Og det gik fint. Stort set flydende og uden særlige trafik-kvababbelser.
Gemalen kørte for eksempel hjem fra Brugge, Belgien i ét hug. Altså med masser af pauser, men på en enkelt dag.
Og det var da ganske godt.
Udturen begyndte ellers ikke helt godt.
Vi kender den 'hemmelige' rute øst om Hamburg, og vi er flere gange kørt den vej, hvis der har været optræk til Stau eller stockender Verkehr i forbindelse med den altid trælse Elb-tunnel. Men denne gang hørte vi ikke en lyd og kørte direkte ind i moradset af vejarbejder, køer og spærrede vognbaner.
Det viste sig nemlig, at nogen (som ikke var mig) var kommet til at pille ved radioens indstilling, så vi lige præcis ikke fik trafikmeldinger.
Derfor sneglede vi os gennem Hamburg, sneglede os gennem tunnellen og sneglede os ud på den anden side.
Hvor Gemalen ved synet af den voldsomme trafik mod syd tog en rask beslutning og drejede mod Bremen. Glemt var tidligere ture i den retning med vejarbejder, indsnævrede vognbaner og nedsat hastighed. Måske fordi det var Fruen, der sidst sad bag rattet og sugede kinderne ind i håb om, at det var nok til at at kunne være på den snævre plads mellem lastbiler og betonkant ...
Denne gang var ikke bedre. (Det kan dog konstateres, at Gemalen ikke suger kinder ind, bare fordi vejbanerne bliver smalle). Pludselig forsvandt vores vej endda; motorvejen var spærret, og vi røg sammen med alt for mange andre biler ind i en alt for lille by. Og befandt os pludselig på parkeringspladsen foran et byggemarked ...
Jo, vi havde GPS'en slået til, men Ruth ville jo bare have os tilbage til den spærrede Autobahn, så det nyttede ikke noget at høre på hende.
I det hele taget lytter Gemalen ikke meget til Ruth. Han har hende slået til, men uden lyd. Og så kigger han bare på hendes anvisninger. Om jeg begriber, hvordan han bærer sig ad med både at holde styr på hektisk trafik og GPS-kort.
Andre gang slår det helt klik for stakkels Ruth. Blandt andet undrede det os, at Ruth mente, der var over 800 kilometer fra Normandiet til Brugge. Det viste sig så, at Ruth ville have os ind til Paris på vejen. Donnaen syntes, det var en helt fin ide, men vi andre mente noget andet, og måtte dele turen ind i småbidder for at få Ruth gjort mere medgørlig.
Selv havde jeg mere glæde af Ruth. Uden hende ville jeg bestemt have nægtet at sætte Gemalen og hans cykel af på små franske sideveje eller belgiske parkeringspladser for selv at køre tilbage til vores hotel. Men med Ruth kunne det lade sig gøre. Også selv om hun ind i mellem var voldsomt irriterende og sendte os ud på hæsblæsende betalingsmotorveje i stedet for af - de godt nok mere snørklede, men også mere fredsommelige - landeveje. Jeg lærte dog efterhånden at huske at slå motorvejene fra, og så gik det faktisk meget godt.
Også med trafikken gik det generelt over al forventning. Vi oplevede nogle gange voldsomme køer på op til 20 kilometer, men de var hver gang i modsat retning, og vi lovpriste vores held. Og krydsede fingre for, at det holdt.
Det gjorde det.
Fra Belgien kørte vi hjem gennem Holland, hvor der på intet tidspunkt var optræk til kø eller bare tæt trafik.
Efter Holland mente Gemalen, der stadig ikke havde fået trafikmeldingerne tilbage på radioen, at vi skulle undgå Hamburg og tage den lille færge over Elben ude mod vest. Så vi drejede af og kørte op til færgelejet. Eller rettere op til en lille kilometer før færgelejet. For der var kø. L-a-n-g kø. Der var andre end os, der havde fået tilsvarende - nu ikke længere særligt gode - ide. Gemalen overhalede rask hele køen, mens Donnaen og Fruen måbede. Det viste sig, at Gemalen ville tælle biler. Så det gjorde vi. Og bagefter talte vi hvor mange biler, færgen kunne have med. Resultatet var ikke et, Gemalen kunne leve med, og så gik turen alligevel ind til Hamburg.
På vejen gjorde vi holdt, spiste aftensmad og tissede af. Og beredte os dermed på det værste.
Og så kørte vi til Hamburg, og gennem tunnellen. Og hjem.
Eneste irritationsmoment var enkelte danske bilister, der mente, at venstre vejbane var deres. Gemalen mente, det var hans.
***
I det hele taget lytter Gemalen ikke meget til Ruth. Han har hende slået til, men uden lyd. Og så kigger han bare på hendes anvisninger. Om jeg begriber, hvordan han bærer sig ad med både at holde styr på hektisk trafik og GPS-kort.
Andre gang slår det helt klik for stakkels Ruth. Blandt andet undrede det os, at Ruth mente, der var over 800 kilometer fra Normandiet til Brugge. Det viste sig så, at Ruth ville have os ind til Paris på vejen. Donnaen syntes, det var en helt fin ide, men vi andre mente noget andet, og måtte dele turen ind i småbidder for at få Ruth gjort mere medgørlig.
Selv havde jeg mere glæde af Ruth. Uden hende ville jeg bestemt have nægtet at sætte Gemalen og hans cykel af på små franske sideveje eller belgiske parkeringspladser for selv at køre tilbage til vores hotel. Men med Ruth kunne det lade sig gøre. Også selv om hun ind i mellem var voldsomt irriterende og sendte os ud på hæsblæsende betalingsmotorveje i stedet for af - de godt nok mere snørklede, men også mere fredsommelige - landeveje. Jeg lærte dog efterhånden at huske at slå motorvejene fra, og så gik det faktisk meget godt.
Også med trafikken gik det generelt over al forventning. Vi oplevede nogle gange voldsomme køer på op til 20 kilometer, men de var hver gang i modsat retning, og vi lovpriste vores held. Og krydsede fingre for, at det holdt.
Det gjorde det.
Fra Belgien kørte vi hjem gennem Holland, hvor der på intet tidspunkt var optræk til kø eller bare tæt trafik.
Efter Holland mente Gemalen, der stadig ikke havde fået trafikmeldingerne tilbage på radioen, at vi skulle undgå Hamburg og tage den lille færge over Elben ude mod vest. Så vi drejede af og kørte op til færgelejet. Eller rettere op til en lille kilometer før færgelejet. For der var kø. L-a-n-g kø. Der var andre end os, der havde fået tilsvarende - nu ikke længere særligt gode - ide. Gemalen overhalede rask hele køen, mens Donnaen og Fruen måbede. Det viste sig, at Gemalen ville tælle biler. Så det gjorde vi. Og bagefter talte vi hvor mange biler, færgen kunne have med. Resultatet var ikke et, Gemalen kunne leve med, og så gik turen alligevel ind til Hamburg.
På vejen gjorde vi holdt, spiste aftensmad og tissede af. Og beredte os dermed på det værste.
Og så kørte vi til Hamburg, og gennem tunnellen. Og hjem.
Eneste irritationsmoment var enkelte danske bilister, der mente, at venstre vejbane var deres. Gemalen mente, det var hans.
***
Men selv om det altså gik rigtig godt, skal Gemalen alligevel i gang med at nærlæse manualen til bilradioen ...
 |
| Køer kan også være søde. Dette er så bare en fransk kvie ... |
13 kommentarer:
Smiler, utroligt så afhængig man kan blive af frk, "Ruth " og utroligt hvor irriterende hun kan være at høre på, hun er så klog at hun nemt kan undvære højre arm , men for pokker hvad gør vi hvis hun en dag siger sin stilling op ....
Hos os har vi ansat en frk, "Germina"vi ville nødig undvære hende,så vi forsøger for det meste at behage hende, ikke komme op at skæntes med hende, somme tider prøver vi at snyde hende, men hun er der med det samme med hendes lidt bestemte skarpe irettesættene stemme,let ophidset råber VEND OM... Nu er det lidt svært hvis det er midt på en motorvej , ja så må vi jo fortælle hende at NU er det altså os der er chef her hvis hun skulle ha glemt det....
skøn beskrivelse af jeres ferie tak for den .....
Af en eller anden grund, får de altid pigenavne. Vores hedder Bertha, og hun er altså ikke sådan lige at undvære. Heller ikke selv om hun ind imellem ikke er helt rationel.
Tak for turen :-)
Vi har tilsvarende erfaringer med vores frøken Garmin - hun er ikke helt til at stole på og har blandt andet villet have os til at køre tværs over en mark. Det lyder som om, jeres tålmodighed blev sat på nogle hårde prøver. Men jeg håber, I har haft en rigtig god ferie.
Tak for en munter tur.. :-) jeg forstår slrt ikke mine forældre kunne finde rundt i det sydlige Tyskland uden GPS.. Min mor var kortlæser og min far kørte, og vi unger sov, hyggede, legede og småskændtes på bagsædet, det ene barndomsår efter det andet. :-)
Tak for en herlig og godt beskrevet tur :-)
Det er godt nok mange krumspring, man efterhånden må foretage sig for at undgå de værste køer.
Det er altså meget bedre i Norge - der er slet ingen køer af den kedelige, ikke-muhende slags ;-)
Jeg kan overhovedet ikke klare stemmen fra TomTom'en, så det er altid uden lyd på i vores bil - det går fint, og jeg har efterhånden lært, hvordan jeg skal tune den ind, så den tager de ruter, jeg selv ville have valgt ud fra et kort ...
Og den med trafikradioen - puha, ikke godt i Tyskland i sommerferien.
Sikke en velkomst at få "smidt" i hovedet om morbror.
Vores fru Garmin finder også på sjove ting. Jeg sidder oftest med et kort, når vi kommer alt for langt væk hjemmefra. Jeg har derfor næsten altid styr på hvad vi skal køre imod, når Allan bliver uvenner med fru Garmin fordi hun bliver så påståelig :-)
Fru Ipsen: Ja, sådanne GPS-damer kan være utroligt insisterende, og så er det, man må sætte sig i respekt og fortælle hvem der er chef ;-)
Susanne: Hvis det er en dame-stemme, er det vel naturligt at give 'hende' et dame-navn :-) - Selv tak.
Madame: Tværs over en mark! Det synes jeg er at gå til yderligheder ;-D Tak, vi havde en helt fin ferie.
Inge: Selv tak :-) Jeg har nu også tit været kortlæser, mens Gemalen kørte. Og det gik som regel glimrende (med kun enkelte skilsmisselignende tilstande). Nu er det bare så meget nemmere bare at slå Ruth til.
Ellen: Vores Ruth lød en gang som den svenske mor i Krøniken (kan ikke huske navnet). Desværre har vi hende ikke mere, for hun var fast inventar i bilen, som forlængst er skiftet ud. Nej, det var særdeles usmart ikke at få trafikmeldinger i Tyskland :-(
Pia: Nej, det var/er overhovedet ikke sjovt :-( Jeg har også for det meste et kort inden for rækkevidde, så jeg ret hurtigt kan få os på rette spor, hvis køer eller andet pludselig sender os ud ad en tilfældig sidevej.
ja frk Ruth (hos os Kælling, når hun er slået til!) kan være irreterende men jeg er dog superglad for min..Håber Gemalen får fikset radioen så I kan høre traffikradio en anden gang..;-D
Hvad gjorde vi uden den skønne GPS, sikke en masse underholdning vi får ud af den :-) Tak for ferieberetningen.
Reje: Irriterende og uundværlig :-) Dvs undvære kan vi jo godt, hvis vi skal, men det er bare så meget nemmere med GPS'en. Forudsat altså, at hun siger og gør som forventet.
Intetnytundersolen: Nogle gange er underholdningsværdien altså størst bagefter :-) Selv tak.
Nææh, den dér lille by har jeg også været i. Forrige gang vi var i England havnede vi nemlig også dér, men vi opgav at fortsætte i hedebølgen og satte os til rette med kaffen på en skyggefuld café. Mens vi nød udsigten til alle de bandende bilister, der ikke havde kastet håndklædet i ringen endnu...
Mia: Åh åh, har I også været dér?! Men I gjorde da det eneste fornuftige. Vores undskyldning for bare at mosle videre må være, at det var regnvejr :-)
Send en kommentar