Kulturelt overload II

Efter Det Sixtinske Kapel styrede vi direkte mod Peterskirken.

Eller rettere mod den modsatte ende af Peterspladsen. For det var her køen begyndte.

Da det er gratis at komme ind, kan man ikke købe sig uden om køen. Eller det kan man vist nok godt, hvis man vælger en guidet tur gennem museet. Men det havde vi ikke valgt, og altså stod vi pænt i kø.

I en tilsyneladende meget lang kø. Vi fik dog at vide, at vi - trods køens længde - nok ikke ville komme til at vente mere end cirka en halv time på at komme ind. Det var til at holde ud, og i øvrigt var der jo nok at kigge på imens.

Der var selve den enorme Petersplads omkranset af Peterskirken og kolonnade med statuer på toppen, der skinnede hvidt mod en blå, blå himmel.

Og så var der selve køen og hele det leben, der var i og omkring køen.

Gadesælgere gjorde ihærdige, men alligevel ikke vildt påtrængende forsøg på at sælge selfie-stænger og andet skrammel. Folk sad på trapperne langs kolonnaden og nød solen. Og i køen forsøgte folk at befri sig for alt for meget overtøj. Foråret var kommet til Rom, og hvor pels, tykke sweatre og mange tørklæder havde været en rigtig god ide dagen før, var det nu kun til besvær, mens vi alle stod i solen og småbagte.

To små kinesiske piger lige foran os delte rundhåndet ud af deres chokoladekiks til pladsens duer. Det betød en del flaksende duer omkring os, og Donnaen, der hader bæsterne, var lidt udfordret, så længe der var kiks tilbage i posen.

Lidt længere fremme stod et ældre amerikansk ægtepar. De fulgtes med en ung mand i præsteornat - en søn, en nevø eller måske naboens søn? Den unge mand var tydeligvis meget vidende, og det ærgrede mig lidt, at jeg ikke syntes, at jeg bare kunne hægte mig på og få alle hans historier med.

I mellemtiden var der gået cirka tre kvarter, og køen, og vi med den, havde flyttet os fra den ene ende af Peterspladsen til den anden. Eller måske omvendt; fra den anden til den ene ende. For 'den anden ende' er vel den længst væk fra kirken? Og vi kunne se, at vi skulle igennem et lufthavns-tjek for at komme ind. Det var anden gang den dag. Og lidt trist, at det skal være nødvendigt.

Vel inde i kirken, kunne vi - så snart vi havde fået vejret igen - ikke lade være med at undre os over, hvor alle de andre mennesker fra køen mon var henne? Kirken virkede på ingen måde overrendt, men nærmest halvtom. Det var dejligt, men også lidt sært. Den eneste fornuftige forklaring må være, at kirken i kraft af sin størrelse kan rumme virkeligt mange mennesker, uden at de fylder ret meget. Lidt eftergoogling viser da også, at der er plads til 60.000 mennesker (pænt siddende på stole til messe, går jeg ud fra), og vi var vel bare et par procenter af det tal.

Så der var god plads til at gå rundt og kigge. Kigge op i den mægtige kuppel. Og på højaltret, der står som en gigantisk konstruktion midt i det hele med sorte, snoede søjler og baldakin. Man kan lide det eller lade være. På afstand synes jeg mest, det ligner en forvokset himmelseng ... Og så er der pavestolen, og alle marmorfigurerne; både den superkendte af Michelangelo med Madonna og den døde Jesus og det knapt så kendte gravmæle for en af paverne udført af Thorvaldsen.

Og alle de andre ting.

Efterhånden trængte vi ret meget til at sidde ned, men det er ikke noget, man bare gør. Der er ikke umiddelbart nogen stolestader, og en kinesisk pige, der satte sig på gulvet, kom meget hurtigt op at stå igen, da en vagt straks kom ilende. Foran et sidealter var der dog stole beregnet til bedende. Dér luskede vi hen og fik da også lov til at blive siddende uantastet. Men vi var altså også meget stille.

Der var også en masse ting, vi ikke så. Vi var trætte og derfor hverken nede i krypten eller oppe i kuplen. Det må blive en anden gang.

Så vi gik ud igen og traskede forbi en schweizergardist og ned mod floden.

Nu havde vi god tid og lagde blandt andet mærke til de mange gejstlige, der færdedes frem og tilbage. De fleste til fods. Men ikke alle behøver at bevæge sig ved hjælp af apostlenes heste. På et tidspunkt gled en kæmpestor, sort Mercedes med chauffør op langs kantstenen, og ud steg en midaldrende herre i præsteornat. Eller noget. Jeg er ikke god til at skelne de forskellige typer præstepåklædning fra hinanden, men går stærkt ud fra, at man, hvis man er så fint kørende, mindst må være kardinal eller ærkebiskop eller måske pavelig finansminister?

Længere henne, ved Castel Sant' Angelo, nød turister, gadesælgere og andet godtfolk solen.

Nogle gademusikanter var oppe at toppes over, hvem der måtte spille det ene eller andet sted.

Og så var vi tilbage i virkeligheden igen.

Blå himmel over Peterspladsen.

Kulturelt overload - I

Næste dag..

Jo, der var også en eftermiddag efter vores segway-tur, men det var så koldt, at hverken Piazza Navona eller Pantheon var nogen fornøjelse, så det gider jeg ikke skrive om. 

Så altså; næste dag skulle vi igen relativt tidligt op. For der var købt billetter til Vatikanets museer.

Og Donnaen var grundigt utilfreds.

For det første over - igen - at skulle tidligt op. (Før otte defineres som skrækkelig tidligt, når man har ferie). For det andet over at skulle både på museum og i kirke på én og samme dag. 

Men der var ingen kære mor, og afsted gik det. Godt pakket ind, for det havde jo været hundekoldt dagen før.

Fra Piazza Venezia er der ikke længere, end at man sagtens kan gå til Vatikanet og Peterskirken.

Hvis altså man har tid nok ...

Det mente vi nok, vi havde. For dagen før var vi - igen - gået lidt forkert og havde pludselig haft både Peterskirken og broen over Tibern i sigte. Og så vidste vi jo nogenlunde, hvor langt der var.

Men Peterskirken er bare - surprise! - ret stor.

Og syner dermed tættere på, end den i virkeligheden er.

Så der var faktisk et pænt stykke fra broen til Peterskirken. Og så skulle vi endda om bagved for at finde mødestedet for vores tur på museet. Eller tur var det jo ikke. Men hvis man ville undgå køen, købte man billetter på nettet og blev tilsagt at møde op på et bestemt sted på et bestemt tidspunkt for så at blive lukket ind i hold, hvorefter man kunne fortsætte på egen hånd.

Guidede ture kunne man selvfølgelig også købe, men det skulle vi ikke nyde noget af.

Turen fra selve Peterspladsen og om bagved var også noget længere end lige beregnet, så vi fik til sidst ret travlt. Eller måske var der ikke så langt, men da Fruen havde glemt at printe det præcise kort ud fra google maps, måtte jeg nøjes med oversigtskortet fra hotelreceptionen, og der manglede altså et par detaljer (læs: små bitte gader). Hvorfor jeg selvfølgelig blev i tvivl og brugte lidt for lang tid på at dreje rundt om mig selv og overveje vejvalg. 

Vi nåede dog frem cirka et minut i mødetid. Og kunne så - ironisk nok - fornøje os med at stå og vente i cirka et kvarter, mens guiden - altså hende, der bare skulle lukke os ind i de hellige haller - brugte tid på at krydse alle af på en liste og sortere nogle få med forkerte billetter fra. Først derefter kunne vi gå ind. Og så vente på, at guiden hentede adgangsbilletter. For at kunne det, skulle alle børn gå med, så billetskrankedamen selv kunne danne sig et indtryk af, at der rent faktisk var tale om børn ...

Omsider blev vi så lukket ind.

Og det er s-t-o-r-t. Meget stort. Alt for stort faktisk.

For man har jo ikke en kinamands chance - og dem var der ellers mange af, kinesere altså - for at se bare en lillebitte brøkdel af de ufatteligt mange udstillede genstande og udsmykninger. 

Så man må vælge. Eller gå kold et eller andet sted undervejs, går jeg ud fra.

Først valgte vi halvdelen fra ved at gå efter det skilt, der viste mod Det Sixtinske Kapel og ikke den anden vej.

I starten kiggede vi pænt interesseret, men ret hurtigt gik det op for mig, at selv på denne måde, ville vi være helt flade, længe før vi nåede Det Sixtinske Kapel, som er den absolutte finale. Så vi valgte mere fra og gik ret hurtigt forbi en masse samlinger. Ret synd faktisk. For hver - eller næsten hver - eneste samling er i sig selv et museumsbesøg værd.

Til sidst meddelte jeg Donnaen, at Raphaels værelser - eller sale er det jo - ville jeg altså se ordentligt på, før vi sluttede i Det Sixtinske Kapel. Så det gjorde vi. Og hvis det ikke var, fordi salene blev efterfulgt at lige netop Det Sixtinske Kapel, ville man gå derfra med en oplevelse af at have set noget fantastisk. For Raphaels malerier er på alle måder fantastiske. Kunstnerisk, historisk, indholdsmæssigt, hvad angår detaljerigdom, farver og så videre og videre. Og videre.

Bare ærgerligt.

For et øjeblik efter går man ind i Det Sixtinske Kapel.

Og så er det som om man får en omgang mental højtryksrens, for alt, hvad man har set de foregående timer, er øjeblikkelig glemt. Hovedet skal åbenbart være helt tomt for at kapere Michelangelos mesterværk.

Heldigvis er der en bænkerække i den ene side af kapellet, og heldigvis lykkedes det os at få os møvet os til en plads. Heldigvis fordi vi trængte til at sidde ned. Og heldigvis fordi det simpelthen er så meget nemmere at se alle loftsmalerierne siddende i stedet for stående. Man er heller ikke i fare for at blive trådt over tæerne og bakket ind i.

Dér sad vi så, og så og så.

Indtil vi ikke orkede mere og gik ud og sundede os og spiste en dårlig sandwich i museets cafeteria.

Derefter burde der egentlig være dømt pause, men det nyttede jo ikke noget, for vi skulle selvfølgelig også se Peterskirken, nu vi var der ...

Raphael: La disputa del sacramento.
(I Det Sixtinske Kapel må man ikke fotografere).

Rom på to hjul

.. hvor kom jeg fra?

For at den noget kulturforskrækkede Donna ikke skulle gå til af kedsomhed, måtte turen til Rom nødvendigvis også indeholde andet end kirker og museer.

At en klogere mor end jeg så nok havde valgt at bytte om på program- rækkefølgen er så en anden sag.

En klogere mor ville endda have haft vejrguderne på sin side. Men lad nu det være.

Så første programpunkt var en blanding af pligt og fornøjelse:

Det antikke Rom på segway!

Og hold da nu helt op, hvor var det sjovt!!

Det var også hamrende koldt. Men det var først og fremmest sjovt.

Vi havde booket hjemmefra, og selv om vi aldrig havde prøvet at køre på segway, mente vi nok, at når alle andre kunne, så kunne vi bestemt også.

Så vi stod op og iførte os mest muligt tøj, for temperaturen var kun lige over nul, og så gik vi de få hundrede meter ned ad gaden til segwaybutikken. Her blev vi mødt af vores guide og fik udleveret cykelhjelm og radiodims med ørebøffer, så hun kunne snakke til os, mens vi kørte.

Vi var fire - et engelsk kærestepar og så os, der skulle følges med vores guide, og vi fik nu allernådigst lov til at trække hver vores segway hen til en lille plads, ved Trajan-søjlen, hvor vi skulle lære at køre på den underlige dims.

Guiden drønede afsted på sin, og det så jo legende let ud, men var det nu også det?

Vi fik vores instruktioner og blev så sat i gang en efter en.

I starten gik det m-e-g-et langsomt, men ret hurtigt mente guiden, at vi var sikre nok, og så trillede vi afsted.

Som en flok ællinger efter vores andemor.

Hvad vi så allerførst, kan jeg faktisk ikke huske. Hvilket nok fortæller et og andet om, hvor travlt jeg havde med at holde styr på mit køretøj og øje med alle de mange, mange forhindringer, der nærmest voksede op foran mig: Ujævnheder, skraldespande, gående, skilte, fortovskanter, lavthængende grene, biler, de andre segway-kørere og alt muligt andet.

Og så kom vi til Colosseum, hvor vi parkerede vores segways og kunne gå lidt rundt (uden for vel at mærke) og kigge, mens vi fik en forhånds-indtalt introduktion i ørebøfferne.

Det var også her, vi for alvor stiftede bekendtskab med selfie-stang-sælgerne, som sammen med gladiator-udklædte mandspersoner myldrede rundt overalt. Til deres ros skal siges, at de aldrig var særligt pågående, men altid tog et nej for et nej. Langt værre var det med brugerne, der både den og de følgende dage havde det med at stikke deres stænger frem lige foran næsen på en, så snart der var bare den mindste photo opportunity.

Videre gik det. Forbi Palatinerhøjen, og nu var vi blevet så skrappe, at vi kunne få lov at krydse vejen og køre videre til Cirkus Maximus, hvor vi prøvede at forestille os flere end 200.000 romere til hestevæddeløb tilbage i antikkens tid. Blæsten dog bed så meget i næse og kinder, at vi ikke blev længe, men kørte videre op på Aventinerhøjen. Her var vi heldige, at der var nogle trafikløse strækninger, hvor vi kunne lade vores barnlige fartglæde tage over og suse afsted.

På toppen af Aventinerhøjen var der sol og læ, og her har Malteserridderne et palæ, der nyder en form for ambassade-status. Ind kunne man selvfølgelig ikke komme, men man kunne få lov at se gennem et nøglehul, hvor man så tværs gennem en have, hen over Tibern og helt over til Peterskirken. På den måde så man, som guiden pointerede, på tre stater på én gang. (Og nej, jeg vidste heller ikke, at malteserordenen har sådan en særstatus, men det har den åbenbart).

Dernæst nød vi den smukke udsigt over Tibern mod Trastevere, og så trillede vi ned igen. Donnaen mistede et øjeblik koncentrationen og slog pludselig et sving til venstre ind over en fortovskant. Heldigvis var hun på det tidspunkt dreven nok til at slippe over kanten uden andet end et lille forskrækket hvin. Og da vi andre også igen fik vejret, kunne vi alle grine sammen med hende.

Herfra til et sted lige bag Piazza Campidoglio, hvor man finder byens nok bedste udsigt over Forum Romanum. Her stod vi så og prøvede at forestille os, hvordan kejsere, senatorer og vestalinder i tidernes morgen - eller i hvert fald for omkring 2000 år siden - færdedes i og mellem de templer og andre bygninger, man nu kun kan se resterne af.

Et forestillingsprojekt, der var en lille smule besværliggjort af kulden. For i mit hoved var det altid godt vejr i antikken, og alle - ikke mindst damerne - gik rundt i lette gevandter. Og nu stod vi og småhoppede for at få kontakt til vores stivfrosne tæer ...

Men alligevel; man kan altså ikke lade være med at føle historiens vingesus omkring nakkehårene sådan et sted. Et sted hvor borgerne i en højtudviklet civilisation levede, mens vi herhjemme skubbede rundt med noget jernalder.

På tilbageturen mod vores udgangspunkt kom vi blandt andet forbi Teatro Marcello, der ligner en halv kopi af Colosseum. Med den forskel, at Teatro Marcello stadig er i brug. Guiden fortalte, at bygningen bebos af en gammel italiensk familie. Eftergoogling fortæller, at der om sommeren afholdes koncerter. Begge dele er muligvis rigtige.

Tilbage ved Trajansøjlen var der lidt tid til overs. Den kunne vi bruge til at undre os over, hvordan romerne for knap 2000 år siden har kunnet konstruere sådan en sejrssøjle på højde med Rundetårn (rundt regnet) og så endda gøre den hul og udstyret med en vindeltrappe. Vi kunne også bare vælge at fornøje os med at suse lige en lille ekstra tur rundt på pladsen, inden vi, ærgerligt nok, pænt måtte aflevere vores segways igen.

Især Donnaen lignede en, der meget hellere ville bortføre sin segway. Men også moren, der ellers af en ubarmhjertig Donna fik at vide, at 'du var altså den ringeste af os', syntes, det var så sjovt, at de første googlinger på mulige segwayture i sommerferien allerede er foretaget ...

Hvor gik Charlie hen?

Her gik Donnaen og jeg rundt i Rom og vidste ikke rigtigt, om vi skulle være glade eller beklemte over det massive politiopbud.

Der var politi over alt.

Som jeg sagde til Gemalen, da vi kom hjem, så tror jeg, at det på stort set hvert eneste sted, vi på noget tidspunkt opholdt os, ville have været muligt at råbe en politibetjent af den ene eller den anden slags op.

Det var voldsomt. og vi fik også at vide, at det var værre/voldsommere end normalt. Hvilket skyldtes terrorhandlingerne i Paris for en måned siden.

Ikke særlig rart at tænke på, men så var det jo godt, at vi bare boede i fredelige Danmark.

Tænkte vi.

Lige til vi vågnede op til nyhederne om, at to helt almindelige mennesker var blevet dræbt og fem betjente såret i to forskellige angreb i vores egen hovedstad.

Parallellerne til Paris er til at få øje på.

Og dog.

Reaktionerne er anderledes.

Meget anderledes.

Medierne har selvfølgelig været - så godt og vel - på banen. Statsministeren og selv dronningen er kommet med udtalelser.

Men vi almindelige danskere siger ikke så meget.

Taler ikke om, at vi er danskere, københavnere, jøder, filminstruktører eller noget helt andet. De sociale medier lever deres almindelige liv, og der er - mig bekendt - ikke optræk til store demonstrationer med statslederdeltagelse.

Hvorfor mon?

Er vi bare et duknakket folkefærd, der ikke så let griber til faner og store ord?

Er det kommet for tæt på? Var det nemmere at være solidarisk på afstand og ikke med dem rundt om hjørnet?

Prøver vi krampagtigt at holde fast i vores hverdag, og mener vi, at det gøres bedst ved at holde os til alle almindelighederne?

Eller har mediedækningen i Paris og nu i København været så overvældende, at vi simpelthen ikke kan kapere mere?

Måske lidt af det hele.

Og er det godt eller skidt?

Mig selv?

Jeg sidder på min flade og nøjes med at fundere lidt ekstra. 

Og det er måske det, de fleste gør?

Romersk 'bobby'.

Jydeskepsis og Trevi-senza-fontæne

En absolut ulempe ved at bo i provinsen er den lange afstand til lufthavne med mange billige afgange til alle mulige spændende steder i verden.

Faktisk ville det kun være rimeligt, hvis man som kompensation fik mindst én og gerne flere ekstra feriedage, så man ikke skulle bruge sin dyrbare ferie på bare at nå frem til lufthavnen.

Altså måtte Donnaen og jeg op alt for tidligt for at lade Gemalen transportere os de godt (læs: lidt flere end) 300 km til lufthavnen i Hamburg, så vi ved middagstid kunne flyve med German Wings til Rom.

Selve flyveturen gik planmæssigt, og bagagen kom rullende i løbet af ingen tid. Derefter var det tid at finde toget ind til byen. For Fruen havde læst, at shuttle busser var urimeligt dyre. Skiltningen var i orden, så det tog ikke lang tid, før vi stod foran billetlugen og skulle til at bede om billetter.

Men så skete der det overraskende, at mens billetdamen forholdt sig passiv, blev vi tiltalt af en lille mand, der sad ved siden af damen i billetburet. 

Han tilbød os, at vi kunne blive kørt lige til vores hotel med shuttlebus for 15 euro pr. næse. Det var kun én sølle euro dyrere end toget, og så slap vi for at gå fra stationen.

Det sagde vi ja tak til, og så skulle vi bare vente et øjeblik, før vi blev ført ud bagved til en lille minivan, der havde set bedre dage, og skramlede ind mod, hvad jeg håbede var centrum og vores hotel.

For med almindelig jydeskepsis var jeg lidt usikker på, om et så godt tilbud også var for godt til at være sandt, og vi i stedet ville blive kørt direkte til Napoli eller Palermo og indgå i en eller anden shady mafia-deal ...

Men alt gik godt. Chaufføren kørte endda overraskende pænt. Donnaen huskede stadig sin nærdøds-oplevelse med shuttlebussen i NewYork. Vi blev sat af ved hotellet, fik vores værelse og var hurtigt klar til den første lille tur ud i byen.

Vi boede lige ved Piazza Venezia, og det skulle vise sig endnu mere tæt på det allermeste, end jeg - på trods af adskillige kort-tjek - havde turdet håbe på.

Først ville vi (læs: jeg) gå op ad Corsoen. Men for at gøre det skulle vi over gaden, hvilket ved første øjekast så ud som en selvmorderisk affære med tre baner hæsblæsende trafik i begge retninger. Men så begyndte folk jo alligevel at gå over, og bilisterne stoppede pænt, så snart de første fodgængere bevægede sig ud på kørebanen. Vi skyndte os med og nåede på de få dage at forfine teknikken, så vi næsten altid fulgtes over de store gader med en større eller mindre flok andre mennesker.

Lidt oppe ad Corsoen drejede vi til højre for at finde Trevifontænen, men blev så distraheret af lyden af orkestermusik, og pludselig stod vi i stedet og så på et militær-orkester foran en stor bygning. At det var præsidentpaladset fandt vi først ud af senere, og om koncerten var en tilbagevendende søndagsbegivenhed eller skyldtes noget særligt, aner vi stadig ikke. 

Koncerten sluttede, orkestret marcherede ind gennem en port, og vi skulle prøve at finde ud af, hvor vi var. Det var i første omgang ikke helt nemt, for jeg havde endnu ikke vænnet mig til størrelsesforholdet mellem mit folde-ud-kort fra hotellet og virkeligheden. Det varede iøvrigt flere dage og betød, at vi ofte gik alt for langt. 

Tilbage til Corsoen kom vi dog, og vi fandt også Trevifontænen. 

Eller vi fandt vel nærmest kun Trevi, for fontæne var der ikke noget af.

Det berømte springvand var under renovation, fuldstændig tørlagt og delvist dækket af stilladser. Til gengæld havde man konstrueret en gangbro, så man kunne komme ret tæt på figurerne, mens man bevægede sig frem i gåsegang til en spinkel lyd af kling-klang.

Det sjove var nemlig, at selv om der altså ikke var en dråbe vand, så kastede rigtigt mange turister alligevel den traditionelle mønt i det - tomme - bassin.

Efter dette lidt alternative hak på must see-listen var vi godt og vel gennemkolde og gik hjem på hotellet og kravlede ned under dynerne for at få varmen, inden vi igen gik ud for at få den første og absolut sjoveste restaurantoplevelse. Derom senere.

Trevi-senza-fontæne.

Ciao ciao bambini

Vinterferie!

Og Donnaen og jeg har en plan.

Det er nok mest mig, der har en plan, men Donnaen følger nogenlunde frivilligt med.

Egentlig ville hun hellere til London, men moren sagde, at det var for koldt, og faren sagde, at det var for dyrt.

Så nu tager vi i stedet på en sviptur til Rom.

Og lader faren og Kamelen blive hjemme.

Donnaen har aldrig været i Rom. Og jeg kun på en klassetur i 2G for tusind år siden.

Det skal nok blive godt.

Molto, molto bene.

Kørekortsfornyelse på den svære måde

Nogle gange bliver tingene så indviklede, at det nærmer sig kafkaske dimensioner.

Som da min far januar skulle have fornyet sit kørekort.

Han, min far altså, er forlængst nået den alder, hvor kørekortet skal fornys årligt.

Det kan man så mene om, hvad man vil.

Men far kender rutinen, så han var ude i god tid og bestilte allerede før jul tid hos sin læge til en gang midt i januar.

Kort før den aftalte dato bliver min far ringet op, at lægen er kommet til skade og er sygemeldt.

Min mor har en anden læge, som sædvanligvis tager over, når fars læge har ferie. Og vice versa. Så far ringede til mors læge.

Han, altså mors læge, havde ferie.

Så var der en tredie læge. Som far ringede til.

Og han vikarierede ganske rigtigt for både den sygemeldte og den ferierende læge.

Så langt så godt.

Men desværre kunne han ikke hjælpe far. For fornyelse af kørekort skal foretages af egen læge.

- Jamen, han er jo syg, protesterede min far.

- Så skal du henvende dig til Borgerservice og få en midlertidig forlængelse af dit kørekort, meddelte den vikarierende læges sekretær.

På det tidspunkt var min far vist allerede en lille smule træt, men gjorde pligtskyldigt som han havde fået besked på.

- Næh, den slags forlængelser giver vi ikke. Du skal have en attest fra din egen læge.

- Jamen, han er jo syg, protesterede min far. Endnu en gang.

Derpå ringede min far tilbage til førnævnte lægesekretær, som blev så overrasket, at hun lovede at ringe til Borgerservice. Hun fik samme besked, og da min mor derpå ringede til den syge læges telefonsvarer, fremgik det, at hans sygemelding var forlænget frem til marts.

Til den tid er min fars kørekort for længst udløbet. Det er det faktisk allerede.

Det betyder, at han (i princippet) ikke må køre nogen steder.

Han vil faktisk ikke en gang kunne køre til læge for at få fornyet kørekortet ...

***

- Det kan jo bare ikke passe, sagde min mor, da hun havde fortalt mig historien i telefonen.

Næh, det kunne det jo ikke. For hvad nu hvis far blev stoppet af politiet. Det ville da være temmelig uretfærdigt, hvis han skulle betale bøde og alt muligt for at køre uden gyldigt kørekort.

- Skal jeg ringe 114? fortsatte min mor.

Det, mente jeg ikke, var den bedste løsning, men havde ikke umiddelbart noget godt alternativ. Og så snakkede vi videre om noget helt andet.

Men så blev jeg alligevel så utilfreds, at jeg ringede til Borgerservice i mine forældres kommune og snakkede med en sød dame, der godt kunne høre, at det ikke lød helt holdbart, hvis kun ens egen læge - no matter what - kunne udstede en lægeattest til fornyelse af ens kørekort. Så hun konfererede lidt med sit bagland og vendte så tilbage:

- Den vikarierende læge skal altså under sådanne særlige omstændigheder sige ja til at udføre et lægetjek til en lægeattest til sådan en kørekortsfornyelse, sagde hun. Når vi så får lægeattesten ind, accepterer vi den selvfølgelig, fordi det er en speciel situation.

- Det må du sige til din far. Og undskylde, at han har fået forkerte informationer. Skulle han alligevel støde på problemer, må han henvise til mig, sluttede hun venligt.

Så nu prøver far forfra.

Hvorfor gøre noget let, hvis man kan gøre det bøvlet og besværligt?

To æbleskrog, et pladderhul og et varmt bad

Så blev det omsider farvel til januar og goddag til februar.

Som startede rigtig fint med dejligt vejr hele søndagen.

Og så prøver jeg lige at abstrahere fra, at det har sneet hele formiddagen.

Weekenden gik med et forsøg på at få indhentet noget af alt det, som jeg havde forsømt på grund af min genstridige nakke.

Meget meget kendeligt.

Kamelen skulle dog også luftes, og hvis der ikke umiddelbart sker noget spændende, så kan man jo skabe sin egen spænding.

Tænkte Kamelen. Eller også gjorde hun ikke.

Lørdagens eftermiddagstur startede egentlig ganske almindeligt. Kamelen fandt til sin fornøjelse først et æbleskrog og siden et til, og så burde der ikke have været sket ret meget mere.

Men så var det, at Fruen slap Kamelen løs.

Egentlig er det ikke sådan helt tilladt.

Men en gang i mellem, når jeg ikke kan se en sjæl i miles omkreds, får Kamelen lov at spæne lidt omkring uden snor. Imens kører Fruens radar så på max styrke, så Kamelen kan blive kaldt tilbage, hvis der er det mindste optræk til, at to- eller firbenede - nærmer sig.

Således også lørdag.

Desværre var Fruens fokus især frem, til venstre og bagud og ikke så meget til højre mod det lille pladderhul, som lå der. Og derfor var hun ikke helt hurtig nok til at råbe, da Kamelen nærmede sig.

Og lige akkurat kom lidt længere ud, end underlaget kunne bære ...

Normalt ville det ikke betyde andet end irritation over at skulle have møgbeskidt Kamel i bad bagefter.

Men lørdag havde frosten forvandlet pladderet til en meget tyk grød.

Ikke nok til at bære, men nok til at være voldsomt bevægelses-hæmmende.

Så Kamelen skulle virkelig arbejde for at bringe sig selv på fast grund igen. Og da hun ikke havde sanset at vende om, stod hun i stedet på en lille bærende ø ude midt i pladderhullet.

Og så temmelig forskrækket ud.

Inde på land stod Fruen og så - formodentlig - også temmelig meget forskrækket ud.

For Kamelen var jo nødt til at forcere pladdergrøden igen for at komme tilbage på land. Og kunne hun det? Og turde hun? Og hvad nu hvis ikke?

Cirka 717 forvildede tanker tumlede rundt i Fruens hoved, mens Kamelen ovre på øen gik lidt rådvild frem og tilbage.

Heldigvis var Kamelen ikke så handlingslammet som Fruen, der kun nåede at konstatere, at jo mobilen var i baglommen, men ellers ikke havde kunnet bringe fornuft ind i tankemylderet. Så efter først at have prøvet og opgivet én kurs, valgte Kamelen klogeligt den absolut korteste, sprang ud i pladderet og fik med en 5-6 kraftige spring/svømmetag bragt sig tilbage på den rigtige landjord igen.

Hvem, der var mest glad, er svært at sige.

Men derefter var der kun at gå turen færdig og komme hjem og i bad.

Efter en kop kaffe til den ene og en times liggen til tørre på det varme badeværelsesgulv til den anden var der igen ro over gemytterne.

Nyvasket og meget afslappet Kamel.