Lægelatin

Tanken er jo god nok.

At man som (voksen) borger har ret til at se sin patientjournal.

Så man kan se alt, hvad læger og plejepersonale iøvrigt har tænkt, troet og gjort i forbindelse med en indlæggelse eller et andet sygdomsforløb.

Men en ting er de gode intentioner. Noget andet er virkeligheden.

Jeg har fået fingre i Morbror M's patientjournal.

Morbror M er forlængst blevet udskrevet, men nogle løse ender hang tilsyneladende og blafrede i vinden, og måske kunne patientjournalen give nogle svar.

Tænkte jeg. Naivt. Skulle det vise sig.

Patientjournaler er ikke for hvide mennesker. Eller for sorte, gule, røde eller chokoladebrune for den sags skyld.

Patientjournaler er skrevet af læger og plejepersonale for læger og plejepersonale. Selvfølgelig er de det. Patientjournalen er jo et vigtigt arbejdsredskab.

Det betyder desværre bare, at vi andre ikke forstår en bjælde. Fordi patientjournalen er fyldt med lægelatin og mystiske udtryk og underlige forkortelser.

Således også Morbror M's journal, der var fuldstændig ulæselig ved første gennemlæsning.

Nu var der bare det, at Fruen havde sat sig i hovedet, at hun VILLE forstå. Stædighed er normalt en af Fruens spidskompetencer, men projekt forstå-Morbror Ms-patientjournal er måske så meget op ad bakke, at selv stædighed ikke helt forslår. På trods af længerevarende uddannelse og rimelig god sprogforståelse er det bare svært med svært på.

Google er dog en stor hjælp. Nu ved jeg for eksempel, at anamnese betyder sygehistorie. At lypotomi er det samme som besvimelse, og at takykardi handler om hjerterytmeforstyrrelse. Oven på det var det måske ikke umiddelbart forventeligt, at ADL står for Almindelig Daglig Livsførelse, men det gør det ...

Og så fremdeles. Side op og side ned. Ved cirka femte gennemlæsning er jeg så langt, at jeg kan læse sammenhængende. Og forstå det meste. Det meste er ikke det samme som det hele. Der er stadig passager, jeg ikke forstår. Og jeg er især ikke sikker på, at jeg overhovedet har gennemskuet, hvor guldkornene befinder sig.

Derfor er det også svært at vide, om der er noget jeg bør spørge ind til.

Og man kan ikke få svar på noget, som man ikke en gang kan finde ud af at spørge om ...

Hvilket jeg synes er en lille smule problematisk.

- Undskyld, er der en læge tilstede?

Have-anarki

Først var vi på ferie.

Så malede jeg terrasse.

Imens levede haven sit eget liv ...

Det har udviklet sig til noget, der minder om anarki.

Græsset er dog blevet slået et par gange, så da jeg slog det igen igår, var det kun temmelig besværligt, men ikke helt umuligt, hvis jeg kun tog cirka en halv banebredde ad gangen. Det tog så bare dobbelt så lang tid som det burde. Og bagefter tog det syv lange og syv brede at rive ...

Så jeg nåede ikke andet. Men mens jeg marcherede frem og tilbage og rundt og rundt kunne jeg jo betragte mit blomsterbed og konstatere, at valmuerne er færdige med at blomstre. Alle sammen. Det var ellers længe sådan, at enkelte blomstrende valmuer rundt omkring umuliggjorde ophivning af alle de forlængst afblomstrede. Fordi de var viklet ind i hinanden. Men nu kan den undskyldning ikke bruges mere.

Rækken med lavendler hænger, men der er stadig bier, så her behøver jeg ikke at have dårlig samvittighed. Endnu. Storkenæbbene er fine. Til gengæld har de misforstået, hvor store de skal være, så de har bredt sig på alle leder. Og ind over - ja, hvad var det nu, der skulle stå der? - asters, tror jeg nok. Det halve af trappen er også dækket. Det ser faktisk meget pænt ud, men er lidt besværligt, når man skal færdes der. Men så kan man jo gå udenom, som jeg pointerede over for Gemalen, da han var på en af sine sjældne inspektionsrunder i haven.

Lupinerne er ved at være færdige, men bliver dog ved at overraske med enkelte blomster rundt omkring. Overraskende er også, hvordan de muterer. Eller hvad man nu kalder det, de gør. Oprindeligt satte jeg tre lupiner; en mørkeblå, en stærkt pink og en sart gul. Det er flere år siden, og nu har jeg 314 lupiner. Eller der omkring. Det er i sig selv ikke overraskende, for jeg vidste jo godt, at de ville sprede sig voldsomt, hvis de fik lov. Og det har de fået. Jeg har flest lyserøde, mange blå og næsten ingen gule. Det må sige et eller andet om, at nogle farver bare er forsynet med mere robust arvemateriale end andre. Det sjove er dog, at de pink er ikke bare pink. Der er både helt mørke og sart lyserøde. Og de blå er ikke bare blå som de oprindelige, nogle er lysere, og andre er tofarvede blå og gule. Hvordan går det lige til?

Et andet sted er det begrænset med udbredelsen af noget som helst. Bortset fra ukrudt selvfølgelig. Her havde jeg ellers sået sommerblomster. Nogle søde blå nogen, som jeg har glemt navnet på. De kom pænt op. Så blev halvdelen ædt, mens den anden halvdel voksede op og blev til - ikke rigtigt noget. Altså ikke nogen udpræget succes. Større, men dog alligvel ret begrænset succes har jeg haft med en pose 'lyserød blomsterblanding', som gav hele to fine lyserøde blomster ...

Nu er det ikke alle blomster, der opfører sig lige afvigende. Enkelte stauder står pænt, gror pænt, breder sig kun begrænset og har mange blomster. Det er dem fra i år og sidste år. Måske har de bare ikke forstået spillereglerne i min have endnu?

Nogle af de artige ...

 

 

 

Bye bye Budapest

Vi skulle have været til Budapest idag. Donnaen og jeg.

Det kommer vi ikke.

Man kan ikke det hele.

Øv bøv.

Gemalen har været i Ungarn siden mandag. For at køre mountainbike-orienteringsløb. Der er VM for veteraner. Ikke at Gemalen har en kinamands chance for at vinde noget som helst så skal man som minimum huske sine sko, men det er sjovt og udfordrende at prøve kræfter med helt ukendt terræn.

Desværre har arrangørerne lagt mesterskabet lige efter skolestart, så vi har hele tiden været enige om, at Donnaen og jeg ikke skulle med, hele ugen.

Vi er principielt imod, at man rykker sine unger ud af skolen for at holde ferie med dem uden for de officielle ferier. Det er så et princip, der især er rettet imod de andres børn, da vi selv gladeligt glemmer det en gang i mellem ...

Skolestarten i august har dog altid været hellig. Det er vigtigt at få startet godt efter den lange sommeferie. Synes Fruen. Gemalen har sommetider ment noget andet, når han gerne har villet deltage i dit og dat rundt omkring.

Fruen har dog været ubøjelig. Indtil i år. Hvor tanken om en tur til Budapest var så besnærende, at vi fandt ud af, at hvis Donnaen nu fik fri fredag og mandag, så kunne vi da lige suse på en billig-billet ned til Gemalen, få de sidste dage dernede i fællesskab og køre hjem sammen. Det kunne nok godt gå.

Så kom der et klasseskift, og Fruen fik rynker i panden. Efterfulgt af en ryste-sammen-tur, der lige præcis skulle ligge på nævnte mandag. Og det afgjorde sagen. Donnaen og jeg bliver hjemme.

Bye bye Budapest.

Øv bøv.

Vi trøster os med, at der pt er så varmt i Ungarn, at vi nok alligevel ikke ville have fået noget som helst ud af det. Temperaturer på den forkerte side af 35 grader er ikke optimale for storby-sightseeing. For sightseeing i det hele taget.

Men altså ...

Øv bøv.

**

Men måske er temperaturerne behageligere i efterårsferien?

Lektie-check

Det er genialt!

Intet mindre. Synes jeg.

Donnaen synes noget andet.

Det gælder den sidste nye forbedring på forældre-intra; lektie-fanen.

Den har vist nok eksisteret længe. Har bare ikke været brugt. Men nu, fra og med dette skoleår, bliver lektie-fanen brugt. Det er duksenes opgave at skrive lektierne ind, og så er det ungernes forbaskede pligt at holde sig ajour via elev-intra. Og forældrenes lige så forbaskede pligt at holde hånd i hanke med, at det også sker.

Nu er det slut med

- Det ved jeg ikke
- Det har jeg glemt
- Ups!
- Jeg fik ikke lige skrevet det hele ned
- Jeg var der jo ikke, og min lektiemakker svarer ikke på mine sms'er,

eller hvad nu de mere eller mindre ynkelige undskyldninger har været.

Så nu hjælper der ingen kære mor. Donnaen ved altid (bør altid vide), hvilke lektier hun har for. Og jeg ved det. Og hun ved, at jeg ved ...

- Mor, jeg gider altså ikke, at du skal overvåge mig på den måde, klager Donnaen.

Det forstår jeg godt. Og det er jo også et lidt kildent emne. Noget med ansvar for egen læring. Som går lidt fløjten, når jeg nu i den grad kan checke lektierne. Men så længe jeg opdager lige lidt flere lektier, end Donnaen umiddelbart kan huske, så er det sådan det er. Basta.

Til gengæld må jeg erkende, at jeg intet kan stille op med

- Ups, mine franskbøger ligger på skolen ...

Ny lovmæssighed ved maling af større arealer?

Færdig!

Næsten altså. Jeg mangler stadig de fire trin ned til haven. Men ellers, så er jeg færdig med at male terrasse. Jubi-jæh!

Det føles ret godt.

Det føles også som ret nødvendigt, for jeg har ondt i skroget, skuldrene mest. Og så var jeg begyndt at udvikle en eller anden interessant form for kløe og udslet på knæ og fødder. Måske kan jeg bare slet ikke tåle at kravle rundt på den måde i dagevis? I hvert fald kløede det. Meget. Nu er det allerede bedre.

Jeg blev færdig søndag.

Det kunne godt have været lørdag. Hvis jeg havde haft maling nok. Det havde jeg ikke. Lige akkurat ikke.

Og jeg er sikker på, at jeg her har haft med en af de måske knap så kendte lovmæssigheder at gøre.

Alle ved jo, at hvis man nedsænker et legeme i vand, så ringer telefonen. Samt at tabte honning- eller syltetøjsmadder altid lander med den forkerte side nedad.

Hertil kan så føjes, at man ved maling af større arealer altid vil mangle maling til de sidste fem procent, og at dette altid først vil vise sig efter butikkernes lukketid. 

Det ekstra nederdrægtige er imidlertid den lovmæssighed, der kobler sig på, når man står henne i butikken med maling næste dag. For hvis man har brugt ti liter maling på 95 procent af sit maleprojekt, og således fint kan nøjes med en enkelt liter til de sidste få brædder, så fås malingen kun i 5-liters spande ...

Det er lidt træls.

Men ikke så træls, at det overskygger glæden over at være færdig. 

Næsten færdig altså.

Det har da pyntet ...

Skralde-godt

For små fjorten dage siden stod Gemalen og luske-kiggede, da skraldemændene var forbi efter skrald.

Han, Gemalen altså, havde sat den næsten tomme pap- og plastemballage til en ramme dåseøller ud oven på skraldespanden. Næsten tom vil sige, at der stadig var tre dåseøl tilbage, én til hver skraldemand. Vi har tre; en chauffør og to, der løber. (Jo de gør! Løber altså. Og de må have en misundelsesværdig god kondition).

Skraldemænd må givetvis ikke drikke øl i arbejdstiden, men de må forhåbentlig godt drikke en fyraftensbajer. Og sådan en havde de fortjent, syntes Gemalen. Og jeg med for den sags skyld. For de er ret rare, vores skraldemænd.

Og det er rart med rare skraldemænd.

Vores skraldemænd kunne for eksempel aldrig finde på at placere den tømte skraldespand midt i indkørslen, så man hverken kunne komme ud eller ind. Sådan som jeg læste det i et blogindlæg en gang for længe siden (aner ikke hvem eller hvor).

Det bedste er dog, at de kan tænke. Helt selv. Og være rare samtidig.

Vores indkørsel er så lang, at vi selv skal køre skraldepanden ud til vejen. Og det gør vi så. Altså undtagen de få gange, hvor vi glemmer det. Nogle skraldemænd ville så tænke æv-bæv, men ikke vores, der godt kan klare at løbe ind efter vores skraldespand.

Hvilket de også gjorde, mens vi var på ferie. Vi ville ikke stille skraldespanden ud til skue i ti dage. Så hellere risikere manglende tømning. Men niks, den blev hentet ud. Og tømt. Og kørt et pænt stykke ind. Og ovenikøbet parkeret godt inde i vores ret uklippede hæk, så den var så lidt synlig fra vejen, at vi i første omgang overså den, da vi kom hjem.

Det er da god skralde-service.

Det ærgerlige er bare, at vi ikke skønner ret meget på det. Sådan til daglig.

Men så var det, at vi på vores ferie en dag var kørt ned ad en lang, smal og snørklet vej for at ende nede ved en lillebitte havn i en lillebitte by, hvor der i øvrigt ikke skete noget som helst. Da vejen var blind, måtte vi samme vej op igen. I mellemtiden havde der imidlertid, ud af den blå luft, materialiseret sig ikke én men to skraldebiler, der nu fyldte absolut hele vejen, mens de kravlede op ad bakken i sneglefart. For de franske skraldemænd havde ikke travlt. Bevares, de dovnede overhovedet ikke, men de løb heller ikke, som vores gør. Og de var helt og aldeles ligeglade med, at der dannedes en lille, utålmodig kø bag dem.

Jeg grinede lidt, mens Gemalen skumlede over den franske arrogance. Og kom i tanke om, hvor rare vores egne skraldemænd er. Og blev mindet om det igen, da han fandt vores skraldespand halvt inde i hækken.

- Og lige præcis derfor, kære skraldemænd, stod der altså en øl til jer, sidst I var forbi.

Skolestart og et gear op

Sommerferien er slut. Skolen er startet. Og det er bare med at se at komme i gang igen og få de sommersløvede kroppe og ikke mindst hoveder op i gear igen.

Det er selvfølgelig Donnaen, der skal oppe sig mest. Hun er gået fra nul til syv timer plus lektier på to dage. Da hun også er skiftet til en nydannet klasse, skal hun desuden forholde sig til nye lærere og nye klassekammerater. Plus de nye fag fransk og fysik/kemi. Det er meget, når hjernen har været på stand by i mange uger.

Hun holder den kørende på et rush af spænding og nye indtryk. Og falder bedøvet om, når hun - meget mod sin vilje - bliver smidt i seng til nogenlunde fornuftig tid.

Men vi andre skal jo helst med op i gear. For med skolestart følger, at morgenerne igen skal køre på skinner. Der er aftaler og lektier, tider, madpakker og beskeder på forældre-intra, som jeg skal huske at checke.

Og lige om et øjeblik starter alle fritidsaktiviteterne igen. Vi plejer at have to-tre uger at løbe på, men i år starter sang allerede i næste uge. Faktisk var alle solo-eleverne til møde med deres underviser allerede igår for at fordele tider.

Om fjorten dage starter dans. Eller er det også allerede i næste uge? Nu har jeg glemt det. Og jeg har ikke skrevet det ned, for jeg har stort set ikke brugt min kalender de sidste par måneder. Det bliver jeg vist nødt til at lave om på.

Lige NU.

Den lille røde må frem igen.

I brædderne

Stakkels, stakkels mig!

Jeg er gået helt i brædderne.

Er øm over det hele, har firkantede knæ, tendens til vabler i hænderne og splinter på oversiden af begge fødder.

Vi har en stor, dejlig terrasse.

Lige nu er den kun stor. Meget s-t-o-r. For den er af træ, og nu skal den males, inden sommeren forsvinder helt.

Det er et ned-på-knæ-projekt, og da Gemalens ryg er for sart til den slags strabadser, er det Fruens fornøjelse. Helt alene.

Jeg gik i gang lørdag. Først måtte der dog købes maling i den nærmeste gør-det-selv-biks. Jeg kunne ikke finde den maling, jeg bruget sidste år, men det gjorde ikke det store, for den kostede det blå ned fra himlen. I stedet fandt jeg noget, der kun kostede det hvide ud af øjnene.

- Sidste år bla-bla, men kan jeg så bruge det her i stedet? spurgte jeg ekspedienten.

- Ja ja, svarede han uinteresseret.

- Så vil jeg gerne have maghoni, sagde jeg og pegede på maleprøven på væggen.

- Det kan man ikke få, sagde ekspedienten.

- ??

- Man kan få klar, lærk, teak eller ibenholt, kundgjorde ekspedienten.

- Godt så. Teak. Og en pensel. Terpentin har jeg, meddelte jeg.

- Du skal skylle i vand, sagde ekspedienten.

- Der står terpentin på spanden, fremførte jeg.

- Nå, sagde ekspedienten ligegyldigt.

Således opløftet over en unik kundeoplevelse, drog jeg hjem og gik i gang.

Og malede og malede.

Og betragtede stolt mit værk. Bare for at konstatere, at det altså ikke så ud af ret meget. Ikke desto mindre havde jeg da brugt godt en halv spand maling, så noget måtte der trods alt være sket.

Søndag var jeg nødt til at rense for alger først. Gemalen havde, inden han gik i gang med noget andet, sagt, at det var meget nemt med sæbevand. Jeg er så ikke helt enig ... Græsplænen skulle også slåes. Hvilket var en fin anledning til at få kroppen rettet ud. Men så gik tiden jo med det, og det blev midt eftermidag, før jeg fandt penslen frem igen.

Godt det samme. For gys, hvor var jeg øm, da jeg kom ned på alle fire igen. Men det gik jo. Så jeg malede og malede, mens familien blev bedt om at sørge for aftensmad.  De klarede at hente sushi ...

Så gad jeg heller ikke mere, og Gemalen kunne få lov at pille splinter ud af mine tæer. Jeg har faktisk rimeligt pæne tæer, men Gemalen blev alligevel træt af operationen, og jeg har måttet love ham at male videre iført fodtøj.

Idag er det heldigvis mandag, så jeg har siddet helt stille på min pind hele dagen og kunne kun nå at male et par timer, hvilket helt sikkert også var nogenlunde det, jeg kunne holde til.

Og så fremdeles til jeg en dag er færdig.

Hvorefter jeg kan kaste mig over vinduer og døre ...

Det positive er, at jeg kan se, hvor langt jeg er kommet ...

Brugges kaniner

Brugge i Belgien er en dejlig by.

Der var lige rigeligt med turister. Det kan man jo principielt ikke mene, når man selv er en del af horderne. Men vi tilhører vist de forkælede paradoks-turister, der synes, det er helt fint selv at være afsted på ferie i udlandet, men egentlig gerne ser, at de fleste andre bliver hjemme, så vi kan have det hele nogenlunde for os selv ...

Prisniveauet var et chok efter billige Normandiet, men sikkert ikke urimeligt. Afspejlede bare den evige sandhed om udbud og efterspørgsel.

Vejret var næsten for godt. Det kan man ikke klandre byen, men varmen tog lige toppen af foretagsomheden. Så vi så ikke helt så meget, som Fruen måske havde tænkt sig.

Løsningen kunne være at komme tilbage engang, uden for højsæsonen.

For trods mit indledende brokkeri er Brugge altså en dejlig lille by. Ikke helt lille bitte, men den historiske bymidte er på praktisk vis afgrænset af kanaler, så det næsten er umuligt at blive væk.

Byen er gammel, oprindeligt en hansestad, fyldt med smukke bygninger, vedligeholdt og velholdt.

Gemalen havde fundet et alternativt hotel på nettet. En flodpram.

Det, syntes vi begge to, var så sjovt, at det skulle være en overraskelse til Donnaen, når vi ankom. Donnaen viste sig dog noget forbeholden. Faktisk var det først efter første nat, at hun helt overgav sig, slappede af og endte med at synes, det var lige så sjovt, som vi gjorde.

Det var nemlig sjovt. Vi havde fået hele forstavnen. Nok det største værelse overhovedet med god plads til os alle tre og et overraskende stort badeværelse med både brusebad og badekar. Ude på kanalen sejlede pramme og lystbåde forbi og sendte små vuggende bølger ind under os. Morgenmaden blev indtaget en etage længere nede, og det var altid lidt spændende, om bølgerne ville sende skvulp ind gennem vinduerne, der stod åbne i varmen. Det gjorde de ikke, bølgerne, men det var ret tæt på en enkelt gang.

Sproget er også sjovt. Ikke fordi jeg forstår et kvidder talt flamsk, men fordi det er så sjovt at prøve at læse, at der næsten går sport i det. Så får Donnaen første forsøg, før Gemalen og jeg quizzer med.

Man skal dog kende sine begrænsninger. Som da vi var ude at spise på en skøn restaurant ude på landet på den anden side af den lille by Damme. Jeg var i bøf-humør og sad og kiggede på steaks på menukortet. Steak-dit og steak-dat. Mærkværdigvis mente jeg pludselig, at jeg var nødt til at spørge i stedet for bare at kaste mig ud i det. Heldigt nok. For mens steak-dit rigtigt nok var belgisk kødkvæg, så var steak-dat - uagh - ål!

I selve Brugge var vi blandt andet på kanal-tur. En god måde at se en hel masse på. Og man burde være udstyret med kamera i panden, for der er så mange smukke ting at tage billeder af. Men jeg sad bare og glanede og tog ikke et eneste ...

Vi var ikke ikke inde ret mange steder, men tullede mere rundt i gader og stræder, eller sad på bænke under skyggefulde træer og fladede ud i varmen. En enkelt gang lod jeg Donnaen og Gemalen sidde, mens jeg selv gik en tur ind i den meget specielle begijnhof. Et helt lukket område, oprindelig grundlagt i det 12. eller 13. århundrede, hvor korstog og krige gjorde, at mange kvinder stod uden mandlig beskyttelse og derfor søgte sammen i selvforsynende, trygge fælleskaber. Fællesskaber, hvor de vel at mærke ikke skulle give afkald på deres jordiske besiddelser som i et kloster. Brugges begijnhof består primært af fine gamle, hvide bygninger omkring en lukket gård, og når man træder ind gennem porten, er det som at træde ind i en anden verden. Stille og tyst er der. Mange steder er der små skilte med, at man skal opføre sig afdæmpet og ikke betræde græsset i midten af pladsen. Begge dele respekteres.

Den sidste aften insisterede Gemalen på at gå over på den anden side af kanalen for at tage billeder af prammen, hvor vi boede. Der var en gang- og cykelsti og et grønt, uplejet område med græs, krat og småbuske. Pludselig puslede det, og ud af øjenkrogen anedes en bevægelse. En lille kanin sad måske bare fem meter fra os og kiggede. Og mens Donnaen var ved at gå i bro over, hvor sød og nuttet den var, dukkede der én mere op. Og én til og én til. I løbet af et øjeblik talte vi flere end femten. Den ene mere nuttet end den anden. Donnaen gik nærmest baglæns hjem, og spørger man hende, så er det kaninerne, hun husker Brugge for ...

Flamsk er slet ikke svært ...

Dynedeling og puder af sten

Ingenting. Bortset fra min egen hovedpude og min egen dyne.

Det er nok det eneste, jeg savner, når jeg er på ferie.

Egentlig synes jeg, at min hovedpude er ret almindelig. Gåsedun og sådan helt almindeligt mellemtyk. Ikke helt ny, men heller ikke så gammel, at det er pinligt.

På den baggrund synes jeg, det er mærkeligt, direkte underligt, at der så godt som aldrig findes en fornuftig pude at lægge sit trætte hoved på, når man er ude at rejse.

Nogle gange er hovedpuden helt flad og uden fylde. Eller fyldet er blevet hårdt og knoldet af for mange ture i vaskemaskine. Oftest er puden dog alt for stor. Med blødt fyld, som man synker ned i, mens man spekulerer på, om man bliver kvalt, hvis man lægger sig om på siden i løbet af natten.

Eller så godt stoppet, at man skal sidde op og sove ...

Og når jeg så sidder der og netop ikke kan sove, så spekulerer jeg på, om de lokale virkelig sover siddende eller med kvæle-puder eller? Eller om det ikke bare er noget, de gør specielt mod turister på besøg.

Jeg ved det ikke, for jeg kender desværre ikke ret mange i udlandet, som jeg lige kan overnatte hos for at afprøve hypotesen. Men jeg har været en uge på sprogskole i Italien med privat indkvartering, og dér var min hovedpude da - ifølge mine normer - ret anvendelig.

I princippet kunne jeg jo bare medbringe min egen hovedpude på ferie. Bilferie. Foruden gummistøvler, PC, paraplyer, elkedel, Gemalens cykel og alt det andet, vi nødvendigvis må have med ...

At medbringe egen dyne er i hvert fald overkill.

Selv om jeg også er meget glad for min dyne.

Fordi den hverken er for stor eller tung. For let eller for kold. Og fordi den ikke bare er et lagen med et tæppe over. Stoppet ned i fodenden, så man har valget mellem at splitte det hele ad inden sengetid eller ligge musestille med strakte vriste hele natten.

Det gode ved min dyne er også, at det er min. Og kun min. Som jeg ikke skal dele med andre. Ikke en gang med Gemalen.

Jojo, det er både yndigt og romantisk med en dobbeltdyne, som man kan putte sig under sammen.

Det virker bare ikke.

For jeg vender og drejer mig. Og rykker dynen med. Det samme gør Gemalen. Det ville ende i håndgemæng, eller også ville den ene af os få lungebetændelse på grund af manglende dyne. Iøvrigt er jeg en frossenpind, mens Gemalen er varm som en radiator, så mens jeg skal have en lun og lækker dyne, kan han nøjes med en, der er meget lettere.

Altså er det en udfordring, når vi sommetider præsenteres for dobbeltdyner på ferien. Det sker ikke ret tit, men denne gang skete det faktisk to gange.

Første gang var på vej til Normandiet. Vi havde i lang tid kørt gennem et særdeles ugæstfrit hjørne af Frankrig, hvor vi bare ikke kunne finde overnatningssteder. Humøret sank, og maverne knurrede. Da vi endelig fandt et sted, var Fruen derfor ikke til at slå ud, bare fordi værelset var lille som en skotøjsæske, med toilet og brusebad på gangen og på alle måder totalt ucharmerende. Vi skulle bare sove, og det gjorde vi så. Under en dobbeltdyne, der bare var et lagen med et tyndt tæppe over. Den forventede dynekrig udeblev, vi var åbenbart for trætte.

Anden gang var på vores ellers virkeligt dejlige hotel uden for Houlgate. De to dobbeltsenge var udstyret med hver sin dobbeltdyne. Store og tunge hang de ud over kanten af sengene. Så Donnaen, der sov alene i den ene seng, hver aften måtte løfte al overskudsdynen op i sengen, så hun havde en chance for at bevæge sig i løbet af natten.

Vi andre boksede noget rundt, men endte som regel med at give efter for overmagten; en kombination af almindelig sommerferieudmattelse og tonstung dyne.

Så vi sov egentlig udmærket - og længe. Alligevel var glæden stor, da vi i Brugge blev udstyret med hver sin, lette dyne.

At det så var så varmt, at Gemalen endte med at hive dynen ud af sit betræk og sove med betrækket alene er en helt anden historie ...

Tegneseriekrig i Bayeux

Der var optræk til mytteri på familieskuden:

- Et gammelt tæppe! Skal vi se et gammel tæppe? knurrede Førstestyrmanden.

- Måske er det mere et tapet. Og det er på UNESCO's liste, fremførte den selvbestaltede Kaptajn.

- Moar, helt ærligt, lød det teenage-træt fra yngste Letmatros.

- Vi skal! afgjorde Kaptajnen.

Og så kørte vi til Bayeux. Parkerede på den nok allersidste ledige parkeringsplads lige midt i byen, kun et stenkast fra 'det hele'.

Først skulle vi dog proviantere.

Det bragte os ud i gågaden. Som måske ikke er gågade til hverdag, men var det den dag, hvor der nemlig var marked. Med en masse boder og et mylder af mennesker. Plus et herligt sammensurium af dufte fra forskellige madboder. Vi holdt os dog til baguette-og-skinke-planen, smed vores indkøb i bilen og gik på museum.

Her fik vi udleveret hver sin audio-guide på - ta dah - DANSK!

Det var en velkommen overraskelse. Især for Donnaen, som nu var uafhængig af sine forældres, til tider mangelfulde, oversættelse. At man så heller ikke rigtigt er sammen om det, man ser, fordi man er optaget af hver sin lille snakkemaskine, er så en anden sag ...

Så var vi klar til at se på tapet. Og vi så og så. For det er et på alle måder fantastisk tapet eller vægtæppe. Alene størrelsen - knap 70 meter. Og alderen - knap 1000 år, er nok til at få en til at måbe. Og så er der selve motivet eller rettere historien, for det er jo ikke bare 70 meter lyserøde roser og små bamser, men en gigantisk broderet tegneserie om Slaget ved Hastings og optakten dertil. Og detaljerne. Der er et mylder af detaljer, hvoraf nogle er helt tydelige, mens der stadig forskes i andre.

Med audio-guiden for øret får man både historien og detaljerne præsenteret, efterhånden som man bevæger sig frem langs tapetet. Smart. For de mange detaljer ville man aldrig selv få øje på. Og det er godt at få (gen-)fortalt historien, for Slaget ved Hastings var ikke lige en del af min paratviden. Nu ved vi til gengæld alle tre meget mere om normanneren, Vilhelm Erobreren, der blev lovet den engelske trone, men snydt af den svigefulde saxer, Harold, jarl af Wessex, som selv snupper tronen, da den gamle konge dør. Det går selvfølgelig ikke, normannerne går i krig, sejler over Kanalen og banker saxerne ved Slaget ved Hastings i 1066. Sådan kort fortalt ...

Vi ved nu også, hvorfor det hedder Normandiet. Det er jo fordi, området vest for Paris blev givet til de hærgende vikinger fra nord for at få fred for dem. Mænd fra nord -> nordmænd -> normannere -> Normandiet. Simpelt.

Har man tid og lyst er der i det tilhørende museum mulighed for at fordybe sig i alverdens ting med relation til tapetet. Syteknikker for eksempel. Eller de mange forhold omkring bevaringen af tapetet. Det er jo i sig selv forbløffende, at det overhovedet eksisterer endnu. At det ikke er brændt, hugget, klippet i stykker, rådnet op eller spist af møl.

Efter frokost skulle Fruen se Bayeux' katedral. Dér hvor tapetet i sin tid blev hængt til skue ved særlige lejligheder. Første gang i 1077. Formentlig.

Det er lidt overvældende at tænke på.

Det er selvfølgelig helt forbudt at fotografere Bayeux-tapetet. Så her er et billede af katedralen.

Rigets tilstand - tilstanden på Riget

En hel uge skulle der gå, før Fruen kom af sted til Riget for at se til Morbror M.

Undskyldningerne var mange, men de færreste særligt gode.

Den mellemliggende tid havde Morbror M brugt på at få det meget bedre.

Heldigvis.

Det var frokosttid, og det lykkedes Fruen at sikre sig en sandwich fra patient-buffeten, selv om jeg principielt skulle have været en tur ned til Cafe Riget.

Efter en forlænget frokost med lidt OL i frokoststuen, havde Morbror M en aftale med en ergoterapeut. Han skulle en tur i skolekøkken for at teste, om han var ved sit fulde fem. Bogstaveligt talt. Noget med at omsætte læst tekst til praktik. Noget med overblik. Noget med hukommelse. For er man blevet indlagt med hukommelsestab, bliver man altså ikke udskrevet igen, uden at der er nogenlunde sikkerhed for, at man kan fungere ude i 'virkeligheden'.

Halvanden time senere kom Morbror M og ergoterapeuten tilbage i højt humør og med en fin chokoladekage, som stadig var rygende varm. Køkkentesten var gået helt fint, så der var ikke noget der, som kunne udsætte en udskrivelse.

At Morbror M var afsted i skolekøkken passede mig sådan set fint, for så kunne jeg prøve at finde nogen at tale med, så jeg måske kunne få en forståelse af Morbror M's sygdom.

Først en sød sygeplejerske og dernæst en læge.

Man havde ret hurtigt fået sig analyseret frem til en diagnose: Limbisk enfacelit, eller betændelse i en pandelap. Som skyldes, at kroppen har dannet antistoffer imod 'noget'. I bestræbelserne på at finde dette 'noget' har Morbror M så været igennem alverdens scanninger og tests, som imidlertid ikke har givet indikationer på noget som helst. Og det er så det.

For at slå betændelsen ned bliver Morbror M fyldt med medicin. I store mængder. Binyrebarkhormon. Som nok virker, men som også giver en masse kedelige bivirkninger. Heraf blandt andet afkalkning af knoglerne, som giver risiko for knogleskørhed. Og forhøjet blodsukker, der kan føre til diabetes. Plus alt det andet, som også kan være alvorligt nok.

Altså har vi nu en diagnose, men ikke en årsag. Og en behandling, der giver så mange birvirkninger, at det i sig selv er på kanten af det problematiske ...

Tror jeg nok.

For jeg synes £!#§!! godt nok, det er svært, virkelig svært at forstå. Og jeg ville ønske, som så mange har ønsket før mig, at medicinere var bare lidt bedre til at kommunikere med almindelige lægfolk, der ikke er vant til mærkværdige medicinske udtryk.

Summa summarum var dog, at selv om der nu venter Morbror M et langt forløb med medicinsk behandling og opfølgende kontroller på neurologisk ambulatorium, så er der ingen grund til at til at tro, at han ikke kommer ud i den anden ende så god som ny.

Det er jo ligesom det vigtigste.

Og noget man i sørgelig grad bliver opmærksom på, når man færdes på sengeafsnittet på en neurologisk klinik.

Udsigten fra Riget er fantastisk, og hvis jeg havde haft et ordentlig kamera, så ...

Krig!

Da familien sidste sommer holdt ferie i Bretagne, så vi på vejen dertil mange skilte med henvisning til forskellige war cemeteries, begravelsespladser fra 2. Verdenskrig. Gemalen og jeg var enige om, at vi gerne ville se nogle af dem, men også at vi ikke havde tid, så det måtte blive en anden gang.

Det blev i år. Hvor vi installerede os i passende afstand til alle D-dags-strandene.

Fruen havde læst på lektien og var til sidst næsten skeløjet, fordi der er så meget i det område, man kan se, hvis man vil. Men det var ikke meningen, at hele ferien alene skulle handle om 2. Verdenskrig, så der måtte vælges.

Første punkt blev the Normandy American War Cemetery and Memorial i Colleville-sur-Mer.

Når jeg selv skal sige det; faktisk et meget godt udgangspunkt.

Her var et lille museum, her var oversigtskort og udsigt. Og her var soldatergrave. Mange soldatergrave.

Først skulle vi dog ind.

Gennem et security-check som ved indrejse i USA.

Da forbløffelsen havde lagt sig, kunne vi egentlig godt forstå det. Området er som en lille stump USA og kan i høj grad betragtes som et fredhelligt sted for amerikanerne.

I forbindelse med museet er der en lille biograf. Filmen, der vises, er skabt på basis af breve, som de faldne har skrevet hjem til deres kære umiddelbart før D-dag. Man ser brevene, som bliver læst op. Man ser billeder af dem, der skrev dem, og der er interview med nogle af de efterladte. Meget andet er det ikke. Men det virker så meget desto mere rørende, og man skal være lavet af sten for ikke at rejse sig med en knugende fornemmelse i maven og blanke øjne.

Bagefter er museet hurtigt overstået.

Udenfor var vi først henne og se udsigten over Omaha Beach, den ene af de fem invasions-strande. Det var godt at få lidt blæst i ansigtet.

Bagefter insisterede Fruen på at gå helt ud til den anden ende af begravelsespladsen med de over 9000 kors eller Davids-stjerner. Gemalen og Donnaen afstod, så jeg gik alene.

Der var langt, for området er stort, og det er overvældende, knugende og bevægende i al sin enkle strenghed. Hundredevis af hvide kors og enkelte Davids-stjerner, række efter række. Uden pynt eller tingeltangel. Ved nogle ligger der en buket blomster eller bare en enkelt blomst. Ved de fleste ingenting. Og på korset står bare navnet på den faldne, hvor han gjorde tjeneste, hvilken stat han kom fra og datoen for hans død. Og så er der alle de ukendte, dem der aldrig blev identificeret, og som er '..known but to God'.

Jeg kunne nemt været faldet i staver, men måtte finde Gemalen og Donnaen, der i mellemtiden havde studeret store kort over invasionen og var parate til at gå. Selvom der var ind til flere monumenter og særlige mindesmærker på området, var jeg også indstillet på afgang. Kunne ikke rigtigt kapere mere.

Frokost i en lille by, hvor det var befriende at grine af, at baguetten var cirka halvt så lang, som Donnaen er høj. Det var vist nok den dag, vi kom for sent til at finde en åben slagterbutik, så vi måtte nøjes med vand og brød. Og Gemalen iøvrigt var ved at gå sukkerkold på sin cykeltur hjem. Men ellers var vi oftest en tur forbi den nærmeste slagter, hvor det altid var en skæg udfordring af finger-fagte sig til tre lækre skiver nyskåret skinke. Det lykkedes altid, og det er jo dejligt at opleve, at hvis bare viljen til forståelse er til stede, så kan man nå langt, selv om sprogfærdighederne lader en del tilbage at ønske.

Herefter gik turen til Arromanches-les-Bains. En anden af de mange småbyer langs kysten. Med flere forskellige attraktioner med relation til 2. Verdenskrig. Vi valgte Arromanches 360, som er en biograf, hvor man står midt på gulvet, mens filmen bliver vist hele vejen rundt om en. Filmen er et mix af invasionen og fredelige, nutidige klip fra de samme lokaliteter. Man oplever det, som om man er placeret ombord på for eksempel et af landgangsfartøjerne på vej mod stranden, står inde i en tank, der buldrer gennem gaderne eller sidder i et fly. Det er vildt, og det er voldsomt, og der er en øredøvende larm. Donnaen havde i lighed med en hel engelsk skoleklasse sat sig op gå et af de mange gelændre i salen. Men de kom alle hurtigt ned igen, og Donnaen var godt tilfreds med at kunne klamre sig til sin far.

Efter den hæsblæsende oplevelse nøjedes vi med, fra parkeringspladsen bag biografen, at se ud over havnen. Her kan man stadig kan se resterne af de allieredes kunstige havn, hvor man landsatte tusindvis af soldater og lodsede alt fra konserves til tanks i de første måneder efter invasionen.

De følgende dage så vi kun lidt mere til krigen. Ud fra en betragtning om, at indtrykkene ikke skulle blive for mange, og at store oplevelser altså skal have tid til at lejre sig. Både i små og store hoveder ...