Pølleposemysteriet

Det er ret underligt.

Altså, det er ikke underligt, at ting forsvinder, når man efterlader dem ude i det offentlige rum. Det har man jo hørt om før. Henslængte cykler, biler og håndtasker har det med at forsvinde.

Men det er en pøllepose, jeg mangler.

Endda en fyldt en af slagsen.

Og dét, synes jeg, er ret underligt!

Nu er det sådan, at jeg synes, det er ualmindelig klamt, ubehageligt og meget lidt sjovt at træde i en hundelort. For ikke at tale om, hvis man efterfølgende ovenikøbet slæber den med ind i sit hus eller - oh vé! - i sin bil. Jeg hader derfor, når folk blot efterlader deres kræs efterladenskaber. Og håber, at al landsens ulykker måtte ramme dem.

Men man må som bekendt feje foran eget glashus, før man kan harcelere over andre, og pølleposer er derfor fast inventar i alle mine højrelommer på både bukser og jakker.

Således med udstyret i orden kan Kamelen og jeg drage ud i verden.

Og jeg samler op.

Og jeg hader det.

Og jeg hader endnu mere at gå langt med den fyldte pøllepose i hånden.

Så jeg ved, temmelig præcist efterhånden, hvor der er skraldespande og -containere, hvor jeg kan komme af med mine poser.

Men på nogle ruter er der bare ingen skraldespande. Og da Kamelen desuden næsten altid gør, hvad hun nu skal, meget først på ruten, kan jeg komme til at bære pose meget, meget længe.

Hvilket jeg ikke gider.

Så derfor lader jeg posen stå.

Og kommer pænt tilbage og henter den, når vi nærmer os hjemlig indkørsel igen.

Det har aldrig været et problem. Posen står, hvor jeg har sat den, og hvis nogen skulle have bemærket den i mellemtiden, så er der i hvert fald ingen, der følt sig foranlediget til at gøre noget.

Før nu.

Forleden kom vi tilbage fra en tur og skulle lige hente en pose. På afstand kunne jeg godt se, at husejeren gik og rev foran sin hæk, og ude midt på vejen lå pølleposen ...

Forsigtigt gik jeg hen og sagde dav. Og fortalte ham, at det altså var vores pøllepose, der nu lå ude på villavejen. Den gode villaejer fortalte, at han jo i forvejen syntes, det var sindsygt irriterende, at folk bare lod deres hunde skide foran hans hæk. Og det gør de. Der ligger altid mindst en hundelort på netop stykket foran hans hus. Nu var der så ovenikøbet en, der havde efterladt hundelorten i en pose! Det var han godt nok blevet gal over.

Jeg fortalte ham så, at det gjorde jeg faktisk tit, og så hentede jeg altid pølleposen på hjemvejen. Heldigvis kunne han godt godkende netop det arrangement. Hvilket jo sådan set også var langt at foretrække for ham. Og vi aftalte, at jeg fremover blot skulle sætte pølleposen ved lygtepælen, for så kunne han jo se, at det bare var mig (og Kamelen) der havde været forbi.

Så langt så godt.

Men i forgårs, henne på det lille stykke offentlig sti, der forbinder vores vej med den næste, dér satte jeg en pose.

Og da vi kom tilbage var den væk!

Som i helt væk. Jeg gik endda frem og tilbage to gange. Men den var der ikke. Sært tilfælde syntes jeg. For hvem i alverden finder på at fjerne en pøllepose fra et lille stykke offentlig sti? Der er ikke bare blevet ryddet op sådan generelt, for der ligger stadig tomme dåser og andet godt og flyder.

Et kort øjeblik blev jeg ramt af paranoia og tænke, at nogen nok havde observeret os og derefter var skredet til arrig selvtægt. Så jeg åbnede forsigtigt vores postkasse og forventede halv om halvt at finde pølleposen. Men nej, heldigvis ingen pøllepose der.

Så nu er det bare sært. På den sære måde.

Og hvis nogen kender forklaringen, er jeg ikke sikker på, at jeg vil høre den.

Rostock på den lynhurtige måde

Da Gemalen var færdig med at cykle lørdag tog vi til Rostock.

Efter ihærdigt googleri havde jeg fundet ud af, at i hvert fald ét shoppingcenter havde længe åbent. Og det var det, vi gerne ville; se lidt nærmere på butikkerne. Helst i kombination med lidt almindeligt Altstadt-kiggeri.

På vej ind mod bymidten stoppede vores blik brat ved en kæmpestor kirke, der ikke alene havde solceller på taget, men tilsyneladende også indbyggede boliger med altaner! Det havde rejsebogen ikke lige nævnt noget om, og det føltes næsten som et fatamorgana, og vi tænkte, at det da umuligt kunne passe?

Men det kunne det godt, viste lidt eftergoogling. Tilbage i 70'erne blev Nikolaikirken ved sammenlægning af to sogne (eller hvad man nu måtte operere med i Tyskland) til overs, og man besluttede at benytte den til andre formål. Tårnet blev indrettet med kontorer til forskellige former for kirkelig administration og i kirkeskibets tagetage(r) indrettede man 13 lejligheder og 5 gæsteværelser, som tilsyneladende kan lejes. Selve kirkerummet benyttes til koncerter og andre arrangementer.

Inde i byen fandt Gemalen en parkeringsplads lige bag byens hovedstrøg, Kröpeliner Strasse, og så var det ellers ud at kigge.

Det første, vi opdagede, var, at alle butikkerne til vores store glæde stadig var åbne. Det gjorde det hele lidt sjovere. Det blev nu ikke til særlig meget shopping. For Donnaens vedkommende slet ikke noget. Hun nøjedes bare med at konstatere, at der var rigtigt mange sko, hun ikke gad have. Fruen havde til gengæld hjemmefra fundet ud af, at et par solide terrængående støvler ville kunne erhverves langt billigere i Tyskland end hjemme. Så hun gik på jagt,og det lykkedes til sidst at finde et par støvler, der var mere solide, end de var smarte. Men da det alene er et spørgsmål om at bevare vejgreb og tørre tæer, når Kamelen skal luftes i de kommende måneder, var Fruen ganske tilfreds.

Vi vandrede op til den ene ende af gaden, hvor Kröpeliner Tor står som et markant punktum. Det gamle tårn var oprindeligt en af mange porte i bymuren, men står nu ganske alene og ligner lidt et kirketårn uden kirke.

Lige før tårnet gjorde vi holdt, da kaffeduft gav akut behov for kaffe og kage. Efter hurtig kageindtagelse lod vi Gemalen og Kamelen blive siddende, og så for Donnaen og jeg rundt i de nærmeste skobutikker og centret lige overfor.

Derefter vendte vi næsen den anden vej og traskede tilbage. Forbi den trekantede Universitätsplatz med det smukke gamle universitet og det sjove springvand, Brunnen der Lebensfreude. Der er adskillige figurer, men især et liggende (svævende?) par har temmeligt blanke områder hist og her. Men parret kan med lidt god vilje bruges som bænk, og så er det nok helt tilfældigt (?!), at man netop griber om hans ædlere dele, når man rejser sig fra hans flotte sixpack.

Både omkring universitetspladsen og langs hele Kröpeliner Strasse findes en lang række flotte, gamle huse. Mange med gavlen ud mod gaden i ægte hansa-stil. Ind i mellem er der også nyere huse, og blandt holder McDonald's til i en ny bygning, hvor man har prøvet at ramme den gamle stil med en høj, smal gavl ud mod gaden. Det ser faktisk overraskende godt ud.

Da vi nåede det sted på gaden, hvor vi skulle dreje for at komme tilbage til bilen, gik resten af selskabet i stå, men Fruen fik allernådigst lov til selv at marchere det sidste stykke frem til Neuer Markt, som ud over at være kæmpestor også omkranses af en række flotte bygninger. Blandt andet rådhuset, som er i bedste lyserøde marengsbarok. Det vil sige; det er kun facaden, der er lyserød og marengsagtig. Bag facaden gemmer sig en ældre gotisk bygning, hvoraf man kun kan ane den øverste del af en gammel syv-tårnet pralegavl (jeg aner ikke, hvad den korrekte betegnelse er) af den slags, som skal få bygningen til at se større og flottere ud, end den i virkeligheden er inde bagved. Det ser ret pudsigt ud, men skal måske ses som et eksempel på snusfornuft blandt de gæve købmænd i hansestaden. For hvorfor vælte en udmærket gotisk bygning, hvis der kun var behov for at udskifte facaden?

Og så havde vi set Rostock.

Eller det havde vi selvfølgelig overhovedet ikke. Men vi havde nået at få et hurtigt glimt af en dejlig by, som nu er føjet til listen over de efterhånden uendeligt mange steder, jeg gerne vil tilbage til for at kigge lidt nærmere på.

Kröpeliner Tor.

Et ikke-set slot

Før familiens udflugter til det store udland stikker Fruen som regel næsen i diverse rejsebøger for at kloge sig lidt i, hvad der måtte være at se eller opleve på eller i nærheden af destinationen. Fruen synes nemlig, det ville være ærgerligt (nok mest for hende selv), hvis vi går glip af et eller andet.

Men somme tider kan det være svært at få alle Fruens gode ideer ført ud i livet, fordi hun gør regning uden hverken cykelløb eller lokalkendskab.

For eksempel ligger der et smukt renæssanceslot i Güstrow. Det mente Fruen, at hun skulle se.

Andre i familien sukkede hørligt, men da et hold cykelvenner med (formodet) større slots-interesse også skulle deltage i mtb-O-løbene, tænkte Fruen, at så kunne hun da bare følges med dem, mens ignoranterne de andre luftede Kamelen.

Desværre meldte venneparret afbud, da han var styrtet i løbet af ugen og stadig var alt for øm til noget som helst. Så gik den plan i vasken. Fruen var dog stadig fortrøstningsfuld.

Det usmarte ved at ville ting på dage med cykelløb er, at de, altså cykelløbene, sjældent ligger tidligt på formiddagen, så man kan få dem overstået og koncentrere sig om noget andet. De ligger tværtimod ofte midt eller sidst på dagen.

Således også det første løb i Güstrow. Gemalen skulle starte midt på eftermiddagen, men vi kunne godt nå et kort besøg i Güstrow inden. Hvad, vi ikke vidste, var, at der mellem Sternberg og Güstrow netop i den weekend var et kæmpestort dyrskue. Og det skabte køer, af bil-slagsen forstås, lange køer. Så det tog lidt længere tid end planlagt at komme ind til byen.

Slotsbesøget blev derfor straks udsat til næste dag, hvor Gemalen faktisk skulle starte midt på formiddagen og måtte formodes færdig ved middagstid. I stedet koncentrerede vi os om at kigge på den gamle, hyggelige bymidte og om at få købt noget frokost.

Den var virkelig hyggelig, bymidten. Et torv med en kæmpestor kirke og et lille marked i kirkens skygge. Et fint, gammelt posthus, et rådhus og andre fine bygninger ud mod torv og hovedgade. Og også bygninger, der var ved at falde sammen om ørerne på beboerne, så snart man bevægede sig lidt ud i sidegaderne. Kontrasterne var store.

Så snart vi havde provianteret, måtte vi hjem til Sternberg. Så familien kunne blive læsset af, Gemalen spise sin frokost og køre igen. For at undgå de lange bilkøer ved dyrskuet, valgte Gemalen en alternativ rute. Og det skulle han aldrig have gjort. For der er stor forskel på jyske biveje og østtyske ditto. Og Ruth (GPSen, you know) var ikke i stand til at skelne mellem brosten, grusveje og asfalt. Vi kørte tit kun 20 km/t, men vi skumplede og bumpede. Og den stakkels Kamel tumlede rundt i sin transportboks.

Hjem kom vi, men det havde garanteret bedre kunnet betale sig at køre den slagne vej og tage bilkøerne med.

Gemalen drog afsted igen efter lynhurtigt at have indtaget frokost, mens han skiftede til cykelkluns. Og han kørte sit cykelløb, og han kom hjem igen. Og så tog vi til Rostock, som vi gerne ville besøge, mens butikkerne - forhåbentlig - stadig var åbne.

Næste dag skulle Gemalen, som nævnt, starte relativt tidligt. Og vi kunne godt være taget med, men Donnaen syntes på ingen måde godt om udsigten til at skulle sidde på en bænk i mindst en time og underholde/passe på Kamelen, mens jeg kiggede på slot. Se slottet gad hun ikke rigtigt, og bare parkere Kamelen uden for i så lang tid kunne vi ligesom heller ikke. Så vi blev hjemme. Og Fruen satsede på at se slot om eftermiddagen, før hjemturen.

Men så var det, at Gemalen ikke kom hjem på det forventede tidspunkt.

En halv time senere var han stadig ikke kommet, og mobilen var tavs. Nu begyndte Fruen at synes, det var lidt træls, så hun prøvede at ringe. Hvilket selvfølgelig var dumt, for et ikke besvaret opkald er værre end slet ikke noget opkald. Irritationen blev så småt afløst af bekymring. Hvorfor kom han ikke hjem? Og hvorfor svarede han dog ikke?

Flere ubesvarede opkald fulgte, og Fruens bekymring blev til kun slet skjult nervøsitet. Veludviklet fantasi kan somme tider være en dårlig ting ...

Da Gemalen endelig svarede og undskyldte sig med, at banen liige var lidt længere end antaget, og at han liige havde været ude i noget post-rækkefølge-roderi, havde Fruen allerede været i gang med at spekulere på, hvordan i alverden hun skulle få sig selv plus barn og hund fragtet ind til det hospital i Güstrow, hvortil Gemalen givetvis måtte være blevet bragt, når nu det var ham, der havde bilen?

- Jamen, jeg er jo lige her, sagde Gemalen uden at lyde spor brødebetynget, og om et kvarter er jeg hjemme igen.

- Ja ja, det er fint, svarede Fruen en lille smule træt.

Og så sænkede hun skuldrene, gik ud og luftede Kamelen og glemte alt om renæssanceslottet i Güstrow.

Men det står der stadig, og kommer vi forbi en anden gang (hvad er chancen så lige for det?), så vil jeg altså se det.

Det ikke-sete slot i Güstrow. Billedet er lånt her.

Baskervilles hunde

Gemalen skulle til mtb-O-løb i Tyskland. Åh jo, det skulle han. Nogen havde i deres visdom henlagt et par etaper i en dansk cup til Tyskland. Og når man frygtelig gerne vil vinde den cup, er man jo nødt til at deltage.

Så der blev booket overnatning et eller andet sted i nærheden af Güstrow (øst for Schwerin, syd for Rostock).

Et par dage før afrejse tjekkede Donnaen sin fars reservation.

- Der er altså kun ét værelse, udbrød hun forundret. Hvor skal vi andre være?

- Lad mig lige se, svarede Gemalen. Du trykker vist et forkert sted.

Men Donnaen havde ret. Der var kun et værelse. Og nu kunne Gemalen godt huske, at han havde bestilt et familieværelse.

- Skal vi så være der alle fire? udbrød Donnaen vantro. (Den fjerde var Kamelen, som også skulle med, da hun ikke var kennelhoste-vaccineret, som hundepensionen forlangte. (Det er hun så nu)).

- Ja, sagde Gemalen glad. Bliver det ikke hyggeligt?

- NEJ! hvæsede Donnaen og Fruen i kor. Kamelen sagde ingenting.

For når Gemalen skal køre løb, skal han helst ikke have sin skønhedssøvn spoleret af, at vi andre skubber eller sparker til ham, fordi han snorker. Og hvis vi ikke må det, får vi jo ikke sovet ...

Derfor valgte Gemalen af afbestille, og så gik der et par dage, hvor vi ikke rigtigt vidste, om vi skulle afsted allesammen eller kun Gemalen. Men så lykkedes det at finde et sted i fornuftig afstand (alt er relativt) af Güstrow. I udkanten af Sternberg. Et sted, der var særlig hundevenligt. Hvor vi kunne få to værelser.

Baskerville Hotel.

Sådan hed det. Hedder nok stadig.

Hvorfor ved jeg ikke. For jeg turde ikke spørge. Om ejeren virkelig syntes, det var det mest geniale at kalde et hundevenligt hotel? Eller pension nok snarere. Hotel var lidt en overdrivelse. For selv om jeg ikke helt kan huske historien om Baskervilles hund, var det så ikke noget med en meget uhyggelig spøgelseshund? Så hvorfor opkalde sit hundevenlige sted efter en spøgelseshund? Virkelig sært.

Anyway. Det var et udmærket sted. Hvis man kunne se stort på den manglende luksus og i stedet glæde sig over, at det ikke gjorde så meget, at ens vovse gik ind med våde og snavsede poter. Sjaskede vand ud på gulvet og lagde løse hundehår over det hele.

Der var en håndfuld andre hunde, men vi lærte hurtigt at navigere i mellem dem, og så var det egentlig overraskende problem- og støjfrit med så mange, fremmede hunde under samme tag. Kamelen var dog nødt til et par gange at markere, at hun altså også boede der, hvis nogen tillod sig at passere på gangen efter hendes sengetid. Kun et enkelt VOV!, men rigeligt til at vække både Donnaen og mig, som jo sov mindre end to meter væk.

Når man skulle ud, skulle man lige åbne og lukke en havelåge. Især det sidste kunne være afsindigt svært, når man fulgtes med tissetrængende hund. Det lykkedes dog mirakuløst nok hver eneste gang, og derefter var der kun 50 meter til skov og mark. En skov, der var ny og spændende og, skulle man tro den konstant vibrerende kamel-snude, tilsyneladende duftede af alle mulige fantastiske ting. Og en mark, hvor Kamelen kunne ræse rundt i fri dressur uden at genere nogen. Ikke andre end mig i hvert fald. Jeg var meget tæt på at få fejet benene væk under mig, da glad Kamel kom galoperende ned ad bakke og gled i det våde græs, lige før hun nåede mig ...

Men jeg slap med skrækken, og vi kunne alle tage ind på den lokale pizzarestaurant, og mens vi andre spiste vores aftensmad, kunne nu temmelig træt Kamel flade ud bag bordet. Jo, vi måtte gerne tage Kamelen med. Nu var det ikke just nogen gourmetrestaurant, vi besøgte. Men alligevel. Jeg bliver stadig overrasket, når det faktisk kan lade sig gøre. Nogle steder. Vi har endnu ikke prøvet i Danmark, og jeg forestiller mig, at det bliver svært.

***

Gemalen fik kørt sine løb. Med det ønskede resultat. Og vi andre fik også oplevet lidt af det, vi (læs: Fruen) gerne ville. Derom senere.

En af de - ahem - særprægede hundefigurer, som var placeret
forskellige steder foran Baskerville Hotel.
Skoven begynder ved det store træ, og marken i lysningen.

Fletteevner eller mangel på samme

Pyh, mit blodtryk altså!

Hvor var jeg bare sur, gal, knotten og aldeles utilfreds med danskerne og Danmark i går.

Jeg kan stadig blive helt hidsig bare ved at tænke på det.

Vi havde tilbragt weekenden i Tyskland. God tur iøvrigt. På vejen ud fredag var vi dog dårligt nået syd for grænsen, før trafikken begyndte at drille. Radioen flød over med advarsler om Stau, stockender Verkehr og jeg ved ikke hvor mange kilometer med Stop'n'go (hvem vil være sød at forklare mig forskellen på de to sidstnævnte?) Så vi endte med at køre, hvad der føltes som 1000 kilometer, men reelt var cirka 250 kilometer mere eller mindre på landevej.

Hjem derimod gik det fint hele vejen.

Lige til vi nåede grænsen.

Her sænkede Gemalen skuldrene og stoppede så meget hø i ørerne, at han mistolkede den advarsel om kø, der kom i det sekund, vi passerede grænseskiltet.

- Hvad var det han sagde? spurgte Fruen, der heller ikke havde hørt ordentligt efter.

- Det var ikke her, sagde Gemalen, og passerede netop da en afkørsel i høj fart.

- Jamen..

Og så sagde Fruen ikke mere, for så kunne vi se bagenden af køen. 

Uden mulighed for at dreje af.

Grrrr!

Vi hang fast i suppedasen i næsten en time.

Og bevares; det er da set værre. Men hold nu kæft (pardon my French), hvor er det beskæmmende at finde ud af, at det hele 'bare' skyldes tåbelige bilister og ordensmagtens manglende lyst til at forlade kaffestuen og komme ud og hjælpe trafikken på gled.

For vejen var jo ikke spærret. Der var hele tiden (i hvert fald mens vi fornøjede os med at holde i kø) ét spor farbart. Som det hedder. Altså kunne man glide forbi med almindelig forsigtighed (læs: 40-50 km/t) i det ene spor.

Men det kræver, at man fletter. Fra to spor til ét spor. Og det volder åbenbart meget store kvaler for de allerfleste. For vi holdt stille. Og så trillede vi 100 meter med 13 km/t, og så holdt vi igen. Helt stille. Og sådan fortsatte det.

Heldigvis havde vi kort tid før holdt tisse- og kaffestop, så vi var ikke akut trængende.

Til gengæld havde vi rigtig god tid til at fundere over tingene.

Og vi var ret enige om, at den dag vi får magten, så kommer der andre boller på suppen. Stol trygt på det!

Allerførst vil vi slå fast, at alle danske bilister er nogle imbecile tåber. Sådan er det. Og skulle der være nogle få fornuftige imellem, så er de omgivet af så mange båtnakker, at det alligevel ikke gør nogen forskel. Læg dertil østeuropæiske børster i lukkede varevogne. 

Ja, vi havde et near miss i forbindelse med et vognbaneskift.
- Det var da ikke min skyld, sagde Gemalen forurettet.
- Nej, men du kunne jo se, at det var en kassevogn på østeuropæiske plader!
And don't you ever argue with østeuropæere i kassevogne ...

Imbecile tåber kan jo i princippet ikke gør for det. Så de skal hjælpes.

Her burde politiet komme ind i billedet.

Politiet var ikke inde i billedet i går. (Jeg har senere læst mig til, at politiet faktisk havde været ude, men hvorfor var betjentene så taget hjem til kaffen igen?). De eneste blå blink, vi så, sad på de falck-biler, der var involveret i oprydningen. Ikke en eneste betjent så vi. De kunne ellers have gjort god gavn. Enten ved at dirigere trafikken. Når nu ingen kan finde ud af at flette. Eller endnu bedre ved at lukke motorvejen og i løbet af nul komma fem at etablere en skiltet omkørsel.

Hvor svært kan det være? De kan jo finde ud af det i udlandet. Blandt andet i Frankrig har vi set flere eksempler på, hvor massivt politiet har været til stede i forbindelse med (selv relativt små) ulykker og i løbet af ingen tid har fået kørt skiltevogne med mere i position, så alle kan blive guidet uden om.

Endelig er der trafikradioen.

Det er et internationalt problem, som nogen burde forholde sig til på EU-plan. Mindst.

For på samme måde, som vi har bare en lille bitte smule svært ved at forstå franske trafikmeldinger og må melde helt pas, hvis de er på polsk eller portugisisk, så er der altså nogle få stakler på det danske vejnet, der ikke forstår dansk. Og ligegyldigt, hvor mange gange meldingen om, at 'oprydningen efter den lastbil, som tidligere på dagen væltede på den sønderjyske motorvej, stadig skaber massiv kø' gentages, så bliver staklerne altså ikke klogere. Så hvorfor har man ikke forlængst indførst, at alle større trafikale kvababbelser bliver meldt ud på både nationalsproget og på engelsk?

Gemalen og jeg kunne hurtigt enes om, at det selvfølgelig også skal indføres.

På det tidspunkt kom vi endelig frem til den væltede lastbil og nåede således ikke at få flere planer for den kommende magtovertagelse på plads. 

Glor på vinduer

Kamelen skal jo luftes. Det er der ikke noget nyt i. Så vi traver troligt afsted. I nabolaget og i de nærtliggende småskove.

Men eftersom dagslyset er hastigt svindende, bliver det til færre og færre skovture.

For det første er jeg lidt af en kylling, hvad angår skovture i tusmørke. Kamelen skal nok holde eventuelle bøhmænd væk, men jeg slapper alligevel ikke ordentligt af. For det andet kan jeg ikke se, hvad jeg træder på eller i. Hverken skovsnegle eller vandpytter. Og for det tredie kan jeg ikke se, hvad Kamelen stikker sin nysgerrige snude i.

Og der er nok at stikke snuden i. Foruden alle de andre mærkværdigheder er der i øjeblikket et hav af forskellige svampe. Blandt mange andre er der virkeligt mange røde fluesvampe. Jeg tror faktisk ikke, jeg har set så mange før. Men det kan muligvis hænge sammen med, at jeg ikke tidligere har gået så meget i skovene? Anyway, selv om Kamelen er majet klog og selvfølgelig ikke finder på den slags (og så glemmer vi lige alt om lupiner), så er jeg alligevel ikke helt tryg ved tanken om, at hun potentielt kan gå og mæske sig i røde fluesvampe i ly af mørket.

Altså må flere af vores ture være nabolagsture på fortove eller oplyste stier.

Det er faktisk også ganske fint.

I hvert fald for en, der er så nysgerrig som jeg.

Før vi fik Kamelen, vidste jeg ikke ret meget om vores nabolag. Vi har jo heller ikke boet her mere end 6-7 år. Nu kender jeg de fleste veje. Stikveje og smutveje. Og stierne på tværs, bag om villavejene og gennem de grønne områder.

Ikke desto mindre kan jeg stadig overraskes over, hvordan stisystemerne hænger sammen. Hvordan man ved at gå bagom kan komme fra område A til område B og pludselig opdage et helt 'nyt' ben på en vej. Der går ikke en uge, uden at jeg kommer hjem og fortæller Gemalen om mine nye 'fund'.

Dertil kommer så alt det, man oplever, når man ikke går og ser ned i fliserne, men lystigt kigger ind i folks indkørsler og haver. Det der med at kigge ind gennem vinduerne er vi ikke helt kommet til endnu, men det lyder bedre i overskriften.

Først og fremmest ved både Kamelen og jeg, hvem der har hund. Om de er store eller små. Søde eller dumme og aggressivt gøende. Og når der i gennem længere tid mangler en hund på de sædvanlig ruter, bliver vi lidt bekymrede. Er den syg, flyttet eller kommet af dage? Forleden stod forklaringen på den store, sorte bamsehunds forsvinden i form af et til salg-skilt i forhaven til bamsehundens hus. Nu skal vi så bare finde ud af, hvorfor vi ikke har set den rare, gamle brune labrador med det indlysende navn Bruno siden først på sommeren?

Og der er pæne, velholdte haver. Almindelige haver og decideret misligholdte haver. Haver, hvor alt er snorlige, trimmet og klippet perfekt. Og haver, hvor man dårligt ville turde vove sig ind af skræk for at falde over ting glemt og gemt i græsset. Der er haver med høns, og så er der haver, der slet ikke er haver, men bare et goldt fliselandskab og en plæne med hæk udenom.

Indkørslerne er fyldt med biler og cykler, barnevogne og legetøj. Og i carportene hænger sengetøjet til tørre og afslører, om beboerne er retro-hippe eller bare har en svigermor med dårlig smag.

Postkasserne havde jeg ikke ofret mange blikke. Ikke før den dag, hvor jeg pludselig kunne se, at der manglede et navn på en postkasse. Der havde været to. Nu stod kun mandens tilbage. Måske forklaringen på det snigende forfald, der var begyndt at præge ejendommen hen over sommeren.

***

Det bliver også godt, når der lige straks kommer lys i vinduerne.

Nu håber jeg bare, at folk ikke trækker for ...

Hvem har taget en bid?

Tykke!

- Hun er da ved at blive lidt tyk, sagde damen, da vi mødtes igen første gang efter sommerferien.

- Hvad??

- Ja, I bliver nok nødt til at holde lidt igen, for hun skal i hvert fald ikke blive større, fortsatte kvindemennesket ufortrødent.

- Nå. Øh. Jamen ...

Jeg ved ikke, hvordan jeg så ud i ansigtet efter den svada, men jeg var nok en lille smule mellemfornøjet.

Heldigvis handlede det ikke om Donnaen, som absolut ingen kan beskylde for at veje spor for meget. Det drejede sig derimod om Kamelen, og det var hundetræneren, der var ude med riven.

Den dame, hundetræneren altså, siger altid præcis, hvad hun mener. Og det kan man så lide eller lade være.

Jeg synes heldigvis, konen er fantastisk.

Men den med vægten havde jeg ikke lige set komme. Gemalen heller ikke. Vi syntes sådan set begge, at Kamelen så ganske pæn ud. Så da jeg var forbi dyrehospitalet i anden anledning spurgte jeg den søde veterinærsygeplejerske:

- Sig mig, er Kamelen ved at blive for tyk?

- Tjah, så må jeg lige mærke ordentligt efter, sagde hun og stak fingrene i siden på Kamelen, der henrykt forsøgte at slikke hende i ansigtet.

- Nå?

- Joh, hun er faktisk lige tyk nok. Der er lidt for langt ind til ribbenene, konstaterede veterinærsygeplejersken. I må holde lidt igen, så vokser hun nok hurtigt fra det.

Okay. Godt så. Sagkundskaben har talt. 

Endda to gange.

Kamelen skal på skrump!

Og jeg føler mig lidt dum. Eller måske i virkeligheden lidt klogere. Jeg skal aldrig mere harcelere og mene, at det er ubegribeligt, sært og en lille smule ringe, når folk ikke er i stand til at se og erkende, at deres børn er for tykke. Når jeg ikke en gang selv kan se, at min hund er ved at nærme sig noget, der ikke er superfit længere. Måske er det slet ikke så let at indse den slags? Det går jo meget godt. Den ene dag tager den anden, og pludselig står man med et overvægtigt barn eller en fed hund.

Men så er det jo godt, at der findes barske hundetrænere, der kan åbne ens øjne for virkeligheden.

Så nu kommer Kamelen på skrump.

En forsigtig en af slagsen. Hvor hun fortsat får sin faste portion morgenfoder, men ikke bliver sat op som ellers planlagt. Og så skal godbidderne ikke bare komme oveni, men strengt modregnes i aftenrationen. Det er heldigvis ikke så svært, for både Gemalen og Donnaen er ret nærige med godbidder, så jeg skal bare holde regnskab med, hvad jeg selv har stoppet i hovedet på hende i løbet af dagen.

Det burde være til at finde ud af.

Og, nåh ja, vi skal også sørge for at Kamelen selvfølgelig får mindst lige så meget motion, som hun plejer. Og får hun motion, får jeg motion. Ren win-win. Dog synes jeg, at efteråret modarbejder os på den front. Der er simpelthen allerede alt for få lyse timer tilbage i døgnet.

Men det er en helt anden historie.

Som nok kommer en af dagene.

Tyk, mig?!?
Og ja, jeg har skrabet min snude ...

Hvad Gemalen IKKE skulle have sagt om edderkopper

Det er edderkoppe-tid igen.

De vrimler ind igen.

Donnaen og jeg hader dem igen-igen.

Det har jeg skrevet om tidligere, og nu gør jeg det så igen-igen.

Siden sidst er Kamelen kommet ind i billedet, og det viser sig, at hun er overraskende god til edderkoppe-udryddelse.

- Sig mig, åd hun den? udbrød Gemalen forbløffet, da vi forleden stod ude på terrassen.

- Hvad snakker du om? spurgte jeg desorienteret.

- Den edderkop, der sad lige dér, svarede Gemalen og pegede på et ødelagt spind mellem to havestole.

Eftersom jeg ikke havde set hverken edderkoppen eller Kamelens formodede edderkoppe-indtagelse, kunne jeg ikke svare.

Men siden har jeg flere gange på vores gåture set, hvordan Kamelen pludselig får øje på en edderkop i et spind og så HAPS!

Egentlig er det lidt klamt, og jeg kan ikke forestille mig, at en edderkop kan være nogen særlig udsøgt delikatesse. Men altså, Kamelen skal ikke høre et ondt ord for det.

Der ryger sikkert også nogle stykker på den måde indendørs. Det håber jeg da, selv om jeg ikke har set det. Endnu. Det ville da være en rigtig fin og ganske uforudset bonus ved at have fået Kamelen i huset.

Bare ærgerligt, at hun ikke er udstyret med vinger, for der er altså rigtigt mange edderkopper, der vælger at sidde højt oppe på væggene og glo ned på en, når man skal i seng. Hvilket giver anledning til et stort dillemma: Skal man lade dem sidde og håbe, at de vælger en anden rute end hen over ens dyne? Eller skal man (læs: Gemalen) prøve at få dem ned med teleskop-kosten, og så håbe, at man (altså han) kan nå at ihjel-slå dem, inden de suser ind under sengen? Kamelen kan heller ikke være under sengene, så det hjælper ikke at kalde på hende, hvis en nedfalden edderkop først har taget flugten.

Igår aftes havnede vi i sidstnævnte situation. Gemalen havde basket, og edderkoppen - en kæmpestor en - var drattet ned bag sengene, hvilket bestemt ikke fornøjede Fruen.

Og så var det, Gemalen kom med årtiets værste kommentar:

- Du tror da vel ikke, at det er den eneste edderkop, der er herinde?

Et kort øjeblik var jeg lige ved at overveje, om det alligevel ikke havde været bedre, hvis hviderusserne havde taget ham ...

En eneste lille souvenir

Der er igen ro på i det lille hjem.

Gemalen er retur fra Polen

I ét stykke og i godt humør.

Faktisk kom han hjem allerede lørdag aften.

Som vi havde håbet på, men ikke rigtigt turdet tro på.

Udturen havde taget sin tid. Der havde været vejarbejder og køkørsel og deraffølgende skovtur omkring Berlin. Og det havde været svært at finde den endelige destination, da ingen havde gjort opmærksom på, at hotellet lå to en halv kilometer fra landevejen ad grusvej gennem en skov. Den forudbestilte overnatning på vejen havde derfor været helt nødvendig.

Men hjemad gik det hele som smurt. Cirka 1400 km på cirka 14 timer. Det er meget godt kørt, når man tænker på, at omtrent halvdelen er kørt i Polen. Men så var det vist heller ikke blevet til mange stop undervejs ...

Så lørdag aften lidt i ti nåede Gemalen hjem.

Lige tids nok til at hente en pizza, for Fruen havde ikke kalkuleret med, at der skulle serveres aftensmad.

Souvenirs og interessante indkøb var det ikke blevet til. Gemalen mente ikke, at vi ville være blevet specielt begejstrede for de træskærerarbejder, som kunne købes i Bialystok og omegn.

Så høsten indskrænkede sig til lidt kaffe og en reklamekuglepen ...

Og så lige den lille fine metal-souvenir, Gemalen sikrede sig selv den sidste dag. Den dag, hvor det ikke regnede, hvor han tog posterne i rigtig rækkefølge, og hvor han ikke kørte i grøften. Den dag, hvor han, til trods for at den lange distance altid øger risikoen for, at deltagerne går sukkerkolde mellem ørerne, kun bommede i moderat grad.

Den dag, hvor han fik klemt sig ind i medaljerækken og fik en nydelig bronzemedalje.

Og - oh! - den var jo det hele værd.

Er den ikke fin?
Det synes Gemalen i hvert fald.