Ferie i Normandiet

Vi ankom planmæssigt til Normandiet og indlogerede os et fint lille sted, som Gemalen havde fundet på nettet.

Det er altid enormt spændende at finde ud af, om virkeligheden lever op til de forventninger, nettet har givet anledning til. Nogle gange har vi været ude i noget hmmm-okay-godt-så, men ikke denne gang, hvor alle forventninger til fulde blev indfriet. Og lidt til.

Vi fik et stort værelse med plads til fire. Med en delvis afskærmning mellem de to dobbeltsenge. Donnaen lå så og prinsessede den i den ene, med eget fjernsyn og det hele. Wifi var der også, men da nogen havde glemt at medbringe en adaptor til computerstikket, måtte vi nøjes med mobilerne. Selv Donnaen måtte indrømme, at det var til at leve med.

'Vores sted' ligger i Houlgate. Midt på Côte Fleurie, blomsterkysten. Eller rettere lige oven for byen. For selve Houlgate ligger nede på/ved stranden, mens vores sted ligger oven for klinten. Og jeg skulle hilse og sige, at der er en absolut mærkbar forskel, når man tager turen til fods ... (Jeg har senere googlet mig til, at der faktisk er over 120 meters højdeforskel).

Byen er dog det hele værd. Blandt andet med nogle fantastiske huse, der dels vidner om tidligere tiders popularitet og dels ville have gjort Pippi Langstrømpe grøn af misundelse med alverdens - ofte asymmetriske - krummelurer, tårne, kviste, spir, tagpynt, mønstret murværk og træudskæringer. For nu bare at nævne nogle få ting ... Her har eliten siddet for godt og vel 100 år siden og nydt udsigten over en fantastisk strand. Selv var jeg ustandseligt ved at gå ind i nogen eller noget, fordi jeg skulle prøve at holde trit med resten af familien, samtidig med at jeg skulle studere hvert eneste hus, vi kom forbi.

Inde bagved ligger gaden med småbutikker og restauranter. Her fyldte vi os flere aftener i træk med muslinger, madpandekager og salat. Til rørende priser.

Dejligt, når man nu er grundigt sulten. Og det var vi altid.

For når vi er på ferie, spises der næsten altid efter følgende koncept: Morgenmad på hotellet, hvor vi fylder os til bristepunktet. Til de priser er man jo nødt til lige prøve at klemme en ekstra croissant ned. Til frokost, hvor vi er ude, spiser vi ikke ret meget. Ofte kun en baguette købt hos en bager og tre skiver skinke fra en slagter. Plus måske en banan og så flaskevand ad libitum. I løbet af eftermiddagen glider der nok en is ned, men til aften, når Gemalen er tilbage fra sin cykeltur, er appetitten i top.

Det er nemlig også en del af vores ferie-koncept, at Gemalen skal 'have lov' til at komme ud at cykle. Først oplever vi ting og sager sammen, spiser frokost og oplever lidt mere. Så kan hverken Gemalen eller Donnaen kapere flere museer, katedraler, udsigstpunkter eller monumenter, og Gemalen bliver sat af et eller andet sted ude i landskabet for at cykle et par timer eller tre. Imens kører Donnaen og jeg hjem for at flade ud eller gå en tur.

På den måde er vores ferier altid en kunst udi kompromisser. Fruen er til museer og katedraler. Donnaen til shopping og forlystelsesparker. Og Gemalen vil helst bare cykle og sove. Hvis det virker temmelig umuligt, vil jeg bare bemærke, at vi faktisk er blevet ret gode til det. Efter mange års hård træning.

Vi fandt også en forlystelsespark til Donnaen. Eller rettere, det gjorde hun selv, for hun var vågen, da moderen stod og studerede små turistfoldere, og snuppede lige folderen om Festyland i Caen. Og selv om vi alle tre var enige om, at stedet ikke er på højde med hverken Tivoli, Djurs Sommerland eller Legoland, tilbragte vi alligevel 3-4 timer med at få kludder i placeringen af alle vores indre organer ...

Således forlystede kunne vi sætte næsen mod Brugge i Belgien.

Hvad vi egentlig oplevede, når Fruen trak afsted med familien, kommer i et separat indlæg.

Snart.

Håber jeg ...



Lidt Houlgate. Lidt sjove huse, lidt højdeforskel (men slet ikke det hele), lidt strand.



Trafik

Cirka 3800 kilometer kørte vi på vores ferie, der gik til først Normandiet, Frankrig og siden Flandern, Belgien.

Og det gik fint. Stort set flydende og uden særlige trafik-kvababbelser.

Gemalen kørte for eksempel hjem fra Brugge, Belgien i ét hug. Altså med masser af pauser, men på en enkelt dag.

Og det var da ganske godt.

Udturen begyndte ellers ikke helt godt.

Vi kender den 'hemmelige' rute øst om Hamburg, og vi er flere gange kørt den vej, hvis der har været optræk til Stau eller stockender Verkehr i forbindelse med den altid trælse Elb-tunnel. Men denne gang hørte vi ikke en lyd og kørte direkte ind i moradset af vejarbejder, køer og spærrede vognbaner.

Det viste sig nemlig, at nogen (som ikke var mig) var kommet til at pille ved radioens indstilling, så vi lige præcis ikke fik trafikmeldinger.

Derfor sneglede vi os gennem Hamburg, sneglede os gennem tunnellen og sneglede os ud på den anden side.

Hvor Gemalen ved synet af den voldsomme trafik mod syd tog en rask beslutning og drejede mod Bremen. Glemt var tidligere ture i den retning med vejarbejder, indsnævrede vognbaner og nedsat hastighed. Måske fordi det var Fruen, der sidst sad bag rattet og sugede kinderne ind i håb om, at det var nok til at at kunne være på den snævre plads mellem lastbiler og betonkant ...

Denne gang var ikke bedre. (Det kan dog konstateres, at Gemalen ikke suger kinder ind, bare fordi vejbanerne bliver smalle). Pludselig forsvandt vores vej endda; motorvejen var spærret, og vi røg sammen med alt for mange andre biler ind i en alt for lille by. Og befandt os pludselig på parkeringspladsen foran et byggemarked ...

Jo, vi havde GPS'en slået til, men Ruth ville jo bare have os tilbage til den spærrede Autobahn, så det nyttede ikke noget at høre på hende.

I det hele taget lytter Gemalen ikke meget til Ruth. Han har hende slået til, men uden lyd. Og så kigger han bare på hendes anvisninger. Om jeg begriber, hvordan han bærer sig ad med både at holde styr på hektisk trafik og GPS-kort.

Andre gang slår det helt klik for stakkels Ruth. Blandt andet undrede det os, at Ruth mente, der var over 800 kilometer fra Normandiet til Brugge. Det viste sig så, at Ruth ville have os ind til Paris på vejen. Donnaen syntes, det var en helt fin ide, men vi andre mente noget andet, og måtte dele turen ind i småbidder for at få Ruth gjort mere medgørlig.

Selv havde jeg mere glæde af Ruth. Uden hende ville jeg bestemt have nægtet at sætte Gemalen og hans cykel af på små franske sideveje eller belgiske parkeringspladser for selv at køre tilbage til vores hotel. Men med Ruth kunne det lade sig gøre. Også selv om hun ind i mellem var voldsomt irriterende og sendte os ud på hæsblæsende betalingsmotorveje i stedet for af - de godt nok mere snørklede, men også mere fredsommelige - landeveje. Jeg lærte dog efterhånden at huske at slå motorvejene fra, og så gik det faktisk meget godt.

Også med trafikken gik det generelt over al forventning. Vi oplevede nogle gange voldsomme køer på op til 20 kilometer, men de var hver gang i modsat retning, og vi lovpriste vores held. Og krydsede fingre for, at det holdt.

Det gjorde det.

Fra Belgien kørte vi hjem gennem Holland, hvor der på intet tidspunkt var optræk til kø eller bare tæt trafik.

Efter Holland mente Gemalen, der stadig ikke havde fået trafikmeldingerne tilbage på radioen, at vi skulle undgå Hamburg og tage den lille færge over Elben ude mod vest. Så vi drejede af og kørte op til færgelejet. Eller rettere op til en lille kilometer før færgelejet. For der var kø. L-a-n-g kø. Der var andre end os, der havde fået tilsvarende - nu ikke længere særligt gode - ide. Gemalen overhalede rask hele køen, mens Donnaen og Fruen måbede. Det viste sig, at Gemalen ville tælle biler. Så det gjorde vi. Og bagefter talte vi hvor mange biler, færgen kunne have med. Resultatet var ikke et, Gemalen kunne leve med, og så gik turen alligevel ind til Hamburg.

På vejen gjorde vi holdt, spiste aftensmad og tissede af. Og beredte os dermed på det værste.

Og så kørte vi til Hamburg, og gennem tunnellen. Og hjem.

Eneste irritationsmoment var enkelte danske bilister, der mente, at venstre vejbane var deres. Gemalen mente, det var hans.

***

Men selv om det altså gik rigtig godt, skal Gemalen alligevel i gang med at nærlæse manualen til bilradioen ...

Køer kan også være søde. Dette er så bare en fransk kvie ...

En brat opvågnen

Det var ellers gået så godt.

Turen hjem fra ferie forløb stort set glat, og vi nåede det midtjyske ved elleve-tiden torsdag aften. Huset stod, og efter at have åbnet de fleste døre og vinduer for at få lidt nattekølighed ind, faldt familien omkuld og sov som sten den ganske nat. Efter veloverstået morgenmad med ferien-er-slut-basser var det tid at underrette Donnaens morforældre om vores vellykkede ferie og ditto tilbagekomst.

- Riing, blip, hallo, bip blip, ..., hallo?, lød det i den anden ende, da Mormor tog sin telefon.

I stedet for at sidde hjemme og nyde dagens anden kop te var Mormor nemlig med toget på vej til København..

- ..for Morbror M har det rigtig dårligt.

Efter en forvirret samtale med adskillige udfald, aftalte vi, at jeg skulle snakke med Morfar.

Som kunne fortælle, at Morbror M forleden var drattet ned fra sin kontorstol og nu lå på Riget. Med store huller i hukommelsen.

Efter at have været i København bah-buh bah-buh, var morforældrene taget tilbage til det sydjyske. Nu håbede man på udskrivning, og derfor var Mormor taget afsted igen for at slå en klo i Morbror M og bringe ham med sig tilbage til rekreation i det fredelige Jylland.

...

Skal lige love for, at vi blev bragt tilbage til virkeligheden!

Især da bulletinerne i løbet af dagen ændrede sig til det værre. Ingen udskrivning, men ophold på Riget weekenden over. Mandag vil man så teste videre.

Det bliver en lang weekend.

Gone fishing

Nej, passer ikke.

Fruen ved slet ikke, hvad hun skulle stille op, hvis hun fangede noget ...

Men det er ferietid.

Hurra!

Og medmindre vi regner inde (og det kan jo desværre godt ske) et sted med gratis wifi (har jeg glemt at checke), bliver der nok ret stille her på bloggen de næste 10-12-14 dage.

Adios Amigos!

Afsted til euro-land

Udsalg!

Hvad er det lige, der er med udsalg?

Det gør noget ved folk (læs: mig).

Nu lakker udsalget allerede mod enden, og jeg føler mig lidt snydt. For jeg har ikke rigtigt fået gjort noget ved det. Altså power-shoppet. Shoppet igennem.

Det er mestendels min egen skyld.

For selv om jeg på den ene side synes, at selvfølgelig SKAL jeg da på udsalg, så har jeg på den anden side også en masse forbehold.

De allerførste udsalgsdage undgår jeg. Jeg gider ikke risikoen for at blive slået ned af gamle damer med paraply. Og skubben og masen. Og sure miner og lugt af armsved.

Skal der shoppes tøj - det er jo det, der skal! - gælder endvidere, at det ikke må være regnvejr. Fordi det ikke er til at være i et i forvejen alt for lille prøverum med både paraply og regnfrakke og våde sko.

Det må heller ikke være for varmt, så tøjet - både mit eget, og det jeg skal prøve - klistrer til kroppen og er fuldstændig umuligt at rykke på plads.

Endelig skal Donnaen helst være over alle bjerge ...

Det dejlige barn elsker ganske vist sin mor. Og hun elsker også at shoppe. Til sig selv. Skal hun med ud at shoppe til mig, synes hun kun, det er rimeligt, hvis der også falder noget af undervejs til hende. På den måde kan det godt blive utilsigtet dyrt.

Desuden er hun selvudnævnt mode-ekspert.

Plus sin mors i særklasse mest ærlige kritiker.

- Mor, din mave ser fed ud i de bukser. - Rynkede bryn.

- Nej, ikke den der! - Himlen med øjnene.

- Mor altså, du er for gammel til rødt! - Hovedrysten.

- Mor, den slags bluser er overhovedet ikke moderne. - Kom-nu-ind-i-kampen-attitude.

- Prøv den her i stedet, lyder det fra Donnaen, mens hun stikker mig en gennemsigtig, laksefarvet sag.

Så bliver jeg pludselig voldsomt træt mellem ørerne, opgiver projektet og lover mig selv, at næste gang skal hun altså ikke med.

Og det kom hun så heller ikke, for hun var godt anbragt på Fyn, da der pludselig var en dag uden hverken regn eller tropegrader.

Alt burde således være såre vel, givet de optimale forhold.

Derfor er det også lidt en gåde, hvorfor jeg kom hjem med to kjoler.

Jeg går jo ikke i kjoler. Og da slet ikke i orange eller lime!

Som nævnt; udsalg gør noget ved folk (læs: mig) ...

Den noget overraskende høst.

Fed fynsk karma

Mine trommehinder sidder inde midt i mit hoved.

Der endte de igår aftes, da vi var til afslutningskoncert med Donnaen og de andre. Karmaugens forrygende punktum.

Karmaugen er musikstævnets officielle titel. Og der er virkelig god karma over hele linien.

Da vi ankom, Gemalen og jeg, blev vi mødt af Donnaen, der kun lige havde tid til et hurtigt hej og et kram. For hun var mere optaget af at spille bold med en flok jævnaldrende, som hun en uge tidligere ikke kendte eksistensen af.

Efter fælles aftensmad gik det løs med koncert i den store sal.

Det vil sige; allerførste indslag foregik udenfor. Fordi det simpelthen larmede så meget.

Donnaen havde henrykt fortalt:

- Vi spiller med ørepropper! Ellers kan vi ikke holde til det. Vi står jo lige foran trommerne.

Det var stomp på programmet. Varierende mængder af lyd på primært trommer af varierende størrelser. Plus en enkelt rasledåse, som var Donnaens instrument. Og der blev gået til stålet. De stakkels trommer fik tæsk, så det gav genlyd mellem bygningerne. Men der var ingen slinger i valsen. Den totalt sprudlende og super karismatiske, kvindelige underviser havde styr på tropperne og med et meget energisk kropssprog og en fodbolddommer-fløjte guidede hun sine unger igennem to øredøvende numre til alle tilhørere til sidst havde overgivet sig og stod og klappede og trampede med.

Resten foregik indendøre. Der var sprød korsang og vild drengerock. Egne kompositioner og mildest talt alternative fortolkninger af verdenshit. Noget lød godt, andet knap så godt. (Det, Donnaen var med i, lød - naturligvis - fantastisk). Ens for det hele var, at alle var gik på med krum hals og stor entusiasme. Og nød at spille og synge sammen.

Allesammen.

Der var seje rødder på elguitar og trommesæt og bløde fyre på blokfløjte. Små boheme-typer på sax og trompet. Synge-sild i alle størrelser. Sorte, hvide, brune og gyldne unger. Endda en enkelt svensker.

Og de elskede virkelig hinanden. Allesammen.

Så da det hele var overstået, og der skulle siges farvel, blev der både småtudet og krammet i den helt store stil.

Og sagt på gensyn.

For til næste år er der atter Karmauge, og Donnaen skal selvfølgelig med.

Nåede hun lige at meddele, inden hun faldt i søvn i bilen og sov det meste af turen hjem.

Der lines op til stomp. Store drenge, store trommer ...

Når Donnaen er ude ...

Det er jo ikke, fordi vi ikke savner hende. Donnaen. Når hun pludselig er hjemmefra i flere dage.

For det gør vi.

Meget endda. Så meget, at hendes kære fader blev ganske perpleks, da der var gået 18-20 timer uden en lyd fra hende. Han måtte lige ringe til hende. Og blev selvfølgelig bare mødt af hendes telefonsvarer ...

Da Donnaen ringede for at sige godnat, meddelte hun samtidig snusfornuftigt, at hun altså holdt telefonen slukket, når den bare lå på værelset, mens hun rendte rundt og var optaget af alt muligt.

Godt så. Hun er væk, og vi savner hende. Så er det på plads.

Men vi nyder det også.

Dels at hun er stor nok til at være væk og kan klare sig selv et godt stykke hen ad vejen.

Dels - og ikke mindst - de frihedsgrader hendes fravær giver i en begrænset periode.

Gemalen har styrtende travlt for at blive færdig med sine ting før ferien. Idag skulle han for eksempel til Horsens, Odense og Haderslev. Men han kunne bare køre, som han ville. Og komme hjem, når han var færdig. Uden at skulle skele til klokken. For der er ingen Donna, der skal hentes eller bringes. Eller bare tages imod. Eller læses lektier med.

Og vil han ud at træne hen over spisetid, får jeg ikke hønserøvs-mund. For det gør ikke noget, at vi først spiser aftensmad på et tidspunkt, hvor Donnaen normalt skulle ligge i sin seng. Eller i hvert fald stå under bruseren.

Bagefter kan vi se fjernsyn. Med LYD på.

Eller gå aftentur.

Eller ...

Det er lige før, vi slet ikke kan administrere al den frihed og ender i ren laissez faire og lallen rundt.

Desuden - og det er virkelig skønt - er der mulighed for at tale sammen uden filter.

Tale om ting, Donnaen hverken kan eller skal forholde sig til.

Og tænke højt og omtale andre mennesker grimt og fordømmende. Sige, de er både fede, grimme, dårligt klædt og iøvrigt nogle irriterende åndsamøber. Noget, der af indlysende, pædagogiske årsager selvfølgelig er totalt forbudt i dagligdagen.

Måske er det fordi vi ikke kan til daglig, at vi virkelig plaprer løs om alt og alle.

Jeg ved det ikke. Men jeg vil ikke satse på det,  og  det er helt sikkert godt, at Donnaen snart kommer hjem og får sat skik på sin familie ...

Klipning af stålorm

Lørdag gad jeg ikke slå græs og lod naboen om at overdøve forskellige igangværende studenterfester i nabolaget.

Søndag eftermiddag var der ingen vej udenom.

Det var igen tid til lidt græsplæne-slånings-drama. (Ved ikke, hvad det er med mig og den græsplæne?)

Så da jeg nåede op til det stejleste stykke, dér hvor jeg skal koncentrere mig mest om både at stå fast og holde fast (i plæneklipperen), skete det.

Det vil sige; i første omgang opdagede jeg det slet ikke.

Men på anden omgang opdagede jeg en stålorm i græsset. - IEV, jeg hader slanger, så jeg skyndte mig videre og håbede, den hurtigt ville forsvinde.

På tredie omgang var den der stadig. Og ADWR, nu kunne jeg se, at jeg havde klippet den midt over. Det var værre, og mit mellemgulv sad pludselig oppe i munden ...

På fjerde omgang konstaterede jeg, at den slet ikke var død, som jeg først troede. Nu havde jeg et problem og overvejede alvorligt at tilkalde Gemalen, så han kunne 'gøre noget'. Men det var jo sin sag at forstyrre ham i noget så vigtigt som anden etape af Tour de France. Så det blev ved overvejelserne.

På femte omgang, var den gudskelov væk.

Godt det samme, så slap jeg for at tage stilling til noget som helst og kunne nøjes med dårlig samvittighed.

Iøvrigt lader Gemalens slange-bortfjernelses-talent også lidt tilbage at ønske.

Han ved, at jeg h-a-d-e-r slanger, så da han, for efterhånden mange år siden, mødte en stålorm i haven, gav han den en på bærret og smed den i skraldespanden. Og glemte så alt om den.

Hvad han ikke vidste var, at den ikke var død af den ublide medfart, men kun besvimet.

Så da Fruen nogle timer senere gik ud med skrald og åbnede låget til den næsten fulde skraldespand, blev hun mødt af en stålorm, der straks stak hovedet op for at komme ud ...

Det er nok noget af det tætteste, jeg har været på at dø af skræk.

Fyn er fin - håber vi ...

En del af dagen idag er brugt på at transportere Donnaen til Fyn. Til en uges musikstævne på Ollerup Efterskole.

Nu krydses der fingere for, at det går godt.

For det er hårde dage, der venter. Mange indtryk og alt for lidt søvn.

Og Donnaen er ikke 110 procent frisk.

Hun har nemlig været snottet, har hostet og haft ondt i ørerne, lige fra hun fik sommerferie i fredags. Heldigvis var hun klart i bedring allerede søndag, og selv om hun her til morgen hostede, harkede og spruttede en del, så blev det dog hurtigt afløst af den sædvanlige trallen.

Så kufferten blev lukket, og afsted gik det.

Nervøsiteten begyndte dog ret hurtigt at melde sig, og Donnaen mente ikke, at chaufføren kørte hurtigt nok.

- Mor, hvornår er vi dernede?

- Det ved jeg ikke helt præcis.

- Nå, men hvornår er vi så i Odense?

- Om en halv times tid.

Knap en halv time senere:

- Mor, nu skal vi være i Odense! Det sagde du, lød det lettere anklagende.

- Det er vi jo også, sådan nærmest. Alle afkørslerne går jo til Odense. Og om lidt drejer vi af mod Svendborg. Så overhaler vi nok bussen.

Tyve minutter senere:

- Mor, bussen er næsten i Svendborg!

- Hvordan ved du det? Vi har da ikke set den.

- Det skriver Line. Mor, vi kommer for sent, vi har slet ikke set bussen!!

Vel ankommet til Ollerup, kunne vi konstatere, at vi havde ligget foran bussen. Der var endnu ikke kommet en sjæl ...

Donnaens skuldre kom tilbage på plads, og da der et øjeblik efter kom et kendt ansigt (som også blev fragtet af sin mor), steg humøret betydeligt. Et skønt hej-kram med Laura senere trillede bussen op gennem alléen, og ud væltede det med unge i alle størrelser.

- Mor, du må gerne køre nu, lød det fra Donnaen.

- Okay, skal jeg slet ikke..

- Nej, det klarer jeg selv. Jeg er stor nok nu!!

Så fik jeg et hurtigt kys og et farvel-kram, som overhovedet ikke kunne måle sig, med den gribende farvel-scene med faderen, der havde udfoldet sig, inden vi kørte hjemmefra.

Og væk var hun ...