Hylde-hyldest - eller noget

Nogle gange kan der godt gå lidt lang tid med at få gennemført dit og dat.

Tit er det vores egen skyld. Andre gange slet ikke. Og de fleste gange er det vel en uheldig kombination.

Som da Donnaen skulle have en hylde til sin dvd-afspiller.

Den - altså dvd-afspilleren - fik hun i julegave. For selv om hun netflixer sig til det meste, så er det altså også utrolig hyggeligt at hive en gammel Harry Potter-film eller en Disney-klassiker frem og så ligge og hygge sig med den.

Gemalen brugte sammen med Donnaen lidt tid på at afprøve, om der dog ikke var en af de mange hylder, vi allerede havde stående i et hjørne, der kunne bruges.

Det var der ikke.

Så gik der lidt tid med at søge på nettet hos de sædvanlige netbutikker, men der var ikke et eneste sted, der kunne matche Donnaens behov for en lillebitte hylde.

Interessen var herefter lidt on-off, men en dag fik Donnaen faktisk øje på en passende lille hylde til en passende lille pris. Hos Biva.

Den blev fluks bestilt, og der gik da heller ikke ret mange dage, før den dukkede op.

Desværre havde den taget skade under transporten. Et hjørne var knust, og der var kommet grimme hak i en kant. Hvilket var ærgerligt, men ikke voldsomt overraskende i betragtning af, at hylden slet ikke var emballeret, men bare sendt som pakke med en adresselabel smækket på en helt tynd plastfolie. Hvordan den slags går til må stå hen i det uvisse.

I hvert fald var der behov for at klage, og på Bivas hjemmeside var der også let adgang til at gøre netop dette, så det kunne selv Fruen finde ud af. Og nu afventede vi bare, at en ny hylde ville dukke op med posten.

Det skete ikke, og efter et par uger ringede jeg til Bivas kundesupport og snakkede med en sød dame, der godt kunne se min klage, og at den var under behandling, så det var sikkert bedst bare at lade sagen gå sin gang, så ville der nok lynhurtigt ske noget, mente hun.

Hun tog fejl, og efter yderligere nogle uger, ringede jeg igen til Bivas kundesupport, hvor en venlig herre godt kunne se min reklamation, og han kunne endda også fortælle mig - og nu lød han meget glad - at varen var på lager og bare ventede på at blive pakket og sendt. Nok allerede samme dag, hvis jeg var heldig, og derefter var det jo bare op til Postnord at få pakken ud.

Efter en uges venten ringede jeg igen og fik fat i anden sød dame, som glad kunne fortælle mig, at varen kommet på lager og bare ventede på at blive pakket og sendt ...

Jeg fortalte hende, at det jo lød vældig fint, men at jeg havde fået præcis den samme besked en uge tidligere. Det, kunne hun godt forstå, var en anelse utilfredsstillende, og mens jeg ventede, kontaktede hun lagerchefen himself, som, sagde hun, lovede, at han personligt ville pakke og sende min hylde med det samme.

Og det gjorde han sgu!

To dage senere dukkede hylden op, vel-emballeret og i fin stand.

Nu afventer vi bare, at Gemalen sætter den op.

Det har han lovet at gøre.

Snart.

Guld på Bornholm

Gemalen og jeg var så heldige at tilbringe storbededagsferien på Bornholm.

På godt hotel, med god mad og fine oplevelser sammen med søde mennesker.

Gode venner havde nemlig inviteret til guldbryllup, og det skulle ikke bare være en hel traditionel fest med 50 mennesker til suppe, steg og is, men derimod et flere dage langt arrangement for en mindre skare. Afholdt på guldbrudeparrets absolutte yndlingsø, Bornholm.

Da Midtjylland ligger upraktisk langt fra Bornholm, tog vi afsted allerede torsdag og havde således den første aften og næste formiddag for os selv. Hotellet lå lige uden for Rønne med den fineste havudsigt, og jeg kunne gå ad stier langs kysten ind til Rønne, mens Gemalen tog ud at cykle.

Et par timer senere indfandt både guldbrudepar og de øvrige gæster sig på hotellet og efter en let frokost blev vi alle hentet og kørt ind til Rønne for at komme på bytur med en lokal guide. Solen skinnede fra en blå, blå himmel, og da jeg om formiddagen havde haft det rigeligt varmt i min vinterjakke, var jeg nu lidt lettere påklædt.

Det var en fejl. Det blæste, det var hundekoldt, og jeg frøs. Og det - undskylder jeg mig med - var nok årsagen til mit begrænsede udbytte af turen. Hver gang vi stoppede, og guiden ville fortælle et eller andet, forsøgte jeg at anbringe mig selv i både sol og læ - og inden for hørevidde. Det lykkedes dog sjældent, og da jeg efterhånden i højere og højere grad prioriterede læ, gik jeg glip af en del guldkorn.

En ting hørte jeg dog, og det var historien om de uhyrligheder, bornholmerne blev udsat for under den russiske besættelse i året efter 2. Verdenskrig. Mens resten af Danmark festede og vendte det blinde øje til, opførte nogle af de russiske besættelsestropper sig alt andet end gentlemans-pænt. De røvede og plyndrede og forgreb sig på øens kvinder og unge piger. Det anede jeg ikke, hvilket åbenbart ikke er så sært, da det simpelthen blev fortiet af skræk for at støde den russiske overmagt.

Det gik jeg så og tyggede lidt på, mens de andre pænt hørt om blandt andet købmandsgårde, slavehandel, morbærtræer, byggestil og ejendomspriser.

Vel hjemme igen var der lige tid til et par timers optøning under dynen inden en hyggelig middag, hvor guldbrudeparret blev distraheret, mens andre konspirerede bag deres rygge. Og så tidligt i seng, for selv om det officielle program bare sagde bustur klokken 10:30, vidste vi jo godt, at nogen skulle meget tidligt op og rumstere med æresport. Vi andre skulle bare være parate til morgensang klokken 08 dut.

Og der stod vi så næste morgen, på græsset uden for morgenmadssalen, hvor først måbende og siden storsmilende og vinkende morgenmadsgæster fulgte vores bestræbelser på at få sunget I Østen stiger Solen op og Det er så yndigt at følges ad så tilpas højt, at guldbrudeparret ville vågne og komme ud på deres hotel-altan.

Det lykkedes. De var selvfølgelig vågne, men hævdede hårdnakket, at de ikke havde hørt æresporten blive sat op. Og det troede vi så på.

Så op til brudevals. Og til champagne på tom mave, hvilket hurtigt kunne mærkes. Derefter morgenbuffet og lige tid til at gå tre gange rundt om sig selv, inden der var busafgang til en tur rundt på det nordlige Bornholm, hvor vi skulle se nogle af guldbrudeparrets yndlingssteder. Vi så både stenbrud, vandfald, Rytterknægten og alt muligt andet, kyndigt guidet af guldgommen, der optrådte, som havde han været turistguide hele sit liv.

Vejret var med os og varmt nok til, at vi kunne spise den medbragte frokost udendørs på en bænk foran Strandslottet i Sandvig. Derefter lagde en vis mathed sig over selskabet, og jeg må med skam erkende, at jeg ikke har et helt klart indtryk af, hvad vi kom forbi, før vi igen var tilbage ved hotellet og kunne nyde en kop kaffe og et par timer på langs inden aftenens middag.

En middag med god mad og god vin. Begge dele i rigelige mængder. Og sange og så mange taler, at mere end en tredjedel af de voksne på et tidspunkt sagde noget. Set i den sammenhæng var det måske meget godt, at selskabet ikke var så stort, ellers havde vi da siddet der endnu.

En hyggepianist klimprede i baggrunden, og det var sikkert meget hyggeligt, men lidt mere end mit trælse øre - der ellers havde opført sig tåleligt - kunne kapere, så efter kaffe og gaveudpakning gav jeg op og forlod det gode selskab, som fortsatte et par timer endnu.

Næste formiddag skulle vi med færgen fra Rønne 10:30, men da det kun tog ganske få minutter at køre ned på havnen, var det til at have med at gøre. Også for Gemalen, der var lidt mere bælgøjet end mig.

De andre skulle først afsted med færge eller fly ved middagstid, men de fleste var dog oppe, så vi kunne sige farvel og takke for nogle meget fine dage i godt selskab.

Room with a view.

Padderokkebrok

Vejret i dag er ikke noget at råbe hurra for; det småregner og er koldt og kedeligt.

Men sådan var det jo ikke i weekenden, hvor vejrguderne havde besluttet sig til at gå direkte fra vinter til sommer med solskin og temperaturer, der gjorde det til en fornøjelse at rumstere rundt i haven.

Ja, haven sgu!

Det der mestendels grønne areal, der ligger uden for vinduerne, og som jeg en (for) stor del af året bilder mig selv ind må være et område, der nok passes af en gartner - en lidt sløv en ganske vist - som ikke er mig.

Hvert år i februar rammes jeg af stor lyst til straks at kaste mig over havearbejdet, hvilket jeg selvfølgelig ikke kan, fordi der er både koldt og vådt og måske endda dækket af sne. Sommetider spekulerer jeg på, om jeg alene har det på den måde, fordi jeg inderst inde godt ved, at det er helt ufarligt og uden konsekvens på det tidspunkt?

Så gik marts, og det blev april. Og jeg var da i haven nogle gange, men de fleste gange var det koldt, og jeg kunne hurtigt finde en undskyldning for at gå ind igen.

Omvendt i weekenden, hvor jeg kun kom ind, fordi jeg var tvunget til det.

Og nu er mit staudebed næsten ukrudtsfrit område.

Næsten, altså.

For der mangler lige knap to kvadratmeter, som jeg bare ikke nåede. Og som nok vil kræve en time eller to at komme nogenlunde til bunds i, fordi ukrudtsmængden er - ahem - temmelig markant. En giftig kombination at genegræs og padderokker - og et par stauder, der trodser de ulige betingelser. Hvilket er både godt og ondt. For det ville være ulige nemmere bare at grave det hele op i forsøget på at få kål alle de elendige rødder. Men det kan jeg ikke rigtigt nænne.

Så jeg kæmper kampen. Og føler ind i mellem, at jeg faktisk er lige ved at vinde kampen mod genegræsset.

Men padderokkerne! For filan da. Det er virkelig en ukrudtsplante, der alene er skabt for at irritere mest muligt. Enormt hårdfør og med nogle rødder, der knækker, bare man tænker på at trække i dem, så man kun får en lille rodstump med op, mens resten bare fortsætter med at vokse. Samtidig er rødderne jordfarvede og så uskyldigt udseende, at jeg ikke ser dem og får dem pillet op, selv i opgravet jord. Hvilket igen bevirker, at der kun går fem minutter - eller i hvert fald ikke mere end en uge - før nye voksende pinde - aka padderokker - begynder at stikke op alle vegne i det ellers så nyligt lugede bed.

Jeg hader padderokker!

Og jo, jeg ved godt, at man vist nok kan bruge padderokker til både dit og dat. Men dertil er jeg så ikke lige nået endnu. Og ind til da vil jeg have lov at hade dem.

En ret heldig opgravning, men roden
er - selvfølgelig - knækket.

Akvarietanker

Lige når jeg vågner, kan jeg godt tro, at alt er, som det skal være.

Det varer, lige til jeg drejer mig, så mit højre øre er ned mod puden, og fuglekvidderet forsvinder.

Nu er der helt stille. Næsten. En svag summen kører konstant.

Jeg rejser mig lidt forsigtigt, for de første dage var balancen påvirket, og jeg blev nemt svimmel. Det er vist heldigvis et overstået kapitel, men ingen grund til at risikere noget, tænker jeg.

Det er mig, der står først op, og der er ikke megen støj den første halve time. Især ikke, hvis jeg kan afholde Kamelen fra at bank-bank-banke sin logrende hale ind i badeværelsesdøren, når vi skal ud efter avisen. Det lykkes sommetider. Så er der kun el-kedlens hvæsen og lidt skramlen, når jeg tager ting ud af køleskabet.

Fornemmelsen af at sidde på bunden af et akvarium opstår kun langsomt. Den forstærkes, når først Donnaen og siden Gemalen står op og begynder at snakke og skramle. Sådan fortsætter det på arbejde, hvor jeg ganske vist sidder, hvor folk passerer forbi, men hvor jeg heldigvis ikke deler kontor med nogen og derfor slipper for de andres diskussioner og telefonsamtaler. Jeg går også glip af hyggesnak og dårlige jokes, men det foretrækker jeg i øjeblikket.

På vejen hjem skal jeg handle, og nu føles det ikke længere som et akvarium, men snarere som det store bassin i Lalandia. Det overvældende mængde lyde, der kommer fra alle retninger i et supermarked, og som jeg i øjeblikket ikke rigtigt kan sortere i, har været ved at tage pippet fra mig, og jeg har tænkt, at det var godt, jeg havde en vogn at holde fast i, når jeg småsvimmel og svedig gik derfra. Nu er jeg blevet lidt bedre til at kapere det, men det er stadig en prøvelse.

Alt i alt temmelig træls, og imens jeg har ondt af mig selv, tænker jeg en del akvarietanker:

- Går det ikke snart over?
- Bliver det i det mindste ikke snart bedre?
- Går det overhovedet over?
- Bliver det aldrig bedre?

Det korte svar er måske.

Der er stadig næsten fjorten dage til næste besøg hos ørelægen, og imens er google min fjende, for - som alle jo ved - skal man ikke google sygdomme og tro, at det gør noget godt for en. Det gør det ikke. Og for mit vedkommende finder jeg blot ud af, at kun halvdelen, sådan lidt plus/minus, af de personer, der rammes af sudden deafness (sådan hedder det altså, også på dansk) får deres hørelse tilbage. Chancen for at få hørelsen tilbage falder med alderen, og jeg er jo i den sammenhæng næsten halvfems.

Suk altså.

Hvordan sammenhængen er mellem chancen for at få hørelsen tilbage og chancen for at slippe af med henholdsvis tinnitus og støj-overfølsomhed, ved jeg ikke.

Og det er måske godt det samme?

I hvert fald vil jeg ikke google mere.

Tror jeg.

Vesterhavskig, der ikke har en dyt med indlægget at gøre.

Forsøgsweekend

Gemalen og jeg har brugt weekenden på at teste os selv.

Dels har vi testet, hvad vores slatne helbred kan kapere, dels har vi testet, om vi er vokset fra vandrerhjemskonceptet. Det kunne vi teste i forbindelse med noget mtb-o-pling-plang, som blev afholdt over fem dage i det nordjyske.

Gemalen tog afsted allerede onsdag og indlogerede sig på vandrerhjemmet i Fjerritslev. På et fire mands-værelse, hvilket ikke kunne ses, da jeg ankom om lørdagen. Gemalen havde bredt sig ud over det hele, og måtte tage sig lidt sammen for at rydde sengeplads til mig. 

Det lykkedes, og så sad jeg der og spekulerede lidt over, hvor længe det er siden, jeg sidst har boet på vandrerhjem? Længe i hvert fald, for jeg havde med stort held glemt alt om, hvilken standard og hvilket serviceniveau, jeg kunne forvente. At der var møgbeskidt på gulvet, skyldtes nok primært - det vælger jeg at tro - at Gemalen havde haft diverse hjul med ind. Men badeværelset, suk altså.

De første tre dage havde Gemalen bestilt og fået vandrerhjemmets morgenmad, men det kunne på ingen måde lade sig gøre om søndagen, hvor Gemalen - i lighed med alle de andre gæster på vandrerhjemmet, og så kunne man vel godt forvente, at nogen gad at stå op og servicere dem? - skulle op før Fanden fik sko på for at være klar til start ude ved Klim Strand lidt over klokken otte. Så vi måtte selv ud og købe ind, og det gjorde heller ikke så meget, fortalte Gemalen, for de foregående morgeners udvalg havde ikke været specielt fantastisk.

Køleskabet i vandrerhjemmets gæstekøkken var overfyldt, men udendørstemperaturerne så lave, at vi uden problemer kunne opbevare vores mælk med mere i bagagerummet, og det gjorde vi så og undgik dermed også at skulle bekymre os om, hvorvidt den store flok glade, svenske mountainbikere kunne holde styr på, hvilke to procent af køleskabsindholdet, der ikke var deres.

Konklusionen på det forsøg blev således, at mens Gemalen ikke er så sart, er jeg efterhånden blevet ganske sippet og vil helst bo på steder med bare en vis rengøringsstandard. Og også vældig gerne med gedigen tysk morgenbuffets-ditto.

En nok så vigtig test var af Gemalens præstationsniveau. Det var første gang, han kørte konkurrence, siden han i bogstaveligste forstand var lagt ned i hele marts måned med sit pacemaker-bøvl. Han vandt ikke. Som i langt fra. Men han kom igennem alle fem løb, også den lange distance om søndagen, uden at at blive ret meget mere end almindeligt smadret. 

Og han blev ikke nummer sidst en eneste gang. 

Selv har jeg det bedst, når jeg er omgivet at mindst mulig lyd. I Nordjylland er der højt til himlen, og det gik udmærket, så længe vi opholdt os ude. På et tidspunkt skulle vi dog have frokost, og selv om klokken var mange, var der andre end os, der ikke var nået længere. Derfor var støjniveauet også en del højere end forventet på den kro i Blokhus, vi gik ind på. Og mens vi ventede på maden, og jeg ikke havde andet end støjen at koncentrere mig om, var jeg ved at gå ud af mit gode skind og parat til at slå den næste, der tabte en gaffel, ihjel.

Senere tyndede det heldigvis ud i antallet af gæster, og jeg endte med at slappe så meget af, at jeg godt kunne klemme en portion æblekage ned som dessert.

Eftermiddagen blev brugt på at kigge på Vesterhavet og lede efter et helt specielt sommerhus, hvis placering jeg kun vagt kunne huske, da det er mere end 30 år siden, jeg besøgte husets daværende, nu forlængst afdøde, ejere. Efter at have kørt ned ad adskillige grusveje, der så helt forkerte ud, ramte vi pludselig en, der havde det helt rigtige hulvejs-udseende, og helt nede, hvor der ikke var mere at komme efter, vendte vi om og fik øje på et meget diskret hjulspor, som førte ind til huset, der lå lige så mageløst skønt, som jeg huskede det.

Der var ingen hjemme, og det var derfor muligt at gå to gange rundt om huset og sukke lidt over, at ingen lever evigt, før vi kørte tilbage til først Fjerritslev for at købe ind til morgenmaden og senere til Klim Strand, hvor der var mtb-o-ryttermøde med diverse oplysninger og - ikke mindst - lodtrækning om en bunke sponserede småpræmier. Gemalen var heldig og vandt en speciel tang til brug ved kædeskift og et halvt dusin sorte damefooties størrelse 35-37 ...

Fruen var knapt så heldig og måtte konstatere, at højlydt applaus og glade tilråb føltes som den rene støjvold. Til gengæld kunne jeg dårligt høre, hvad de nærmestsiddende sagde til mig.

Bagefter var vi begge så trætte, at vi kørte tilbage til vandrerhjemmet og gik på hovedet i seng. 

Næste morgen stod vi op klokken seks og spiste morgenmad, og mens Gemalen drog afsted til cykelløb, tog Fruen lige to timer mere under dynen med Ipadden, hvor jeg blandt andet fandt ud af, at Fjerritslev Kirke er tegnet af min oldefar, og jeg derfor var nødt til lige at slå et slag forbi og kigge nærmere på den, inden jeg kørte ud til stranden og gik ud og gloede lidt mod fjerne horisonter.

Så kom Gemalen og de andre tilbage, og en kop kaffe, en kanelsneg og lidt sladder senere kørte vi hjem.

Smukke udsigter er der nok af langs Vestkysten.