London calling - eller noget ...

Donnaen og jeg er hjemme igen efter en sviptur på fire dage til London.

Det var faktisk en fin tur.

Den var varm og beskidt, og vi fik både bekræftet og punkteret nogle fordomme. Også nogle af de positive - hvis ellers en fordom kan være positiv?

Den korte version er,

at Ryanair virkelig ikke er vores favorit-flyselskab,

at Stansted nok aldrig bliver vores favorit-lufthavn,

og at London ikke kom på listen over vores favorit-storbyer.

Den længere version er selvfølgelig en anelse mere nuanceret. Og for at starte med Ryanair, så kan vi bare konstatere, at når man køber billigt, så får man billigt, men derfor er det alligevel irriterende at lægge ud med at være forsinket allerede fra starten. Vi spiste aftensmad i god ro og orden derhjemme, kom til Billund lidt i klokken ni og konstaterede som det første, at flyet var forsinket, og der gik så en rum tid, før der kom besked om den nye forventede afgangstid.

Knap to timer forsinket kom vi afsted, og jeg var glad for, at jeg havde fravalgt toget ind til London og i stedet købt billetter til bussen, som i modsætning til toget også kører om natten ... 

At bussen så ikke holdt på det sted, hvor den skulle i følge billetten, var en mindre detalje, og vi susede ad nattetomme veje ind til Victoria Station, hvor vi hoppede af bussen og direkte videre ind i den taxi, der netop da svingede ind bag bussen for at afvente potentielle kunder.

Jeg er ellers ikke meget for at køre med taxi i ukendt territorium, men midt om natten var der ikke andre muligheder, og det gik også ganske glat, og vi ankom hurtigt til hotellet, hvor receptionisten tydeligvis var vant til, at gæsterne kom på alle mulige mærkelig tider af døgnet.

Vi fik vores nøglekort, og da vi ikke skulle spise morgenmad på hotellet, behøvede vi ikke bekymre os om at skulle stå op til en en given tid, men kunne bare smække skiltet med please don't disturb på døren, før vi gik omkuld.

Klokken var da 03:30 - lokal tid.

"Vores" station.

! ! !

Der sker ikke så meget lige nu, mens der er nedtælling til ferie.

Gamle Hans med skinnebenssåret har heldigvis forladt matriklen.

Det samme kan man desværre ikke sige om gamle Verner med siddesåret, hvilket frustrerer og betyder udpræget dårligt humør, der nemt breder sig i ringe i det lille hjem. Suk.

Men altså, gamle Hans er væk, og det er virkelig meget rart.

Tilbage er kun et minde, som det nok vil tage cirka 40 år at udviske. 

Jeg blev i 9. klasse ramt af et flyvende boldtræ på det andet skinneben. Det ar kan nu cirka 40 år senere næsten ikke ses mere ...

Det bedste - eller værste - er, at det ligner et omvendt udråbstegn, men da jeg jo selv bøjer mig ned og ser mine ben omvendt, hvis de skal tørres eller smøres eller noget andet, så står det rigtigt for mig.

!

Og så kan jeg jo overveje, hvad det står for:

Pas på!

Forsigtig!

Tænk dig nu om!

Giga-klovn!

Eller noget helt andet ..?

Jordbærkatastrofen

Der er sket en katastrofe af de mellemsvære.

Sådan en rigtig luksuskatastrofe, som man slet ikke kan tillade sig at kalde en katastrofe, men som alligevel i vores forkælede liv føles som mere end bare ærgerlig.

Den lokale jordbærbonde gider ikke mere!

Han gider vistnok stadig at være bonde, men han gider ikke jordbærrene mere, og det er jo værre end bare ikke så godt, for hvor i alverden skal vi så få jordbær fra?

Og nye kartofler, for jordbærbonden har også solgt de lækreste kartofler fra sin bod, og jeg, som har æælsket hans kartofler, er lige ved at tude ved tanken om, at jeg aldrig mere skal spise mig næsten dårlig i hans nye kartofler. På denne årstid har jeg stort set levet af nye lune kartofler med en klat smør, kartoffelmadder og kartoffelsalat - og lidt jordbær til dessert.

Men nu er det slut. I søndags var sidste dag i både gårdbod og ude på pluk-selv-markerne.

Budskabet havde nået både de lokale medier og facebook på forhånd, så da jeg viderebragte den triste nyhed til resten af familien og samtidig fortalte, at man måtte grave jordbærplanterne op og tage med hjem til egen have, var Donnaen straks fyr og flamme:

- Det skal vi da, altså grave jordbærplanter op og sætte herhjemme. Jeg vil med derud!

- Jamen, vi har jo ikke nogen nyttehave, protesterede jeg forsøgvist.

- Det er da fuldstændigt lige meget, mente Donnaen.

At Donnaen pludselig skulle udvise så stor jordbær-entusiasme var lidt overraskende, da hun kun spiser moderate mængder jordbær og vist kun en enkelt gang har været med på en pluk-selv-mission. Til gengæld har det, lige siden hun var en meget lille høne, været en fast bestanddel af sommeren, at vi skulle køre ud langs Gudenåen efter jordbær og kartofler på næsten daglig basis i sæsonen, så det er en lille barndomsbrik, der nu desværre er forsvundet.

Derfor fandt vi spand, spade og skåle frem og drog ud på selvpluk i søndags.

Der var mange mennesker, og alle begræd de jordbærbondens beslutning, mens de bar jordbær væk i kilovis og fyldte opgravede jordbærplanter i kasser og spande.

Og det samme gjorde vi. Donnaen plukkede jordbær til den store guldmedalje og ville have gjort sin super-effektive bærplukker af en oldemor stolt, mens jeg måtte se mig agterudsejlet.

Bagefter gravede vi jordbærplanter op til at fylde en spand og kørte så hjem med rovet. Først måtte jordbærrene gøres i stand, og så plantede jeg jordbærplanter i mit staudebed. Sådan lidt hist og pist, hvor der var en bar plet. Gemalen tog sig til hovedet, men holdt klogeligt sin mund.

Til næste år kan vi så spise hjemmeavlede jordbær.

Eller også kan vi ikke. Det er lidt et spørgsmål, om planterne vil overleve i denne knastørre sommer. Selv om der kun gik en halv eftermiddag fra de blev gravet op, og til de stod i jorden igen, ser de, trods daglig vanding siden, noget slatne ud. Men jordbær er jo hårdføre, så måske tager de sig sammen og skyder igen fra bunden?

Vi må vente og se.

Plan B

Så blev det juli, og hvis jeg ellers var i stand til at abstrahere - men det er jeg ikke helt - fra, at jeg efter Plan A skulle have været ved at udforske Beograd lige nu, så går det meget godt.

Donnaen er færdig med 2.g. Og med eksamen ikke mindst. Hvilket betyder, at vi alle tre kan holde helt op med at bekymre os om Egetæppers mulige vækststrategier, og det er faktisk meget rart ...

I stedet kan vi bruge hjernekapacitet på Plan B, som byder på en kort tur til London for Donnaen og mig og en lidt længere tur til Italien for os alle tre.

Men først fra uge 29, hvor vi ikke skal tage sære hensyn til hverken eksamen eller alle de studenterfester, som Donnaen nødvendigvis må gå til. Derfor skal vi heller ikke tænke i særskilte flyafgange til Donnaen og til mig, og det hele må formodes at glide lidt lettere.

Og det lykkedes faktisk på mirakuløs vis både at få flyttet Kamel-pasning, som var allerførste betingelse for at flytte ferien, og min ferie, som ellers aldrig har kunnet rykkes til guld-ugerne 29-31, hvis jeg først har bedt om noget andet tilbage i marts. Men lige præcis i år, er der andre på kontoret i bemeldte uger, og så behøver jeg ikke også at være det. 

Så heldig kan man altså være en gang i mellem.

Nu skal vi bare have de næste to uger til at gå, og da der som sædvanlig er cirka tre trilliarder ting, der skal ordnes, huskes, gøres, købes, vaskes, stryges og tjekkes inden afgang, så skal de uger såmænd nok få ben at gå på.