Frem med cyklen

Da Verdensfirmaet flyttede i nye lokaler, fik jeg pludselig 1000 kilometer på arbejde. Eller i hvert fald mere end to. Faktisk næsten fem. Kilometer altså. Og det er jo voldsomt, når man er vant til at have cirka 500 meter.

Så nu skal jeg pludselig til at forholde mig til den trafikale virkelighed.

Som bilist er den virkelighed ikke særlig spændende. Det trafikale kaos er en storby værdigt. En gang kommer motorvejen uden om byen, og så forsvinder noget af trykket vel? Men ind til da lever vi med både for meget trafik og vejarbejder alle mulige og umulige steder. Dertil kommer, at Verdensfirmaet nu ligger i et industrikvarter med udkørsel til samme ringvej som et hav af byens halvstore arbejdspladser. Det genererer alt andet lige mere trafik end før, hvor adressen var et mindre kontorbyggeri på kanten af et villakvarter.

Jeg ved godt, at folk, der bruger timevis i køer omkring København, tværs over Fyn eller i trekantsområdet, næppe vil kunne tage mine brokkerier alvorligt. Men jeg er da ligeglad. Jeg synes, der er slemt, for jeg har fået det værre ...

Så kan jeg jo bare cykle. Og det gør jeg da også (når det ikke regner). Faktisk er det endda lidt kortere på cykel end i bil, fordi jeg kan køre 'bagom' ad villaveje og stier.

Men det første stykke er op ad bakke. Ikke ret meget, men langt og dræbende, og med en lille tilspidsning til sidst. Og jeg når altid, at tænke, at mit gear vist har sat sig fast, for der må bestemt være et mindre. Det er der ikke.

Jeg vænner mig nok til det (læs: kommer i lidt bedre form). Og det er kun godt, for nu kommer jeg ind på det stykke af ruten, der er fyldt med modsatkørende skolebørn i alle aldre. Der skal jeg helst være forberedt på lidt af hvert. Det er stier uden 'rigtig' trafik, og poderne føler derfor intet behov for at følge færdselsreglerne endsige tage hensyn. Så de er over det hele. Kommer tonsende ud fra indkørsler, tværs over fortove, rundt om hjørner og frem bag hække. Og de har travlt. Jo yngre, jo mere travlt. Hvilket jo egentlig er meget sødt, for så er glæden ved at gå i skole nok stadig intakt.

Efter dette nerveflænsende stykke, kommer der heldigvis en kort etape langs en lille sø, så jeg kan få vejret igen. Så en lille stigning og et stykke langs førnævnte ringvej. Her blæser det. Oftest imod, føles det som. Ganske sært, i betragtning af at det altid blæser fra vest i Danmark, og jeg derfor burde have vinden i ryggen, når jeg cykler mod øst.

Vel ankommet til min plads kan jeg starte med at lufte lidt ud, for det er da helt utroligt, så varmt der er ...

Otte timer senere kan jeg vende næsen hjem igen. Ruten er ikke den samme. Det er både sjovere og mere praktisk at lægge den lidt om på hjemturen. Først ned ad en lille sti gennem et naturområde og hjørnet af en nu sløjfet dyrehave. På det stykke er stien temmelig ujævn, og jeg har allerede reddet mig det første blå mærke på skinnebenet, da den ene pedal pludselig forsvandt. Så griner Gemalen lidt, når jeg brokker mig. Men det kan han jo også sagtens. Det er ikke ham, der kører rundt i terrænet i almindelige sko og på en konecykel.

Så forbi et sted, hvor der arbejdes på en bro over den kommende motorvej. Heldigvis er de fleste gået hjem, når jeg kommer, så der er hverken særlig meget støv eller trafik. Derefter kommer det næstbedste stykke. Ind i bøgeskoven, der netop nu er lysegrøn og fin, og så ud på et åbent stykke med et opdæmmet vandhul og mere eller mindre uplejede græsarealer. Derefter er ruten den samme som på udturen. Der er den lille sø og til allersidst det bedste stykke; det lange, lige stræk ned ad bakke, hvor jeg kan holde frihjul næsten hele vejen hjem til nummer femten.

Egentlig tror jeg, at jeg godt kan ende med at blive helt glad for min cykeltur.

I hvert fald så længe det er sommer.

Og det ikke regner.

Næsten som at flytte hjemmefra

Verdensfirmaet flyttede jo.

Selve flytningen forløb smertefrit, og så sad vi nok så fint i vores nye kontorer.

Mere plads er skønt, men giver nogle udfordringer, som ikke lige var blevet taget med i betragtning.

Alle stationære medarbejdere har fået en stationær telefon. Det var bare pludselig ikke helt godt nok. For vi kunne ikke høre en eneste telefon, hvis vi gik ud i køkkenet. Så der måtte i al hast indkøbes en ekstra. Nu kan vi høre telefonen i køkkenet, men stadig ikke på lageret ...

På andre områder føles det også næsten som at flytte hjemmefra og opdage, at tandpastatuber ikke er noget, som bare gror i skuffen under håndvasken. Vi skal selv forholde os til ting, som andre (ikke vores mor, men udlejer) plejede at tage sig af.

Affald for eksempel.

En skraldespand blev rekvireret, og den helt STORE udfordring bliver nu at huske at sætte den ud til tømning hver anden torsdag. Desuden kan vi konstatere, at vi ikke bare kan nøjes med en enkelt skraldespand. Vi skal også have gang i noget med afhentning af papir og pap. På kommunens hjemmeside kunne jeg se, at papirindsamling var helt gratis og pap næsten.

- Hallo, vi vil gerne have en affaldsbeholder til papir og en anden til pap, ringede jeg pænt til kommunens affaldscenter.

- Jeres virksomhed er en erhvervsvirksomhed ikk'? spurgte en venlig mand i den anden ende.

- Øh jo??

- Så kan jeg desværre ikke hjælpe dig.

- Hvad?? Jeg har lige set på jeres hjemmeside, under erhverv, at I tilbyder gratis papirafhentning og en næsten gratis ordning for pap.

- Jamen, det er kun til offentlige institutioner og lignende. Ikke til rigtige erhvervs-erhvervsvirksomheder. Det har Folketinget bestemt.

Herefter fulgte en lang redegørelse for, hvad det egentlig var, Folketingen havde vedtaget. Og hvor dumt det var. Og hvor konkurrencedygtig kommunen ville være, hvis den fik lov.

- Kan du så slet ikke hjælpe mig?

- Jo, jeg kan da fortælle dig, hvem du skal ringe til, svarede den venlige mand.

Og det gjorde han så. Og nu har jeg haft besøg af Hans, som er miljøkonsulent i 'en af Danmarks førende miljøvirksomheder inden for affaldshåndtering'. Han spurgte lidt ind til mængden af vores affald. Hvortil jeg kun kunne slå beklagende ud med hænderne, at det vidste jeg altså overhovedet ikke, for det har vi jo aldrig skullet forholde os til.

- I får en papirspand og en papspand, og så tømmer vi på opkald, ind til vi ved, hvad vi snakker om, afgjorde Hans.

Sådan bliver det så. Rengøringen fungerer, og vinduespudseren har været her. Nu mangler vi lige plantemanden, men ellers varer det vist ikke ret længe, før der også bliver tid til de mere almindelige arbejdsrutiner.

Med mindre altså, at der er noget andet, vi ikke lige har taget højde for.

Affald, affald.

Bagte klemmer

Så gik den Pinse, og jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvad vi egentlig brugte den til?

Først startede vi meget energisk ud alle tre.

Lørdag skulle Gemalen være starter til det lokale cykelløb. Og Donnaen, der er hans trofaste hjælper, skulle selvfølgelig med. De dampede af allerede klokken halv ni, og Fruen kastede sig straks over alle sine gøremål. Der blev vasket og strøget til den store guldmedalje, og da jeg ikke gad det længere, var det græssets tur.

Det kan godt være, at jeg tager fejl, men jeg synes, at jeg bøvlede meget mere med påskeliljerne sidste år. Nu er de i hvert fald blomstret af, og jeg behøver ikke at bekymre mig om at undgå at strangulere dem med min plæneklipper-ledning. Og mine tulipaner står inde i bedene, så dem skal jeg heller ikke tænke på.

Jo jo, jeg har nemlig TRE tulipaner. Som rådyrene altså har overset. Eller trods alt ikke kunne nænne at snuppe? Jeg hælder mest til det første, for havde der været bare den mindste smule opdragelse i hvidrumperne, ville de vel have efterladt bare en enkelt mere, så jeg havde kunnet se, hvordan de sidst-plantede ser ud. 

Men ellers ser det ud til, at de holder sig væk, bæsterne. Enten fordi hjortetaksolien virker, eller også fordi, det nu vælter frem med alskens lækkerier, så der overhovedet ikke er nogen grund til at rende rundt i folks haver for at blive mæt. Det er ikke rigtigt til at vide, men til næste år vil jeg plante de første hjortetaksolie-stinkende pinde i snedriverne ved siden af mine krokus, og så er jeg spændt på, om det virker det mindste afskrækkende på et vintersultent rådyr.

Gemalen og Donnaen kom hjem, netop som jeg var færdig med at slå græs. Og så var vi egentlig godt brugte alle tre. Sol og varme havde gjort sit. Donnaen var blevet dyppet i solcreme, og Gemalen havde huske sin kasket, så det var kun Fruen, der var blevet rød. Lidt rød skal man da have lov at blive, så man rigtigt kan mærke, at det er blevet sommer. Men det er ikke noget, jeg siger højt, mens Donnaen hører på det.

Derefter var det ret begrænset, hvad vi fik udrettet.

Gemalen og jeg brugte ret meget tid på at lede efter ferie-logi i det sydligste Polen. De næsten ubegrænsede muligheder gjorde det svært at bestemme sig.

Iøvrigt må det frarådes at bage kage, hvis man er optaget af noget spændende på nettet. Eller hvis man bare er en smule distræt. Resultatet blev nu ganske godt, men det var rent held. For jeg havde sat plasticklemmer i kanten af formen for at holde bagepapiret fast, ind til dejen var kommet i. Og så havde jeg sat kagen i ovnen. Med klemmer. Til alt held skulle jeg lige se, hvordan det gik, og jeg nåede at pille klemmerne ud. De så pæne ud, men var temmelig bløde at røre ved ...

Anyways, vi fandt og bestemte os for et sted i bunden af Polen. Ikke i men i nærheden af Zakopane, hvis det siger nogen noget. Med halvpension, hvilket ellers ikke er noget, vi plejer at vælge. Men her er det så billigt, at vi kan tillade os bare at sige, at vi ikke spiser med, hvis det ikke lige passer os. 

Og så kom Donnaen med dagens bemærkning:

- Ej, ikke halvpension. Det gider jeg ikke!!

- ??

- Nej, så skal vi bare lave en hel masse sammen med nogle gamle pensionister, og det vil jeg altså ikke være med til.

Donnaen blev bragt ud af sin vildfarelse, men så ikke meget mere begejstret ud ved tanken om de polske egnsretter med kål og rødbedesuppe, som moderen (uden at kende noget som helst til de faktiske forhold) begyndte at fable om ...

En enkelt lille ussel tulipan ved siden
 af de sørgelige afhapsede rester.

Planlægning planlægning planlægning

Det kan virke sådan, men jeg har altså ikke forladt min skærm.

Slet ikke. Jeg sidder faktisk med næsen inde i den i timevis.

Det bliver ganske vist ikke til ret meget bloggeri. 

Sagen er, at vi er gået i ferie-planlægnings-mode. 

Tredobbelt faktisk, men derom senere. Lige nu gælder det sommerferien.

Budgettet er ikke til Hawaii, som ellers altid er Donnaens første bud på en feriedestination, så vi må finde på noget andet.

Som gerne må være et kompromis af familiemedlemmernes noget forskellige interesser. Der skal helst være kultur til Fruen, shopping og swimmingpool til Donnaen og gode cykle-muligheder til Gemalen. Det må ikke være (alt for) varmt. Og ikke (alt for) langt væk.

Og så skal det være til at betale.

Lad det være sagt med det samme: De præmisser giver en del hovedbrud og mange timer med næsen i skærm, rejsebøger og kort.

Lige nu arbejder vi på at indsnævre vores søgen.

Det økonomiske aspekt betød farvel til Skandinaven og Vest-europa. Store afstande og høje temperaturer punkterede gode ideer, der omfattede Sydeuropa. 

Så kiggede vi på et kort. Og blev enige om at kigge mod sydøst. Men hvor meget syd og hvor meget øst?

Først blev der sagt Prag. Så blev der sagt Dresden. Dernæst bjerge. Så Krakow og til sidst bjerge igen.

I virkeligheden var det slet ikke en samtale, men mere en enetale fra Fruens side. Eller måske allermest bare Fruen, der tænkte højt. Og ind i mellem fik sine tanker besvaret med et grynt eller en hovedrysten.

Det blev til en del, både grynt og hovedrysten. Men en gang billedspam fra Google og nogle rørende priser fra booking.com overbeviste Gemalen om, at det var værd at undersøge nærmere.

Og det er så der, vi er lige nu. På jagt efter et godt sted at bo mellem Krakow og bjergene.

Måske er det der, vi ender. Måske ikke. Det er næsten lige meget, for jeg elsker at planlægge ferie. Det er næsten - men dog kun næsten - lige så godt som selve ferien ...

Jeg æælsker at planlægge ferie.

Fuldt og endeligt integreret i det midtjyske

Gemalen er ikke indfødt jyde.

Men efter godt og vel femten år på fastlandet er han efterhånden ved at være nogenlunde integreret, og der er blevet langt i mellem stiklerierne.

For lige så vel som nogle københavnere betragter alle, der bor vest for Valby Bakke, som nogle værre bonderøve og landsbytosser, så er mange jyder overbeviste om, at alle, der bor øst for Storebælt, bare er nogle skide kjøwenhavnere. 

Det kom lidt bag på Gemalen. For i hans optik er man ikke københavner, hvis man bor i Nordsjælland.

Men han har tilpasset sig. Lært at holde lidt igen med de kvikke bemærkninger. Dialekten er blevet mere diffus, og ordvalget til tider så jysk, at mine ører krøller, og øjenbrynene suser rundt i panden på mig:

- Hvad synes du? spørger jeg Gemalen om et eller andet.

- Tjoh, det er da ikke så ringe.

- He he, jydepot!

Bortset fra, at Gemalen slet ikke kunne have sagt sådan for 15-20 år siden, så ville ordvalget den gang have betydet, at han var alt andet end tilfreds, men nok ikke kunne nænne at sige det. Nu synes han med god jysk underdrivelse, at det er ganske udmærket.

På ét punkt har Gemalen altid været halvt integreret i det jyske. Hans biler har nemlig altid været forsynet med den i Jylland helt uundværlige jydekrog. Den, altså jydekrogen, har bare været beregnet til transport af cykler, men det behøvede man jo ikke fortælle nogen.

Sådan var det i mange år, men Gemalen blev mere og mere jysk i sin tankegang. 

Og han begyndte at drømme om en trailer.

- Hvad vil du med den?

- Den er da god til mange ting, svarede Gemalen. Når vi skal på lossepladsen, eller hvis vi skal hente noget.

- Vi plejer da at kunne have det meste inde i bilen.

- Jah, men altså ...

Nu er Gemalen den glade ejer af en trailer. 

Fuldt og endeligt integreret i det midtjyske.

Flytte-flad

Det er den rene ynk.

Nu har jeg været helt flad igen.

Denne gang flytte-flad.

Igår holdt Verdensfirmaet nemlig flyttedag. Til større lokaler og ikke mindst nede på jorden, så der bliver langt bedre forhold, når ting og sager skal ud og ind. Nu kan man nemlig køre direkte ind med paller, hvor alting førhen skulle bæres op på første sal.

Alt sammen vældig godt. Men det var hårdt at flytte. Jeg ved ikke rigtigt hvorfor. For vi havde professionelle folk til at klare ærterne. Selv nedpakningen stod de for, så det var ren luksus. Vi skulle kun pege, hvor tingene skulle stå og så selv stå for udpakningen, hvilket burde være til at holde ud.

Desuden var der selve underholdningsværdien.

Det var samme flyttefirma, som flyttede Farmors habengut til Jylland. Og igen var jeg dybt imponeret. Professionelle flyttefolk kan altså noget med store uhåndterlige ting, som vi andre almindelige dødelige kun kan måbe over. - Og når de så samtidig er fulde af godt humør, er det da nærmest fantastisk.

Allersjovest var det næsten, at Verdensfirmaets egne mandfolk også måtte se sig sat til vægs og bare stå med tabte underkæber og se til. De plejer ellers nok at mene, at de er rimeligt stærke, men det viste sig at være relativt. Mens flyttefolkene susede rundt med hæve-/sænkeborde, reoler og (fyldte) arkivskabe uden at støde ind i noget som helst, havde de knapt så professionelle deres hyr med bare at bære kontorstolene på plads uden at baldre ind i dørkarmene.

Klokken tre gik flyttefolkene og klokken halv fire sank vi andre sammen til lynindkøbte pizzaer. Alle var, på trods af, at det var flyttemændene, der havde taget slæbet, lige så flade som mig. Måske er det bare fordi, vi er sådan nogle ynkelige kontornussere, som overhovedet ikke er vant til at stå eller gå en hel arbejdsdag.

I morgen går vi på arbejde, mens alle andre holder fri, og på den måde kan vi forhåbentlig være køreklar til mandag.

Det spændende bliver så, dels om vi har hul igennem til verden udenfor, og dels om vi stadig har nogen kunder. For nogen (som ikke var mig) havde glemt at forholde sig til det faktum, at vi på grund af manglende telefon- og internetforbindelse ikke var så forfærdeligt nemme at komme i kontakt med hele onsdag. Det var derfor ikke rigtigt blevet meldt ud, og den slags kan måske godt irritere kunderne en anelse.

Hvis vi slet ingen kunder har længere, bliver det nok lidt kedeligt, men så kan vi da glæde os over, at vi kan sidde og kede os i nye, pæne lokaler ...

Nu gider jeg ikke se på flere flyttekasser i år.

Flittig, flittig - flad

Pyh!

Her sidst på søndagen føler jeg mig altså godt brugt.

Det er lidt pinligt at indrømme, at der ikke skal mere til at gøre mig træt. Men jeg undskylder mig med, at det er tidligt på sæsonen. Have-sæsonen, cykle-sæsonen og så videre.

I morges var jeg ude at løbe, altså lunte. Det er godt nok længe siden sidst - bort set fra igår, og det kan mærkes. Det meste af kroppen synes, det er nogenlunde okay, men venstre ben mener ikke, at det er blevet spurgt, så det opfører sig ret fornærmet og kontrært. Lidt træls, for ellers er det dejligt at komme ud under de nyudsprungne bøgetræer. At der så ligger ind til flere knallertvrag i skovbunden, ærgrer mig en del og undrer mig såre. Hvordan pokker er de havnet dér? De er jo ikke selv kørt derind for at lægge sig til at dø.

Efter en formiddag med fredelige gøremål cyklede Donnaen og jeg over til en veninde, som Donnaen ikke havde besøgt før og derfor var lidt usikker på, hvor boede. På den forkerte side af en af byens mere ondsindede bakker. Det var ikke nogen overraskelse, men jeg havde ikke taget med i betragtning, at vi ville få en strid pelikan lige i næsen hele vejen op. Så jeg var temmelig kogt, da vi endelig nåede frem. Donnaen, der - i modsætning til sin mor - er i supergod form, havde derimod ingen problemer.

Vel hjemme og et krus kaffe senere var det græsplænens tur. Første gang i år og temmelig tiltrængt visse steder. Og bøvlet som aldrig før. Plænen ligger lige så skråt, som den plejer, og oven i mine påskeliljer har jeg nu også anbragt et bed med buske og spiste tulipaner ude midt i plænen. Det var derfor om at holde tungen lige i munden - og ledningen uden om især påskeliljerne. Det lykkedes mig at undgå at rykke hovedet af en eneste, og jeg blev derfor desto mere knotten på Gemalen, da han nedlagde en, da han kørte grillen op på plads.

Bagefter kunne jeg fornøje mig med at rive plænen. Resultatet var en hel sæk af mestendels mos og en lille smule græs. Under alle omstændigheder pyntede det.

Til sidst fremstillede jeg et duftværn eller måske snarere hørme-stakit om mit bed. Hvidrumperne har nemlig været på spil igen, og forsøget med at pisse territoriet af må erklæres for mislykket. I stedet har jeg investeret i hjortetaksolie og plantet små stærkt stinkende pinde hele vejen rundt om bedet, (som heldigvis ikke ligger lige op til terrassen).

Så håber jeg, at dét hjælper. I hvert fald er det en absolut ubehagelig stank. Derfor er det også dumt at spilde på sig selv. Ved jeg nu ...

Nedlagt påskelilje plus den næstenspiste
tulipan, der nu er sprunget ud.

Jeg holder af hverdagen - måske

Bum! Så blev det almindelig hverdag igen.

Dobbelt op, da både konfirmation og lærer-lockout pludselig er overståede kapitler.

Heldigvis virker det som om, lærerne i lige så høj grad som ungerne er ramt af en efter-sommerferie-lavt-gear-følelse, som lige kræver nogle dages roligt tilløb, før alle er tilbage i vanligt tempo med krav til lektier, opgaver og - ikke mindst - åndeligt nærvær ...

Og heldigvis er der forskellige post-konfirmations-opgaver, som Donnaen og moderen skal have løst i samarbejde. Der er nogle gaver, der skal byttes. Og nogle takkekort, der skal produceres - og skrives. Plus lidt andre småting. Og på den måde kan vi holde liv i konfirmationsrusen et øjeblik endnu.

Men ellers er det i høj grad blevet hverdag. 

Jeg er - på den hårde måde - blevet mindet om, at jeg har et hus, en husholdning og en have. Alt sammen noget, jeg behændigt valgte at ignorere de sidste dage før konfirmationen. Huset er stadig præget af manglende rengørings-indsats, men der er da kommet mad i køleskabet, og vi har både rent, tørt og nystrøget tøj at tage på.

Haven er et kapitel for sig. Lige pludselig ser græsplænen ud som om, den skulle have været slået for fjorten dage siden. Det skulle den så ikke, for da var den stadig gråbrun og trist. Men det er næsten ikke til at tro nu, hvor græsset på én gang ser dejligt grønt og kedeligt langt ud.

Og så er der lige tulipanerne. De blev troligt - ahem - 'gødet' hver morgen. Bortset fra lørdag, hvor det lige smuttede. Så søndag morgen var de væk. Hvidrumperne havde været der og mæsket sig i fine, sprøde og lækre tulipanknopper. Bæster! En enkelt stilk med knop lå tilbage og er kommet ind i vase. Hvis jeg er heldig, springer den ud om et par dage, så jeg kan se, hvordan den ser ud. Det er nemlig løg, som jeg dumdristigt satte i efteråret.

Sådan er der så meget.

Jeg holder af hverdagen. 

Måske.