Have eller ikke have

Det plejede at være have.

Så kom Kamelen ind i billedet, og så var det pludselig ikke have. I hvert fald kun meget lidt have og ret meget noget, der lignede en crossbane lige dér, hvor mit staudebed burde være.

I år er Kamelen blevet så stor, at hun godt kan passe sig selv mere end fem minutter af gangen, og hun er ikke længere bare nuttet, når hun tonser gennem staudebedet, så jord og plantedele står ud til alle sider.

Derfor har jeg sat mig for at opdrage lidt på Kamelen. Og iøvrigt generobre mit staudebed.

Ingen af delene er særlig nemt.

Kamelen ser fortørnet på mig, når jeg skælder hende ud, hvis hun går ind i bedet, men hun er trods alt ved at fatte, at hun helst skal blive ude på græsplænen. Det er tydeligvis ikke særlig sjovt, men omvendt lader Kamelen sig gerne bestikke til at være artig - i hvert fald så længe det varer at ondulere et griseøre ...

Den del af projektet vil således nok kunne lade sig gennemføre til noget, der - en gang i løbet af sommeren - ligner 90 procents succes. Helt undgå kamelfjolleraids kan jeg nok ikke.

Anden del af projektet er en del sværere og sætter både min stædighed og min ryg på prøve. For det er da bare helt utroligt, hvor hurtigt et - ellers relativt velholdt - staudebed kan omdanne sig til rent morads. Man vender bare ryggen til et år, og så vips! er det hele groet til i tidsler, senegræs og små træer. Plus lupiner og lampepudsere, der breder sig næsten lige så vildt som ukrudtet.

Fruen klør sig i nakken og begynder en lille smule uentusiastisk at luge først i ét hjørne og siden i et andet. Det pynter lidt, men er også de hjørner, der er mindst ukrudtsbefængte. I mellemtiden gror ukrudtet lystigt videre i resten af bedet.

Men så tilbød Gemalen, at der kunne indkøbes nye planter for en pæn sjat penge. Det skulle bare ske nu.

Den slags hjælper selvfølgelig, og jeg rammes af akut virketrang og går mere målbevidst til værks. Endda bevæbnet med spade. Alligevel går det ikke særlig stærkt. Nogle steder ligger senegræsrødderne i bundter og ligner enhver fejlsøgende elektrikers værste mareridt (og her tænker Fruen så, at hun da vist er blevet alvorligt miljøskadet af gennem mange år at høre om overfyldte kabelbakker på diverse byggeprojekter).

Da planterne ankommer torsdag før pinse, er der derfor stadigvæk langt fra luget og ryddet plads til at plante i bedet. Men det var jo pinse, og jeg skulle være alene hjemme og kunne bare luge nonstop som det passede mig.

Eller det kunne jeg så ikke helt. For Fruen er bare et sølle skrog, der ikke kan holde til sin egen dagsorden. Så sidst på lørdagen var jeg så grundigt brugt, at jeg var nødt til at holde pause og love mig selv at sætte kadencen ned.

På det tidspunkt var der også både luget og plantet en hel del. Ikke desto mindre stod to trediedele af planterne stadig i deres potter.

Altså blev der også luget og plantet søndag. Vejret var dejligt, og både Kamelen og jeg nød at være i haven. Mandag var vejret ikke særlig godt, men faktisk perfekt plantevejr, da det småregnede. Så mens Kamelen fladede ud indendøre med den hjemvendte familie. kunne man se Fruen - med dryppende næse og en fin lille glorie - plante bellis på en ukrudtsfri plet.

Siden er ukrudtet groet videre i den stadig befængte del af bedet, men ellers er der ikke sket noget. Det er hverdag, og det regner. Det sidste er for så vidt godt, for så lider de sidste planter ikke tørkedøden, mens de står og venter på udplantning.

Men lige om lidt er det weekend igen og så!

Store planer

Gemalen og Donnaen skal til Sjælland, og Kamelen og jeg skal derfor være helt alene hjemme i hele to døgn.

Og jeg glæder mig.

Så meget, at Donnaen var lige ved at blive fornærmet over denne pludselige mangel på moderlighed. Indtil hun kom i tanke om, at det faktisk er hende, der skal ud og opleve noget, mens jeg bare skal blive hjemme.

Men altså, det er så sjældent, at jeg er alene hjemme og kun har mig selv - og Kamelen - at tage hensyn til, at jeg går en lille smule i selvsving ved tanken.

Der er en million ting, jeg kan og vil, og tiden skal bare udnyttes optimalt.

Jeg skal vaske og stryge, rydde op og gøre rent, slå græs, ordne staudebed og plante i krukker til terrassen.

Og jeg kan tage på arbejde og få styr på nogle løse ender, inden revisoren kommer i næste uge.

Jeg kan gå lange ture med Kamelen. Og læse bøger og se film.

Gå i karbad og lægge ny neglelak på tåneglene.

Og når jeg så er færdig med det, skal jeg bare slappe af ...

Førsteprioritet.

Mus i medvind og over-ivrige spejderdrenge

Selv om vi ikke planlægger så mange ture i skoven pt. (fordi det ikke er helt så sjovt, så længe løbetids-Kamelen slet ikke kan slippes løs), så ender vi sommetider med at forvilde os i den retning alligevel.

Og når vi er færdige med at ærgre os over Kamelens manglende lov til at fjolle rundt uden snor, oplever vi jo også ofte noget, vi kan fornøje eller forundre os over.

I 79 ud af 80 tilfælde er det ikke særlig interessant, når Kamelen stikker snuden i et eller andet for at undersøge det nærmere, men når hun gør det for firsindstyvende gang, sker der pludselig noget.

Så kan jeg se, at hun trækker hovedet tilbage med et overrasket ryk, prøver igen og igen rykker væk. Først tror jeg, at hun nok er i gang med at blive stukket af en humlebi. Det må jo ske før eller siden. Men det er ikke nogen humlebi. Det er verdens mindste mus. Ikke meget større end Kamelens snude. Den sidder og ligner en, der har lidt svært ved at holde balancen i den luftstrøm, der opstår, når Kamelen interesseret snuser ind.

Det er tydeligt, at Kamelen ikke har intentioner om at gøre det lillebitte væsen noget, men desværre vil bare et enkelt forkert dask med en forpote jo kunne knække nakken på musen, så jeg er til Kamelens store ærgrelse nødt til at trække hende væk.

Hvis jeg nu havde været lidt hurtigere, kunne jeg måske have taget et fint billede at mus og hundesnude. Men nix, heller ikke denne gang. I stedet må jeg nøjes med mere stillestående motiver.

Såsom væltede træer.

Jeg var begyndt at undre mig over nogle af de væltede træer i 'vores' skov. Især ét. En pænt stor gran, der havde været gået ud i flere år, men ikke lignet et træ, der var tæt på at vælte. Men en dag hang det i nabotræerne, og det var tydeligt at se hvorfor: Noget eller nogen havde været i gang med at skille træet fra roden. Det lignede noget fra en tegnefilm om bævere eller noget, som en over-ivrig spejderdreng kunne have præsteret.

Men mig bekendt findes der hverken bævere eller over-ivrige spejderdrenge i 'vores' skov. Og jeg syntes, det var underligt.

To dage senere var træet væltet helt, og jeg kunne gå tæt på uden at risikere liv og lemmer. Træet var ikke hugget, men flænset i småstykker i stub-højde.

- Men hvad flænser træer i stykker på den måde? spurgte Fruen Gemalen.

- Det er da bare væltet. Det var nok pilråddent, sagde Gemalen uinteresseret.

- Nej, det er ikke 'bare' væltet. Du kan jo se, hvordan der ligger en million (cirka) træstumper og -splinter omkring stubben, fremturede Fruen.

- Så ved jeg det ikke, svarede Gemalen og vendte tilbage til sin avis.

- Grmpff, sagde Fruen.

Og da surmuleriet var overstået, var der jo kun et at gøre; at tænde for oraklet og se, hvad jeg kunne google mig til. Det var faktisk lidt svært, for 'væltede træer' gav bare en masse billeder af de seneste års stormfald. Det var først, da jeg kom i tanke om, at jeg ikke havde kunnet genfinde det træ, som jeg så sortspætten i for et par måneder siden, at der kom skred i tingene.

For efter et par minutters ihærdig sortspætte-googling fandt jeg et billede, der var stort set identisk med, det jeg havde vist Gemalen. Ta-dah, det var altså sortspætten, der havde været på spil i sin jagt på larver og andre spiselige krible-krable-dyr. At den så vælter hele træer i sin søgen, virker lidt voldsomt, og man må håbe, at den har gennemtænkt, hvad den laver, så den ikke ender med at vælte det træ, som den selv har redehul i. Noget med ikke at hakke i det træ, man selv bor i ...

Sådan bliver jeg så klog, så klog. Og finder ud af, at jeg ikke behøver at frygte over-ivrige spejderdrenge, men kan koncentrere mig om Kamelen og de mus, hun møder.

Det er sådan set meget betryggende.

Nedlagt af sortspætten.

Hvad gør man så?

Det er ret tit, at jeg først efter en eller anden uheldig eller bare mærkværdig episode præcis ved, hvad jeg bare liige skulle have gjort eller sagt i situationen.

Men en gang i mellem sker der også det, at jeg selv længe efter ikke helt kan finde ud af, hvordan en given situation skulle have været grebet an.

Som forleden morgen.

Kamelen og jeg er ude på vores sædvanlige morgenluftetur. Solen skinner, fuglene fløjter, og det er i det hele taget en rigtig dejlig morgen.

Mens vi går der i vores helt egne tanker, bliver vi pludselig indhentet af en ældre dame i en elektrisk kørestol.

- Kan du sige mig, hvor jeg er? spørger damen.

Det kan jeg godt, og så fortsætter damen:

- Er det så den rigtige vej til Fakta og Rema?

Det er det. Hun skal bare køre lige ud og så dreje til venstre nede for enden af vejen, fortæller jeg hende, og så suser hun afsted.

Først herefter kommer jeg til at tænke på, at hun godt nok er lidt tidligt ude, hvis hun skal på indkøb. Klokken er jo ikke en gang halv otte.

Jeg spørger Kamelen, hvad hun synes, men hun er ligeglad og vil hellere snuse til lygtepæle.

Vi går videre, men når kun 3-400 meter frem, før vi kan se, at damen er vendt om og igen har kurs imod os.

- Ved du, hvordan jeg kommer til Bulderbyvej? spørger damen nu og har tilsyneladende skrottet de tidligere planer om indkøb.

Det ved jeg godt, men der er faktisk et pænt stykke i elektrisk kørestol.

- Bor du der? spørger jeg forsøgsvis for måske på den måde at finde ud af, om det er helt fint, at damen er på langfart en tidlig morgen.

- Nej, det gør min søster, svarer damen. Og som svar på mit uudtalte spørgsmål tilføjer hun:

- Jeg ville bare lige skyde genvej ad stierne, men nu er jeg kommet lidt i tvivl, om det er den rigtige vej. (Hvilket det jo tydeligvis ikke er).

Lige præcis på det tidspunkt følte jeg mig muligvis mere på glatis end damen selv, og jeg manglede virkelig den lille håndbog i hensigtsmæsig tackling af ældre damer på af- eller vildveje i elektrisk kørestol.

Så da jeg ikke kan finde på noget bedre, forklarer jeg hende vejen og ser hende forsvinde i den rigtige retning.

Kamelen og jeg gik hjem. Jeg gik i bad og blev klar til at tage på arbejde, og da jeg kom afsted, valgte jeg at køre i den retning, jeg havde sendt den ældre dame.

Hun var ingen steder at se.

Og forhåbentlig sad hun hjemme hos sin søster og hyggede sig med kaffe og morgenbrød.

Men hvad nu hvis hun ikke gjorde?

Hvad nu hvis hun ikke var helt ved sine fulde fem, men en lille smule dement og egentlig havde brug for hjælp, selv om hun hverken så sådan ud eller lød - ret meget - sådan?

Det virker temmeligt grænseoverskridende og nok heller ikke særlig hensigtsmæssigt bare at spørge direkte. De få demente, jeg har kendt, ville omgående benægte og sikkert også blive ret sure. Og så var jeg jo lige vidt. Desuden ville de fleste nogenlunde normalt-fungerende nok ikke opfatte det som en god oplevelse, hvis nogen stillede spørgsmålstegn ved deres evner til at begå sig.

Men hvad gør man så, når man egentlig har lidt ondt i maven over bare at lade stå til?

Lånt her.

Splid, giftigheder og de dybeste grøfter

En af dagene i den snart forgangne uge blev brugt på en bisættelse nord for København.

Jeg var chauffør for mine forældre, og selv om jeg nok er - eller var - familiemæssigt relateret til afdøde, så var det alligevel ikke tættere på, end at jeg ikke havde følelser i klemme og kunne nøjes med at indtage rollen som tilskuer. I hvert fald næsten.

Og godt for det.

For bisættelsen var blot seneste kapitel i en familie-saga, der - hvis den blev filmatiseret - fuldt ud kunne leve op til DRs Arvingerne, hvad angår splid og giftigheder.

Egentlig troede jeg ikke, at vi var 'sådan' en familie (som familien Grønnegaard i Arvingerne), og egentlig troede jeg ikke, at de særheder og divergenser, som alle vidste fandtes hist og pist, kunne svulme op og brage gennem familielandskabet med dybe grøfter på kryds og tværs til følge.

Men det sidste halve år har vist noget andet. 

Vi er 'sådan' en familie.

Da døden begyndte at nærme sig, blussede stridighederne op og har nu nået et niveau, hvor ikke alle arvinger følte sig velkomne i kirken. Og hvor planlægningen i forbindelse med bisættelsen tilsyneladende gik ud på ikke at samle, men splitte familien.

Hvor alt for mange fandt interesse i at vælge side.

Selv præsten, der hed sig at være en nær ven af familien, tog parti. Ikke til afdødes fordel ...

Og selv måbende tilskuere med ikke særligt stærke relationer til afdøde - chauffører som jeg og andre - havde meget svært ved at opretholde den neutralitets-nødvendige distance og undgå at blive påduttet at tage stilling.

Efter højtideligheden var der nogen, der krammede, mens andre udvekslede giftigheder, så man fik svedne ører, hvis vinden bar i ens retning.

Nogle kirkegængere tog til begravelsekaffe, mens andre tog direkte hjem. Begge dele blev opfattet som stillingtagen.

***

Næste kapitel kommer nødvendigvis til at handle om selve arven, og det kan kun blive blodigt.

Hvis det ikke var fordi det er temmelig sørgeligt at være vidne til, hvordan ellers rimeligt stærke familiebånd tyndslides og måske endda brister helt, så ville det være ganske underholdende.

Nu er det bare trist.

En kirke, der ikke har noget med historien at gøre.

Tre ugers kedsomhed

Det går ikke særligt hurtigt lige for tiden.

Synes Kamelen.

Hun synes vel nærmest, at tiden står stille.

For Kamelen er blevet idømt tre ugers kedsomhed. Uden pardon og uden mulighed for strafnedsættelse ved god opførsel. Og ikke en gang den første uge er helt gået endnu.

- Suk! tænker hun og kigger forurettet på mig, når hun får sin sele på inden luftetur.

Kamelen er nemlig kommet i løbetid.

Og det er præcis det, hun gerne vil. Altså løbe, og det er præcis det, hun ikke må.

Vi har desværre ikke en indhegnet løbegård på et par tønder land, så hun må nøjes med at gå. Nogenlunde pænt. I en sele, der er konstrueret til at afholde endda meget frembusende vildbasser fra at trække armene af deres ejere og spæne ud i intetheden.

Det er tarveligt, skulle jeg hilse at sige.

For alting lugter super-interessant, og alt, hvad der bevæger sig, er endnu mere spændende end til daglig. For måske gemmer der sig en hanhund bag de to damer, der kommer gående bag os. Eller måske er den raslen, vi kan høre i hækken, ikke bare en solsort. Eller måske ...

Mulighederne er mange, og Kamelen er ganske rundt på gulvet og i sin hormonforstyrrede krops vold.

Det gør lufteturene til noget anderledes oplevelse end til daglig. Hvor vi da for det meste opfører os nogenlunde civiliseret.

Nu er det enten fuld fart frem eller fuldt stop.

Mest det sidste.

Ethvert lille duftindtryk skal undersøges. Omhyggeligt. Og det gøres bedst ved at stå helt stille. Og snuse. Længe og saligt.

Hvis vi har nogenlunde god tid, får hun lov til snuse.

Og så har jeg det med sommetider at falde lidt i staver.

Derfor vil man for tiden kunne se mig stå og glo tomt ud i luften, mens kun Kamelens bagkrop er synlig og forkroppen forsvundet langt ind i en tilfældig, men uden tvivl fantastisk godt lugtende hæk.

Til andre tider, især om morgenen eller under indtryk af truende regnbyger, skal det helst gå lidt hurtigere.

Desværre har Kamelen gennemskuet, hvad jeg ikke kan. Heller ikke med den særlige sele.

Jeg kan ikke tvinge hende til at gå fremad.

Så hvis hun ikke vil, så vil hun ikke, og så bliver hun stående. Med alle fire poter plantet så solidt på fortovet, at man næsten kan se kløerne arbejde sig ned i fliserne.

Eneste mulighed for mig er så at trække hende rundt, for det kan jeg nemlig, og så håbe, at hun har glemt, hvorfor hun ikke ville gå frem.

Det er okay at gøre en enkelt gang, men når vi har lavet den manøvre fem gange og kun er nået halvvejs hen ad gaden, så begynder det at føles lidt dumt.

Egentlig er vi nok ret enige, Kamelen og jeg.

Det er træls, og de næste fjorten dage må gerne gå lidt hurtigt.