Forsøgsweekend

Gemalen og jeg har brugt weekenden på at teste os selv.

Dels har vi testet, hvad vores slatne helbred kan kapere, dels har vi testet, om vi er vokset fra vandrerhjemskonceptet. Det kunne vi teste i forbindelse med noget mtb-o-pling-plang, som blev afholdt over fem dage i det nordjyske.

Gemalen tog afsted allerede onsdag og indlogerede sig på vandrerhjemmet i Fjerritslev. På et fire mands-værelse, hvilket ikke kunne ses, da jeg ankom om lørdagen. Gemalen havde bredt sig ud over det hele, og måtte tage sig lidt sammen for at rydde sengeplads til mig. 

Det lykkedes, og så sad jeg der og spekulerede lidt over, hvor længe det er siden, jeg sidst har boet på vandrerhjem? Længe i hvert fald, for jeg havde med stort held glemt alt om, hvilken standard og hvilket serviceniveau, jeg kunne forvente. At der var møgbeskidt på gulvet, skyldtes nok primært - det vælger jeg at tro - at Gemalen havde haft diverse hjul med ind. Men badeværelset, suk altså.

De første tre dage havde Gemalen bestilt og fået vandrerhjemmets morgenmad, men det kunne på ingen måde lade sig gøre om søndagen, hvor Gemalen - i lighed med alle de andre gæster på vandrerhjemmet, og så kunne man vel godt forvente, at nogen gad at stå op og servicere dem? - skulle op før Fanden fik sko på for at være klar til start ude ved Klim Strand lidt over klokken otte. Så vi måtte selv ud og købe ind, og det gjorde heller ikke så meget, fortalte Gemalen, for de foregående morgeners udvalg havde ikke været specielt fantastisk.

Køleskabet i vandrerhjemmets gæstekøkken var overfyldt, men udendørstemperaturerne så lave, at vi uden problemer kunne opbevare vores mælk med mere i bagagerummet, og det gjorde vi så og undgik dermed også at skulle bekymre os om, hvorvidt den store flok glade, svenske mountainbikere kunne holde styr på, hvilke to procent af køleskabsindholdet, der ikke var deres.

Konklusionen på det forsøg blev således, at mens Gemalen ikke er så sart, er jeg efterhånden blevet ganske sippet og vil helst bo på steder med bare en vis rengøringsstandard. Og også vældig gerne med gedigen tysk morgenbuffets-ditto.

En nok så vigtig test var af Gemalens præstationsniveau. Det var første gang, han kørte konkurrence, siden han i bogstaveligste forstand var lagt ned i hele marts måned med sit pacemaker-bøvl. Han vandt ikke. Som i langt fra. Men han kom igennem alle fem løb, også den lange distance om søndagen, uden at at blive ret meget mere end almindeligt smadret. 

Og han blev ikke nummer sidst en eneste gang. 

Selv har jeg det bedst, når jeg er omgivet at mindst mulig lyd. I Nordjylland er der højt til himlen, og det gik udmærket, så længe vi opholdt os ude. På et tidspunkt skulle vi dog have frokost, og selv om klokken var mange, var der andre end os, der ikke var nået længere. Derfor var støjniveauet også en del højere end forventet på den kro i Blokhus, vi gik ind på. Og mens vi ventede på maden, og jeg ikke havde andet end støjen at koncentrere mig om, var jeg ved at gå ud af mit gode skind og parat til at slå den næste, der tabte en gaffel, ihjel.

Senere tyndede det heldigvis ud i antallet af gæster, og jeg endte med at slappe så meget af, at jeg godt kunne klemme en portion æblekage ned som dessert.

Eftermiddagen blev brugt på at kigge på Vesterhavet og lede efter et helt specielt sommerhus, hvis placering jeg kun vagt kunne huske, da det er mere end 30 år siden, jeg besøgte husets daværende, nu forlængst afdøde, ejere. Efter at have kørt ned ad adskillige grusveje, der så helt forkerte ud, ramte vi pludselig en, der havde det helt rigtige hulvejs-udseende, og helt nede, hvor der ikke var mere at komme efter, vendte vi om og fik øje på et meget diskret hjulspor, som førte ind til huset, der lå lige så mageløst skønt, som jeg huskede det.

Der var ingen hjemme, og det var derfor muligt at gå to gange rundt om huset og sukke lidt over, at ingen lever evigt, før vi kørte tilbage til først Fjerritslev for at købe ind til morgenmaden og senere til Klim Strand, hvor der var mtb-o-ryttermøde med diverse oplysninger og - ikke mindst - lodtrækning om en bunke sponserede småpræmier. Gemalen var heldig og vandt en speciel tang til brug ved kædeskift og et halvt dusin sorte damefooties størrelse 35-37 ...

Fruen var knapt så heldig og måtte konstatere, at højlydt applaus og glade tilråb føltes som den rene støjvold. Til gengæld kunne jeg dårligt høre, hvad de nærmestsiddende sagde til mig.

Bagefter var vi begge så trætte, at vi kørte tilbage til vandrerhjemmet og gik på hovedet i seng. 

Næste morgen stod vi op klokken seks og spiste morgenmad, og mens Gemalen drog afsted til cykelløb, tog Fruen lige to timer mere under dynen med Ipadden, hvor jeg blandt andet fandt ud af, at Fjerritslev Kirke er tegnet af min oldefar, og jeg derfor var nødt til lige at slå et slag forbi og kigge nærmere på den, inden jeg kørte ud til stranden og gik ud og gloede lidt mod fjerne horisonter.

Så kom Gemalen og de andre tilbage, og en kop kaffe, en kanelsneg og lidt sladder senere kørte vi hjem.

Smukke udsigter er der nok af langs Vestkysten.