldrig været udsat for samme grad af akut overophedningsfare som samtlige mine tidligere kort har været det. Heldigvis har jeg et master card, som jeg kan bruge. Men det er et feriekort og ikke til den daglige drift. Og er det iøvrigt overhovedet alle småbutikker, der kan tage imod det?

Jaja, irriterende, men til at komme over. Noget værre var det, da Gemalen i fredags blev ringet op af ældreplejen i det nordsjællandske, at nu flyttede de da lige Farmor til en ny - men stadig midlertidig - plads på et andet plejehjem i den modsatte ende af kommunen. Som om det ikke var slemt nok, at Farmor nu har boet midlertidigt - og dermed uden en eneste af sine egne ting - ét sted i to måneder. Nu er hun så blevet flyttet til nye omgivelser og nye mennesker, som hun (heller) ikke kender. Hun har stadig ikke sine egne ting, og hun kan stadig se frem til mindst én flytning mere, før der kan komme ro over feltet. Det er da ikke noget at byde en gammel, dement kone.

Det var, det er og det kan ikke være meningen!

Og min gran drysser.
Det var heller ikke meningen.

Julefrokost med hele Svineriet

Det er efterhånden mange år siden, at jeg 'voksede fra' de helt traditionelle julefrokoster med dårlig julesylte, halvkolde fiskefileter og lidt for mange snapse. I selskab med mennesker, jeg enten ikke kender eller ikke kan høre.

Men i år var nogen gået i tænkeboks og kommet ud igen med et alternativt bud. Gør-det-selv -julefrokost på Svineriet i Århus. Og nye initiativer skal man jo ikke rynke på næsen af, så vi drog forventningsfulde afsted. Gemalen og jeg.

Efter en times tid med vinsmagning trampede vi op til tredie sal og blev introduceret til aftenens menu og sat på hold. Menuen bestod - så vidt jeg husker, vi har endnu ikke fået opskrifterne eftersendt - af andebryst til forret, hjemmelavet julepølse og rilette til mellemret, farserede poussiner til hovedret, mandelkage med lakrids-krokantcreme til dessert og hvid gløgg til allersidst. Alt det skulle vi selv producere på rundt regnet et par timer. Under kyndig supervision selvfølgelig, men alligevel ...

Og så blev 14 køkkentumper og en enkelt køkkenassistent-elev eller sluppet løs. Nogle nåede at se lidt skeløjede ud, men lynhurtigt blev der noget, som lignede en naturlig arbejdsfordeling, hvor nogle tog ansvaret for opskrift og madprojekt, mens andre i højere grad var udførte det grove arbejde med udskæring, hakning og æltning.

Det gik forbløffende godt. Pladsen var godt nok trang (store, entusiastiske mænd fylder godt i et køkken), men ingen kom til skade, intet gik i stykker, og det var marginalt, hvad der røg på gulvet. 

Ind i mellem var der lidt kamp om vægte og måleglas og andre remedier, der kun fandtes et enkelt eller to af. Andre gange om ingredienserne. Nogle gange betød rundhåndede regnemetoder, at et hold brugte rub og stub af noget, som egentlig skulle have været delt med andre. Så måtte nødforsyninger trylles frem, eller vi fik et kokke-eksempel på, at så bruger man da bare noget andet. Ikke så meget pjat her.

På et tidspunkt stod alle i røg og damp og arbejdede ihærdigt, men så begyndte retterne efterhånden at være færdige, og de fleste havde tid til at kigge med, da forret og mellemret skulle anrettes. Det skete efter alle kunstens regler, og det var sjovt at se og høre, hvad der skulle lægges vægt på. Regel nummer 1 var, at når noget først er landet på tallerkenen, så skal man ikke begynde at prøve på at skubbe rundt med det.

Endelig blev det spisetid, og alle var både godt sultne og meget spændte på, hvordan det hele ville smage. Det smagte, med en god jysk underdrivelse, ikke helt ringe. Faktisk super godt. Og der var intet, der ikke kunne have været serveret på en 'rigtig' restaurant. Desværre slap Fruens appetit op allerede efter mellemretten, men Gemalen tilbød hjælpsomt at tage sig af størstedelen af både min hovedret og dessert.

Efter middagen valgte nogen at tage i byen, mens de halvgamle (os)  eller gravide tog hjem.

Alt i alt en stor succes.

Det eneste rigtigt negative ved arrangementet er vel egentlig, at det kun er rigtig sjovt én gang, og det bliver svært at finde på noget, der er lige så sjovt næste år.

Der anrettes salatbund til andebrystet.

Juletid er listetid

En af mine mindre heldige sider (ja, der er nogle stykker) er, at jeg tror, jeg kan huske alting i hovedet. Og derfor ikke behøver at bruge min kalender til noget. Og da slet ikke har brug for huskelister.

Desværre holder det ikke en meter.

Efterhånden ikke engang en halv ...

Så jeg glemmer jævnligt ting og sager. Og kommer hjem fra indkøb uden det, jeg egentlig skulle bruge. Gemalen sukker, og Donnaen himler med øjnene. Men jeg tænker, at pyt så må jeg jo prøve at huske det glemte i morgen.

Dumt er det dog, for har jeg særlig travlt, kan det knibe lidt med pyt-tænkningen, og så stresser jeg i virkeligheden mig selv unødigt ved at være så ustruktureret.

Lige lidt hjælper det dog.

Bortset fra til jul.

Hvor selv jeg har indset, at en smule planlægning er nødvendig, for at jeg ikke skal blive fuldstændig snurrende, rundt på gulvet og en plage for mine omgivelser. Så jeg prøver at dække mig ind og går nærmest amok i lister.

Indkøbslister, huskelister, gavelister og julekortlister. For nu at nævne de vigtigste. Og min egen ønskeseddel ikke at forglemme!

Gavelisterne og julekortlisterne har eksisteret længe, da det uden dem er nærmest umuligt at huske alt til alle. Siden er indkøbslisterne kommet på banen. Den med alle de særlige madvarer, ting og sager, der hører sig til i juledagene. Plus den almindelige med alt det, vi altid skal have. Der har førhen været en tendens til, at jeg i kampens hede for at huske alt til rødkål og ris a la mande glemte, at vi faktisk stadigvæk også skulle have mælk, morgenbrød og toiletpapir i huset. Hvilket set i lyset af de mange lukkedage i julen er en smule uheldigt ...

Det seneste forsøg på at skabe lidt ro i mit hoved og noget struktur på de sidste dage op til jul er hvornår-listerne. Med den er der en chance for, at jeg får forberedt bare et minimum af ting i forvejen, så jeg ikke står den 24. om formiddagen og både skal nå gås med det hele plus ris a la mande.

Nu mangler jeg bare en liste over mine lister ...

Da forkant blev til bagkant

Efter lørdagens - rimeligt fredelige - julefrokost vågnede Gemalen og jeg først ved ni-tiden. Morgenmad og søndagsavis blev indtaget i slow motion, for vi skulle først hente Donnaen over middag, og vi havde god tid.

Og det føltes rigtig godt.

Lidt for godt til at være sandt.

Hvilket det selvfølgelig også var.

Lige med ét kom jeg nemlig i tanke om gulvsliberen. Som skulle komme mandag morgen, og slibe og oliere det gulv, som borebisserne for cirka to år siden spildte borevand på, da de tog boreprøver før genopretningen af vores revnede vægge.

Selv om gulvslibere som regel frejdigt påstår, at de ikke sviner ret meget, så er min (dårlige) erfaring, at det er lige præcis, hvad de gør. De sviner ad Hekkenfeldt til! Lige meget hvad man tror, så sviner de lidt værre. Og lige meget hvor godt man tror, man dækker af, så er der alligevel rødligt slibestøv over det hele bagefter.

Altså havde jeg lige pludselig en entré, der skulle tømmes for møbler, og ikke mindst en række garderobeskabe, der skulle tømmes for tøj, linned og diverse småting.

Jeg havde overhovedet ikke god tid, men travlt. Som i rigtig travlt.
Ikke desto mindre skulle Donnaen hentes og hendes fine adventskrans og julehjerter beundres. Der skulle købes ind, og finpudses på en geografiopgave. Lige pludselig var ingen af os på forkant med noget som helst, men befandt os på en kollektiv bagkant.

Gemalen kunne godt fornemme, hvor det bar hen, og inden jeg nåede at hvæse ret meget, gik han helt frivilligt i gang med at flytte spejl og møbler og hente flyttekasser op fra kælderen. Og med fælles indsats fik vi så meget styr på tingene, at vi kunne synke ned i sofaen og sammen med Donnaen hygge os med Jul i Valhal før sengetid.

Nu er Gemalen blevet ladt alene tilbage med gulvsliberen, og jeg må pænt vente med at se resultatet til i eftermiddag. 

Og så er jeg lidt spændt på, hvornår vi må gå på gulvet igen, for det har vi nemlig glemt at spørge om, og det bliver lidt dumt, hvis vi skal vente til i morgen. For så skal vi sove i stuen, og manglen på badeværelser vil jeg slet ikke tænke på ...

Donnaens fine adventskrans.
Måske vænner jeg mig til de blå bånd inden jul ...

Sæson for grannåle

Så er der igen dømt tre måneder med grannåle.

Købte pyntegran forleden til kalenderlys, adventskrans og hvad man nu ellers skal bruge en grankvist eller to til. Ganske uforvarende havde jeg været så smart at have en affaldssæk i bilen, som jeg kunne putte mit gran i. (Manglende oprydningsiver betaler sig sommetider). På den måde var det kun ganske få grannåle, der dryssede ud i bagagerummet.

Adventskransen skal Donnaen binde sammen med Mormor. Hos Mormor og Morfar. Så det bliver dem, der skal feje og støvsuge og pille grannåle op.

Men kalenderlyset har jeg selv plantet i en potte med ler og så pyntet pænt med kogler og valmue-frøstande - og gran. 

Og straks havde vi balladen.

For selv om jeg kun tog sølle to grangrene med ind, og selv om jeg prøvede at være forsigtig, da jeg klippede, så var der alligevel lynhurtigt grannåle over hele køkkenet. Og selv om jeg fejede og støvsugede, så er der stadigvæk grannåle. Om end ikke overalt, så i hvert fald hist og her.

Fra nu af og til jul bliver det bare værre, efterhånden som mere gran og til sidst juletræet bliver slæbt ind. 

Det hele kulminerer i et sandt grannåle-inferno et par dage inde i januar, når juletræet bliver klippet ned med det store ørnenæb og smidt ud af havedøren. Så bliver der fejet og støvsuget. Og rystet tæpper. Og fejet og støvsuget igen. Og 95 procent af grannålene forsvinder, men de sidste 5 procent er stort set umulige at få has på og dukker op de mest overraskende steder. I badeværelset, i skuffen med DVD'er. Selv i køleskabet er jeg stødt på grannåle ...

Og det tager dage, uger og måneder, før huset igen kan erklæres grannåle-frit område. 

Det er i orden. Det er en del af julen. Og jeg vil dælme ikke bytte med plastic-gran!

Men jeg synes alligevel, at det var en overraskende voldsom start på grannåle-sæsonen, da jeg i morges meget tidligt fik øje på en grannål - på Gemalens bare bagdel ...

Ønskes: Sol - og en opfindelse

Sol ønskes.

Nu. Tak!

Et stabilt højtryk med en masse sol må gerne lægge sig over det midtjyske. Og blive liggende. Længe.

Det er ikke bare fordi, det er november og vådt og gråt og trist. Og jeg bliver mere og mere træt, og mit humør efterhånden matcher vejret i betænkelig grad.

Næh, det er fordi, Familien i Midten er blevet åh så miljø-rigtig, energi-rigtig (og måske endda politisk korrekt?) og har fået solceller. På taget altså, ikke i nakken.

Nemlig.

Det gik overraskende gelinde. Stillads op den ene dag. Solceller op den næste dag. Og stillads ned igen den tredie dag. Easy peasy. Tilsyneladende. For vi ved faktisk ikke endnu, om det virker. Gemalen synes ikke rigtigt, at han har tid til at stå og glo på måleren sådan i timevis, ind til der er produceret strøm nok til, at tælleren flytter sig. For det er jo ikke meget strøm, man kan trække ud af et 'tungt skydække', som det vi har mere eller mindre permanent for tiden.

Men det gør det vel, virker altså, og så får vi i første omgang et tilskud til daglige forbrug. Og en skønne dag, når solen igen skinner lidt mere på denne side af ækvator, bliver det forhåbentlig ligefrem en overskudsforretning, og vi kan sende vores strøm den anden vej ud gennem nettet. 

Fantastisk!

Det samme har 25.000-30.000 andre familier tænkt. Og det offentlige har tænkt det samme og smækker solceller op på både nye og eksisterende bygninger. Fx har man i Skive pakket det nye rådhus helt ind i solceller.

Smart!

På en eller anden måde virker det bare lidt, som om nogen ikke helt har tænkt alle problematikkerne igennem, inden de satte solcelle-skibet i søen, og at det først nu begynder at dæmre for disse nogen - og alle os andre - at intet er så godt, at det ikke er skidt for noget.

Når så mange familier eller offentlige enheder pludselig er delvist selvforsynende med elektricitet, så falder efterspørgslen på konventionelt produceret strøm jo tilsvarende, og hvad det lige gør ved prisen, kan man vistnok indtil videre kun gisne om.

Samtidig vil efterspørgslen blive mildt sagt ujævn og afhænge af solens lyst til at skinne. Det vil gøre det tilsvarende indviklet at styre produktionen, så den matcher efterspørgslen. Uden at være professor i kraftværk kan jeg godt regne ud, at det ikke hensigtsmæssigt, hvis el-produktionen skal være lige så afhængig af vejret som landbruget er det.

Endelig bliver ledningsnettet belastet helt anderledes end hidtil, når alle vi små bitte el-producenter dels ikke efterspørger el dels sender vores overskud den anden vej. Og lige nu, mens jeg fedter med mit indlæg, fortæller medierne, at det første elselskab vil kræve betaling af os, altså solcelle-ejerne, for at benytte ledningsnettet.

Folk med forstand på den slags mener, at det faktisk er et potentielt problem, som kan true forsyningssikkerheden, hvis man ikke meget snart finder ud af at styre både produktion og forbrug meget bedre. Og derfor har de selvsamme mennesker sat sig for at finde de vises sten, hvad angår lige netop det problem. De sidder derfor og udtænker sindrige formler og meterlange algoritmer for, hvad der sker med forbruget hjemme hos familien Jensen, hvis man fx skruer på el-prisen hen over dagen.

Det er langhåret, virkelig langhåret, men - synes jeg - også interessant som bare pokker, og jeg gad godt have for bare fem øre forstand på det.

Det har jeg ikke, så jeg nøjes med at tænke, at det ville være smart, hvis jeg kunne styre min nye vaskemaskine, så den (især) vasker, når solen skinner.

Hvem gider lige opfinde sådan en styrings-dims?

Det kræver helikopter at tage et billede af de nye solceller på
vores tag, så her er et nærbillede af stilladset ...

Øv for en kedelig julegave

Helst vil jeg jo have julegaver indpakket i papir med bånd og til-og-fra-kort og det hele. Men i år er Gemalen og jeg nødt til at give os selv og hinanden en før-julegave. 

Sådan helt akut.

Forhåbentlig kommer den allerede idag. Eller senest i morgen.

En ny vaskemaskine. 

Wee!

Eller nej, det er der da overhovedet ikke noget 'wee' over. Det er skrup-kedeligt og trist.

Men det kommer ikke som en overraskelse. Faktisk har der været optræk til vaskemaskine-udskiftning i ni måneder nu. Vi håbede bare, at vi kunne kommer frem til januar-udsalget. Men det kunne vi så ikke.

Allerede i februar begyndte vaskemaskinen at te sig tosset. Eller i virkeligheden har den i endnu længere tid skullet have et knæ for at starte. Men i februar var det pludselig ikke nok, og jeg var sikker på, at nu skulle vi have en ny.

Efter et døgns tid kom vaskemaskinen på bedre tanker og startede pænt. I det hele taget gik det godt et stykke tid, men så begyndte det igen at blive en smule kringlet at vaske. Nu ville den ikke længere starte, bare fordi den fik et knæ. Næh, nu spillede den kostbar og forlangte, at jeg trykkede på start-knappen og lod den overveje sagen i cirka tyve minutter. Og SÅ skulle den have et knæ. Og SÅ startede den. Måske. Eller også passede det ikke lige dens prinsesse-elektronik. Før lidt senere. Som i fem minutter senere. Eller en time senere. Eller.

En gang i mellem sagde den 'Æv bæv, jeg starter bare ikke. For i dag er det lørdag, og du har ekstra travlt, men jeg holder fri.' Det hjalp så på samarbejdsvilligheden, hvis Gemalen truede den, og man kunne næsten mærke, hvordan den tænkte 'Okay, okay', før den startede og vaskede de næste ti vaske uden synderligt brok.

Og hver gang udskød vi udskiftningen og kom lidt tættere på januar. At tilkalde en tekniker mente vi ville være spild af penge, for før han overhovedet var kommet ind og havde fundet skruetrækkeren frem, ville det givetvis koste mindst en trediedel ny maskine. Og hvor længe ville den så holde bagefter. Måske kan man slet ikke forvente, at den kan holde til mere end knap 2000 vaske? Og det er sådan cirka, hvad jeg har regnet ud, at den nok har klaret.

Men nu er det slut. Hverken knæ, trusler eller bønner har kunnet formå den til at starte. I to dage. Så nu tabte vi tålmodigheden og bestilte en ny.

Den må gerne komme snart!

Tomme løfter fra den gamle vaskemaskine.

Lampens Ånd

Det kostede det blå ned fra himlen. Men det var alle pengene værd.

For sjældent har hele familien moret sig så godt.

Fredag aften var vi med mormor og morfar i Fredericia Teater for at se en af de sidste Aladdin-forestillinger.

Hele optakten var præget af dårligt vejr, meget trafik og vejarbejder, så det, der skulle have været en hyggelig tur på Jensens Bøfhus inden forestillingen, blev i stedet et kapløb med tiden. Uden dessert. Øv bøv. Heldigvis havde betjeningen forståelse for vores hastværk, så vi nåede både at spise, betale og småløbe de få hundrede meter hen til teateret i tide til lige at 'lande', før forestillingen begyndte.

Og hold nu helt fest, hvor var det sjovt!

Der var selvfølgelig Aladdin og Jasmin. Men de var nærmest kun biroller. Ikke fordi de var dårlige, men fordi Aladdins tre bedst-buddies bare var meget sjovere. De indledte og bandt i det hele taget stykket sammen. Og trådte ud og ind af deres egne roller på den skæggeste måde, så ethvert tilløb til amerikansk for-meget-hed blev effektivt punkteret.

Allermest hylemorsom var dog Genie, lampens ånd. Fuldstændig blå, bortset fra en gylden hanekam, for han rundt, så man blev helt træt bare af at kigge på ham. Han var den mest bøssede lampe-ånd, der endnu er set, og der var adskillige grinagtige hentydninger til Ole Henriksen.

I det hele taget var der mange referencer. Donnaen hoppede noget i sædet, da der blev gjort grin med Justin Bieber, men overgav sig igen, da Genie gjorde Gangnam Style til sin egen Genie Style. En del referencer gik givetvis hen over hovedet på morfar og mormor, men Donnaen og jeg havde en fest.

Aladdin fik sin Jasmin, Genie blev gjort fri, mens Jaffar blev spærret inde som ny lampeånd, og således endte alt i fryd og gammen.

Bagefter var der kun én ting at ærgre sig over: At vi ikke kunne se hele forestillingen igen, så vi kunne få endnu flere detaljer med.

Billeder måtte man ikke tage, så jeg nøjedes med ´
et af bagtæppet i en pause og håber, at  det kan gå an.

Mig-tid

Når jeg - alt for sjældent - trisser rundt i min have, bliver jeg sjældent forstyrret af mand og barn, der ikke ser noget formål med at gå derud, hvis det ikke er højsommer.

Men højsommer er det jo kun i alt for kort tid, og derfor har jeg haven helt for mig selv.

Med masser af mulighed for at tænke ind til flere sammenhængende tanker i træk.

Og måske er det i virkeligheden derfor - eller i hvert fald en stærkt medvirkende faktor til - at jeg så godt kan lide at være i haven.

Fordi jeg nok ved nærmere eftertanke har stort set permanent underskud, hvad angår mig-tid.

Der er masser af vaske- og strygetid, chaufførtid, kokkerere- og spisetid og lektietid med Donnaen. Heldigvis er der også noget familietid og en sjat tid til tosomhed i ny og næ. Men sådan rigtig mig-tid, hvor alt, hvad jeg foretager mig eller ikke foretager mig, alene angår mig mig mig. Men hvor tit er det lige, der er den slags tid? Og når der endelig er, så har jeg alligevel dårlig samvittighed i ni ud af ti tilfælde. 

Suk.

Det er nok et almindeligt kone-/mor-fænomen. Både manglen på mig-tid og den dårlige samvittighed. I hvert fald er det her på matriklen kun mig, der kender til det. Hverken Donnaen eller Gemalen har problemer med at få tid til sig selv. De har både tid til deres sport og til at flade ud foran fjernsynet. Det er fint nok. Sådan synes jeg også, det skal være.

Gåden er, hvorfor jeg ikke har tilsvarende. Når jeg jævnligt brokker mig, siger Gemalen lige så jævnligt, at jeg 'da bare kan..'. Hvortil jeg så svarer, at det jo ikke kan lade sig gøre, for først skal jeg hente, og så skal vi spise, og dernæst skal jeg stryge og dit og dat og lidt mere Og så er den dag gået, og jeg skal sove for at være nogenlunde frisk til næste dag, der kører efter stort samme princip.

Lige her var det så, at Gemalen skulle foreslå, at han da selvfølgelig kunne stå for indkøb og madlavning plus det løse to gange om ugen. Men det sker li'som ikke rigtigt. I det hele taget sker der ikke mere, og alt fortsætter som før.

Jeg er vist bare alt for rar?

PS: Nej, blog-tid gælder ikke som mig-tid ...

Have-svigt og vinterpæne planter

Lidt af søndag eftermiddag blev brugt i haven.

For sådan én har jeg nemlig. 

En have altså.

Et faktum jeg ellers med stort held har ignoreret fuldstændig i al for lang tid.

Så min stakkels have har været udsat for omsorgssvigt, og havde den været et barn, var den forlængst blevet tvangsfjernet. Men det er den heldigvis ikke. Hverken et barn eller tvangsfjernet. Og den har taget det relativt pænt og kun hævnet sig i moderat grad. Der var selvfølgelig nedfaldne blade overalt. Det er der så ikke mere. Plænen er revet og bladene fjernet eller smidt ind i bedene. Det er til at overse, men måske ville jeg synes, det var mindre surt at rive blade, hvis det ikke var blade fra naboens træer?

Under bladene var græsset blevet for langt. Det er det stadig. Især i det hjørne, der er tættest på naboens rundhåndede kunstgødning. Det er der ikke noget at gøre ved. Hverken naboen eller græsset. Sidstnævnte er for vådt. Måske ender jeg med at måtte investere i en le, hvis jeg skal igennem det til foråret.

Ellers kan jeg se, at frosten allerede har sat sit kedelige præg flere steder. Blandt andet var mine storkenæb relativt pæne, lige til frosten kom og forvandlede dem til en underlig brun grød, som flød ud over trappen. Og som jeg blev ret snasket af at fjerne.

(Samtidig kunne jeg konstatere, at nogen vist er kommet til at smide mine udmærkede havehandsker ud. Øv altså. Bare fordi de var fuldstændig sorte og stive af jord, var der jo ingen grund til at kassere dem. Nu bliver jeg nødt til at ønske mig nogle nye til jul).

Andre stauder står stadig og ser forholdsvis pyntelige ud. Nogle er endda ret fotogene med lidt rimfrost.

Det irriterende er bare, at jeg ikke rigtigt har indtænkt den parameter i forbindelse med mine plantekøb. Måske fordi den information er svært tilgængelig. Der mangler simpelthen et felt til vinter-udseende, hvor planteskolen sætter kryds ved enten 'pæn om vinteren' eller 'forvandles til brunt snask, når frosten rammer'.

Og nu må I ellers have mig undskyldt. Jeg skal lige finde ud af, om man kan google sig til noget fornuftigt ved at søge på 'vinterpæne planter'.

Øv, se lige det lange græs.

Den snedige Donna, Aros - og nå

- Moar! lød det indsmigrende fra Donnaen.

- Ja?

- Det var ret surt, at Aros var lukket i mandags, ikk'?

- Joh, det var det - ?

- Det er bare fordi mig og Lisa, vi..

- Det hedder 'Lisa og jeg', afbrød jeg.

- Ja ja, vi vil gerne til Århus og shoppe, og så kunne du jo gå på Aros. Sagde det snedige pigebarn. Gudhjælpemig.

Og sådan gik det til, at Donnaen og Lisa lørdag blev lukket løs i Århus i to timer for at shoppe, mens jeg gik en tur på Aros.

Fint nok.

Klokken kvart over elleve var der stadig langt mellem de besøgende. Ikke desto mindre var der en times ventetid på at komme ind på særudstillingen om Edvard Munch, hvortil man blev lukket ind i hold hver halve time. Det gjaldt så om at se mest muligt af resten inden da for at få det til at passe med pigernes og min aftale. Derfor var der heller ikke megen tid til at dvæle over tingene. Noget der dog kun ærgrede mig enkelte steder. Måske mest i guldaldersamlingen. Mens jeg nok var mere tilbøjelig til at se visse udstillinger som spild af god udstillingsplads ...

Regnbuen havde jeg set frem til. Og den er virkelig spektakulær. Sjov og med indbygget gys de steder, hvor man er lige lovlig tæt på kanten. Konceptet holder dog ikke helt i kun fire graders varme. Øv, hvor var det koldt. Jeg havde endda overtøj på. De fleste havde ikke, da man blev bedt om at efterlade overtøj og tasker i garderoben, hvis man skulle se Munch-udstillingen. Så det blev til en meget hurtig rundtur. Og det var lidt surt.

Derefter ned og anbringe jakke og taske og op igen til Edvard Munch. Nu blev pladsen pludselig trang, og man blev nødt til at beherske sig og lade være med at bakke for bedre at kunne beskue nogle af malerierne. Spændende udstilling, men også temmelig dyster, da den stakkels maler jo var angst for det meste; livet, kvinderne, døden.

Tilbage ude i lyset, gik det op for mig, at jeg stadig ikke havde set Aros' vartegn, Boy. Hvilket jeg fandt ret mærkeligt hans størrelse taget i betragtning. Til sidst fandt jeg ham, men hvorfor han skal sidde i en skammekrog på en underetage i stedet for på en hædersplads i forbindelse med indgangen er mig en gåde. Stakkels Boy!

Alt i alt vist mest en nå-oplevelse.

Men pigerne havde en fin tur.

Boy i skammekrogen.

Farmor-testen

Vi er trætte.

Gemalen mest, for det er primært ham, der bærer byrden.

Vi har taget Farmor-testen.

Farmor har været på besøg. Fra søndag til idag, hvor Gemalen har kørt hende hjem. Altså ikke hjem, men til den aflastningsplads, som hun allernådigst kunne få tre dages fri fra, uden at pladsen blev givet til en anden ...

Officielt var Farmor på besøg for at være med til en forsinket fødselsdagsfejring af Donnaen.  

Men reelt set var det nok mere end test. En test af, om hun - og vi - kan klare at holde jul i det midtjyske.

Og det kan godt lade sig gøre. Hun kan - i sin nuværende tilstand - godt komme her over og holde jul som vanligt.

Men vi må indrømme, at det er anstrengende. Meget anstrengende.

Fordi vi ikke er vildt gode til at have liggende gæst(er) i flere dage. Men selvfølgelig mest fordi Farmor som temmelig dement og temmelig tunghør efterhånden kræver mandsopdækning. Også om natten.

Det meste af tiden sidder Farmor ganske vist stille i en lænestol, men lige pludselig gør hun så alligevel ikke. Og da Farmor bevæger sig næsten lydløst, kan hun for eksempel sagtens trisse bag om ryggen på mig, mens jeg står i køkkenet. Så må vi lige suse rundt, til vi finder ud af, at hun bare er gået ind på gæsteværelset og ikke ned i kælderen med henblik på at forlade matriklen.

Farmor skal hjælpes med det meste. Men da hun samtidig er meget utilbøjelig til at rette sig efter andre end Gemalen, er det ham, der må tage sig af hende. Hvilket er grænseoverskridende og gør ham både ked af det og pirrelig.

Donnaen følger måbende med. For hende er det sært og sørgeligt at være vidne til Farmors forfald. Både det fysiske og det mentale.

Jeg er den, der har mindst i klemme, så jeg prøver egentlig bare at få tingene til at glide.

Men mangel på søvn og en anspændt stemning gør det ikke særlig nemt, og lige nu er jeg bare godt tilfreds med, at besøget trods alt gik godt.

Og at der stadig er næsten halvanden måned til jul.

Piller mm. til Farmor

Lang Århus-eftermiddag

Nogle byer holder jeg meget af.

Andre byer kan jeg ikke rigtigt komme overens med.

Århus hører til i sidste kategori. Århus og jeg bliver vist aldrig nogen god kombination.

Hvad det helt nøjagtigt er, ved jeg ikke. Det er bare ikke rigtig godt. Har aldrig været det.

Og nu er vi vist kommet ind i en ond cirkel.

I dag havde jeg ellers sat mig for, at det skulle være anderledes. For Donnaen skulle danse i Musikhuset, og jeg var i et svagt øjeblik kommet til at love hende og en veninde at køre dem, selv om det betød, at jeg måtte tage en halv dag fri fra arbejde.

Det betød så også, at jeg havde godt tre timer at slå ihjel. Og hvad var mere nærliggende - også i ordets bogstaveligste forstand - end at få gjort noget ved det uheldige faktum, at jeg aldrig havde besøgt Aros? Visse toneangivende bloggere (ingen nævnt - ingen glemt) har også i den sidste tid gjort deres for at reklamere for stedet, så for li'som at få hanket op i mit kulturelle jeg, valsede jeg glad afsted.

Bare for at finde ud af, at Aros altså holder lukket om mandagen ...

- Det kan gå hen og blive dyrt det her, sagde Fruen til sig selv.

For så måtte jeg jo shoppe mig til varmen. Mente jeg, og gik ned gennem byen for at ende i Magasin, hvor jeg kørte hele vejen op til øverste etage. Og kiggede på lækkert sengetøj og meget andet. Uden overhovedet at gide eje noget af det. Historien gentog sig hele vejen ned, og jeg begyndte, med let undren, at indse, at det næppe ville blive til det helt store med det der shopping.

Men så kunne jeg da købe mig en bog og fordrive tiden med den og en cafe latte i Musikhusets café.

Magasin havde bare ingen bøger, jeg havde lyst til at købe. Det havde Bog&Ide i gågaden og Salling heller ikke. 

Derefter drejede jeg ind til Søstrene Grene, hvor jeg blev overfaldet af nisser i en grad, at jeg måtte tage to med hjem. 

- Flot, tænkte jeg, nu har jeg bevist over for mig selv, at jeg trods alt ikke er blevet ramt at en købs-blokering, men har samtidig undermineret min julemodstandsdygtighed, her allerede før vi er halvt inde i november.

Og så gik jeg ellers i julemode og købte én julegave. I sig selv uhyggeligt meget lidt mig. 

- Det her går bare ikke, afgjorde jeg og marcherede ned til Bruuns Galleri for dér omsider at finde en god bog. Travede tilbage til Musikhuset, fik min latte til at vare en time og kunne så endelig få tøserne med hjem til det midtjyske. 

Herefter vil der nok igen gå lidt tid, før jeg skal forsøge mig med Århus.

..men paranoia bider da ikke?

Det er lidt sært.

Faktisk ved jeg ikke rigtigt, hvad jeg skal mene.

Hvad Gemalen mener, står hen i det uvisse, og det er vist bedst sådan ...

Der er ikke sket noget på væggelusefronten siden forrige lørdag, hvor jeg vågnede og følte mig som resterne af et festmåltid.

Det vil sige, noget er der jo sket, for jeg har knoklet med vask og frys. Men vi har ikke set skyggen af en væggelus. Eller tegn på, at der er eller har været nogen. Nogen steder. Overhovedet.

Sidst i sidste uge kom der svar fra de rare esbjergensere. Mit fremsendte krapyl viste sig ikke at være en væggelus. Faktisk viste det sig slet ikke at være et krapyl. Men et plantefrø ... (Ja ja, jeg bør måske overveje nye briller med mere styrke. Men faktisk havde vi luppen fremme, og Gemalen mente også at se et dyr).

Gemalen sænkede straks skuldrene og sagde, at han sådan set hele tiden havde været i tvivl.

Fruen kiggede på sin gennemgnaskede arm, hånd og hals med bid på forskellige udviklingstrin - dem, der stadig kløede, dem der havde dannet småbitte irriterende blæner, og dem der var ved at hele efter itu-kradsning.

Og Fruen tænkte sit.

Meget har man hørt. Blandt andet, at stress og anden form for psykisk ustabilitet kan slå ud i eksem. Men det ville nok være første gang i verdenshistorien, hvis al mindelig paranoia havde bidt nogen, endda primært langs blodbanerne ...

Så jeg fortsatte med at vaske og fryse. Omend tempoet faldt betragteligt, og jeg ind i mellem henfaldt til at tænke på andre ting end væggelus.

Til daglig synes jeg egentlig, jeg har nok at gøre med at følge med i den almindelige tøjvask og strygning. Så at skulle igennem HELE garderoben var faktisk lidt overvældende. Det er heller ikke blevet gjort. Hele Donnaens garderobe har være tørretumblet eller frosset. Og en ganske pæn del af min. Der er stadigvæk tøj i fryseren, og der bliver stadig tørretumblet ekstra tøj. Men det er lidt som at kæmpe mod vindmøller. For det første kan jeg ikke finde tegn på væggelus. For det andet kan jeg ikke præstere et vaske-, tumble- og frysemodspil, der virkelig batter noget, hvis altså de er her.

Det rareste vil jo være, at de slet ikke er her. At jeg har taget fejl hele tiden. Så kan jeg i stedet undre mig over, hvad der så bed mig? Det var ikke lopper, det ved jeg. De bider helt anderledes; kravler ind og finder en bukse-elastik, som de stemmer fødderne imod. Fortalte en skæg gammel nabo mig engang.

Måske finder jeg aldrig ud af det. Og det vil sådan set også være helt okay, hvis det er overstået.

Der er bare det, at da jeg i går aftes ville sætte rejsebøgerne på plads (Ja, de burde selvfølgelig også have været i fryseren, men det var altså svipset. De var bare røget i bæreposen ind på gæsteværelset for ikke at stå i vejen), så fandt jeg, ganske fladmast under den nederste bog, noget, der grangiveligt ligner  - et krapyl!

Det er lidt som at blive slået hjem i ludo.

Et styk spist hånd.

På kanten af loven i Budapest

I Ungarn skal man købe sig en vignet til forruden for at køre på motorvejene.

Men da Gemalen for bare to måneder siden pligtskyldigt havde villet købe en sådan vignet, var han bare blevet udstyret med en kvittering, som han kunne vise frem, hvis han blev stoppet.

Det gad han ikke gøre en gang til, for risikoen for at blive stoppet af politiet var vel minimal. Mente han. På det tidspunkt.

Så vi susede bare over grænsen med kurs mod Budapest, som Fruen jo så gerne ville se.

Det gik fint, og vi kørte lige ind i hjertet af byen og parkerede præcis det rigtige sted, lige neden for borghøjen med det store slotskompleks.

Selvfølgelig skulle der betales parkeringsafgift, men det mente vi nok, vi kunne klare. P-automaten blev fundet. Den tog både mønter, som vi ikke havde nogen af. Og kort, som vi heller ikke havde. Lynhurtigt stod der en venlig dame, som forklarede, hvad vi egentlig godt vidste; at vi ikke havde de rigtige mønter. Nå men så måtte vi jo bare finde en bank, en automat eller et vekslekontor. Det kunne vel ikke være så svært. Det var det heller ikke. Og slet ikke da posterede turistguider - genialt koncept at stille sådanne til rådighed for horderne - beredvilligt forklarede, at der lå et vekslekontor 200 meter henne ad gaden.

De sagde også, at en af os burde blive ved bilen imens. Men det valgte vi at overhøre. Med det resultat, at da vi kom tilbage med penge 10-12 minutter senere, sad der allerede en parkeringsbøde i forruden. Parkeringsvagten var til gengæld som sunket i jorden ...

Donnaen, det gode barn, mente, at det ville være bedst straks at købe en p-billet til det videre ophold.

- NEJ, hvæsede forældrene i kor. Nu kunne bøden få lov at blive siddende, mens vi gik på sightseeing.

Og det gjorde vi så.

Tog den lille bjergbane op på borghøjen med hele det kæmpestore slotskompleks.

Der var masser af turister, men også masser af plads. Og masser af udsigt tværs over Donau til Pest-bydelen. Det var aldeles fantastisk, og jeg tror, man kan bruge flere dage alene på dette område. Det gjorde vi ikke, for med to timers kørsel hver vej, havde vi begrænset med tid. I stedet slentrede vi rundt i solskinnet og kiggede på alle de pragtfulde bygninger og udsigten, og statuer og udsigten, og kirker og pladser og udsigten. Hele tiden blev man trukket ud til kanten af komplekset for at stå og falde i staver over udsigten. Vi fandt et lille supermarked med brød, skinke, bananer og vand. Og så blev frokosten indtaget på en bænk mellem nærgående duer og spurve.

Ned på gadeplan igen ville Fruen gerne over på Pest-siden af Donau.

Jeg havde troet, at vi bare kunne gå, men Gemalen ville have bilen med. Måske var han i virkeligheden blevet nervøs for, at parkeringsvagten ville komme tilbage og klampe bilens hjul, sådan som der faktisk var skiltet. Der var dog ikke sket noget, og vi kørte glade afsted over den meget flotte Kædebro.

På den anden side skulle vi lige finde en parkeringsplads.

Men inden vi nåede så langt, blev vi vinket ind til siden af politiet. Som ville se Gemalens kørekort, alle tre pas og bilens papirer. Sidstnævnte skulle forklares. Vistnok fordi betjentene undrede sig over en september-dato, der så bare var datoen for indregistreringen. Så ville de gerne vide, hvorfor vi var i Budapest. Gemalen tog en dyb indånding og forklarede venligt, at vi var turister på sightseeing. Og hvad skulle vi så bagefter, ville betjentene også gerne vide. Blå røg kunne nu anes ud af Gemalens ører, men på mirakuløs vis tog han sig endnu en gang sammen og svarede pænt betjentene, at vi skam agtede os tilbage til Bratislava efter endt ophold i Budapest. 

Så fik vi endelig lov at køre videre, men da der ikke lige var en parkeringsplads i sigte, og Gemalen mente, at det ville være decideret dumt at cruise for meget rundt, røg vi ned i den nærmeste p-kælder.

Som tilhørte det fem-stjernede Hotel Kempinski, og havde vi ikke betalt p-afgift før, så kom vi i hvert fald til det der. Til gengæld var der en vældig flot lobby, og et meget fancy toilet, som Donnaen og jeg derfor prøvede hele to gange. Donnaen kiggede måbende på det flotte hotel og ærgrede sig over, at vi var for fattige til at tage ophold der. Noget vi andre også sidenhen ærgrede os ret meget over ...

Ude på gaden befandt vi os på Budapests dyre forretningsstrøg, fyldt med den slags butikker, hvor man diskret undlader at vise priserne i vinduerne. Hurtigt stod vi på pladsen Vörösmarty Ter, det egentlige mål for turen over floden. Det vidste gemalen og Donnaen ikke, men Fruen havde tænkt sig at bruge sine spareskillinger på en kop kaffe på Café Gerbeaud, et rigtigt fint gammeldags kaffehus, hvor man de sidste godt hundrede år har serveret kaffe og kage til folk med rigeligt med penge. Desværre var den store salon lukket, og Gemalen, der ikke havde forstået konceptet, nåede, inden jeg var holdt op med bare at stå og glane, at sige til betjeningen, at vi ville sidde ude. Ikke helt heldigt, men kaffen var god og dyr, og det samme var kagerne, og vi endte med at betale mindst lige så meget som for en god middag hjemme i Bratislava.

Således forfriskede var vi nødt til igen at vende næsen mod Slovakiet. Hvilket selvfølgelig var både synd og skam og en hån mod den storslåede by. Men så må vi jo komme igen en anden gang.

Tilbage over Kædebroen med fint vue til Gellert-statuen. Endnu et monument for russernes befrielse af en østeuropæisk storby efter 2. Verdenskrig. Endnu mere iøjnefaldende anbragt end i Bratislava.

Hjemturen gik fint. Da jeg sad med en hel stak ungarske forinter, drejede vi fra motorvejen og fandt en benzinstation, hvor vi kunne få dem afsat. Gemalen mente ikke, at der var grund til at udfordre skæbnen ved at krydse grænsen ved den store overgang ved motorvejen, i fald nogen havde fået den mystiske ide, at gøre opmærksom på vores tilstedeværelse. Derfor trillede vi ad landevejen resten af turen hjem.

I god ro og orden.

Udsigt fra slotskomplekset på Buda-siden
over Donau mod Pest-siden.

Dagens ret umulige opgave

Den søde Mormor på Klagemuren kan li' min blog.

Endda så meget, at hun har skrevet det på sin egen. Blog altså.

Med fin tilhørende sticker-fidus.

Så nu er jeg så glad, at jeg danser en lille mental hurra-dans. For hvad er skønnere, end at nogen kan li' ens blog? I blog-land altså. For udenfor er der nok enkelte andre ting, der er mindst lige så skønne: Kys på næsen, barnekinder, god rødvin og lakrids for nu bare at nævne nogle ...

Men inde i blog-land er det skønneste jo, at nogen kan li' ens blog. At nogen gider at læse med. Og måske ligefrem kommentere.

Jo, jeg skriver for min egen skyld. Men det ville være direkte lyv, hvis jeg påstod, at jeg ikke skæver til statistikken og kommentarerne. For det gør jeg, og det glæder mit lille selviske ego, at jeg stille og roligt bygger op. Ikke vildt og voldsomt, men der er en fin lille opadgående tendens.

Og nu kom Mormors anerkendelse oveni. På en mandag. Det er til at blive helt rundtosset af. På den gode måde.

Men det forpligter jo også.

Måske mest fordi jeg gerne vil leve op til mig selv og forblive læseværdig. Men også fordi konceptet i anerkendelsen lægger op til, at jeg selv fremhæver fem gode blogge. Ikke fordi de nødvendigvis er bedre end alle andre - hvem skulle dog også bestemme det? - men fordi de er spændende, tankevækkende, sjove, fyldt med fantastiske billeder eller noget helt andet.

Jeg kan bare ikke. Fremhæve nogen frem for andre. Jeg hygger mig med sproglige finurligheder det ene sted, griner højt over familiemæssige kvababbelser et andet sted, mens jeg bare nyder kanongode billeder et tredie.

Og dog. Den blog, der til stadighed rykker mest rundt med møblementet på øverste etage, er Overleverens. Hun skriver om sit liv med eftervirkningerne af incest og overgreb. Det er tænderskærende grusomt at læse om. Men samtidigt spændende på den horisont-udvidende måde. Fordi Overleveren formår at skrive hudløst ærligt om sig selv og sine udfordringer og deraffølgende op- og nedture. Og livsbekræftende. Fordi hun er helt ukuelig i sin vilje til bare at ville overleve. På trods.

Læs den og bliv klogere.

Den fine sticker har jeg været tilbage og låne her,
da jeg ikke kunne hitte ud af at kopiere fra Mormor.