Mus i medvind og over-ivrige spejderdrenge

Selv om vi ikke planlægger så mange ture i skoven pt. (fordi det ikke er helt så sjovt, så længe løbetids-Kamelen slet ikke kan slippes løs), så ender vi sommetider med at forvilde os i den retning alligevel.

Og når vi er færdige med at ærgre os over Kamelens manglende lov til at fjolle rundt uden snor, oplever vi jo også ofte noget, vi kan fornøje eller forundre os over.

I 79 ud af 80 tilfælde er det ikke særlig interessant, når Kamelen stikker snuden i et eller andet for at undersøge det nærmere, men når hun gør det for firsindstyvende gang, sker der pludselig noget.

Så kan jeg se, at hun trækker hovedet tilbage med et overrasket ryk, prøver igen og igen rykker væk. Først tror jeg, at hun nok er i gang med at blive stukket af en humlebi. Det må jo ske før eller siden. Men det er ikke nogen humlebi. Det er verdens mindste mus. Ikke meget større end Kamelens snude. Den sidder og ligner en, der har lidt svært ved at holde balancen i den luftstrøm, der opstår, når Kamelen interesseret snuser ind.

Det er tydeligt, at Kamelen ikke har intentioner om at gøre det lillebitte væsen noget, men desværre vil bare et enkelt forkert dask med en forpote jo kunne knække nakken på musen, så jeg er til Kamelens store ærgrelse nødt til at trække hende væk.

Hvis jeg nu havde været lidt hurtigere, kunne jeg måske have taget et fint billede at mus og hundesnude. Men nix, heller ikke denne gang. I stedet må jeg nøjes med mere stillestående motiver.

Såsom væltede træer.

Jeg var begyndt at undre mig over nogle af de væltede træer i 'vores' skov. Især ét. En pænt stor gran, der havde været gået ud i flere år, men ikke lignet et træ, der var tæt på at vælte. Men en dag hang det i nabotræerne, og det var tydeligt at se hvorfor: Noget eller nogen havde været i gang med at skille træet fra roden. Det lignede noget fra en tegnefilm om bævere eller noget, som en over-ivrig spejderdreng kunne have præsteret.

Men mig bekendt findes der hverken bævere eller over-ivrige spejderdrenge i 'vores' skov. Og jeg syntes, det var underligt.

To dage senere var træet væltet helt, og jeg kunne gå tæt på uden at risikere liv og lemmer. Træet var ikke hugget, men flænset i småstykker i stub-højde.

- Men hvad flænser træer i stykker på den måde? spurgte Fruen Gemalen.

- Det er da bare væltet. Det var nok pilråddent, sagde Gemalen uinteresseret.

- Nej, det er ikke 'bare' væltet. Du kan jo se, hvordan der ligger en million (cirka) træstumper og -splinter omkring stubben, fremturede Fruen.

- Så ved jeg det ikke, svarede Gemalen og vendte tilbage til sin avis.

- Grmpff, sagde Fruen.

Og da surmuleriet var overstået, var der jo kun et at gøre; at tænde for oraklet og se, hvad jeg kunne google mig til. Det var faktisk lidt svært, for 'væltede træer' gav bare en masse billeder af de seneste års stormfald. Det var først, da jeg kom i tanke om, at jeg ikke havde kunnet genfinde det træ, som jeg så sortspætten i for et par måneder siden, at der kom skred i tingene.

For efter et par minutters ihærdig sortspætte-googling fandt jeg et billede, der var stort set identisk med, det jeg havde vist Gemalen. Ta-dah, det var altså sortspætten, der havde været på spil i sin jagt på larver og andre spiselige krible-krable-dyr. At den så vælter hele træer i sin søgen, virker lidt voldsomt, og man må håbe, at den har gennemtænkt, hvad den laver, så den ikke ender med at vælte det træ, som den selv har redehul i. Noget med ikke at hakke i det træ, man selv bor i ...

Sådan bliver jeg så klog, så klog. Og finder ud af, at jeg ikke behøver at frygte over-ivrige spejderdrenge, men kan koncentrere mig om Kamelen og de mus, hun møder.

Det er sådan set meget betryggende.

Nedlagt af sortspætten.